Hvad synes danskerne om den røde regering?

Det vrimler med meningsmålinger for tiden der på en eller anden måde skal vurdere noget den nye regering gør. Det lettere komiske aspekt er, at regeringen i bund og grund ikke har gjort noget endnu, andet end at tale om regeringsgrundlaget og udvalgt nogle ministre.

Derfor ser vi ret tynde meningsmålinger der handler om danskernes opfattelse af løftebrud, gætterier om hvordan det kommer til at gå og så videre. Alt sammen meningsmålinger der i bund og grund handler om ens opfattelse af den nye regering. Konklusionen er næppe noget der vil slå benene væk under dig, kære læser: Røde vælgere bakker i højere grad op om den røde regering end blå vælgere. Alligevel ser vi forsideartikel efter forsideartikel der bygger på det udgangspunkt.

Lad os tage et par eksempler, begge fra MetroXpress. I dagens udgave af MetroXpress finder man en artikel omhandlende, at danskerne er af den opfattelse, at den røde regering bliver »et dyrt bekendtskab«. For en problematisering af artiklens konklusion på baggrund af meningsmålingen, henviser jeg til dette indlæg. Det interessante i denne sammenhæng er, når man ser på hvordan ens opfattelse sandsynligvis er afhængig af ens politiske orientering.

Spørgsmålet der er blevet stillet er: »Forventer du, at S-R-SF-regeringens politik vil have negativ eller positiv indflydelse på din private økonomi de kommende år? «. Lad os se på hvordan danskernes forventning er fordelt – og blå og røde vælgere er specificeret ud fra farven i søjlen.

Det ses tydeligt, at specielt blå vælgere er mere negativt indstillede end røde vælgere. Det giver ingen reel mening at tale om danskerne som en gruppe, der har én opfattelse af den røde regering, hvorfor overskriften ”Danskere: Den røde regering bliver et dyrt bekendtskab” virker forfejlet. Artiklens konklusion hviler på, at røde vælgere i meget højere gad har en status quo-forventning, end blå vælgere. Skal man konkludere noget på baggrund af meningsmålingen er det, at blå vælgere er mere kritiske over for den røde regering end røde vælgere. Surprise, surprise!

Et andet eksempel er ligeledes fra MetroXpress og handler om danskernes opfattelse af løftebrud versus kompromiser. Her er 1.018 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 blevet stillet over for to udsagn: 1) ‘S-SF har måttet indgå kompromiser med Det Radikale Venstre i regeringsgrundlaget, og derfor er det naturligt, at de to partier ikke har fået alle deres løfter igennem.’ og 2) ‘S-SF har brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige’.

Personerne i meningsmålingen har så svaret på, hvilket udsagn de er mest enige i. For at visualisere min forholdsvist simple pointe, har jeg ved hvert parti taget differensen i procentpoint for de respektive partier, hvorved at vi kan have værdien fra -100 til +100. -100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 2 (at der er brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige), +100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 1 (det med kompromiser) og 0 angiver, at lige mange fra hvert parti er mest enige i de to udsagn. Lad os se hvad vi finder:

Igen, ikke den store overraskelse: De blå vælgere mener at de røde partier fremstår utroværdige, hvor de røde vælgere omvendt mener, at de røde partier har indgået kompromiser. S og SF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at der er tale om politiske kompromiser i regeringsgrundlaget. DF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at de to nævnte partier er utroværdige. Surprise, surprise.

Hvordan skal vi forholde os til disse tal? Meningsmålingerne taler mest af alt for, at vælgerne er loyale over for de partier, de har stemt på. Dette harmonerer fint med Rune Slothuus resultater omkring, at der kan være en partiafsendereffekt1. Dette vil sige, at det ikke handler om hvad partierne gør, men hvilke partier der gør det.

Er det et parti man har et tilhørsforhold til (som man for eksempel stemmer på), er man mere åben over for de udmeldinger det parti kommer med. Rune Slothuus lavede et eksperiment på baggrund af vækstpakken i efteråret 2009, hvor både Socialdemokraterne og Venstre gik ind for øgede offentlige investeringer. Her fandt han klare og konsistente effekter i forhold til partiafsenderen. Vælgernes holdning til vækstpakken var dermed tydeligt farvet af det parti der meldte noget ud omkring den – og så om man stemte på det pågældende parti eller ej.

Jeg vil argumentere for, at det er de samme effekter man finder i disse dages meningsmålinger. Der er ingen reelle politiske aspekter i meningsmålingerne, men blot noget der handler om ens opfattelse af partierne. Her er det ingen overraskelse at blå vælgere er mere skeptiske og kritiske over for en rød regering end røde vælgere. Det giver derfor ingen reel mening at tale om danskere som ét folk der har én bestemt holdning til den nye regering på et område (for eksempel om den røde regering bliver et dyrt bekendtskab).

Hvad synes danskerne så om den nye regering? De røde vælgere er positive. De blå vælgere negative. Ryd forsiden!

  1. Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360. []

Kristian Jensen, valgfrihed og meningsmålinger

Dagen i dag har budt på tre forskellige meningsmålinger med forskellige resultater. To der giver et rødt flertal (Gallup og Green) og en der giver et blåt (Megafon). Billedteksten til den henviste artikel fra Ekstra Bladet er: Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt kan selv vælge, hvilke meningsmålinger, de tror på. Og grine eller græde.

Lidt den samme logik luftede gruppeformanden for Venstre, Kristian Jensen for TV2 Nyhederne, som også er at finde i et tweet på hans Twitter-profil:

som liberal går jeg ind for valgfrihed – også valgfrihed til at tro på den meningsmåling, som passer mig bedst :-)

Jeg er efterhånden træt af Venstre-folk der kalder sig liberale, men lad det ligge for nu. Det relevante i denne sammenhæng er hans syn på valgfrihed som liberal. Liberalismen bygger på en lang idehistorisk tradition for, at mennesket skal træffe valg på baggrund af et oplyst grundlag. Den liberale valgfrihed bygger på at man som menneske er i en position hvor man selv må træffe sine valg og tage konsekvenserne deraf.

Her kan det være godt at skelne mellem normative og deskriptive udsagn. Jeg vil mene, at valgfriheden kun er knyttet til normative udsagn, altså holdningsspørgsmål. Om jeg har lyst til at blive sundere eller ej, må blive mit valg – ingen skal bestemme om jeg skal leve sundere eller ej. Det er sgu et normativt spørgsmål. Og jeg har min egen holdning. Dette betyder dog ikke, at jeg har valgfriheden til at vælge og definere hvad der er sundt. Jeg kan ikke bare sige, at det at konsumere tre æbler om dagen er usundt. Hvis jeg skulle kunne det, ville det kræve et belæg, for at kunne blive et deskriptivt udsagn.

Og det er her at Kristian Jensen går galt i byen. Pointen kan bedst beskrives med følgende ordsprog: Everyone is entitled to his own opinions, but not his own facts.

Nogle meningsmålinger er bedre end andre! Bedre som i mere præcise i forhold til hvad vælgerne rent faktisk vil stemme på – altså hvilke meninger at vælgerne har, som vi måler på – en meningsmåling. Da en meningsmåling ikke spørger alle vælgere, men kun et (repræsentativt) udsnit af populationen (i dette tilfælde har de to meningsmålinger der taler for et rødt flertal 30-40% flere respondenter), vil der til disse være knyttet en eller anden form for usikkerhed.

Det at tre meningsmålinger ikke siger det samme, er dermed ikke ensbetydende med, at de alle tre er lige gode (eller lige dårlige om man vil). Søren Risbjerg Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitet og Altinget.dks valgekspert, har suppleret de tre målinger med en gennemsnitsberegning, som viser, at det er rød blok der ville vinde, hvis der var valg i dag.

Fordi at tre meningsmålinger ikke er ens, betyder det ikke, at man er i en position hvor man selv kan vælge mellem hvilken man vil tro på. En passende formulering af et tweet til lejligheden ville nok være, at det er godt at se bare én meningsmåling der viser et blåt flertal. Der er langt mellem snapsene.