Erik Gahner Larsen

Kvindetinget


Folketinget flytter hjemmefra

»– Vi har ønsket en blanding af friske og mere erfarne kræfter, og vi er stolte over det hold, vi har sat, siger Tom Jensen. De folkevalgte er således en blanding af personer med tung ministererfaring, parlamentariker-erfaring og nye kræfter udefra, så der tilsammen er mulighed for at få en stor variation af debatten, foruden alle de forskelle der ligger i, at bloggerne er fra sit parti.«

Til trods for diversiteten, kan jeg identificere én fællesnævner. Jeg gad gerne høre reaktionen fra diverse feminister, hvis den samme beskrivelse var givet af en sammensætning udelukkende bestående af mænd.

Har Aladdin eller Jasmin frihed?

Disney-tegnefilmen Aladdin fra 1992 er i bund og grund en ret fantastisk tegnefilm. Det er en film om magt og frihed og begæret for begge på godt og ondt. De enkelte karakterers higen efter frihed er beskrevet rammende i følgende citat:

”The overall theme of Aladdin is freedom. In one or another sense, almost everyone in the film is seeking freedom. Aladdin feels trapped by his poverty, and seeks a freedom he feels will be given with wealth. Jasmine feels trapped by her position and seeks a freedom outside of the palace. The Genie is trapped in a life of an “eternity of servitude” that he would wish to escape, to be his own genie. Jafar feels trapped by his position of continually being “second-best” and seeks freedom through a rise in power and status.”[1]

Der er flere steder i filmen hvor at der eksplicit snakkes om frihed, specielt lampeånden Genie taler med en stor passion for hans brændende ønske om at blive fri. Min yndlingssekvens er dog uden tvivl den, hvor at Aladdin og Jasmin reflekterer over deres egen mangel på frihed. Aladdin har reddet Jasmin, der er stukket af fra paladset, og hvis ikke det havde været for Aladdin, havde fået hugget en hånd af. Aladdin tager den smukke Jasmin med hjem til hans usle og primitive hjem. Aladdin kigger over på paladset og siger, at det ser ”pretty amazing” ud – eller vent, I får sgu lige hele dialogen:

Aladdin: Wow. The palace looks pretty amazing, huh?

Princess Jasmine: [disappointed] Oh, it’s wonderful.

Aladdin: I wonder what it’d be like to live there, and have servants and valets.

Princess Jasmine: Oh, sure. People who tell you where to go and how to dress.

Aladdin: That’s better than here. You’re always scraping for food and ducking the guards.

Princess Jasmine: You’re not free to make your own choices.

Aladdin: Sometimes you feel so…

Princess Jasmine: You’re just…

Aladdin, Princess Jasmine: …trapped.

Det starter som en regulær samtale, men går fra at være en dialog til hver deres monolog, hvor at de kommer frem til, at de ikke er frie – men er trapped. M.a.o. søger Aladdin den frihed at Jasmin har og vice versa.

Aladdin har, jf. Isaiah Berlins begrebsapparat, komplet negativ frihed, hvor at Jasmin nyder komplet positiv frihed og er underlagt en bestemt livsførelse. De begge er underlagt ekstremerne af to forskellige forståelser af frihed, der begge får dem til at føle sig ufrie.

Hvem har så egentlig frihed? Jasmin eller Aladdin? Det er den evindelige diskussion om positiv og negativ frihed. Når jeg engang får et barn eller børn, vil de i hvert fald få spørgsmålet når vi ser filmen: Hvem er fri – Aladdin og/eller Jasmin?

Personligt ville jeg selvfølgelig allerhelst nyde Aladdins frihed. Dette indlæg skal slutte med et meget lille udpluk fra Hayeks The Road to Serfdom: ”In every real sense a badly paid unskilled workman in this country (England, red.) has more freedom to shape his life than many an employer in Germany or a much better paid engineer or manager in Russia.”

——

[1] Citatet er taget fra denne artikel, der er fra en hjemmeside der indeholder feministisk kritik af alverdens tegnefilm. Latterligt – men anyway – jeg er helt enig med skribenten i at filmens overordnede tema er frihed.