Erik Gahner Larsen

Er Liberal Alliance gået tilbage på grund af Fremad?

På baggrund af et vægtet gennemsnit af meningsmålingerne rapporterer Altinget, at ”Liberal Alliance er faldet ned under spærregrænsen efter fremkomsten af partiet Fremad”. Der er tre basale problemer med denne påstand. Tre problemer indfanget i én sætning. Det må være en ny rekord.

For det første estimerer det vægtede snit, at Liberal Alliance ligger til 1,9 procent af stemmerne. Til trods for at den statistiske usikkerhed er mindre i vægtede snit (sammenlignet med enkeltmålinger), er vi ingenlunde nær et estimat med en usikkerhed, der ikke inkluderer spærregrænsen på 2 procent. Det vægtede snit tager eksempelvis ikke Megafon med i betragtning, og hvis den seneste måling herfra var med, ville partiet ligge på over 2 procent (og dagens Voxmeter estimerer Liberal Alliance til at ligge på 2,4 procent).

Det er således muligt, at partiet ligger over spærregrænsen, hvis man tager den statistiske usikkerhed i betragtning. Jeg kan i den forbindelse henvise Altinget til denne artikel hos Altinget.

For det andet er Liberal Alliance ikke faldet ned under spærregrænsen for nyligt. Partiet har ligget relativt stabilt omkring spærregrænsen siden valget uden tydelige indikationer på en udvikling. Nedenstående figur fra Politologi.dk viser faldet i opbakning efter valget, der ikke er en ny udvikling.

Figur 1: Opbakningen til Liberal Alliance

For det tredje er der intet der taler for, hvis Liberal Alliance ligger under spærregrænsen, at det er på grund af fremkomsten af partiet Fremad. Partiet Fremad er i meningsmålingerne, som i befolkningen som helhed, gået ubemærket hen. Voxmeter estimerer at supporten til Fremad blandt vælgerne ligger på omkring 0,1 procent. Derfor tyder intet på, at Fremad går fremad med direkte konsekvenser for opbakningen til Liberal Alliance.

Det er på den baggrund ikke muligt at konkludere, at ”Liberal Alliance er faldet ned under spærregrænsen efter fremkomsten af partiet Fremad”.

Hvilke meningsmålinger bliver delt?

Det er ikke alle politiske meningsmålinger, der bliver delt. Det er ligeledes heller ikke tilfældigt, hvilke meningsmålinger der bliver delt. Her den anden dag kunne FiveThirtyEight således illustrere, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump primært deler meningsmålinger, der favoriserer ham selv.

Dette fik mig til at undersøge, om det var muligt at finde lignende eksempler i en dansk sammenhæng. Den eneste politiker, jeg kunne finde, der har delt relativt mange meningsmålinger på de sociale medier, er formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Han har i år delt 18 meningsmålinger med sine venner og andre følgere på facebook.

Nedenstående figur viser Liberal Alliances opbakning i meningsmålingerne i henholdsvis de meningsmålinger, der blive delt af Anders Samuelsen, og alle andre meningsmålinger. De røde punkter viser meningsmålinger, Anders Samuelsen har delt, hvor de blå punkter er meningsmålinger, der ikke er delt. Ikke så overraskende er der en tendens til, at det især er de meningsmålinger, hvor Liberal Alliance klarer sig godt, der bliver delt.

I figuren har jeg udelukkende inkluderet specifikke meningsmålinger, og dermed ikke exit polls, vægtede gennemsnit, særlige meningsmålinger (eksempelvis målinger udelukkende med unge vælgere). Der er meget få datapunkter, så der skal ikke tolkes for meget ud af figuren. Ikke desto mindre er det altid interessant, når man kan blive bekræftet i, at politikere er selektive i forhold til den viden, de deler med deres følgere.

(Som altid kan data og script findes på GitHub)

Her er tre figurer, der alle viser Liberal Alliances opbakning i meningsmålingerne

Den første figur er fra Deadline på DR2, tirsdag den 2. juni, 2015, der viser opbakningen til Liberal Alliance i meningsmålingerne:

Den anden figur er Liberal Alliances opbakning i Epinion-målingerne i samme periode som i ovenstående figur (du kan kalde det en dokumentation for, at … ja, DR bruger Epinion):

Den tredje figur er Liberal Alliances opbakning i alle meningsmålinger i samme periode som i ovenstående:

Det var så lidt.

Er markedet altid at foretrække?

Ideen om at markedet altid er at foretrække, finder man utallige steder, blandt andet i dette citat fra nu fhv. landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Sasha Renate Bermann (kilde): »Markedet har fejl, men staten har flere og værre fejl, derfor er markedet altid at foretrække frem for staten. Det er der, vi (Liberal Alliances Ungdom, red.) står. På markedet har alle noget at skulle have sagt, mens i staten bestemmer kun de, der kan tælle til 90.«

Jeg finder citatet symptomatisk for en forsimplet og dogmatisk tilgang til samfundet, som jeg ofte støder på, når jeg diskuterer politik med folk der støtter Liberal Alliance. En tilgang der siger, at staten er et samfundsmæssigt onde (eller en meget ineffektiv virksomhed), der burde afskaffes ved først mulige lejlighed.

For det første finder man et tilnærmelsesvist religiøst forhold til markedet som et kollektivt gode, der opretholder sig selv. Her kan man dog indvende, at markedet ikke opretholder sig selv og ikke er så simpelt, men blandt andet forudsætter ejendomsrettigheder. Hvem skal opretholde denne institution? Hvad skal straffen være for ikke at overholde andres ejendomsret? Staten kunne være at foretrække, når sådanne spørgsmål skal besvares.

For det andet har alle ikke nødvendigvis noget at skulle have sagt på et marked. Markedet skaber de mest efficiente løsninger, men ikke nødvendigvis de løsninger der sikrer, at alle har noget at skulle have sagt. Der er derfor intet der taler for, at markedet sikrer, at alle er godt stillet, i forhold til hvis der ikke var en stat.

For det tredje er der ikke tale om en simpel sondring mellem markedet og så en parlamentarisk samling, hvor et snævert flertal bestemmer. Staten er ikke begrænset til dette, og der er flere aktører, der ikke agerer på et marked, men heller ikke bestemmer ved at kunne tælle til 90.

For det fjerde er der noget der hedder politik. Markedet har implikationer for fordelingen af ressourcer med gyldighed for samfundet. Fordelingen af disse ressourcer kan ikke afgrænses til at være et økonomisk spørgsmål, hvor folk bare skal agere på et marked, men åbner også op for en politisk diskussion, hvor det alt andet lige er et legitimt synspunkt, at staten er at foretrække på visse områder.

For det femte kan det tænkes, at der er situationer hvor staten (eller relationen mellem stat og marked) mest effektivt kan løse kollektive handlingsproblemer, i forhold til hvis det var overladt til markedet. Det er med andre ord ikke så simpelt.

Markedet er fantastisk, men det betyder ikke, at det altid er at foretrække.

Et fortjent godt valg til Liberal Alliance

Liberal Alliance endte med et pænt valgresultat i torsdags. Partiet fik 5,0 pct. af stemmerne og kan dermed nyde en fremgang på fire mandater i forhold til sidste valg, hvilket bl.a. giver plads til skarpe tunger som Ole Birk Olesen på tinge. Skal valgsuccesen så skrives ind i historiebøgerne med henvisning til prædikatet »Saxo Bank-partiet« og partiets helsidesannoncer i de landsdækkende aviser? Dette vil jeg argumentere for er hverken fair eller en passende beskrivelse af Liberal Alliances tur fra 0,0 pct. i meningsmålingerne til 5,0 pct. ved valget d. 15. september 2011.

Først skal det dog nævnes, at det vil være naivt og dumt at påstå, at den massive annoncering der har været, har været uden nogen betydning eller effekt. Tværtimod har det været en væsentlig fordel for Liberal Alliance, at de har haft denne platform til at promovere deres politik. Annoncer kan dog ikke gøre det alene, og der er fem nævneværdige aspekter ved Liberal Alliances arbejde der gør, at de har fået et godt valg, hvor andre tilgange ville kunne have gjort, at de trods helsidesannoncer m.v., ville kunne have fået et dårligt valg.

Jeg vil i dette indlæg eksplicitere de fem grunde til, hvorfor man kan give Liberal Alliance al ære og respekt for valgresultatet, og ikke blot – som visse kritikere – forklare nævnte med udgangspunkt i kampagnebudgetter.

Første grund: Læren fra Ny Alliance
Liberal Alliance bygger på resterne af Ny Alliance. Det ville derfor alt andet lige også være dumt ikke at bygge på erfaringerne fra det projekt, og lære af de fejl der blev begået. En af de største fejl Ny Alliance begik og som gjorde, at betegnelsen »storbytosse« blev populær, var det løse forhold til hvad partiets kandidater kunne melde ud af rabiate dumheder.

Havde Liberal Alliance (i dette tilfælde Anders Samuelsen) ikke lært af fortidens fejl – på samme måde som Pia Kjærsgaards erfaringer fra Fremskridtspartiet, ville Liberal Alliance aldrig have været hvor det er i dag – store kampagnebudgetter eller ej. Den kritik der har været af topstyringen i partiet har været lettere forfejlet, da de fleste forhåbentlig ved, at det var hvad partiet havde brug for.

Anden grund: Stabil valgkamp
Det gik for alvor galt for Ny Alliance i 2007 under valgkampen, hvor partiet mistede vælgere i meningsmålingen fra dag til dag, og endte med sølle 2,8 pct. der intet rokkede i den parlamentariske situation med et flertal til VKO.

Liberal Alliance førte – modsat Ny Alliance i 2007 – en stabil valgkamp uden de store udsving og udmeldinger der kunne skabe problemer i meningsmålingerne (måske med undtagelse af Joachim B. Olsens kommentar om flerkoneri). Det kan lyde banalt, men med 2007-valgkampen in mente står det klart, at en forkert ageren i denne periode ville kunne have katastrofale følger – igen uanfægtet af omfanget af annoncering. Partiet skal derfor have ros for en gennemført og professionel valgkamp.

Tredje grund: De liberale ideers tilbagevenden
Liberal Alliance har i overgangen fra Ny Alliance til Liberal Alliance konsolideret partiet i et ideologisk tankesæt der ikke blæser omkuld efter det første og bedste angreb fra politiske modstandere. Da Ny Alliance blev lanceret var det uden noget partiprogram og med ideen om, at dette ville komme med tiden. Problemet blev, at uden nogle klare ideer kombineret med en manglende topstyring, blev der plads til alle ideer (selv de mærkeligste af slagsen).

Ny Alliance endte efter 2007-valget med nogle mildest talt ubrugelige mandater. »Nok er nok« var ikke nok. Den parlamentariske situation forblev som nævnt uændret, og intet pengebeløb ville kunne overtale vælgerne om, at partiet kunne gøre en forskel. Partiet gjorde det eneste rigtige og formulerede et politisk projekt der bragte nogle liberale grundholdninger tilbage i den politiske debat, som Venstre og Konservative i kampens hede om midten i dansk politik, for længst havde lagt bag sig.

Det er vigtigt at nævne, at der ikke var tale om et ekstremt kursskifte i overgangen fra NA til LA. I Ny Alliance talte Anders Samuelsen også om 40 pct. skat og lignende der kunne få en til at undre sig over, at der var så stor opbakning til partiet. Men det var der.

Fjerde grund: Fire mærkesager
Ser man på de Konservatives katastrofale valg står det klart, hvorfor nogle klare mærkesager er nødvendige. Hvad gik de Konservative til valg på? For det første et samarbejde hen over midten (med de Radikale) og for det andet at genvinde regeringsmagten. Det første blev komisk fordi det endte ud i en masse snak om strategi og hvad der i det hele taget kunne samarbejdes om, uden at det blev klart for vælgerne, hvilken politik man kunne se frem til, at de konservative ville realisere. Det andet gjorde det ikke nemmere.

Ved Liberal Alliance var det modsatte tilfældet. Her var der ingen snak om mulige samarbejdspartnere. Uanset hvem der vandt magten og hvor mange stemmer de enkelte partier fik og hvordan det nu skulle gå, var der fire mærkesager der skulle fremmes. I hvilket omfang disse mærkesager ville blive fremmet, afhang blot af hvor mange der ville sætte deres kryds ud for partiet på valgdagen.

Disse fire mærkesager – der harmonerer med partiets navn, ideologi, politikernes overbevisninger og forsømte standpunkter i dansk politik, gjorde, at partiet fik et velfortjent valgresultat.

Femte grund: Velvalgte kandidater.
Politikken kan ikke gøre det alene. Der skal være nogle der er eksponenter for de politiske ideer, og nogle navne som vælgerne kan sende i Folketinget. Her må man sige at holdet af kandidater er velvagt. Der er stor bredde – lige fra Thyra Frank over Ole Birk Olesen til Joachim B. Olsen. Som Anders Samuelsen rigtigt sagde da han for tid tilbage præsenterede kandidaterne, ville der komme kritik uanset hvad. Enten ville de være for ukendte eller for kendte. Sandheden er imidlertid den, at valget af kandidater endte med at være en middelvej. Nogle kendte, nogle ukendte og nogle semikendte.

Disse politikere fremmede de fire mærkesager (pkt. 4) med udgangspunkt i nogle liberale ideer (pkt. 3) i en stabil valgkamp (pkt. 2) under hensynstagen til den tragiske lære fra Ny Alliance (pkt. 1). Alt i alt er der dermed tale om forhold man meget nemt kunne forestille sig være anderledes, og som ville have medført, at Liberal Alliance ikke ville have fået 5,0 pct. af stemmerne ved valget i torsdags. Liberal Alliances valgsejr i torsdags er velfortjent – og en valgsejr der udelukkende begrundes i nogle helsidesannoncer i pressen er forfejlet og uden anerkendelse af det ærværdige arbejde der ligger mellem valget i 2007 og 2011.

Tillykke, Liberal Alliance. Jeg håber, at I klarer jer lige så godt ved næste valg.

Er fremgang i meningsmålingerne altid godt?

I en nyhed på Politiken.dk hævdes det, at Anders Samuelsen, partiformand for Liberal Alliance, satser på dårlige meningsmålinger. Jeg tvivler på, at Anders Samuelsen ønsker noget der er dårligt. Også når det gælder meningsmålinger.

Overordnet handler det om, at der findes forskellige opfattelser af hvad der er godt i forhold til meningsmålingerne. I artiklen antages der, at stemmemaksimerende adfærd er det eneste der tæller i politik, hvorfor at det er det eneste kriterium vi kan bruge til at vurdere, om partier klarer det godt eller dårligt. Sagt med andre ord skal partierne bare glemme deres politiske ambitioner og gøre så meget som muligt for at lefle for flest mulige vælgere, hvis de vil klare det ”godt”.

Der er dog heldigvis forhold der gør, at politikere ikke altid bare vil maksimere mængden af deres stemmer. I tilfældet med Anders Samuelsen og Liberal Alliance, kan der nævnes tre overordnede forhold.

For det første ligger erfaringerne fra Ny Alliance og folketingsvalget i 2007 i baghovedet. Højt at flyve, dybt at falde. Kommer Liberal Alliance op på et niveau, hvor at det bliver ekstra bemærkelsesværdigt, vil medier, politiske modstandere, kommentatorer etc. gøre alt tænkeligt for at se partiet vælte igen. En Khader-gate, landsbytosseudtalelser og andet, ville alt andet lige have haft mindre mediebevågenhed og betydning, hvis Ny Alliance ikke i en lang periode lå til at blive tungen på vægtskålen efter et valg.

For det andet står partiet med en politik, det ikke just appellerer til medianvælgeren. Liberal Alliance skal om noget parti afveje hvor langt det er klar til at gå, hvis det på den ene side skal holde fast i nogle klare politiske udmeldinger, og på den anden side få vælgermæssig opbakning fra endnu flere. Det handler m.a.o. ord om at finde det punkt, hvor at man kan få lige netop den mængde vælgere der giver mulighed for at realisere mest af den ønskede politik.

For det tredje, og mere diskutabelt, kan meget ske i en valgkamp, specielt for Liberal Alliance. De vælgere der før har givet udtryk for at ville stemme på Liberal Alliance, men på nuværende tidspunkt står til at stemme radikalt eller konservativt, kan – hvis valgkampen falder ud til Liberal Alliances fordel – være nemmere at få til at stemme LA, end hvis partiet skulle være i en defensiv position i hele valgkampen, for at holde på de samme vælgere.

Så nej, fordi at man ikke satser på høje meningsmålinger, betyder det ikke, at man satser på dårlige meningsmålinger.

Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.