Erik Gahner Larsen

Går de Konservative ind for skattelettelser?

Går Det Konservative Folkeparti ind for skattelettelser? De fleste danskere vil næppe vide hvad svaret er på dette spørgsmål. Og med rette. I dette indlæg vil jeg for alle de interesserede læsere demystificere de Konservatives holdning til spørgsmålet om de kontroversielle skattelettelser.

Det kan være svært at forholde sig til udmeldinger fra de Konservative. Det synes at være alt efter hvordan vinden blæser den pågældende dag, at en eller anden ordfører har en tilfældig holdning til hvorvidt skattelettelser er noget man kan få ved at stemme på de Konservative. Det viser sig dog, at hvis vi skal sige noget generelt om de Konservatives holdning til skattelettelser, må vi se på relationen til Venstre.

De Konservative og Venstre har siddet i regering i små 10 år, og det har da ikke været nogen dans på roser hele vejen. Når dette er sagt skal det siges, at det alt i alt er gået meget godt. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen gjorde det fint – og alle var glade. Verden er dog en anden i dag. Liberal Alliance er kommet til og der sidder nye partiformænd (Løkke i stedet for Fogh og Espersen Barfoed i stedet for Bendtsen).

Hvilket svar kan du så forvente, hvis du spørger en ordfører fra de Konservative om deres holdning til skattelettelser? Det afhænger af én ting: Hvor langt væk at den ordfører fra De Konservative du spørger, er fra nærmeste toppolitiker fra Venstre. Hvis du har at gøre med en ganske almindelig ordfører fra de Konservative, vil du kunne forvente, at skattelettelserne er lige rundt om hjørnet. Hvis du spørger de i Det Konservative Folkeparti der gennemfører reelle forhandlinger med Venstre, er skattelettelser ikke noget der er det vigtigste i verden.

lineær funktion

Ovenstående graf viser dette forhold. På X-aksen har vi afstanden til nærmeste toppolitiker fra Venstre. På Y-aksen har vi graden af, hvor åben den Konservative politiker er til spørgsmålet om skattelettelser.

Lad os tage et eksempel. Den 5. juni melder flere fremtrædende politikere fra de Konservative ud, at vi skal have skattelettelser. Charlotte Dyremose udtaler sågar: »Jeg vil intet mindre end udstede en garanti for, at hvis vælgerne genvælger mig, så vil jeg arbejde aktivt for yderligere skattelettelser i næste valgperiode.«. Kan man så forvente, at de Konservative har denne holdning som parti? Desværre ikke. Spørger man partiets formand – som er en af dem der skal føre forhandlingerne med Venstre, når mulighederne for skattelettelser er der, er skattelettelser ikke et krav.

Selvfølgelig går de Konservative ind for skattelettelser. Det ved alle. Eller, jeg ved det sgu ikke. Hvis de gør, manifesterer det sig i hvert fald på ingen måde i den førte politik. I tilfældet de Konservative er der nok mest af alt tale om borgerlige stemmer der svigter.

Går de Konservative så ind for skattelettelser? Det er næppe mange der stemmer på Det Konservative Folkeparti, som er tilfredse med det nuværende skattetryk, så et oplagt svar vil være, at de går ind for skattelettelser. Virkeligheden synes dog at være lidt anderledes. Måske ville det bedste for de Konservative være at miste regeringsmagten ved næste valg og de dertilhørende ministerbiler, så de kan stå lidt på egne ben igen?

Hermed vil jeg slutte dette indlæg med en opfordring til de Konservative politikere om, at melde klart ud, hvad de egentlig kræver af et samarbejde med Venstre – og indtil da, så kan konservative vælgere jo stemme på et parti, de ved hvad står for.

Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.