Det er af afgørende betydning, at offentlige politikker har den ønskede virkning. Det giver eksempelvis ingen mening at gennemføre sociale tiltag, hvis de ikke har nogen effekt (eller ligefrem en modsatrettet effekt af den ønskede). Den bedste (og ofte eneste) måde at klarlægge, om en politik virker, er ved at gennemføre eksperimenter. Der er heldigvis flere og flere offentlige institutioner, der er ved at åbne øjnene op for, hvilke specifikke styrker den eksperimentelle metode har, og det er åbenlyst, at vi kun vil se endnu flere eksperimenter i fremtiden. Især i takt med at ønsket om og behovet for evidensbaseret politik stiger.

Eksperimenter er dog også forbundet med diverse svagheder, og et af de kritikpunkter man ofte hører, er relateret til det uetiske ved, at ikke alle personer i et eksperimentelt studie får den samme behandling. Og hvad endnu værre er: Det er tilfældigt, hvem der får behandlingen. Problemet er bare, at tilfældighedsaspektet, altså randomiseringen, ikke alene er ønskværdigt, men en forudsætning for, at kunne undersøge effekten af offentlige politikker.

I Weekendavisen fra den 11. september kan man læse en interessant artikel, ”Må vi kigge over skulderen?”, der blandt andet kommer ind på det etiske aspekt ved randomiserede forsøg: ”At det også er vanskeligt at lave randomiserede kontrollerede studier af det specialiserede socialområde, har SFI erfaret. Her måtte man sidste år opgive at undersøge effekten af behandlingsprogrammet Treatment Foster Care Oregon. Det er målrettet børn og unge i alderen 12-18 år med adfærdsproblemer, som midlertidigt anbringes i en træningsfamilie, og er en af de ni metoder, som Socialstyrelsen anbefaler. I første omgang sagde otte ud af 18 kommuner ja til at medvirke i et forsøg, hvor metoden skulle sammenlignes med en traditionel anbringelse. Men efterfølgende fik sagsbehandlerne kolde fødder. De fandt det uetisk at lade lodtrækning afgøre, hvilket tilbud børnene skulle have.”

Dette er hverken den første eller sidste historie, hvor hovedfortællingen er, at et eksperiment bliver aflyst, fordi dem der står med ansvaret, finder det uetisk at lade tilfældigheder afgøre, hvilke tiltag borgerne får (i ovenstående tilfælde børnene). Det triste er, at vi opgiver forsøget på at opnå en viden om sociale sammenhænge (altså at blive klogere på verdenen), fordi der tilsyneladende hersker en illusion om, at status quo er bedre.

Det vigtige er, at vi ikke kan vide om alternativet til en bestemt politik er bedre uden først at undersøge det. Udfordringen er her, at der ofte allerede er en bestemt politik på et givent område, og denne politik eksisterer ikke uden at offentligt ansatte har en opfattelse af, at den pågældende politik har en eller anden intenderet virkning. Når man dermed ønsker at undersøge, om en anden politik (eller ingen politik) virker bedre, skal man først overbevise de ansvarlige om, at en bestemt gruppe mennesker ikke skal udsættes for status quo. Det giver bare ingen mening at sige, at dette er uetisk, da grunden til vi netop ønsker at gennemføre et eksperiment er at finde ud af, om status quo er den bedste løsning. Først når noget er undersøgt i et eksperiment, kan vi diskutere, om det er uetisk at lade tilfældigheder afgøre, hvem der skal udsættes for en bestemt politik.

Her kommer vi så til det paradoksale: Det at designe eksperimenter kræver en viden om, hvad der virker. En viden som først opnås, når man har gennemført et eksperiment. Det er denne viden de ansvarlige føler, at de besidder forud for et eksperiment, hvorved det er uetisk at gennemføre eksperimentet. Opgaven for forskere og andre personer med et ønske om evidensbaseret politik, er at overbevise de ansvarlige om, at eksperimenter ikke er uetiske, men en forudsætning for at kunne belyse sociale sammenhænge og i mange tilfælde blive fundamentalt klogere på, hvordan man bedst opnår de ønskede mål for færrest mulige offentlige midler.

Summa summarum: Det er altid vigtigt at forholde sig til de etiske aspekter af et eksperiment (dette gælder for al slags forskning), men når det kommer til de etiske aspekter forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt vi skal bruge randomiserede kontrollede forsøg til at blive klogere på verdenen, er det ikke uetisk at lave eksperimenter, men tværtimod – i de fleste tilfælde – uetisk ikke at gennemføre eksperimenter.