Min krop, mit valg!

Så er venstrefløjsaktivisterne på gaden igen for at demonstrere. Der er noget galt i Danmark. Eller vent, nu jeg ser nærmere på det hele: Der er udelukkende tale om ligegyldigheder en mass – igen, igen.

Den seneste demonstration handlede om noget meget kontroversielt: Retten til ikke at blive voldtaget. I kid you not. I modsætning til gennemsnitsdanskeren, der ikke kan se det forkerte i voldtægter. Seriøst, jeg tror ikke jeg nogensinde har hørt om en mere latterlig demonstration.

Hvad der er interessant er dog ikke så meget det, at nogle ligegyldige mennesker med ligegyldige holdninger vælger at bruge en ligegyldig eftermiddag på at demonstrere. Det interessante er, at der er tale om en demonstration der ønsker at fremme individets selvbestemmelsesret. Bedst bliver det dog da arrangøren af slutwalk-demonstrationen Maria Sloth (haha, Sloth) til TV2 Østjylland udtaler, at hun “insisterer […] på vores fulde ret til at bestemme over vores egen krop.”

Det er ord jeg kan lide! Den fulde ret til at bestemme over sin egen krop. Selvbestemmelsesretten har måske alligevel en eller anden betydning på den yderste venstrefløj. Det glæder mig at se, og jeg håber selvfølgelig, at banneret med ”Min krop, mit valg!”-parolen, vil blive genbrugt.

Jeg har et par konstruktive forslag til kommende demonstrationer, hvor I, aktivister, kan medbringe banneret og gentage, at I går ind for den fulde ret til at bestemme over jeres egen krop. Et aktuelt tema er f.eks. fedme, hvor der er megen snak omkring, hvad vi kan gøre for, at folk ikke spiser sig fede. Her kan man for alvor komme ud med det slagkraftige budskab: Min krop, mit valg!

Et andet tema der er oppe i disse år, er rygning. Det er et politisk bestemt mål, at færre skal ryge. Afgifterne stiger og stiger, og jeg vil gætte på, at der ikke går mange år før, at cigaretterne er væk fra gadebilledet. Igen, kom ud og demonstrer, kære holdningsmæssigt ligesindende: Min krop, mit valg!

Det ville glæde mig at se sådanne demonstrationer. Det ville i hvert fald glæde mig at se, at aktivisterne på den yderste venstrefløj har en konsistent tankegang – og at deres individuelle frihed kan række lidt længere, end blot retten til ikke at blive seksuelt voldtaget.

Det skattebetalende individ

Benjamin Franklin citeres ofte for hans erkendelse af, at “[…] in this world nothing can be said to be certain, except death and taxes.”. Uanset hvilken politisk styreform man er underlagt, med mindre man lever under en anarko-kapitalistisk samfundsorden, må man – hvis man er lovlydig borger – betale skat.

Så på samme måde som at alle på et eller andet tidspunkt i livet når at gøre sig nogle lommefilosofiske overvejelser omkring, hvad der er meningen med livet, på samme måde tænker de fleste forhåbentlig over, hvad der er meningen med skat.

Dette er selvfølgelig også noget man bør tænke meget over. Når der betales skat, sker der et indgreb i individets ejendomsret. Vi krænker det enkelte individs frihed og autonomi, for at kunne bedrive kollektive aktiviteter, uafhængigt af individets accept af samme. Det skal derfor tages dødhamrende alvorligt, når der indkræves skatter.

Som liberal er det et fundamentalt princip, at skatteprocenten skal være på et absolut minimum. Dette absolutte minimum skal omhandle de områder som er essentielle for, at samfundet kan fungere. Nu kunne dette indlæg så sagtens blive et forsvar for negative frihedsrettigheder og en retsstat, og hvordan at dette er det eneste der er påkrævet, for at samfundet kan fungere. Denne debat er dog blevet taget en del gange her på bloggen og i utallige andre sammenhænge, så jeg vil undlade at gå nærmere ind i den diskussion her.

Hvad jeg vil bruge dette indlæg på at postulere er, at vi for længst har forladt ambitionen om dette absolutte minimum, hvordan vi så end definerer dette. Uanset om det er at stille nogle velfærdsydelser til rådighed for alle, tage vare på de svageste eller noget helt tredje, handler diskussionen om beskatningsgrundlaget ikke mere om, at tage så få penge som muligt fra det enkelte individ, for at kunne få samfundet til at hænge sammen. Tværtimod.

Debatten har udviklet sig således, at det handler om at tage mest muligt fra det enkelte individ. Dette for at kunne finansiere tonsvis af aktiviteter, nogle mindre vigtige end andre, der er at finde i samlekategorien ’velfærd’. Praksis er, at skattelettelser kun må gives, hvis det betyder, at det er for kollektivets bedste.

Det er ikke længere et ønskværdigt mål at sørge for, at staten tager så få penge som muligt fra det enkelte individ (det der i den offentlige diskurs kaldes ”at give penge”). Det ønskværdige mål er at kunne tage lige netop så meget fra det enkelte individ, at det stadigvæk gider tage på arbejde og blive boende i Danmark – uden hensyn til det enkelte individs frihed. Dette er en ærgerlig tendens.

Dette er dog ikke en tendens man kun ser på skatteområdet. Vi ser flere og flere forbud, restriktioner, afgifter, reguleringer etc. der alle ser komplet og fuldstændigt bort fra individets selvstændighed. Den passende måde at afslutte dette lidt mavesure indlæg på, må være ved at citere Milton Friedman fra hans bog Free to Choose: “Freedom cannot be absolute. We do live in an interdependent society. Some restrictions on our freedom are necessary to avoid other, still worse, restrictions. However, we have gone far beyond that point. The urgent need today is to eliminate restrictions, not add to them.” (s. 69).

Velfærdssamfundets voksne mennesker

Jeg husker med al tydelighed hvordan at jeg som barn havde stor agtelse for voksne mennesker. Voksne mennesker der kunne bestemme over sig selv, køre bil, have eget hus, rejse rundt i den store verden, se hvordan det hele så ud fra 1 meter og 90, vide en masse og fundere og diskutere på et sprog, jeg kun havde få års erfaring med.

Det var nok også derfor, at jeg frygtede tanken om at blive voksen. Tanken om alt det ansvar ens pusselanker engang skulle bære. Tanken om at gro ud af barndommens trygge kasse og selv en dag blive en af de voksne, jeg med djævelsk stor respekt så op til.

Som dagene gik hen og blev til uger og måneder og år, lærte jeg dog langsomt, at man godt kan tage ansvar for sig selv og sine medmennesker. Man får lov til at tage på legepladsen selv, gå ned til købmanden og handle ind, cykle i skole, være alene hjemme, problematisere og kritisere voksnes beslutninger, tage til fest, drikke alkohol og vupti – det hele kulminerer med, at man fylder 18 og bliver myndig. Og der har man så den politiske rettighed, at man må stemme. Det er da heller ikke uden grund, at jeg på min 18 års fødselsdag, ligesom alle andre, får tilsendt Grundloven, der skal sikre mig mod overgreb fra statsmagten.

Jeg bliver 18 år og kan nu være med til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes. Politisk voksen om man vil. Hurtigt finder jeg dog ud af, at den måde voksne mennesker tænker om hinanden, er som mennesker der ikke er voksne nok til at tage vare på sig selv. Voksne er i hvert fald ikke i stand til at tage ansvar for sig selv og sine værdier. Tværtimod. Vi bruger vores penge forkert, lever for usundt, drikker for meget, arbejder for lidt, ryger og alt muligt andet vi bare burde gøre bedre! Vi voksne har brug for andre voksne til at bestemme over os for at kunne leve det gode liv.

I Berlingske Tidende forleden kunne man da også læse et par velfærdsforskere udtale, at vi bør leve sundere (for velfærdssamfundets skyld). Der skal spises sundere, motioneres mere, drikkes mindre og ryges mindre. Hvor at jeg som barn blev fortalt igen og igen, at jeg skulle spise mine grøntsager, er intet nyt som voksen. Eneste forskel er bare, at det ikke er mor og far der bruger ressourcer på at fortælle mig hvad der er godt for mig – det er socialstaten.

Jeg forstår det bare ikke. Hvornår er jeg gammel nok til selv at bestemme? Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve mit liv, før at jeg selv kan bestemme hvordan jeg vil leve mit liv?

Ronald Reagan, der døde i 2004 og havde sin 100 års fødselsdag her den anden dag, er ophavsmanden til et fantastisk citat, der lyder: I don’t believe in a government that protects us from ourselves. Jeg har det nok på samme måde med velfærdsstaten i særdeleshed. Jeg har ikke brug for at få fortalt hvordan jeg bør leve, eller endnu værre hvordan jeg skal leve, blot for at jeg kan leve længere eller være en af dem i statistikken, der får regnestykket til at gå op.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg har en vis foragt for de mennesker, der har indset, at de ved bedre end jeg, hvordan at jeg skal leve mit liv. Nuvel, jeg er kun 22 år gammel og har hele verden foran mine fødder og tonsvis af fejltagelser forude jeg skal begå, før jeg nok får bare en minimal forståelse af hvad det er for en virkelighed jeg er en del af. Jeg er dog oprigtigt træt af andres gode intentioner om at gøre det bedste for mig. Jeg føler ikke at jeg har brug for at blive en del af en kasse hvor at andre bestemmer, hvad meningen med mit liv er. Om man så kalder en spade for en spade og fortæller at det er for at finansiere alverdens ligegyldige tiltag eller bruger rawlsianske retfærdighedsargumenter er som sådan underordnet. Konsekvensen er den samme.

Lige så meget at jeg som barn frygtede at blive voksen, lige så meget nyder jeg, som selvproklameret voksen, at jeg er i stand til at tage ansvar for mig selv og have den filosofiske frihed, at kunne fundere over meningen med mit eget liv og mine værdier, holdninger, perspektiver og manglen på samme. Og lige så meget som jeg elsker nævnte, lige så meget hader jeg, når andre prøver at tage den frihed fra mig.

Har Aladdin eller Jasmin frihed?

Disney-tegnefilmen Aladdin fra 1992 er i bund og grund en ret fantastisk tegnefilm. Det er en film om magt og frihed og begæret for begge på godt og ondt. De enkelte karakterers higen efter frihed er beskrevet rammende i følgende citat:

”The overall theme of Aladdin is freedom. In one or another sense, almost everyone in the film is seeking freedom. Aladdin feels trapped by his poverty, and seeks a freedom he feels will be given with wealth. Jasmine feels trapped by her position and seeks a freedom outside of the palace. The Genie is trapped in a life of an “eternity of servitude” that he would wish to escape, to be his own genie. Jafar feels trapped by his position of continually being “second-best” and seeks freedom through a rise in power and status.”[1]

Der er flere steder i filmen hvor at der eksplicit snakkes om frihed, specielt lampeånden Genie taler med en stor passion for hans brændende ønske om at blive fri. Min yndlingssekvens er dog uden tvivl den, hvor at Aladdin og Jasmin reflekterer over deres egen mangel på frihed. Aladdin har reddet Jasmin, der er stukket af fra paladset, og hvis ikke det havde været for Aladdin, havde fået hugget en hånd af. Aladdin tager den smukke Jasmin med hjem til hans usle og primitive hjem. Aladdin kigger over på paladset og siger, at det ser ”pretty amazing” ud – eller vent, I får sgu lige hele dialogen:

Aladdin: Wow. The palace looks pretty amazing, huh?

Princess Jasmine: [disappointed] Oh, it’s wonderful.

Aladdin: I wonder what it’d be like to live there, and have servants and valets.

Princess Jasmine: Oh, sure. People who tell you where to go and how to dress.

Aladdin: That’s better than here. You’re always scraping for food and ducking the guards.

Princess Jasmine: You’re not free to make your own choices.

Aladdin: Sometimes you feel so…

Princess Jasmine: You’re just…

Aladdin, Princess Jasmine: …trapped.

Det starter som en regulær samtale, men går fra at være en dialog til hver deres monolog, hvor at de kommer frem til, at de ikke er frie – men er trapped. M.a.o. søger Aladdin den frihed at Jasmin har og vice versa.

Aladdin har, jf. Isaiah Berlins begrebsapparat, komplet negativ frihed, hvor at Jasmin nyder komplet positiv frihed og er underlagt en bestemt livsførelse. De begge er underlagt ekstremerne af to forskellige forståelser af frihed, der begge får dem til at føle sig ufrie.

Hvem har så egentlig frihed? Jasmin eller Aladdin? Det er den evindelige diskussion om positiv og negativ frihed. Når jeg engang får et barn eller børn, vil de i hvert fald få spørgsmålet når vi ser filmen: Hvem er fri – Aladdin og/eller Jasmin?

Personligt ville jeg selvfølgelig allerhelst nyde Aladdins frihed. Dette indlæg skal slutte med et meget lille udpluk fra Hayeks The Road to Serfdom: ”In every real sense a badly paid unskilled workman in this country (England, red.) has more freedom to shape his life than many an employer in Germany or a much better paid engineer or manager in Russia.”

——

[1] Citatet er taget fra denne artikel, der er fra en hjemmeside der indeholder feministisk kritik af alverdens tegnefilm. Latterligt – men anyway – jeg er helt enig med skribenten i at filmens overordnede tema er frihed.

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.