ess – Erik Gahner Larsen

I Politiken kunne man den anden dag læse, at uligheden i danskernes lykke er blevet større. Mere konkret kan man læse, at en “ny undersøgelse fra Institut for Lykkeforskning viser, at mens uligheden i lykke mindskes i Europa generelt, så er den siden 2002 steget i Danmark. Uligheden i lykken er ifølge undersøgelsen således faldet med 3,4 procent for Europa som helhed i årene mellem 2002 og 2012, mens Danmark er det ene af tre lande, hvor uligheden på lykkebarometret er øget med 3,5 procent.”

Hos Berlingske drager man på baggrund af undersøgelsen den konklusion, at Finland nu er det lykkeligste land: “Kampen om at være de lykkeligste i Europa er benhård. Mens danskerne længe har tronet på toppen af lykkelisterne, har finnerne nu vippet os af pinden, i hvert fald ifølge en ny opgørelse over lykkeniveauet i europæiske lande. Her er det nemlig vores nordiske naboer i Finland, som løber med præmien som Europas lykkeligste. Det står at læse i rapporten »Happiness Equality Index – Europe 2015«, som i sidste uge blev udgivet af det danske Happiness Research Institute eller Institut for Lykkeforskning, som det kaldes her til lands.”

Rapporten er, som omtalt, udarbejdet af tænketanken Institut for Lykkeforskning og er at finde her. På baggrund af rapporten og dækningen af den, er der minimum tre spørgsmål, der er interessante at belyse. For det første: Er uligheden i danskernes lykke større nu end i 2002? For det andet: Er der tale om en udvikling over årene, hvor tendensen er, at uligheden i danskernes lykke stiger? For det tredje: Er Danmark ikke længere det mest lykkelige land?

Er uligheden i lykken større nu end i 2002?
Det omtalte Happiness Equality Index 2015 tager udgangspunkt i data fra den sjette runde af European Social Survey (ESS) fra 2012 (de danske svar er fra 2013). For at udregne (u)ligheden i danskernes og andre europæeres lykke, har man undersøgt hvor stor spredningen er i svarene i hvert land, altså standardafvigelsen, på en 11-punkts lykkevariabel, der går fra 0 til 10, hvor højere værdier indikerer mere lykke. Tallene fra dette indeks er formidlet på side 6 i rapporten:

På dette indeks har Danmark værdien 1,47. For at se om uligheden var større end i 2002 undersøger man forskellen mellem standardafvigelsen i 2002 og 2012, som vist på side 8 i rapporten:

I 2002 var standardafvigelsen i Danmark på 1,42. Forskellen mellem standardafvigelsen i 2002 og 2012 er ikke statistisk signifikant. End ikke tæt på¹. Det giver derfor ikke mening at sige, at uligheden i danskernes lykke er steget.

Er der tale om en udvikling i ulighed?
I Politiken forklares det, at en ”del af forklaringen på, at Danmark har øget uligheden i forhold til følelsen af lykke, kan være den stigende økonomiske ulighed i Danmark, der ifølge blandt andre Danmarks Statistik er taget til i løbet af de seneste årtier. Det mener Meik Wiking, der er administrerende direktør for Institut for Lykkeforskning.”

Hvis der er tale om en udvikling, der er taget til over de seneste årtier, bør der om ikke andet i hvert fald være en tendens til, at uligheden stiger. Til trods for at der ikke er nogen forskel i lykken mellem 2002 og 2012, er det stadig interessant at inddrage de andre år (2002 eller 2012 kan eventuelt være en undtagelse på en ellers generel tendens). Nedenstående figur viser derfor standardafvigelserne for 2002, 2004, 2006, 2008, 2010 og 2012:

Der er intet, der taler for, at der er en udvikling i uligheden i danskernes lykke. Og der er slet intet der taler for, at denne ændring er resultatet af en årtier lang proces.

Er Danmark ikke længere det mest lykkelige land?
Som beskrevet ovenfor kan man i dækningen af rapporten hos Berlingske læse, at Danmark er blevet overhalet af Finland hvad angår de mest lykkelige indbyggere. Dette er dog decideret forkert. Det er ikke muligt at kigge på spredningen af en variabel og konkludere, at finnerne er mere lykkelige end danskerne. Danmark ligger således stadig på en førsteplads, hvis man kigger på det gennemsnitlige lykkeniveau i de respektive lande, der er med i sjette runde af ESS:

Som det kan ses, er gennemsnitsværdien højere i Danmark (DK) end i Finland (FI). I ovenstående undersøges det ikke, om der er signifikante forskelle mellem landene, men der er under alle omstændigheder ikke belæg for at konkludere, at Danmark er blevet overhalet af Finland.

For at opsummere, er der ikke empirisk belæg for at sige, 1) at uligheden i danskernes lykke er steget siden 2002, 2) at den er et systematisk produkt af øget af økonomisk ulighed samt 3) at Danmark ikke længere er det lykkeligste land. I hvert fald ikke med udgangspunkt i data fra ESS. Hvis man har interesse i at blive klogere på trivsel og lykke i et komparativt perspektiv med udgangspunkt i data fra ESS, kan man eventuelt begynde med at besøge Measuring and Reporting on Europeans’ Wellbeing: Findings from the European Social Survey.

En simpel test for varianshomogenitet (Levene’s test) giver en p-værdi på 0,768, og dermed kan det ikke afvises, at variansen i de to runder er identisk. [↩]

Justitsministeriets Forskningskontor konkluderer i en ny rapport “at Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”. Eller som de skriver i pressemeddelelsen: “Kun overgået af islændingene er danskerne de tryggeste ved at færdes alene efter mørkets frembrud”. Rapporten bygger på data fra European Social Survey (ESS) og mere specifikt pointeres det i rapporten at “Det ses af figur 2.1, at de nordiske lande placerer sig blandt de europæiske lande med den største andel, der er meget trygge ved færden alene i mørke i deres lokalområde. Danmark ligger på andenpladsen, men afviger dog ikke signifikant fra Island, der placerer sig på førstepladsen.” (side 2). Nuvel, personen der har skrevet pressemeddelelsen har ikke kendskab til statistisk signifikans, men lad os se på figur 2.1:

Her kan det ganske rigtigt ses, at der ikke synes at være signifikante forskelle mellem Norge, Danmark og Island. Det interessante er dog, hvorfor der udelukkende kigges på andelen af respondenter, der føler sig meget trygge. I ESS kunne respondenterne, foruden “ved ikke”, vælge mellem meget utryg, utryg, tryg og meget tryg. I ovenstående figur indeholder den resterende andel dermed også de respondenter, der føler sig trygge ved at færdes alene i deres lokalområde. Er det retvisende? Nej.

Hvad sker der, når man kigger på andelen af respondenter, der føler sig enten trygge eller meget trygge i de respektive lande? I så fald ligger Slovenien øverst som det land, hvor respondenterne føler sig mest trygge. Denne forskel er statistisk signifikant i forhold til de andre lande. Selvom “Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”, er det misvisende ikke at inkludere andelen der føler sig trygge, hvis man gerne vil konkludere noget om andelen der føler sig trygge. I dette tilfælde virker det til, at dem der har lavet rapporten, har lavet ovenstående figur for netop at kunne skrive en fin pressemeddelelse.

Kan tilfældet dog ikke være, at forfatterne bag rapporten har fundet det ligegyldigt at sammenligne andelen af meget tryg og tryg med andelen af meget utryg og utryg, og dermed helt har overset implikationerne af dette for resultaterne? Nej. Figur 2.3 gør lige præcis dette, men som forfatterne skriver, er det muligt at gøre forskellen mellem Slovenien og de andre lande insignifikant ved eventuelt kun at kigge på kvinders svar: “Slovenien har en har [sic] signifikant lavere andel utrygge end Danmark, mens niveauet i Finland og Norge svarer til det danske. En beregning, hvor alene kvinder er inkluderet, viser en helt tilsvarende placering af Slovenien, Finland, Danmark og Norge.”. Det er lidt komisk.

Til trods for dette konkluderes der på den sidste side i rapporten, at “Undersøgelsen fra 2012 viser, at at [sic] Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”. Danmark ligger i top, ja, men har ikke topplaceringen. Andre af rapportens konklusioner er ligeledes misvisende eller mangler statistiske tests. Bemærk eventuelt den sjove detalje i konklusionen om “at danskernes tillid til politiet er vokset gennem de senere år”. Her er der blot tale om, at tilliden har været faldet omkring politireformen, og nu er vendt tilbage til hvad der ligner et niveau fra før politireformen.

Ligeledes er det komisk at der rapporteres ændringer over tid, uden at det undersøges statistisk om disse ændringer er signifikante. Det er selvfølgelig irriterende som læser, da rapporten skifter mellem at rapportere figurer med konfidensintervaller og figurer uden, men også fordi der er indikationer på, at nogle af tolkningerne er decideret forkerte. Tag eksempelvis figur 2.4, der viser andelen i de nordiske lande, der er utrygge eller meget utrygge, når de færdes i deres lokalområde efter mørkets frembrud:

Her skriver Justitsministeriets Forskningskontor på side 5: “Udviklingen i de nordiske landes placering viser, jf. figur 2.4, at Sverige ved alle målinger har den største andel, der angiver at føle sig utrygge i deres lokalområde.”. Hvis man kigger godt efter kan man se, at dette ganske enkelt ikke er sandt. I 2008 er der ingen forskel på Danmark og Sverige. Faktisk er tallet højere for Danmark (15,29) end for Sverige (15,12). Igen, der laves ingen egentlige tests for forskelle over tid, men der skrives om statistiske tests mellem landene for de enkelte år (de rapporteres dog ikke i nogen form – og mit gæt er at de[n] person[er], der har lavet analyserne, ikke har taget sig tid til at sammensætte de forskellige datasæt, men blot har kørt analyser på de enkelte datasæt relateret til hver ESS runde).

Danskerne er ikke de tryggeste ved at gå alene ude efter mørkets frembrud, men helt klart i den høje ende. Det ville være en helt fin pointe at formidle, men hvorfor skal det gøres på den måde? Spørgsmålet er ikke retorisk.