Mattias Tesfayes 10 teser

Der venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.