Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Velfærdssamfundets voksne mennesker

Jeg husker med al tydelighed hvordan at jeg som barn havde stor agtelse for voksne mennesker. Voksne mennesker der kunne bestemme over sig selv, køre bil, have eget hus, rejse rundt i den store verden, se hvordan det hele så ud fra 1 meter og 90, vide en masse og fundere og diskutere på et sprog, jeg kun havde få års erfaring med.

Det var nok også derfor, at jeg frygtede tanken om at blive voksen. Tanken om alt det ansvar ens pusselanker engang skulle bære. Tanken om at gro ud af barndommens trygge kasse og selv en dag blive en af de voksne, jeg med djævelsk stor respekt så op til.

Som dagene gik hen og blev til uger og måneder og år, lærte jeg dog langsomt, at man godt kan tage ansvar for sig selv og sine medmennesker. Man får lov til at tage på legepladsen selv, gå ned til købmanden og handle ind, cykle i skole, være alene hjemme, problematisere og kritisere voksnes beslutninger, tage til fest, drikke alkohol og vupti – det hele kulminerer med, at man fylder 18 og bliver myndig. Og der har man så den politiske rettighed, at man må stemme. Det er da heller ikke uden grund, at jeg på min 18 års fødselsdag, ligesom alle andre, får tilsendt Grundloven, der skal sikre mig mod overgreb fra statsmagten.

Jeg bliver 18 år og kan nu være med til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes. Politisk voksen om man vil. Hurtigt finder jeg dog ud af, at den måde voksne mennesker tænker om hinanden, er som mennesker der ikke er voksne nok til at tage vare på sig selv. Voksne er i hvert fald ikke i stand til at tage ansvar for sig selv og sine værdier. Tværtimod. Vi bruger vores penge forkert, lever for usundt, drikker for meget, arbejder for lidt, ryger og alt muligt andet vi bare burde gøre bedre! Vi voksne har brug for andre voksne til at bestemme over os for at kunne leve det gode liv.

I Berlingske Tidende forleden kunne man da også læse et par velfærdsforskere udtale, at vi bør leve sundere (for velfærdssamfundets skyld). Der skal spises sundere, motioneres mere, drikkes mindre og ryges mindre. Hvor at jeg som barn blev fortalt igen og igen, at jeg skulle spise mine grøntsager, er intet nyt som voksen. Eneste forskel er bare, at det ikke er mor og far der bruger ressourcer på at fortælle mig hvad der er godt for mig – det er socialstaten.

Jeg forstår det bare ikke. Hvornår er jeg gammel nok til selv at bestemme? Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve mit liv, før at jeg selv kan bestemme hvordan jeg vil leve mit liv?

Ronald Reagan, der døde i 2004 og havde sin 100 års fødselsdag her den anden dag, er ophavsmanden til et fantastisk citat, der lyder: I don’t believe in a government that protects us from ourselves. Jeg har det nok på samme måde med velfærdsstaten i særdeleshed. Jeg har ikke brug for at få fortalt hvordan jeg bør leve, eller endnu værre hvordan jeg skal leve, blot for at jeg kan leve længere eller være en af dem i statistikken, der får regnestykket til at gå op.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg har en vis foragt for de mennesker, der har indset, at de ved bedre end jeg, hvordan at jeg skal leve mit liv. Nuvel, jeg er kun 22 år gammel og har hele verden foran mine fødder og tonsvis af fejltagelser forude jeg skal begå, før jeg nok får bare en minimal forståelse af hvad det er for en virkelighed jeg er en del af. Jeg er dog oprigtigt træt af andres gode intentioner om at gøre det bedste for mig. Jeg føler ikke at jeg har brug for at blive en del af en kasse hvor at andre bestemmer, hvad meningen med mit liv er. Om man så kalder en spade for en spade og fortæller at det er for at finansiere alverdens ligegyldige tiltag eller bruger rawlsianske retfærdighedsargumenter er som sådan underordnet. Konsekvensen er den samme.

Lige så meget at jeg som barn frygtede at blive voksen, lige så meget nyder jeg, som selvproklameret voksen, at jeg er i stand til at tage ansvar for mig selv og have den filosofiske frihed, at kunne fundere over meningen med mit eget liv og mine værdier, holdninger, perspektiver og manglen på samme. Og lige så meget som jeg elsker nævnte, lige så meget hader jeg, når andre prøver at tage den frihed fra mig.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.

Liberalist

Jeg er liberalist. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at folk ofte forveksler dette med, at man er egoist. Jeg tror dog på, at man godt kan være liberalist uden at være egoist og vice versa.

Jeg er liberalist fordi jeg har svært ved at finde mig i, at andre vil definere meningen med mit liv. Jeg tror ikke på, at der findes én sandhed for det gode liv. Og da slet ikke på at denne i så fald ville kunne defineres af andre. Jeg er m.a.o. liberalist fordi jeg tror på, at jeg har en eller anden grad af fri vilje og personlig autonomi, der giver mig et legitimt grundlag til, at kunne fundere over meningen med mit liv. Jeg tror en af de ting der giver livet mening, er muligheden for at reflektere over samme.

Jeg er liberalist fordi jeg har en ringe tiltro til velfærdsstaten. Jeg tror ikke på en velfærdsstat kan fungere med succes uden at der må ekspliciteres nogle helt grundlæggende adfærdsstandarder, der hviler på nogle utilitaristiske ideer, hvor man som borger skal være i stand til at kunne levere mere end man får. Nogen skal i hvert fald, hvis regnestykket skal gå op. For at velfærdsstaten kan være en politisk succes, skal borgeren manipuleres, kontrolleres, reguleres, registreres, korrigeres, kommanderes, estimeres, inspiceres, overvåges, tvinges, vejes, måles, mønstres og indoktrineres.

Jeg er liberalist i den forstand, at på samme måde som jeg helst frabeder mig at andre skal belære mig om at jeg bør spise 6 stykker frugt om dagen og ikke drikke og ryge, vil jeg lade dig ryge, drikke og spise som det passer dig, så længe at du selv tager konsekvenserne deraf. Forstå mig ret – jeg er en kæmpe fan af videnskaben og går ind for, at vi på en eller anden måde bliver klogere på den verden vi befinder os i, men at gå fra at æbler og baner og pærer er sunde, til at vi bør spise dem dagligt, er udtryk for en inkonsistent logik.

Jeg er liberalist, men jeg er ikke imod fællesskaber. De allerbedste fællesskaber bygger dog på et fundament af frivillighed. Civilsamfundet, foreningsarbejde, læseklubber, markedet, sex, socialt arbejde osv. Fællesskaber der udelukkende eksisterer fordi en autoritet kan tvinge aktører til at være en del af dette fællesskab, er ikke et fællesskab der er værd at kæmpe for at opretholde. Tværtimod.

Jeg er liberalist fordi jeg finder Nozick, Smith, Hayek, Friedman, Rothbard, Mill, Rand, Locke, Orwell og et utal af andre tænkere for inspirerende.

Jeg er liberalist af samme grund som jeg ikke er religiøs. Dette fordi jeg tror på, at moralske handlinger fordrer tilstedeværelsen af moralske valg. Religiøse mennesker er i min optik de mest amoralske mennesker der findes, og jeg væmmes ved tanken om at man gør noget, fordi det står i én bog.

Jeg er liberalist fordi jeg tror på mere end retten til ikke at udtale sig. Jeg er liberalist fordi jeg påtager mig retten til at sige og tegne hvad jeg vil. Også selvom andre ikke kan se en mening med det og måske ligefrem finder det moralsk forkasteligt. Nogen vil kalde dette respektløst. Jeg kalder det frihed i sin fineste form. Fri mig desuden også gerne for politikernes ambitioner om at forbyde alverdens ting og sager, hvad enten dette måtte være animeret børneporno, tatoveringer specielle steder på kroppen eller noget helt tredje!

Jeg er liberalist fordi jeg har læst i utallige bøger om konsekvenserne af fraværet af liberale rettigheder. Nuvel, jeg er bevidst omkring at nogen siger, at de negative frihedsrettigheder fordrer en eller anden form for fravær af regulær fattigdom og sult og nød. Jeg har dog med det nuværende skattetryk i Danmark anno 2010 og tilstedeværelsen af flere former for sociale ydelser end liberale politikere, svært ved at forholde mig til en situation, hvor der findes en stat der kun bygger på negative frihedsrettigheder.

Jeg er liberalist fordi jeg vil kæmpe for retten til at kaste lorteprodukter i min indkøbskurv. Jeg er liberalist fordi jeg tror dette skaber de bedste vilkår for mig selv … og mine medmennesker.