Formidlingen af meningsmålinger i valgkampen

Meningsmålinger fylder med rette meget under en valgkamp. Et folketingsvalg er som bekendt blot en meningsmåling med en statistisk usikkerhed på 0. Derfor fungerer meningsmålinger som en pointtavle vi orienterer os mod, når vi vil blive klogere på, hvordan partierne klarer sig – og hvad vi kan forvente på selve valgdagen.

Under folketingsvalgkampen i 2011 skrev jeg, at medierne ikke altid formåede at tage højde for den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne. Jeg forventer ikke, at denne valgkamp bliver en af den slags, hvor medierne i alle tilfælde vil tage højde for den statistiske usikkerhed i formidlingen af meningsmålingerne, men jeg har været optimistisk. Det er for det første min opfattelse, at medierne i højere grad er bevidste omkring den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne (mere end i 2011 i hvert fald). Det er for det andet også værd at bemærke, at der har været talrige kritiske artikler omkring meningsmålingerne på det seneste, som med al tydelighed viser, at journalisterne er bevidste omkring de åbenlyse faldegruber, når det kommer til formidlingen af meningsmålinger.

På valgkampens første dag er vi blevet præsenteret for tre forskellige meningsmålinger. En meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske, der taler om et gyservalg (altså at rød blok kommer tættere på de 50 procent). En anden meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, der viser, at der ikke er sket det store i løbet af det seneste døgn. En tredje meningsmåling foretaget af Epinion for DR viser, at rød blok går tilbage.

Med andre ord: Fremgang, tilbagegang og status quo for rød blok. Så er vi vist også dækket ind i forhold til journalistiske vinkler på meningsmålingerne. Det der nu bør være åbenlyst er, at de tre meningsmålinger må vise noget forskelligt. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Nedenstående figur viser opbakningen til de 10 opstillingsberettigede partier, som analyseinstitutterne inkluderer.

Figuren viser, at de tre meningsmålinger ligger meget tæt op ad hinanden. Faktisk ligger de så tæt, at der ikke er nogle partier, der står signifikant dårligere eller bedre i én måling i forhold til en anden måling. Når vi kigger på blokkene, hvor rød blok består af Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, og blå blok af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, ser vi da heller ikke, at der er forskelle på tværs af målingerne.

Derfor er det også interessant, at man kan skrive tre så forskellige artikler omkring hvordan partierne står i meningsmålingerne. Dette er første men helt sikkert ikke sidste gang, vi kommer til at se dette i valgkampen. Dette af to grunde. For det første bruger medierne primært deres egne målinger. DR har Epinion, Berlingske har Gallup og TV2 har Megafon. Det er en dyr fornøjelse at få lavet meningsmålinger, og derfor gør de respektive medier også hvad de kan for at sælge deres egen meningsmåling til læserne snarere end konkurrentens.

For det andet, og som konsekvens heraf, vil journalisterne have forskellige referencepunkter i løbet af valgkampen, når de skal referere til den seneste måling. Berlinske vil kigge på hvad Gallup viste dagen forinden (kig eksempelvis på Politiko, hvor man ud fra Dagens Gallup angiver forskelle på helt ned 0,2 procentpoint som en tendens), og TV2 hvad Megafon viste dagen forinden. Når der så tolkes på mindre, ubetydelige forskelle fra dag til dag, gør det også, at der vil komme vidt forskellige journalistiske narrativer, der i bund og grund ikke gør nogen klogere.

Til trods for min umiddelbare optimisme må jeg konkludere, at alt tyder på, at når der er valgkamp, har vi at gøre med business as usual. Derfor er det også blot endnu vigtigere at slå fast: Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan partierne (og blokkene) står i meningsmålingerne, så kig på de vægtede gennemsnit. Den journalistiske dækning er der i hvert fald, hvad angår meningsmålingerne, ingen grund til at sætte sin lid til.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Torsdag den 18. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Med lidt simpel hovedregning fortæller det os, at det giver 23 dages valgkamp. 23 dage med omfattende mediedækning, politikerdebatter og dugfriske meningsmålinger flere gange dagligt. Der er ingen regler omkring, hvor længe en valgkamp skal være, dog udelukkende nogle praktiske grunde til, at valget udskrives omkring tre uger før selve valgdagen.

For at se nærmere på, hvor lang valgkampen er i et historisk perspektiv, har jeg indsamlet information omkring tidligere valgkampes længde (fra 1957 og frem) fra Folketingets hjemmeside og tilføjet den kommende valgdag. Den kommende valgdag er markeret med blåt i nedenstående figur:

Sammenlignet med de seneste valgkampe får vi denne gang et par dages ekstra valgkamp (og, alt andet lige, nok et par debatter og mellem 5 til 10 meningsmålinger ekstra). Vi skal tilbage til valgkampen i 1994 for at finde en valgkamp med samme længde som ved folketingsvalget 2015. Kigger man på det storre billede kunne det dog være meget værre. Vi har således set eksempler på valgkampe der forløb over en hel måned.

Afslutningsvis er her lidt trivia om valgdagen fra Politiken: “Der er afholdt 69 folketingsvalg siden 1848. Dengang faldt valget torsdag torsdag 5. oktober. Siden er størstedelen af valgene afholdt på en tirsdag – 36 i alt. Men det er ikke et krav. Faktisk er alle ugedage undtagen søndag blevet brugt til at afholde valg. Der er en gang blevet afholdt valg en lørdag. Det var 26. februar 1853. Seneste valg, 15. september 2011, blev afholdt på en torsdag.”

Hvornår kommer folketingsvalget? De politiske kommentatorers bud

Det har været behageligt at følge medierne i den seneste tid sammenlignet med perioden forud for forrige folketingsvalg, hvor blandt andet tætte meningsmålinger gjorde, at medierne allerede et år før der senest skulle udskrives valg, talte om valgkamp.

Der kommer et folketingsvalg i år. Så meget ved vi. Vi ved dog ikke, hvornår det helt præcist kommer til at ligge. Heldigvis har vi en lang række af politiske kommentatorer, der kan gøre os klogere på, hvornår valget efter al sandsynlighed vil finde sted. Berlingske og TV2 News har spurgt 12 politiske kommentatorer, og deres svar er overordnet set ikke just i nærheden af hinanden. Én ting kan vi derfor sige med sikkerhed: Der vil være kommentatorer, der tager grueligt fejl. Dette er der selvfølgelig intet nyt i.

De tolv politiske kommentatorer, med deres forudsigelse i parentes, er David Trads (29. april), Søs Marie Serup (5. maj), Jarl Cordua (12. maj), Jesper Termansen (19. maj), Christine Cordsen (28. maj), Anders Langballe (9. juni), Hans Engell (9. juni), Casper Dall (25. august), Erik Holsten (1. september), Troels Mylenberg (8. september), Helle Ib (10. september) og Peter Mogensen (15. september).

På samme måde som vi kan sige, at der er kommentatorer der vil tage fejl, er der også en kommentator eller to, der vil ramme en dato tæt på hvad der vil vise sig at være valgdagen. Denne præstation bør give den samme faglige respekt som den kunst det er at ramme bullseye på en dartskive med bind for øjnene efter otte fadøl. Der er i bund og grund ingen grund til at tage sådanne gæt seriøst, men når man læser kommentatorernes argumentation for deres respektive valg, virker det rent faktisk som om, at de selv tror på det. Det er mig en gåde at journalister formidler den slags, med mindre formålet selvfølgelig er at udstille, hvor lidt vi kan bruge politiske kommentatorer til.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan diskutere om nogle dage er mere sandsynlige end andre. Hvis man kigger på meningsmålingerne, taler intet for et tidligt valg. David Trads’ manglende evne til at forstå meningsmålinger kan eksempelvis være en plausibel forklaring på, at han som den eneste regner med et valg allerede i april. Det er ærgerligt hvis sådanne gætterier er glemt når først valget er udskrevet, hvornår det så end finder sted. Derfor: Gem ovenstående datoer og hold de politiske kommentatorer ansvarlige for deres gætterier.