Mette Bock advokerer i hendes kronik for, at der er nye politiske partier på vej. Argumentet er, at samfundet i dag er et andet end det de traditionelle politiske partier repræsenterer, og at disse partier højst sandsynligt ikke vil tilpasse sig nutidens krav og vælgernes præferencer.

De traditionelle partier er jf. Bock styret af en partiledelse der dikterer partiets politik og holdninger, som ingenlunde åbner op for enerne og de egentlige holdningsdannere. Partierne tager derimod udgangspunkt i en svunden tid hvor politikken tog udgangspunkt i samfundsklassernes interesser. Klasser der ikke længere eksisterer. De policy-områder som herskede dengang (de fordelingspolitiske) er ikke dem der i samme omfang optager vælgerne i dag, hvor de værdipolitiske spørgsmål vejer mere. Der er dermed nogle nye cleavages på tværs af de etablerede partier.

Dette bunder først, fremmest og allervigtigst i, at verden har ændret sig fra at være et kollektivistisk klassesamfund til et postmoderne samfund der rummer flere individualister. Da de traditionelle partier er hierarkisk top-down dominerede, og da intet tyder på at dette vil ændre sig, er Bock overbevist om, at nye partier med en anden organisationsform vil etableres. Det eneste spørgsmål er hvornår.

De nye partier der mere eller mindre vil opstå som en reaktion på inkompatibiliteten mellem de traditionelle partier og det postmoderne samfund, skal dermed organisere sig ud fra ideen omkring den postmoderne individualisme, og ikke den kollektivistiske klassementalitet. Både hvad angår partiets organisationsform og den politiske attitude og kommunikation.

Dette indebærer blandt andet en tilbagevenden til Grundlovens § 56, omkring, at de folkevalgte udelukkende er bundet ved deres egen overbevisning. En sådan tilbagevenden fordrer en organisering der åbner op for en mangfoldighed af individuelle synspunkter internt i et parti, og ikke er ledet af partiets top.

Vigtigt er også tilknytningen mellem vælger og parti, hvor Mette Bock argumenterer for, at et partimedlemskab ikke skal være centralt i ens tilknytning til partiet. Det handler derimod om at sænke barrieren for deltagelsen i det partipolitiske arbejde, herunder bl.a. kun at engagere sig på enkelte policy-områder med videre.

Når vi ønsker at analysere Mette Bocks forklaring på, hvorfor nye partier er på vej, er det, af analytiske årsager, jf. Easton (1957), nødvendigt at adskille det politiske liv og anden social aktivitet, og se det politiske system separeret fra den kontekst det opererer i. Det politiske system, de politiske institutioner, fungerer ideelt således, at vælgernes præferencer bliver konverteret til konkrete politiske beslutninger.

Intet politisk system kan eksistere hvis ikke dets medlemmer ønsker det (Easton, 1957). Det ændrede environment (det postmoderne samfund) skaber nogle demands der ikke kan varetages med og af de traditionelle partier. De konkrete politiske beslutninger træffes af de folkevalgte, og hvis de folkevalgte er bundet af en partitop, og ikke ud fra deres egen individuelle overbevisning, vil forskellen på input og output i det politiske system være og blive større. Dette primært fordi, at de input der kommer, afspejler den enkelte vælgers præferencer, for hvem systemet er afhængig af, og som støtter systemet hvis dets fortsatte eksistens skal opretholdes.

Når at der sker disse ændringer i miljøet (environment) vil dette altså skabe nogle krav til det institutionelle set-up i det politiske system, for at de input der kommer, bliver til de rette outputs. Når at den postmoderne vælger giver nogle inputs (krav og support), og disse bliver varetaget af partier der ikke imødekommer denne postmoderne vælger, vil den politiske beslutning (outputtet), resultere i en feedback der ikke er vælgeren kærkommen.

Vælgeren vil dermed fremover supporte det parti der kan udligne forskellen mellem det forventede output på baggrund af input og så det faktiske output. Dette, hvis vælgeren er postmoderne individualist, ved at f.eks. stemme på et postmoderne parti der kan tilfredsstille vælgerens krav og præferencer.

Jeg vil i diskussionen tage udgangspunkt i hhv. Rational Choice (herefter RC) og historisk institutionalisme (herefter HI). Dette fordi at den ene underbygger Mette Bocks strategi, hvor at den anden er mere kritisk.

RC opererer med individet som værende en egen- og nyttemaksimerende kalkulationsmaskine, der opvejer fordele i forhold til omkostningerne, og altid vælger det der er mest profitabelt eller færrest omkostninger forbundet med. RC er dermed meget aktørfokuseret i struktur-aktør-debatten.

Et nyt politisk parti vil, jf. RC, være i stand til at sikre opbakning fra vælgerne, såfremt at de fordele der er forbundet med at stemme på det pågældende parti, er større end fordelene ved at stemme på de traditionelle partier.

HI opererer med individet som værende kontekstualiseret i en tid og et miljø der er med til at determinere vælgerens præferencer, ideer og normer. Individet rummer en vis rationalitet, der dog er tynget af historiens fysiske og åndelige ballast. I dag er dermed ikke blot resultatet af nutidens præferencer, men lige så meget resultatet af gårsdagens.

Hvis man rent politologisk ser på Mette Bocks strategi ud fra et historisk institutionelt approach, er det svært at se, at nye partier vil kunne rokke meget i det nuværende partibillede. Hvad vælgerne stemmer er i høj grad afhængigt af hvad de stemte sidst, hvordan deres historiske opfattelse er af det politiske system m.v. Der er m.a.o. en path dependency der ikke er deterministisk, men som fremtidige (rationelle såvel som sociologisk motiverede) beslutninger tager udgangspunkt i.

Tilhængere af HI kan godt forestille sig et forløb som Mette Bocks, bl.a. ved critical junctures, altså formative momenter, hvor der sker noget grundet interne eller eksterne faktorer, der ikke blot følger den historiske udvikling. Et eksempel kan være Jordskredsvalget i 1973, hvor fem ekstra partier kom i Folketinget. Dette folketingsvalg er i flere henseender relevant at inddrage, da det er et godt eksempel på ideen om at ændre det partipolitiske billede. En række partier havde et partiprogram der appellerede til vælgernes præferencer, hvilket resulterede i, at mere end en tredjedel af de folkevalgte blev skiftet ud. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at forløbet er indlejret i en historisk kontekst, og hvis man ser på det store billede, har ingen af de partier der fik succes dengang, den samme partipolitiske position i dag.

Det hele synes altså at bunde i, hvorfor vælgerne stemmer på de partier de nu engang gør. Hvis det blot er for er for at maksimere sin egennytte mest muligt, står RC stærkt. Dette synes dog tilsyneladende ikke at være tilfældet, hvis man accepterer at der er en stor forskel mellem nutidens samfund og de politiske partier. Der må derfor være noget andet end/udover vælgerens egennyttemaksimerende præferencer der sikrer den politiske opbakning til de traditionelle partier.