Hent åbne data fra Folketinget ind i R

Folketinget er begyndt at gøre informationer tilgængelige i form af åbne data. Dette indlæg viser simpelt og illustrativt, hvordan man kan få hentet disse data ned fra Folketingets hjemmeside ind i R. Til at gøre dette gør jeg brug af pakkerne httr (der kan hente vores data ned fra Folketingets hjemmeside) og ggplot2 (der som altid kan hjælpe os med at lave et par grafer), begge udviklet af Hadley Wickham. Pakkerne er tilgængelige via CRAN og kan – når de er installeret – åbnes med:

library(httr)
library(ggplot2)

For at få et overblik over de forskellige data, der er tilgængelige som åbne data på Folketingets hjemmeside, kan du besøge http://oda.ft.dk/. Jeg valgte som det første at kigge på siden med afstemningerne i Folketinget og hente en sådan side i JSON format ind i R med funktionen GET() i httr pakken (jsonlite pakken er også ganske fin, hvis man skulle have lyst til at forsøge sig med andre pakker):

ft.vote.page <- GET("http://oda.ft.dk/api/Afstemning?$inlinecount=allpages&$skip=0")
ft.vote.page
## Response [http://oda.ft.dk/api/Afstemning?$inlinecount=allpages&$skip=0]
##   Date: 2015-03-15 02:19
##   Status: 200
##   Content-Type: application/json; charset=utf-8
##   Size: 5.92 kB
## {
##   "odata.metadata":"http://oda.ft.dk/api/%24metadata#Afstemning","odata....
##     {
##       "id":1,"nummer":411,"konklusion":"Vedtaget\n\n108 stemmer for fors...
##     },{
##       "id":2,"nummer":412,"konklusion":"Vedtaget\n\n98 stemmer for forsl...
##     },{
##       "id":4,"nummer":7,"konklusion":"3. behandling af L 46. Om akutjob....
##     },{
##       "id":5,"nummer":412,"konklusion":"Eventuelt: 3. behandling af L 20...
## ...

Ovenstående viser de åbne data (der også kan hentes i XML) og nogle af de informationer, der ligger gemt heri. Ved hjælp af content() funktionen i httr kan vi skabe et objekt i R, der gør det hele lidt nemmere at arbejde med. Foruden at gøre dette trækker vi et tal ud der viser, hvor mange afstemninger der er i datasættet i skrivende stund:

ft.vote.content <- content(ft.vote.page)
ft.vote.content$odata.count
## [1] "2463"

Den side vi har hentet rummer dog ikke alle 2463 afstemninger, men blot de første 20. Jeg kunne ikke fremkalde én side med alle afstemninger, men maksimalt få vist 20 afstemninger, hvorfor jeg i stedet lavede et par loops, der gemmer de første tyve afstemninger i en data frame, derefter supplerer med de næste tyve og så videre, indtil der ikke er flere afstemninger at hente. Jeg gemmer i nærværende tilfælde tre simple informationer fra hver afstemning: 1) id, 2) status på om forslaget blev forkastet eller vedtaget samt 3) afstemningstypenummer.

ft.vote <- data.frame(NA,NA,NA)
seqnr <- seq(0, as.numeric(ft.vote.content$odata.count) - 20, 20)

for(i in seqnr) {
  link <- paste0("http://oda.ft.dk/api/Afstemning?$inlinecount=allpages&$skip=",i)
  ft.temp <- GET(link)
  ft.temp.content <- content(ft.temp)
  for(j in 1:20) {
    ft.vote[i + j,] <- c(ft.temp.content$value[[j]]$id,
                         ft.temp.content$value[[j]]$vedtaget,
                         ft.temp.content$value[[j]]$typeid)
  }
}

Den første linje laver en tom data frame, den anden linje en vektor med information omkring, hvilke sider vi skal hente data fra, for at få alle afstemninger. Derefter henter R alle afstemningerne ned, tyve afstemninger pr. side, og gemmer id, vedtaget og typeid i vores data frame ft.vote. Kombineret med en navngivning af vores variable får vi så følgende output:

names(ft.vote) <- c("id","vedtaget","typeid")
head(ft.vote)
##   id vedtaget typeid
## 1  1        1      2
## 2  2        1      1
## 3  4        1      1
## 4  5        1      1
## 5  6        1      1
## 6  7        0      1

For at blive klogere på, hvilke typer af afstemninger der er tale om, henter vi siden med afstemningstyper ned i R og kobler informationerne herfra sammen med typeid i vores ft.vote data frame.

typer.get <- GET("http://oda.ft.dk/api/Afstemningstype?$inlinecount=allpages")
typer.indhold <- content(typer.get)

ft.vote$type <- NA
ft.vote$type[ft.vote$typeid==1] <- typer.indhold$value[[1]]$type
ft.vote$type[ft.vote$typeid==2] <- typer.indhold$value[[2]]$type
ft.vote$type[ft.vote$typeid==3] <- typer.indhold$value[[3]]$type
ft.vote$type[ft.vote$typeid==4] <- typer.indhold$value[[4]]$type

ft.vote$type <- gsub("<U\\+00c6>", "Æ", ft.vote$type)

Den sidste linje i ovenstående ændrer <U+00c6> til et Æ, da Folketingets system ikke kan vise den slags tegn. Derefter laver vi en variabel, vedtaget, der har teksten Forkastet såfremt lovforslaget er forkastet og Vedtaget hvis lovforslaget er, ja, vedtaget. Dette giver os en samlet data frame, der ser ud som følger:

ft.vote$resultat <- NA
ft.vote$resultat[ft.vote$vedtaget==FALSE] <- "Forkastet"
ft.vote$resultat[ft.vote$vedtaget==TRUE] <- "Vedtaget"

head(ft.vote)
##   id vedtaget typeid               type  resultat
## 1  1        1      2 Udvalgsindstilling  Vedtaget
## 2  2        1      1 Endelig vedtagelse  Vedtaget
## 3  4        1      1 Endelig vedtagelse  Vedtaget
## 4  5        1      1 Endelig vedtagelse  Vedtaget
## 5  6        1      1 Endelig vedtagelse  Vedtaget
## 6  7        0      1 Endelig vedtagelse Forkastet

Vi kan nu få et visuelt overblik over, hvilke typer af afstemninger, der er i databasen med de åbne data:

ggplot(ft.vote, aes(type)) + geom_bar() +
  theme_bw() +
  xlab("Type") +
  ylab("Antal")

Langt de flete afsteninger i de åbne data vedrører afstemninger sendt til endelig vedtagelse og kun meget få vedrører udvalgsindstillinger. Vi kan også se nærmere på, om der er forskelle i hvilke typer af afstemninger der bliver vedtaget (hvilket der af meget logiske årsager er):

ggplot(ft.vote, aes(resultat)) + geom_bar() +
  facet_wrap(~ type) + 
  theme_bw() +
  xlab("") +
  ylab("Antal") 

Som det kan ses bliver afstemninger omkring endelig vedtagelse oftere vedtaget end forkastet, hvor det modsatte er tilfældet for ændringsforslag. Ovenstående er ét eksempel på, hvordan man kan hente data ned og kombinere dem fra Folketingets åbne data, og der er givetvis mange forskellige måder at gøre dette på. Ligeledes er der flere forskellige sider at hente ned og kombinere på hjemmesiden, så bare fordi afstemninger ikke nødvendigvis er det mest interessante, betyder det ikke, at det ikke kan kombineres med andre spændende data. God fornøjelse.

Relationen mellem Folketinget og regeringen: Hvorfor denne institutionelle konfiguration?

1 Indledning
I parlamentariske demokratier er det vanskeligt, om ikke umuligt, at forestille sig studiet af politiske processer og resultater, uden at forholde sig til relationen mellem parlamentet og regeringen som analyseobjekt. Dette er der gode grunde til. For det første – og mest åbenlyst – er relationen mellem parlament og regering et vigtigt led i den parlamentariske styringskæde. Da ingen kæde er stærkere end det svageste led, kan det have negative demokratiske implikationer, hvis et parlament ikke har mulighed for at kontrollere regeringen. For det andet kan vi identificere forskelle i landes institutionelle konfigurationer og dynamikker, der faciliterer relationen mellem et parlament og regering. Enhver form for demokrati skaber dermed specifikke politiske dynamikker, som betinger den grundlæggende struktur for en regering (Moe & Caldwell 1994, 192).

Der er forskellige tilgange til at studere relationen mellem et parlament og regering. Disse forskellige tilgange fokuserer på forskellige interaktionsmønstre. For eksempel kan parlamentet og regeringen studeres som værende i en principal-agent relation, hvor parlamentet som principal vælger en regering som agent, eller med parlamentet som en arena, hvor partier agerer og danner en regering. Disse forskellige typer af interaktionsmønstre er vigtige, hvis man vil forstå relationen mellem Folketinget og regeringen. I nærværende besvarelse vil der derfor blive fokuseret på relationen mellem parlament og regering i en dansk sammenhæng ved hjælp af forskellige typer af interaktionsmønstre. De teoretiske elementer vil dermed blive appliceret på relationen mellem Folketinget og regeringen.

I besvarelsens sidste del vil det blive diskuteret hvad der kan forklare, at vi finder de konkrete typer af institutioner, der skaber bestemte interaktionsmønstre mellem regeringen og Folketinget. Fokus vil her være på hvorfor selv en regering kan have en interesse i, at Folketinget har gode kontrolmuligheder og indflydelse på lovgivningsprocessen, samt forhold der kan påvirke magtforholdet mellem Folketinget og regeringen.

2 Interaktionsmønstre mellem Folketing og regering
Der er flere relevante typer af interaktionsmønstre, når man studerer relationen mellem Folketinget og regeringen. I denne sektion vil der blive redegjort or de forskellige interaktionsmønstre med udgangspunkt i Damgaards (2000) anvendte typologi, hvor forekomsten af disse interaktionsmønstre mellem Folketinget og regeringen vil blive belyst.
Udgangspunktet er eksistensen af forskellige interaktionsmønstre (modes) af relationer mellem parlament og regering (Damgaard 2000, 266). Et interaktionsmønster indebærer samarbejde såvel som konflikt blandt parlamentsmedlemmer og ministre (ibid., 270). Hvilke typer af relationer man vil se i et givent land, kan være betinget af forskellige faktorer, herunder forekomsten af minoritetsregeringer, partidisciplinen, formelle regler m.v. De interaktionsmønstre vi vil se i en dansk sammenhæng vil dermed også være påvirket af en lang række forhold, der vil blive gennemgået herunder.

2.1 Interaktionsmønster: Folketinget versus regering
Et analytisk udgangspunkt for studiet af relationen mellem Folketing og regering kan være en kategorisk sondring mellem dem. Folketinget såvel som regeringen kan dermed anskues som værende selvstændige aktører.
Den parlamentariske styringskæde er brugbar i denne sammenhæng. Her er det specielt principal-agent teorien der fokuseres på, og dermed delegation og ansvarlighed mellem aktører, hvor en aktør (agent) agerer på vegne af en anden aktør (principal) (Strøm 2000, 266). Her agerer regeringen som en agent for Folketinget. Ingen regering kan dermed fungere som agent, hvis ikke det er i principalens interesse.
Denne principal-agent relation er dog ikke problemneutral, og der kan opstå agent-problemer, når agenten agerer således, at det ikke konvergerer med principalens præferencer. Dette sker primært ved 1) skjult information (hidden information) og 2) skjult adfærd (hidden action). Sådanne problemer vil aldrig kunne elimineres (i så fald ville principal-agent teorien være overflødig), men forskellige instrumenter kan øge principalens mulighed for at få information omkring agenten og viden om agentens adfærd. Dette kan være selektions- og screeningsmekanismer, informationsforpligtelser for agenten m.v. der er skrevet ind i en kontrakt m.v. For en systematisk gennemgang af hvilke redskaber en principal kan anvende henvises der til Strøm (2000, 271ff).

Den negative parlamentarisme i Folketinget gør som sagt, at regeringen ikke kan forblive agent, hvis Folketinget ikke ønsker det. Ligeledes har Folketinget en lang række andre ex post kontrolinstrumenter til rådighed (Damgaard 2004, 119). Folketingsmedlemmer kan stille skriftlige såvel som mundtlige spørgsmål til regeringens ministre, og de kan forlange tilstedeværelsen af ministre ved udvalgsmøder (ibid.). Folketingets potentiale for at få information er ligeledes sammenlignet med andre lande højt (Russo & Wiberg 2010, 225). Folketinget har dermed gode muligheder for at kontrollere regeringen ved hjælp af information.

Dertil kommer andre aktører der hjælper Folketinget med at kontrollere regeringen. Dette specielt være sig Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen, men også mindre formelle aktører som medierne og interesseorganisationer, der kan være vigtige i forhold til Folketingets kontrol over regeringen. Ligeledes er der også kontrol og magt til folketingspolitikere gennem udvalgsarbejde, hvor de spiller en væsentlig rolle i lovgivningsprocessen (dette behandles nærmere i afsnit 2.3).

Regeringen som agent har dog også en række funktioner og muligheder, der giver magt i forhold til Folketinget. Regeringens ministre har tæt kontakt til embedsapparatet og de fleste lovforslag fremsættes af regeringen. På samme måde som medierne kan bruges til at kontrollere regeringen, har regeringen en fordel i, at der som regel er mere medieopmærksomhed til regeringen (en kanslerbonus). Der er ligeledes forhold der gør, at regeringen i nogle sammenhænge fungerer mere som principal end som agent, ved at kunne bestemme over principalen (dette tages op i den senere diskussion af principal-agent teoriens gyldighed).

Den relation vi kan analysere mellem Folketinget og regeringen ved at se på delegationskæden og det interaktionsmønster der er mellem Folketinget og regeringen som to forskellige aktører, giver os viden om bestemte institutioners raison d’être og hvordan Folketinget kan kontrollere regeringen og den relative magt mellem dem. Ikke desto mindre er der flere forhold der gør, at vi også kan observere andre typer af interaktionsmønstre.

2.2 Interaktionsmønster: Intraparti relationer
Ved at se på Folketinget versus regeringen, har vi ikke taget højde for, at der også er forskellige partier, og at disse ikke altid agerer som enhedsaktører. Relationen mellem Folketinget og regeringen kan dermed være påvirket af interne konflikter i de politiske partier.

Da partierne er vigtige aktører i et parlament såvel som i en regering, er det vigtigt, at der er styr på partiets medlemmer, for at systemet kan fungere (Damgaard 2000, 274). Denne type interaktionsmønster ses dog ikke så meget i en dansk kontekst, hvorfor Danmark (såvel som de andre nordiske lande) snarere er kendetegnet ved fraværet af denne type interaktionsmønster. Den primære forklaring herpå er den høje partidisciplin (Damgaard 2000, 274; Jensen 2000, 14; Skjæveland 2001). Da politikerne i partierne kun i liden grad afviger fra partilinjen, er det dermed ikke i Danmark denne type adfærd oftest observeres, men snarere i andre lande (såsom England og Frankrig).

Overordnet kan vi derfor konkludere, at det analytisk giver god mening i en dansk kontekst at se på partierne som enhedsaktører. Dermed ikke sagt, at der ikke kan opstå utilfredshed eller komme krav fra partiernes baglande, men at forklaringskraften ved at studere variationerne i dette, ikke fortæller os meget om relationen mellem Folketinget og regeringen. Når dette er sagt skal det noteres, at politikerne, til trods for de repræsenterer et parti, ikke udelukkende indgår i relationer, hvor det er partiets interesser der varetages.

2.3 Interaktionsmønster: Folketinget som markedsplads
Selvom folketingspolitikerne primært repræsenterer et politisk parti, repræsenterer politikerne også særinteresser (Damgaard 2000, 276). Folketinget kan dermed også studeres som en markedsplads, hvor politikerne arbejder sammen på tværs af partipolitisk prædikat, og med bestemte interesseområder som fællesnævner.

Denne type af interaktionsmønster hjælper os med at forklare de specialiserede folketingsudvalg med repræsentanter fra forskellige partier, der behandler lovgivning på forskellige politikområder. Udvalgssystemet i Folketinget og de institutioner der er relateret hertil, giver folketingspolitikerne gode muligheder for at påvirke de politiske initiativer fremsat af ministeren på et bestemt område (Martin & Vanberg 2011, 37). Dette har to implikationer. For det første at folketingspolitikerne har mulighed for at påvirke den førte politik på specialiserede områder. For det andet at folketingspolitikerne har mulighed for at kontrollere hvilken politik der bliver fremsat af regeringen (jf. Folketinget versus regeringen interaktionsmønsteret). Stærke udvalg er dermed en fordel for parlamentspolitikerne, da det styrker parlamentets magt i magtforholdet til regeringen.

Der er dermed udvalgsarbejde, der er relevant at studere, når vi analyserer relationen mellem Folketinget og parlamentet. Når dette er sagt, skal det dog også noteres, at selvom udvalg i de nordiske lande er kollektive aktører i lovgivningsprocessen, vurderer parlamentspolitikerne generelt partiet over udvalget, hvilket kan indikere at det er partiinteresser der prioriteres højere end bestemte særinteresser (Damgaard 2000, 278).

Dette harmonerer som beskrevet fint med, at intraparti typen ikke er det interaktionsmønster vi vil se mest i en dansk kontekst, blandt andet på grund af den høje partidisciplin. Vi kan omvendt antage at partierne er enhedsaktører, hvilket hjælper os, når vi ser på Folketinget som en arena hvor flere partier agerer.

2.4 Interaktionsmønster: Folketinget som arena
Folketinget kan anskues som en arena hvor partier agerer, og forhandlinger mellem disse afgør hvilken regering der bliver dannet. Bestemte politiske partier bliver dermed enige om at indgå i en regeringsformation med fælles mål (Strøm 1990a, 24). Regeringen må derfor ligeledes se som en konstellation af partier, der har deres relation til Folketinget. Interaktionsmønstret er dermed ikke længere ”Folketing versus regering”, men snarere blot Folketing og regering, ved at se på forskellige partiers rolle i Folketinget og deres relation til regeringen. Forhandlinger mellem partier er dermed afgørende for at forstå relationen mellem Folketinget og regeringen (Damgaard 2000, 279).

Anthony King, der analyserede forskellige typer af interaktionsmønstre, tog ikke højde for politiske systemer hvor minoritetsregeringer er normen (Damgaard 2000, 267). Der er dog gode grunde til at inddrage dette forhold i redegørelsen, da det siger noget om hvordan en regering står i forhold til oppositionen, og dermed den adfærd der kan forventes i et parlament. Minoritetsregeringer har per definition ikke et flertal parlamentet, men er afhængige af hvad nogle oppositionspartier gør. Minoritetsregeringer er normen i Danmark, og de regeringer der er minoritetsregeringer i Danmark, har den længste levetid (Lijphart 1999, 137).

Hvorvidt et parti har en klar præference for at indgå i en regering (office), er betinget af hvor meget partiet vægter denne præference i forhold til stemmer og politik (Strøm 1990b). Dertil kommer så forskellige hensyn der skal overvejes i forhold til, hvor mange partier der arbejdes for skal indgå i en regeringskoalition (Strøm 1990a, 33ff).

Dette interaktionsmønster, altså når Folketinget analyseres som en arena, synes derfor at være vigtigt, når vi skal studere relationen mellem Folketinget og regeringen. Dette både før og efter en regeringsdannelse. For det første når partierne indgår i et spil om at danne en regering. For det andet når regeringen er dannet (der som beskrevet i de fleste tilfælde er en mindretalsregering) og skal få gennemført sin politik i Folketinget.

3 Hvorfor disse relationer mellem Folketinget og regeringen?
3.1 Perspektiver på relationen mellem Folketinget og regeringen
I forrige sektion redegjorde jeg for forskellige interaktionsmønstre og overvejede deres betydning for relationen mellem Folketinget og regeringen. Dette kan opsummeres således, at intrapartiinteraktionsmønsteret ikke er lige så relevant som de andre, blandt andet på grund af den høje partidisciplin, mens at de andre relationer kombineret kan danne grundlaget for en videre diskussion over relationen mellem Folketinget og regeringen.

Vi kan tage udgangspunkt i den parlamentariske styringskæde, men modificere og diskuter vores antagelser for til sidst at se Folketinget som en arena med partier som enhedsaktører, og regeringen ligeledes som en kollektiv aktør bestående af et eller flere partier. Til dette kan vi tilføje at folketingspolitikere har gode muligheder til at påvirke lovgivningen (gennem udvalgsarbejde) og kontrollere regeringen (via formelle såvel som uformelle institutioner).

Disse interaktionsmønstre, og hvordan relationerne mellem aktørerne i den parlamentariske institutionelle konfiguration kan anskues, er betinget af vores teoretiske perspektiv. Vi kan derfor fokusere på spørgsmålet relateret til hvorfor Folketinget har gode kontrolinstrumenter til rådighed og gode muligheder for at påvirke lovgivningen gennem udvalgsarbejde. For at belyse dette vil der blive taget udgangspunkt i henholdsvis et sociologisk institutionelt perspektiv (inspireret af sociologisk institutionalisme som præsenteret i Hall & Taylor (1996, 946ff)) og et politologisk/rational choice institutionelt perspektiv (inspireret af specielt Moe (1990)).

Parlamentsmedlemmer i alle nordiske lande vurderer parlamentet som regeringen til at være magtfulde sammenlignet med andre kollektive aktører (Damgaard 2000, 272). Både Folketinget og regeringen har dermed magt. Politikere vurderer dog at regeringen er mere magtfuld end parlamentet – og at det burde være omvendt. På et diskursivt niveau synes sondringen mellem regering versus opposition altså at give mening for politikerne.

Hvorfor har regeringen så den magt den har, og hvorfor har Folketinget også en del magt? Eller formuleret med andre ord: Hvorfor ser vi netop denne institutionelle konfiguration, som præsenteret gennem de forskellige interaktionsmønstre i forrige sektion.

En forklaring på hvorfor vi ser disse relationer mellem Folketinget og regeringen er, at der er en konsensuskultur og en tradition for, at oppositionspartier i Folketinget inddrages i lovgivningsprocessen. Her kan vi tage udgangspunkt i normer der er indlejret i formelle såvel som uformelle institutioner (Hall & Taylor 1996, 947). Med andre ord, at der er tale om bestemte institutionelle normer, der er konsolideret og påvirker regeringens adfærd i relation til Folketinget. Det er ikke alle 179 folkevalgte politikere der bliver udskiftet ved hvert valg, men en udskiftning hvor nogle nye folketingsmedlemmer kommer ind i et Folketing (og nogle også i en regering) med allerede eksisterende uformelle såvel som formelle spilleregler, der sætter rammerne for, hvordan man bør agere som politiker (logic of appropiateness).

Der er betydningsfulde normer og standarder der gør, at politikerne ønsker at Folketinget skal inkluderes i lovgivningsprocessen gennem udvalgsarbejde og samarbejde. Dette er normer der er stærkere end agentens (regeringens) præferencer, hvorfor den søger at imødekomme andre partiers præferencer i Folketinget, også selvom disse må afvige fra regeringens. Agenten har dermed accepteret de normer der er, og arbejder derfor ikke aktivt på at minimere dele af principalens (her forstået som oppositionen) kontrolmuligheder og indflydelse.

Folketinget og regeringen kan dog også bidrage til at forandre de institutioner der udgør de parlamentariske spilleregler. Her vil et rationelt perspektiv indvende, at vi må se på de incitamenter de relevante aktører har. Der er åbenlyse grunde til, at en regering vil minimere Folketingets kontrolmuligheder og indflydelse i lovgivningsprocessen. Regeringen har bestemte præferencer der divergerer fra de andre partier i Folketinget, og at indrette effektive institutioner der giver regeringen de bedste muligheder for at gennemføre sin politik uden inddragelse af Folketinget i lovgivningsarbejdet gennem blandt andet udvalgsarbejde, ville være efterstræbelsesværdigt. Agenten har med andre ord en egennyttemaksimerende interesse i at maksimere agent-problemerne i principal-agent relationen.

Vi kan dog diskutere en agents egentlige interesse i dette. Der er forhold der gør, at regeringen ikke ønsker at regeringen bliver for effektiv og får for meget magt sammenlignet med Folketinget. Dette skyldes politisk usikkerhed, og det faktum, at politiske aktører, der har en bestemt position i dag, kan have en anden position efter næste valg (Moe & Caldwell 1994, 174; Norton 2001, 27). Regeringen har med andre ord ikke regeringsmagten for evigt, og de partier der udgør regeringen, vil kun være at finde i Folketinget på et tidspunkt, hvor andre partier vil være i regeringen. Denne usikkerhed er altafgørende når politiske institutioner indrettes, da ingen politisk aktør har ejerskab over regeringsmagten (Moe 1990, 227).

Derfor kan selv en regering (agent) have en interesse i at fremme institutioner der gør, at Folketinget har mulighed for at kontrollere agenten. Relationen mellem Folketinget og regeringen er dermed resultatet af partiernes kamp over strukturelle midler, der ikke gør regeringen til en effektiv agent, men en der tager hensyn til de potentielle udfald den politiske usikkerhed tilskriver de poliske partier, grundet manglende ejendomsrettigheder i politik (modsat økonomiske antagelser om grundlaget for transaktioner på et marked, jf. Moe (1990)). Magtfordelingen mellem Folketinget og regeringen kan dermed anskues som en ligevægt opnået gennem gentagne spil hvor incitamenterne til at henholdsvis øge og reducere principalens kontrol ændres alt efter om man som parti indgår i den koalition der udgør agenten eller ej.

3.2 Folketinget og regeringen: Principal = Agent + opposition + støtteparti(er)?
Relationen mellem Folketinget og regeringen kan som beskrevet anskues på forskellige måder. Først og fremmest i form af bestemte interaktionsmønstre, hvor nogle er mere fremtrædende i relationen mellem Folketinget og regeringen end andre. Ligeledes kan det diskuteres hvilke grundlæggende mekanismer der forklarer disse institutionelle konfigurationer og deres oprindelse.

Folketinget versus regering og principal-agent relationen er nyttig, men det kan diskuteres hvor meget denne lader sig direkte applicere på relationen mellem Folketinget og regeringen. Et eksempel på dette er, at man kan anskue relationen mellem Folketinget og regeringen i et omvendt principal-agent forhold, grundet nogle af de beføjelser regeringen har. Dette kan dermed bruges til at diskutere, hvorvidt vores antagelser om en stringent principal-agent relation harmonerer med virkeligheden. Det bedste eksempel på at dette ikke altid er tilfældet, er statsministerens ret til at udskrive valg inden for valgperioden. Med dette institutionelle redskab har vi en situation, hvor agenten har retten til at bestemme, at der skal findes en ny principal. Vi ser med andre ord agentens mulighed for at smide principalen på porten (med agentens fald som følge deraf selvfølgelig).

Der er gode teoretiske såvel som empiriske grunde til at antage, at det pågældende er et eksempel på et politisk våben en leder af regeringen anvender, når det vil gavne egne interesser (og skade politiske modstandere). Der er således flere eksempler på at statsministeren har valgt det strategisk bedste tidspunkt at udskrive valg på. Eksemplet illustrerer vanskelighederne forbundet med at studere Folketinget udelukkende som en magtfuld principal og regeringen som en agent der er bundet op herpå.

Ligeledes kan vi ikke, som de andre interaktionsmønstre også viser, se regeringen som noget der udelukkende er versus Folketinget. Regeringen er rodfæstet i Folketinget, og denne arena er regeringen også på. Det giver dog ikke desto mindre god mening at anskue regeringen som en agent (med de nævnte begrænsninger in mente), der ikke er isoleret fra principalen. Det kan dermed diskuteres, om principalen (Folketinget) bør ses som summen af agenten (regeringen), oppositionen og eventuelle støttepartier. Disse relationer er påvirket af blandt andet de ovenstående institutionelle karakteristika, men der er mere til relationen mellem Folketinget og regeringen end det til nu nævnte.

Der er formelle og uformelle institutioner der påvirker relationen mellem Folketinget og regeringen, men det er ikke kun institutionelle determinanter der er bestemmende herfor. Hvis vi anser institutionelle forhold som noget der kan forklare en systematisk variation i Danmark i forhold til andre lande (dette være sig de forhold som mindretalsregeringer, partidisciplin m.v. der påvirker forskellige interaktionsmønstre), er der også en usystematisk variation, der blandt andet kan være den forskel der er i relationen mellem Folketinget og regeringen ved forskellige regeringer. Dette kan være alt lige fra hvor god en konkret regering er til at være agent til hvordan regeringen opfattes af vælgerne. Et hypotetisk eksempel på sidstnævnte kan være, at der måske vil være et øget pres fra Folketingets partier på en regering, hvis en regering samlet står svagt i meningsmålingerne. Disse pointer skal blot illustrere, at der også er andre forhold der er relevante end blot institutioner, når relationen mellem Folketinget og regeringen analyseres og diskuteres.

4 Konklusion
Relationen mellem Folketinget og regeringen kan fremstå som resultatet af multikausale forklaringer, hvor ét interaktionsmønster ikke kan forklare relationen mellem Folketinget og regeringen alene. Nærværende besvarelse har forsøgt at belyse forskellige af disse interaktionsmønstre med henblik på at diskutere relationen mellem Folketinget og regeringen.

For at pointere det strategiske magtspil der synes at finde sted mellem regeringen og (primært) oppositionen i Folketinget, kan vi som en afsluttende bemærkning drage en parallel til skakspillet. Folketinget er det skakbræt hvor regeringen spiller mod oppositionen. Regeringen er de hvide brikker, oppositionen de sorte. Ministre fra regeringen fremsætter de fleste lovforslag, og tager derfor det første træk. Oppositionen agerer på baggrund heraf, og har et fint overblik over hvilke træk regeringen tager og vice versa (grundet ex post kontrolmekanismer).

Den strategiske interdependens mellem de politiske partier og de fælles institutionelle spilleregler skaber bestemte relationer mellem Folketinget og regeringen. Folketinget har meget at skulle have sagt i forhold til spillets udfald (den gennemførte politik), og dette er partierne tilfredse med. Også regeringen, da denne er bevidst om, at ved næste spil kan brættet vende, og så er det oppositionens tur til at være regeringen og have de hvide brikker. Dette kan forklare en parlamentarisk stabilitet i relationen mellem Folketinget og regeringen med henvisning til de institutioner der skaber rammerne for den adfærd der udøves af de politiske partier i Folketinget såvel som i regeringen.

Relationen mellem Folketinget og regeringen er dermed kendetegnet ved en høj grad af inddragelse af folketingspolitikerne i lovgivningsprocessen, uden at regeringen forhindres i at forfølge politiske målsætninger. Denne relation kan betegnes som en afvejning der sikrer en effektiv (minoritets)regering, hvor folketingspolitikerne involveres i lovgivningsarbejdet og har kontrol over regeringens arbejde.

Litteraturliste
Damgaard, E. 2000. Parliament and Government. I Beyond Westminister and Congress: The Nordic Experience, red. P. Esaiasson og K. Heidar. Columbus: Ohio State University Press pp. 265-280.

Damgaard, E. 2004. “Developments in Danish Parliamentary Democracy: Accountability, Parties and External Constraints.” Scandinavian Political Studies 27(2):115-131.

Hall, P. A. & R. C. R. Taylor. 1996. “Political Science and the Three New Institutionalisms.” Political Studies 44(5):936-957.

Jensen, T. K. 2000. Party Cohesion and Cooperation across Party Lines in Nordic Parliamentary Parties. I Beyond Westminister and Congress: The Nordic Experience. Columbus: Ohio State University Press pp. 1-29.

Lijphart, A. 1999. Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven and London: Yale University Press.

Martin, L. W. & G. Vanberg. 2011. Parliaments and Coalitions: The Role of Legislative Institutions in Multiparty Governance. Oxford: University Press.

Moe, T. M. 1990. “Political Institutions: The Neglected Side of the Story”. Journal of Law, Economics, & Organization 6: 213-253.

Moe, T. M. & M. Caldwell. 1994. “The Institutional Foundations of Democratic Government: A Comparison of Presidential and Parliamentary Systems.” Journal of Institutional and Theoretical Economics 150(1):171-195.

Norton, P. 2001. “Playing by the Rules: The Constraining Hand of Parliamentary Procedure.” The Journal of Legislative Studies 7(3):13-33.

Russo, F. & M. Wiberg. 2010. “Parliamentary Questioning in 17 European Parliaments: Some Steps towards Comparison.” The Journal of Legislative Studies, 16(2):215-232.

Skjæveland, A. 2001. “Party Cohesion in the Danish Parliament.” The Journal of Legislative Studies 7(2):35-56.

Strøm, K. 1990a. Minority Government and Majority Rule. Cambridge: Cambridge University Press.

Strøm, K. 1990b. “A Behavioral Theory of Competitive Political Parties.” American Journal of Political Science 34(2):565-598.

Strøm, K. 2000. “Delegation and Accountability in Parliamentary Democracies.” European Journal of Political Research 37(3):261-89.

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.