Skaber sociale medier ekkokamre? #4

Jeg har i tidligere indlæg kigget nærmere på, om der er evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre (se mine indlæg fra 2017, 2018 og 2019). Det første indlæg jeg skrev om spørgsmålet var et forsøg på at give modspil til det argument, der var dominerende i den danske debat, navnligt at sociale medier skabte ekkokamre (primært fremført af personer, der bruger mere tid på at tegne bobler end at analysere data). Jeg har i løbet af 2020 ikke fulgt forskningen nøje, men tilstrækkeligt til at kunne give nogle henvisninger til den nyeste forskning på området.

Det er min klare vurdering, at der er et mere nuanceret syn på sociale medier og ekkokamre i 2020 end tilfældet var i 2017. Vi taler ikke længere blot om sociale medier generelt, men en lang række af forskellige sociale medier (Facebook, Twitter, YouTube, TikTok etc.), der i større eller mindre grad kan have implikationer for den måde brugerne finder og deler information på. Ligeledes er der en erkendelse af, at ekkokamre ikke blot vedrører sociale medier men også medieforbrug mere generelt (se eksempelvis Hmielowski et al. 2020).

Dette er relevant da folks nyhedsforbrug i overvejende grad stadig kommer fra TV. Et amerikansk studie af Allen et al. (2020) viste eksempelvis, at nyhedsforbruget fra TV er omkring fem gange større end nyhedsforbruget online – og kun 0,15% af indholdet kan betegnes som værende fake news. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal være bekymret for, hvad der foregår på sociale medier, men vi skal huske på, at problemet – i det omfang der er et problem med den måde borgerne konsumerer information – ikke kan isoleres til sociale medier.

Vanen tro er der nye studier, der kan sige noget fornuftigt omkring sociale medier og ekkokamre. Et af de mest interessante studier, vi har set i år, er en stor undersøgelse af amerikanernes nyhedsforbrug i 2015 og 2016 (Guess 2020). Dette studie kombinerer både medieforbrug og spørgeskemadata til at vise, at amerikanerne har et balanceret medieforbrug, hvorfor informationsforbruget online hverken tager sted i filterbobler eller ekkokamre. Kort fortalt er der et stort overlap mellem republikaneres og demokraters nyhedsforbrug. Når vi ser disse fund i en meget polariseret kontekst som den amerikanske, er det svært at forestille sig, at der skulle være et problem i en kontekst som den danske, der alt andet lige er mindre polariseret.

Et andet interessant studie undersøger tyske internetbrugeres internethistorik (på deres PC og/eller smartphone) (Scharkow et al. 2020). Dette studie finder ingen evidens for, at sociale medier fører til et mere snævert, ideologisk nyhedsforbrug. Studiet finder omvendt at sociale medier fører til et mere varieret nyhedsforbrug. Dette – og de fleste andre studier – er ikke eksperimentelle, men der er intet der tyder på, at sociale medier i og for sig selv skaber ekkokamre.

Et tredje studie kigger på omkring 250.000 amerikaneres nyhedsforbrug fra 2014 til 2018 (Yang et al. 2020). I dette studie findes der ej heller overbevisende evidens for, at amerikanerne lever i ekkokamre på de sociale medier. Faktisk viser de, at ideologisk selvselektion – altså at man vælger indhold der harmonerer med ens egne overbevisninger – forklarer en yderst begrænset andel af ens nyhedsforbrug. Mest interessant finder de, at i den periode der studeres, hvor flere amerikanere finder deres nyheder på deres mobiltelefon, konsumeres der mere diverst indhold.

Ovennævnte studier har – som alle studier – deres begrænsninger, men i min optik demonstrerer de overbevisende, at vi ikke lever i vores eget lille ekkokammer, når vi bevæger os på nettet, herunder de sociale medier. Som jeg tidligere har nævnt er det ikke det samme som, at der ikke er udfordringer med de sociale medier, eller at der ikke er nogen, der konsumerer information på en måde, vi vil betegne som værende identisk med et ekkokammer.

Der er således nye studier, der bruger eksperimentelle metoder til at belyse nogle af de dynamikker, der finder sted på sociale medier. Et af de bedste studier jeg har læst i år, der belyser dette, er af Kim et al. (2020). Dette studie undersøger hvordan kommentarsporet til nyhedsartikler på Facebook påvirker andre brugeres adfærd. Specifikt opererer de med en såkaldt toksicitetsværdi (“toxicity score“), der måler variation i hvor slemt indhold er (målet går fra 0 til 1, hvor 1 er højest). “Please get blown away”, for eksempel, har en toxicity score på 0,5, og “Stupid ugly bitch” har en toxicity score på 0,99. I et eksperiment viser de således, hvordan at tilfældig eksponering til indhold med en høj toksicitetsværdi får brugere til selv at lave indhold med en højere toksicitetsværdi. Dette viser hvordan indhold på de sociale medier kan have selvforstærkende effekter.

Et andet eksperiment viser ligeledes hvordan indhold på sociale medier kan føre til mere polarisering (Banks et al. 2020). Konkret undersøger studiet hvordan forskellige tweets kan påvirke borgernes opfattelse af den ideologiske distance mellem partier og kandidater. De viser eksempelvis tweets fra henholdsvis Donald Trump og Hillary Clinton i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, og finder, at den opfattede polarisering måske påvirkes af at være eksponeret for sådanne tweets. Når jeg siger måske skyldes det, at effektstørrelser er små og ser ud til at variere alt efter hvilke statistiske modeller, der kigges på.

Et tredje eksperiment undersøger hvordan republikanere og demokrater vælger nyheder på sociale medier (Mukerjee og Yang 2020). Dette studie bruger et conjoint eksperiment på mTurk-platformen til at vise, at når respondenterne præsenteres med forskellige nyhedsartikler, er de mindre tilbøjelige til at vælge nyhedsartikler fra et medie der er mere associeret med det andet parti. Til trods for at det er et eksperiment, er det et studie af en mildest talt middelmådig kvalitet, hvorfor jeg vil være påpasselig med at drage for store konklusioner på baggrund af dette studie. En generel kritik af dette studie – og snart sagt samtlige studier, der forsøger at sige noget omkring politiske bias, politisk motiveret tænkning osv. – er, at de kun studerer personer med en klar politisk identitet. Det svarer til kun at undersøge religiøse respondenter og konkludere, at religion er vigtigt. Der er dog en lang række ekstra begrænsninger her sammenlignet med de andre studier nævnt ovenfor, hvorfor du bør læse dette studie med dine ekstra kritiske læsebriller.

De fleste studier kigger på enten Twitter eller Facebook, da disse er de mest populære platforme, og især Twitter giver rig mulighed for at indsamle data. Der er dog heldigvis også kommet et øget fokus på andre sociale medier, herunder YouTube. Hosseinmardi et al. (2020) finder eksempelvis evidens for et lille men voksende ekkokammer med højreorienteret indhold. Så til trods for at der ikke er noget der taler for, at vi alle går rundt og lever i ekkokamre på sociale medier, kan der være grund til bekymring med nogle sociale medier og de tendenser, vi ser.

Et andet studie der kigger på YouTube, og især betydningen af deres anbefalingsalgoritme, er Kaiser og Rauchfleisch (2020). Dette studie kigger på kanalanbefalinger i USA og Tyskland og finder, at algoritmerne spiller en rolle i at skabe miljøer på YouTube. Dette er dog ikke nødvendigvis et ekkokammer, hvis man forbinder selvselektion som værende et afgørende kriterie for at kunne tale om et ekkokammer. Eller som de skriver i artiklen: “We understand filter bubbles as algorithmically induced homophilous communities, while echo chambers can be understood as homophilous communities that are formed by deliberate user choices.”

Generelt er der et større fokus på, at de forskellige sociale medier – herunder de algoritmer, de implementerer – kan have konsekvenser for, hvilket indhold, der konsumeres. Der er således mindst to studier, der kigger på algoritmernes betydning på Facebook. Levy (2020) demonstrerer at algoritmerne kan føre til, at man bliver eksponeret for mindre information på Facebook, man er uenig med, hvilket kan føre til øget polarisering. Garz og Szucs (2020) viser i Tyskland at algoritmerne på Facebook kan påvirke hvilket indhold, medier vælger at dele. Algoritmerne spiller med andre ord en stor rolle i forhold til, hvad vi ser på de sociale medier. Igen, dette er ikke det samme som, at sociale medier automatisk vil føre til ekkokamre, men at der er en del nuancer at tage i betragtning.

Skaber sociale medier ekkokamre? Ikke nødvendigvis. Svaret er ikke et entydigt ja eller nej, men afhænger af hvem vi kigger på, hvordan vi studerer det og hvad vi mener med et ekkokammer. Der er dog ingen overbevisende evidens for, at der er tale om så stort et demokratisk problem, som det ofte gøres til af meningsdannere. Kevin Munger har desuden nogle gode overvejelser i et blogindlæg, hvor han også pointerer, at det i høj grad handler om hvordan vi definerer et ekkokammer. Her kommer han også med nogle ekstra henvisninger til relevant litteratur, der varmt kan anbefales.

Referencer

Allen, J., B. Holland, M. Mobius, D. Rothschild og D. J. Watts. 2020. Evaluating the fake news problem at the scale of the information ecosystem. Science Advances 6(14): eaay3539.

Banks, A., E. Calvo, D. Karol og S. Telhami. 2020. #PolarizedFeeds: Three Experiments on Polarization, Framing, and Social Media. The International Journal of Press/Politics.

Garz, M. og F. Szucs. 2020. Algorithmic Selection and Ideological Diversity of News on Facebook.

Guess, A. M. 2020. (Almost) Everything in Moderation: New Evidence on Americans’ Online Media Diets. American Journal of Political Science.

Hmielowski, J. D., M. J. Hutchens og M. A. Beam. 2020. Asymmetry of Partisan Media Effects?: Examining the Reinforcing Process of Conservative and Liberal Media with Political Beliefs. Political Communication.

Hosseinmardi, H., A. Ghasemian, A. Clauset, D. M. Rothschild, M. Mobius, D. J. Watts. 2020. Evaluating the scale, growth, and origins of right-wing echo chambers on YouTube. arXiv: 2011.12843.

Kaiser J. og A. Rauchfleisch. 2020. Birds of a Feather Get Recommended Together: Algorithmic Homophily in YouTube’s Channel Recommendations in the United States and Germany. Social Media + Society 6(4).

Kim, J. W., A. Guess, B. Nyhan og J. Reifler. 2020. The Distorting Prism of Social Media: How Self-Selection and Exposure to Incivility Fuel OnlineComment Toxicity.

Levy, R. 2020. Social Media, News Consumption, and Polarization: Evidence from a Field Experiment. American Economic Review.

Mukerjee, S. og T Yang. 2020. Choosing to Avoid? A Conjoint Experimental Study to Understand Selective Exposure and Avoidance on Social Media. Political Communication.

Scharkow, M., F. Mangold, S. Stier og J. Breuer. 2020. How social network sites and other online intermediaries increase exposure to news. Proceedings of the National Academy of Sciences 117(6): 2761-2763.

Yang, T., S. Majó-Vázquez, R. K. Nielsen og S. González-Bailón. 2020. Exposure to news grows less fragmented with an increase in mobile access. Proceedings of the National Academy of Sciences 117(46) 28678-28683.

Skaber sociale medier ekkokamre? #2

For over et år siden skrev jeg et indlæg om sociale medier og ekkokamre. Mit argument var og er, at der ikke er overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre, hvor borgerne udelukkende eksponeres for holdninger, der harmonerer med, hvad de allerede mener.

Der er selvfølgelig al mulig grund til at være kritisk i forhold til sociale medier. Der er dog intet der giver grundlag for dommedagsprofetier om, at sociale medier vil placere os alle i vores eget lille meningsbekræftende mikrokosmos, hvor ingen længere vil blive eksponeret for udfordrende synspunkter.

Siden jeg skrev indlægget, er der (heldigvis) kommet flere undersøgelser, der i overvejende grad afkræfter denne demokratiske dommedagsprofeti.

Hos Politiken kunne man således i september 2017 læse en artikel med titlen “Mytedræber: Facebook er ikke kun et ekkokammer“, der formidlede en undersøgelse fra IT-Universitetet. Undersøgelsen viste, at borgere møder holdninger, de er uenige i, mens de diskuterer nyheder eller politik på Facebook.

Undersøgelsen har sine begrænsninger, men det interessante er, at Vincent F. Hendricks, leder af et center med navnet Center for Information og Boblestudier (da et simpelt nysgerrigt prik kan punktere det Carlsbergfondet-finansierede vrøvl, der kommer ud derfra), stadig mener, at Facebook er med til at skabe ekkokamre. Som han siger: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat«.

Jeg har som altid stor sympati for det synspunkt, at man skal være på vagt i forhold til nye tendenser i samfundet og de potentielle negative effekter, de kan have på den demokratiske samtale (hvis den da overhovedet eksisterer eller nogensinde har eksisteret). Der er bare ingen evidens for, at vi er vidne til, at sociale medier er i fuld sving med at ødelægge den generelle debat. De undersøgelser, jeg har været i stand til at finde, taler om noget for det modsatte.

I en undersøgelse foretaget af Richard Fletcher og Rasmus Kleis Nielsen, finder de, at sociale medier ikke fører til, at folk kun bliver eksponeret for information, der harmonerer med deres verdensopfattelse. Tværtimod. Som Rasmus Kleis Nielsen udlagde studiet til Mandag Morgens TjekDet: “Folk, der bruger sociale medier, bliver eksponeret for signifikant flere forskellige nyhedskilder end dem, der ikke bruger sociale medier.”

Dette er ligeledes konklusionen i en gennemgang af litteraturen foretaget af Andrew Guess, Benjamin Lyons, Brendan Nyhan og Jason Reifler, der bærer titlen ‘Avoiding the Echo Chamber about Echo Chambers: Why selective exposure to like-minded political news is less prevalent than you think’. I rapporten, der ligeledes opsummeres her, konkluderes det: “the data frequently contradict or at least complicate the “echo chambers” narrative”. Der gennemgås flere interessante studier, der ikke alene taler for, hvorfor vi ikke udelukkende ser ekkokamre, men også belyser hvilke mekanismer, der kan forklare hvorfor.

Der er flere interessante nye studier, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Andrew Guess, en af forfatterne bag omtalte gennemgang af litteraturen, undersøger amerikanske borgeres nyhedsforbrug online og finder et betydeligt overlap i, hvilke medier borgere med forskellige politiske holdninger konsumerer. På den baggrund konkluderer han: “if online “echo chambers” exist, they are a reality for relatively few people who drive the traffic and priorities of the most partisan outlets.”

I et andet studie foretaget i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016, vises det, at dem der fik nyheder via Facebook ikke var mere tilbøjelige til at være i et ekkokammer, da de blev eksponeret for forskellige typer af nyheder, herunder også nyheder der udfordrede deres politiske overbevisninger.

Dette harmonerer med konklusionen i et nyt studie, der undersøger hvilke nyheder algoritmer anbefaler via Google News. Nærværende studie finder, at folk med forskellige politiske overbevisninger får ensarterede nyheder og dermed ikke blot nyheder, der stemmer overens med deres egne overbevisninger. Altså igen ikke meget evidens for idéen omkring ekkokamre.

Det kan dog tænkes, at dette blot er for moderat politisk interesserede, og jo mere politisk interesseret man er, desto mere vil man søge væk fra udfordrende synspunkter. Dette argument udfordres dog af dette studie, ‘The echo chamber is overstated: the moderating effect of political interest and diverse media’, der viser, at især politisk interesserede ikke ender op i ekkokamre.

Før vi går videre er det værd at minde os selv om citatet fra Vincent F. Hendricks: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat« (min fremhævning). Jeg vil mene at ovenstående taler for, at der ikke er overbevisende evidens for, at vi lever i ekkokamre. Hvad vi dog også kan udfordre er argumentet om, at ekkokamre – skulle de eksistere – er med til at polarisere den generelle debat. Der er sågar noget der tyder på, at det modsatte kan være tilfældet.

I et nyt studie, ‘Exposure to opposing views on social media can increase political polarization’, foretager en række forskere et felteksperiment på Twitter, hvor brugere af forskellig politisk overbevisning bliver eksponeret for indhold, der enten konvergerer med deres egen overbevisning eller udfordrer samme. Som altid er der aspekter, der kan diskuteres ved studiets metode og resultater, men noget tyder på, at polariseringen var størst hos de brugere, der blev eksponeret for synspunkter i konflikt med deres egne.

Vi ved ikke hvad fremtiden bringer og hvordan sociale medier vil påvirke den politiske debat på længere sigt. Det ville dog være at foretrække, skulle forskere have interesse i at udtale sig om sociale medier og ekkokamre, at de også bringer en flig af evidens med til bordet i stedet for udelukkende at betro sig til egne overbevisninger.

Som det ser ud nu, er der intet der taler for, at sociale medier er ved at placere os alle i ekkokamre.