Erik Gahner Larsen

Hvornår kommer folketingsvalget? #2

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at der var grund til at forvente, at folketingsvalget kunne finde sted samme dag som kommunalvalget. Mit kvalificerede gæt var således, at folketingsvalget ville finde sted 16. november 2021. Vi kan nu konstarere, at jeg tog fejl. Det er ikke første – og helt sikkert ikke sidste – gang, at jeg tager fejl.

Jeg skriver dette indlæg af de samme grunde som jeg aldrig vil kunne blive politisk kommentator, nemlig at jeg finder det lige så relevant at fremhæve, når jeg tager fejl – som når jeg rammer plet. Faktisk finder jeg det mere interessant at bruge tid på at dissekere, hvorfor og hvornår jeg tager fejl.

Man behøves ikke have læst flere bøger af Philip E. Tetlock for at vide, at selv politiske kommentatorer ofte tager fejl. I 2015 viste jeg, at mange politiske kommentatorer tog fejl i forhold til, hvornår folketingsvalget ville blive udskrevet. Det er derfor ikke den store overraskelse, at jeg heller ikke ramte plet i mit kvalificerede gæt denne gang. Det relevante spørgsmål der står tilbage, er, hvorfor vi ikke ser et folketingsvalg nu.

De fleste meningsmålinger er fine for Socialdemokratiet, men partiet ligger ikke trygt på den gode side af de 30% som de gjorde, da jeg skrev mit indlæg. Meget kan ske i en valgkamp og det er ingen selvfølge, at partiet vil stå stærkere på den anden side af et valg. Der har været artikler på det seneste om, at rød blok ikke længere har et stabilt flertal (se eksempelvis dækningen af meningsmålingerne fra Voxmeter og Megafon).

Dertil skal det tilføjes, at der også har været nogle meningsmålinger på kommunalt niveau, der nok heller ikke er gået Socialdemokratiets opmærksomhed forbi, herunder målinger i København, Fredericia, Silkeborg, Bornholm, Hedensted og Horsens, der alle viser en tilbagegang til Socialdemokratiet (omend i varierende størrelse).

Jeg burde i højere grad have taget højde for, at det ikke kræver de store vælgervandringer før et komfortabelt flertal til rød blok kan reduceres til et meget tæt valg. Min generelle opfattelse er, at meningsmålingerne ikke viser store ændringer over kort tid, men det er ikke usandsynligt at et parti kan rykke sig signifikant over en periode på et halvt år. Med det in mente er det intet chok, at målingerne nu viser noget andet end de gjorde, da jeg skrev mit indlæg.

Det kontrafaktiske spørgsmål er her, om Socialdemokratiet ville have udskrevet valg, hvis meningsmålingerne var bedre. Det kan vi i sagens natur ikke vide, men jeg vil stadig argumentere for, at sandsynligheden for at vi ville have set et folketingsvalg snart, alt andet lige, ville være større hvis meningsmålingerne havde givet Socialdemokratiet og især rød blok et solidt forspring.

En anden mulighed er, at det aldrig har været en seriøs overvejelse i regeringstoppen at udskrive valg i 2021, men at det blot har handlet om at signalere muligheden, især for at sikre, at oppositionspartierne har brugt energi på at være klar til et eventuelt efterårsvalg. Det kan vi forhåbentlig få nogle svar på i fremtiden, når den nuværende politiske situation ligger så langt tilbage i tid, at politiske biografier kan belyse, hvilke strategiske overvejelser, der har været på spil.

En tredje mulighed – som dog potentielt hænger sammen med partiets opbakning i meningsmålingerne – er usikkerheden omkring de politiske sager, der har været i løbet af de seneste måneder. Dette være sig eksempelvis sygeplejerskernes strejke og minksagen, der har stået højere på Socialdemokratiets dagsorden end tankerne om at udskrive valg. Ligehedes har flere ministre ikke nødvendigvis vist sig fra deres bedste side i år, herunder blandt andet Astrid Krag, Jeppe Kofod og Trine Bramsen, hvorfor det kan give god mening ikke at udskrive valg i kølvandet på dette.

Med andre ord burde jeg også have taget højde for, at den politiske dagsorden ikke nødvendigvis ville være domineret af corona (som den trods alt var i begyndelsen af i år), men tværtimod mere nuanceret.

Dette besvarer selvfølgelig ikke, om Socialdemokratiet burde udskrive valg nu. Der er ingen garanti for, at opbakningen til regeringen og dets støttepartier vil være større i efteråret ’22 eller foråret ’23. Det må eftertiden vise.

Hvornår vil vi så se et folketingsvalg? Det har jeg ikke længere et kvalificeret bud på. Mine overvejelser herom er trivielle (jo bedre målinger til rød blok, desto større sandsynlighed for et valg), og jeg vil herfra lade de politiske kommentatorer om at sætte en præcis dato på, hvornår vi ser et valg.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #2

For snart et år siden kunne Altinget rapportere, at opbakningen til Socialdemokratiet var begyndt at stilne af. I et indlæg pointerede jeg, at der ikke var meget der tydede på, at opbakningen til Socialdemokratiet havde ændret sig. Mere specifikt konkluderede jeg:

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Hvis vi kigger på Socialdemokratiets opbakning i løbet af det seneste år, er der ikke meget der taler for, at partiet har rykket sig nævneværdigt i målingerne:

Nuvel, det går lidt op og lidt ned, men sjældent noget der kan siges at være statistisk signifikant. Forskellene mellem analyseinstitutterne er oftest større end forskellene inden for samme, og det er primært kun enkeltmålinger, der taler for en fremgang eller tilbagegang, hvor efterfølgende meningsmålinger blot bekræfter, at opbakningen til partiet er relativt stabil.

I løbet af de seneste par dage har vi fået to nye målinger. Den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som også er den første meningsmåling fra Voxmeter siden sommerferien, viser, at Socialdemokratiet ligger på omkring samme niveau som før sommerferien. Det vil sige omkring de 30%. Målingen fra før sommerferien viste en opbakning på 28,4%, hvor den seneste måling fra Voxmeter viser 30,3%. Det er en forskel på 1,9 procentpoint.

Hvorfor er dette interessant? Fordi Ritzau tolker den seneste meningsmåling fra Voxmeter som en fremgang til partiet. Se eksempelvis dækningen hos Kristeligt Dagblad eller B.T., der indledes med ordene: “Socialdemokratiet ser ud til igen at have fået medvind hos vælgerne efter en række meningsmålinger hen over sommeren med faldende opbakning til regeringspartiet.”

Til Ritzaus forsvar skal det nævnes, at de erkender, at der er en statistisk usikkerhed, der er større end de ovennævnte 1,9 procentpoint for Socialdemokratiet: “Med til målingen hører, at der er en statistisk usikkerhed. Den maksimale statistiske usikkerhed ligger på 2,8 procentpoint, som gælder for Socialdemokratiet.” Det er en ren tilståelsessag.

Dette holder dog ikke Ritzau fra at lave endnu en historie om forandringer på baggrund af meningsmålingen. En måling – hvor hovedhistorien burde handle om stabilitet (hvilket giver god mening, da der trods alt har været politisk sommerferie), afføder en artikel om, at målingen viser, at “S går styrket ind til politisk sæson”. Det er i hvert fald hvad Altingets politiske kommentator angiveligt får ud af målingen. Også selvom målingen ikke viser nogen forandring.

Kigger vi på den seneste meningsmåling fra Gallup (fra 5. august), viser den heller ikke de store forandringer i løbet af sommeren, eller som Berlingske konkluderer: Sommeren har ikke rykket det store i meningsmålingerne. Her kommer de dog frem til en helt anden konklusion, nemlig at Gallup-målingen “varsler svær periode for Mette Frederiksen”.

Vi har altså at gøre med to meningsmålinger, der begge viser, at vælgerne ikke har rykket sig i løbet af sommeren, men hos et medie er det udtryk for, at Socialdemokratiet går styrket ind i den politiske sæson, hvor det hos et andet medie er udtryk for, at det bliver en svær periode for Socialdemokratiet. Så skulle der være noget til enhver politisk smag. Det er altid imponerende, hvordan journalister kan bedrive denne slags kaffegrumslæsningsjournalistik.

Gik Socialdemokratiet tilbage før sommerferien? Er de vendt stærkt tilbage over sommeren? Varsler målingerne en svær periode for partiet? Det er muligt at nogle enkeltmålinger kan bruges til at tegne forskellige billeder (især hvis man ignorerer den statistiske usikkerhed), men fra min læsning af tallene tyder det mest af alt på, at vælgerne ikke nødvendigvis har rykket sig over sommeren – og Socialdemokratiet står akkurat hvor de stod, før de gik på sommerferie.

Udregn mandater til Folketinget med R

I mange meningsmålinger rapporteres partiernes opbakning ikke udelukkende med andelen af stemmer i procent, men også som mandattal. D’Hondts metode bruges som bekendt fordelingen af kredsmandater ved Folketingsvalg, der sammen med tillægsmandater sikrer en ligelig fordeling mellem stemmer og mandater ved valget.

Hvis man gerne vil estimere hvor mange mandater de respektive partier står til at få, kan jeg varmt anbefale seatdist pakken til R. Den er udviklet af Juraj Medzihorsky og kan findes her. Når du har installeret pakken kan du nemt hente den ind i R og bruge giveseats() funktionen til at udregne mandater:

giveseats(c(33, 6, 10, 7, 8, 1, 3, 1, 5, 17, 8, 1), 
          ns = 175, 
          thresh = 0.02,
          method = "dh")

Det første vi giver funktionen er en vektor med opbakningen til partierne i procent (jeg har her undladt decimaler blot for at gøre det nemmere at læse). 33 er eksempelvis opbakningen til Socialdemokratiet i procent. ns angiver hvor mange mandater, vi skal fordele (number of seats, i dette tilfælde 175), thres angiver spærregrænsen (2% i dette tilfælde) og method er vores fordelingsmetode (dh for D’Hondt).

Her kan vi se at Socialdemokratiet vil få omkring 61 mandater ved næste folketingsvalg. Dette er selvfølgelig et estimat, da vi 1) har usikkerhed i meningsmålingen og 2) alle mandater ikke fordeles så simpelt ved valget. Vi tager ligeledes ikke de fire nordatlantiske mandater med i betragtning. Ikke desto mindre er det relativt nemt at få et estimat på, hvor stor opbakningen er til partierne i mandater. Pakken giver desuden en lang række muligheder for at undersøge partiernes mandattal, hvis man tog andre mandatfordelingsmetoder i brug.

Hvornår kommer folketingsvalget?

Da de første meningsmålinger kom ovenpå nedlukningen af Danmark, stod det klart, at Socialdemokratiet stod til en stor fremgang i meningsmålingerne og dermed sad tungt på magten. Ikke alene stod Socialdemokratiet stærkt, men rød blok havde et komfortabelt flertal.

Det er dog først i løbet af de seneste måneder, vi kan konkludere, at Socialdemokratiet har konsolideret deres opbakning i meningsmålinger. Der er dermed ikke tale om en kortsigtet effekt. End ikke minksagen ser ud til at have rykket nogle vælgere væk fra Socialdemokratiet.

Derfor vil jeg også tillade mig at komme med et kvalificeret gæt på, hvornår vi vil se et folketingsvalg: 16. november 2021.

Der er flere grunde til dette. For det første, som kvikke hoveder allerede har bemærket, er det samme dag som der er kommunal- og regionsvalg. Der afholdes normalt kun kommunal- og regionsvalg den samme dag, men der er tilfælde på tripelvalg, hvor der også afholdes folketingsvalg (senest i 2001). Hvis coronatallene desuden ser fine ud til den tid, kan det sågar være at foretrække at slå to fluer med ét smæk.

For det andet, og vigtigst af alt, går det godt for Socialdemokratiet. Kigger man på min seneste prognose står partiet til at få 32,2% af stemmerne. Det er omkring 20 procentpoint mere end Venstre, der nu ligger på niveau med Konservative.

Kigger vi på nogle af de seneste lokale meningsmålinger, ser det også godt ud for Socialdemokratiet. I Hedensted Kommune står partiet til at gå fra 27,8 pct. til 33,7 pct. af stemmerne, og der er lignende historier om fremgang til partiet i Horsens Kommune, Odense Kommune og Bornholms Kommune. Dette bekræfter hvad vi ved fra tidligere kommunalvalg, altså at der er en national valgvind, hvor partiernes nationale opbakning smitter af på deres opbakning ved kommunalvalget. En sådan valgvind kan potentielt blæse endnu stærkere, hvis valget afholdes samme dag, hvilket kan give Socialdemokratiet endnu et incitament til at udskrive valg.

Forskningen har vist, at politikerne er opportunistiske og er mere tilbøjelige til at udskrive valg før tid, når det går godt i meningsmålingerne (effektstørrelserne i studiet er dog små). Det vil være oplagt for Socialdemokratiet at smede mens folkestemningen er rød. Hvem ved hvordan folkestemningen ser ud om et år? Og hvad hvis blå blok kan nå at mobilisere et egentligt regeringsalternativ til den siddende regering? Det vil alt andet lige være optimalt for en regering, at udskrive valg i 2021.

Jeg kan selvsagt ikke gøre mig overvejelser om, hvorvidt Socialdemokratiet allerede har gjort sig overvejelser herom. Der er dog intet i deres adfærd eller udsagn hidtil, der synes at signalere, at de har tænkt sig at vente længe med at udskrive valget. Jeg vil sågar mene, at den seneste regeringsrokade, med endnu et ressortområde til Kaare Dybvad, så han også bliver indenrigsminister, vil klæde partiet godt på til et tripelvalg.

Det skal nævnes, at jeg ikke er den første til at lufte disse tanker. Erik Holstein, politisk kommentar for Altinget, udtalte således forleden til selvsamme Altinget: “Et valg til foråret er meget usandsynligt, men det er derimod en realistisk mulighed, at der kan komme et folketingsvalg i november sammen med kommunalvalget. Her vil Mette Frederiksen have en legitim undskyldning for at bede om et nyt mandat efter coronakrisen, og det vil se praktisk ud at slå de to valg sammen”.

Dette er selvfølgelig blot et gæt. Der er stadig mere end to år til, at der skal udskrives valg. Og end ikke politiske kommentatorer, der går meget mere op i dette end jeg, er altid enige om, hvornår der udskrives valg (se eksempelvis dette indlæg fra 2015). Ligeledes er der stadig en masse ubekendte variable (hvordan vil det gå med coronavaccinerne? hvordan vil det gå med opbakningen i målingerne?), men hvis det fortsætter som hidtil, har jeg svært ved at se, hvorfor Mette Frederiksen ikke skulle udskrive valg med afholdelse 16. november 2021.

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti?

B.T. kan rapportere, at fire procent af danskerne med sikkerhed vil stemme på Lars Løkke Rasmussen eller hans nye parti, skulle han gå hen og stifte et. B.T. kalder det for en “vild måling”, og det er jeg enig i, at det er en vild måling. Jeg kalder det blot en vild måling fordi den er metodisk mærkelig. Der er tale om endnu et eksempel til rækken af sager, der viser, at man bør være ekstra skeptisk for en måling, hvis den kommer fra YouGov.

Målingen kan ingenlunde sammenlignes med meningsmålinger, som vi kender dem. Her er det konkrete spørgsmål, man har stillet respondenterne: “Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af partiet Venstre og har nu startet et nyt politisk netværk. Lars Løkke Rasmussen afviser ikke, at det kan udvikle sig til et egentlig parti. Hvor tilbøjelig vil du være til at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti, hvis han gør alvor af sine tanker om stifte et nyt parti?”

Ikke alene beder man respondenterne om at forholde sig til et hypotetisk parti (der ikke eksisterer), men også om man vil overveje at stemme på dette éne parti. Som Hans Redder fra TV 2 korrekt formulerer det: “Det her er altså en virkelig ringe måde at lave meningsmålinger på. I stemmeboksen skal vælgerne ikke tage stilling til ét, men blandt alle opstillede partier”.

Jeg har i tidligere sammenhænge beskrevet, hvordan denne slags målinger ikke kan bruges til at sige noget om partiernes opbakning i meningsmålingerne, eksempelvis med Nye Borgerlige, Danskernes Parti og Klaus Riskær Pedersen. Den slags målinger bruges udelukkende til at overestimere opbakningen til et parti i meningsmålingerne, så B.T. (og andre medier uden journalistiske standarder) kan skrive historier om vilde målinger. Du kommer derfor aldrig til at se en meningsmåling som denne, hvor historien lyder, at der ikke er potentielle vælgere til et parti.

Dertil skal det også tilføjes, at vi efterhånden ved, at YouGov har store udfordringer forbundet med at måle vælgernes opbakning. De klarede sig dårligst af alle ved det seneste folketingsvalg, og intet tyder på, at der er grund til at tage dem mere seriøst nu. Jeg antager desuden, at spørgsmålet om, hvor mange der kan overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti er stillet i samme meningsmåling, der giver Venstre en historisk lav opbakning (men hvor de fire ud af fem største partier er blå partier!). Det ville i så tilfælde også være interessant at vide om YouGov har stillet deres Lars Løkke-spørgsmål før eller efter spørgsmålet om, hvilket parti vælgerne ville stemme på, hvis der var valg i morgen.

Vi ved ikke, hvor mange der vil stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti. Det er rent gætværk, når Henrik Qvortrup forsøger at estimere, at partiet “ved næste folketingsvalg realistisk set vil kunne høste seks-syv procent af stemmerne og dermed storme ind i Folketinget med sit nye midterparti”. Mediernes dækning er ikke neutral, når det kommer til dækningen af nye (eller i dette tilfælde ikke-eksisterende) partier, men det ville klæde YouGov såvel som B.T. at forbedre deres måde at foretage såvel som at formidle meningsmålinger på.

Hvordan klarede meningsmålingerne sig?

Folketingsvalget er overstået. Vi kan nu langt om længe vurdere, hvordan meningsmålingerne har klaret sig. I dette indlæg kigger jeg nærmere på det netop overståede folketingsvalg. For en historisk gennemgang af hvordan meningsmålingerne har klaret sig i en dansk sammenhæng, se dette arbejdspapir af Martin Vinæs Larsen.

Kigger vi på meningsmålingerne ved dette valg er det ikke udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt meningsmålingerne som kategori ramte rigtigt, men i lige så høj grad et spørgsmål om, hvilke meningsmålinger, der ramte rigtigt.

Meningsmålingerne har været uenige om især opbakningen til Nye Borgerlige, da analyseinstitutterne har placeret dem fra under spærregrænsen til omkring 5-6% af stemmerne. Disse forskelle har været systematiske over tid og kan ikke tilskrives tilfældigheder.

For at se nærmere på, hvordan de respektive institutter præsterede ift. de forskellige partier, viser Figur 1 meningsmålingerne foretaget i valgkampens sidste dage og valgresultatet for de forskellige analyseinstitutter.

Figur 1: Meningsmålinger og valgresultatet

Overordnet betragtet klarede meningsmålingerne sig ganske fint (jo tættere partierne er på den stiplede linje, desto mere præcist ramte de). Denne pointe bringer jeg også til bordet i denne artikel hos Altinget. Der var dog enkelte partier, meningsmålingerne havde svært ved at ramme præcist. Dette var blandt andet Venstre og Dansk Folkeparti, hvor meningsmålingerne undervurderede førstnævnte og overvurderede sidstnævnte.

Det er ligeledes interessant at kigge på, hvor langt de forskellige meningsmålinger var fra at ramme valgresultatet. Til at undersøge dette kan vi se på den gennemsnitlige numeriske forskel mellem hver meningsmåling og valgresultatet (alternativt kan man kigge på kvadratroden af den gennemsnitlige kvadratafvigelse, der normalt giver lignende resultater).

Dette mål viser hvor meget en meningsmåling i gennemsnit, for hvert parti, ramte forbi. Foruden meningsmålingerne indsamlede jeg de vægtede snit og exit polls, der var tilgængelige på valgaftenen. Figur 2 viser afvigelsen mellem diverse målinger og det endelige valgresultat.

Figur 2: Afvigelse mellem målinger og resultat

Som det kan ses, havde Epinion og Gallup de mest korrekte meningsmålinger. De største afvigelser finder vi hos YouGov, der eksempelvis gav 4,7% til Nye Borgerlige, 11,3% til Dansk Folkeparti, 3% til Stram Kurs og 18,6% til Venstre. Alle estimater der lå et pænt stykke fra det endelige valgresultat. Dette fører til, at YouGov var valgets store taber.

Et af de store spørgsmål i løbet af de seneste år har været, om YouGov eller andre analyseinstitutter har haft ret, når YouGov systematisk har givet Nye Borgerlige en større andel af stemmerne end de andre institutter. De seneste Voxmeter-måling gav 2,7% til Nye Borgerlige og 9,2% til Dansk Folkeparti. Disse tal giver mig umiddelbar anledning til at vurdere, at YouGov systematisk har overvurderet Nye Borgerlige.

Vi ser ligeledes at meningsmålingerne klarede sig lige så godt som TV 2s og DRs exit polls (og bedre end BTs exit polls – foretaget af YouGov). De vægtede snit klarede sig også relativt godt, men her er der flere interessante aspekter at forholde sig til.

For det første er det vigtigt at huske på, at intet vægtet snit er bedre, end de meningsmålinger, vi fodrer de vægtede snit med. Når YouGov er inkluderet, vil det selvsagt påvirke det vægtede snit. Udfordringen er, at vi ikke kan sige med sikkerhed før valget, om nogle meningsmålinger rammer helt skævt (vi kan kun korrigere for dette).

For det andet siger ovenstående tal intet om usikkerheden. Nogle af disse vægtede snit kommer ikke med statistisk usikkerhed, hvorfor det kan være svært at sammenligne kvaliteten af disse estimater. Styrken ved de vægtede snit ligger især i formidlingen af meningsmålinger, hvor der er fokus på, at vi kigger på flere meningsmålinger – og den statistiske usikkerhed.

For det trejde – og som ikke er at se i ovenstående figurer – lå Norstat et pænt stykke fra valgresultatet. Det har fået Jyllands-Posten til at droppe meningsmålingerne, eller som Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør for avisen, udtaler: “Derfor kommer vi, foreløbigt og med øjeblikkelig virkning til at indstille brugen af meningsmålinger, der måler på Folketingets sammensætning”.

Jeg forstår dog ikke denne beslutning eller kritikken af Norstat. Norstat foretog ikke nogen meningsmåling i dagene op til valget (deres seneste meningsmåling blev indsamlet 31. maj). Jeg inkluderede derfor heller ikke Norstat i ovenstående figurer (og heller ikke Greens, der foretog en meningsmåling nogle dage før valget), da det ville være at sammenligne forskellige målinger, der siger noget om partiernes opbakning på forskellige tidspunkter.

Da jeg talte med en journalist fra Ritzau, tog jeg da derfor også Norstat i forsvar og pointerede blandt andet, at vælgerne kan “ændre deres planer om, hvem de vil stemme på i løbet af de sidste dage op til valget” (kan blandt andet læses hos BT, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad).

Hos P1 Orientering pointerede jeg ligeledes det væsentlige problem i, at sammenligne en meningsmåling foretaget i slutningen af maj med de seneste målinger fra andre institutter. Det der overraskede mig her er, at Jacob Nybroe kunne informere mig om, at de udelukkende havde bedt Norstat om at komme med et korrekt bud på et valgresultat. Derfor undrer det mig betydeligt, at man har foretaget en meningsmåling i slutningen af maj i stedet for i dagene op til 5. juni.

Hvorfor fokuserer jeg så meget på disse dage op til valget? Dette fordi der er flere forhold, der får mig til at tro, at valgkampens sidste dage har givet analyseinstitutterne bedre betingelser for at ramme valgresultatet. Dette kan skyldes, at vi opfanger bevægelser i dagene op til valget, at vælgerne er mere sikre på, om de vil stemme og hvem de vil stemme på osv.

Kigger man således på de vægtede snit, tror jeg at de mere konservative vægtede snit har haft sværere ved at opfange disse ændringer i de sidste dage (især når man ikke inkluderer al tilgængelig data, i.e. Megafons meningsmålinger).

Kasper Møller Hansen har desuden regnet på, hvordan snittet ville se ud med de ekstra meningsmålinger i Risbjerg-snittet (altså meningsmålingerne foretaget lige op til valget). Denne opdaterede prognose giver en gennemsnitlig afvigelse, der er at sammenligne med Politologi Prognose. Dette indikerer at de meningsmålinger, der lå tættest på valget, var brugbare til at forudsige valgresultatet.

En interessant undtagelse her er YouGov, der var tættere på at ramme valgresultatet en uge før valget end dagen før valget. Givet de fluktuationer, der har været i deres meningsmålinger (herunder også i BTs dækning heraf), er jeg dog tilbøjelig til at konkludere, at det er mere held end forstand.

Det er ligeledes værd at bemærke, at meningsmålingerne havde problemer med at forudsige EP-valget kort tid forinden folketingsvalget, hvor det også var en udfordring at estimere opbakningen til blandt andet Venstre. Dermed ikke sagt, at det har været de samme problemer for analyseinstitutterne ved de to valg, men der er klart tale om noget, de skal kigge nærmere på.

Meningsmålingerne klarede sig ganske fint ved dette valg. De kunne have gjort det bedre, men de gjorde et fint stykke arbejde. Den store forbedring ift. seneste valg har været i formidlingen – ikke deres kvalitet. Med andre ord er medierne blevet betydeligt bedre til at formidle meningsmålinger (som jeg også gjorde det klart i Presselogen før valget).

Er Venstre gået frem efter EP-valget?

Venstre endte med at få flest stemmer ved Europa-Parlamentsvalget. Det var således blot et spørgsmål om tid, før vi ville se en meningsmåling, der skulle fortælle om implikationerne af dette for det kommende folketingsvalg.

Denne meningsmåling har vi nu fået hos TV 2, der bringer nyheden om en ‘stor fremgang til Venstre‘. Konkret kobles dette sammen med EP-valget: “Bedst er det gået for Venstre i den første Megafon-måling efter søndagens valg til Europa-Parlamentet, hvor partiet overraskende sikrede sig fire mandater og blev Danmarks største parti i parlamentet.”

Her er problemet med denne tolkning: Der er ingen evidens for, at Venstre er gået frem (eller tilbage) i meningsmålingerne siden EP-valget. Faktisk er der intet der tyder på, at Venstre har bevæget sig i løbet af valgkampen. Figur 1 viser opbakningen til Venstre i de seneste syv meningsmålinger fra Megafon, hvor den stiplede linje viser datoen for EP-valget (26. maj).

Figur 1: Opbakningen til Venstre hos Megafon

Der er ganske enkelt intet i Megafons meningsmålinger, der tyder på, at Venstre har fået flere eller færre stemmer, når man tager den statistiske usikkerhed i betragtning. Figur 2 viser alle meningsmålinger foretaget i dagene op til og efter EP-valget, hvor der ligeledes ikke er noget der tyder på, at Venstre er gået hverken frem eller tilbage.

Figur 2: Opbakningen til Venstre før og efter EP-valget, alle institutter

Med andre ord er det forkert at konkludere, at Venstre har oplevet en stor fremgang på grund af EP-valget. En lidt bedre – men stadig forkert – tolkning af selvsamme meningsmåling så man hos Politiken, der kunne berette om, at Venstre “går lidt frem”.

Der var dog blot tale om en redigeringsfejl, hvorfor dette heldigvis blev ændret, så det nu hedder: “I den første måling fra Megafon efter valget til EU-Parlamentet fører oppositionen fortsat”.

Det er selvfølgelig muligt, at Venstres opbakning vil stige i de kommende meningsmålinger, men der er intet der taler for, at EP-valget har flyttet stemmer fra de andre partier til Venstre.

Hvordan vil danskerne stemme til Europa-Parlamentsvalget? #2

Forleden kom der en rapport fra Europa-Parlamentet, foretaget af Kantar Public, der gav bud på, hvordan partierne ville klare sig ved det kommende Europa-Parlamentsvalg.

En af ulemperne ved denne rapport var, at den ikke byggede på meningsmålinger omkring Europa-Parlamentsvalget, men i Danmark i stedet målinger til Folketinget (noget jeg udtalte mig kritisk om her).

Heldigvis har vi nu meningsmålinger foretaget af analyseinstitutterne på samme tid til både Europa-Parlamentsvalget (EP) og folketingsvalget (FT). Derfor kan vi nu sætte tal på, hvor stort et problem, der var tale om for de forskellige partiers opbakning.

Hos DR kan man finde to meningsmålinger fra Epinion – både til EP-valget og FT-valget. Hos Jyllands-Posten kan man ligeledes finde en måling for både EP-valget og FT-valget (foretaget af Norstat).

Før vi sammenligner partiernes opbakning til FT-valget og EP-valget, er det dog vigtigt at huske på en af de afgørende kritikpunkter ved rapporten foretaget af Kantar Public, netop at nogle partier stiller op til FT-valget og ikke EP-valget (og vice versa).

Figur 1: Opbakningen til partierne i EP- og FT-valget, Epinion og Norstat

Figur 1 viser opbakningen i meningsmålingerne til partierne der stiller op ved begge valg. Meningsmålingerne fra Epinion og Norstat viser (heldigvis) sammenlignelige resultater. Vi kan se, ved alle valg, at Socialdemokraterne står til at blive størst, efterfulgt af Venstre og Dansk Folkeparti.

Kritikken jeg gav forleden kan koges ned til, at vi ikke blot kan bruge meningsmålinger ved FT-valget til at konkludere, hvordan EP-valget vil gå. Til trods for at nogle partier vil klare sig godt i begge valg, er der nævneværdige forskelle.

Mest nævneværdigt stiller Folkebevægelsen mod EU udelukkende op til EP-valget, hvorfor vi vil se at målinger, der kun kigger på FT-valg, naturligvis vil undervurdere deres opbakning.

Figur 2 viser forskellen i partiernes opbakning mellem de to valg, hvor positive værdier indikerer større opbakning ved EP-valget, og negative værdier indikerer større opbakning ved FT-valget. Ingen forskel indikerer at et partis opbakning vil være den samme ved de to valg.

Figur 2: Forskel i opbakning mellem EP- og FT-valg.

Her ser vi, som nævnt ovenfor, at Folkebevægelsen mod EU klarer sig betydeligt bedre i EP-målingerne. Andet er logisk umuligt. Vi ser også at Enhedslisten klarer sig betydeligt bedre i FT-målinger, da flere af deres vælgere stemmer på Folkebevægelsen mod EU ved EP-valget.

Radikale Venstre, Venstre og SF klarer sig også bedre i EP-målingerne end FT-målingerne, hvor det modsatte gør sig gældende for Socialdemokraterne, Liberal Alliance og de Konservative, omend disse forskelle er marginale. Der er ikke helt enighed mellem Epinion og Norstat om, hvordan Dansk Folkeparti vil klare sig relativt mellem de to valg.

Ovenstående viser at vi, til trods for nogle ligheder mellem EP- og FT-målinger, ikke blindt skal betro os til FT-målinger og konkludere, hvordan EP-valget vil gå. Især ikke når det vedrører partier som Folkebevægelsen mod EU, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe? #2

Onsdag den 5. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Ved seneste valg så vi en valgkamp, der varede 22 dage.

Hvor lang bliver valgkampen denne gang? En uge længere end seneste valgkamp – og dette med afholdelsen af EP-valget midt i denne valgkamp. Med data fra Folketingets hjemmeside tilføjet dagens informationer, kan vi se, hvordan valgkampens længde placerer sig historisk.

I ovenstående figur ser vi, at vi skal et godt stykke tilbage i tid, før vi finder en mindst lige så lang valgkamp. Helt specifikt skal vi tilbage til 1974, hvor valgkampen varede 35 dage.

Det bliver én lang valgmåned.

Valgspecial i Presselogen om meningsmålinger

I går blev der sendt en valgspecial af Presselogen med fokus på medierne og det kommende folketingsvalg. I den forbindelse bidrog jeg med et par kommentarer omkring, hvad vi bør forvente os af meningsmålingerne under den kommende valgkamp.

Udgangspunktet var blandt andet følgende profeti af Lisbeth Knudsen: “Når valget udskrives, vil vi igen blive oversvømmet af meningsmålinger. Og fristelsen til at tolke på de små udsving og på de små marginaler vil igen blive så stor, at nogen plumper i.”

Dette tror jeg Lisbeth Knudsen i overvejende grad har ret i. Vi ved fra flere studier at medierne ikke er gode til at formidle meningsmålinger og i høj grad overser den statistiske usikkerhed, hvorved der laves store historier på baggrund af små udsving. Der er intet der taler imod, at vi ikke vil se dette under det kommende folketingsvalg.

Når det er sagt er der også grund til at være optimistisk. Alene det faktum at Presselogen dedikerer tid til at tale om mediernes dækning af meningsmålingerne forud for et folketingsvalg viser, at det er noget medierne er opmærksomme på og tager seriøst.

Der er sket mangt og meget i løbet af de seneste fire år, herunder Brexit og Donald J. Trump, hvor meningsmålingerne fik en del kritik, og det er min klare vurdering, at medierne er blevet bedre til at forstå og formidle meningsmålinger. Med andre ord: Kritikken af meningsmålingerne i løbet af de seneste fire år er ikke gået journalisterne forbi.

Under seneste folketingsvalgkamp blev der produceret en håndfuld meningsmålinger om dagen, og det ser ud til, at vi får færre meningsmålinger at se ved det kommende folketingsvalg. Ligeledes har vi diskrepansen mellem Dansk Folkepartis opbakning i meningsmålingerne og ved valget i 2015 friskt i erindringen. Derfor tillader jeg mig at være optimistisk i forhold til, hvordan dækningen af meningsmålingerne vil være under det kommende valg.

Vi ser heldigvis flere og flere artikler, der formår at formidle meningsmålinger sobert og nuanceret. Et eksempel på dette kan ses her, hvor Hans Redder fra TV 2 formidler den seneste måling fra Megafon.

Derfor så jeg ingen grund til udelukkende at være kritisk, da jeg deltog i Presselogen. Tværtom fandt jeg det nødvendigt at mane til besindighed og opfordre til ikke at smide barnet ud med badevandet. Meningsmålingerne er ikke perfekte, og der er al mulig grund til at være kritisk, men de er nu engang et af de bedste redskaber vi har, når vi skal sige noget fornuftigt om, hvordan partierne klarer sig.

Marchen Neel Gjertsen fra Jyllands-Posten fik det sidste ord og sluttede af med at sige, at problemet var, at der var fokuseret for meget på meningsmålingerne og for lidt på at tage ud og besøge vælgerne rundt om i landet.

Dette er jeg fundamentalt set uenig i af to grunde. For det første fordi det ene ikke udelukker det andet. Det er muligt at lave meningsmålinger og feltarbejde. For det andet fordi der ikke er noget der taler for, at medierne vil blive bedre til at dække valget ved at fokusere på feltarbejde i stedet for systematisk indsamlede meningsmålinger.

Det er muligt, at der bliver fokuseret for meget på meningsmålinger i en valgkamp. Det er dog ikke nødvendigvis et problem. Det er fint at vælgerne har et indblik i, hvordan de forskellige partier klarer sig. Dette er selvfølgelig ikke det eneste, der er relevant i en valgkamp, hvorfor vi heldigvis ikke udelukkende ser journalisterne og politikerne fokusere på meningsmålingerne.

Det giver meget lidt mening at konkludere at meningsmålinger i og for sig selv er gode eller dårlige. Hvis de ikke er af højeste kvalitet eller hvis man bruger dem forkert, er de selvsagt dårlige. Indsamles og formidles de efter alle kunstens regler, er de et demokratisk gode.

Presselogen kan ses på TV 2 PLAY.