Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.

Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde?

Kigger man på Danmarks Radios historie, fra Statsradiofonien over Danmarks Radio til DR, finder man en ekspansionsfortælling af dimensioner, hvor at teknologi og medier er brugt som gidsler i forsøget på at sikre en aktørs overlevelse.

Det sørgelige ved denne fortælling er, at DR uden de store betænkeligheder har fået frit spil til at ekspandere deres tvangsgesjæft, uden nogen direkte stillingtagen til, om der i det hele taget var brug for et DR. Mantraet har derimod været, at der altid vil være en eksistensberettigelse for DR, uafhængigt af hvad markedet kan levere. Markedet fokuserer jo kun på hvad brugerne vil have, og ikke hvad en elitær, politisk defineret gruppe føler er bedst for andre mennesker.

Ideen er dermed med andre ord, at public service-begrebet (den bedste definition af det begreb kommer Mie Harder med her) kan og skal appliceres på ny teknologi, for at sikre, at DR følger med tiden og sikrer en varig produktion af »public service«-indhold.

Det kan i diskuteres, om der nogensinde har været et egentlig behov for at etablere Danmarks Radio. Denne diskussion er taget i utallige andre sammenhænge, hvorfor at jeg i dette indlæg vil fokusere på et meget mere konkret spørgsmål: Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde anno 2011? Hvilke teknologiske sfærer skal være underlagt et krav om public service? Eller spurgt på en anden måde: Hvilken teknologi skal tages som gidsel, fordi at DR føler, at de skal levere indhold til netop denne platform?

Internettet er et godt eksempel på en teknologi som er blevet underlagt public service-begrebet, uden at der på noget tidspunkt har været brug for det. Hvor at nogen vil argumentere for, at DR er med til at sikre kvalitet og udvikling, vil jeg påstå, at DR er blevet en hæmsko for samme. Internettet har sikret og sikrer i et rigt omfang mennesker adgang til nuanceret billede af informationer, debat, diskussioner, perspektiver og holdninger, på dagblade og andre mediers hjemmesider, for ikke at tale om alverdens hjemmesider der findes derude i det store cyberspace. Alligevel er jeg underlagt et krav om at betale licens, alene fordi at pøblen skal have mulighed for at spille Fodbold-Managerspillet eller se sæsonfinalen i X-Factor når det passer dem.

Jeg vil derfor argumentere for, at der er bagstræberisk, at man skal betale licens fordi at man har en internetforbindelse. Dermed siger jeg ikke, at DR skal holde sig langt væk fra internettet, blot at de brugere der lovpriser DRs tilstedeværelse, må betale gildet. Markedet har skabt et indholdsrigt, dynamisk og funktionelt univers på internettet med alverdens muligheder, som DR aldrig – om de så fik et 1.000 gange så stort budget – ikke kunne producere en brøkdel af. Derfor er det decideret trist, at man for at få adgang til en hel verden af muligheder, er forpligtet til at betale for at kunne besøge dr.dk, hvis man gerne vil besøge Wikipedia. Det svarer til, at man skal en tur forbi biografen og betale for at se en dårlig film, for at kunne få lov til at tage på museum. Logikken er i mine øjne ikke-eksisterende.

Det er ønskværdigt, at DR for fremtiden stopper med at følge med den udvikling markedet skaber. Der er ganske enkelt ikke brug for det. Der er ikke brug for at DR producerer apps til smartphones eller alt muligt andet, som markedet utallige gange har bevist sig langt overlegne i forhold til DRs vilkår. Da Medier Mod Medielicens engang var at finde på mmm.mitego.dk (projektet er desværre ikke online mere), var der et meget godt eksempel på det problematiske i at udvide public service-begrebet, nemlig aviseksemplet:

En måde at vise det urimelige i den kollektive tvangsbetaling for DR er at skabe en fiktiv licens på postkasser. Et scenario kunne lyde som følgende: Fra i morgen skal alle danskere betale licens, hvis de har en postkasse eller brevsprække. Det skal vi, da staten har nationaliseret avis X, da de mener at kunne drive en avis bedre end markedet (!!). Du kan fravælge at have en postkasse (og dermed ikke få andre aviser eller breve leveret), og dermed ikke betale den nye postkasselicens. Dette er præcis sådan DR fungerer: Du får et valg, der reelt ikke er et valg, for som de selv siger i deres sortseer-kampagner, så bliver lidt kedeligt uden TV, internet, mobiltelefon eller radio. Vil du finde dig i et valg mellem alt eller intet?

Dette eksempel rammer hovedet på sømmet i forhold til det problematiske i DRs konstante ekspansion. Det kan ikke være rigtigt, at jeg som almindelig internetbruger, er forpligtet til at betale en generel medielicens, som skal dække et milliardstort budget der skal bruges til at udvide DRs områder, blot for at jeg kan se frem til, at skulle betale licens i fremtiden for de nye muligheder markedet alt andet lige helt sikkert vil udvikle.

Til slut vil jeg gerne komme med et konkret forslag til, hvad jeg ser at Danmarks Radio for fremtiden skal være begrænset til at levere: OBS. Hverken mere eller mindre. Det kan forhåbentlig ske med væsentlige budgetnedskæringer til følge og en naturlig afskaffelse af licensbetalingen.

Reklamer i min postkasse? Nej tak.

Jeg er en stor tilhænger af reklamefinansierede services. Det er fantastisk at jeg kan bruge et produkt mod at jeg frivilligt accepterer, at jeg ser nogle reklamer. Jeg forstår af samme grund ikke folk der kan tude over reklamer i TV eller på facebook eller et helt tredje sted, hvor man frivilligt bare kan vælge servicen fra.

Det er da heller ikke uden grund, at jeg er en meget stor tilhænger af det reklamefinansierede TV2 frem for det tvungne DR. Reklamer er en form for brugerbetaling, og ved at der er reklamer på TV2, kan jeg slippe for at betale licens. Det er fantastisk.

Reklamer er i bund og grund derfor et tilvalg. Jeg vælger et produkt der finansieres vha. reklamer. Når jeg besøger Berlingske.dk, Politiken.dk, JP.dk eller andre hjemmesider, får jeg adgang til en bestemt type indhold, mod at jeg samtidigt accepterer, at der er reklamer. Derfor bruger jeg ikke AdBlockers software.

Der er dog også tilfælde hvor at jeg ikke kan fordrage reklamer, nemlig når jeg ikke frivilligt har valgt at bruge en service, hvor at jeg udsættes for reklamer. Derfor irriterer det mig bl.a., at jeg flere gange om ugen skal tømme min postkasse for kulørte reklamer.

Kan jeg så ikke bare tilmelde mig en ”Reklamer, nej tak!”-ordning? Jo, og det har jeg også gjort. Situationen er så bare den, at jeg har fået besked på, at jeg ikke må have klistermærket på min postkasse, da dette vil skabe misfarvninger og andre ting på postkassen. Latterligt.

I så fald at ”Nej tak”-ordningen fungerede, ville jeg dog alligevel ikke være nogen tilhænger af ordningen. Jeg går ind for tilvalg – ikke fravalg. Derfor irriterer det mig også, at der ikke er kommet noget ud af et forslag fra De Radikale fra sidste år, som jeg vil dedikere resten af dette indlæg til med et lille uddrag:

”I dag sender virksomhederne tonsvis og atter tonsvis af reklamer ud til danskerne – reklamer, som aldrig bliver læst og kun er til gene. Årligt modtager en dansker 55 kg reklamer, og mange af dem ryger direkte i skraldespanden. Det er et kolossalt spild af papir og et irritationsmoment for de mange danskere, som ikke vil spammes af reklamer. Derudover er miljøbelastningen enorm. Derfor skal vi have gjort noget ved problemet omgående,” siger Radikale Venstres forbrugerordfører Bente Dahl.

Hun vil nu erstatte den nuværende ”Nej tak”-ordning med en ”Ja tak”-ordning:

”Vi vil vende reglerne på hovedet og erstatte ”Nej tak”-ordningen med en ”Ja tak”-ordning. For fremtiden skal man altså vælge det aktivt til, hvis man ønsker at modtage reklamer. Der skal et ”Ja tak”-skilt på postkassen, før man må lægge reklamer i den”

Jeg er 100% enig. Ja tak – ikke nej tak. Kan man ikke få et politisk flertal til sådan en ordning? Please.

DR er en tvungen buffet

Hvis DR var en middag, ville det uden tvivl være en tvungen buffet. Tvungen i den forstand, at man skulle betale for den hver dag, uafhængigt af om man kunne lide det eller ej. Uanset hvor mange restauranter, cafeer, fastfoodkæder og andre spisesteder der blomstrede op som resultatet af frie menneskers skabertrang, skulle vi betale for en temmelig gammeldags buffet på en i forvejen alt for dyr restaurant.

Dem der godt kunne lide at spise på DR-restauranten og synes at det var godt at andre blev tvunget til at betale for ens kost, ville næppe være imod konceptet. Samtidigt ville mange måske frygte, at hvis man ikke betalte for den pågældende buffet, ville pøblen måske forfalde til at spise alle deres måltider på McDonalds. Sidstnævnte er næppe et realistisk scenarie, men det er ikke desto mindre en frygt der eksisterer, nemlig at hvis DR lukkede, ville vi kun se Vild med dans og ikke have noget kvalitet tilbage.

Hvis DR var en buffet ville dem der ikke spiste den, hurtigt mobilisere en modstand mod denne – uanset hvor ernærende, økologisk, sund og rig på kostfibre at den end var. Hvis den var så sund at den var værd at betale for, skulle markedet sgu nok kunne levere det! Her man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er en fair præmis, da DR ikke arbejder på markedsvilkår, men jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke køber dette argument. Dette af den ene grund, at DR om de vil det eller ej, ikke kan afskrive sig det publikum de skal levere indhold til og som velvilligt skal betale – på et marked eller gennem politisk tilslutning. Dette har jeg skrevet mere om her.

Vores buffet som vi skal betale til om vi vil det eller ej, er for længst blevet kedelig og er udkonkurreret af kvalitativt bedre leverandører, med undtagelse af en række nicheområder, hvor at DR tilstedeværelse dræber ethvert reelt forsøg på konkurrence. Jeg er tvunget til at blive i bageriet, selvom jeg ikke kan lide lugten.

Man kunne så selvfølgelig håbe på, at vi med tiden vil se, at teknologien udvikler sig så meget, at DR bliver helt overflødigt, men dette kommer næppe til at ske, for som alle andre organisationer, skal DR nok finde et eksistensgrundlag. Dette indebærer bl.a., at DR udvider til så mange platforme som overhovedet muligt og leverer indhold til disse. Nyeste eksempel er ”gratis apps”. Selvfølgelig er noget DR leverer ikke gratis. There ain’t no such thing as a free lunch.

DR er en samling af kokke, tjenere og opvaskere der er bange for, at deres mad ikke ville blive spist, hvis folk selv fik lov til at bestemme. Derfor skal vi stopfodres med deres ligegyldige lort på daglig basis og blot nyde det, fordi at en gruppe af mennesker betaler deres licens. Dét er hvad jeg kalder et køkkenmareridt.