Den biografaktuelle animationsfilm Toy Story 3 er kvalitet for alle pengene. Jeg følte mig underholdt fra start til slut, og ja, før jeg skriver mere, er det måske på sin plads at informere dig om, kære læser, at dette indlæg måske indeholder spoilers (faktisk vil jeg ikke anbefale at læse videre, hvis man har planer om at se filmen).

Toy Story 3 tager sit udgangspunkt i at Andy skal flytte hjemmefra for at starte på college. Dette stiller ham i en beslutningssituation hvor han skal vælge om hans legetøj skal 1) med på college, 2) smides ud eller 3) på loftet. Andy beslutter sig for at Woody skal med på college medens at det resterende legetøj skal på loftet, men det ender dog med at legetøjet 4) kommer i lillesøsters kasse med legetøj der skal doneres til dagplejen.

I dagplejen, Sunnyside Daycare, møder legetøjet et noget nær perfekt kommunistisk samfund. Der er ingen privat ejendomsret eller nogle rettigheder eller forhold som skaber nogle former for ulykke. Den lyserøde, nuttede og jordbærduftende bjørn Lotso fortæller om livet i dagplejen og om hvor fantastisk det hele er. Lotso er dog også hurtig til at efterlade det nye legetøj i det rum der er for de helt små børn. I samme sekund at klokken ringer ind og børnene stormer ind til den (ejendoms)rettighedsløse virkelighed, er der mere anarki end utopi. Legetøjet ødelægges, vrides, males, destrueres, bøjes og pines. Legetøjet er overladt til sig selv.

I lokalet ved siden af er virkeligheden en anden, hvor at overklassen har favorable og gode forhold. Der er ingen tvivl om, at der eksisterer et magtforhold – og alle er ikke lige. I Orwells’ termer kan det bedst beskrives som: All toys are equal but some toys are more equal than others.

Denne asymmetriske magtrelation støder legetøjet på da de finder ud af at dørene er låst. Da Buzz Lightyear efterfølgende slipper ud af lokalet og bliver fanget, og nægter at blive en del af den totalitære retning at Lotso repræsenterer, finder Buzz Lightyear ud hvad det betyder i et totalitært samfund, når man har en bestemt opfattelse. Han bliver udsat for hjernevask og mister sin individuelle selvstændighed og påtager sig det totalitære partis adfærdsstandarder (i filmen sker det ved at Lotso åbner op for vores rummand og skifter hans tilstand fra ‘PLAY’ til ‘DEMO’).

Herfra bliver det kun værre. Buzz Lightyear bliver sat til at overvåge det resterende af Andys legetøj (minus Woody der slipper ud) der er sat i fængsel. Kartoflen (I ved godt hvem det er!) bliver smidt i sandkassen natten over, og legetøjet lever i bund og grund under kummerlige (sovjetlignende) forhold.

Alt i alt er Toy Story 3 derfor et klasseeksempel på en film der formår at skildre kommunismens farlige praktiske side på samme måde som George Orwells Animal Farm (da. Kammerat Napoleon), der er en allegori af totalitarismen i Sovjetunionen ledet af Josef Stalin. Hvor at man i Animal Farm følger totalitarismens indtog og hvordan at det der bliver værre (det ender med at grisene rejser sig og går på to ben, som de startede med at væmmes!), så bliver man i Toy Story 3 smidt lige ind i den kommunistiske virkelighed, hvor at slutningen er lidt mere lykkelig og børnevenlig.

Film kan tolkes på mange måder, men i Toy Story 3 er der næppe nogen tvivl om, at Lotso er en diktatorisk skikkelse og det er en fortælling der er ideologihistorisk inspireret. Lotso er desuden med på en liste over diktatorer i fiktion. Når/hvis jeg engang får børn, skal de i hvert fald nok forvente at få en speciel pakke i julegave indeholdende: Animal Farm, Toy Story 3 og et par historiebøger.

Hvad er filmens budskab så? Hvad er pointen? Hvad skal vi tage med derfra? Et væsentligt budskab fra dagplejen leveres ikke subtilt eller implicit, men eksplicit af ingen mindre end Barbie(!): Authority is derived from the governed, not through control.