lars løkke rasmussen – Erik Gahner Larsen

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti?

B.T. kan rapportere, at fire procent af danskerne med sikkerhed vil stemme på Lars Løkke Rasmussen eller hans nye parti, skulle han gå hen og stifte et. B.T. kalder det for en “vild måling”, og det er jeg enig i, at det er en vild måling. Jeg kalder det blot en vild måling fordi den er metodisk mærkelig. Der er tale om endnu et eksempel til rækken af sager, der viser, at man bør være ekstra skeptisk for en måling, hvis den kommer fra YouGov.

Målingen kan ingenlunde sammenlignes med meningsmålinger, som vi kender dem. Her er det konkrete spørgsmål, man har stillet respondenterne: “Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af partiet Venstre og har nu startet et nyt politisk netværk. Lars Løkke Rasmussen afviser ikke, at det kan udvikle sig til et egentlig parti. Hvor tilbøjelig vil du være til at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti, hvis han gør alvor af sine tanker om stifte et nyt parti?”

Ikke alene beder man respondenterne om at forholde sig til et hypotetisk parti (der ikke eksisterer), men også om man vil overveje at stemme på dette éne parti. Som Hans Redder fra TV 2 korrekt formulerer det: “Det her er altså en virkelig ringe måde at lave meningsmålinger på. I stemmeboksen skal vælgerne ikke tage stilling til ét, men blandt alle opstillede partier”.

Jeg har i tidligere sammenhænge beskrevet, hvordan denne slags målinger ikke kan bruges til at sige noget om partiernes opbakning i meningsmålingerne, eksempelvis med Nye Borgerlige, Danskernes Parti og Klaus Riskær Pedersen. Den slags målinger bruges udelukkende til at overestimere opbakningen til et parti i meningsmålingerne, så B.T. (og andre medier uden journalistiske standarder) kan skrive historier om vilde målinger. Du kommer derfor aldrig til at se en meningsmåling som denne, hvor historien lyder, at der ikke er potentielle vælgere til et parti.

Dertil skal det også tilføjes, at vi efterhånden ved, at YouGov har store udfordringer forbundet med at måle vælgernes opbakning. De klarede sig dårligst af alle ved det seneste folketingsvalg, og intet tyder på, at der er grund til at tage dem mere seriøst nu. Jeg antager desuden, at spørgsmålet om, hvor mange der kan overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti er stillet i samme meningsmåling, der giver Venstre en historisk lav opbakning (men hvor de fire ud af fem største partier er blå partier!). Det ville i så tilfælde også være interessant at vide om YouGov har stillet deres Lars Løkke-spørgsmål før eller efter spørgsmålet om, hvilket parti vælgerne ville stemme på, hvis der var valg i morgen.

Vi ved ikke, hvor mange der vil stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti. Det er rent gætværk, når Henrik Qvortrup forsøger at estimere, at partiet “ved næste folketingsvalg realistisk set vil kunne høste seks-syv procent af stemmerne og dermed storme ind i Folketinget med sit nye midterparti”. Mediernes dækning er ikke neutral, når det kommer til dækningen af nye (eller i dette tilfælde ikke-eksisterende) partier, men det ville klæde YouGov såvel som B.T. at forbedre deres måde at foretage såvel som at formidle meningsmålinger på.

Konflikten mellem Lars Løkke og Søren Pape

Talte forleden med en journalist fra Kristeligt Dagblad. Det kom der en artikel ud af, der kan findes her såvel som i torsdagens avis. Emnet var konflikten mellem regeringen og de Konservative, personificeret ved Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen. Pointen i artiklen er, at konflikten kan forstås med relativt simpel spilteori.

Pinlige dage for den politiske dækning

Dagene i begyndelsen af uge 23 i det herrens år 2014 må gå over i historiebøgerne som nogle af de mest pinagtige i dansk mediehistorie, især hvad angår formidlingen af en større politisk begivenhed. Vi taler om de dage i juni, hvor der har været en yderst intensiv mediedækning af Lars Løkke Rasmussen og historier om faldende opbakning i meningsmålingerne, Lars Løkkes afgang som formand, kandidater til formandsposten i Venstre, hvem Lars Løkke peger på som ny formand og så videre. Historierne om Lars Løkkes problemer har været der længe, men de tog til i styrke mandag.

Mandag begyndte i særdeleshed dårligt for Venstre, da en Megafon-måling i Politiken kunne rapportere, at Venstre ikke ville få statsministerposten, hvis der var folketingsvalg samme dag. Mette Østergaard, politisk kommentator hos Politiken (dem der gav os Peter Mogensen), mener, at målingen bør føre til, at Venstre-toppen overvejer en ny formand: ”Når vælgernes reaktion er så voldsom som det, vi ser nu, så må man også i Venstres top begynde at overveje, om man kun holder fast i Lars Løkke for hans egen skyld og ikke for partiets.”.

Ikke mange timer efter kunne en Epinion-måling hos DR fortælle, at der stadig var et flertal til blå blok. En artikel hos DR der desuden bør være pensum på diverse journalistuddannelser som et paradeeksempel på, hvordan man ikke skriver en artikel om en meningsmåling. De fleste danske medier skrev flittigt om begge meningsmålinger, selvfølgelig som altid uden at perspektivere dem eller på anden måde forholde sig systematisk til, hvordan partierne ville stå, hvis der var valg. På BT kunne man eksempelvis se følgende pinagtige dækning af meningsmålingerne:

Hvis man tror det var pinligt at følge mediedækningen mandag, var det dog kun fordi man endnu havde til gode at opleve den næstkommende hverdag. Her kom det tidligt på dagen ud, at Lars Løkke efter alt at dømme ikke ville klare sig dagen ud. Mette Østergaard skrev et indlæg klokken 9.33, hvori hun lufter muligheden for, at Lars Løkke trækker sig fra formandsposten i Venstre. Klokken 12.43 kunne Politiken så meddele, at Lars Løkke vil trække sig om aftenen. Kilden til historien er Mette Østergaard, der dagen forinden havde pointeret, at Venstres top må begynde at overveje om de ville holde fast i Lars Løkke. Allerede her spekulerer Mette Østergaard over, hvem der vil tage over, når Lars Løkke trækker sig: “Kristian Jensen er det oplagte bud som ny formand. Han er næstformand og dermed det formelle og naturlige bud på en ny formand, når den eksisterende formand træder tilbage.”

De andre medier fanger op på Mette Østergaards historie (se eksempelvis Berlingske og Ritzau). Ikke mange timer efter kan Mette Østergaard så fortælle historien om, at Søren Gade står klar til ”et spektakulært politisk comeback”. Forsiden på Politikens hjemmeside var klar i mælet:

Bemærk desuden, at det ikke var mulet at klikke på teksten i breaking news-banneret. De andre medier fulgte efter. Her Ekstra Bladets hjemmeside:

Her BTs hjemmeside:

Og her Jyllands-Postens hjemmeside:

Nu kunne man håbe for Mette Østergaards integritet og faglige stolthed, at Lars Løkke ville træde af tirsdag aften. Dette skulle dog ikke vise sig at være tilfældet. I stedet måtte Politiken diskret pakke den gule breaking news-søjle væk og – forhåbentligt modvilligt – rapportere at Lars Løkke måske fortsætter som formand:

Den seneste nyhed? Lars Løkke overlever. Dette påskud af journalistisk arbejde vi har været vidne til i går og i dag, tjener ingen – mindst af alt medierne selv, der lever af at levere korrekte informationer. Hvis der er én ting Lars Løkke med rette kan sige til de danske medier, i hvert fald for nu, er det: Rygterne om min død er stærkt overdrevne. For der var jo ikke på noget som helst tidspunkt tale om andet end rygter, som blev sat stort op på forsiden af de danske dagblades hjemmesider som faktuelle kendsgerninger.

Selv skrev jeg tirsdag aften: ”Én ting er sikkert: Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen træder af, gør en håndfuld politiske kommentatorer.”, hvilket af gode grunde blev kritiseret: ”Sikker? Troede ellers, at “politisk kommentator” var den eneste jobbeskrivelse, der tillod flere lig i lasten end “partiformand”.”. Vi ved alle godt, at det ikke får implikationer for de politiske kommentatorer.

Hvad er problemet? Problemet er, at der i morgen ikke er noget problem. I morgen taler de politiske kommentatorer videre om nye emner, eksempelvis om hvornår Lars Løkke så træder af som formand. Politiske kommentatorer taler om i dag – ikke i går. Det er decideret sørgeligt, at en gruppe af mennesker der ”erfarer” så meget, er så dårlige til at gøre sig nogle erfaringer. Det er sørgeligt, at mennesker der gør alt hvad der står i deres magt for at øge presset på en politiker, udelukkende med henblik på at holde mediegryden i kog, ikke har noget videre ansvar. Der er jo nye emner der ganske ansvarsløst skal kommenteres.

Jeg bliver så træt af politiske kommentatorer. Jeg bliver så træt af, at de ikke stilles til ansvar for deres bombastiske udmeldinger, der kan være med til at påvirke den politiske virkelighed og dermed bidrage til, at deres analyser bliver selvopfyldende profetier. Nu har de politiske kommentatorer brugt hele dagen på at tale om en politiker der træder af, fordi han ikke kunne passe sit hverv som politiker tilfredsstillende. Måske burde en politisk kommentator eller to tage konsekvensen af åbenlyst manglende evner til at være politisk kommentator. Ingen nævnt, ingen glemt, men læs eventuelt dette indlæg igen.

FV ’11: Så er der udskrevet valg

Alle snakker om det, alle ved det. Valg nr. 67 i Danmark. Den 15. september. Den tiårige VKO-periode er definitivt slut. Vækstpakken ‘Holdbar vækst’, som blev præsenteret på et pressemøde i onsdags, har vist sig ikke at være partipolitisk holdbar. Det er dermed et brud på det tiårige samarbejde mellem V, K og O, der er udgangspunktet for valget.

Det bliver da også spørgsmålet om økonomiske reformer der bliver hovedtemaet. Det er et komplekst område, hvor det kan være meget svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig vil virke bedst. Den røde eller blå pakke. Økonomer dumper dog både den røde og blå. De politiske diskussioner kommer efter alt at dømme til at omhandle, hvilken politisk blok der kan bage den største velfærdskage (fordelingen af kagen er jo bare et økonomisk, teknisk spørgsmål, suk). Det kommer derfor til at handle om hvordan man løser en gældskrise, skaber vækst osv. Økonomisk tryghed. Kampen om medianvælgeren.

Jeg har ingen intentioner om at skrive mange indlæg under valgkampen. Kun såfremt jeg lige støder på noget interessant. Jeg vil følge valgkampen gennem TV2 News (der kan ses gratis på Sputnik under hele valgkampen), twitter (hashtag #dkpol, #fv11 m.v.) og på en række blogs, heriblandt Jarl Cordua (på JP.dk) og de blogs der nu viser sig at være aktive i løbet af de kommende uger.

For dem der mangler lidt fundamental information om folketingsvalget, kan det findes her.

God valgkamp.

Top 10: Populære politikere på twitter

Hvilke danske politikere er de mest populære på twitter? Det spørgsmål vil jeg i dette indlæg besvare. Metoden er simpel: Vha. Twittertinget har jeg noteret hvor mange der følger de enkelte politikere og hvor mange tweets de hver især har skrevet. Risikoen ved fremgangsmåden er, at der er danske politikere jeg ikke har fået med.

Lad os først tage et kig på hvem der er de mest populære danske politikere på twitter, forstået som hvilke politikere der har flest followers:

Oprindeligt skulle der være to andre med på listen: Anders Samuelsen og Villy Søvndal. Begge har kun skrevet ét tweet, hvorfor jeg ingen grund ser til, at placere dem på den pågældende liste. De er dog begge gode eksempler på, at man ikke nødvendigvis skal være aktiv på twitter, for at have mange followers.

Endnu et godt eksempel på dette er Lars Løkke Rasmussen. I forhold de andre politikere, har han flere followers, hvis man tager højde for hvor aktiv han er (og jeg er end ikke sikker på, at det er Lars Løkke selv, der opdaterer hans twitter-bruger).

Figur 1: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets

Langt størstedelen af de danske politikere har under 1000 followers, hvilket nok bare siger noget om, at twitter ikke er ret udbredt i Danmark. Ligeledes kan vi observere, at langt de fleste politikere har skrevet under 500 tweets.

Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre er – med sine i skrivende stund 1882 tweets (damn, nu 1883!) og 458 followers – et eksempel på, at mange tweets ikke giver tilsvarende mange følgere. Margrethe Vestager og Ida Auken er omvendt de to brugere der har formået at have et højt aktivitetsniveau og ligeledes få en stor andel followers målt i forhold til den gennemsnitlige politiker på twitter.

Det er muligt, at jeg i ovennævnte helt har set bort fra visse danske politikere, som har flere followers end de nævnte. Er du bekendt med danske politikere der har flere followers, og derfor hører til på listen, så skriv gerne en kommentar.

Vælfærd

Den seneste avisannonce fra Lars Løkke Rasmussen og Venstre, er højst sandsynligt ikke den de helst vil huskes for. Tilfældet er, at mange i Venstre tilsyneladende ikke kan stave til velfærd. Edith Thingstrup skriver et par ord til episoden i en Groft sagt, og lignende bogstavsvittigheder kan findes rundt omkring på nettet. Det er en utrolig dum fejl at lave i en avisannonce, men hvor udbredt er den i det hele taget?

Stavefejlen er nok meget typisk. Jeg kan ikke selv udelukke, at jeg engang er kommet til at skrive vælfærd i stedet for velfærd (selvom jeg dog tvivler), men en simpel Google-søgning viser, at Lars Løkke ikke er den eneste der kan lave den fejl. Hele 93.600 resultater er der på Google når man søger på »vælfærd«, dette vel at mærke før d. 15. maj 2011 (for at undgå eventuelle hits på Løkkes fejl). Lad os tage et par enkelte eksempler.

Først og fremmest kan Lars Løkke trøste sig selv ved, at han ikke er den eneste borgerlige politiker der i en overskrift skriver vælfærd. For under et år siden skrev Simon Emil Ammitzbøll et blogindlæg under overskriften »Ingen vækst, Ingen vælfærd«. Der står desuden, at indlægget oprindeligt var bragt i Politiken d. 10. juli 2010. Mit InfoMedia fejler lige i disse sekunder, så jeg kan desværre ikke rapportere, om stavefejlen også er angivet der, men hvad pokker – who the fuck cares?

Det er dog ikke kun politikere der kan komme til at lave en svipser. Kristeligt Dagblads leder fra d. 31. marts 2011 bærer overskriften »Symboler og vælfærd«. Komisk er det, at lederen er angivet under mest læste i Debat-sektionen, hvilket nok kan tilskrives resultatet af søgninger på vælfærd.

Lad det være sagt, at det er en utrolig dum fejl at lave, og især i en annonce hvor man prøver at overbevise vælgerne om, at man er velfærdsstatens vogtere. Altså – selv min stavekontrol råber vagt i gevær, når jeg skriver vælfærd! Når dette er sagt, kan det dog altid gøres værre, som dette læserbrev fra en kristendemokrat bevidner om. Her bruges formuleringen »dyre vældfærd«. Der går nok noget tid før vi ser den fejl foretaget af Venstre. Men man ved aldrig.

Husk stavekontrol! Dét er velfærd.

Partierne på facebook: Opbakning på facebook i forhold til meningsmålingerne

Der er forskellige værktøjer på facebook der kan tages i brug, hvis man ønsker at ytre sin politiske observans. Man kan give udtryk for den i en statusopdatering, angive den under ’Politiske holdninger’, melde sig ind i grupper for alverdens politiske statements osv. Der er dog også måder at tilkendegive sin politiske observans, så man mere eller mindre systematisk kan sammenligne opbakningen til forskellige partier.

Inspireret af en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S, der viser, hvordan at »Folketinget ville være sammensat«, hvis det byggede på ”Synes godt om”-tilkendegivelser til de politiske partier, har jeg identificeret to andre tilkendegivelsesformer, der kan bruges til at sammenligne og vurdere partiers vælgermæssige tilslutning på facebook i forhold til meningsmålingerne.

Hensigten med dette indlæg er dermed at undersøge hvordan de forskellige tilkendegivelser harmonerer med meningsmålingernes population (altså alle vælgere). Dette vil ske ved at identificere de enkelte partiers opbakning relativt i forhold til andre partiers opbakning, for at kunne finde differensen mellem dette og et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger fra den seneste måned. Hvad angår sidstnævnte bruges tal fra Berlingske Barometer.

Foruden at kigge på partisider, som Kristian også kigger på, vil jeg inddrage hhv. den nye funktion Facebook Spørgsmål og partiledernes sider. Formålet med dette er at kunne vurdere hvilken tilkendegivelsesform der bedst matcher den opbakning partierne har i meningsmålingerne. Alle data der bruges i dette indlæg er indsamlet 13. maj 2011.

Partisiderne har overordnet ikke mange ”Synes godt om”-tilkendegivelser sammenlignet med partilederne (se nedenunder). I denne sammenhæng har jeg fundet partiernes officielle facebook-sider gennem deres hjemmesider. Dansk Folkeparti har ingen officiel facebook-side, hvilket kan være medvirkende til, at differensen er stor her.

Parti	“Synes godt om”	Procent	Meningsmåling	Differens
A: Socialdemokraterne	8.169	16,7%	28,4%	-11,7
B: Det Radikale Venstre	3.984	8,1%	6,4%	1,7
C: Det Konservative Folkeparti	3.268	6,7%	6,3%	0,4
F: Socialistisk Folkeparti	10.016	20,4%	13,8%	6,6
O: Dansk Folkeparti	847	1,7%	13,7%	-12
V: Venstre	5.342	10,9%	22,8%	-11,9
I: Liberal Alliance	7.238	14,8%	4,3%	10,5
Ø: Enhedslisten	10.155	20,7%	3,6%	17,1
I alt	49.019	100%	99,3%[1]	0,7

Tabel 1: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partisider i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkepartis side er den side der harmonerer mest med meningsmålingerne. Da differensen er positiv på baggrund af meningsmålingsopbakningen subtraheret fra partiers tilslutning på facebook, er Det Konservative Folkepartis tilslutning på partisiden større end i forhold til meningsmålingerne. Omvendt betyder en negativ værdi for Venstre, at deres opbakning i meningsmålingerne, er større end til deres facebook-side. Hvis differensen er 0, er der ingen forskel på partiernes tilslutning på deres facebook-side relativt til andre partiers tilslutning i forhold til meningsmålingerne.

For at kunne undersøge om partisiderne giver et mere retmæssigt billede af den reelle tilslutning end de andre tilkendegivelsesformer, tager jeg udgangspunkt i differensen for de forskellige partier, og finder standardafvigelsen. Jo mere standardafvigelsen afviger fra 0, desto mindre harmonerer partiernes opbakning jf. den pågældende tilkendegivelsesform i forhold til meningsmålingerne.

Gennemsnittet vil være lidt over 0, da jeg ikke har medtaget Kristendemokraterne i denne undersøgelse, til trods for at de har 0,7% tilslutning i meningsmålingerne. Standardafvigelsen for partisiderne i forhold til meningsmålingerne er 11,2.

Kigger vi nærmere på Facebook Spørgsmål, har vi at gøre med en forholdsvis ny funktion, hvor at brugerne kan give deres holdning til kende i forhold til forskellige spørgsmål. Jeg har været i stand til at finde to spørgsmål[2] på Facebook Spørgsmål som vil have brugerens holdning til, hvem man vil stemme på. Jeg har taget disse data og lagt dem sammen i den tro, at det er de færreste der vælger at give udtryk for den samme holdning to gange til det samme spørgsmål. Ved at lægge disse sammen får vi i alt 18.073 respondenter.

Parti	Stemmeafgivning	Procent	Meningsmåling	Differens
A: Socialdemokraterne	4.561	25,2%	28,4%	-3,2
B: Det Radikale Venstre	996	5,5%	6,4%	-0,9
C: Det Konservative Folkeparti	1.086	6,0%	6,3%	-0,3
F: Socialistisk Folkeparti	3.340	18,5%	13,8%	4,7
O: Dansk Folkeparti	1.799	10,0%	13,7%	-3,7
V: Venstre	2.070	11,5%	22,8%	-11,3
I: Liberal Alliance	1.951	10,8%	4,3%	6,5
Ø: Enhedslisten	2.270	12,6%	3,6%	9
I alt	18.073	100,1%	99,3%[1]	0,8

Tabel 2: Facebook Spørgsmål tilkendegivelser omkring hvilket parti man vil stemme på i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er tilfældet (igen), at Det Konservative Folkeparti ligger tættest på virkeligheden, dog med en større opbakning i meningsmålingerne end på Facebook Spørgsmål. I denne sammenhæng er standardafvigelsen 6,5, og dermed tættere på 0 end ved. partisiderne.

Den sidste tilkendegivelsesform er partilederne. Alle partiers ledere har deres egen side som man kan »synes godt om«. Der er i forhold til denne tilkendegivelsesform meget stor spændevidde i forhold fra den partileder med færrest tilhængere (Lars Barfoed, 2.160) til den med flest (Helle Thorning-Schmidt, 105.243).

Parti	“Synes godt om”	Procent	Meningsmåling	Differens
A: Helle Thorning-Schmidt	105.243	34,8%	28,4%	6,4
B: Margrethe Vestager	14.005	4,6%	6,4%	-1,8
C: Lars Barfoed	2.160	0,7%	6,3%	-5,6
F: Villy Søvndal	89.493	29,6%	13,8%	15,8
O: Pia Kjærsgaard	14.944	4,9%	13,7%	-8,8
V: Lars Løkke Rasmussen	53.762	17,8%	22,8%	-5
I: Anders Samuelsen	2.714	0,9%	4,3%	-3,4
Ø: Johanne Schmidt-Nielsen	20.526	6,8%	3,6%	3,2
I alt	302.847	100,1%	99,3%[1]	0,8

Tabel 3: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partiledere i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er det for en gangs skyld ikke Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti der har den mindste differens, men derimod Margrethe Vestager og De Radikale. Standardafvigelsen er ved differensen mellem opbakningen til partilederne og partiernes tilknytning i meningsmålingerne på 8,0.

Overordnet viser mine data, at det er de besvarede spørgsmål på Facebook Spørgsmål der harmonerer mest med meningsmålingerne, dernæst partileder-tilkendegivelser og så til sidst partisider-tilkendegivelser. En standardafvigelse på 6,5 er på mange måder alt for højt til, at facebook er repræsentativt i forhold til den population meningsmålingerne opererer med. En øget repræsentativitet vil dog kunne forekomme ved øget stratifikation.

Der er et hav af problematikker der melder sig, når man undersøger partiernes opbakning i forhold til meningsmålingerne. For det første en grad af usikkerhed forbundet med forskellen mellem dem forårsaget af variationer i begge. For det andet er det, og det må blive den note der er vigtig at fremhæve er, ikke en repræsentativ andel af den danske vælgerbefolkning, der synes godt om politikere og partier på facebook – eller angiver hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag/morgen.

Den mindre analyse jeg refererer til øverst i indlægget indledes med: »Internettet herunder netaviser, Youtube, Twitter og ikke mindst Facebook vil utvivlsomt have en hidtil uset stor rolle i valget år 2011.«. Jeg har tidligere udtrykt min tvivl omkring dette, men ikke desto mindre bliver det utroligt spændende at se nærmere på, hvilken betydning af sådanne medier og platforme, vil få i fremtiden.

For at opsummere, er der ingen tilkendegivelsesform på facebook hvor resultatet tilfredsstillende matcher meningsmålingerne. Højreorienterede vælgere har derfor ingen grund til at være direkte bekymrede for det store flertal, at den mindre analyse giver, til de røde partier. Specielt vil et parti som Dansk Folkeparti alt andet lige have større politisk opbakning ved valg, end på facebook. Uanset hvilken tilkendegivelsesform man kigger på, har Dansk Folkeparti en lavere opbakning der, end i meningsmålingerne, hvilket næppe kan være den store overraskelse.

——————-
[1] Kristendemokraterne er ikke medtaget her, hvorfor at den procentvise kumulerede andel ikke giver 100%.
[2] De to spørgsmål der er medtaget er: Hvilket parti ville du stemme på hvis der valg i dag? & Hvilket parti ville du stemme på hvis der var valg i morgen?

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.

Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

På Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

På JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.

Lars Løkkes monster under sengen

Som barn kunne man i ny og næ forfalde til den opfattelse, at der under ens seng befandt sig et splittergalt og farligt monster, der gjorde, at man var tvunget til at kigge under sengen, før at man igen kunne finde ro i sindet og sove. Som altid var monsteret dog bare fuldkomment illusorisk. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er bange for, at han har skabt et monster. Et monster der, hvis han gad tage sig den frihed at kigge de rigtige steder, dog er lige så illusorisk som et barns fantasimonstre.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i dag på Copenhagen Business School, at den politiske debat præges af proces frem for substans. Ordene der lød er som skrevet:

”Der har været en tendens til, at den måde politik blev dækket på og den måde politik blev italesat på, har handlet om personer og processer. Måske er det et monster, vi selv har skabt. Når man tænker på, hvad der er ansat af medierådgivere og spindoktorer, ikke bare i regeringen men også i oppositionen og på kommunekontorerne, så har vi selv opfostret en helt ny branche. Jeg vil meget gerne have, at politik kommer til at handle om substans, fordi det har Danmark brug for.”

Her har vi m.a.o. en statsminister der som den voksne står frem og tager ansvar. ”Måske er det et monster vi selv har skabt”! Værd at bide mærke i er det dog, at oppositionen også lige bliver gjort til medskyldig i forsvarstalen. Lidt a la den uartige knægt der skal forsvare sit æblerov med ”Jamen det var ikke kun mig!”. Når at Lars Løkke taler om et ”vi” i forhold til at have skabt en negativ udvikling, er det altså ikke ”vi” som i ham og hans rådgivere, men hele den samlede stab af medierådgivere og spindoktorer i alle tænkelige organisationer. Er det ikke Piet Hein der har sagt ”Når to deler et ansvar bliver det kun 1 procent til hver.”?

Er der så kommet en nøgtern kritik af statsministeren som ligger til grund for denne ”selvkritiske” erkendelse? Umiddelbart ikke, og måske snarere tværtimod. Svaret kom på et spørgsmål fra en studerende, og ikke fra tre forskere på Syddansk Universitet. Men hov, hvorfor nævner jeg nu tre forskere fra SDU? Jo, dette fordi at tre forskere fra Center for Journalistik på Institut for Statskundskab, har lavet en undersøgelse, hvor konklusionen bliver givet i en analyse på politiken.dk:

”Samlet set er vi altså ikke vidner til en mediedækning, der klart bevæger sig hen imod mere procesjournalistik. På nogle områder ser vi en stigning fra valgkamp til valgkamp, på andre områder et fald.

Det bør endvidere påpeges, at såfremt en stigning kan findes, er der også positive aspekter ved, at medierne bruger en del af deres spalteplads og sendeflade på at forklare borgerne om det politiske spil. For ikke al politik handler jo om indhold. Mediedækningen er altså bedre end sit rygte.”

For at opsummere kan man derfor sige det sådan at der ikke er skabt et monster. Og hvis der var skabt noget, kunne det måske have mere karakter af en vagthund end et monster. Når at Lars Løkke på denne måde proklamerer, at der er skabt et monster, er det selvfølgelig ikke for at sige at han er problemet, men derimod løsningen jf. det første citat.

I stedet for at bidrage til den opfattelse, at det hele bare handler om proces og lort og lagkage, ville det måske hjælpe at kigge de rigtige steder, for at se, om der virkelig er et monster, eller om det bare er ens opfattelse.