Peter Mogensen for Dummies

He knows nothing; and he thinks he knows everything.
That points clearly to a political career.
– George Bernard Shaw

Læsere af Politiken bliver dagligt klædt politisk på af den pæne herre Peter Mogensen. Men hvilket billede får de venstreorienterede Politiken-læsere af den politiske praksis, når det er Peter Mogensen der står for tolkningen af den politiske virkelighed? Jeg bringer her en introduktion til Peter Mogensens analyser der forhåbentlig kan bidrage til at skabe en større forståelse i forhold til nævnte.

Peter Mogensen er politisk redaktør på Politiken hvor han skriver analyser der ligeledes publiceres på hans blog. Foruden dette er han tilknyttet forskellige produktioner på TV2 News. Hans blog bærer beskrivelsen ”Analyser af dansk og international politik”, men her er det vigtigt at holde for øje, at dette som det meste andet Peter Mogensen skriver, blot er en uklar formulering. Der er ganske enkelt ingen analyser af international politik.

Jeg vil i dette indlæg afgrænse mit fokus til at fokusere på to aspekter ved Peter Mogensens analyser: 1) Hans evne til at formulere sig og 2) hans evne til at analysere. Grunden til dette fokus er, at der i forvejen er skrevet meget om netop dette, hvorved at en læseguide til Peter Mogensen passende kan bero på et bredt udsnit af hvad der allerede er skrevet om Peter Mogensen og hans analyser.

Peter Mogensens formuleringsevner
Peter Mogensen er intet sprogligt geni. Som en introduktion kan der her anbefales Henrik Dahls artikel ‘Før brugte jeg mange klicheer, nu skyr jeg dem som pesten‘, hvor Peter Mogensen omtales som klicheens mester. Dette har Claes Kastholm Hansen i flere sammenhænge dokumenteret på ”Groft sagt”-pladsen i Berlingske, f.eks. i Nye snublerier fra sprogsnubleren (11.04.2010, ikke online) eller som han skriver under overskriften Båndsalat (04.12.2008, ikke online):

En af landets største sprogfordærvere – eller – fornyere – er dagbladet Politikens politiske humorist Peter Mogensen. At læse den metaforkonfuse mands »Politisk analyse« er dagens humørpille. Her krybes der »tilbage til korset«. Her er der ikke »de store brikker på paletten« eller »den store appetit for en række af de konsekvenser«. Her er privatbilismen »et af de få områder, som vi nationalt kan påvirke klimamæssigt«

Michael Jeppesen har dog i denne sammenhæng leveret nogle af de mest humoristiske analyser af Mogensens analyser under overskrifterne Petter og havet og Peter Mogensen – den komplette toprådgiver, hvor han i førstnævnte lettere ironisk skriver: »Spøg til side, men Peter Mogensens brug af metaforer, der smyger sig om teksten er i en klasse for sig, først sejlemetaforer, så boksemetaforer og nu fra musikkens verden. Det er virkelig noget, der bringer liv til en klumme«. Begge disse indlæg af Michael Jeppesen er yderst anbefalelsesværdige.

For at opsummere skal man vide om Peter Mogensen, at han bruger et levende sprog. Dette er dog også problematisk, da det ofte overskygger en eventuel pointe. Der bruges et utal af klicheer, metaforer, vendinger m.v. der nok kan fylde en masse spalteplads ud, men ofte efterlader læseren med en tom følelse af, ikke at være blevet klogere på noget som helst.

Peter Mogensens evne til at analysere
En af de primære opgaver politiske kommentatorer besidder er at analysere politiske begivenheder. Hvad er op og ned, hvordan skal en given udmelding forstås, hvad kan vi forvente at se osv. Her må vi dog nok erkende, at Peter Mogensen ikke har den bedste histore i forhold til at levere præcise analyser. Mads Kastrup har formuleret dette meget godt på hans blog:

Mit forbillede er Politikens Peter Mogensen. Hvis kommentatorbranchen var en dart-konkurrence, og de mest præcise analyser at regne for bulls eye, ville Mogensen måske stadig have til gode at sætte en pil på skiven. En hel del ville tillige være at finde i hans egen fod.

Er der så nogle konkrete eksempler på, at Peter Mogensen har leveret decideret upræcise analyser? Dette er desværre tilfældet, ja. Overordnet kan det siges så klart, at jo mere klart Peter Mogensen formulerer sig, desto mere har han for vane at tage fejl. Lad os kigge på et par illustrative eksempler.

Eksempel #1: Liberal Alliance og spærregrænsen
Nuvel, mange politiske kommentatorer spåede Liberal Alliance ude, men ingen har gjort det så vedholdende som Peter Mogensen. Noget kunne tyde på, at hans egen politiske overbevisning og personlige nag til partiet, har farvet hans ”analyser”.

Ole Birk Olesen har skrevet om dette i en leder, og ligeledes spurgt Peter Mogensen retorisk, om han kan komme med en forklaring på, at Liberal Alliance har ligget stabilt i meningsmålingerne.

Når dette er sagt, er det selvfølgelig teoretisk muligt, at Liberal Alliance ikke er repræsenteret i Folketinget efter næste valg, men sandsynligheden for at dette sker, er noget nær uendelig minimal. En opfordring herfra skal der lyde til at du, kære læser, holder nøje øje med, hvad Peter Mogensen i fremtiden skriver om Liberal Alliance.

Eksempel #2: Brian Mikkelsen som konservativ leder
Da Lene Espersen langt om længe valgte at træde af som formand for Det Konservative Folkeparti, gik spekulationerne om hendes afløser på formandsposten straks i gang. Da Lars Barfoed havde et solidt flertal bag sig, kunne Peter Mogensen omvendt rapportere, at pilen pegede på Brian Mikkelsen som ny konservativ leder.

Eksempel #3: Birthe Rønn Hornbechs ministerpost
Tidligere på året var der meget debat om hvorvidt Birthe Rønn Hornbech ville blive på sin post som integrationsminister. Her konkluderede Peter Mogensen, at Birthe Rønn nok bliver. Da Birte Rønn et par dage efter blev fyret som minister, kunne Peter Mogensen konkludere, at statsministerens korrekte fyring kommer for sent.

Denne fejlagtige analyse af Peter Mogensen gik da heller ikke ubemærket hen, men blev bl.a. kommenteret på Information af David Rehling, der om Peter Mogensen konkluderer, at han i sit kildefri rum har udviklet sin egen journalistiske genre.

Jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til at tage fejl, endsige at formulere sig mindre klart for at tage hensyn til det faktum, at »i politik er alt muligt«, men det betyder ikke, at politiske eksperter ikke skal holdes op på det de påstår.

Den politiske debat må kvalificeres ved, at de påstande der ytres, bliver vurderet, vejet og specielt i tilfældet Peter Mogensen vraget, når de er lodrette forkerte eller ubrugelige. Det kan ikke være rigtigt, at en politisk analyse blot skal glemmes minuttet efter den er læst, og ikke tages for mere end ligegyldige skriverier, hvor politikerne dømmes hhv. ude og inde alt efter hvordan vinden blæser.

Det er mit ønske at dette indlæg kan opfordre til en mere kritisk læsning i fremtiden af de analyser der vil blive skrevet af Peter Mogensen. Specielt af Politikens læsere, der må døje med hans analyser på noget nær daglig basis.

Følg selv med i Peter Mogensens skriverier her.

Jyllands-Posten skriver 35 gange oftere om besparelser end om budgetskred

I dag kan man i Politiken læse en klumme skrevet af Martin Ågerup under overskriften ”Medierne kommer 35 mia. kr. for sent”. Den kan ligeledes læses på 180grader.dk under overskriften ”Politiken skriver 30 gange oftere om besparelser end om budgetskred”. Anledningen er en artikel i førstnævnte medie der omhandler overforbrug i det offentlige, som får Ågerup til at pointere, at det langt om længe er gået op for Politiken, at det hele bare ikke handler om besparelser i det offentlige.

Faktisk mener Martin Ågerup, at der over en længere periode i Politiken har været et alt for stort fokus på besparelser i det offentlige, som helt har overskygget et endnu vigtigere fænomen, nemlig budgetoverskridelser i det offentlige. Til formålet har Martin Ågerup gennemført et par søgninger i Infomedia, der underbygger hans argumentation.

Han har lavet to kategorier der hver især består af søgeord, disse kategorier er:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser

På Infomedia er der så søgt efter artikler i Politiken der indeholder bare ét af ordene fra kategorien. På Politiken giver en søgning på kategori a 7022 resultater og en søgning på kategori b giver 239 resultater (og dermed cirka 30 gange flere hits på a end b).

Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at søgningerne ikke tager højde for de kvalitative aspekter i artiklerne. Er der overhovedet tale om besparelser i det offentlige? Er der tale om en dansk kontekst? Omtales nedskæringer kun som noget negativt?

For det andet bruges der ordet ”budgetoverskridelse” og ikke bare ”overskridelse”, hvilket kan betyde, at hvis der f.eks. skrives overskridelser i det offentlige forbrug, bliver det ikke talt med. Tilføjer man ”budget” som prefix til ordene i kategori a, giver de næsten ingen hits, som jeg kommer ind på senere i dette indlæg. Det kan godt være at det er mere normalt at bruge vendinger som budgetoverskridelser end budgetnedskæringer, men ikke desto mindre kan sådanne problematikker gøre det svært at finde frem til, hvad der er bedst at søge efter, for at sikre at man måler det man ønsker at måle.

For det tredje begynder Martin Ågerup med at henvise til en artikel der omtaler budgetoverskridelser i det offentlige forbrug med betegnelsen ”overforbrug”. Hvorfor at dette ord ikke er medtaget, når det netop bruges ifm. den relevante problematik, ved jeg ikke.

For det fjerde er det plausibelt, at læserne går mere op i om der er nogen der mister noget, end at der er nogen der bruger mere. Det er alt andet lige en bedre historie, at en kræftafdeling må lukke pga. besparelser, end at de har haft flere igennem systemet og derfor har haft budgetoverskridelser.

For det femte kan det diskuteres, om der er nogen bestemt skævvridning i Politikens dækning af det offentlige forbrug og besparelser og overskridelser i samme, eller om der blot er tale om en generel tendens i hvad der har været på dagsordenen i medierne de senere år. Dette kommer Martin Ågerup dog også selv ind på, at der kan være tale om et fænomen der ikke nødvendigvis kun kan identificeres i Politiken:

”For at være fair over for Politiken skal det nævnes, at de øvrige dagblade samt de elektroniske medier næppe har prioriteret væsentlig anderledes. Det kan derfor ikke undre, at 64 pct. af befolkningen ifølge en meningsmåling fra marts 2008 troede, at der samlet var blevet skåret i antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 2001.”

Jeg finder ovennævnte interessant, og har derfor suppleret Martin Ågerups mindre systematiske undersøgelse med et par yderlige søgninger på Infomedia. Foruden Politiken har jeg foretaget de samme søgninger i samme tidsperiode (fra 1. januar 2002 til og med 1. marts 2011) for Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Børsen og Ekstra Bladet. Foruden de to kategorier (kategori a og b) som Martin Ågerup har søgt efter, har jeg valgt at søge efter et par andre ord. Kategori c hvor jeg har taget udgangspunkt i kategori b og fjernet ”budget” og tilføjet overforbrug (i forhold til den anden og tredje bemærkning). I kategori d har jeg blot tilføjet ”budget” til ordene i kategori a. Kategorierne er derfor som følger:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser
c: overskridelse skred overskridelser overforbrug
d: budgetnedskæring budgetnedskæringer budgetbesparelse budgetbesparelser

Specielt kategori c skal tages med et gran salt, da ordet ”skred” kan bruges i uendeligt mange sammenhænge. Pointen er blot at de begreber man bruger som indikatorer for fænomener, kan være udtryk for helt andre fænomener.

Avis a b c d a/b (a+d)/(b+c)
Politiken 7022 239 3580 24 29,4 1,8
Berlingske 8534 422 3070 35 20,2 2,5
Jyllands-Posten 15.178 425 4361 77 35,7 3,2
Information 3504 124 1621 30 28,3 2
Børsen 3032 116 440 62 26,1 5,6
Ekstra Bladet 2245 93 1985 7 24,1 1,1

Ovenstående tabel viser resultaterne for de enkelte søgninger. De to sidste kolonner viser hhv. forholdet mellem kategori a og b (som Martin Ågerup bruger til at tale om forholdet mellem to typer af artikler hos Politiken) og forholdet mellem de to typer af artikler hvis man tager alle kategorier med.

Bemærkelsesværdigt er det, at Politiken ligger nogenlunde normalt i forholdet mellem artikler om besparelser og budgetskred. Gennemsnittet er 27,3 med en standardafvigelse på 5,25, hvorfor at der intet er der taler for en skævvridning i Politikens dagsorden i forhold til de andre landsdækkende aviser. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands-Posten der topper, ved at skrive 35,7 gange mere om besparelser end budgetskred (hvis man vel at mærke accepterer Ågerups metodiske logik).

Tillader man at tale om overskridelser og overforbrug mere generelt ligesom med besparelser, kan man få nogle helt andre tal, som sidste kolonne indikerer. Faktisk kan man komme helt ned på et forhold 1,1, som tilfældet er ved Ekstra Bladet. Som nævnt er det yderst problematisk, men det viser blot, at det er yderst let at konstruere sine egne tal, alt afhængigt efter hvilke konklusioner man gerne vil nå frem til.

Overordnet synes der dog at være en mere generel tendens i medierne der ikke er begrænset til Politiken, hvor at der skrives langt mere om besparelser end budgetoverskridelser. En forklaring kan være, at medierne, til trods for at de er selvstændige aktør, ikke kan fravige sig den overordnede dagsorden der hersker i andre medier, og ligeledes i mange tilfælde bringer de samme artikler som andre medier, gennem f.eks. bureauer som Ritzau. Ligeledes kan det som nævnt diskuteres, om det overhovedet er problematisk, da der vel næppe er noget nyt i, at historier om besparelser bare er mere interessante end budgetoverskridelser.

Konklusionen må være, at jeg vil være meget ydmyg i forhold til at konkludere noget på ovenstående tal. Der kan sagtens være nogle væsentlige pointer der kan trækkes frem, specielt at det kunne være interessant at medierne prioriterede mere på det offentlige forbrugs budgetoverskridelser, men at det kan være meget svært at undersøge omfanget af problematikken systematisk vha. Infomedia.

Hvad siger vælgerne til soldater i Afrika?

Tal taler ikke for sig selv. De skal som altid tolkes og sættes ind i en kontekst. Lene Espersen har snakket om at sende danske soldater til Afrika på et tidspunkt. I en meningsmåling fra Megafon, som er gennemført for Politiken og TV 2, bliver vælgerne så spurgt om deres holdning til dette.

Berlingske.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Fire ud af ti vil sende militær til Afrika: ”Udenrigsministerens tanke om at sende danske soldater til Afrika bakkes op af et stort mindretal af vælgerne.”

Politiken.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Vælgerne siger nej til at sende soldater til Afrika: ”Ekspert: Den usædvanligt lave opbakning er en bombe under dansk udenrigspolitik.”

Ja, som altid handler journalistik om at vinkle en historie. Lidt komisk er det i hvert fald, at der gøres så vidt forskellige konklusioner på baggrund af den samme meningsmåling.

Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.