Hvis jeg var kynisk, gav jeg Enhedslisten magt

Først publiceret på podia.dk. For 100+ kommentarer se 180grader.dk.

Hvis jeg var kynisk og ligeglad med andre menneskers ve og vel, ønskede jeg Enhedslisten magt som de har agt. Udelukkende for at kunne sige: »Hvad sagde jeg!«. Jeg ville give dem lov til at fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer.

Jeg ville give dem lov til at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Og ligeledes forhøje dagpenge- og kontanthjælpssatserne (og forlænge dagpengeperioden og gøre det lettere at opnå dagpengeret). Give dem lov til at sørge for, at overførselsindkomster følger med lønudviklingen. Give dem lov til at skabe deres 56.000 grønne arbejdspladser. Give dem lov til at ansætte flere voksne i børnehaverne og sørge for færre elever i klasserne. Give dem lov til at bygge en havvindmøllepark om året. Give danskerne billigere kollektiv trafik. Give dem lov til at sætte arbejdstiden ned.

Give dem lov til at sikre, at alle har ret til mindst 15.000 kr. pr. måned. Lade dem arbejde for en ny Grundlov der også tager højde for kollektive rettigheder. Give dem lov til at de fra 2012 kan øge kommunernes budget til velfærd med 15 milliarder kroner. Og tilføre psykiatrien en milliard kroner i samme år. Og desuden øge den danske ulandsbistand – i første omgang til 1,5 % af BNI.

Jeg ville give dem lov til at sikre kvinderepræsentation ved hjælp af indførelsen af kvoter i bestyrelserne. Give dem lov til at bevare lokale akutfunktioner og sygehuse i Holstebro, Næstved og Svendborg. Og på alle andre mulige måder øge de offentlige udgifter.

Give dem lov til at sørge for, at medicinalindustrien overtages af staten og demokratiseres. Sørge for at der skal være gratis tandlægebehandling og offentlig tandpleje. Og at al dokumenteret behandling skal være gratis.

Finansieringsmæssigt ville jeg give dem lov til at kræve mere skat fra de multinationale selskaber, indføre omsætningsafgifter på aktier, indføre en ekstra skat på 10 pct. på indkomster over en million, genindføre formueskatten og droppe skattestoppet på ejendomsskatten. Og selvfølgelig indføre en betalingsring.

Ovenstående politiske tiltag er fundet ved hjælp af Enhedslistens hjemmeside. Aldrig har jeg været sat så godt ind i, hvad partiet helt konkret gerne vil, og til det har jeg kun ét spørgsmål til dem der den 15. september satte deres stemme på dét parti: Er I idioter?

Jeg er udmærket klar over, at jeg taler for døve øren, når jeg prøver at appellere til venstreorienteredes sunde fornuft. Op gennem det 20. århundrede lærte mange lande på den hårde måde hvordan det gik, når man straffede menneskets skabertrang og lyst til profit – og omvendt hyldede offentlig produktion og planøkonomi og lod slagteren, bryggeren og bageren arbejde fordi alternativet var Gulag. Derfor er det også med en vis skepsis at jeg på Enhedslistens hjemmeside kan læse følgende:

»Den offentlige sektor skal gennem demokratisk styret offentlig produktion og service sætte hensynet til beskæftigelse, miljø og livskvalitet over den private sektors ensidige hensyn til at få penge til at yngle så meget som muligt.«

Som sagt: Hvis jeg var kynisk nok, ville jeg lade Enhedslisten få mere magt. Jeg ville lade dem gennemføre alt det de følte ville gøre verden til et bedre sted at leve. Jeg er dog af den klare overbevisning, at det for det første bliver et fattigere samfund – og at det for det andet bliver et samfund hvor livet som fattig vil være fyldt med flere vanskeligheder.

Derfor irriterer det mig grænseløst når Enhedslisten fremstår som det solidariske parti der tager hånd om de svage og har en såkaldt social profil. Intet kunne være mere forkert. Jeg har bare ikke nosser nok – eller et så stort fravær af moral, at jeg tør lade dem vise det.

Nedskæringer er politik – ikke økonomi

I forbindelse med valgreformsafstemningen i Storbritannien tidligere på året, hvor valget stod mellem det eksisterende first-past-the-post system og alternative vote (AV) metoden, florerede der en vittighed på diverse sociale medier, der lyder: »Say no to AV. You get much better picture and sound quality with HDMI.«.

Vittigheden skal ikke tages for mere end hvad den er – altså en harmløs vittighed. Ikke desto mindre kan den bruges som et glimrende udgangspunkt, når vi skal diskutere, hvad der er galt med den offentlige debat i dagens Danmark. Allow me to elaborate my argument.

Afstemningen om valgreformen i Storbritannien er et fantastisk eksempel på en kamp om politiske magtressourcer. Den største fortaler for en ændring af systemet var Nick Clegg fra De Liberale, der, hvis Storbritannien havde haft det alternative system, havde fået intet mindre end 32 mandater mere ved valget i 2010.

Der hersker ingen tvivl omkring, at de store partier der ville miste magt hvis en valgreform blev en realitet, var og er de mest skeptiske over for en reformation af valgsystemet. Det er da også heri forklaringen findes på, hvorfor det generelt er svært at reformere valgsystemer. Den generelle pointe der eksemplificeres her er, at politiske institutioner skabes af folk med magt – for at beholde magten.

Den samme logik lader sig applicere på politiske institutioner mere generelt. Nogle vinder, andre taber. Institutioner afspejler magtforhold mellem divergerende interesser, og ikke altid i forhold til hvad der er mest effektivt. Dette faktum forsvinder ikke, blot fordi vi ignorerer det i den offentlige debat. Tværtimod. Spørgsmålet om politiske institutioners indretning vil derfor aldrig kunne blive reduceret til et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Om vi skal have en efterlønsordning eller ej, kan aldrig blive til et spørgsmål hvortil der er et neutralt, apolitisk svar. Og slet ikke et spørgsmål som simpelt kan besvares med henvisning til en ny rapport fra en tilfældig kommission.

Der kan sagtens være råd til en efterlønsordning. Der er bare nogen der skal betale for den. Der skal være nogle tabere. Det er udelukkende et spørgsmål om politiske prioriteringer. Intet mindre. I den offentlige debat formuleres der ofte argumenter der passende kan få prædikatet nødvendige reformer som fællesnævner. Den nødvendige reform findes bare ikke.

Overskriften på nærværende indlæg er identisk med en pressemeddelelse fra Enhedslisten, hvor Frank Aaen korrekt uddyber: »Regeringen kalder nye nedskæringer en nødvendighed, men reelt er der tale om et politisk valg«. Dette er så sandt som det er sagt. Der er ikke tale om andet end politiske valg. Selvfølgelig vil det give nogle penge på kontoen, men disse penge kunne selvfølgelig også være fundet andre steder på finansloven.

Det er ærgerligt, at der er så megen debat om hvad der er mest effektivt og hvad der er økonomisk nødvendigt for at opretholde ”vores” velfærdssamfund. Det fjerner ethvert fokus fra den direkte politiske konflikt der udspiller sig i forhold til institutionernes indretning, samt den underliggende politiske dynamik, der på ingen måde kan identificeres ud fra et økonomisk effektivitetsperspektiv. Den økonomiske debat omkring institutioners effektivitet fjerner dermed fokus fra en mindst lige så vigtig debat: Den politiske debat.

I vittigheden der indleder dette indlæg gives der et klart svar. HDMI er bedre end AV. Dette kan vi ikke på samme måde med politiske institutioner, med mindre vi kan eksplicitere nogle klare kriterier, vi vurderer institutionerne på baggrund af. Der vil dog altid være politiske interesser involveret i at kunne definere hvordan politiske strukturer skal vurderes. Netop dette faktum er da også det, der gør politik så fandens spændende! Det faktum, at det sgu ikke udelukkende handler om økonomisk effektivitet.