Jeg kunne godt skrive fint og meget om romanen Nordkraft. Der er dog ingen grund til at sige noget for blot at lade det stå som en gentagelse af allerede gode formuleringer. Hvis du har lyst til at læse en fyldestgørende og tilnærmelsesvis perfekt anbefaling af bogen, skal du blot klikke her.

Denne lille anmeldelse bliver som de fleste andre korte anmeldelser jeg har skrevet på siden, blot et uddrag af nogle af de tanker jeg har gjort mig omkring dette kulturprodukt.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Nordkraft-universet, var det ikke i bogen men i filmatiseringen af samme. Nordkraft blev i 2005 filmatiseret med bl.a. Thure Lindhardt, Signe Egholm Olsen og Claus Riis Østergaard på rollelisten. De to førstnævnte har du måske set i Into the Wild (da. Ind i vildmarken) hvor de er med et par minutter som danske turister.

Bogen er fantastisk, og specielt anden del med et stort fokus på Allan er noget der er svært at stoppe midt i, men når dette er sagt, skuffede bogen mig også lidt – specielt i den sidste del. Dette ikke fordi at romanen er dårlig, tværtimod, men fordi at filmen og Thure Lindhardt formår at skildre Steso så godt, at man helt savner ham mere centralt i bogen. Til trods for at bogen er spændende og så velskrevet at det er smukt, savner man at Steso kommer frem som sig selv, og ikke blot som de andre personers minder om ham.

Efter at have læst Marias tanker er det mig en gåde hvordan at Jakob Ejersbo kan sætte sig ind i en kvindes tankegang som tilfældet er. Når dette er sagt, ved jeg selvfølgelig heller intet om, hvordan en kvindes tankegang er (og heldigvis for det – tror jeg!). I Marias tanker I bogen kommer jeg dog til at tænke lidt på kvinderne i novellesamlingen Superego. I don’t know why.

Nordkraft er en rigtig god bog, og i de samme sekunder som jeg skriver dette, tænker jeg over, at jeg glæder mig til at få anskaffet mig Afrika-trilogien og komme igennem denne. Den skulle i hvert fald være anbefalelsesværdig, har jeg hørt!

Vurdering: