politikere – Erik Gahner Larsen

Hvem følger hvem? Om forholdet mellem politikere og vælgere

I demokratiske samfund har vi en klar opfattelse af, at politikerne følger vælgernes interesser. Politikerne gør hvad vælgerne forlanger, og såfremt de ikke gør, ryger de på porten ved førstkommende valg.

Dette er dog ikke den eneste måde at studere forholdet mellem politikere og vælgere på. Det er dermed muligt at anlægge et mere kritisk perspektiv på hvordan relationen er, som kort fortalt vender demokratiet på hovedet. Her er det ikke politikerne der følger vælgerne, men vælgerne der følger politikerne. Dette perspektiv bygger på ideen om, at vælgerne mangler veludviklede præferencer og blindt påtager sig sine foretrukne politikeres præferencer.

Hvilke af disse to perspektiver afspejler så bedst virkelighedens verden? Dette spørgsmål søger Gabriel S. Lenz at besvare i hans nyeste bog »Follow the Leader?: How Voters Respond to Politicians’ Policies and Performance«¹. Resultaterne fra bogen viser blandt andet, at vælgerne kan vurdere og belønne/straffe politikerne på baggrund af deres resultater (= politikerne følger vælgerne), men når det vedrører politiske holdninger, påtager vælgerne sig politikernes holdninger på baggrund af hvilken politiker de bedst kan lide (= vælgerne følger politikerne).

Den store udfordring i sådanne undersøgelser er selvfølgelig kausalretningen. Når der er en korrelation mellem politikernes og vælgernes holdninger, er det svært at vurdere om denne er udtryk for politikernes eller vælgernes responsivitet. Lenz imødekommer sådanne problemer ved primært at anvende paneldata, hvor de samme vælgere bliver spurgt på forskellige tidspunkter, altså før og efter bestemte hændelser.

Lenz opererer med tre skift hos vælgerne: 1) En ændring i hvor salient et emne er hos vælgeren (priming), 2) en holdningsændring til et emne (persuasion) og 3) en øget viden (learning). Med udgangspunkt i disse tre typer af forandringer viser han således hvordan vælgerne reagerer.

Den afsluttende konklusion på baggrund af hans analyser af vælgernes holdninger til politiske emner, er: »In fact, democracy seems inverted. Instead of politicians following voters on policy, voters appear to follow politicians. Moreover, they appear to do so blindly, following politicians on particular policies even when they do not know those politicians’ ideologies. Politicians may therefore have considerable freedom in the policies they choose« (s. 235)

Noget taler dermed, til en vis grænse, for en elite-dreven vælgermasse (a la hos Zaller), hvor politikerne har en stor grad af politisk frihed. Dermed ikke sagt, som Lenz også diskuterer, at politikerne bare på alle områder (og specielt ift. performance), kan gøre hvad der passer dem, men i det store hele giver det god mening at tale om, at politikerne kan påvirke vælgernes holdninger.

Gabriel Lenz kigger på flere forskellige lande, men hvordan ser det ud i en dansk kontekst? I det nyeste nummer af Politica undersøger Rune Slothuus (AU), Michael Bang Petersen (AU) og Jakob Rathlev (ekstern lektor ved KU), om de danske vælgere skifter holdning, når politikerne gør det².

Konkret spørges de samme vælgere om holdningen til efterlønnen og dagpengeperioden før og efter VK-regeringen skiftede holdning til hhv. dagpengeperiodens længde og afskaffelsen af efterlønnen. Resultaterne her viser, som hos Lenz, at partierne kan påvirke vælgernes holdninger.

Tager vi udviklingen i støtten til at begrænse eller afskaffe efterlønnen som eksempel, kan det iagttages hvordan Venstres og de Konservatives vælgere i kølvandet på Lars Løkke Rasmussens nytårstale, i den undersøgte periode, ændrer holdning til efterlønsspørgsmålet (hvor 84 pct. af vælgerne fra de to partier ønsker at begrænse eller afskaffe efterlønnen efter nytårstalen), som figur 2 på side 556 i artiklen illustrerer:

Grafen til højre viser ligeledes, at den samme ændring ikke finder sted hos de venstreorienterede partiers vælgere, hvilket passer fint overens med forventningerne, da partierne som bekendt heller ikke skiftede holdning til disse emner (før senere).

Dette betyder ikke, at vælgerne til hver en tid ukritisk følger deres foretrukne parti. Der er flere forhold der kan reducere effekten af de politiske partier, for eksempel viden og individuelle forskelle³. Ligeledes er der også andre forhold der spiller ind, herunder selvfølgelig medierne.

Den overordnede pointe må være, at politiske partier ikke altid er tvunget til at følge vælgernes holdninger, men selv kan påvirke samme. Politikere kan være med til at øge opbakningen til en politisk reform ved selv at give udtryk for, at de er for reformen. Giver politikerne omvendt udtryk for, at de er imod en reform, kan det reducere opbakningen til reformen blandt vælgerne yderligere, end tilfældet ellers ville have været. Forholdet mellem politikerne og vælgerne går dermed ikke blot fra vælgernes holdninger til politikernes holdninger, men også den anden vej.

Lenz, G. S. 2012. Follow the Leader? How Voters Respond to Politicians’ Policies and Performance. Chicago: University of Chicago Press. [↩]
Slothuus, R., M. B. Petersen & J. Rathlev. 2012. “Politiske partier som opinionsledere: resultater fra en panelundersøgelse.” Politica 44(4): 544-562. [↩]
Bullock, J. G. 2011. “Elite Influence on Public Opinion in an Informed Electorate.” American Political Science Review 105(3): 496-515. [↩]

Top 10: Populære politikere på twitter

Hvilke danske politikere er de mest populære på twitter? Det spørgsmål vil jeg i dette indlæg besvare. Metoden er simpel: Vha. Twittertinget har jeg noteret hvor mange der følger de enkelte politikere og hvor mange tweets de hver især har skrevet. Risikoen ved fremgangsmåden er, at der er danske politikere jeg ikke har fået med.

Lad os først tage et kig på hvem der er de mest populære danske politikere på twitter, forstået som hvilke politikere der har flest followers:

Oprindeligt skulle der være to andre med på listen: Anders Samuelsen og Villy Søvndal. Begge har kun skrevet ét tweet, hvorfor jeg ingen grund ser til, at placere dem på den pågældende liste. De er dog begge gode eksempler på, at man ikke nødvendigvis skal være aktiv på twitter, for at have mange followers.

Endnu et godt eksempel på dette er Lars Løkke Rasmussen. I forhold de andre politikere, har han flere followers, hvis man tager højde for hvor aktiv han er (og jeg er end ikke sikker på, at det er Lars Løkke selv, der opdaterer hans twitter-bruger).

Figur 1: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets

Langt størstedelen af de danske politikere har under 1000 followers, hvilket nok bare siger noget om, at twitter ikke er ret udbredt i Danmark. Ligeledes kan vi observere, at langt de fleste politikere har skrevet under 500 tweets.

Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre er – med sine i skrivende stund 1882 tweets (damn, nu 1883!) og 458 followers – et eksempel på, at mange tweets ikke giver tilsvarende mange følgere. Margrethe Vestager og Ida Auken er omvendt de to brugere der har formået at have et højt aktivitetsniveau og ligeledes få en stor andel followers målt i forhold til den gennemsnitlige politiker på twitter.

Det er muligt, at jeg i ovennævnte helt har set bort fra visse danske politikere, som har flere followers end de nævnte. Er du bekendt med danske politikere der har flere followers, og derfor hører til på listen, så skriv gerne en kommentar.

Kan politikerne regne og stave?

Danmarks dårlige Pisa-resultat har skabt megen debat de seneste dage. Medierne har i den forbindelse i nogle nyheder fokuseret på politikernes fejl. Nu hvor at der formodentlig skal foretages en række ændringer på folkeskoleområdet, er det jo vigtigt at vi har nogle politikere, der kan være fejlfrie og gå foran som et godt eksempel. Men hov! Selv vores undervisningsminister kan fejle. Ups.

Eksempel: ”I går kom undervisningsministeren til at sige, at 15 + 16 er 33.”

Fuck! Tina Nedergaard kom til at sige at 15 + 16 = 33. Godt er det dog, at journalisten lige informerer om, at svaret på regnestykket ikke er 33: ”15 + 16 er som bekendt 31 og ikke 33”. Kanon, Politiken.

Det er dog ikke kun undervisningsministeren, men også Undervisningsministeriet der kan stilles til ansvar for fejl!

Eksempel: Undervisningsministeriet klokkede i stavningen på vigtigt pressemøde

Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor at der skal skrives om politikernes faglighed. Det er måske bare symptomatisk for mange vælgeres forhold til politikere. Politikere som perfekte mennesker der ikke må begå fejl og bliver straffet derefter. Ak ja… Der var engang hvor at politik handlede om holdninger.

Jeg er ligeglad med om en undervisningsminister tror at 4+4 er 10, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at regne. Jeg er ligeglad med om kulturministeren aldrig har set andet end Amalies verden, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at fortælle mig hvilken kultur jeg skal stifte bekendtskab med.

Det er med andre ord fuldstændig og komplet ligegyldigt om politikere kan stave eller regne. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Folk der går op i den slags, burde sætte lidt mere tid af til bare at fokusere på hvad de respektive politikere står for.

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.