Medierne holder mest med ingen

Ifølge denne nyhed på b.dk synes hver tredje dansker, at dagblade og andre nyhedsmedier begunstiger regeringsfløjen i dansk politik. Jeg har et par enkelte kommentarer til den pågældende undersøgelse lavet af Megafon for Politiken og TV2.

For det første har den enkelte dansker ikke en kinamands chance for at give en nøgtern vurdering af mediernes eventuelle politiske bias. Det er helt naturligt. Man kan ikke forvente at en almindelig avislæser skal kunne dette. Tværtimod. Hvad man derimod kan forvente er, at mange socialdemokrater, nu hvor Henrik Sass Larsen har sagt det, pudsigt nok også synes, at der er en skævvridning der falder ud til blå bloks fordel. Kan det tænkes, at der er en meget stor sammenhæng mellem politisk observans og ens holdning til hvem medierne holder mest med? Jeg finder det plausibelt.

For det andet er det 31% der siger at medierne favoriserer blå blok, og 15% der siger, at medierne favoriserer rød blok. Ville en lige så passende konklusion ikke være, at et flertal ikke synes at medierne holder med hverken rød eller blå blok?

For det tredje er der ingen undersøgelser der taler for, at nyhedsdækningen i Danmark er politisk farvet. Og hvis nogen skal fortælle mig andet, ser jeg gerne at det er en undersøgelse der har gjort brug af en mere systematisk metode, end en med et repræsentativt udsnit af danskernes holdning, foretaget i kølvandet på en politikers udmelding om at dagbladene er blå.

Jeg siger ikke, at der kan være noget om konklusionen, men når man tænker på hvor venstreorienterede journalisterne er i forhold til den generelle befolkning, og hvor dårligt mange højreorienterede politikere klarer sig i mediernes rampelys, har jeg svært ved at forestille mig at der skulle være nogen nævneværdig hjælp fra medierne til blå blok.

Overskriften på nyheden er ”Måling: Medierne holder mest med blå blok”. Jeg er på ingen måde overbevist om, at medierne holder mest med blå blok. Jeg tror mere på ideen om, at journalisterne et eller andet sted er så fagligt bevidste og nuancerede i deres tilgang til deres fag, at de holder mest med ingen.

Lars Løkkes monster under sengen

Som barn kunne man i ny og næ forfalde til den opfattelse, at der under ens seng befandt sig et splittergalt og farligt monster, der gjorde, at man var tvunget til at kigge under sengen, før at man igen kunne finde ro i sindet og sove. Som altid var monsteret dog bare fuldkomment illusorisk. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er bange for, at han har skabt et monster. Et monster der, hvis han gad tage sig den frihed at kigge de rigtige steder, dog er lige så illusorisk som et barns fantasimonstre.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i dag på Copenhagen Business School, at den politiske debat præges af proces frem for substans. Ordene der lød er som skrevet:

”Der har været en tendens til, at den måde politik blev dækket på og den måde politik blev italesat på, har handlet om personer og processer. Måske er det et monster, vi selv har skabt. Når man tænker på, hvad der er ansat af medierådgivere og spindoktorer, ikke bare i regeringen men også i oppositionen og på kommunekontorerne, så har vi selv opfostret en helt ny branche. Jeg vil meget gerne have, at politik kommer til at handle om substans, fordi det har Danmark brug for.”

Her har vi m.a.o. en statsminister der som den voksne står frem og tager ansvar. ”Måske er det et monster vi selv har skabt”! Værd at bide mærke i er det dog, at oppositionen også lige bliver gjort til medskyldig i forsvarstalen. Lidt a la den uartige knægt der skal forsvare sit æblerov med ”Jamen det var ikke kun mig!”. Når at Lars Løkke taler om et ”vi” i forhold til at have skabt en negativ udvikling, er det altså ikke ”vi” som i ham og hans rådgivere, men hele den samlede stab af medierådgivere og spindoktorer i alle tænkelige organisationer. Er det ikke Piet Hein der har sagt ”Når to deler et ansvar bliver det kun 1 procent til hver.”?

Er der så kommet en nøgtern kritik af statsministeren som ligger til grund for denne ”selvkritiske” erkendelse? Umiddelbart ikke, og måske snarere tværtimod. Svaret kom på et spørgsmål fra en studerende, og ikke fra tre forskere på Syddansk Universitet. Men hov, hvorfor nævner jeg nu tre forskere fra SDU? Jo, dette fordi at tre forskere fra Center for Journalistik på Institut for Statskundskab, har lavet en undersøgelse, hvor konklusionen bliver givet i en analyse på politiken.dk:

”Samlet set er vi altså ikke vidner til en mediedækning, der klart bevæger sig hen imod mere procesjournalistik. På nogle områder ser vi en stigning fra valgkamp til valgkamp, på andre områder et fald.

Det bør endvidere påpeges, at såfremt en stigning kan findes, er der også positive aspekter ved, at medierne bruger en del af deres spalteplads og sendeflade på at forklare borgerne om det politiske spil. For ikke al politik handler jo om indhold. Mediedækningen er altså bedre end sit rygte.”

For at opsummere kan man derfor sige det sådan at der ikke er skabt et monster. Og hvis der var skabt noget, kunne det måske have mere karakter af en vagthund end et monster. Når at Lars Løkke på denne måde proklamerer, at der er skabt et monster, er det selvfølgelig ikke for at sige at han er problemet, men derimod løsningen jf. det første citat.

I stedet for at bidrage til den opfattelse, at det hele bare handler om proces og lort og lagkage, ville det måske hjælpe at kigge de rigtige steder, for at se, om der virkelig er et monster, eller om det bare er ens opfattelse.

Rekordmange sættes på gaden – hvem har ansvaret?

Det hænder at DRs TV-Avisen laver indslag, jeg ikke helt kan se logikken i. Dertil kommer, at jeg i det hele taget ikke kan se logikken i at have DR. I aftenens udgave af 18.30-nyhederne var der så endnu et indslag, som jeg desværre heller ikke helt kunne se logikken i. Det handlede om folk der bliver smidt på gaden, fordi at de ganske enkelt ikke har råd til at betale deres regninger.

Indslaget, som kan ses her (50 sekunder inde, første indslag), giver regeringen ansvaret for det stigende antal af mennesker der smides på gaden, qua at førstnævnte ved en tidligere lejlighed har sagt, at kurven skal vendes. I den anledning, og i forlængelse af indslaget, interviewes socialminister Benedikte Kjær, hvor at værten, Klaus Bundgård Povlsen, taler direkte om ”jeres ansvar”, med henvisning til regeringens manglende indgriben.

I interviewet kommer Benedikte Kjær ind på noget der er så sandt som det er sagt, og kun fortjener gentagelse. Hun taler om det væsentlige i at se på, hvem det er der bliver smidt på gaden – og hvorfor. Her refererer hun til en undersøgelse der viser, at mange af dem der bliver smidt på gaden, ingen uddannelse har, 40% er lønmodtagere, men har svært ved at få økonomien til at hænge sammen – og halvdelen af dem der bliver smidt på gaden, har sågar ikke engang taget sig den frihed at søge boligstøtte!

Problemet er i bund og grund derfor ikke, at det er umuligt at finde et sted at bo. Problemet er, at man har en levestandard der ikke harmonerer med ens udgifter til lejlighed/bolig. Det er simpel økonomi. Man har et budget, en budgetrestriktion, som sætter rammerne for, hvor meget og hvad man kan forbruge af goder. Det kan og bør vel af gode grunde ikke være statens (eller regeringens) ansvar, at opretholde en levestandard der giver råd til den lejlighed man ønsker at bo i.

Der er ingen tvivl om, at vinklingen på indslaget er problemer med økonomien som primærforklaring på boligproblemet. Problemet kan i bund og grund derfor kortes ned til (hvis regeringen har ansvaret), at staten ikke har givet penge nok til dem der bliver smidt på gaden. Indslaget tager udgangspunkt i Kecia Heidemann, der endelig har fået tag over hovedet igen, efter at have været boligløs. Hendes problemer er helt klart økonomiske, for som hun siger: Jeg er bare bange for, at når der kommer en varmeregning – at jeg ikke kan betale den.

Kecia, der er kontanthjælpsmodtager, giver kameramanden en rundvisning i hendes nye lejlighed, og viser de “små gange og små toiletter”, som hun nu må leve med. Som hun ligeledes fortæller, er det nødvendigt at være småkreativ, for at få det hele til at hænge sammen. Ved at dvale lidt ved hendes situation har jeg dog svært ved at tro på, at Kecia Heidermann er ret kreativ. For i indslaget ser vi ligeledes at fladskærms-TV’et er på plads, katten ligger lunt og godt på gulvtæppet, og lur mig ikke, om hun i det hele taget lever ret godt. Kigger man på hendes facebook-profil kan man ligeledes se, at hun er ryger, er medlem af FitnessWorld m.v. Alt sammen noget man snildt kunne være lidt kreativ omkring, og vælge at prioritere varmeregningen frem for endnu en pakke smøger. Nuvel, jeg skal ikke gøre mig til dommer over andres liv og hvordan de lever dette, men det er og bliver ingen menneskeret at have nævnte.

Hvorfor stiller journalisten ikke så meget som ét kritisk spørgsmål omkring dette? Har hun ikke et ansvar for at tage vare på sig selv og sørge for at have et sted at bo? Hvis så mange andre danskere kan være på kontanthjælp og blive boende i deres hjem, hvorfor kan hun så ikke? Er det overhovedet statens opgave at opretholde hendes levestandard? Skal regeringen stå til ansvar?

Noget kunne tyde på, at vi bare ser en ny trend i medierne. Vi har blot at gøre med det nemme indslag der let lader sig producere vha. såkaldte professionelle fattige som Heidi Astrup og Bettina Larsen (hvornår mon vi ser den første mand?), hvor at journalisten bevidst eller ubevidst udelader de kritiske spørgsmål. Måske i frygt for at det vil få indslaget til at falde til jorden.

Til Kecia Heidemann skal der blot lyde et lille råd: Hvis ingen tager ansvaret for dig og dit liv, er det måske et vink med en vognstang om, at du skal tage lidt ansvar selv.

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.