Boganmeldelse: Oprør fra udkanten

Det er valgår. Det næste folketingsvalg, der skal holdes senest den 17. juni 2019, er så småt på trapperne (for en guide til, hvad du skal vide om det næste folketingsvalg, se her). Som optakt til dette giver det god mening at kaste sig over den litteratur, der blev skrevet om det seneste folketingsvalg.

Folketingsvalget i 2015 markerede et skifte fra en rød til en blå regering. Mange, både venstre- og højreorienterede vælgere, ville argumentere for, at den røde regering havde været mere blå end rød (og dermed gav betegnelsen ‘Blå Bjarne’ en helt ny betydning).

Der er skrevet mangt og meget omkring, hvad der helt præcist skete før, under og efter Helle Thorning-Schmidts regeringstid og de mange regeringsrokader, men faktum er, at hun ikke formåede at holde regeringsmagten til trods for en fremgang til Socialdemokraterne ved valget i 2015 (en fin guilty pleasure bog om perioden er Henrik Qvortrups Tre år ni måneder tre dage).

Det parti der i overvejende grad kunne fejre valget, var Dansk Folkeparti. Partiet oplevede en fremgang på hele 8,8 procentpoint og var dermed ikke alene det parti, der sikrede et blåt flertal, men også det største borgerlige parti.

Figur 1 viser partiernes størrelsesforhold efter 2015-valget i mandater. Dansk Folkeparti med hele 37 mandater ligger solidt ude til højre og mestrer det store flertal i den blå lejr. Liberal Alliance klarede sig ganske fint, og de Konservative oplevede endnu et dårligt valg. På venstrefløjen var det interessante, foruden Socialdemokraternes fremgang, at et nyt parti, Alternativet, blev valgt ind med 9 mandater.

Figur 1: Fordelingen af partiernes mandater i Folketinget, 2015

Bogen Oprør fra udkanten beskæftiger sig med netop det folketingsvalg, der resulterede i den pågældende parlamentariske fordeling. Som tilfældet oftest er med disse bøger, tager den sit afsæt i den dertilhørende danske valgundersøgelse og er bygget tematisk op i de respektive kapitler.

Kapitel 1 placerer folketingsvalget i 2015 i en historisk kontekst. Vi får information omkring valgkampagnen, resultatet, forskelle og ligheder med tidligere valg, vælgernes og mediernes dagsorden etc. Dette skal traditionen tro klæde læseren på til de efterfølgende kapitler.

En af de interessante pointer i dette kapitel er, at der ikke var tale om et jordskredsvalg. Dette af to grunde. For det første fordi vandringerne primært foregik inden for de politiske blokke. For det andet fordi der kun var ét nyt parti (Alternativet), der meldte sin ankomst. Et jordskredsvalg a la 1973 var der derfor ikke tale om. Dette er interessant da den anden bog om folketingsvalget i 2015, Fra krisevalg til jordskredsvalg, netop omtalte valget som et jordskredsvalg (for min anmeldelse af denne bog, se Tidsskriftet Politik 19(4):113-117).

En anden pointe er relateret til bogens titel, Oprør fra udkanten, og hvilke flertydigheder men relaterede fænomener, titlen refererer til. Der var således tale om et oprør fra en geografisk, politisk og social udkant, hvor geografi, uddannelse og indkomst påvirkede vælgernes adfærd, herunder især opbakningen til Dansk Folkeparti. Det var dette oprør fra udkanten, der fik Dansk Folkeparti til at placere sig så solidt på den parlamentariske udkant (på højrefløjen).

Der er således flere interessante pointer allerede fra bogens begyndelse. Det er dog også her, at bogen forsøger at binde de forskellige kapitler sammen. Dette gøres uden de store vanskeligheder med nogle kapitler, men der er en række kapitler, der ikke passer ind i den ramme, bogen forsøger at skabe.

Som overordnet teoretisk ramme anvendes kausalitetstragten. Denne var også i brug i den forudgående bog omkring 2011-valget, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011 (for min anmeldelse af denne og min kritik af kausalitetstragten, se Tidsskriftet Politik 16(3):57-59).

Problemet er som bekendt at kausalitetstragten intet har med kausalitet at gøre, hvorfor man da heller ikke ser denne betegnelse brugt i fagfællebedømte artikler i dag. Og de indsigter den beror på i bogen, problematiseres i en lang række af studier omkring politisk motiveret tænkning. Det skrives således også i bogen: “Kausalitetstragt-strukturen er altså flere steder suppleret med nyere, mere psykologisk og/eller emnebaserede tilgange til studiet af partivalg” (side 39). Der er dog ikke tale om et supplement, men tale om perspektiver der direkte modsiger kausalitetstragtstrukturen.

Bogen indeholder dermed kapitler, der enten beror fuldt og fast på kausalitetstragten eller arbejder med antagelser, der modarbejder denne. Det er ikke nødvendigvis et problem for mange af de indsigter, bogen ubestrideligt har at byde på, men summen af de respektive indsigter går desværre ikke op i en højere enhed.

Kapitel 2 går i dybden med, hvilken rolle sociodemografiske forhold spillede for vælgerens adfærd. Her kigges på the usual suspects såsom køn, alder, uddannelse, klassetilhørsforhold (stilling) og indkomst. Der kigges først på udviklingen over tid, hvorefter der laves nogle regressionsanalyser. Det er så klassisk statskundskab, som det kan blive.

Dette fører os videre til kapitel 3, hvor vi går i dybden med Udkantsdanmark og mere specifikt geografiens betydning for vælgerens adfærd. Geografiens betydning er dog kun i begrænset omfang belyst efter at have læst kapitlet, og der er sandsynligvis i højere grad tale om demografiske forhold. Især i forhold til opbakningen til Dansk Folkeparti.

Der præsenteres i dette kapitel en lang række danmarkskort med de forskellige partiers tilslutning, men kortene giver ikke mulighed for at sammenligne geografiens betydning for de forskellige partier. Med andre ord er det uklart, hvor meget der rent faktisk kan forklares af sammensætningen af befolkningen i de respektive områder.

En masse kort med de forskellige partiers tilslutning giver således ikke mulighed for at sammenligne geografiens betydning for de forskellige partier (slet ikke givet det dynamiske farvevalg i bogen). Det kan i bedste fald vise at der er forskelle i, hvor forskellige vælgere bor, men det er der ikke meget nyt i (for interessant ny forskning i forhold til disse spørgsmål, se Maxwell 2019).

I kapitel 4 fokuseres der på social tryghed og risikovillighed i forhold til vælgerens adfærd. Her undersøges en social og en psykologisk risikoopfattelse. Der formidles flere interessante pointer der sandsynliggør, at risici er et vigtigt teoretisk begreb for at forstå vælgerens adfærd.

Det er dog også her svaghederne i kapitlet opstår, da det er teoretisk uklart, hvad der helt præcist skal forstås med en psykologisk risikoopfattelse. Det defineres som at “holde sig til status quo og det sikre” (s. 98), men hvad hvis status quo ikke opfattes som det sikre? For mange (nostalgiske) vælgere er status quo det usikre – og det kunne være interessant at høre mere om, hvad der helt præcist tales om, når der tales om risikoopfattelse.

Social usikkerhed forstås primært i relation til arbejdsmarkedet og måles med subjektive mål relateret til uddannelse, indkomst m.v. Dette giver fin mening, men gør det også uklart hvor stort et konceptuelt overlap der er med de andre kapitler, der bruger selvsamme mål uden at relatere det til social tryghed.

Kapitel 5 belyser vælgerens motivation til at undgå infektionskilder. Min læsning er, at det ikke har den store relevans for at forstå 2015-valget – og der er ingen indikation på, at det er relevant for at forstå fremtidige valg.

Kapitel 6 byder på flere interessante metodiske pointer i forhold til at undersøge valgdeltagelse. Udfordringen er, at der er flere vælgere, der i Valgundersøgelsen rapporterer, at de har stemt, end der rent faktisk har stemt. Kapitlet finder evidens for både misrapportering (ikke-vælgere udgiver sig for at være vælgere) og selvselektion (ikke-vælgere er mindre tilbøjelige til at deltage i en undersøgelse omhandlende valg). Denne forskning er ligeledes formidlet i tidsskriftet Political Analysis.

Kapitel 7 og 8 kigger på henholdsvis politikernes (lave) troværdighed og vælgernes tillid til politikerne. Begge kapitler fokuserer på Lars Løkke Rasmussens lave troværdighed og mener, at denne har været udslagsgivende for Venstres opbakning og vælgernes generelle tillid til politikerne. Disse kapitler er med andre ord tæt forbundne.

Kapitel 9 og 10 kigger på henholdsvis emneejerskab og issue voting. Disse kapitler supplerer hinanden godt og er blandt de bedst formidlede i bogen (ingen taltunge tabeller men blot simple figurer). Her vises det blandt andet hvordan både røde og blå vælgere er enige om, at Socialdemokratiet “ejer” miljøemnet, samt hvordan vælgerne opfatter indvandringsspørgsmålet. Noget der helt sikkert vil være fokus på under den kommende valgkamp.

De efterfølgende kapitler går i dybden med specifikke emner, herunder betydningen af økonomien (kapitel 11), velfærdsstaten (kapitel 12) og indvandring (kapitel 13). Disse kapitler er interessante hver især, men det er ikke udelukkende en ros. Det gør desværre også, at det er svært at koble indsigterne sammen og se den røde tråd på tværs af de respektive kapitlers indsigter.

Kapitel 14 introducerer begrebet politisk motiveret tænkning og er dermed en kritik af de perspektiver og antagelser, flere af bogens respektive kapitler implicit og eksplicit bygger på. Som det konkluderes “udfordrer resultaterne de gængse teoriers opfattelse af vælgeradfærd” (side 299). Konkret vises det med et eksperiment, at vælgerne tager udgangspunkt i deres partitilknytning, når de vurderer økonomien – og ikke blot vurderer økonomien og deraf udleder, hvem de vil stemme på.

Hvor kapitlerne til nu primært har fokuseret på vælgerne, kigger kapitel 15 på valgkampagner og især folketingskandidaternes kampagner. Her undersøges det blandt andet om forskellige kampagneredskaber korrelerer med andelen af personlige stemmer. Dette er overordnet fint, men jeg ville gerne have set et mindre fokus på at tolke disse korrelationer som kausale “effekter”.

Kapitel 16 går i dybden med partiskiftere, altså de vælgere, der mellem 2011- og 2015-valget skiftede fra et parti til et andet. Det er dette kapitel der, til trods for at vise, at mange vælgere skiftede parti, også viser, at langt de fleste forandringer skete internt i de politiske blokke.

Kapitel 17 og kapitel 18 fokuserer på medierne. Først, kigges der på, hvordan aviserne overordnet betragtet dækkede valgkampen, hvorefter der fokuseres på meningsmålingerne i valgkampen. Sidstnævnte – altså kapitel 18 – er af størst interessse og går i dybden med, hvorfor meningsmålingerne havde svært ved at ramme Dansk Folkeparti rigtigt ved valget. Det gode ved dette kapitel er, at der diskuteres potentielle fejl og løsninger.

Det sidste kapitel (kapitel 19), formidler “en samlet vælgeradfærdsmodel” med udgangspunkt i kausalitetstragten. Dette virker mest som genbrug for førnævnte bog om 2011-valget og kan nemt skippes.

Tilbage står man med en bog, der har langt flere styrker end svagheder. De fleste kapitler fungerer godt individuelt, men summen af dem efterlader en følelse af, at der ikke er én sammenhængende vælgeradfærdmodel. Dette er efter min vurdering symptomatisk for kvaliteten af forskningen i disse år og dermed ikke et problem for indholdet. Det ville dog have klædt bogen ikke at give illusionen af ét sammenhængende narrativ, med mindre indholdet havde lagt op til dette.

Efter at have læst bogen er man klædt godt på endnu et valg, der er lige om hjørnet. De fleste meningsmålinger tyder på, at de blå partier går et hårdt valg i møde. Venstre er langt fra det niveau, de de burde ligge på. Dansk Folkeparti har mistet en stor del af deres vælgere til Socialdemokraterne og udfordres af Nye Borgerlige, der er potentielt stemmespild til blå blok.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvor mange vælgere især Venstre kan flytte over midten i en valgkamp (se her og her). Det får vi svar på inden længe, og der vil med sikkerhed være spørgsmål nok at besvare for endnu en valgbog.

Vil Danske Bank-skandalen påvirke folketingsvalget?

Forleden talte jeg med en journalist fra Information om, hvilke implikationer sagen om hvidvask i Danske Bank og lignende skandaler vil have for det kommende folketingsvalg. Uden at spoile for meget kan jeg afsløre, at jeg ser bestemte grunde til at antage, at sagerne ikke vil have den store betydning for det kommende valg.

Artiklen, hvori jeg udtaler mig, kan findes her.

Er Socialdemokratiet gået tilbage siden folketingsvalget?

Hos Politiken kan man læse, at “Socialdemokratiet går tilbage i ny meningsmåling”. Artiklen bærer titlen “Efter enegang: Socialdemokratiet er gået tilbage siden folketingsvalget, viser ny måling”. Lad os kigge nærmere på den nye måling.

Som altid – når der er en ny måling – er det vigtigt at placere den i den rette kontekst. Ingen måling står sig godt ud alene, hvorfor Figur 1 viser Socialdemokratiets opbakning i målingerne fra 2018, hvor jeg ligeledes har angivet, hvilken der er den nyeste fra Megafon.

Figur 1: Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, 2018

Socialdemokratiet fik som bekendt 26,3% af stemmerne ved folketingsvalget i 2015. I omtrent alle målinger foretaget i år ligger Socialdemokratiet på niveauet omkring folketingsvalget eller højere. Der er ingen systematisk evidens for, at Socialdemokratiet er gået tilbage siden valget.

Det eneste sted vi finder denne historie er i en artikel om én måling fra Megafon. For et par år siden var jeg ude og kritisere Megafons målinger (og dækningen af samme) i forhold til Socialdemokraternes opbakning, og intet tyder på, at det er blevet meget bedre. Det kan undre mig, at journalister og politiske kommentatorer hopper i med begge ben.

Endnu mere interessant er det da også, at artiklen forsøger at koble denne tilbagegang på Mette Frederiksens udmelding om ikke at danne regering med Det Radikale Venstre: “Målingen kommer, efter at partiformand Mette Frederiksen annoncerede, at hun vil gå til valg på at danne en regering kun bestående af Socialdemokratiet. Dermed ønsker hun at droppe 25 års parløb med Det Radikale Venstre.”

Hvorfor er dette interessant? Fordi der ikke er nogen evidens for et statistisk signifikant fald i meningsmålingerne fra den forrige Megafon til den seneste fra samme institut. I den forrige måling fra Megafon (fra 31. maj) fik Socialdemokratiet 25,1% af stemmerne. Som altid kan jeg anbefale denne side, hvor du kan indtaste tal fra to målinger og få svar på, om der er en signifikant forskel mellem to målinger. Det er der ikke i nærværende tilfælde.

Artiklen hos Politiken afsluttes blandt andet med ordene: “Politiken har forsøgt at få en kommentar fra Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han er ikke vendt tilbage”. Dette er der absolut intet at sige til, når det vedrører den slags jammerlige målinger fra Megafon.

Kan meningsmålingerne have påvirket Venstres valg i 2011?

Hos Politiken kan man læse, at hvis “Venstre havde haft bedre meningsmålinger op til valget [i 2011], så havde Venstre også klaret sig bedre på valgdagen”. Med dette menes der ikke blot, at hvis Venstre havde haft en opbakning på 40 procent i meningsmålingerne, ville de også ligge tættere på 40 procent på valgdagen, men derimod at meningsmålingerne i sig selv kunne have haft en effekt på den offentlige opinion. Det vil sige, at gode meningsmålinger kunne have fået flere til at stemme på Venstre og dermed føre til endnu bedre målinger.

Mere specifikt fremhæver artiklen i Politiken, at analyseinstitutterne gav Venstre færre stemmer i løbet af valgkampen, end de endte med at få ved selve valget i 2011. Logikken er, at dette kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. Der er dog mindst to grunde til, at jeg er skeptisk i forhold til, hvorvidt dette var tilfældet.

For det første er der ingen grund til at tro, at vælgerne fokuserer på den absolutte support til partierne, men, hvis overhovedet, fokuserer på forandringen i meningsmålingerne. Det vil sige at en stigning eller et fald i meningsmålingerne kan skabe en bandwagon effekt, hvor man forlader den synkende skude og hopper over på vinderholdet. Det er dog ikke dét, der argumenteres for, var tilfældet i 2011, men derimod at Venstre skiller sig “ud fra de andre partier ved gennem hele valgkampen at ligge meget lavere i meningsmålingerne end valgets endelige resultat”. Kigger man på opbakningen til Venstre i løbet af valgkampen 2011 finder man da også et meget stabilt mønster (med de velkendte tilfældige og systematiske skævheder fra måling til måling):

Jeg har svært ved at se forekomsten af betingelserne for, at meningsmålingerne kunne have resulteret i en bestemt type dækning af Venstres opbakning i meningsmålingerne, som så videre kunne have påvirket vælgerens partivalg.

For det andet er der ikke stærk evidens for, at meningsmålingerne har effekter på den offentlige opinion, selv når man fokuserer på den relative forandring (se eksempelvis her og her). Hvis meningsmålingsartiklerne i 2011 for Venstre viste, at de ikke flyttede sig i meningsmålingerne, vil det kontrafaktiske scenarie jf. det refererede studie hos Politiken, altså at de får flere stemmer, næppe generere nogen ændring i vælgeropbakningen til partiet. Var der derimod en meget stor fremgang i meningsmålingerne og det kontrafaktiske scenarie var en meget stor tilbagegang, kunne der måske være en forskel i opbakningen til partiet (jeg er ikke sikker på, hvordan man skal tolke en sådan kausal effekt). Dette synes dog ikke at være tilfældet eller aktuelt for Venstre i 2011.

I det store hele er jeg skeptisk i forhold til, hvor meget en artikel om opbakningen til et parti kan betyde for den videre opbakning til partiet. Dette af især fire grunde. For det første er effektstørrelserne i studiet af effekten af meningsmålingerne ikke store (og i forhold til de estimater, vi helt basalt er interesserede i, ikke-signifikante).

For det andet er der en høj grad af selvselektion. Dem der interesserer sig for politik vil være dem, der er mest tilbøjelige til at se en meningsmåling, og disse personer vil sandsynligvis være mindre påvirkelige end dem, der aldrig vil se en sådan artikel. Med andre ord er det dem der i forvejen har en stærk holdning til deres partivalg, som vil være mere nysgerrige efter at vide, hvordan det går med deres parti. Det er den samme logik der ligger til grund for, at jeg aldrig får nogen information om, hvordan det går OB i Superligaen.

For det tredje læser man ikke meningsmålingerne neutralt. Mange vælgere har stærke holdninger til partierne i forvejen som påvirker deres 1) tilbøjelighed til at læse bestemte typer af artikler og 2) måden hvorpå de læses og fortolkes. På samme måde som man ikke tager en valgtest eller ser en politisk debat uden forudindtagede holdninger til partierne, læser man ikke en meningsmåling uden et bestemt set af eksisterende holdninger til partierne. En meningsmåling vil derfor i mange tilfælde blot tiltrække mere opmærksomhed fra de personer, der i forvejen køber historien, der sælges. Socialdemokrater elsker meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne går frem og det samme for de andre partier og dets vælgere.

For det fjerde skal man være meget påpasselig med, som artiklen hos Politiken også er, at generalisere effekterne i ét studie til virkelighedens verden. Kort fortalt er den økologiske og eksterne validitet i de eksperimentelle studier meget lille. Der findes eksempelvis ikke lignende eksempler på en sådan artikelopbygning, som der anvendes i det citerede studie, i den virkelige verdens mediedækning. Ligeledes er der i en valgkamp et informationsoverload og en tidsdimension der gør, at én artikel næppe vil have nogen effekt dage efter, når krydset sættes. Og sidst men ikke mindst er der ofte ikke tale om nogen reel forandring i en meningsmåling, som i studiet, men blot insignifikante forskelle som varierer på tværs af målinger og institutter (jf. ovenstående figur), der resulterer i vidt forskellige artikler i løbet af en valgkamp med både fremgang og tilbagegang for de fleste partier.

Derfor tvivler jeg blandt andet på, at meningsmålingerne kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten i 2011.

Formidlingen af meningsmålinger i valgkampen

Meningsmålinger fylder med rette meget under en valgkamp. Et folketingsvalg er som bekendt blot en meningsmåling med en statistisk usikkerhed på 0. Derfor fungerer meningsmålinger som en pointtavle vi orienterer os mod, når vi vil blive klogere på, hvordan partierne klarer sig – og hvad vi kan forvente på selve valgdagen.

Under folketingsvalgkampen i 2011 skrev jeg, at medierne ikke altid formåede at tage højde for den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne. Jeg forventer ikke, at denne valgkamp bliver en af den slags, hvor medierne i alle tilfælde vil tage højde for den statistiske usikkerhed i formidlingen af meningsmålingerne, men jeg har været optimistisk. Det er for det første min opfattelse, at medierne i højere grad er bevidste omkring den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne (mere end i 2011 i hvert fald). Det er for det andet også værd at bemærke, at der har været talrige kritiske artikler omkring meningsmålingerne på det seneste, som med al tydelighed viser, at journalisterne er bevidste omkring de åbenlyse faldegruber, når det kommer til formidlingen af meningsmålinger.

På valgkampens første dag er vi blevet præsenteret for tre forskellige meningsmålinger. En meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske, der taler om et gyservalg (altså at rød blok kommer tættere på de 50 procent). En anden meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, der viser, at der ikke er sket det store i løbet af det seneste døgn. En tredje meningsmåling foretaget af Epinion for DR viser, at rød blok går tilbage.

Med andre ord: Fremgang, tilbagegang og status quo for rød blok. Så er vi vist også dækket ind i forhold til journalistiske vinkler på meningsmålingerne. Det der nu bør være åbenlyst er, at de tre meningsmålinger må vise noget forskelligt. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Nedenstående figur viser opbakningen til de 10 opstillingsberettigede partier, som analyseinstitutterne inkluderer.

Figuren viser, at de tre meningsmålinger ligger meget tæt op ad hinanden. Faktisk ligger de så tæt, at der ikke er nogle partier, der står signifikant dårligere eller bedre i én måling i forhold til en anden måling. Når vi kigger på blokkene, hvor rød blok består af Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, og blå blok af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, ser vi da heller ikke, at der er forskelle på tværs af målingerne.

Derfor er det også interessant, at man kan skrive tre så forskellige artikler omkring hvordan partierne står i meningsmålingerne. Dette er første men helt sikkert ikke sidste gang, vi kommer til at se dette i valgkampen. Dette af to grunde. For det første bruger medierne primært deres egne målinger. DR har Epinion, Berlingske har Gallup og TV2 har Megafon. Det er en dyr fornøjelse at få lavet meningsmålinger, og derfor gør de respektive medier også hvad de kan for at sælge deres egen meningsmåling til læserne snarere end konkurrentens.

For det andet, og som konsekvens heraf, vil journalisterne have forskellige referencepunkter i løbet af valgkampen, når de skal referere til den seneste måling. Berlinske vil kigge på hvad Gallup viste dagen forinden (kig eksempelvis på Politiko, hvor man ud fra Dagens Gallup angiver forskelle på helt ned 0,2 procentpoint som en tendens), og TV2 hvad Megafon viste dagen forinden. Når der så tolkes på mindre, ubetydelige forskelle fra dag til dag, gør det også, at der vil komme vidt forskellige journalistiske narrativer, der i bund og grund ikke gør nogen klogere.

Til trods for min umiddelbare optimisme må jeg konkludere, at alt tyder på, at når der er valgkamp, har vi at gøre med business as usual. Derfor er det også blot endnu vigtigere at slå fast: Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan partierne (og blokkene) står i meningsmålingerne, så kig på de vægtede gennemsnit. Den journalistiske dækning er der i hvert fald, hvad angår meningsmålingerne, ingen grund til at sætte sin lid til.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Torsdag den 18. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Med lidt simpel hovedregning fortæller det os, at det giver 23 dages valgkamp. 23 dage med omfattende mediedækning, politikerdebatter og dugfriske meningsmålinger flere gange dagligt. Der er ingen regler omkring, hvor længe en valgkamp skal være, dog udelukkende nogle praktiske grunde til, at valget udskrives omkring tre uger før selve valgdagen.

For at se nærmere på, hvor lang valgkampen er i et historisk perspektiv, har jeg indsamlet information omkring tidligere valgkampes længde (fra 1957 og frem) fra Folketingets hjemmeside og tilføjet den kommende valgdag. Den kommende valgdag er markeret med blåt i nedenstående figur:

Sammenlignet med de seneste valgkampe får vi denne gang et par dages ekstra valgkamp (og, alt andet lige, nok et par debatter og mellem 5 til 10 meningsmålinger ekstra). Vi skal tilbage til valgkampen i 1994 for at finde en valgkamp med samme længde som ved folketingsvalget 2015. Kigger man på det storre billede kunne det dog være meget værre. Vi har således set eksempler på valgkampe der forløb over en hel måned.

Afslutningsvis er her lidt trivia om valgdagen fra Politiken: “Der er afholdt 69 folketingsvalg siden 1848. Dengang faldt valget torsdag torsdag 5. oktober. Siden er størstedelen af valgene afholdt på en tirsdag – 36 i alt. Men det er ikke et krav. Faktisk er alle ugedage undtagen søndag blevet brugt til at afholde valg. Der er en gang blevet afholdt valg en lørdag. Det var 26. februar 1853. Seneste valg, 15. september 2011, blev afholdt på en torsdag.”

Hvorfor er stikprøvestørrelsen mindre i den seneste Megafon-måling?

Samtlige danske medier beretter om, at der bliver udskrevet valg i dag. Et af de afgørende aspekter for, om Helle Thorning-Schmidt udskriver valg er selvfølgelig partiernes position i meningsmålingerne. Jo tættere Socialdemokraterne og de nærmeste venner er på at kunne mønstre et parlamentarisk flertal, desto større er sandsynligheden for, at statsministeren trykker på valgknappen.

Kommentatorerne taler eksempelvis om, at Socialdemokraterne regner med at man kan flytte et par procentpoint over midten i løbet af en valgkamp, hvorfor 48 procent i meningsmålingerne vil være tilstrækkeligt for at udskrive valg. Derfor var den seneste meningsmåling fra Megafon ekstra interessant, da den viste lige præcis 48 procent til rød blok:

Der er dog ét aspekt, der undrer mig ved denne måling. Hvorfor er der kun spurgt ca. 870 personer? I disse dage hvor meningsmålingerne er af ekstra stor interesse, giver det ingen mening at spørge færre respondenter end normalt. Det giver desuden endnu mindre mening når man tager højde for det aspekt, at det ikke er de forskellige partiers opbakning man er interesseret i, men mere forholdet mellem blokkene. Dette fordi usikkerheden, der påvirkes direkte af antallet af respondenter, er større for blokkene end for de enkelte partier. Den statistiske usikkerhed for de to blokke, som er og bliver det store fokus i disse dage, er ikke op til 3 procentpoint som figuren angiver, men over 3 procentpoint (3,32 for at være lidt mere nøjagtig).

Kigger vi nærmere på samtlige meningsmålinger foretaget af Megafon i denne valgperiode, finder vi blot ét fortilfælde, hvor der har været spurgt lige så få respondenter i en måling, som tilfældet er med den seneste måling fra Megafon. Den anden måling spurgte 840 respondenter og dataindsamlingen for denne måling sluttede den 26. oktober 2011, altså lige efter folketingsvalget i 2011, hvor meningsmålingerne ikke havde samme vigtighed og interesse. Nedenstående figur viser antallet af respondenter i hver af de 50 meningsmålinger foretaget af Megafon for TV2 og Politiken i denne valgperiode:

Det gennemsnitlige antal respondenter i Megafon-målingerne i denne valgperiode er 1068. Det forekommer mig meget mærkværdigt, at man i en periode hvor meningsmålinger får så stor opmærksomhed og hvor man er endnu mere interesseret i estimater, der er forbundet med en i forvejen stor usikkerhed, vælger at gennemføre meningsmålinger med større usikkerhed end man normalt har for vane. Det giver kort fortalt ingen mening.

Det hænder ofte at jeg stiller et spørgsmål i titlen på mine indlæg og forsøger at besvare spørgsmålet efter bedste evne. I dette tilfælde har jeg dog ingen jordisk idé om, hvorfor Megafon ikke har gjort mere ud af at opnå det antal respondenter, de normalt har.

Opdatering (27. maj, 2015):
Det har vist sig, at min undren har været velbegrundet. Med hjælp fra journalisterne Hans Redder fra Jyllands-Posten og Karen Clement fra TV2 viser det sig, at Politiken lavede en fejl i deres formidling af meningsmålingen (en lignende fejl lavede TV2 i dag). De rapporterede tal var ikke det samlede antal respondenter, men blot de vælgere, der havde angivet et partivalg. Det korrekte antal respondenter i meningsmålingen er 1048.

Hvornår kommer folketingsvalget? De politiske kommentatorers bud

Det har været behageligt at følge medierne i den seneste tid sammenlignet med perioden forud for forrige folketingsvalg, hvor blandt andet tætte meningsmålinger gjorde, at medierne allerede et år før der senest skulle udskrives valg, talte om valgkamp.

Der kommer et folketingsvalg i år. Så meget ved vi. Vi ved dog ikke, hvornår det helt præcist kommer til at ligge. Heldigvis har vi en lang række af politiske kommentatorer, der kan gøre os klogere på, hvornår valget efter al sandsynlighed vil finde sted. Berlingske og TV2 News har spurgt 12 politiske kommentatorer, og deres svar er overordnet set ikke just i nærheden af hinanden. Én ting kan vi derfor sige med sikkerhed: Der vil være kommentatorer, der tager grueligt fejl. Dette er der selvfølgelig intet nyt i.

De tolv politiske kommentatorer, med deres forudsigelse i parentes, er David Trads (29. april), Søs Marie Serup (5. maj), Jarl Cordua (12. maj), Jesper Termansen (19. maj), Christine Cordsen (28. maj), Anders Langballe (9. juni), Hans Engell (9. juni), Casper Dall (25. august), Erik Holsten (1. september), Troels Mylenberg (8. september), Helle Ib (10. september) og Peter Mogensen (15. september).

På samme måde som vi kan sige, at der er kommentatorer der vil tage fejl, er der også en kommentator eller to, der vil ramme en dato tæt på hvad der vil vise sig at være valgdagen. Denne præstation bør give den samme faglige respekt som den kunst det er at ramme bullseye på en dartskive med bind for øjnene efter otte fadøl. Der er i bund og grund ingen grund til at tage sådanne gæt seriøst, men når man læser kommentatorernes argumentation for deres respektive valg, virker det rent faktisk som om, at de selv tror på det. Det er mig en gåde at journalister formidler den slags, med mindre formålet selvfølgelig er at udstille, hvor lidt vi kan bruge politiske kommentatorer til.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan diskutere om nogle dage er mere sandsynlige end andre. Hvis man kigger på meningsmålingerne, taler intet for et tidligt valg. David Trads’ manglende evne til at forstå meningsmålinger kan eksempelvis være en plausibel forklaring på, at han som den eneste regner med et valg allerede i april. Det er ærgerligt hvis sådanne gætterier er glemt når først valget er udskrevet, hvornår det så end finder sted. Derfor: Gem ovenstående datoer og hold de politiske kommentatorer ansvarlige for deres gætterier.

Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011

Folketingsvalget 2011 var et valg der stod i krisens tegn. Det store spørgsmål under valgkampen, som uofficielt varede over et år, var, hvordan Danmark kom bedst ud af krisen. Der var forskellige løsningsforslag på bordet under valgkampen, men én ting var sikkert: Danmark stod midt i den største økonomiske krise i nyere tid.

Valget endte som bekendt med en på ingen måde overbevisende sejr til den røde blok, og tager man simple økonomiske teorier i betragtning, der tilsiger, at vælgere straffer siddende regeringer i dårlige økonomiske tider og belønner dem i gode, er sejren endnu mindre overbevisende. Forklaringen herpå kan findes i, at mange vælgere ikke tilskrev regeringen og den indenlandske politik ansvaret for den økonomiske krise. Hvilke forhold kunne så forklare at vælgerne stemte som de gjorde? Og hvilken rolle spillede den økonomiske krise for folketingsvalget i 2011?

Hvis man har interesse for disse spørgsmål, bliver det en udfordring ikke at få læst den nye bog, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011, der tager folketingsvalget 2011 under kærlig behandling. Bogen tager afsæt i Valgundersøgelsen 2011 og dermed surveydata fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning indsamlet i månederne efter valget. Der inddrages også anden data (blandt andet til at dokumentere den økonomiske udvikling og i et tilfælde for at undersøge betalingsringens betydning for partivalg), men det er uomtvisteligt data fra Valgundersøgelsen, der er interessante og i fokus.

Bogen er velskrevet og meget pædagogisk. Det er tydeligvis en bog der kan favne et bredt publikum, og det kræver ingen andre forudsætninger end en interesse for folketingsvalg, at fange bogens pointer. Den kan dog blive en tand for pædagogisk når den i regressionstabeller gør det klart, at reference-kategorien til en dummy-variabel ved navn Kvinder er, ja, du gættede rigtigt – Mænd.

Bogen indledes med en beskrivelse af optakten til valget, mediernes dagsorden m.v. Titlen på dette kapitel er »It’s the Economy, Stupid« (er der ikke snart gået inflation i den formulering!?) og pointerer, at økonomien var på dagsordenen. Interessant er det dog, at socialpolitik tilsyneladende fyldte lige så meget på mediernes dagsorden. Forklaringen herpå er, at økonomiske emner ofte fik en social- eller velfærdsvinkling, mens det ikke nødvendigvis var tilfældet den anden vej rundt. Min umiddelbare tanke er, at mange vælgere ser aktuelle emner gennem en »velfærdslinse«, og når der diskuteres økonomiske spørgsmål, kobles det op på velfærd. Denne logik kan evt. også appliceres på emner der har fyldt dagsordenen ved tidligere valg, herunder indvandring. Min tese vil være at meget af debatten omkring indvandring, og de argumenter der har været brugt, har været med direkte henvisning til velfærdsstaten (dette må være undersøgt før?).

I det efterfølgende kapitel beskrives den danske økonomi op til valget samt danskernes utryghed ift. at blive arbejdsløs m.v. De efterfølgende kapitler går så for alvor i krig med at undersøge korrelationen mellem en række forskellige variable og partivalg. Her foretages først en række bivariate analyser, der i min optik ikke bidrager med noget videre substantielt. Endvidere er det lidt komisk at man beskriver denne del under overskriften »direkte sammenhænge«, før man vælger at foretage en analyse, hvor alle forklarende variable er inkluderet. Misforstå mig ikke: Det kan være djævelsk interessant med bivariate analyser, men når man i denne sammenhæng efterfølgende argumenterer for, at det er nødvendigt at lave en multivariat analyse for at undgå åbenlyse fejlkilder, forekommer de bivariate analyser og fortolkningen af samme overflødig.

Der bliver igennem kapitlerne taget forskellige teorier op, og deres respektive forklaringskraft bliver undersøgt. Her gives ligeledes en pædagogisk introduktion til argumenterne bag hvordan forskellige teorier kan forklare partivalg. Det er fint, men jeg finder nogle af beskrivelserne af socialiseringseffekter, »klasseforskelle« (målt som ansættelsesforhold) og lignende lettere irrelevante (måske grundet manglende personlig interesse). Ligeledes er jeg ikke overbevist omkring, at alle teorierne får en fair chance for at vise deres værd. Et eksempel der kan illustrere dette er yder/nyder-ideen, der introduceres således: »Ideen er her den, at yderne stiller sig mere skeptiske end nyderne over for økonomisk omfordeling og lighed, idet de har mest at tabe, mens nyderne omvendt vil ønske sig mere af begge dele for at kunne sikre en fortsat strøm af velfærdstilbud« (s. 96).

Det er en plausibel teori der dog ikke findes belæg for, men omvendt kasseres. I bogen appliceres denne teori udelukkende som forklaring på hvorfor alder er interessant, da der argumenteres for at yder/nyder-ideen er relevant ift. generationsforskelle, hvor unge og ældre nyder mere end 68’er-generationen. Det er for mig svært at se hvordan en bivariat analyse (og en efterfølgende multivariat analyse) af forskellige generationers holdninger til økonomisk omfordeling og ulighed, skal kunne sige noget retmæssigt om yder/nyder-ideen. Der må alt andet lige findes bedre variable der gør det muligt at teste sådan en påstand, og andre teorier der kan sige noget fornuftigt om, hvordan alder påvirker vælgernes holdninger til godernes omfordeling i samfundet.

Det interessante ved et krisevalg er dog selvfølgelig hvilken rolle økonomien spiller. I kapitel 5 tages dette spørgsmål op, hvor man fokuserer på økonomisk stemmeadfærd. Det er dog ikke uden metodiske vanskeligheder at undersøge effekten af økonomisk vurdering på partivalg. En lang række studier har vist hvordan der er endogenitetsproblemer forbundet med denne slags spørgsmål, da ens opfattelse af økonomien alt andet lige også afhænger af, hvilket parti man stemmer på (for et lækkert studie, se evt. Gerber & Huber (2010)).

Da valgundersøgelsen er foretaget efter valget, giver det lidet mening at undersøge effekten af vælgernes sociotropiske prospektive vurdering af økonomien på partivalg. Dette bemærkes da også i kapitlet, men det kunne godt være udgangspunktet for en diskussion af prospektive vurderinger i stedet for en sidebemærkning i en analyse der undersøger effekten af denne slags vurderinger på partivalg. Det er i hvert fald meget lidt interessant, at vælgere der stemte på det parti der vandt valget, er mere optimistiske på samfundsøkonomiens vegne end de tabende vælgere, der er mere pessimistiske. (i tabel 5.6 på side 128 giver det desuden ikke mening for mig, at man i den logistiske regression angiver en stemme på Enhedslisten som referencegruppe!?)

Det interessante i denne analyse er nok mere hvordan faktuel viden omkring økonomien påvirker ens partivalg. Her viser det sig, at dem der kunne svare rigtigt på at BNP’en faldt fra 2008 til 2010, i højere grad stemte på blå blok. Blå bloks vælgere var med andre ord klogere.

I kapitel 6 fokuseres der på vælgernes krisebevidsthed. Her undersøges det blandt andet hvilke partier der opleves at lægge mest vægt på økonomiske emner. Blå blok blev vurderet til at lægge mere vægt på emner som Danmarks økonomiske situation, balance på statsbudgettet og skattepolitik end den røde blok (tabel 6.6, side 149). Der var dog et økonomisk emne den røde blok blev vurderet til at lægge mere vægt på end den blå blok: Bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det kan godt være at blå blok blev vurderet til at lægge vægt på at skabe balance på statsbudgettet, men hvad hjælper det, hvis man ikke fokuserer på at få folk i arbejde?

Gennem de forskellige kapitler fokuseres der også på tidsaspektet, blandt andet med svar fra tidligere valgundersøgelser, og det fungerer godt til at sætte 2011-valget i perspektiv. Det mindre interessante for mit vedkommende er snakken om effekter, kausalitetstragten m.v. Jeg har fuld forståelse for at man anlægger sådan et perspektiv, men hvis man er interesseret i kausale effekter, er der mange bedre steder at starte – og slutte.

I det afsluttende kapitel forsøger man at lave en samlet model for partivalg, men her inkluderes der så mange forklarende variable, at jeg har absolut ingen idé om hvad der sker. Nuvel, gennemgangen er pædagogisk og sammenhængende, men jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at være blevet klogere på vælgernes partivalg, efter at have læst sådan et kapitel. I det sidste kapitel begynder man ligeledes at regne de forudsagte sandsynligheder på en anden måde end den resterende del af bogen (hvor andre variable har været sat til deres gennemsnit i de forudgående kapitler, regner man i sidste kapitel ud fra faktiske værdier i data for hver respondent).

Der er ellers overordnet et godt flow i bogen (selvom nogle afsnit virker tilstedeværende for deres egen skyld uden at bidrage med det store), og forfatterne er gode til at referere til de forskellige kapitler, og der er kun enkelte svipsere på tværs af kapitlerne (f.eks. når man får forklaringen på oprindelsen af »It’s the economy, stupid!« et par gange) og i samme kapitel (f.eks. når en p-værdi det ene sted er signifikant da den er under 0,1 og et andet sted i samme kapitel er insignifikant da den er under 0,058). Man skal desuden holde tungen lige i munden når det vedrører rød og blå blok, da Radikale er med i begge i løbet af bogen alt efter om det afhænger af efterlønsspørgsmålet eller ej.

Det er desuden et fint valg ikke at rapportere standardfejl og lignende, som vil være af interesse for de færreste læsere af bogen, men man kunne evt. have overvejet et onlineappendiks med al den slags ekstra info. Der står desuden i bogen at data kan erhverves gennem Dansk Data Arkiv, men det har jeg ikke haft held med. Jeg har en idé om at der vil være interessante ting at undersøge i datasættet, specielt ift. ting der skete efter valget, altså i den periode hvor respondenterne er blevet spurgt.

Alt i alt er der tale om en velskrevet bog, og er man interesseret i danske folketingsvalg, vil det være svært at komme udenom denne. 2011-valget var en spændende størrelse, og det samme kan man sige om nærværende bog.

Om mediernes faktatjek

Efter folketingsvalget i november sidste år blev faktatjek vurderet som værende det nye sort i medierne. Det har dog ikke været uden kritik. Redaktøren på Ugebrevet A4, Jan Birkemose, har blandt andet pointeret, at et faktatjek kan være »overfladisk og i værste fald [en] skadelig begivenhed, når nogle generalister, det vil sige journalister, får magten til at udlægge sager, som selv videnskaben er uenige om«.

For måneder tilbage kom Clement Kjersgaard i Debatten på DR2 med en kritisk indvending, da professor Christian Kock roste medierne for deres faktatjek-initiativ. Clements pointe var, at hvis der er noget der er faktatjek, er der også noget der er ikke-faktatjek. Der kan derfor argumenteres for, at faktatjek blot er symptomatisk for, at alt for mange politiske udmeldinger går ukritisk gennem medierne.

Ligeledes har SF’s pressechef, Claus Perregaard, kaldt et faktatjek af Villy Søvndal under valgkampen ’11 for »noget semantisk flueknepperi«. Konsekvensen af mediernes faktatjek kan dermed være, at man får en mere klinisk og kedelig debat, når politikerne skal frygte, at selv helt banale og ligegyldige fejl bliver taget op af mediernes faktatjek-enheder.

Det øgede fokus der er kommet på mediernes faktatjek samt ovenstående udmeldinger, får forhåbentlig én til at tænke over hvad faktatjek grundlæggende er for en størrelse. Selv har jeg et noget ambivalent forhold til mediernes faktatjek-format. Først og fremmest fordi jeg ikke finder det særligt nyskabende.

Der skal ingen tvivl herske omkring, at når folk siger noget der ikke passer, skal det korrigeres. Det er umuligt at føre en rationel politisk diskussion på et grundlag, hvor der ingen forskel er på sandhed og løgn. Det betyder dog ikke, at alle politiske udmeldinger bør eller kan tages op. Journalisterne skal være selektive og vælge de udmeldinger der 1) har en væsentlig grad af relevans at blive korrigeret samt 2) kan nuanceres ved hjælp af et faktatjek.

Det er, som Jan Birkemose pointerer, ikke alle udmeldinger der er godt tjent med et faktatjek. Det afgørende må derfor være, at et faktatjek, bedre end en længere, nuanceret baggrundsartikel eller lignende, bidrager til at kvalificere den politiske debat. Jeg har i den forbindelse undret mig en del over, hvorfor faktatjek-formatet har vundet så meget indpas, i stedet for blot at lade journalisterne interviewe fagfolk og researche, og skrive ganske almindelige artikler.

Det er værd at huske på, at faktatjek er ikke en ny opfindelse. Ved tidligere folketingsvalg har der ligeledes været fokus på, at gå politikernes udmeldinger efter i sømmene, og skrive kritiske artikler om politikerenes påstande. Som eksempel kan der nævnes Jyllands-Posten, der under valgkampen i 2007 gjorde en del ud af systematisk at faktatjekke1:

Det kan med andre ord betvivles hvor revolutionerende det nye faktatjek-format er. Det er nok næppe blevet hverken mere eller mindre populært, at sige noget der er lodret forkert under en valgkamp.

Man kan så godt argumentere for, at når der er noget der er faktatjek, er der også noget der ikke er faktatjek. Dette er dog ikke ensbetydende med, at medierne er for ukritiske. For det første havde nogle medier (BT, Berlingske, Politiken), kun faktatjek-konceptet under valgkampen, hvor der sker en intensivering i antallet af politiske debatter og udmeldinger, der ikke alle kan kontrolleres, som var det uden for en valgkampsperiode. For det andet går ikke alle politiske udmeldinger gennem mediernes kritiske filtre. Eksempler herpå er sociale medier og politiske debatter, hvor faktatjek alt andet lige må ske som en reaktion på de udmeldinger der er sendt ud til borgerne.

Vi ser primært faktatjek to steder i det danske medielandskab nu. Hos Jyllands-Posten og i Detektor på P1 og DR2. Ved sidstnævnte er der ikke kun tale om faktatjek (i det seneste afsnit blev en stor del af programmet brugt på en ligegyldig introduktion til politikernes kropssprog), og ved førstnævnte er kvaliteten meget varierende.

Jyllands-Posten har ved flere lejligheder lavet hvad man med rette kan kalde faktatjek af en ret ringe kvalitet. Eksempler herpå kan ses her, her og her, hvor man i førstnævnte stempler Alex Ahrendtsen udmelding om, at lærernes politiske overbevisning afspejler sig i deres valg af undervisningsmateriale, som sand, uden at have noget belæg for det, og i sidstnævnte ikke har styr på den statistiske usikkerhed forbundet med den relevante undersøgelse!

Jeg er principiel tilhænger af, at medierne bedriver faktatjek (i såvel som udenfor valgkampe), men så skal der også være styr på det. Det skal ikke blive en undskyldning for at tage ligegyldige udmeldinger op eller bedrive decideret tendentiøse faktatjek, hvilket risikoen alt andet lige bliver større for, når man laver et selvstændigt faktatjek-format, der skal kunne levere usandheder på ugentlig basis.

Faktatjek blev ganske vel kaldt det nye sort i valgkampen 2011, men der er ikke så meget nyt i at tjekke fakta under valgkampe.

  1. Udklippet er fra Duellens påstande i Jyllands-Posten s. 4, tirsdag d. 6. november 2007 []