Er de Radikale stormet frem?

I Politiken kan man læse, at de Radikale er stormet frem siden valget. Konkret formidles det: “Siden valget har Radikale Venstre hentet en hel del opbakning blandt vælgerne. Det viser en ny Megafon-måling, hvor de står til 9,6 procent af stemmerne og dermed 17 mandater.”

9,6%! Er det virkelig der, de Radikale ligger i meningsmålingerne? Lad os straks se nærmere på, hvad meningsmålingerne rent faktisk viser.

Figur 1: Radikale i meningsmålingerne, 2015-

Nej, der er intet der tyder på, at de Radikale stormer frem. Figuren viser de Radikales opbakning fra seneste folketingsvalg frem til i dag, og der er intet der taler for, at der har været en stor fremgang til partiet. Der er blot tale om en journalist, der tager én meningsmåling fra Megafon og skriver en historie op på et tyndt – i værste tilfælde lodret forkert – grundlag.

Den radikale udenrigsordfører, Martin Lidegaard, udtaler på baggrund af meningsmålingen, at den er et tegn på, at det er ved at lykkedes for partiet, at komme ud med de positive politiske budskaber. Jeg ser dog nu snarere målingen som et tegn på, at Megafon igen er ude med en måling, man skal forholde sig ekstra kritisk til.

Målingen og dækningen heraf er blot endnu et eksempel til samlingen, hvor én outlier, altså en ekstrem meningsmåling, skrives op som en nyhed på bekostning af al anden evidens (i dette tilfælde alle andre meningsmålinger). Faste læsere af bloggen vil huske lignende tilfælde for andre partier. Eksempelvis da det i 2017 kunne rapporteres, at de Konservative stod til fremgang.

Figur 2: Konservative i meningsmålingerne, 2017

Eller hvad med historien om Dansk Folkeparti i 2017, der styrtdykkede i meningsmålingerne, hvis man skulle tro på TV 2. Her kunne man også se, at dette blot var et fænomen hos Megafon.

Figur 3: Dansk Folkepartis opbakning over 5 måneder i 2017

Eller hvad med historien fra 2016 om, at Socialdemokraterne mistede en fjerdedel af deres vælgere? Den meningsmåling diskuterede jeg med direktøren for Megafon på TV 2 News, hvor han gjorde det klart, at jeg selvfølgelig ikke havde adgang til de samme data, som de havde, hvorfor jeg ikke kunne udtale mig med samme sikkerhed om kvaliteten heraf. Det stod dog klart over de efterfølgende måneder, at Megafon havde ramt helt forbi. Det havde været pinligt for dem, hvis de rummede blot den mindste evne til selvkritisk reflektion, endsige hukommelse.

Og som et sidste eksempel havde vi tidligere på året nyheden om, at Socialdemokraterne var gået tilbage siden folketingsvalget. Denne historie blev ligeledes skrevet udelukkende på baggrund af én måling fra Megafon og var ligeledes ikke et kønt syn i en forvejen miserabel dækning.

Figur 4: Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, januar-juli 2018

På baggrund af disse historier er jeg sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, før Megafon og enten TV 2 eller Politiken vil bringe en nyhed om et parti, der går ekstremt frem eller tilbage i målingerne én måling. Denne historie vil bære præg af 1) ikke at kunne spores i andre målinger og 2) ikke at holde vand i efterfølgende målinger.

Hvad skal man så gøre? For det første skal man holde øje med de vægtede snit i stedet for enkeltmålinger (evt. Berlingske Barometer). For det andet skal man undersøge hvordan en enkeltmåling ligger i forhold til andre målinger (evt. via mit overblik her).

Vil de fleste gerne læse flere bøger?

Hos Politiken kan man læse følgende nyhed om en ny undersøgelse: “På åbningsdagen for årets bogmesse i København modtager bogbranchen en opmuntrende besked: De fleste vil gerne læse flere bøger.”

Min første tanke er, at det måske er en interessant undersøgelse, men også en lidt ligegyldig en af slagsen. Mange vil gerne motionere mere, spise sundere, læse mere, forurene mindre og så videre. Det er der ikke så meget nyt i.

Det komiske ved forhåndenværende undersøgelse er dog, at den ikke er repræsentativ. Vi kan med andre ord intet sige om, hvad de fleste rent faktisk gerne vil. Om undersøgelsen skriver Politiken: “Det viser en undersøgelse, som netboghandlen Saxo har foretaget blandt 8.382 af sine brugere. Ikke mindre end 56 procent af brugerne kunne godt tænke sig at få læst mere, end de gør i dag.”

Der er altså ikke tale om en repræsentativ undersøgelse blandt danskerne, men en komplet ligegyldig undersøgelse, der udelukkende tjener som “gratis” (som i indirekte betalt, cf. nedenfor) reklame for en netboghandel. Den interessante nyhed, hvis vi skal forsøge at identificere en sådanne, må være, at 44% af Saxos brugere ikke har nogen interesse i at læse mere, end de allerede gør.

Til de journalister, der måtte læse med: Stop med at formidle denne slags undersøgelser. Det er ikke en nyhed, at folk der befinder sig i en (digital) boghandel, har interesse i at læse. Det er ligeledes ikke en nyhed, at folk der går i motionscenter gerne vil motionere.

Hvorfor rapporterer Politiken så ukritisk en elendig undersøgelse inklusiv et interview med Saxos direktør og stifter? Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan konstatere, at artiklen akkompagneres af en betalt reklame for samtalebogen Du store verden, der, når man klikker på den, henviser til – surprise, surprise – Saxo.com.

Mistede Socialdemokraterne en fjerdedel af deres vælgere?

I slutningen af januar fik én bestemt meningsmåling opmærksomhed på alle sendeflader. Målingen viste, at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint. Mere specifikt fra 26,3 procent til 19,3 procent. Meningsmåling blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken.

Syv procentpoint er meget. Mere end en fjerdedel af, hvad Socialdemokraterne stod til at få tilbage i november hos Megafon. Nyheden om at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint fik af samme grund omtale hos blandt andre MetroXpress, Information, Ekstra Bladet, Berlingske, TV2 (igen), Fyens Stiftstidende, BT og sågar i udlandet. Hos Politiken valgte man at bruge anledningen til også at følge op med et par artikler omkring tallene bag vælgertabet og de sidste 20 års største vælgerskred.

Asger H. Nielsen, direktør for Megafon, udtalte til TV2, at han var 100% sikker på, at meningsmålingen var korrekt. De havde sågar lavet en såkaldt kontrolmåling, for at være sikker på, at målingen var valid. Med andre ord var selv Megafon overraskede over resultatet. Tallene fra målingen er som illustreret:

Det interessante ved målingen, og grunden til at journalister elsker målinger som den fra Megafon, er, at historierne står i kø for at blive fortalt. Politisk kommentator Søs Marie Serup får eksempelvis hele syv historier ud af målingen, herunder at “Dansk Folkeparti er Danmarks største parti. Succesen er ikke forbigående!”

Når der er så mange historier i én måling, altså så mange store forandringer, er der grund til at være ekstra skeptisk. Vi ved, at når én måling viser noget ekstremt, er sandsynligheden for, at det er korrekt, minimal. I forhold til den journalistiske dækning er det paradoksale, som jeg pointerede for nogle år siden i Berlingske, at de forkerte målinger netop er kendetegnet ved, at de får ekstra meget omtale.

Fredag, dagen efter Megafons måling var blevet præsenteret i 22 Nyhederne på TV 2, kom der en meningsmåling fra Greens for Børsen, der viste, at Socialdemokraterne ikke gik tilbage. Denne måling fik ikke lige så meget omtale som Megafons, men formåede dog heldigvis at blive dækket af blandt andre Jyllands-Posten, Information, Metroxpress og Berlingske.

Dette førte til nogen forvirring, og på den baggrund var jeg med i TV2 News fredag aften. Her havde jeg to pointer. For det første, at Megafons kontrolmåling ikke var nogen garanti for validiteten. Kontrolmålingen viste blot, at Megafon havde været i stand til at ramme det samme estimat to gange i træk, altså opbakningen til Socialdemokraterne, men ikke at man havde ramt bullseye. For det andet at man – som altid – bør være varsom med at tolke for meget ud af enkeltmålinger. Det er med andre ord vigtigt i situationer hvor én måling viser noget ekstremt, at være åben for det mulige scenarie, at kommende målinger ikke ville bekræfte de ekstreme tendenser, og i de fleste tilfælde decideret afkræfte dem.

Samme dag blev det meldt ud fra Megafon, at man var fagligt inkompetent, hvis man ikke kunne se forskellene på Greens og Megafons målinger. Mandag den 1. februar gav Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet fem grunde til, at man skulle tvivle på Megafons måling, og Megafons direktør, Asger H. Nielsen, gav fire grunde til at tro på Megafons måling.

Den ugentlige Voxmeter-måling, også fra om mandagen, viste, at der ikke var noget, der tydede på, at Socialdemokraterne gik tilbage. Voxmeter-målingen, der bliver foretaget for Ritzau, fik omtale hos BT, Fyens Stiftstidende og Politiken. Det interessante er, at til trods for at nogle medier dækkede både Greens og Voxmeters målinger, kom de ikke i nærheden af at få lige så meget omtale som Megafons måling, og slet ikke på print og i TV. Dette skyldes blandt andet, at det er nemmere at skrive opfølgende historier, der bygger på forandring. Det er nemmere at få en kommentar fra et utilfreds S-bagland, når Socialdemokraterne går tilbage, end det er at få en kommentar, når der ikke er sket noget som helst.

Megafon plejer at gennemføre en meningsmåling i slutningen af hver måned, men i februar, mere specifikt torsdag den 11. februar, kom der en ny måling, hvor Socialdemokraterne af uransaglige årsager går frem. Dette på trods af diskussioner omkring intern uro i partiet, blandt andet affødt af den ekstreme måling fra Megafon.

Siden da har vi set endnu en måling fra Megafon, der viser, at Socialdemokraterne ligger på omkring de 24 procent, som de har gjort i flere måneder. Det samme mønster, bare uden en ekstrem måling, finder man i hos de andre analyseinstitutter. I lørdags (den 5. marts) havde jeg derfor en analyse i Politiken, der inkluderede nedenstående figur:

I analysen, der ikke er online, skriver jeg således om de efterfølgende målinger og formidlingen af dem:

Når det gælder Megafon, er det især instituttets efterfølgende målinger, der er interessante. Her får Socialdemokraterne, af uransagelige årsager, et opsving i begge målinger. Det bedste gæt er, at det blot er en langsom tilbagevenden til den reelle opbakning, som partiet har, og som alle andre meningsmålinger viser.

Det triste er så, at landets journalister ikke har dedikeret lige så megen tid til at formidle lige netop disse aspekter. Der er med andre ord en klar asymmetri, der gør det svært at dræbe myter om store partivandringer. Når én meningsmåling viser noget ekstremt, får den masser af opmærksomhed, men når forudgående og efterfølgende meningsmålinger afkræfter den pågældende måling, er journalisterne med få undtagelser tavse.

Her står vi så: Det har ingen konsekvenser, når journalisterne går i selvsving i forbindelse med en ekstrem måling. Medierne, såvel som analyseinstitutterne, har endda klare incitamenter til at skabe så meget omtale som muligt, uafhængigt af, om en meningsmålingen så ellers er korrekt.

Megafon fik masser af omtale, og alle – med undtagelse af et par politologer, der går op i meningsmålinger – har glemt alt om målingen. Tilbage er der blot at vente på den næste ekstreme måling, der kan rydde sendefladen. Vi har set det før, vi har set det igen med Megafons måling, og vi kommer til at se det igen. Desværre.

Er meningsmålinger om terrorfrygt væsentlige?

I en klumme i Information skriver klummeskribent Lasse Jensen, at meningsmålinger ofte er igangsat på baggrund af et fravær af journalistiske ideer. Han indleder således sin klumme med ordene: “Hvad skulle mange såkaldt toneangivende medier gøre uden meningsmålinger? Svaret er meget enkelt: De ville være tvunget til at lave rigtig journalistik!” Underforstået, at meningsmålinger ikke handler om rigtig journalistik.

Til at illustrere dette tager klummeskribenten udgangspunkt i en meningsmåling Megafon lavede for TV2 og Politiken i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet i København (i Krudttønden og synagogen i Krystalgade). Her formuleres kritikken af Megafons måling som følger:

Den ene måling fastslog i Politiken, at »knap seks ud af 10 danskere forventer et nyt terrorangreb«. Altså 60 procent. Det er mange, og målingen afstedkom da også et langt indslag i DR’s 21 Søndag, hvor der heldigvis var en forsker, der mente, at »risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er lige så stor som risikoen for at blive ramt af en meteorit«. Da et andet analysebureau, YouGov, lavede den samme undersøgelse for MetroXpress lige efter tragedien i Krudttønden og synagogen, var frygttallet 53 procent. Det faldt dog til 38 procent på to måneder ifølge en ny måling i maj 2015. Der er gået 10 måneder uden terror i Danmark, men frygten er altså voldsomt forøget ifølge Megafon. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved.

Der er flere ting galt her. Jeg elsker at kritisere meningsmålinger lige så meget som alle andre, men den kritik klummeskribenten retter er meningsløs og udstiller blot en manglende evne til at forholde sig kritisk til forskellige meningsmålinger og journalisternes brug af meningsmålinger.

For det første var det ganske enkelt ikke Megafons måling, der afstedkom et indslag i DRs 21 Søndag. Det var derimod en meningsmåling, som DR selv fik lavet af Epinion. De to meningsmålinger vedrører to forskellige spørgsmål. Epinions handler om, hvorvidt frygten for terror er steget i løbet af det seneste år, og Megafons handler om frygten for, at et nyt terrorangreb vil finde sted inden for det næste år.

For det andet påstår ingen, at frygten er voldsomt forøget. Tværtimod nævner journalisten fra Politiken blot, at terrorfrygten ikke er faldet væsentligt. Det giver i denne sammenhæng ingen mening at begynde at sammenligne en meningsmåling fra YouGov med en fra Megafon, uden også at kigge nærmere på, hvem der er spurgt, hvilke spørgsmål der er stillet, hvilke svarmuligheder der er givet og så videre. Det er med andre ord ingen selvfølge, at Megafon og YouGov har lavet den samme undersøgelse.

Megafon har på forskellige tidspunkter over de seneste 15 år stillet spørgsmålet “Anser du det for sandsynligt, at Danmark bliver udsat for et terrorangreb inden for det næste år?”. YouGov har spurgt “Tror du, at der kommer terrorangreb i Danmark i år?”. Spørgsmålene er forskellige, og det er svarmulighederne også. Hos Politiken er de 58 procent (altså næsten 6 ud af 10), den andel der har svaret ‘meget sandsynligt’ eller ‘sandsynligt’, hvor det hos YouGov er andelen, der har svaret ja til et simpelt ja/nej-spørgsmål. Det ville være en journalistisk katastrofe at antage, at de to tal er direkte sammenlignelige, så intet under, at ingen har gjort det.

Hvis man virkelig gerne ville undersøge tendenserne over tid, giver det bedre mening at sammenligne Megafon over tid og YouGov over tid. Dette er da også muligt for sidstnævnte, da YouGov, også i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet, lavede endnu en måling. Fortællingen her er konsistent med fortællingen hos Politiken og DR, netop at mange danskere frygter terror.

Vi er så tilbage til udgangspunktet for klummen, eller som Lasse Jensen afslutter sin klumme: “Det er altid fascinerende at høre, hvad ’danskerne’ mener. Spørgsmålet er, om det er væsentligt?” Det er selvfølgelig ikke noget spørgsmål, der er et klart svar på, men jeg vil mene, at det er et legitimt synspunkt, at det selvfølgelig giver mening for medierne, at belyse danskernes terrorfrygt. Det er netop – som forskerne pointerer og medierne formidler – på mange måder en dybt irrationel frygt, som da om noget er relevant at belyse. Tilføj endvidere det forhold, at en eventuel frygt for terror har væsentlige implikationer for den politik der føres – fra asylpolitik til sessionslogning.

Meningsmålinger er et vigtigt redskab for journalister (og for at sætte det lidt på spidsen: for demokratiet), men de taler aldrig for sig selv, hvorfor de også fordrer, at journalisterne kan placere dem i deres retmæssige kontekst. Det er – som de fleste ved – vigtigt at forholde sig kritisk til meningsmålingerne og journalisternes formidling af dem, men det er for letkøbt blot at affeje meningsmålingernes værdi med, at de ikke er ‘rigtig’ journalistik, hvad pokker det så end er.

Får Carl Holst laveste karakter nogensinde?

Megafon har for Politiken og TV2 lavet en meningsmåling, der viser, at forsvarsminister Carl Holst ikke er blandt de mest populære ministre i disse dage. Hos Ekstra Bladet kan man således læse, at Carl Holst scorer ufattelige 0,0 pct. i en chokmåling. Dette er angiveligt den laveste karakter nogensinde.

Tallet overraskede mig, da popularitetsmålinger over politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed normalt ikke skaber overskrifter med popularitetsmål omkring 0 procent. Ligeledes irriterede det mig, at man skrev ”nogensinde”, da jeg ved, at det er vanskeligt at sammenligne sådanne meningsmålinger over tid. Dette især på grund af spørgsmålsformuleringen, der ikke altid er den samme. YouGov stillede eksempelvis forrige år spørgsmålet ”Uanset dine poliske præferencer, hvad synes du så om følgende personer”, for at finde den mest og mindst populære minister, hvor Annette Vilhelmsen indtog sidstepladsen med 2,11 point. I en meningsmåling foretaget af Epinion for DR i 2013 var Lars Barfoed den mindst populære politiker med en PDI-score på -45 (positive vurderinger minus negative vurderinger).

Hvordan kan vi så vurdere Carl Holsts opbakning i forhold til andre målinger? Det kan vi ikke. Spørgsmålet der er stillet, er slet ikke stillet med henblik på at sige noget om, hvor dårligt ministrene har klaret sig, men udelukkende at finde ud af, hvilke ministre, der klarer sig bedst. Således lyder spørgsmålet ”Hvilke af regeringens ministre, mener du, klarer sig bedst?”, hvor hver respondent maksimalt måtte vælge tre ministre. 1125 respondenter afgav i alt 1838 svar.

Hvorfor er dette problematisk? Fordi de nul procent ikke er det samme som, at 0 procent af vælgerne bakker op om Carl Holst. Kigger man således på tallene, får Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen, Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Jørn Neergaard Larsen, Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt alle hver især mindre end fem procent (og de tre sidstnævnte får én procent). Det at ingen nævner de nævnte ministre som værende de mest populære, er ikke det samme som, at de er upopulære.

Ikke nok med, at meningsmålingen ikke er lavet til at undersøge om en minister er upopulær, var en af svarmulighederne ”Jeg mener ikke, at nogen af ministrene har klaret sig godt”. Med andre ord kan vi ikke sige ret meget om, hvor upopulære de enkelte ministre er med udgangspunkt i det pågældende spørgsmål. Dette er selvfølgelig blot endnu et eksempel på en misvisende meningsmåling. Normalt når Megafon plejer at stille dette spørgsmål med henblik på at finde ud af, hvilke ministre der er upopulære, spørger de eksplicit respondenterne om, hvilke ministre, der har klaret sig dårligst.

Det bliver dog værre endnu. Anders Langballe konkluderer på baggrund af målingen, at: ”Det er helt entydigt, at ingen peger på Carl Holst. Det viser hvor stort et problem han er for Venstre. Han er en klods om benet på regeringen.”. Det giver ingen mening. Betyder det også, at dem der kun nævnes én procent af gangene også er en klods om benet på regeringen? Spørgsmålet er retorisk.

Carl Holst er ikke en populær minister i disse dage, men det er ingen undskyldning for at journalister og politiske kommentatorer kan tage tal ud af en kontekst og misbruge dem efter forgodtbefindende.

Analyse i Politiken: Er analyseinstitutterne uden partifarve?

Under folketingsvalgkampen havde jeg en analyse i Politiken forfattet sammen med min gode kollega Zoltan Fazekas. Analysen havde den misvisende titel “Er analyseinstitutterne uden partifarve?” og kigger nærmere på, om de enkelte analyseinstitutter systematisk giver flere eller færre stemmer til de forskellige partier i meningsmålingerne vis-à-vis de andre analyseinstitutter. Den tekniske betegnelse for sådanne forskelle mellem analyseinstitutterne er “huseffekter”.

Som en bonusinfo kan det tilføjes, at analysen efterfølgende affødte en artikel (også hos Politiken), der gav læserne mulighed for at kigge nærmere på de enkelte tal for partierne i Folketinget:

Får størstedelen af amerikanerne deres nyheder fra Facebook og Twitter?

Politiken kunne her den anden dag berette, at størstedelen af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook og Twitter. Mere specifikt så rubrik og underrubrik i artiklen ud som følger:

Jeg læste artiklen og kunne se, at der ikke var tale om en repræsentativ undersøgelse, men kun en analyse af de amerikanere, der bruger sociale medier. Journalisten blev informeret herom og svarede tilbage, at: ”En rubrik kan aldrig være helt dækkende. Derfor har man underrubrik og artikel”. Da jeg senere læste artiklen igen, var underrubrikken ændret og så ud som følger:

Point til journalisten for at gøre underrubrikken mindre misvisende. Lad os kigge nærmere på, hvad der ellers skrives om den amerikanske undersøgelse: ”En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center viser, at hele 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier melder, at de får deres nyheder fra sociale medier. Og den andel er stigende. På to år er tallet steget med henholdsvis 11 og 16 procentpoint for Twitter og Facebook. Men hvad betyder det, at vi alle sammen mere eller mindre får kurateret vores verdensbillede via de sociale medier og dem vi følger – i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis hvor der sidder en journalistisk redaktion og prioriterer og vægter verdens nyheder for os?”

Undersøgelsen kan findes her. Efter at have kigget nærmere på undersøgelsen er der som minimum tre aspekter ved ovenstående, der er værd at kommentere på. For det første er det vigtigt at huske på, som antydet ovenfor, at 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier ikke er det samme som 63 procent af den amerikanske befolkning.

For det andet konkluderer artiklen, at brugere af sociale medier har valgt de traditionelle medier fra. Dette er der dog ikke belæg for, men blot at undersøgelsen finder, at “clear majorities of Twitter (63%) and Facebook users (63%) now say each platform serves as a source for news about events and issues outside the realm of friends and family”. Med andre ord: Det er ikke undersøgt, om de amerikanske brugere i mindre grad følger traditionelle medier. Tværtimod er der tal i rapporten der viser, at brugerne nok ikke valgte mere traditionelle medier fra til fordel for de sociale medier, eller som følgende tabel i rapporten viser (side 13):

Til tabellen skrives der: “Both Twitter and Facebook serve as important sources of news for some users, but only a small core consider them a top source of news”. Det er svært at finde en empirisk overensstemmelse med formidlingen af undersøgelsen i Politiken, når journalisten skriver, at brugere af de sociale medier har valgt disse medier “i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis”.

For det tredje er det forsimplet at tale om forholdet mellem traditionelle og sociale medier på en måde, hvor brugerne fravælger traditionelle medier til fordel for sociale medier. I langt de fleste tilfælde kan det tænkes, at det brugerne finder på facebook og twitter, er henvisninger til de traditionelle medier, og i mange tilfælde at det er ved at følge et traditionelt medie på et af de sociale medier. Eksempelvis har Politiken omkring 165 tusinde følgere på facebook, der synes godt om deres side.

Det stopper dog ikke her. Journalisten refererer til endnu en rapport, der viser, ”at 47 procent af danskerne finder deres nyheder via de sociale medier. Udviklingen går hurtigt, men danskerne er indtil videre mere trofaste overfor traditionelle nyhedsmedier end amerikanerne”. Omtalte undersøgelse er Reuters Digital News Report 2015, og kan findes her. Forskellen mellem denne undersøgelse og Pew Research Center er, at nærværende undersøgelse er repræsentativ for borgere i en lang række lande, der har adgang til internettet (herunder også USA). Som ved rapporten fra Pew Research Center er det dog heller ikke her muligt at konkludere, at brugere af sociale medier i højere grad vælger traditionelle medier fra.

Spørgsmålet som et repræsentativt udsnit af borgere i 12 lande er blevet spurgt, er: ”Which, if any, of the following have you used in the last week as a source of news? Please select all that apply.” Her har de adspurgte så – blandt andre muligheder – kunne vælge sociale medier. De 47 procent, som der refereres til i artiklen hos Politiken, er at finde på side 53 i rapporten (de røde søjler er tallene fra 2015, de blå fra 2014):

Det sjove ved denne figur er, at tallene fra USA også er at finde her, og de viser to ting: 1) ikke engang størstedelen af amerikanerne anvender de sociale medier som en kilde til nyheder og 2) flere danskere anvender sociale medier som en kilde til nyheder end amerikanere. Vi kan derfor konkludere, at ikke alene er rubrikken på artiklen hos Politiken lodret forkert, men der er intet belæg for, at danskerne er mere trofaste end amerikanerne.

Sociale medier betyder mere og mere i takt med at flere bruger dem, og de genererer trafik til de traditionelle mediers hjemmesider, og det er vigtigt at diskutere implikationerne for de traditionelle medier. Når man vælger at formidle og diskutere disse spørgsmål på baggrund af flere rapporter, er det dog vigtigt, at man har styr på, hvad rapporterne helt præcist kan fortælle os (og ikke fortælle os).

Pinlige dage for den politiske dækning

Dagene i begyndelsen af uge 23 i det herrens år 2014 må gå over i historiebøgerne som nogle af de mest pinagtige i dansk mediehistorie, især hvad angår formidlingen af en større politisk begivenhed. Vi taler om de dage i juni, hvor der har været en yderst intensiv mediedækning af Lars Løkke Rasmussen og historier om faldende opbakning i meningsmålingerne, Lars Løkkes afgang som formand, kandidater til formandsposten i Venstre, hvem Lars Løkke peger på som ny formand og så videre. Historierne om Lars Løkkes problemer har været der længe, men de tog til i styrke mandag.

Mandag begyndte i særdeleshed dårligt for Venstre, da en Megafon-måling i Politiken kunne rapportere, at Venstre ikke ville få statsministerposten, hvis der var folketingsvalg samme dag. Mette Østergaard, politisk kommentator hos Politiken (dem der gav os Peter Mogensen), mener, at målingen bør føre til, at Venstre-toppen overvejer en ny formand: ”Når vælgernes reaktion er så voldsom som det, vi ser nu, så må man også i Venstres top begynde at overveje, om man kun holder fast i Lars Løkke for hans egen skyld og ikke for partiets.”.

Ikke mange timer efter kunne en Epinion-måling hos DR fortælle, at der stadig var et flertal til blå blok. En artikel hos DR der desuden bør være pensum på diverse journalistuddannelser som et paradeeksempel på, hvordan man ikke skriver en artikel om en meningsmåling. De fleste danske medier skrev flittigt om begge meningsmålinger, selvfølgelig som altid uden at perspektivere dem eller på anden måde forholde sig systematisk til, hvordan partierne ville stå, hvis der var valg. På BT kunne man eksempelvis se følgende pinagtige dækning af meningsmålingerne:

Hvis man tror det var pinligt at følge mediedækningen mandag, var det dog kun fordi man endnu havde til gode at opleve den næstkommende hverdag. Her kom det tidligt på dagen ud, at Lars Løkke efter alt at dømme ikke ville klare sig dagen ud. Mette Østergaard skrev et indlæg klokken 9.33, hvori hun lufter muligheden for, at Lars Løkke trækker sig fra formandsposten i Venstre. Klokken 12.43 kunne Politiken så meddele, at Lars Løkke vil trække sig om aftenen. Kilden til historien er Mette Østergaard, der dagen forinden havde pointeret, at Venstres top må begynde at overveje om de ville holde fast i Lars Løkke. Allerede her spekulerer Mette Østergaard over, hvem der vil tage over, når Lars Løkke trækker sig: “Kristian Jensen er det oplagte bud som ny formand. Han er næstformand og dermed det formelle og naturlige bud på en ny formand, når den eksisterende formand træder tilbage.”

De andre medier fanger op på Mette Østergaards historie (se eksempelvis Berlingske og Ritzau). Ikke mange timer efter kan Mette Østergaard så fortælle historien om, at Søren Gade står klar til ”et spektakulært politisk comeback”. Forsiden på Politikens hjemmeside var klar i mælet:

Bemærk desuden, at det ikke var mulet at klikke på teksten i breaking news-banneret. De andre medier fulgte efter. Her Ekstra Bladets hjemmeside:

Her BTs hjemmeside:

Og her Jyllands-Postens hjemmeside:

Nu kunne man håbe for Mette Østergaards integritet og faglige stolthed, at Lars Løkke ville træde af tirsdag aften. Dette skulle dog ikke vise sig at være tilfældet. I stedet måtte Politiken diskret pakke den gule breaking news-søjle væk og – forhåbentligt modvilligt – rapportere at Lars Løkke måske fortsætter som formand:

Den seneste nyhed? Lars Løkke overlever. Dette påskud af journalistisk arbejde vi har været vidne til i går og i dag, tjener ingen – mindst af alt medierne selv, der lever af at levere korrekte informationer. Hvis der er én ting Lars Løkke med rette kan sige til de danske medier, i hvert fald for nu, er det: Rygterne om min død er stærkt overdrevne. For der var jo ikke på noget som helst tidspunkt tale om andet end rygter, som blev sat stort op på forsiden af de danske dagblades hjemmesider som faktuelle kendsgerninger.

Selv skrev jeg tirsdag aften: ”Én ting er sikkert: Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen træder af, gør en håndfuld politiske kommentatorer.”, hvilket af gode grunde blev kritiseret: ”Sikker? Troede ellers, at “politisk kommentator” var den eneste jobbeskrivelse, der tillod flere lig i lasten end “partiformand”.”. Vi ved alle godt, at det ikke får implikationer for de politiske kommentatorer.

Hvad er problemet? Problemet er, at der i morgen ikke er noget problem. I morgen taler de politiske kommentatorer videre om nye emner, eksempelvis om hvornår Lars Løkke træder af som formand. Politiske kommentatorer taler om i dag – ikke i går. Det er decideret sørgeligt, at en gruppe af mennesker der ”erfarer” så meget, er så dårlige til at gøre sig nogle erfaringer. Det er sørgeligt, at mennesker der gør alt hvad der står i deres magt for at øge presset på en politiker, udelukkende med henblik på at holde mediegryden i kog, ikke har noget videre ansvar. Der er jo nye emner der ganske ansvarsløst skal kommenteres.

Jeg bliver så træt af politiske kommentatorer. Jeg bliver så træt af, at de ikke stilles til ansvar for deres bombastiske udmeldinger, der kan være med til at påvirke den politiske virkelighed og dermed bidrage til, at deres analyser bliver selvopfyldende profetier. Nu har de politiske kommentatorer brugt hele dagen på at tale om en politiker der træder af, fordi han ikke kunne passe sit hverv som politiker tilfredsstillende. Måske burde en politisk kommentator eller to tage konsekvensen af åbenlyst manglende evner til at være politisk kommentator. Ingen nævnt, ingen glemt, men læs eventuelt dette indlæg igen.

Analyse i Politiken: Reformer skal vælges med omhu

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Christian Elmelund-Præstekær og Michael Baggesen Klitgaard. Analysen beskæftiger sig med, hvordan vælgerne reagerer på regeringens reformtiltag. Fra analysen (ikke online):

Den klassiske forestilling er, at vælgerne generelt har et stærkt ønske om at bevare det eksisterende. Vælgernes tilfredshed med regeringen forventes derfor at falde, når der gennemføres reformer med direkte og iøjnefaldende velfærdstab for vælgerne til følge – også selvom regeringen forsvarer reformerne med henvisning til f.eks. økonomisk krise. Vælgerne vægter nemlig konkrete velfærdsgoder højere end abstrakte økonomiske nøgletal. I det omfang regeringer alligevel har et ønske om at gennemføre nedskæringer, kan de med fordel koncentrere reformkræfterne om politiske områder, hvor den brede vælgerbefolkning ikke er overbevist om, at modtagerne har et legitimt behov for offentlig hjælp.

Konkret vil det sige områder, hvor den generelle opfattelse – rigtig eller forkert – er, at modtagernes problemer er delvis selvforskyldte, og at modtagerne selv kan afhjælpe deres problemer. Ved at sætte ind på sådanne områder kan regeringen afgrænse reformens negative effekt på vælgeropbakningen og dermed forfølge sine politiske mål uden at spille hasard med vælgeropbakningen.

Et godt eksempel på en aktuel nedskæringsreform, som i vælgermæssig henseende kun har påført regeringen begrænsede skader, er den såkaldte studiefremdriftsreform, som for nylig har fået landets universitetsstuderende på barrikaderne. De protesterer over en reform, som mindsker deres mulighed for at planlægge – og ikke mindst forlænge – deres studieforløb. Studentermodstanden er et klassisk eksempel på, at velfærdsreformer er upopulære. Men både minister og regering ser ikke ud til at lade sig påvirke af kritikken – hvilket kan skyldes det enkle forhold, at den kommer fra en lille og klart afgrænset gruppe, der ikke formår at vinde opbakning til deres sag fra den brede vælgerbefolkning.

Den nye tænketank Kraka

Peter Mogensen stifter en ny tænketank, Kraka. Formelt bliver den stiftet inden for de næste par uger. Der er flere interessante forhold ved denne nye tænketank. Jeg vil i dette indlæg forholde mig til:

  1. Formålet. Det overordnede mål med tænketanken er at bidrage med analyser der kan »sikre velfærdssamfundet i flere generationer«.
  2. Finansieringen. Ud over Politiken finansierer bl.a. Landbrug og Fødevarer, Falck, Realdania og Accentura tænketanken. Dem der finansierer Kraka får adgang til Krakas Advisory Board, der rådgiver tænketanken om ideer til fremtidige analyser.
  3. Den politiske uafhængighed. Kraka skal ikke være styret af partipolitik. Desuden skal tænketanken være uafhængig, som Peter Mogensen udtaler: »Når vi skal ansætte økonomer vil vi ikke kigge efter politiske holdninger, men efter de fagligt dygtigste folk i landet, og når vi skal lave analyser, vil vi ikke lade os styre af nogen interesser«.

Det er specielt disse tre aspekter der er relevante, ikke isoleret, men når man analyserer hvordan formålet, finansieringen og den såkaldte politiske uafhængighed har væsentlige implikationer for hverandre, og specielt kan udvande betydningen af sidstnævnte.

For det første er der en ambition om at levere analyser der ikke er påvirket af interesser. Dette divergerer fundamentalt med formålet, altså at levere analyser der kan sikre velfærdssamfundet i flere generationer. Velfærdssamfundet er et politisk mål man kan arbejde for eller imod. Det er ikke et interesseneutralt apolitisk spørgsmål, men et politisk, normativt spørgsmål, som alt andet lige vil kunne påvirke analyserne.

For det andet er der næppe nogen der betaler gildet for gildets egen skyld. There ain’t no such thing as a free lunch. Dem der betaler musikken, bestemmer som regel også hvad der skal spilles. Relevante spørgsmål i denne sammenhæng vedrører hvordan Kraka vil sikre deres »uafhængighed« og seriøsitet. Jeg savner svar.

For det tredje – og i forlængelse af finansieringen – er det lettere komisk, at de økonomiske interesser institutionaliseres i Krakas Advisory Board (og hvilken smuk engelsk titel). Der er etableret en direkte kanal hvor dem der finansierer aktiviteterne, kan »rådgive« om hvad der skal ske. Her er det vigtigt at huske på, at dagsordensfastsættelse også er en vigtig form for magtanvendelse.

For det fjerde fortæller Peter Mogensen stolt, at eksperter vil blive ansat på baggrund af deres kvalifikationer – og ikke deres holdninger. Det er da meget betryggende, men hvad nytter det, når de alligevel skal bruges til at lave analyser, der skal bidrage til at konsolidere velfærdsstaten? Den enkeltes holdning er altså ligegyldig, men de holdninger som analyserne skal fremme, er ikke ligegyldige.

For det femte udtaler Peter Mogensen, at »i modsætning til flere andre danske tænketanke vil Kraka ikke lade sig styre af partipolitik«. Hvilke andre danske tænketanke lader sig styre af partipolitik? Jeg savner navne.

For det sjette afviser Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, at tænketanken får indflydelse på, hvad der ender i avisens spalter. Det er nok i teorien også ganske rigtigt, men jeg har en idé om, at det er meget få (om overhovedet nogen) af de analyser Kraka kommer med, der ikke vil blive omtalt i Politiken.

Kraka er ikke en politisk uafhængig tænketank. Den har et normativt sigte og en konstruktion der på ingen måde taler for, at den vil bidrage til samfundsdebatten med analyser, der ikke er påvirket af bestemte interesser.