Skaber sociale medier ekkokamre? #2

For over et år siden skrev jeg et indlæg om sociale medier og ekkokamre. Mit argument var og er, at der ikke er overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre, hvor borgerne udelukkende eksponeres for holdninger, der harmonerer med, hvad de allerede mener.

Der er selvfølgelig al mulig grund til at være kritisk i forhold til sociale medier. Der er dog intet der giver grundlag for dommedagsprofetier om, at sociale medier vil placere os alle i vores eget lille meningsbekræftende mikrokosmos, hvor ingen længere vil blive eksponeret for udfordrende synspunkter.

Siden jeg skrev indlægget, er der (heldigvis) kommet flere undersøgelser, der i overvejende grad afkræfter denne demokratiske dommedagsprofeti.

Hos Politiken kunne man således i september 2017 læse en artikel med titlen “Mytedræber: Facebook er ikke kun et ekkokammer“, der formidlede en undersøgelse fra IT-Universitetet. Undersøgelsen viste, at borgere møder holdninger, de er uenige i, mens de diskuterer nyheder eller politik på Facebook.

Undersøgelsen har sine begrænsninger, men det interessante er, at Vincent F. Hendricks, leder af et center med navnet Center for Information og Boblestudier (da et simpelt nysgerrigt prik kan punktere det Carlsbergfondet-finansierede vrøvl, der kommer ud derfra), stadig mener, at Facebook er med til at skabe ekkokamre. Som han siger: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat«.

Jeg har som altid stor sympati for det synspunkt, at man skal være på vagt i forhold til nye tendenser i samfundet og de potentielle negative effekter, de kan have på den demokratiske samtale (hvis den da overhovedet eksisterer eller nogensinde har eksisteret). Der er bare ingen evidens for, at vi er vidne til, at sociale medier er i fuld sving med at ødelægge den generelle debat. De undersøgelser, jeg har været i stand til at finde, taler om noget for det modsatte.

I en undersøgelse foretaget af Richard Fletcher og Rasmus Kleis Nielsen, finder de, at sociale medier ikke fører til, at folk kun bliver eksponeret for information, der harmonerer med deres verdensopfattelse. Tværtimod. Som Rasmus Kleis Nielsen udlagde studiet til Mandag Morgens TjekDet: “Folk, der bruger sociale medier, bliver eksponeret for signifikant flere forskellige nyhedskilder end dem, der ikke bruger sociale medier.”

Dette er ligeledes konklusionen i en gennemgang af litteraturen foretaget af Andrew Guess, Benjamin Lyons, Brendan Nyhan og Jason Reifler, der bærer titlen ‘Avoiding the Echo Chamber about Echo Chambers: Why selective exposure to like-minded political news is less prevalent than you think’. I rapporten, der ligeledes opsummeres her, konkluderes det: “the data frequently contradict or at least complicate the “echo chambers” narrative”. Der gennemgås flere interessante studier, der ikke alene taler for, hvorfor vi ikke udelukkende ser ekkokamre, men også belyser hvilke mekanismer, der kan forklare hvorfor.

Der er flere interessante nye studier, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Andrew Guess, en af forfatterne bag omtalte gennemgang af litteraturen, undersøger amerikanske borgeres nyhedsforbrug online og finder et betydeligt overlap i, hvilke medier borgere med forskellige politiske holdninger konsumerer. På den baggrund konkluderer han: “if online “echo chambers” exist, they are a reality for relatively few people who drive the traffic and priorities of the most partisan outlets.”

I et andet studie foretaget i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016, vises det, at dem der fik nyheder via Facebook ikke var mere tilbøjelige til at være i et ekkokammer, da de blev eksponeret for forskellige typer af nyheder, herunder også nyheder der udfordrede deres politiske overbevisninger.

Dette harmonerer med konklusionen i et nyt studie, der undersøger hvilke nyheder algoritmer anbefaler via Google News. Nærværende studie finder, at folk med forskellige politiske overbevisninger får ensarterede nyheder og dermed ikke blot nyheder, der stemmer overens med deres egne overbevisninger. Altså igen ikke meget evidens for idéen omkring ekkokamre.

Det kan dog tænkes, at dette blot er for moderat politisk interesserede, og jo mere politisk interesseret man er, desto mere vil man søge væk fra udfordrende synspunkter. Dette argument udfordres dog af dette studie, ‘The echo chamber is overstated: the moderating effect of political interest and diverse media’, der viser, at især politisk interesserede ikke ender op i ekkokamre.

Før vi går videre er det værd at minde os selv om citatet fra Vincent F. Hendricks: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat« (min fremhævning). Jeg vil mene at ovenstående taler for, at der ikke er overbevisende evidens for, at vi lever i ekkokamre. Hvad vi dog også kan udfordre er argumentet om, at ekkokamre – skulle de eksistere – er med til at polarisere den generelle debat. Der er sågar noget der tyder på, at det modsatte kan være tilfældet.

I et nyt studie, ‘Exposure to opposing views on social media can increase political polarization’, foretager en række forskere et felteksperiment på Twitter, hvor brugere af forskellig politisk overbevisning bliver eksponeret for indhold, der enten konvergerer med deres egen overbevisning eller udfordrer samme. Som altid er der aspekter, der kan diskuteres ved studiets metode og resultater, men noget tyder på, at polariseringen var størst hos de brugere, der blev eksponeret for synspunkter i konflikt med deres egne.

Vi ved ikke hvad fremtiden bringer og hvordan sociale medier vil påvirke den politiske debat på længere sigt. Det ville dog være at foretrække, skulle forskere have interesse i at udtale sig om sociale medier og ekkokamre, at de også bringer en flig af evidens med til bordet i stedet for udelukkende at betro sig til egne overbevisninger.

Som det ser ud nu, er der intet der taler for, at sociale medier er ved at placere os alle i ekkokamre.

Why you should not trust the Facebook experiment

Recently, there has been a lot of focus on the implications of using Facebook. One study, “The Facebook Experiment: Quitting Facebook Leads to Higher Levels of Well-Being“, argues that people who leave Facebook feel better with their lives. Matthew Yglesias talks about the study in this clip from Vox:

The study also got some attention back in 2016 when it was published (see e.g. The Guardian). This is not surprising as the study presents experimental evidence that people who are randomly assigned to not using Facebook felt better with their lives on a series of outcomes.

The only problem is that the study is fundamentally flawed.

The study finds that people who did not use Facebook for a week reported significantly higher levels of life satisfaction. The design relied on pre and post test measures from a control and treatment group, where the treatment group did not use Facebook for a week. The problem – and the reason we should not believe the results – is that people who took part in the study were aware of the purpose of the experiment and signed up with the aim of not using Facebook! In short, this will bias the results and thereby have implications for the inferences made in the study. Specifically, we are unable to conclude whether the differences between the treatment and the control group is due to an effect of quitting Facebook or is an artifactual effect.

First, when respondents are aware of the purpose of the study, we face serious challenges with experimenter demand effects. People assigned to the treatment group will know that they are expected to show positive reactions to the treatment. In other words, there might not be a causal effect of not being on Facebook for a week, but simply an effect induced by the design of the study.

An example of the information available to the respondents prior to the experiment can be found in the nation-wide coverage. The article (sorry – it’s in Danish) informs the reader that the researchers expect that using Facebook will have a negative impact on well-being.

Second, when people know what the experiment is about and sign up with the aim of not using Facebook, we should expect a serious attrition bias, i.e. that people who are not assigned to their preferred treatment will drop out of the experiment. In other words, attrition bias arises when the loss of respondents is systematically correlated with experimental conditions. This is also what we find in this case. People who got the information that they should continue to use Facebook dropped out of the study.

Figure 1 shows the number of subjects in each group before and after the randomisation in the Facebook experiment. In short, there was a nontrivial attrition bias, i.e. people assigned to the control group dropped out of the study.

Figure 1: Attrition across conditions

The dashed line indicates the attrition bias. We can see that the control group is substantially smaller than the treatment group.

Third, when people sign up to an experiment with a specific purpose (i.e. not using Facebook), they will be less likely to comply with their assigned treatment status. This is also what we see in the study. Specifically, as is described in the paper: “in the control group, the participants’ Facebook use declined during the experiment from a level of 1 hour daily use before the experiment to a level of 45 minutes of daily Facebook use during the week of the experiment.” (p. 663)

These issues are problematic and I see no reason to believe any of the effects reported in the paper. When people sign up to an experiment with a preference for not being on Facebook, we cannot draw inferences beyond this sample and say anything about whether people will be more or less happy by not using Facebook.

Hvilken effekt har facebook på brugernes lykke?

En stor andel af den danske befolkning bruger facebook. Hvilke implikationer har det, at man bruger facebook? Bliver man mere lykkelig af at have en bruger på facebook? Eller ulykkelig? Dette er relevante spørgsmål, men det er også spørgsmål, der er vanskelige at besvare. Dette fordi det på ingen måde er tilfældigt, hvem der bruger facebook, hvorfor vi ikke bare kan sammenligne personer, der bruger facebook, med personer der ikke bruger facebook.

For at belyse disse spørgsmål har Institut for Lykkeforskning derfor gennemført et eksperiment, hvor de ønsker at belyse følgende: “Hvordan påvirker sociale medier vores livskvalitet? Vi laver ofte sociale sammenligninger. Hvordan klarer jeg mig sammenlignet med andre? Derfor kan en konstant strøm af nyheder om brylluper, eksotiske rejser og fede jobs i New York påvirke hvordan vi evaluerer vores liv. Det undersøgte vi i et eksperiment med over 1000 danskere.” Rapporten konkluderer, at facebook gør brugerne ulykkelige, fordi vi bruger facebook til at lave sociale sammenligninger. Det vil med andre ord sige, at når jeg bliver eksponeret for andre brugeres positive oplevelser, er jeg mere tilbøjelig til at evaluere mit eget liv negativt.

Eksperimentet er bygget op således, at folk der alle bruger facebook er tilfældigt inddelt i to forskellige grupper. En (kontrol)gruppe skulle fortsætte med at bruge facebook, og en (stimuli)gruppe skulle stoppe med at bruge facebook. Forsøgsdeltagerne blev forud for den tilfældige inddeling spurgt omkring en lang række forhold, herunder hvor tilfredse de var med livet. Forsøget er bygget op som illustreret i rapporten:

Eksperimentet finder signifikante effekter på en lang række af forskellige afhængige variable (det er værd at huske på, at jo flere afhængige variable et studie inkluderer, desto større er sandsynligheden for, at man vil finde som minimum én variabel, hvor der er en signifikant forskel). Som det eksempelvis vises i rapporten, bliver stimuligruppen, altså den gruppe der stoppede med at bruge facebook, mere tilfredse med deres liv:

Lad os se bort fra det faktum, at y-aksen ikke begynder ved nulpunktet, hvorfor det ligner, at effekterne er større, end de er, da effekterne til trods for dette er substantielt interessante. Det er heller ikke uden grund, at dette resultat har fået omtale i flere danske medier som Politiken, Berlingske, Ekstra Bladet, DR2 og TV2 såvel som i udlandet (se eksempelvis her, her, her, her, her og her).

Der er dog grunde til, at jeg ikke tror på de effekter, der er rapporteret i studiet og formidlet i medierne. Teoretisk tror jeg ikke på, at “sociale sammmenligninger”, altså andres positive oplevelser, fører til, at man evaluerer sit eget liv mere negativt. For det første er der studier, der tyder på, at det modsatte er tilfældet1. For det andet er der intet i studiet, der indikerer, at det er en sådan mekanisme, der fører til signifikante forskelle mellem grupperne.

Hvad tror jeg så på, kan være grunden til, at eksperimentet finder de pågældende effekter? For det første det faktum, at forsøgsdeltagerne selv valgte at være med i et eksperiment, der skulle undersøge, om det at droppe facebook ville gøre dem lykkelige. Det vil sige, at forsøgsdeltagerne vidste, at de var med i et eksperiment, og de vidste, om de var placeret i kontrol- eller stimuligruppen. Nedenstående viser således den tekst, man som forsøgsdeltager først blev vist, da de skulle besvare spørgeskemaet:

Det handler dog ikke alene om, at forsøgsdeltagerne var informeret om, at de deltog i “Facebook-eksperimentet”, men at de valgte netop at være med i et eksperiment, hvor stimuli var ikke at bruge facebook i en uge. Hvorfor er dette af betydning for effekterne? Fordi det ikke længere er tilfældigt, hvem der deltager i forsøget og hvem der fuldfører det. Hvis du tilmelder dig et forsøg, der handler om, at du ikke vil bruge facebook, er du nok den type, der kan forestille dig, at den slags initiativer vil være sjove at deltage i. Dem der ikke tilmelder sig, vil omvendt være dem, der ikke kan forestille sig, at der kommer noget godt ud af, at droppe facebook i en uge.

Dette bliver ikke bedre af, at der før eksperimentet blev iværksat, blev informeret offentligt om, hvad eksperimentet ønskede at komme frem til. Således havde Politiken en artikel før eksperimentet blev iværksat med titlen “Lykkeforskere søger testpersoner: Gør Facebook os lykkelige?”, hvor hypotesen bliver fremstillet af en af personerne bag studiet: “Det har en effekt, når alle vores venner bliver gift, får fede jobs i New York og viser det hele frem på Facebook, mens jeg sidder hjemme og spiser rester. Det betyder noget for os at blive disponeret for de her ting på de sociale medier.” Med andre ord er deltagerne ikke alene vidende om, hvad forsøget handler om, men også hvilke forventninger, forskerne har til forsøgsdeltagerne (og det forhold at der angiveligt er en effekt).

Det korte af det lange er, at folkene bag eksperimentet her gør alt hvad de kan for, bevidst eller ubevidst, at få en effekt af deres stimuli. Det interessante er videre at overveje, hvordan man som forsøgsperson vil agere, når man glædeligt tilmelder sig et eksperiment, hvor man skal droppe facebook i en uge, men så får at vide, at man er endt i kontrolgruppen, og bare skal fortsætte med at bruge facebook. I dette studie havde det to implikationer, der begge gør, at eksperimentet fejler. For det første valgte flere i kontrolgruppen også at bruge facebook mindre i den pågældende uge2. For det andet valgte flere i kontrolgruppen at sige “Fuck it, I’m outta here“. Frafaldsprocenten i kontrolgruppen var således 26 procent, hvilket vil sige, at en fjerdedel af alle dem, der fik at vide, at de bare skulle fortsætte med at bruge facebook, ikke valgte at deltage i resten af eksperimentet3.

For at opsummere står vi derfor tilbage med en gruppe, der forventer, at de vil blive mere glade af ikke at bruge facebook i en uge. Selv hvis vi antager, at der ikke var problemer med skævheder mellem kontrol- og stimuligruppe, vil de andre forbehold gøre, at ingen af de rapporterede estimater er pålidelige.

Der er forskellige måder at adressere ovenstående problematiske aspekter på. Det første vil selvfølgelig være at undgå disse aspekter i designet af studiet, herunder ved at de rekrutterede forsøgsdeltagere ikke bliver informeret om, hvorfor de er med i studiet (eller ligefrem tilmelder sig med henblik på ikke at bruge facebook). I forlængelse heraf vil det også være fornuftigt, ikke at informere forsøgspersonerne om, hvilke hypoteser man har.

Hvis vi antager, at problemerne ikke var betydelige, var der statistiske løsninger på udfordringerne4. De rapporterede effekter er ikke effekterne af ikke at bruge facebook, men effekten af at få at vide, at man ikke skal bruge facebook5. Her kunne man bruge en instrumentel variabel-tilgang, altså anse ens stimuli som et instrument6. En sådan tilgang ville give et mindre skævt estimat af det eksperimentelle stimuli.

For at konkludere er jeg ikke overbevist om, at facebook gør folk mindre lykkelige. Det er interessant med denne slags studier, men man skal være meget varsom med at drage for store konklusioner – og formidle det ukritisk. Rapporten giver ikke mange informationer, og i stedet for at sige, at det giver journalisterne en grund til ukritisk at formidle den information, de så har til rådighed, burde de indhente betydeligt flere informationer, der kan belyse nogle af de åbenlyse svagheder, der er forbundet med et studie som dette. Dette er ligeledes en pointe
Kresten Roland Johansen har bragt i forbindelse med nærværende eksperiment: “Undersøgelsen er interessant. Og der kommer sikkert endnu mere interessante opfølgende undersøgelser. Gerne med lidt større detaljeringsgrad og metodeformidling i både afrapportering og den journalistiske formidling.”

  1. Se evt. Kramer et al. (2014), hvor forskere manipulerede med brugernes News Feed. []
  2. Man kan indvende, at dette blot vil føre til, at man underestimerer den gennemsnitlige treatment effekt, men der er intet der taler for, at man overhovedet vil være i nærheden af et sandt estimat, når designet introducerer så fundamentale fejlkilder. []
  3. Til sammenligning valgte omkring en tiendedel (12%) i stimuligruppen at hoppe fra. []
  4. Husk: “You can’t fix by analysis what you bungled by design“ []
  5. Med andre ord er det en intention-to-treat analyse. []
  6. Paul Rosenbaum (2002, 131f) beskriver et instrument som følger: “An instrument is a random nudge to accept a treatment, where the nudge may or may not induce acceptance of the treatment, and the nudge can affect the outcome only if it does succeed in inducing acceptance of the treatment. […] In an encouragement design, the experimenter hopes that encouraged individuals will accept the treatment and individuals who are not encouraged will decline the treatment; however, some individuals may in fact decline the treatment despite encouragement, and others may take the treatment in the absence of encouragement.” []

Hvilke meningsmålinger bliver delt?

Det er ikke alle politiske meningsmålinger, der bliver delt. Det er ligeledes heller ikke tilfældigt, hvilke meningsmålinger der bliver delt. Her den anden dag kunne FiveThirtyEight således illustrere, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump primært deler meningsmålinger, der favoriserer ham selv.

Dette fik mig til at undersøge, om det var muligt at finde lignende eksempler i en dansk sammenhæng. Den eneste politiker, jeg kunne finde, der har delt relativt mange meningsmålinger på de sociale medier, er formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Han har i år delt 18 meningsmålinger med sine venner og andre følgere på facebook.

Nedenstående figur viser Liberal Alliances opbakning i meningsmålingerne i henholdsvis de meningsmålinger, der blive delt af Anders Samuelsen, og alle andre meningsmålinger. De røde punkter viser meningsmålinger, Anders Samuelsen har delt, hvor de blå punkter er meningsmålinger, der ikke er delt. Ikke så overraskende er der en tendens til, at det især er de meningsmålinger, hvor Liberal Alliance klarer sig godt, der bliver delt.

I figuren har jeg udelukkende inkluderet specifikke meningsmålinger, og dermed ikke exit polls, vægtede gennemsnit, særlige meningsmålinger (eksempelvis målinger udelukkende med unge vælgere). Der er meget få datapunkter, så der skal ikke tolkes for meget ud af figuren. Ikke desto mindre er det altid interessant, når man kan blive bekræftet i, at politikere er selektive i forhold til den viden, de deler med deres følgere.

(Som altid kan data og script findes på GitHub)

Får størstedelen af amerikanerne deres nyheder fra Facebook og Twitter?

Politiken kunne her den anden dag berette, at størstedelen af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook og Twitter. Mere specifikt så rubrik og underrubrik i artiklen ud som følger:

Jeg læste artiklen og kunne se, at der ikke var tale om en repræsentativ undersøgelse, men kun en analyse af de amerikanere, der bruger sociale medier. Journalisten blev informeret herom og svarede tilbage, at: ”En rubrik kan aldrig være helt dækkende. Derfor har man underrubrik og artikel”. Da jeg senere læste artiklen igen, var underrubrikken ændret og så ud som følger:

Point til journalisten for at gøre underrubrikken mindre misvisende. Lad os kigge nærmere på, hvad der ellers skrives om den amerikanske undersøgelse: ”En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center viser, at hele 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier melder, at de får deres nyheder fra sociale medier. Og den andel er stigende. På to år er tallet steget med henholdsvis 11 og 16 procentpoint for Twitter og Facebook. Men hvad betyder det, at vi alle sammen mere eller mindre får kurateret vores verdensbillede via de sociale medier og dem vi følger – i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis hvor der sidder en journalistisk redaktion og prioriterer og vægter verdens nyheder for os?”

Undersøgelsen kan findes her. Efter at have kigget nærmere på undersøgelsen er der som minimum tre aspekter ved ovenstående, der er værd at kommentere på. For det første er det vigtigt at huske på, som antydet ovenfor, at 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier ikke er det samme som 63 procent af den amerikanske befolkning.

For det andet konkluderer artiklen, at brugere af sociale medier har valgt de traditionelle medier fra. Dette er der dog ikke belæg for, men blot at undersøgelsen finder, at “clear majorities of Twitter (63%) and Facebook users (63%) now say each platform serves as a source for news about events and issues outside the realm of friends and family”. Med andre ord: Det er ikke undersøgt, om de amerikanske brugere i mindre grad følger traditionelle medier. Tværtimod er der tal i rapporten der viser, at brugerne nok ikke valgte mere traditionelle medier fra til fordel for de sociale medier, eller som følgende tabel i rapporten viser (side 13):

Til tabellen skrives der: “Both Twitter and Facebook serve as important sources of news for some users, but only a small core consider them a top source of news”. Det er svært at finde en empirisk overensstemmelse med formidlingen af undersøgelsen i Politiken, når journalisten skriver, at brugere af de sociale medier har valgt disse medier “i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis”.

For det tredje er det forsimplet at tale om forholdet mellem traditionelle og sociale medier på en måde, hvor brugerne fravælger traditionelle medier til fordel for sociale medier. I langt de fleste tilfælde kan det tænkes, at det brugerne finder på facebook og twitter, er henvisninger til de traditionelle medier, og i mange tilfælde at det er ved at følge et traditionelt medie på et af de sociale medier. Eksempelvis har Politiken omkring 165 tusinde følgere på facebook, der synes godt om deres side.

Det stopper dog ikke her. Journalisten refererer til endnu en rapport, der viser, ”at 47 procent af danskerne finder deres nyheder via de sociale medier. Udviklingen går hurtigt, men danskerne er indtil videre mere trofaste overfor traditionelle nyhedsmedier end amerikanerne”. Omtalte undersøgelse er Reuters Digital News Report 2015, og kan findes her. Forskellen mellem denne undersøgelse og Pew Research Center er, at nærværende undersøgelse er repræsentativ for borgere i en lang række lande, der har adgang til internettet (herunder også USA). Som ved rapporten fra Pew Research Center er det dog heller ikke her muligt at konkludere, at brugere af sociale medier i højere grad vælger traditionelle medier fra.

Spørgsmålet som et repræsentativt udsnit af borgere i 12 lande er blevet spurgt, er: ”Which, if any, of the following have you used in the last week as a source of news? Please select all that apply.” Her har de adspurgte så – blandt andre muligheder – kunne vælge sociale medier. De 47 procent, som der refereres til i artiklen hos Politiken, er at finde på side 53 i rapporten (de røde søjler er tallene fra 2015, de blå fra 2014):

Det sjove ved denne figur er, at tallene fra USA også er at finde her, og de viser to ting: 1) ikke engang størstedelen af amerikanerne anvender de sociale medier som en kilde til nyheder og 2) flere danskere anvender sociale medier som en kilde til nyheder end amerikanere. Vi kan derfor konkludere, at ikke alene er rubrikken på artiklen hos Politiken lodret forkert, men der er intet belæg for, at danskerne er mere trofaste end amerikanerne.

Sociale medier betyder mere og mere i takt med at flere bruger dem, og de genererer trafik til de traditionelle mediers hjemmesider, og det er vigtigt at diskutere implikationerne for de traditionelle medier. Når man vælger at formidle og diskutere disse spørgsmål på baggrund af flere rapporter, er det dog vigtigt, at man har styr på, hvad rapporterne helt præcist kan fortælle os (og ikke fortælle os).

Kollektiv visdom på Facebook

I 1907 blev der i tidsskriftet Nature publiceret en artikel, der analyserede, hvor kompetente folk var til at gætte vægten på en over halvt ton tung okse. Konklusionen var, at folkemængden samlet set kunne levere et fornuftigt estimat på vægten af oksen. Ved at udregne medianværdien på baggrund af de i alt 787 gæt, fik man en værdi der lå kun 0,8 pct. af oksens samlede vægt fra dens reelle vægt. Det pågældende gæt var ikke så overraskende langt bedre end størstedelen af de gæt, der blev afgivet.

Studiet blev – sammen med andre eksempler på at beslutninger truffet på baggrund af aggregreret information i grupper kan være bedre end individuelle beslutninger – gjort mainstream med James Surowieckis The Wisdom of Crowds fra 2005, og i de senere år har forskere blandt andet været interesseret i at undersøge, hvad der kan påvirke sådanne beslutninger.

I torsdags havde Egekilde en konkurrence på deres facebook-side, der gik ud på at gætte, hvor mange chokoladepåskeæg der kan være i en Egekilde-vandflaske (den der er afbilledet til højre). Jeg satte mig for, efter at konkurrencen var afsluttet, at hente alle kommentarer afgivet til konkurrencen ned fra facebook, og se nærmere på, hvor mange der gættede korrekt. Ideen var med andre ord at undersøge, hvor mange der kom i nærheden af det rigtige gæt og hvordan svarene lå fordelt omkring dette. Problemet viste sig dog at være – til min store overraskelse – at ikke alt hvad der skrives som kommentarer på facebook, giver mening.

For at ende med de meningsfulde gæt og fjerne al støj, fjernede jeg tekst, smileys og andre tegn samt intervalgæt (gæt som 45-46 og 63-64). Dernæst valgte jeg at fjerne bud, der åbenlyst var alt for høje og alt for lave gæt (det højeste gæt var mange cifre langt og det laveste gæt var negativt). Konkret valgte jeg, at gættet skulle være tocifret og større end 30, da man kan se mindst 30 chokoladeæg på billedet alene ved at tælle. Dette giver os sammenlagt 6.884 valide gæt. 184 af konkurrencedeltagerene gættede korrekt (der var 56 chokoladeæg i flasken, jf. Egekilde).

Kigger vi på gennemsnittet, der er vist med den stiplede blå linje i ovenstående figur, ligger det omkring fire æg under de 56. Det kunne ligge tættere på det korrekte svar, men det er slet værst. Det mest populære gæt var 50 påskeæg (435 konkurrencedeltagere afgav det bud). Dette harmonerer fint med, at vi har en forkærlighed for runde tal.

Som nedenstående figur viser, var gennemsnittet på intet tidspunkt i konkurrencen tæt på de 56 chokoladeæg. Der kan være gode grunde til, at gennemsnittet ligger lavere end de 56. En potentiel forklaring kan være, at antallet af synlige æg fungerer som et anchor, som hver deltager så tilføjer flere chokoladeæg til, når der skal afgives et bud. Havde der ikke været nogle æg i flasken, ville gennemsnittet (i den reducerede sample med de tocifrede gæt over 30, forstås) måske have været større. Ligeledes er det muligt at præmien, 24 flasker Egekilde, har fungeret som et anchor. Hvis præmien havde været 96 flasker Egekilde, havde gennemsnittet derfor måske været større.

Havde jeg brugt ovenstående materiale til at afgive et bud på 52, havde jeg end ikke været med i lodtrækningen om at vinde 24 flasker Egekilde (jeg deltager aldrig i konkurrencer, så ingen skade sket). Jeg ville dog komme langt tættere på et korrekt svar end størstedelen af de andre konkurrencedeltagere, der deltog i Egekildes konkurrence. Så næste gang du finder en lignende konkurrence med offentlige svar fra andre konkurrencedeltagere, kan du med rette finde lommeregneren frem og komme i nærheden af det korrekte svar.

Partierne på facebook: Hvis tilkendegivelser var stemmer

Hvor mange stemmer ville de enkelte partier få, hvis deres opbakning på facebook var stemmer? Det er spørgsmålet at dette indlæg vil fokusere på. Datagrundlaget stammer fra mit sidste indlæg om partierne på facebook, og den grundlæggende idé bag at undersøge dette stammer ligeledes stadig fra en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S.

I det sidste indlæg tog jeg udgangspunkt i tre forskellige typer af tilkendegivelser på facebook som indikatorer for en tilkendegivelse af opbakning til et politisk parti: 1) Partisider, 2) facebook spørgsmål og 3) partiledersider. Det enkelte partis andel af tilkendegivelser er angivet i nedenstående tabel. Tallene er angivet i procent, så de angiver den relative opbakning til partierne ved de forskellige tilkendegivelsesformer i forhold til de andre partiers ditto.

Parti Partisider Spørgsmål Partileder Meningsmåling
A: Socialdemokraterne 16,7% 25,2% 34,8% 28,4%
B: Det Radikale Venstre 8,1% 5,5% 4,6% 6,4%
C: Det Konservative Folkeparti 6,7% 6,0% 0,7% 6,3%
F: Socialistisk Folkeparti 20,4% 18,5% 29,6% 13,8%
O: Dansk Folkeparti 1,7% 10,0% 4,9% 13,7%
V: Venstre 10,9% 11,5% 17,8% 22,8%
I: Liberal Alliance 14,8% 10,8% 0,9% 4,3%
Ø: Enhedslisten 20,7% 12,6% 6,8% 3,6%
I alt 100% 100,1% 100,1% 99,3%

Tabel 1: Partiernes opbakning i meningsmålingerne og ved forskellige tilkendegivelsesformer.

Der er i tabellen ligeledes angivet hvor stor en andel af stemmerne partierne forventes at få jf. meningsmålingerne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er de eneste to partier der ved alle tilkendegivelsesformerne har større opbakning end i meningsmålingerne. Dansk Folkeparti og Venstre er de eneste to partier derved alle tilkendegivelsesformer har mindre opbakning end i meningsmålingerne.

Det første vi kan kigge på, er partisiderne. Her er de tre største partier socialistiske: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det største borgerlige parti er Liberal Alliance – efterfulgt af Venstre.


Figur 1: Partiernes opbakning på baggrund af partisider

Den største overraskelse i denne sammenhæng må uden tvivl være Enhedslistens store mængde af tilhængere. En potentiel forklaring kan være, at Enhedslisten har et højt aktivitetsniveau på facebook, hvilket alt andet lige øger incitamentet for politisk engagerede at »synes godt om« deres side – og ikke mindst at vedholde opbakningen. Ligeledes er der tale om et fløjparti, hvilket også kan være en forklarende faktor, ligesom tilfældet kan være ved Liberal Alliance. Den næststørste overraskelse er Dansk Folkeparti, der ikke engang ville nå over spærregrænsen. Forklaringen er her nok udelukkende, at partiet ikke driver en officiel side med opdateringer og lignende.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelserne gennem Facebook Spørgsmål, ser vi da også, at opbakningen til Dansk Folkeparti stiger til et meget mere realistisk niveau. Dette harmonerer også fint med, at denne tilkendegivelsesform nok er den, der ligger tættest op af hvad vi vil se i forhold til vælgerne som population – sammenlignet med de to andre tilkendegivelsesformer.


Figur 2: Partiernes opbakning på baggrund af Facebook Spørgsmål

Igen er det Enhedslisten og Liberal Alliance der relativt får en meget stor opbakning her. Et kvalificeret bud kan være, at folk der sympatiserer med disse partier, matcher gruppen af aktive internetbrugere bedre, der bruger tid på at besvare spørgsmål af denne type m.v.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelser til partiledersiderne, finder vi den største opbakning til de socialistiske partier. Her får Socialistiske Folkeparti og Socialdemokraterne den største opbakning både i forhold til de andre tilkendegivelsesformer og de andre partier.


Figur 3: Partiernes opbakning på baggrund af partiledersider

Her er Anders Samuelsen og Lars Barfoed de helt store tabere. Dette kan være et resultat af mere fokus på de politiske aspekter, frem for et fokus på politikernes personlighed, som man kan finde i andre partier. Ligeledes skal man have for øje, at Lars Barfoed er den nyeste partileder. Lars Løkke Rasmussen opbakning er ganske tilfredsstillende hvis man tager højde for, at han for alvor først begyndte at etablere hjemmeside, facebook, YouTube, twitter m.v., da han blev statsminister.

Der har været meget snak om, at der er gået præsidentvalg i dansk politik. I den sammenhæng er det et væsentligt aspekt at fremhæve, at hvis dette var tilfældet, burde man se en meget stor opbakning til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, alt efter distributionen af vælgere på hhv. højre- og venstre fløj, og ligeledes en lav opbakning til de andre partiledere qua det store fokus på de to førnævnte. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Tværtimod ser vi f.eks. at Villy Søvndal har større opbakning end Lars Løkke Rasmussen.

Kigger vi mere overordnet på hvordan det samlede valgresultat ville falde ud, kan vi – til trods for at nogle taler om at blokpolitikken er fortid – kategorisere partierne i en hhv. rød og blå blok. Den røde blok består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Den blå blok består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.


Figur 4: Forholdet mellem stemmer til rød og blå blok ved de forskellige tilkendegivelsesformer

Fælles for de tre tilkendegivelsesformer er, at den røde blok ville vinde stort. Ved de enkelte tilkendegivelsesformer er der dog faktorer der hver især ville kunne gøre, at de to blokke ville ligge tættere på hinanden, f.eks. hvis at Dansk Folkeparti havde en officiel partiside.

Den absolut største valgsejr til rød blok ser vi når det drejer sig om partiledersiderne. Her får rød blok sammenlagt over 75% af stemmerne. Ligeledes er partiledersiderne det eneste sted at Socialdemokraterne får større opbakning end i meningsmålingerne. En lidt kontroversiel tolkning af venstrefløjens store opbakning når det kommer til partiledere kan være, at man historisk set skal huske på, at kollektivistiske tankesæt har sat deres lid til en karismatisk leder med en stor opbakning ;-)

Som borgerlig vælger må konklusionen være, at man skal være glad for, at tilkendegivelserne på facebook ikke er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerskare.

Partierne på facebook: Opbakning på facebook i forhold til meningsmålingerne

Der er forskellige værktøjer på facebook der kan tages i brug, hvis man ønsker at ytre sin politiske observans. Man kan give udtryk for den i en statusopdatering, angive den under ’Politiske holdninger’, melde sig ind i grupper for alverdens politiske statements osv. Der er dog også måder at tilkendegive sin politiske observans, så man mere eller mindre systematisk kan sammenligne opbakningen til forskellige partier.

Inspireret af en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S, der viser, hvordan at »Folketinget ville være sammensat«, hvis det byggede på ”Synes godt om”-tilkendegivelser til de politiske partier, har jeg identificeret to andre tilkendegivelsesformer, der kan bruges til at sammenligne og vurdere partiers vælgermæssige tilslutning på facebook i forhold til meningsmålingerne.

Hensigten med dette indlæg er dermed at undersøge hvordan de forskellige tilkendegivelser harmonerer med meningsmålingernes population (altså alle vælgere). Dette vil ske ved at identificere de enkelte partiers opbakning relativt i forhold til andre partiers opbakning, for at kunne finde differensen mellem dette og et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger fra den seneste måned. Hvad angår sidstnævnte bruges tal fra Berlingske Barometer.

Foruden at kigge på partisider, som Kristian også kigger på, vil jeg inddrage hhv. den nye funktion Facebook Spørgsmål og partiledernes sider. Formålet med dette er at kunne vurdere hvilken tilkendegivelsesform der bedst matcher den opbakning partierne har i meningsmålingerne. Alle data der bruges i dette indlæg er indsamlet 13. maj 2011.

Partisiderne har overordnet ikke mange ”Synes godt om”-tilkendegivelser sammenlignet med partilederne (se nedenunder). I denne sammenhæng har jeg fundet partiernes officielle facebook-sider gennem deres hjemmesider. Dansk Folkeparti har ingen officiel facebook-side, hvilket kan være medvirkende til, at differensen er stor her.

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 8.169 16,7% 28,4% -11,7
B: Det Radikale Venstre 3.984 8,1% 6,4% 1,7
C: Det Konservative Folkeparti 3.268 6,7% 6,3% 0,4
F: Socialistisk Folkeparti 10.016 20,4% 13,8% 6,6
O: Dansk Folkeparti 847 1,7% 13,7% -12
V: Venstre 5.342 10,9% 22,8% -11,9
I: Liberal Alliance 7.238 14,8% 4,3% 10,5
Ø: Enhedslisten 10.155 20,7% 3,6% 17,1
I alt 49.019 100% 99,3%[1] 0,7

Tabel 1: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partisider i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkepartis side er den side der harmonerer mest med meningsmålingerne. Da differensen er positiv på baggrund af meningsmålingsopbakningen subtraheret fra partiers tilslutning på facebook, er Det Konservative Folkepartis tilslutning på partisiden større end i forhold til meningsmålingerne. Omvendt betyder en negativ værdi for Venstre, at deres opbakning i meningsmålingerne, er større end til deres facebook-side. Hvis differensen er 0, er der ingen forskel på partiernes tilslutning på deres facebook-side relativt til andre partiers tilslutning i forhold til meningsmålingerne.

For at kunne undersøge om partisiderne giver et mere retmæssigt billede af den reelle tilslutning end de andre tilkendegivelsesformer, tager jeg udgangspunkt i differensen for de forskellige partier, og finder standardafvigelsen. Jo mere standardafvigelsen afviger fra 0, desto mindre harmonerer partiernes opbakning jf. den pågældende tilkendegivelsesform i forhold til meningsmålingerne.

Gennemsnittet vil være lidt over 0, da jeg ikke har medtaget Kristendemokraterne i denne undersøgelse, til trods for at de har 0,7% tilslutning i meningsmålingerne. Standardafvigelsen for partisiderne i forhold til meningsmålingerne er 11,2.

Kigger vi nærmere på Facebook Spørgsmål, har vi at gøre med en forholdsvis ny funktion, hvor at brugerne kan give deres holdning til kende i forhold til forskellige spørgsmål. Jeg har været i stand til at finde to spørgsmål[2] på Facebook Spørgsmål som vil have brugerens holdning til, hvem man vil stemme på. Jeg har taget disse data og lagt dem sammen i den tro, at det er de færreste der vælger at give udtryk for den samme holdning to gange til det samme spørgsmål. Ved at lægge disse sammen får vi i alt 18.073 respondenter.

Parti Stemmeafgivning Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 4.561 25,2% 28,4% -3,2
B: Det Radikale Venstre 996 5,5% 6,4% -0,9
C: Det Konservative Folkeparti 1.086 6,0% 6,3% -0,3
F: Socialistisk Folkeparti 3.340 18,5% 13,8% 4,7
O: Dansk Folkeparti 1.799 10,0% 13,7% -3,7
V: Venstre 2.070 11,5% 22,8% -11,3
I: Liberal Alliance 1.951 10,8% 4,3% 6,5
Ø: Enhedslisten 2.270 12,6% 3,6% 9
I alt 18.073 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 2: Facebook Spørgsmål tilkendegivelser omkring hvilket parti man vil stemme på i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er tilfældet (igen), at Det Konservative Folkeparti ligger tættest på virkeligheden, dog med en større opbakning i meningsmålingerne end på Facebook Spørgsmål. I denne sammenhæng er standardafvigelsen 6,5, og dermed tættere på 0 end ved. partisiderne.

Den sidste tilkendegivelsesform er partilederne. Alle partiers ledere har deres egen side som man kan »synes godt om«. Der er i forhold til denne tilkendegivelsesform meget stor spændevidde i forhold fra den partileder med færrest tilhængere (Lars Barfoed, 2.160) til den med flest (Helle Thorning-Schmidt, 105.243).

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Helle Thorning-Schmidt 105.243 34,8% 28,4% 6,4
B: Margrethe Vestager 14.005 4,6% 6,4% -1,8
C: Lars Barfoed 2.160 0,7% 6,3% -5,6
F: Villy Søvndal 89.493 29,6% 13,8% 15,8
O: Pia Kjærsgaard 14.944 4,9% 13,7% -8,8
V: Lars Løkke Rasmussen 53.762 17,8% 22,8% -5
I: Anders Samuelsen 2.714 0,9% 4,3% -3,4
Ø: Johanne Schmidt-Nielsen
20.526 6,8% 3,6% 3,2
I alt 302.847 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 3: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partiledere i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er det for en gangs skyld ikke Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti der har den mindste differens, men derimod Margrethe Vestager og De Radikale. Standardafvigelsen er ved differensen mellem opbakningen til partilederne og partiernes tilknytning i meningsmålingerne på 8,0.

Overordnet viser mine data, at det er de besvarede spørgsmål på Facebook Spørgsmål der harmonerer mest med meningsmålingerne, dernæst partileder-tilkendegivelser og så til sidst partisider-tilkendegivelser. En standardafvigelse på 6,5 er på mange måder alt for højt til, at facebook er repræsentativt i forhold til den population meningsmålingerne opererer med. En øget repræsentativitet vil dog kunne forekomme ved øget stratifikation.

Der er et hav af problematikker der melder sig, når man undersøger partiernes opbakning i forhold til meningsmålingerne. For det første en grad af usikkerhed forbundet med forskellen mellem dem forårsaget af variationer i begge. For det andet er det, og det må blive den note der er vigtig at fremhæve er, ikke en repræsentativ andel af den danske vælgerbefolkning, der synes godt om politikere og partier på facebook – eller angiver hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag/morgen.

Den mindre analyse jeg refererer til øverst i indlægget indledes med: »Internettet herunder netaviser, Youtube, Twitter og ikke mindst Facebook vil utvivlsomt have en hidtil uset stor rolle i valget år 2011.«. Jeg har tidligere udtrykt min tvivl omkring dette, men ikke desto mindre bliver det utroligt spændende at se nærmere på, hvilken betydning af sådanne medier og platforme, vil få i fremtiden.

For at opsummere, er der ingen tilkendegivelsesform på facebook hvor resultatet tilfredsstillende matcher meningsmålingerne. Højreorienterede vælgere har derfor ingen grund til at være direkte bekymrede for det store flertal, at den mindre analyse giver, til de røde partier. Specielt vil et parti som Dansk Folkeparti alt andet lige have større politisk opbakning ved valg, end på facebook. Uanset hvilken tilkendegivelsesform man kigger på, har Dansk Folkeparti en lavere opbakning der, end i meningsmålingerne, hvilket næppe kan være den store overraskelse.

——————-
[1] Kristendemokraterne er ikke medtaget her, hvorfor at den procentvise kumulerede andel ikke giver 100%.
[2] De to spørgsmål der er medtaget er: Hvilket parti ville du stemme på hvis der valg i dag? & Hvilket parti ville du stemme på hvis der var valg i morgen?