Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?
Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.
Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.
I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.
Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.
Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).
I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.
»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.
Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.
Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.
Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.
Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.
