Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Hvad siger vælgerne til soldater i Afrika?

Tal taler ikke for sig selv. De skal som altid tolkes og sættes ind i en kontekst. Lene Espersen har snakket om at sende danske soldater til Afrika på et tidspunkt. I en meningsmåling fra Megafon, som er gennemført for Politiken og TV 2, bliver vælgerne så spurgt om deres holdning til dette.

Berlingske.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Fire ud af ti vil sende militær til Afrika: ”Udenrigsministerens tanke om at sende danske soldater til Afrika bakkes op af et stort mindretal af vælgerne.”

Politiken.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Vælgerne siger nej til at sende soldater til Afrika: ”Ekspert: Den usædvanligt lave opbakning er en bombe under dansk udenrigspolitik.”

Ja, som altid handler journalistik om at vinkle en historie. Lidt komisk er det i hvert fald, at der gøres så vidt forskellige konklusioner på baggrund af den samme meningsmåling.

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.