I forbindelse med valgreformsafstemningen i Storbritannien tidligere på året, hvor valget stod mellem det eksisterende first-past-the-post system og alternative vote (AV) metoden, florerede der en vittighed på diverse sociale medier, der lyder: »Say no to AV. You get much better picture and sound quality with HDMI.«.

Vittigheden skal ikke tages for mere end hvad den er – altså en harmløs vittighed. Ikke desto mindre kan den bruges som et glimrende udgangspunkt, når vi skal diskutere, hvad der er galt med den offentlige debat i dagens Danmark. Allow me to elaborate my argument.

Afstemningen om valgreformen i Storbritannien er et fantastisk eksempel på en kamp om politiske magtressourcer. Den største fortaler for en ændring af systemet var Nick Clegg fra De Liberale, der, hvis Storbritannien havde haft det alternative system, havde fået intet mindre end 32 mandater mere ved valget i 2010.

Der hersker ingen tvivl omkring, at de store partier der ville miste magt hvis en valgreform blev en realitet, var og er de mest skeptiske over for en reformation af valgsystemet. Det er da også heri forklaringen findes på, hvorfor det generelt er svært at reformere valgsystemer. Den generelle pointe der eksemplificeres her er, at politiske institutioner skabes af folk med magt – for at beholde magten.

Den samme logik lader sig applicere på politiske institutioner mere generelt. Nogle vinder, andre taber. Institutioner afspejler magtforhold mellem divergerende interesser, og ikke altid i forhold til hvad der er mest effektivt. Dette faktum forsvinder ikke, blot fordi vi ignorerer det i den offentlige debat. Tværtimod. Spørgsmålet om politiske institutioners indretning vil derfor aldrig kunne blive reduceret til et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Om vi skal have en efterlønsordning eller ej, kan aldrig blive til et spørgsmål hvortil der er et neutralt, apolitisk svar. Og slet ikke et spørgsmål som simpelt kan besvares med henvisning til en ny rapport fra en tilfældig kommission.

Der kan sagtens være råd til en efterlønsordning. Der er bare nogen der skal betale for den. Der skal være nogle tabere. Det er udelukkende et spørgsmål om politiske prioriteringer. Intet mindre. I den offentlige debat formuleres der ofte argumenter der passende kan få prædikatet nødvendige reformer som fællesnævner. Den nødvendige reform findes bare ikke.

Overskriften på nærværende indlæg er identisk med en pressemeddelelse fra Enhedslisten, hvor Frank Aaen korrekt uddyber: »Regeringen kalder nye nedskæringer en nødvendighed, men reelt er der tale om et politisk valg«. Dette er så sandt som det er sagt. Der er ikke tale om andet end politiske valg. Selvfølgelig vil det give nogle penge på kontoen, men disse penge kunne selvfølgelig også være fundet andre steder på finansloven.

Det er ærgerligt, at der er så megen debat om hvad der er mest effektivt og hvad der er økonomisk nødvendigt for at opretholde ”vores” velfærdssamfund. Det fjerner ethvert fokus fra den direkte politiske konflikt der udspiller sig i forhold til institutionernes indretning, samt den underliggende politiske dynamik, der på ingen måde kan identificeres ud fra et økonomisk effektivitetsperspektiv. Den økonomiske debat omkring institutioners effektivitet fjerner dermed fokus fra en mindst lige så vigtig debat: Den politiske debat.

I vittigheden der indleder dette indlæg gives der et klart svar. HDMI er bedre end AV. Dette kan vi ikke på samme måde med politiske institutioner, med mindre vi kan eksplicitere nogle klare kriterier, vi vurderer institutionerne på baggrund af. Der vil dog altid være politiske interesser involveret i at kunne definere hvordan politiske strukturer skal vurderes. Netop dette faktum er da også det, der gør politik så fandens spændende! Det faktum, at det sgu ikke udelukkende handler om økonomisk effektivitet.