Erik Gahner Larsen

Medier og makrelmad

Et af de emner som medierne og de politiske kommentatorer har fokuseret en del på på det seneste, er statsminister Mette Frederiksens makrelmad på Instagram. Der har især været et fokus på, hvordan det kan ses som effektiv politisk kommunikation (se eksempelvis her og her). Det synes at være tilfældet, at de fleste har en holdning til Mette Frederiksens brug af Instagram. Dette indlæg er ingen undtagelse. Jeg har dog ingen holdning til selve opslaget, men en holdning til mediernes holdning til opslaget.

Det interessante er, at der på mange måder er tale om så banal politisk kommunikation, at gud og hver mand kan have en holdning til netop den politiske kommunikation. Der er intet subtilt. Ingen tvetydighed. Ingen substans. Kun ved at medierne fokuserer på den politiske kommunikation, formår det at blive til effektiv politisk kommunikation. Det er således ikke en effekt af sociale medier, men – i det tilfælde der er en effekt – en effekt af klassiske medier. Jeg finder det derfor ikke synderligt interessant at diskutere, hvorvidt den politiske kommunikation i og for sig selv på Instagram er effektiv eller ej (spørger man eksperter i sociale medier, der lever af at rådgive om sociale medier, vil de som regel sige, at kommunikation på sociale medier er meget effektiv).

Jeg finder det heller ikke relevant at diskutere, om mad kan være politisk (et af de opstillingsberettigede partier hedder Veganerpartiet). Forskning viser at selv børn dømmer andre børn på baggrund af den mad de spiser. Anden forskning viser, at vi stoler mere på folk, der spiser samme mad som os selv. Det kommer derfor ikke bag på mig, at Mette Frederiksen deler et billede af en makrelmad.

Det der kommer bag på mig er, hvor overrasket medierne synes at være over, at politikere kan finde på at dele billeder af den karakter. Essensen af en potentiel effektiv politisk kommunikation ligger ikke i selve opslagets substans eller fraværet af samme, men i mediernes reaktion på denne. Det er netop mediernes naivitet, der er hele udgangspunktet for, at det overhovedet giver mening at kalde opslaget for effektiv politisk kommmunikation.

Et billede af en makrelmad på et socialt medie til ens følgere vil næppe kunne betegnes som effektiv, politisk kommunikation, hvis ikke medierne tog emnet op som netop politisk kommunikation. Mit problem er ikke, at det at stille spørgsmålet “Er det effektiv politisk kommunikation?” i sig selv kan påvirke, om den politiske kommunikation bliver effektiv. Jeg tvivler blot på, at medierne selv er bevidste herom.

Smittede kommunalvalget af på partiernes opbakning?

I forlængelse af kommunalvalget har der været flere artikler om, at kommunalvalget har smittet af på partiernes nationale opbakning. Vi har således set historier som Kommunalvalgssejr smitter af på Mette Frederiksen, Dansk Folkepartis lokale lussing giver ekko på landsplan og Dansk Folkeparti taber terræn – S i medvind.

Fælles for disse artikler er, at de alle tager udgangspunkt i enkeltmålinger (de to førstnævnte bygger begge på tal fra Megafon). Derfor besluttede jeg mig for, at kigge nærmere på målingerne fra institutterne, hvor vi har en måling både før og efter kommunalvalget. Dette har vi fra fem institutter: Greens, Epinion, Gallup, Voxmeter og Megafon.

Figur 1 viser forskellen i opbakningen til de respektive partier hos de forskellige institutter før og efter kommunalvalget. På x-aksen vises forskellen mellem kommunalvalget i år (KV17) og sidste kommunalvalg (KV13). På y-aksen vises forskellen mellem målingen fra før kommunalvalget og efter kommunalvalget (hvor positive værdier indikerer fremgang).

Figur 1: Opbakning før og efter kommunalvalget

Hvad kan vi sige på baggrund af disse tal? Det mest iøjnefaldende er, at de fleste udsving er små og ikke statistisk signifikante fra den ene måling til den næste. Der er enkeltmålinger, der giver en stor fremgang til Socialdemokraterne, men her skal man bemærke følgende forbehold: Greens’ før-måling er fra begyndelsen af oktober (næsten to måneder før kommunalvalget), og den anden er fra Megafon.

I det store hele er der ikke de store tegn på, at kommunalvalget førte til store ændringer i partiernes nationale opbakning fra én måling til den næste. De fleste ændringer er små og fortjener blot, at man tager den statistiske usikkerhed in mente. Dette er selvfølgelig ikke det samme som, at kommunalvalget (og dækningen heraf) ikke kan have betydning på længere sigt, men man skal være meget varsom med at konkludere, at kommunalvalget har smittet af på partiernes landspolitiske opbakning.

Mattias Tesfayes 10 teser

Der venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

Hvis jeg var kynisk, gav jeg Enhedslisten magt

Først publiceret på podia.dk. For 100+ kommentarer se 180grader.dk.

Hvis jeg var kynisk og ligeglad med andre menneskers ve og vel, ønskede jeg Enhedslisten magt som de har agt. Udelukkende for at kunne sige: »Hvad sagde jeg!«. Jeg ville give dem lov til at fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer.

Jeg ville give dem lov til at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Og ligeledes forhøje dagpenge- og kontanthjælpssatserne (og forlænge dagpengeperioden og gøre det lettere at opnå dagpengeret). Give dem lov til at sørge for, at overførselsindkomster følger med lønudviklingen. Give dem lov til at skabe deres 56.000 grønne arbejdspladser. Give dem lov til at ansætte flere voksne i børnehaverne og sørge for færre elever i klasserne. Give dem lov til at bygge en havvindmøllepark om året. Give danskerne billigere kollektiv trafik. Give dem lov til at sætte arbejdstiden ned.

Give dem lov til at sikre, at alle har ret til mindst 15.000 kr. pr. måned. Lade dem arbejde for en ny Grundlov der også tager højde for kollektive rettigheder. Give dem lov til at de fra 2012 kan øge kommunernes budget til velfærd med 15 milliarder kroner. Og tilføre psykiatrien en milliard kroner i samme år. Og desuden øge den danske ulandsbistand – i første omgang til 1,5 % af BNI.

Jeg ville give dem lov til at sikre kvinderepræsentation ved hjælp af indførelsen af kvoter i bestyrelserne. Give dem lov til at bevare lokale akutfunktioner og sygehuse i Holstebro, Næstved og Svendborg. Og på alle andre mulige måder øge de offentlige udgifter.

Give dem lov til at sørge for, at medicinalindustrien overtages af staten og demokratiseres. Sørge for at der skal være gratis tandlægebehandling og offentlig tandpleje. Og at al dokumenteret behandling skal være gratis.

Finansieringsmæssigt ville jeg give dem lov til at kræve mere skat fra de multinationale selskaber, indføre omsætningsafgifter på aktier, indføre en ekstra skat på 10 pct. på indkomster over en million, genindføre formueskatten og droppe skattestoppet på ejendomsskatten. Og selvfølgelig indføre en betalingsring.

Ovenstående politiske tiltag er fundet ved hjælp af Enhedslistens hjemmeside. Aldrig har jeg været sat så godt ind i, hvad partiet helt konkret gerne vil, og til det har jeg kun ét spørgsmål til dem der den 15. september satte deres stemme på dét parti: Er I idioter?

Jeg er udmærket klar over, at jeg taler for døve øren, når jeg prøver at appellere til venstreorienteredes sunde fornuft. Op gennem det 20. århundrede lærte mange lande på den hårde måde hvordan det gik, når man straffede menneskets skabertrang og lyst til profit – og omvendt hyldede offentlig produktion og planøkonomi og lod slagteren, bryggeren og bageren arbejde fordi alternativet var Gulag. Derfor er det også med en vis skepsis at jeg på Enhedslistens hjemmeside kan læse følgende:

»Den offentlige sektor skal gennem demokratisk styret offentlig produktion og service sætte hensynet til beskæftigelse, miljø og livskvalitet over den private sektors ensidige hensyn til at få penge til at yngle så meget som muligt.«

Som sagt: Hvis jeg var kynisk nok, ville jeg lade Enhedslisten få mere magt. Jeg ville lade dem gennemføre alt det de følte ville gøre verden til et bedre sted at leve. Jeg er dog af den klare overbevisning, at det for det første bliver et fattigere samfund – og at det for det andet bliver et samfund hvor livet som fattig vil være fyldt med flere vanskeligheder.

Derfor irriterer det mig grænseløst når Enhedslisten fremstår som det solidariske parti der tager hånd om de svage og har en såkaldt social profil. Intet kunne være mere forkert. Jeg har bare ikke nosser nok – eller et så stort fravær af moral, at jeg tør lade dem vise det.

Nedskæringer er politik – ikke økonomi

I forbindelse med valgreformsafstemningen i Storbritannien tidligere på året, hvor valget stod mellem det eksisterende first-past-the-post system og alternative vote (AV) metoden, florerede der en vittighed på diverse sociale medier, der lyder: »Say no to AV. You get much better picture and sound quality with HDMI.«.

Vittigheden skal ikke tages for mere end hvad den er – altså en harmløs vittighed. Ikke desto mindre kan den bruges som et glimrende udgangspunkt, når vi skal diskutere, hvad der er galt med den offentlige debat i dagens Danmark. Allow me to elaborate my argument.

Afstemningen om valgreformen i Storbritannien er et fantastisk eksempel på en kamp om politiske magtressourcer. Den største fortaler for en ændring af systemet var Nick Clegg fra De Liberale, der, hvis Storbritannien havde haft det alternative system, havde fået intet mindre end 32 mandater mere ved valget i 2010.

Der hersker ingen tvivl omkring, at de store partier der ville miste magt hvis en valgreform blev en realitet, var og er de mest skeptiske over for en reformation af valgsystemet. Det er da også heri forklaringen findes på, hvorfor det generelt er svært at reformere valgsystemer. Den generelle pointe der eksemplificeres her er, at politiske institutioner skabes af folk med magt – for at beholde magten.

Den samme logik lader sig applicere på politiske institutioner mere generelt. Nogle vinder, andre taber. Institutioner afspejler magtforhold mellem divergerende interesser, og ikke altid i forhold til hvad der er mest effektivt. Dette faktum forsvinder ikke, blot fordi vi ignorerer det i den offentlige debat. Tværtimod. Spørgsmålet om politiske institutioners indretning vil derfor aldrig kunne blive reduceret til et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Om vi skal have en efterlønsordning eller ej, kan aldrig blive til et spørgsmål hvortil der er et neutralt, apolitisk svar. Og slet ikke et spørgsmål som simpelt kan besvares med henvisning til en ny rapport fra en tilfældig kommission.

Der kan sagtens være råd til en efterlønsordning. Der er bare nogen der skal betale for den. Der skal være nogle tabere. Det er udelukkende et spørgsmål om politiske prioriteringer. Intet mindre. I den offentlige debat formuleres der ofte argumenter der passende kan få prædikatet nødvendige reformer som fællesnævner. Den nødvendige reform findes bare ikke.

Overskriften på nærværende indlæg er identisk med en pressemeddelelse fra Enhedslisten, hvor Frank Aaen korrekt uddyber: »Regeringen kalder nye nedskæringer en nødvendighed, men reelt er der tale om et politisk valg«. Dette er så sandt som det er sagt. Der er ikke tale om andet end politiske valg. Selvfølgelig vil det give nogle penge på kontoen, men disse penge kunne selvfølgelig også være fundet andre steder på finansloven.

Det er ærgerligt, at der er så megen debat om hvad der er mest effektivt og hvad der er økonomisk nødvendigt for at opretholde ”vores” velfærdssamfund. Det fjerner ethvert fokus fra den direkte politiske konflikt der udspiller sig i forhold til institutionernes indretning, samt den underliggende politiske dynamik, der på ingen måde kan identificeres ud fra et økonomisk effektivitetsperspektiv. Den økonomiske debat omkring institutioners effektivitet fjerner dermed fokus fra en mindst lige så vigtig debat: Den politiske debat.

I vittigheden der indleder dette indlæg gives der et klart svar. HDMI er bedre end AV. Dette kan vi ikke på samme måde med politiske institutioner, med mindre vi kan eksplicitere nogle klare kriterier, vi vurderer institutionerne på baggrund af. Der vil dog altid være politiske interesser involveret i at kunne definere hvordan politiske strukturer skal vurderes. Netop dette faktum er da også det, der gør politik så fandens spændende! Det faktum, at det sgu ikke udelukkende handler om økonomisk effektivitet.

Roskilde Festivalen vil bekæmpe fattigdom

Roskilde Festivalen har taget et standpunkt: Ingen bør være fattig i Danmark. Jeg tror ikke at der er nogen der er uenige med nogen i, at der ikke burde være fattige mennesker, men hvad pokker; det hele forklares mere uddybende i denne video:

Specielt én sætning i denne video er værd at tage udgangspunkt i: ”I 2011 sætter vi fokus på fattigdom og ulighed, og det gør vi fordi det er vores oplevelse, at skellet mellem rig og fattig bliver større og større, samtidig med at der sker en ensretning af borgerne i samfundet.”

For det første, ”Vores oplevelse”!? What the fuck!? Tager I pis på mig, Roskilde? ”Vores oplevelse”? Hvad med nogle tal, definitioner og lignende? Jeg ved godt at I højst sandsynligt intet kendskab har til at underbygge jeres argumenter med andet end følelsen af at verdens ressourcer er uretfærdigt fordelt, men seriøst? Jeg har kigget lidt rundt, men har desværre ikke været i stand til at finde nogle steder, hvor de underbygger deres påstande.

For det andet siges der, at skellet mellem rig og fattig bliver større og større. Jeg var til en forelæsning med Lane Kenworthy der har bogen Progress for the Poor på trapperne (udkommer på Oxford University Press). I hans arbejde benytter han en absolut definition af fattigdom. Problemet med at se på den relative fattigdom er, at vi i økonomiske krisetider faktisk får færre fattige, hvorfor at denne relative forståelse af fattigdom kan være yderst problematisk. Det kan derfor ligefrem tænkes, at skellet mellem rig og fattig er blevet mindre. Hvis bare vi gør alle fattige, er der jo ingen ulighed. Hvad er Roskildes ”standpunkt”?

For det tredje er der en selvmodsigelse i deres opfattelse af flere fattige og mere ensretning af borgerne i samfundet: Der kommer større og større ulighed, samtidigt med at der kommer større lighed. Problemet synes altså at være manglende økonomisk ensretning, samtidig med at der er en ”manglende plads til forskellighed”? Jeg har igen kigget mig lidt omkring, men har desværre ikke været i stand til at finde nogle argumenter eller andet, der uddyber hvad de i det hele taget mener.

Jeg elsker ethvert initiativ der ønsker at nuancere den politiske debat og tvinge en til at tage stilling. Problemet i denne sammenhæng er blot, at man ikke nuancerer debatten det fjerneste ved blot at referere til ens egen opfattelse af at ulighed er slemt og vi skal gøre mere for fattige. En kvalificeret debat må tage udgangspunkt i nogle problemstillinger der kan diskuteres fornuftigt.

Problemet med Roskilde Festivalens standpunkt er, at det i bund og grund bare er endnu et initiativ der skal brande Roskilde Festivalen. Jeg foreslår at man skifter kampagnelederens titel til den mere retvisende betegnelse: PR-ansvarlig.

Jeg kunne ikke finde på at støtte Roskilde Festivalen, fordi at det er et politisk projekt der forsøger at pakke venstrefløjsoverbevisninger ind i politisk korrekt pis og lort. Kim Møller siger det rammende i denne sammenhæng: Socialisme forklædt som humanisme.

Hvem synes eksperterne klarede sig bedst?

Der var politisk debat her til aften om sygehusområdet med særligt fokus på privathospitalerne og frit valg-ordningen. Debatten stod mellem partiformændene for hhv. Socialistisk Folkeparti og Venstre, Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen.

Der har været megen palaver i medierne de sidste par dage omkring debatten, specielt i forhold til hvor den skulle afholdes. Det blev, som den kvikke læser nok har bemærket, TV2 News der stod for debatten og sendte samme. For et overblik, læs mere om dette her.

Jeg så ikke debatten (men har dog set et sammendrag), og de to diskuterende parter nåede ikke frem til nogen dybere forståelse af hinandens argumenter (surprise, surprise!). Det er dog også ligegyldigt, for politiske debatter handler ikke om hvem der har de bedste argumenter – det handler om hvem ”eksperterne” kårer som vinder.

For at være ærlig, så må jeg nok tilstå, at jeg har et meget kritisk syn på eksperter i politisk kommunikation, når det kommer til deres opgave at kåre en vinder af en politisk debat. Jeg har ganske enkelt en idé om, at deres fordomme, intentioner og forventninger i forhold til debatten i for høj grad vil påvirke deres vurderinger.

Vi vil dog hjertens gerne have fundet en vinder. Hvad ville en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby være, hvis ikke vi kunne finde ud af, hvordan kampen endte? Hvad angår danske politiske nyheder abonnerer jeg på to RSS feeds. Disse er Politiken (politiken.dk) og Berlingske Tidende (berlingske.dk). Her viste min RSS-reader, Snarfer, mig følgende:

Snarfer: RSS feeds fra berlingske og politiken

Samme debat, men ja – to vidt forskellige vindere jf. eksperterne. Lad os blot konkludere én ting allerede nu: Der er ingen objektive kriterier vi kan bruge til at afgøre hvem der vandt debatten. Hvor meget det end piner mig at skrive det, så kan den ene eksperts mening sgu være lige så god som den andens! Lad os slutte med et par ”ekspert”vurderinger fra aftenens debat.

Fra berlingske.dk, ”Ekspert kårer Lars Løkke som lille vinder”:

” – Facit er en mindre sejr til Lars Løkke. Jeg synes godt, man kan kalde det et mindre comeback til statsministeren, siger Bo Bredsgaard Lund.”

Facit? Det ord burde efterhånden være forbudt når eksperter skal vurdere udfaldet af politiske debatter!

Fra politiken.dk, ”Eksperter: Søvndal sejrer klart i tv-duel”:

”SF’s formand kan gå glad i seng.

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) har troet, at han kunne give SF’s Villy Søvndal politiske håndmadder, må han ærgre sig, vurderer kommunikationseksperter, som politiken.dk har talt med efter aftenens tv-duel.”

Hvad er facit så? Måske skulle eksperter i politisk kommunikation i bund og grund bare holde sig fra et ideal om at se på politiske debatter som en kamp med vindere og tabere.

Er vi på vej mod et kendis-demokrati?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

  • De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
  • Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans”

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.