Erik Gahner Larsen

International politisk økonomi og det normative spørgsmål om det normative spørgsmål

1. Indledning
I tider med økonomiske kriser bliver det klart, at økonomi og politik hænger sammen (Jackson & Sørensen 2007: 180). Hvordan dette forhold er mellem økonomi og politik, er der flere forskellige bud på. Dette bunder i, at der helt fundamentalt i international politik ikke kun findes én måde at studere verden på (Smith 2009: 3). Fokuserer man på international politisk økonomi (herefter IPØ), møder man ligeledes ikke én teori, men flere forskellige perspektiver, der siger noget om forholdet mellem teori og praksis – og økonomi og politik.

Nærværende besvarelse vil fokusere på to teorier omkring IPØ, den liberale og den merkantilistiske. Dette vil ske ved at sammenligne deres logikker, aktørperspektiver m.v., for derefter at se på, hvilke implikationer dette har for, hvordan de respektive teorier hver især ser på national økonomisk politik. Her forstået som de mulighedssfærer teorierne overlader til staterne i forbindelse med, at skulle varetage spørgsmål af nationaløkonomisk karakter. De tre IPØ teorier, de to nævnte og marxisme, er som andre tilgange udviklet sidenhen, og diskuteres i den fjerde debat, hvor spørgsmål af videnskabsfilosofisk karakter er aktuelle. Videnskabelige idealer, alt efter hvordan disse udledes, rejser også spørgsmål omkring de normative aspekter af international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin.

Dette vil jeg derfor tage op i besvarelsens sidste del, hvor nødvendigheden af normative aspekter af international politik vil blive diskuteret ved inddragelsen af 1) aspekter af normativ IP teori og betydningen for positiv IP teori og 2) elementer af Leo Strauss’ kritik af en udelukkende positivistisk samfundsvidenskab. Grundet besvarelsens omfang vil jeg af ressourcemæssige årsager foretage den afgræsning, ikke at fokusere eksplicit på globaliseringsdebatter og globaliseringens betydning for teorierne, velvidende at globaliseringen er bundet op på økonomi og har gjort IPØ mere relevant og vigtigt.

2. Sammenligning af liberalisme og merkantilisme
Liberalisme og merkantilisme er to af de traditionelle tilgange til at se på IPØ, der hver især repræsenterer deres perspektiv på globale økonomiske relationer og hvad staternes rolle er i forhold til disse. Jeg vil her først og fremmest sammenligne de to teorier, for derefter i næste sektion, at redegøre for de implikationer teorierne har for national økonomisk politik.

Liberalismen bygger på den logik, at et frit marked først og fremmest er mest efficient, men også moralsk at foretrække. Frihandel og kapitalens fri bevægelighed giver komparative fordele og en mest effektiv fordeling af goder og services i verdensøkonomien (Woods 2007: 332). Ideen er, at økonomien bygger på sine egne mekanismer og love, og økonomien vil derfor fungere spontant i overensstemmelse med disse (Jackson & Sørensen 2007: 184). Der opnås så orden gennem den usynlige hånd, når at der opstår konkurrence på den globale markedsplads (Woods 2007: 333). Overordnet bygger det derfor på den logik, at økonomi og politik så vidt muligt bør adskilles, så ordenen i størst muligt omfang, kan skabes på markedet.

Merkantilismen ser mere politisk på økonomi, og ser verdensøkonomien som en arena for konkurrerende stater, der forsøger at maksimere deres relative styrke og magt (Woods 2007: 333). Det der dermed kendetegner merkantilismen er, at politik er styrende for økonomi, hvor at sidstnævnte er underlagt det primære mål, nemlig at øge statens magt (Jackson & Sørensen 2007: 182). Det er derfor heller ikke den frie hånd og markedskræfterne der skaber ordenen. De stater der har mest magt definerer grænserne for systemet og reglerne gennem alliancer, hegemoni og magtbalance (Woods 2007: 333).

Sammenligner man derfor de to teorier, vil man se to vidt forskellige perspektiver på økonomiens væsen og økonomiske relationer. Hvor at liberalismen i spilteoretiske termer ser økonomien som et plussumsspil, ser merkantilismen det som et nulsumsspil. Hvor at politik er afgørende i relationen mellem politik og økonomi i merkantilismen, er økonomien mere selvstændig i liberalismen.

Ovenstående gør også, at alt efter hvilke teorier vi vælger at se på forholdet mellem økonomi og politik med i international politik, vil det have forskellige implikationer for national økonomisk politik og målet med denne. Dette vil jeg redegøre for i næste afsnit, hvor jeg vil se nærmere på implikationerne for national økonomisk politik, forstået som den rolle og de præferencer stater har jf. de pågældende teorier.

3. Implikationerne for national økonomisk politik
Liberalisternes og merkantilisternes teorier har forskellige implikationer for national økonomisk politik. Først og fremmest afviser liberalisterne merkantilisternes perspektiv på staten som den centrale aktør når det kommer til økonomiske spørgsmål (Jackson & Sørensen 2007: 185).

Ser vi først på liberalisterne, er det ikke tilfældet, at der ikke skal være nogen stat, hvad nogen vil kunne være foranlediget til at tro. Der skal være en stat, men dennes opgave er primært at sikre en glidende og så relativt få begrænsninger for markedet som muligt (Woods 2007: 332). Den liberale teori har m.a.o. den implikation for den nationale økonomiske politik, at staten kun skal sikre det minimale fundament der skal til, for at markedet kan fungere effektivt (Jackson & Sørensen 2007: 185).

Den merkantilistiske teori ser staten som den primære aktør i forhold til økonomien, og økonomisk aktivitet skal ses i en større kontekst hvor man ønsker at maksimere statens magt. Staten har jf. merkantilismen derfor et større råderum end i liberalismen, hvor handelsprotektionisme, subsidier og selektive investeringer i indenrigspolitiske anliggender er blandt de redskaber staten har til rådighed (Woods 2007: 333).

De to teorier giver hver deres idealtype, og man vil derfor sjældent kunne finde gennemførte liberalister eller merkantilister. For at opsummere, så gør teorierne nogle specifikke antagelser omkring sammenhængen mellem økonomien og det politiske, som hver især har konsekvenser for national økonomisk politik, og hvordan denne bør bedrives.

4. Normative spørgsmål i international politik
I forhold til de gennemgåede teorier, bliver spørgsmål som hvilke præferencer aktørerne har, og hvordan vi bedst kan beskrive aktørernes handlinger, relevante. I forhold til dette, er metodiske overvejelser aktuelle, der i dag deler teorierne i IPØ (Woods 2007: 335). Dette har også været med ambitioner om at leve op til krav om at være en videnskabelig disciplin og udvikle teorierne derefter. Efter den Kolde Krig afslutning og Sovjetunionens fald, er der kommet et større fokus på normative spørgsmål i henhold til neoliberalismens sejr og kritik af dens konsekvenser (Dickins 2006: 481). Nyere teoretiseren inden for IPE er dog inspireret af neoklassisk økonomi og dens metodologiske individualisme (Jackson & Sørensen 2007: 219). Her har specielt Rational Choice teorien haft meget forklaringskraft, hvor Dickins (2006) beskriver udfordringen for den slags teori i forhold til normative spørgsmål i IPE:

“While Ratiosaurs have advanced on the empirical instrumental questions of governance with their formidable armoury of analytical tools, they are less adapted to tackle these normative questions regarding the legitimacy or purposes of global governance.” (Dickins 2006: 482).

Dette rejser derfor spørgsmål om, hvorvidt international politik (herunder også IPØ) som en samfundsvidenskabelig disciplin, skal bevæge sig væk fra at beskrive hvordan international politik bør foregå, og udelukkende beskrive hvordan international politik er. Jeg vil i denne sektion diskutere, hvorvidt international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin udelukkende skal bestræbe sig efter at være positiv, eller også være normativ. Overordnet vil jeg diskutere den præmis der lyder, at samfundsvidenskaben kun skal forholde sig til hvordan international politik foregår.

Jeg ser det som selvindlysende at videnskab i ordets fulde betydning, bør indsamle systematisk viden omkring det pågældende genstandsfelt, og diskussionen vil derfor ikke centrere sig omkring vigtigheden af dette. Man kan overordnet først og fremmest argumentere for, at positiv viden fortæller os om hvordan vi kan manipulere verden, men en helt anden slags viden er nødvendig, når formålene med nævnte manipulation skal ekspliciteres (Brown 2002: 12).

Det spørgsmål der så rejser sig er, hvorvidt denne slags viden bør være en del af international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin. Der kan argumenteres stærkt for, at international politik bør tilstræbe objektivitet, forklare og forstå verden, og så vidt muligt mindske den normative bias. Teorier skal m.a.o. ikke være baseret på subjektive vurderinger og se bort fra at prøve at afdække kausalsammenhænge, men ingen teori er blottet for værdier. I dette tilfælde, er værdierne implicitte.

Hvis vi starter med at se på de områder som er en del af international politiks genstandsfelt, får vi et godt fundament til at kunne diskutere ”bør”-udsagnenes relevans i IP. Områder som (retfærdig) krig, fred, orden, suverænitet, (menneske)rettigheder, global retfærdighed, intervention, velfærd i IPØ etc., er alle områder der i en eller anden forstand bygger på nogle normative præmisser, eller om ikke andet den forudsætning, at vi kan diskutere normative spørgsmål.

Hvis vi taler om retfærdig krig, er der også noget, der ikke er retfærdig krig, og dermed noget som man ikke bør gøre – og noget man bør gøre. Såfremt at man ser formålet med international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin, at afdække hvordan international politik foregår, og ikke vil foregå, afskriver man sig en række forskningsområder, der i værste fald kan være at smide barnet ud med badevandet. Dertil kommer, at den normative del af international politik, kan hjælpe med at inkludere værdier i forhold til de ’facts’ der studeres, der definerer hvem vi er og påvirker vores adfærd (Erskine 2009: 42).

Et er at diskutere hvilke dele af international politik der ville forsvinde, hvis man gav disciplinen et positivistisk syrebad. Noget helt andet er at diskutere, om det overhovedet er muligt, at have en samfundsvidenskab, der udelukkende er positiv. Leo Strauss (1959) argumenterer for, at en samfundsvidenskabelig disciplin må argumentere for hvilke ting der er politiske, og hvilke der ikke er politiske (Strauss 1959: 22). Dette bunder i, at vi må forholde os til, hvad der er politisk, som er defineret ud fra samfundet og dets formål.

Når grøn teori bruges til at studere international politik, er det ikke udelukkende pga., at man har fundet en videnskabelig disciplin der kan forklare hvordan verden er. Der er også nogle normative antagelser, der ligger til grund for bl.a. ens fokus. De objektive svar vi får givet de givne teorier vi bruger, får deres mening fra de subjektive spørgsmål (Strauss 1959: 26).

Dem der advokerer for, at international politik udelukkende bør forholde sig til, hvordan tingene foregår og vil foregå, og ikke hvordan de bør foregå, går måske ligefrem ind på det normative område. Spørgsmålet om hvorvidt normative spørgsmål skal være en del af IP, har måske selv karakter af at være et normativt spørgsmål, når man tager aktivt stilling til, hvad der skal fokuseres på. Man bedriver ikke positivistisk værdineutral videnskab, ved blot at undlade at overveje og/eller eksplicitere normative præmisser og værdier. Det er også her forklaringen til den mere eller mindre uelegante overskrift på besvarelsen skal findes. Kan man svare på spørgsmålet ”Skal normativ teori være en del af international politik?” og samtidigt være fuldstændig værdineutral?

Vi kan ikke se på international politik uden først at gøre os nogle konkrete antagelser om, hvilke fænomener vi kigger på og hvordan vi kigger på disse – samt hvilke fænomener vi ikke kigger på. Derfor er det på ingen måde altid klart, hvilke politologiske fænomener man skal have viden omkring:

”Political things are by their nature subject to approval and disapproval, to choice and rejection, to praise and blame.” (Strauss 1959: 12).

Det handler m.a.o. om nogle valg, hvorpå svarene ikke er givet på forhånd eller blot kan findes ved at kigge på verden som den foregår eller vil foregå. Hardcore foundationalister vil indvende, at vi kan adskille subjekt og objekt, og studere virkeligheden derefter, men det ændrer vel næppe på, at de forskningsspørgsmål der arbejdes med, ikke er determineret forud for forskningsarbejdet. En absolut og kategorisk distinktion mellem positiv og normativ teori til den enes fordel, vil næppe være at foretrække, og der kan af den grund argumenteres for, at der må være plads til begge, specielt i en samfundsvidenskabelig disciplin som international politik.

Tager vi fat i udgangspunktet for denne besvarelse, forholdet mellem politik og økonomi, som er aktuelt i IPE, er der mange økonomiske implikationer af de normative antagelser. Her bliver specielt ambitionen om at en positiv samfundsvidenskabelig disciplin skal kunne beskrive hvad der vil foregå, om end ikke alene meget svært, men også tilnærmelsesvist umuligt. Det kan sågar tænkes, at der ville være bestemte interesser forbundet med ønsket om at givne hændelser indtræffer.

Det kan være svært, om end ikke umuligt, at diskutere hvor meget normativt der er plads til i en samfundsvidenskabelig disciplin, og der kan argumenteres for, at denne grænse må forblive arbitrær og forblive åben til diskussion.

5. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse fokuseret på 1) en sammenligning af liberalismen og merkantilismen i IPØ, 2) beskrevet de to teoriers antagelsers implikationer for national økonomisk politik og 3) diskuteret hvorvidt international politik som samfundsvidenskabelig disciplin, udelukkende bør fokusere på at beskrive verden som den er, og om dette overhovedet er muligt uden at forholde sig til normative spørgsmål.

Det er muligt at bedrive positiv videnskab, men der vil altid være nogle normative antagelser, og disse aspekter forsvinder som sagt ikke ved, at man ignorerer disse. Det må derfor være anbefalelsesværdigt for enhver kohærent teori, at eksplicitere de normative antagelser ved en tilgang, ikke for at hæmme den systematiske forskning, men for at styrke den.

6. Litteraturliste
Brown, Chris (2002). Sovereignty, Rights, and Justice: International Political Theory Today. Cambridge: Polity Press.

Dickins, Amanda (2006). “The evolution of international political economy”, International Affairs 82(3): 479-492.

Erskine, Toni (2009). “Normative IR Theory”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 36-58.

Jackson, Robert & Georg Sørensen (2007). Introduction to International Relations – Theories and approaches. New York: Oxford University Press.

Smith, Steve (2009). “Introduction: Diversity and Disciplinarily in International Relations Theory”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 1-14.

Strauss, Leo (1959). What is Political Philosophy? And other Essays. Chicago: University of Chicago Press.

Woods, Ngarie (2007). “International Political Economy in an Age of Globalization”, i Baylis, J.; S. Smith & P. Owens (red), The Globalization of World Politics. An Introduction to International Relations. Oxford: Oxford University Press: 325-47.

Sorg, krigens ofre og hvad nekrologerne fortæller os

1. Indledning
En af de implikationer der er forbundet med krigsførelse, er ofre der bliver dræbt i kamp. En hvilken som helst krig er definitorisk afhængig af at der er nogen der er i krig mod andre, og at der er en identifikation i forhold til hvem man kæmper for og imod. Carl Schmitt har formuleret det således, at krigen følger af fjendskabet, altså dem man kæmper imod, da der er en værensmæssig negering af en anden væren (Schmitt 1932 [1963]: 63).

Denne forskel på liv bruger Judith Butler til at formulere en kritik af krig, der drejer sig om sorgens hierarki og framingen af vold (Zehfuss 2009: 420). Med udgangspunkt i dette undersøger Maja Zehfuss, hvordan at det britiske militærpersonel, dræbt i Operation TELIC i Irak, mindes og hvordan at der skrives nekrologer til vestlige døde, der dermed skaber en bestemt ramme som muliggør volden (ibid.).

Jeg vil i nærværende besvarelse analysere Zehfuss’ (2009) tekst. Først vil jeg redegøre for hvordan Zehfuss ser på sorgen og sorgens hierarki, hvorefter jeg vil komme nærmere ind på de antagelser der bliver gjort, for at kunne se på sorg ved at kigge på nekrologer. Dette vil jeg bruge til diskutere fjende-begrebet og til sidst diskutere hvad man kan konkludere på baggrund af nogle nekrologer fra en bestemt operation på et ministeriums hjemmeside.

2. Sorgen som afhængig variabel og social konstruktion
Der sørges ikke over alle drab i en krig med samme intensitet. Sorgen skal derfor ikke ses som noget absolut, men relationelt i forhold til hvem der sørges over. Potentialet for sorg og dyrkelsen af denne med nekrologer m.v. er afhængig af den dødes forhold til vesten. Zehfuss (2009) konkluderer, at “[t]he frame of Western lives versus non-Western non-lives is revealed not only in who gets an obituary and who does not, but also in how the Western lives in the obituaries are construed.” (Zehfuss 2009: 437).

Hvordan vi ser på sorgens mangfoldighed er af betydning fordi, at nogle liv er mere værd at sørge over end andre, og dermed mere værd at kæmpe for. Den måde vi ser på ikke-vestlige liv er dermed af betydning for muligheden for krig. Hvis der blev sørget over alle døde i en krig på en måde så sorgen blev klassificeret på samme niveau for alle, ville det udvande forskellen mellem os og dem og dermed have implikationer for krigen. Der er dermed en relation mellem den potentielle sorg for et liv og den grad af beskyttelse der gives dette liv (Zehfuss 2009: 421).

Vi bør derfor se sorgen som en social konstruktion. Zehfuss undersøger nekrologer på Forsvarsministeriet (Ministry of Defence) hjemmeside (http://www.mod.uk/) og ser hvordan at disse konstituerer en bestemt ramme der muliggør krigen (ibid.).

3. Sorg og nekrologer
Zehfuss er interesseret i hvordan sorgen er konstrueret gennem nekrologerne, og hvilke implikationer denne konstruktion har, og der er derfor tale om en konstruktivistisk epistemologi (Fearon & Wendt 2002: 57). Tilgangen er poststrukturalistisk i hendes fokus på konceptuelle og politiske praksisser der inkluderer nogen og ekskludere andre og hvordan disse fælles er konstrueret (Campbell 2009: 216).

De bagvedliggende antagelser er, at vi ved at se på nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside, kan eksplicitere noget generelt om de forhold der muliggør krigen. Nekrologerne tjener dermed et instrumentelt formål udover blot at informere om krigens faldne.

Nekrologerne skaber dermed en bestemt struktur og ramme for volden, og vi kan derfor ved at kigge på dem, læse mere end bare nekrologer. Nekrologerne er dermed strategisk formulerede, gerne så personlige som mulige, med informationer som navn, alder, opvækst, personlighed, familiens beskrivelse af afdøde, billede og sidst, men ikke mindst, beskrivelsen af afdødes kærlighed for den sag han/hun kæmpede for.

Når at der formuleres de meget personlige nekrologer for de vestlige (britiske) soldater, og langt fra lige så personlige nekrologer for muslimerne m.v. der dør i krigen, er det dermed ikke uden grund, men kan fortælle os noget om forudsætningerne for at føre krig, som kan bruges til en kritik af samme.

4. Fjendens funktion og forudsætningen for krig
Nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside er omfattende og meget personlige for de vestlige soldater der er døde i krigen. Fraværet af nekrologer fra den anden side, dem der kæmpes imod, er eklatant, og dette forhåbentlig ikke uden grund.

Det er først og fremmest umuligt at forestille sig en krig uden en distinktion mellem ven og fjende. Carl Schmitt så denne distinktionen som betingelsen for det politiske og dermed muligheden for krig. Sondringen mellem ven og fjende bliver dermed ”[…] at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation” (Schmitt 1932 [1963]: 61). Det er dermed en grundlæggende egenskab ved krigen og muligheden for denne, at man kan definere en fjende, og skabe en dissociation.

Det giver ingen reel mening, at man skal gøre noget som helst for at italesætte fjenden som var det vores nabo, da dette blot ville mindske den adskillelse der ville være mellem ven og fjende, og blot svække fællesskabsfølelsen blandt ”os”. I den henseende kan man godt argumentere for, at Butler og Zehfuss har en pointe i deres kritik af krigens væsen og asymmetrien i dyrkelsen af sorg som værende af betydning for muligheden af dyrkelsen af krig.

Hvis man kigger på krigen som den yderste intensitet af en given konflikt, hvor at skellet mellem ven og fjende er ikke alene defineret, men også en forudsætning for krigen, er kritikken af krigen som fremført konsistent.

5. Hvad fortæller nekrologerne (ikke)?
Zehfuss bruger en indholdsanalytisk metode hvor at hendes kodningsenhed er nekrologer der er på Forsvarsministeriets hjemmeside. Dette sætter nogle klare begrænsninger i forhold til hvad der kan konkluderes. Først og fremmest er Forsvarsministeriet langt fra det eneste sted at krigen og den dertilhørende sorg fremstilles.

Ved kun at kigge på en vestlig hjemmeside, er det yderst diskutabelt om man kan generalisere diversiteten i anskuelsen af sorg til at være et spørgsmål om vesten kontra ikke-vesten. Dette står klart i relation til den enhed som at Zehfuss analyserer. Ved at kigge på det britiske forsvarsministeriums hjemmeside, finder man af indlysende årsager nok heller ingen nekrologer for døde danskere, amerikanere eller rumænere der er faldet i krigen. Det kan godt være, at der argumenteres for, at dyrkelsen af sorgen eller mangel på samme rejser yderst stærke spørgsmål “about war between the West and the non-West” (Zehfuss 2009: 438), men det synes at være en fornuftig indvending, at datamaterialet taler mere om forholdet mellem briter og ikke-briter. Det kommer hurtigt til at lyde som en kritik af Vesten som værende tilnærmelsesvis imperialistisk i dens krigsførelse, hvad der ikke udelukkes, men måske bare formuleres på et for snævert empirisk grundlag.

Med al respekt for de motiver man kan tillade sig at tillægge de aktører der formulerer nekrologer, og de strukturelle og strategiske formål disse har, bør man ikke overse, at de allerhøjest nok forbliver et symptom. Våbnenes skud skal lyde før de døde falder. Det er ikke nekrologerne der skaber krigen, men krigen der skaber nekrologerne. Nekrologerne siger måske slet ikke så meget om forholdet til fjenden, men mere blot om hvor meget det betyder for den enhed der er i krig, at udvise sympati over for afdødes nærmeste.

Det er desuden værd at holde sig for øje, hvor meget at nekrologerne egentlig udskiller sig fra ”normale” nekrologer. Nekrologer har det med at være personlige, fortælle om afdødes passion(er), skæve sider etc., og det burde derfor intet under være, at det samme selvfølgelig er tilfældet for nekrologer på Forsvarsministeriets hjemmeside. Fraværet af personlige nekrologer fra andre end dem Forsvarsministeriet repræsenterer, er måske ikke så stor en gåde, når man udelukkende kigger på netop Forsvarsministeriets hjemmeside.

Det store spørgsmål man står tilbage med i en analyse af Zehfuss tekst er, om der overhovedet er noget nyt. Kritiske røster vil kunne plædere for, at det er common sense, at et Forsvarsministerium vil holde sig til at skrive nekrologer for de mennesker de i praksis repræsenterer. Det er korrekt, at der ikke skrives så lige personlige nekrologer for de døde irakere, men en sådan asymmetri mellem ”os” og ”dem” synes ikke at være noget nyt, snarere ville det være mærkeligt andet, hvis vi førte krig mod nogen der havde de specifikt samme egenskaber, motiver og adfærdsmønstre som os selv. Fjenden er en begrebsbestemmelse, og en det giver reel mening at kæmpe imod, og derfor ikke nødvendigvis sørge over i samme omfang som det fællesskab man kan identificere sig med.

6. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse fokuseret på sorgen og dennes kompleksitet i forhold til de ofre man har med at gøre i krigen. Det er ingen hemmelighed, at der er en forskel mellem hvordan man ser på krigens ofre, de døde, og at dette siger noget om krigens væsen, men at sige noget generelt om hvordan der ses på sorgen mellem Vesten og ikke-Vesten, er værd at undersøge nærmere.

Jeg vil mene, at det er diskutabelt om der på baggrund af den metodiske tilgang og de udvalgte cases, foreligger tilstrækkelig empiri til at kunne formulere en teori omkring forholdet mellem sorgens hierarki for Vesten og ikke-Vesten.

Nekrologerne er ikke en væsentlig del af krigen, og har på nuværende tidspunkt nok ikke været noget der med rette kan siges at have afgjort nogle krige, om end de dog, som Zehfuss demonstrerer, kan være symptomatiske og bruges til at undersøge relevante problemstillinger.

7. Litteraturliste
Campbell, David (2009). “Poststructuralism”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 213-237.

James Fearon & Alexander Wendt (2002). “Rationalism v. Constructivism”, i Carlsnaes, Walter et al. (red), Handbook of International Relations. SAGE Publications Ltd: 52-72.

Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).

Zehfuss, Maja (2009). “Hierarchies of Grief and the Possibility of War: Remembering UK Fatalities in Iraq”. Millennium – Journal of International Studies 38(2): 419-440.

Anmeldelse af Kenneth N. Waltz’ Realist Thought and Neorealist Theory

Indledning
Kenneth N. Waltz beskriver i paperet ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ (1990) den teoretiske divergens mellem realisme og neorealisme. Denne besvarelse vil først og fremmest redegøre for de væsentligste pointer der fremsættes og dernæst vurdere Waltz tanker og teoretiske udvikling af realismen til en kohærent teori.

Waltz (1990) begiver sig ikke ud i filosofiske first image diskussioner omkring menneskets natur, eller erklærer sig uenig med Hobbes, når Hobbes siger at menneskets liv i en naturtilstand ville være solitary, poor, nasty, brutish, and short (Hobbes 1651: 78). Artiklens formål er derimod at vise 4 vigtige områder, hvor at neorealismen bryder med realismen.

Jeg vil argumentere for, at Waltz har nogle vigtige pointer der gør at neorealismen står stærkt som en teori. Den ekspliciterer nogle antagelser der gør det muligt at forklare det outcome et system skaber. Ligeledes bidrager Waltz med en ny måde at se på international politik på rent videnskabeligt, og om ikke andet må neorealismens tilkomst ses som et bidrag til pluraliteten i forskellige måder at forklare og/eller forstå international politik på.

Lektien fra økonomi – udviklingen af en teoretisk videnskab
I det første afsnit i paperet argumenteres der for at kigge på den økonomiske videnskabs udvikling, der stod over for samme problematik som international politisk teori, hvor at økonomien først blev en teoretisk videnskab da man skabte et koncept om en økonomi der distancerede sig fra samfundet som det var en integreret del af (Waltz 1990: 22).

Teorien skulle ikke her kunne bruges til at forklare hele verdens beskaffenhed eller være et komplet billede af hvordan virkeligheden er. Teorier er derimod kunstige og, som Waltz formulerer det, intellektuelle konstruktioner, som vi bruger til at samle empiri og fortolke det (Waltz 1990: 22). Det at Waltz mener, er vigtigt, er en distinktion mellem teori og facts, da det kun er sådan at teorien kan bruges til at undersøge og fortolke fakta (ibid.).

Er international politik for komplekst til at være teoretisk?
Det store spørgsmål for Waltz er, om det er muligt at lave en teori der har international politik som sit genstandsfelt. Raymond Aron og Hans Morgenthau mente at dette var umuligt for international politik (Waltz 1990: 24). Arons store problem for international politik og en teori, er kompleksiteten. International politik er ganske enkelt alt for komplekst til at kunne blive teoretiseret på samme måde som økonomien. Waltz er ikke uenig med Aron i, at verden i almindelighed og international politik i særdeleshed er komplekst, men at teorien er en måde at forholde sig til kompleksiteten på. Her er det igen vigtigt at have sig for øje, at teorien ikke forsøger at indfange hele verdens kompleksitet, men derimod at filtrerer de dele af virkeligheden ud som man forholder sig til, for at kunne undersøge et bestemt domæne.

Ligeledes er det mere komplekst, når aktørerne ikke nødvendigvis kun har et motiv, og måske forskellige motiver. Waltz pointerer dog at teorien netop skal være simpel, og ikke indeholde alle mulige motiver ud over at bygge på et par få, simple antagelser.

Hvad gør teorien?
Teoriens formål og force ligger i muligheden for at isolere et bestemt domæne fra andre med henblik på at kunne beskæftige sig med dette intellektuelt (Waltz 1990: 29). Neorealismen udvikler en teori om et systems struktur hvilket afgrænser området for international politik og påvirker de interagerende enheder og det outcome de producerer (ibid.).

Teorien giver os dermed et klart defineret område at arbejde med. Ikke nødvendigvis alt, men teorier udelader en række ting, og der kan ikke tilføjes flere aspekter, uden at ændre teorien (Waltz 1990: 31).

Analogien til udviklingen af den økonomiske videnskab finder jeg adækvat. Dette fordi, at mange af de kritikpunkter der rettes mod mikroøkonomi og dets antagelser omkring det rationelle, egennyttemaksimerende aktør, også kan rettes mod Waltz forsøg på at lave en teori omkring international politik og outcome. Det synes derfor som et logisk udgangspunkt at have, for derefter at forholde sig til den kritik der har været fra realisterne omkring ideen om, at lave en teori omhandlende international politik.

Neorealismens fire brud med realismen
Som nævnt under indledningen mener Waltz at neorealismen bryder med realismen på 4 vigtige områder. Det ene, og vigtigste, er som nævnt ovenover, det ændrede teorisyn. På baggrund af dette udledes der tre andre. Det første er ændringen i forhold til kausale relationer. Aron, Morgenthau og andre realister forsøgte at forstå og forklare internationalt outcome ved at undersøge adfærden og interaktionen mellem stater og dem der styrede politikken (Waltz 1990: 33). Hertil kommer, at realismens tilgang primært er induktiv, hvor at neorealismen i højere omfang er deduktiv. Når en teori er deduktiv, er det klart defineret hvilke dele af virkeligheden man undersøger og tager ind i sine teoretiske konstruktioner. Teorien kan dermed ses som et slags briller der indstiller os på at se en bestemt del af virkeligheden. Omvendt kan den induktive tilgang have en mere eksplorativ karakter og give viden der kan hjælpe med at forstå et givent fænomen.

Neorealismen tolker også magt på en anden måde end realismen. Ved realismen, ses magt som et mål i sig selv (Waltz 1990: 35). Her argumenterer Waltz for, at de er relevant at se på systemet, da dette påvirker staterne, der søger sikkerhed ved at opnå en passende mængde magt (Waltz 1990: 36). Sidst nævnes, at neorealister ser stater som funktionelt ens. Dette vil sige, at stater fungerer som enheder. Neorealisterne giver dermed en teori der forklarer hvordan strukturerne påvirker adfærd og outcome.

Vurdering
Det er relevant at kigge på den kontekst at Waltz skriver i og skriver op imod. Han skriver op imod en periode med teoretisk stilstand. Han arbejder dermed ud fra ønsket om at have gode, simple teorier der kan forklare meget. Alternativt til dette kan man bestræbe sig på forstå og fortolke, hvilket ikke var Waltz intention.

Hvorvidt at Waltz er en gave til International Politik, altså studiet af international politik, kommer selvfølgelig an på ens epistemologi. Han imødegår de kritikere af IP der savnede en videnskabeliggørelse af feltet med det teoretiske.

Teorier afdækker et specielt område og relationerne mellem de inkluderede dele (Waltz 1990: 26). Noget Morgenthau og Aron ikke mente var muligt at skabe for det internationale politiske område (ibid.). Waltz kan m.a.o. ses som fortaler for en nomotetisk tilgang og forsøger dermed at trække international politik i en mere (natur)videnskabelig retning med fokus på at forklare. Der hvor at en god politisk teori formår at forklare en stor mængde af ensartede fænomener under vekslende konditioner (Ringsmose 2005: 24).

Waltz ser to konkurrenter til neorealismen; liberal institutionalisme og konstruktivisme, hvor at han ikke ser sidstnævnte som en teori (Waltz 2004: 5). Den liberale institutionalisme viser på mange måder en videnskabelig fordel i Waltz’ teori, netop at andre kan bruge de samme antagelser til at forholde sig til genstandsfeltet på.

Waltz’ teori passer godt ind i de videnskabelige strømninger i samfundsvidenskaberne, og på den måde formår Waltz’ at opfylde en række fundamentale krav for at blive anset som videnskabelig. Dette må alt andet lige ses som en fordel, at International Politik også kan blive genstandsfelt for teoridannelse. Diskutabelt er det selvfølgelig, om bipolære systemer der balancerer magt er de mest sikre, hvor at facts i høj grad kan sætte spørgsmålstegn ved dette.

Det er muligt at kritisere Waltz’ teori internt og eksternt. Jeg vil dog mene at kunne argumentere for, at man må kritisere teorien på dens egne præmisser. Man kan godt kritisere Waltz’ for ikke at indfange virkelighedens kompleksitet og give et realistisk billede af samme, men en sådan kritik vil virke forfejlet, da det netop ikke er Waltz’ intention.

Overordnet og opsummerende anser jeg Waltz’ tekst som værende en klar styrke i studiet af international politik. Han formår om ikke andet at stille nogle relevante spørgsmål og skabe nogle simple antagelser, der kan forklare meget. Dette må være et videnskabeligt mål, at kunne teoretisere virkelighedens kompleksitet med så få, simple antagelser som muligt, og have en så stor forklaringskraft ditto. Dette er også Waltz mål, da han gerne vil have gode, simple teorier. Han er m.a.o. ikke ude på at forstå eller fortolke, men at forklare.

Konklusion
Jeg har i nærværende besvarelse anmeldt Kenneth N. Waltz’ ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ fra 1990. Dette har jeg gjort ved at redegøre for de pointer Waltz’ fremdrager. Waltz argumenterer for, at neorealismen bryder med realismen på fire væsentlige punkter. Overordnet er det den teoretiske distancering fra den virkelighed der er forskningsobjektet, der skaber den teoretiske konstruktion, som gør det muligt at arbejde intellektuelt med det teoretisk afgrænsede felt.

Waltz beskriver, at den økonomiske videnskab stod over for den samme problematik som International Politik gjorde, og bruger dette som sit udgangspunkt for at beskrive, at det godt kan lade sig gøre at overkomme virkelighedens kompleksitet og lave teorier om samme, der kan hjælpe med at forklare denne. Jeg vurderer, at Waltz er en styrke i et videnskabsteoretisk perspektiv, ved at indføre en mere deduktiv tilgang, der giver en større bevidsthed omkring hvilke dele af kompleksiteten der undersøges, samt hvilke aktører der skal kigges på, samt hvordan kausalsammenhængen er i denne sammenhæng.

Litteraturliste
Hobbes, Thomas (1651). Leviathan. London.

Ringsmose, Jens (2005). ”Den fysikmisundelige og antikvaren – et essay om politologer og samtidshistorikere”, Metode og Data 91: 20-28.

Waltz, Kenneth N. (1990). “Realist Thought and Neorealist Theory”, Journal of International Affairs 44(1): 21-37.

Waltz, Kenneth N. (2004). “Neorealism: Confusions and Criticisms”, Journal of Politics and Society 15: 2-6.