Er meningsmålinger om terrorfrygt væsentlige?

I en klumme i Information skriver klummeskribent Lasse Jensen, at meningsmålinger ofte er igangsat på baggrund af et fravær af journalistiske ideer. Han indleder således sin klumme med ordene: “Hvad skulle mange såkaldt toneangivende medier gøre uden meningsmålinger? Svaret er meget enkelt: De ville være tvunget til at lave rigtig journalistik!” Underforstået, at meningsmålinger ikke handler om rigtig journalistik.

Til at illustrere dette tager klummeskribenten udgangspunkt i en meningsmåling Megafon lavede for TV2 og Politiken i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet i København (i Krudttønden og synagogen i Krystalgade). Her formuleres kritikken af Megafons måling som følger:

Den ene måling fastslog i Politiken, at »knap seks ud af 10 danskere forventer et nyt terrorangreb«. Altså 60 procent. Det er mange, og målingen afstedkom da også et langt indslag i DR’s 21 Søndag, hvor der heldigvis var en forsker, der mente, at »risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er lige så stor som risikoen for at blive ramt af en meteorit«. Da et andet analysebureau, YouGov, lavede den samme undersøgelse for MetroXpress lige efter tragedien i Krudttønden og synagogen, var frygttallet 53 procent. Det faldt dog til 38 procent på to måneder ifølge en ny måling i maj 2015. Der er gået 10 måneder uden terror i Danmark, men frygten er altså voldsomt forøget ifølge Megafon. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved.

Der er flere ting galt her. Jeg elsker at kritisere meningsmålinger lige så meget som alle andre, men den kritik klummeskribenten retter er meningsløs og udstiller blot en manglende evne til at forholde sig kritisk til forskellige meningsmålinger og journalisternes brug af meningsmålinger.

For det første var det ganske enkelt ikke Megafons måling, der afstedkom et indslag i DRs 21 Søndag. Det var derimod en meningsmåling, som DR selv fik lavet af Epinion. De to meningsmålinger vedrører to forskellige spørgsmål. Epinions handler om, hvorvidt frygten for terror er steget i løbet af det seneste år, og Megafons handler om frygten for, at et nyt terrorangreb vil finde sted inden for det næste år.

For det andet påstår ingen, at frygten er voldsomt forøget. Tværtimod nævner journalisten fra Politiken blot, at terrorfrygten ikke er faldet væsentligt. Det giver i denne sammenhæng ingen mening at begynde at sammenligne en meningsmåling fra YouGov med en fra Megafon, uden også at kigge nærmere på, hvem der er spurgt, hvilke spørgsmål der er stillet, hvilke svarmuligheder der er givet og så videre. Det er med andre ord ingen selvfølge, at Megafon og YouGov har lavet den samme undersøgelse.

Megafon har på forskellige tidspunkter over de seneste 15 år stillet spørgsmålet “Anser du det for sandsynligt, at Danmark bliver udsat for et terrorangreb inden for det næste år?”. YouGov har spurgt “Tror du, at der kommer terrorangreb i Danmark i år?”. Spørgsmålene er forskellige, og det er svarmulighederne også. Hos Politiken er de 58 procent (altså næsten 6 ud af 10), den andel der har svaret ‘meget sandsynligt’ eller ‘sandsynligt’, hvor det hos YouGov er andelen, der har svaret ja til et simpelt ja/nej-spørgsmål. Det ville være en journalistisk katastrofe at antage, at de to tal er direkte sammenlignelige, så intet under, at ingen har gjort det.

Hvis man virkelig gerne ville undersøge tendenserne over tid, giver det bedre mening at sammenligne Megafon over tid og YouGov over tid. Dette er da også muligt for sidstnævnte, da YouGov, også i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet, lavede endnu en måling. Fortællingen her er konsistent med fortællingen hos Politiken og DR, netop at mange danskere frygter terror.

Vi er så tilbage til udgangspunktet for klummen, eller som Lasse Jensen afslutter sin klumme: “Det er altid fascinerende at høre, hvad ’danskerne’ mener. Spørgsmålet er, om det er væsentligt?” Det er selvfølgelig ikke noget spørgsmål, der er et klart svar på, men jeg vil mene, at det er et legitimt synspunkt, at det selvfølgelig giver mening for medierne, at belyse danskernes terrorfrygt. Det er netop – som forskerne pointerer og medierne formidler – på mange måder en dybt irrationel frygt, som da om noget er relevant at belyse. Tilføj endvidere det forhold, at en eventuel frygt for terror har væsentlige implikationer for den politik der føres – fra asylpolitik til sessionslogning.

Meningsmålinger er et vigtigt redskab for journalister (og for at sætte det lidt på spidsen: for demokratiet), men de taler aldrig for sig selv, hvorfor de også fordrer, at journalisterne kan placere dem i deres retmæssige kontekst. Det er – som de fleste ved – vigtigt at forholde sig kritisk til meningsmålingerne og journalisternes formidling af dem, men det er for letkøbt blot at affeje meningsmålingernes værdi med, at de ikke er ‘rigtig’ journalistik, hvad pokker det så end er.

Anmeldelse: Fup, fejl og fordrejninger

Det meste af det der skrives i medierne er sandfærdigt og ædrueligt, men der formidles også en væsentlig mængde bullshit. Dette stiller store krav til læserne, der skal skelne mellem skidt og kanel. En af konsekvenserne heraf er, at vi over de senere år har set, at der er et kommet en øget efterspørgsel efter et ganske basalt journalistisk produkt: Faktatjek.

For nogle år siden nedfældede jeg et par overvejelser omkring selve faktatjek-formatet, og med enkelte undtagelser indfanger de rammende det perspektiv, jeg stadig har på formatet. Overordnet har faktatjek en forebyggende og korrigerende opgave. Førstnævnte ved at de der udtaler sig i medierne, tænker sig om en ekstra gang, før de skyder udokumenterede påstande ud i æteren. Sidstnævnte ved at stille de mennesker til ansvar, der – bevidst eller ubevidst – taler usandt.

I Danmark associeres faktatjek i overvejende grad med DRs Detektor, der begyndte som en radioudsendelse på DR1 i 2011 og senere samme år fik sin TV-debut på DR2. Programmet er personificeret ved journalisten Thomas Buch Andersen, der interviewer fagfolk såvel som de personer, der i de bedste tilfælde har haft et lemfældigt forhold til sandheden – og i de værste tilfælde et løgnagtigt forhold. Dette er der også kommet en bog ud af, der bærer titlen Fup, fejl og fordrejninger: Bliv din egen detektor, og er skrevet af nævnte Thomas Buch Andersen samt Mads Bøgh Johansen. Sidstnævnte er tidligere redaktør på Detektor på P1.

Bogen er, som undertitlen indikerer, skrevet med det formål, at gøre læseren mere kritisk i forhold til de fakta, man præsenteres for i medierne. Der beskrives i bogens indledning tre grunde til, at der nu – mere end nogensinde før – er brug for faktatjek, og derfor også en (praktisk) bog om emnet. For det første er debatterne i medierne (herunder også de sociale medier) blevet skarpere, hvor forskellige parter refererer til forskellige fakta. For det andet er der kommet flere nyheder på flere platforme i et øget tempo – og altså flere fakta, man som medieforbruger skal forholde sig til. For det tredje er der i dag lige så mange folk, der arbejder med presse og kommunikation, som der er journalister, og som der skrives i bogen: “Der er altså lige så mange, der er ansat til at få os til at acceptere et særligt billede af virkeligheden, som der er til ideelt at nuancere og tjekke den.” (side 18)

Udgangspunktet for bogen er godt: Det handler ikke om at pege fingre. Der er en klar erkendelse af, at “de eneste, der ikke laver fejl, er dem, der ikke laver noget” (side 15). Det er menneskeligt at fejle, og faktatjek tjener et dybere formål end at udstille folk, der har lavet en fejl. Det handler om faktuelle påstande, ikke personer. Dette illustreres rammende med et eksempel, hvor Detektor selv tog fejl i en sag, og pointerer, at man vitterligt skal forholde sig kritisk til alt.

Bogen er bygget op omkring en række kapitler, der hver især introducerer nogle nøglebegreber. Strukturen i bogens respektive kapitler er identisk, hvor der gives en lang række af eksempler på påstande, der af forskellige grunde var forkerte, og en beskrivelse af, hvad der overordnet går galt i disse eksempler. Kapitlerne indeholder så forskellige spørgsmål i punktform, man som læser kan applicere på nyheder og analyser, når man skal være “sin egen detektor”. Disse fremstår dog i de fleste tilfælde mere som en gentagelse af det man lige har læst, og i nogle tilfælde gentagelser fra andre kapitler, som når der eksempelvis spørges “Hvad er det egentlig, der er talt op?” (side 34) og “Hvordan er tallet opgjort?” (side 48).

Disse spørgsmål, der skal sætte ord på de kritiske refleksioner, man som læser bør gøre sig, fungerer dog bedre i teorien end i praksis. I de bedste tilfælde formår de at opsummere og gentage en vigtig pointe, men ellers er der blot tale om overflødigt indhold. I de værste tilfælde er spørgsmålene så generelle og vage, at de i bund og grund spørger “Er der noget galt her?”. Dette ser man eksempelvis i relation til cherry-picking, hvor et af spørgsmålene er “Er det det fulde billede, der her er tegnet?” (side 76). Well, det er jo gerne det, nogle guidelines bør kunne hjælpe læseren med at besvare.

Det er dog ikke kun de anbefalede spørgsmål, der ikke tjener andet formål end at fylde siderne ud. Mellem hvert kapitel er der et par sider med ligegyldige overvejelser fra politikere og andre aktører, der tager del i den offentlige debat. Her kommer de med deres tanker, overvejelser, frustrationer, ros og så videre i relation til Detektor og journalistisk faktatjek. Dette bidrager absolut ikke med noget og kan ignoreres uden noget indholdstab.

Dette betyder dog ikke, at bogen ikke lykkedes med sin ambition om at hjælpe læseren med at blive “sin egen detektor”. Dette sker dog på trods af – snarere end på grund af – de anbefalede spørgsmål. Dette bringer os til styrken ved bogen: Det enorme materiale af historier, der er at trække på. Programmet har kørt i flere år, og der er talrige eksempler i bogen, der ingenlunde er tilfældigt udvalgt, men blandt de gode eksempler, der for de fleste læsere vil være ikke alene lærerig men også sjov læsning. Implikationen og ulempen er omvendt, at hvis man har været en stor tilhænger af både Detektor på radio og i TV, er der ikke meget nyt under solen her, der gør bogen værd at bruge tid på, hvis man ser bort fra genkendelsens glæde og en mere systematisk kategorisering af mange af eksemplerne.

Til trods for at langt størstedelen af eksemplerne er velvalgte, er især de eksempler, der formår at beskrive processen fra vidensproduktion til mediernes dagsorden, blandt de bedste. Dette er ofte historier om, hvordan en fjer bliver til fem høns. Hvordan et tal tages ud af en kontekst, får fjernet alle forbehold, bliver mistolket og ellers brugt efter forgodtbefindende, af de aktører, der har en klar interesse heri. Disse eksempler illustrerer rammende, hvor mange forskellige steder i en proces, at viden kan blive misforstået, mistolket og misbrugt.

Omvendt formår “Fup, fejl og fordrejninger” ikke rigtigt at hæve sig over eksemplernes individuelle styrker. Det er med andre ord de enkelte historier og eksempler, der giver læseren et indblik i, hvorfor man skal være kritisk (ligesom Detektor-udsendelserne), snarere end de generelle overvejelser omkring den journalistiske praksis. Et eksempel på dette er at finde på side 45, hvor følgende lovmæssighed overvejes: “Der synes nærmest at være den sammenhæng, at jo større det journalistiske behov for at forenkle er – nogle gange ned til et enkelt tal – jo mere kompleks og nuanceret er sagen.” (side 45). Dette er korrekt, og vel nærmest en selvfølge, hvorfor det også bliver en letkøbt kritik af den måde, journalister arbejder på, der ikke formår at anerkende – og derved tage udgangspunkt i – de journalistiske valg, der til hver en tid og altid skal træffes. Journalister skal altid forsimple virkeligheden (og nogle gange formidle den med blot enkle tal). Dette kan man gøre på måder, der er bedre end andre, og her ville det være at foretrække, hvis bogen – såfremt den vitterlig ønsker at berøre disse generelle aspekter – var mere eksplicit i sin diskussion, end blot at koge den ned til, at journalister forsimpler en kompliceret virkelighed (og at det sker i højere grad, når virkeligheden er særdeles kompliceret).

Nuvel, der er ikke tale om et videnskabeligt værk, men en bog der er skrevet med henblik på, at blive læst af andre/nogen. Dette ændrer dog ikke på, at det ville styrke bogen, havde den haft langt flere referencer. Der er noget ironisk ved at en bog, der skal vække læserens lyst til at dykke ned i rapporter, undersøge tal og så videre, ikke har så meget som én henvisning, til de udsendelser eller undersøgelser (herunder videnskabelige tidsskriftsartikler), der refereres til. Igen: der er ikke tale om et videnskabeligt stykke arbejde med dertilhørende krav om referencer, men når man eksempelvis fortæller om et videnskabeligt studie af Oscar-vinderes levetid, der ikke tog højde for en immortal time bias, ville det være perfekt, hvis de forskere, der oprindeligt formulerede denne kritik af studiet, blev krediteret.

Overordnet ændrer de kritiske indvendinger dog ikke på, at bogen varmt kan anbefales til de læsere, der går op i journalistik, medier og faktatjek. Dette være sig lige fra universitetsstuderende til journalister, hvor den især blandt sidstnævnte gruppe bør være pligtlæsning, så sandsynligheden for, at der er materiale nok til en toer af nærværende bog, formindskes.

Den gode, den onde og den grusomme: Mediernes formidling af statistisk usikkerhed i meningsmålingerne

Den kyndige læser af meningsmålinger ved efterhånden alt om den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne og ikke mindst vigtigheden af, at journalisterne formidler helt essentielle metodiske informationer. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de respektive danske medier gør det. I dette indlæg kigger jeg nærmere på, hvordan de danske medier formår at formidle et af de vigtigste aspekter af meningsmålingerne: den statistiske usikkerhed.

Der er især to forhold, der er vigtige i denne sammenhæng. For det første at undersøge, om medierne formår at formidle den statistiske usikkerhed. For det andet at undersøge, om de formidler den korrekte statistiske usikkerhed. I forhold til sidstnævnte er det vigtigt at huske på, at usikkerheden for partierne i den samme meningsmåling varierer, alt efter partiets størrelse. De fleste artikler omhandlende meningsmålinger rapporterer dog oftest kun én usikkerhed, mere specifikt for det estimat med den største usikkerhed (altså usikkerheden for det estimat, der kommer tættest på 50%).

Det relevante ved meningsmålingerne i denne valgkamp er, at de alle omhandler styrkeforholdet mellem rød og blå blok. Jeg har ikke været i stand til at finde så meget som én artikel, der ikke kommenterer på opbakningen til henholdsvis rød og blå blok. Dette gør især det andet forhold ved den statistiske usikkerhed interessant. Det er ikke tilstrækkeligt, at disse artikler kun formidler usikkerheden for partierne, da den største usikkerhed er tilknyttet de to blokke. Nedenstående figur illustrerer dette ved at vise hvordan usikkerheden med et 95% konfidensinterval ændres som en funktion af partiets/blokkens størrelse (ved en stikprøvestørrelse på 1000, se her for matematikken bag):

På figuren har jeg angivet et parti, der har 25% af stemmerne (det kunne i disse dage være Socialdemokraterne), samt en blok, der får 50% af stemmerne. Hvis en artikel kun formidler den statistiske usikkerhed for partiet, men er interesseret i opbakningen på blokniveau, vil den rapporterede statistiske usikkerhed være misvisende svarende til afstanden mellem de to stiplede linjer.

For at kigge nærmere på, om medierne tager højde for dette i dækningen, gennemgik jeg en del af de artikler, der er tilgængelige online. Jeg kiggede især på de meningsmålinger fra medierne, der har et bestemt analyseinstitut tilknyttet deres dækning (da de med sikkerhed får den statistiske usikkerhed fra institutterne). Da Voxmeter leverer meningsmålinger til Ritzau, fandt jeg et par tilfældige artikler herfra, der var formidlet i medierne.

I min læsning af hver artikel undersøgte jeg 1) om den maksimale statistiske usikkerhed blev rapporteret, 2) hvad den maksimale statistiske usikkerhed var (altså egen udregning) og 3) vurderede om de to usikkerheder var identiske. Til min store overraskelse var det desværre ikke alle artikler, der formåede at levere noget så basalt som den statistiske usikkerhed.

Overordnet er der tre typer af dækning af den statistiske usikkerhed: Den gode, den onde og den grusomme. Den gode dækning formår at rapportere den statistiske usikkerhed og dette på en sådan måde, at alle rapporterede estimater har en maksimal usikkerhed, der stemmer overens med den rapporterede. Den onde dækning formår også at rapportere den statistiske usikkerhed, men nævner eksempelvis, at det blot er den maksimale usikkerhed for partierne, hvorefter forskellene mellem blokkene rapporteres. Den grusomme dækning nævner ikke usikkerheden med ét ord.

Det gode eksempel først: DR og Epinion. Lige så elendige DR og Epinion var på valgdagen under kommunalvalget i 2013 med deres exit prognose, lige så dygtige er de i deres formidling af den statistiske usikkerhed under denne valgkamp. I samtlige artikler på DR.dk, hvor Epinions målinger formidles, rapporteres den maksimale statistiske usikkerhed på blokniveau. Og for at dette ikke skulle være nok, er der i de fleste tilfælde også en henvisning til rapporten fra Epinion, hvor man kan læse meget mere om meningsmålingen. Det er fantastisk god formidling. Epinion har desuden flere respondenter med end normalt, hvilket gør, at selvom usikkerheden formidles for blokkene, er den stadig lav i forhold til, hvad man normalt ser for partierne.

Det onde eksempel: Jyllands-Posten og Wilke. Jyllands-Posten formår at formidle den statistiske usikkerhed og er eksplicit omkring, at det er for de største partier, men tolker også på forskellene mellem blokkene – og angiver den statistiske usikkerhed for partierne i figurerne hvor de viser forskellene mellem blokkene. Der er dog et tilfælde hvor de rent faktisk formidler usikkerheden på blokniveau, så jeg tror på, at de har kompetente journalister ansat, der har styr på den slags. Et par lignende tilfælde finder vi hos Politiken, der dog også har gode eksempler.

Det grusomme eksempel: TV2 og Megafon. Her formidles ingenting. Læserne af meningsmålingerne hos TV2 har kun mulighed for at vide, hvor stor den statistiske usikkerhed er, hvis de selv finder lommeregneren frem. Til gengæld får man Anders Langballe på autoplay, der fortæller om, hvor spændende alle målingerne er. Mette Østergaard, der nu er hos TV2 News, er desuden uvidende om kvaliteten af dækningen på TV2s hjemmeside, når hun siger, at TV2 gør meget ud af at beskrive den statistiske usikkerhed “udførligt på vores hjemmeside”.

Nedenfor har jeg samlet min læsning af artiklerne i tabelform. Første kolonne angiver mediet, der har formidlet målingen, samt en henvisning til selve artiklen. Anden kolonne angiver analyseinstituttet samt datoen for hvornår dataindsamlingen stoppede. Tredje kolonne den statistiske usikkerhed som rapporteret (hvis den er rapporteret). Fjerde kolonne den statistiske usikkerhed som kalkuleret (hvis der var tilstrækkelige informationer i artiklen til at kalkulere den). Femte kolonne om der er tale om en god ( ), ond ( ) eller grusom ( ) formidling af usikkerheden.

Medie Institut (dato) Maks. usikkerhed: Nævnt Maks. usikkerhed: Kalkuleret Vurdering
TV2 Megafon (27.5) 3,02
TV2 Megafon (30.5) 3,10
TV2 Megafon (31.5) 3,10
TV2 Megafon (1.6)
TV2 Megafon (2.6) 3,05
TV2 Megafon (3.6) 3,05
TV2 Voxmeter (29.5) 2,70 3,03
Politiken Megafon (29.5) 3,00 3,10
Politiken Megafon (30.5) 3,00 3,38
Politiken Megafon (1.6) 3,00 3,00
Politiken Megafon (2.6) 3,00 3,00
Politiko Gallup (27.5) 2,72
Politiko Gallup (27.5) 3,00 2,23
DR Epinion (27.5) 2,60 2,59
DR Epinion (28.5) 2,30 2,28
DR Epinion (30.5) 1,90 1,87
DR Epinion (1.6) 2,40 2,39
DR Epinion (2.6) 2,30 2,31
DR Epinion (3.6) 2,20 2,22
JP Wilke (29.5) 2,63 3,02
JP Wilke (30.5) 3,09 3,09
JP Wilke (31.5) 2,65 3,09
JP Wilke (1.6) 2,68 3,09
MX Voxmeter (27.5)
JP Voxmeter (27.5) 2,70 3,03

Som det kan ses er der både gode og dårlige eksempler. DR klarer sig uden tvivl bedst. Jyllands-Posten klarer sig godt, med plads til forbedringer. TV2 har Anders Langballe. Der er indikationer på, at nogle medier har en praksis der fungerer på den måde, at man først udregner den statistiske usikkerhed for partierne, hvorefter man tolker på opbakningen til blokkene, hvor den statistiske usikkerhed er større end for partierne. Opfordringen til journalisterne er simpel: Husk at formidle den statistiske usikkerhed – og rapporter den statistiske usikkerhed for blokkene, hvis opbakningen til disse er af interesse.

Vanens magt: en gennemgang af DRs forsøg med nudging i Kolding

I tredje afsnit af Vanens Magt er vi taget til Kolding. Livsstilsekspert Anne Glad og designer Sille Krukow er igen klar på at kaste om sig med videnskabelige teorier og eksperimentelle metoder. I første afsnit gjorde de det på Københavns Hovedbanegård og i andet afsnit tog de et smut forbi Bilka i Odense. Fra Sjælland over Fyn til Jylland. I Kolding er det igen tre såkaldte nudgingeksperimenter, som Anne og Sille skal implementere og evaluere. Indledningsvist vil jeg fremhæve det faktum, at de samme fejlkilder fra de forrige to udsendelser, går igen her: Simple før og efter-målinger kaldes for eksperimenter, det er uklart hvad man måler effekten af og der er en selektiv præsentation af “resultaterne”.

De tre “eksperimenter” i Kolding skal adressere følgende tre konkrete udfordringer: 1) hastighedssyndere, 2) indsamling af penge til den lokale boldklub og 3) henkastet affald. Sille kommer igen med konkrete løsningsforslag til, hvordan de specifikke udfordringer kan gribes an. Bemærk her, at det ikke nødvendigvis er de bedste eller mest effektive løsninger, man kan forestille sig, men blot de løsninger, der intuitivt virker kreative og kan formidles på TV. Som jeg bemærkede i mit første indlæg om Vanens Magt, er dette ikke nødvendigvis et problem, men når Anne Glad og Sille Krukow anbefaler, at man bruger penge på den slags i stedet for på kampagner (uden at vurdere hvilke effekter kampagner har), er det mere end fair at problematisere deres dagsorden.

Når det handler om hastighedssyndere – der er det mindst interessante i programmet – siger Sille Krukow blandt andet, at straf ikke virker. Det nudge Sille foreslår, er en rød plastikfigur, der skal forestille en pige, som sættes op i hobetal i vejkanten på den strækning, hvor man ønsker at reducere farten. Det måles i en uge, hvor mange der kører for stærkt. De eneste tal vi får er, at 45 pct. af billisterne kører mere end de tilladte 50 km/t. I ugen efter er det “kun” 36 pct. Der gives ingen information om, hvorvidt hastigheden på billisterne gennemsnitligt set var lavere i ugen efter. Der er flere interessante forhold her, foruden de allerede nævnte kritikpunkter, der også lader sig applicere på dette forsøg. For det første taler de om, at “det er jo vaner der ændres her”. Er det? Det er der intet belæg for. Vil de samme plastikfigurer have nogen betydning, når billisterne møder dem for tyvende gang? Med andre ord: Hvor lang tid vil de virke? Vil de være en god investering? (De er jo ikke gratis.) For det andet taler de som nævnt om, at bøder og straf ikke har virket. Hvis man virkelig vil drage sådanne konklusioner, må man jo prøve at uddele bøder over en uge. Man kunne eventuelt sætte et skilt op, der forklarer, at der er fartkontrol i den pågældende uge. Mit eget ydmyge gæt vil være, at det vil have en ret synlig effekt. Der er overordnet set intet nyt eller interessant i dette forsøg, men det skyldes nok, at deres “nudge” er hentet fra en anden kampagne og indkøbt til lejligheden (hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt i).

I forsøget med at indsamle penge til den lokale boldklub, går det ikke meget bedre. Tværtimod. Her undersøger man, om man ved at gøre en indsamlingsbøsse gennemsigtig, kan øge det beløb, der bliver givet. Som Sille indleder sin evaluering af forsøget med: “[…] efter vi lavede disse små ændringer på udformningen af indsamlingsbøssen”. STOP! Det var ikke det eneste, der blev ændret. Indsamlingsbøssen blev godt nok ændret (gjort gennemsigtig med et foto ovenpå), men det var ikke det eneste, der blev foretaget af justeringer: Foruden dette blev placeringen af indsamlingsbøssen ændret og – hold nu fast – man satte informationsplakater op i omklædningsrummene med information omkring, at man skulle give penge. Igen, hvordan kan I konkludere, at ændringerne er et resultat af de små ændringer på udformningen af indsamlingsbøssen? Det sjove er, at når andre sætter plakater med information op, er det kedelige kampagner, som ikke virker. Når Sille selv gør det, er det billeder der primer og planter tanker i folks hoveder, der vil ændre deres adfærd. Sille laver ikke kampagner. Hun primer. Gammel vin. Nye flasker.

Endnu værre bliver det, når Sille taler om, hvad der er det interessante ved at sætte plakater op i omklædningsrummene. Placeringen er valgt, da man angiveligt skal bruge en tikrone for at bruge et betalingsskab. Sille spørger: “Skal vi se, om vi ikke kan få fat i den?”, indforstået, at hvis hun primer folk, vil de placere den tikrone, de har brugt i skabet, i indsamlingsbøssen (der som bekendt nu er gennemsigtig). Ligeledes fremhæves det klart og tydeligt, at hun strategisk har puttet tikroner i indsamlingsbøssen, så det gøres tydeligt, at det er de mønter, de er ude efter. Bliver dét evalueret? Ikke med så meget som ét ord. Hvorfor ikke? Sille opstiller klare forventninger til, hvilke adfærdsændringer, der bør observeres, men evaluerer dem ikke. Forsøget bliver selvfølgelig evalueret, og det er ret sjovt. De indleder med at fortælle, at der blev samlet praktisk talt ingenting ind, når det var en ganske, normal kedelig indsamlingsbøsse, men at man med den nye gennemsigtige indsamlingsbøsse fik indsamlet “over 7 gange så meget”. Her skal man selvfølgelig huske på, at 7 gange så meget af praktisk talt ingenting, ikke nødvendigvis er meget. Det evalueres desuden heller ikke, hvor længe forsøget skulle have kørt, før alene udgifterne til den nye indsamlingsbøsse var dækket. Alt i alt er ingen blevet klogere på noget som helst. Jeg føler mig dog stadig underholdt.

Det værste ved udsendelsen er dog forsøget med at reducere mængden af henkastet affald. Der er meget at skrive her, men kort fortalt sætter Sille bare skraldespande op, hvor folk har smidt deres affald. Hun laver selvfølgelig også andre ting, såsom større huller til affald, et nyt skiltesystem og lignende, der gør det umuligt at vurdere effekten af enkelte tiltag, men det er ikke så vigtigt her (dog stadig problematisk). Det der angiveligt kendetegner det henkastede affald er, som Sille siger, folks gode intentioner. Det passer dog ikke. Det affald der er smidt ved skraldespandene, skal slet ikke placeres der, men et helt andet sted. Problemet er henlagt pap og store sække, som slet ikke bør være der, men afleveres andetsteds.

Hvordan forholder Sille sig til denne problematik? Sille konkluderer først: “Der er ikke noget hul, der passer til pap.” Anne spørger retmæssigt: “Men er det ikke, fordi det skal over i den der miljøgård?”. Sille svarer: “Jo, men jeg vil faktisk ikke have at de skal gå hele vejen over til miljøgården med papkasserne, fordi det tror jeg simpelthen ikke på kommer til at ske.” Igen, jeg lyver ikke. Det er Silles egne ord. Hun føler ikke lige for, at folk skal gå derhen med deres affald, som andre har besluttet er det mest hensigtsmæssige. Hendes løsning: “I stedet for vil jeg have sat et ekstra skur op.” Det er jo ikke et nudge! Det er en skraldespand. Hvad har du tænkt dig, Sille? Der er en grund til, at man har lavet en central miljøgård og ikke tager rundt til alle ejendomme og indsamler pap. Sille erkender, at det er en ret dyr løsning, men at det nok på længere sigt vil spare penge. På længere sigt!? Hvad er det her for noget? Jeg tror bare, at vi stopper her. Afslutningsvis skal det dog lige bemærkes, at når de sætter en skraldespand til pap op der, hvor folk smider pap, ender folks pap ikke så overraskende i skraldespanden.

Det interessante ved udsendelsen i Kolding er, at der laves så meget, og det kan diskuteres, hvad der egentlig er nudging. Det er som om at begrebet nudging bliver en samlekategori for alle tiltag, der indeholder et element af design (på alt fra plakater til affaldsskure). Jeg kan blive helt trist ved tanken om, at det er en sådan formidling af nudging, der finder sted i den bedste sendetid på DR. Til trods for, at det kun er tredje afsnit af Vanens Magt, er de også nu begyndt at genbruge de mere teoretiske klip (vi får således her endnu en introduktion til, at nudging handler om at “make it easy”, som vi også så i det første afsnit). I det sidste afsnit af Vanens Magt skal Sille og Anne nudge teenagere. Det glæder jeg mig til at se.

Vanens magt: en gennemgang af DRs forsøg med nudging i Bilka

Så er det blevet onsdag igen og dermed tid til at en af Danmarks førende nudgingeksperter, Sille Krukow, skal lære seerne endnu mere om nudging på public service-kanalen DR1. Igen spørger en energisk Anne Glad “Kan det gøres så let?”, hvortil Sille Krukow svarer: “Ja, det kan det”. Så er præmissen og konklusionen ligesom lagt fast. I sidste uge var vi på Københavns Hovedbanegård, og her lærte vi ikke så meget. Alligevel tager speakeren sig den frihed at indlede dagens afsnit med følgende ord: “I sidste uge lykkedes det Anne Glad og Sille Krukow at skaffe os af med skod og tis på Hovedbanegården”. Lad os dog lige genopfriske hukommelsen: Nej, der var ikke mindre tis, og det blev ikke dokumenteret, at der var færre cigaretskod. Det er tydeligt at høre, at det ikke er speakeren, der har stået for at skulle fjerne al den urin, de fik indsamlet i forrige uge. Med andre ord: Mængden af urin har været den samme, men en stor del af den var bare at finde i en beholder, som en stakkels medarbejder hos DSB eller DR har haft til opgave at tømme efter spotlyset er slukket.

Dagens afsnit bærer følgende beskrivelse: “Med den nye videnskabelige metode nudging, undersøger Anne Glad, om hun med et kærligt puf kan ændre vores adfærd. I et gigantisk supermarked giver Anne tre udfordringer til en af Danmarks førende nudging-eksperter, Sille Krukow. Hun vil teste, om nudging kan hjælpe os til at handle sundere og mere miljørigtigt – helt uden vi selv behøver tænke over det, eller føler der er løftede pegefingre. Men kan Anne Glad og et par indendørs rumleriller og en glad fisk være med til at skåne havmiljøet? Kan nye grøntsagsplaceringer få os til at købe mere grønt? Og kan Bilka i Odense få udsolgt af tørrede abrikoser og bananchips?”.

Det korte af det lange efter at have set aftenens afsnit, er, at de ikke rigtigt finder ud af det store, og derfor er der heller ikke så meget at diskutere i nærværende indlæg. På baggrund af programmet kan man konkludere én ting: Placeringen af produkter betyder meget for, hvor meget de sælger. Denne erkendelse er selvfølgelig meget ældre end nudging, og butikschef Morten Wagner får også fortalt, at placeringen og priserne på produkter har afgørende betydning for, hvor meget de sælger (han taler blandt andet om deres slagtilbud på juice).

Dagens afsnit følger samme struktur som sidst. Banegården er byttet ud med Bilka og urin med frugt. Det er dog vigtigt at fremhæve, at præmissen for dette afsnit ikke er lige så klar som i forrige uge. I dette afsnit er udgangspunktet, at butikschefen godt ved, hvad der virker, men giver Anne og Sille lov til at lege med. Morten fortæller blandt andet at han er sikker på, at tyggegummi ikke ville sælge lige så godt, hvis det blev flyttet ned til frugtens placering. Helt konkret laver Anne og Sille så tre “eksperimenter”. I det første placeres der frugt ved kasseapparaterne. Denne placering kaldes for et hot spot og det er der, hvor produkter sælger bedst. Der er ingen eksempler på, at produkter sælger mindre, når de er placeret der. Selvom de i programmet taler om at udnytte de storsælgende placeringer til et nudge, kommer de ikke længere end til at placeringen er nudge nok i sig selv. Silles nudge-bidrag er da også at bruge hot spots, men ved “ikke at fokusere på profit-delen af det”. Det må være nemt at skulle indrette en butik, hvis man var fri for at tænke på profit. I det andet “eksperiment” placeres der frugt ved siden af kødpålægget. Dette bygger også på ideen om at placeringen har afgørende betydning. I det tredje sættes der nogle fiskeskilte og rumleriller op, der skal øge salget af fisk.

Flere af problemerne fra forrige uge går igen i aftenens afsnit. For det første er der stadig en tilfældig leg med begreber. Der er ikke tale om eksperimenter og det er ikke en ny videnskabelig metode. Som jeg fortalte en journalist tidligere i dag i en anden sammenhæng: På samme måde som du kan give en gris sminke på og det forbliver en gris, kan du også kalde dine observationsstudier for eksperimenter, men de forbliver observationsstudier. Det er desuden lidt uprofessionelt, at man ikke kan finde ud af at stave til de få kernebegreber, man bruger (“ego consistancy”), men det er godt at se, at de i det mindste er konsistente. For det andet implementeres der igen flere nudges i ét forsøg, hvorfor det igen kun er muligt at estimere summen af interventionerne. Dette er måske ikke lige så aktuelt som det var i forrige uge, men vi har selvfølgelig ingen mulighed for at vide, om det er et problem.

Programmet konkluderer i denne uge, at ved “at flytte lidt rundt på varerne og lave et par skilte, fik Sille os altså til at gøre alt det Sundhedsstyrelsen og det offentlige har prøvet i årevis. Køb mere grønt, spis mindre sukker og spis mere fisk”. Der er ikke belæg for nogle af disse konklusioner i programmet. Det eneste der synes at kunne dokumenteres er, at salget på nogle frugter og grøntsager var større, når placeringen var ændret. Der gives INGEN dokumentation for, at det fik folk til at købe mindre sukker. Der er heller ingen dokumentation for, at det sammenlagt fik folk til at købe flere sunde produkter. Det er en præmis gennem hele programmet, at danskerne kan leve sundere ved hjælp af nudging, men det dokumenteres ikke, om de ændrede tiltag har haft nogle implikationer for, hvor meget sukker og frugt og grønt som kunderne gik afsted med fra Bilka.

Det eneste i programmet der handler om andet end at flytte rundt på produkter, er to tiltag relateret til salget af fisk. Her findes der ingen effekt. Det klæder Sille at melde klart ud, at der ikke var nogen synlig forskel efter hendes tiltag, men det er også mere end synligt, at det ikke er nemt for hende at få det formuleret (og hun når da også at nævne en lille effekt). Som i forrige uge blev der også her eksperimenteret med flere interventioner på samme tid. Det ene nudge er gule fiske-skilte, der skulle signalere, at der er billig fisk. Anne spørger Sille om kunderne netop ikke kan associere de gule fisk med noget der er billigt, hvortil Sille svarer, at det netop er meningen. Jeg tror at de talte lidt forbi hinanden. Det er en mulighed at nogle kunder vil fravælge fisk, hvis det er stemplet med et gult klistermærke som billigt, og i stedet købe noget andet (i nogle supermarkeder er den slags skilte som regel en indikator for, at et produkt er ved at nå sidste salgsdato).

Det andet nudge ved køledisken er rumleriller, der skal få folk til at sænke farten, når de kører forbi de fisk, der skal sælges flere af. Jeg har svært ved at se, hvordan dette skulle have nogen betydning. Hvis jeg går og handler og bliver forstyrret af et ujævnt gulv, tror jeg at mit fokus er på gulvet og ikke køledisken. Dette er selvfølgelig ren spekulation, og når det blev gennemført sammen med andre interventioner i et observationsstudie, har vi ingen jordisk chance for at vide dette. Bemærk desuden her den på en og samme tid meget sjove og lidt triste kommentar Anne kommer med til Sille, da Sille skal prøvekøre en indkøbsvogn over rumlerillerne for anden gang. “Så husk at stoppe denne her gang”.

Som sagt var der angiveligt ingen effekt af tiltagene på salget af fisk (men som Anne siger: “Uanset om vi kunne måle resultaterne eller ej, så synes jeg det er en meget, meget sød fisk, du har lavet”, og som Sille siger, kan det tænkes at priming effekterne var større ved de andre fisk i supermarkedet. Wow.), men der var procentstigninger på over 100 procent på salget af noget af deres frugt og grønt. Som jeg bemærkede indledningsvist, er det hvad vi får med fra programmet: Hvis du gør produkter mere synlige for forbrugerne, sælger de mere. Jeg havde dog ingen mulighed at vurdere, hvor store disse effekter i det hele taget er. Jeg bliver altid skeptisk når folk formidler resultater i form af procentændringer uden at rapportere bare ét tal, der indikerer, hvad vi har med at gøre. Hvis vi er gået fra 10 til 25 solgte pebersnacks, ved jeg ikke om den stigning nødvendigvis er værd at skrive hjem om, selvom vi kan tale på stigninger på over 100 procent.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl omkring, at der ikke blev lavet lige så mange graverende fejl i dagens afsnit som i forrige uges (eller med andre ord givet tilstrækkelig information til at kunne undersøge det). Dette skyldes nok at Anne og Sille var underlagt nogle ret klare begrænsninger for, hvad man kan ændre i et supermarked, hvor der ikke kan tilføjes materielle understøttelser og andre mærkværdigheder, men maksimalt leges med lidt produktrokeringer og opsætningen af et par skilte. Det er dog utroligt, hvordan de i programmet kaster om sig med løse påstande. To nævneværdige eksempler. For det første når de taler om, at traditionelle kampagner ikke har nogen virkning. Det ved jeg ikke om er tilfældet, men de får på ingen måde dokumenteret den påstand. For det andet når Sille taler om, at ”design” er hvad der virker, og ikke bare at ”spamme med information”. Sille har en master i visuel kommunikation fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, så jeg forstår godt hendes udgangspunkt (og teoretiske og metodiske mangler). Jeg deler nok bare ikke samme optimisme i forhold til, hvor meget design (som Sille tænker design) har at skulle have sagt i forhold til andre virkemidler.

Dette berører dog også et endnu vigtigere aspekt i forhold til studiet af nudging. Sille har ingen baggrund i adfærdsøkonomi eller generel beslutningsteori – og det er helt fair. Det undrer mig bare, at en public service-kanal som DR vælger at lave et program om nudging uden at inddrage så meget som én fagkyndig person, der rent faktisk forsker i den slags. Programmerne er optaget, klippet og sat sammen, så det er ikke en opfordring til DR, men blot en sørgelig konstatering over det tabte potentiale, når danskerne for fremtiden vil associere nudging med et par gule fisk, pissoirer og frugt i kølediskene.

For at opsummere: Hvis du ikke vidste forinden, at placeringen af produkter i en butik har implikationer for salget, ved du det nu. Ellers er der intet nyt under solen. I næste uges udsendelse tager Vanens Magt et smut til Kolding.

Vanens magt: en gennemgang af DRs forsøg med nudging på Københavns Hovedbanegård

På DR1 kunne man onsdag aften se første afsnit af et nyt program med titlen Vanens magt. Programmet beskrives med følgende ord på DRs hjemmeside: “Anne Glad undersøger i en ny DR1-serie fra onsdag klokken 20.30, om en helt ny videnskabelig metode kan ændre vores adfærd, uden at vi opdager det, og uden at det koster os noget. Med en af Danmarks førende nudgingeksperter; Sille Krukow sætter Anne gang i 3 nudgingeksperimenter på Danmarks største samlingsplads for togrejsende, Hovedbanegården i København. Nudging skal spare os penge, gøre os sundere og skåne miljøet – alt sammen uden tvang og ekstra indsats fra danskerne”. Når man læser en sådan programbeskrivelse, bør alarmklokkerne så småt begynde at ringe. Intet i den beskrivelse lægger op til en nuanceret introduktion til kompliceret stof. Tværtimod.

Nudging som begreb blev for alvor populært i årene efter udgivelsen af bogen “Nudge: Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness”, skrevet af Richard Thaler og Cass R. Sunstein. Bogen har den pointe, at vi kan opnå politiske målsætninger uden forbud og andre restriktioner på vores adfærd. I stedet for at hæve afgifterne på slik, kan man eksempelvis indrette kantiner og supermarkeder således, at folk køber flere sunde produkter. Win-win-win-win. Kort fortalt er der dog ikke tale om en ny videnskab, men blot et øget psykologisk fokus på, hvordan mennesker afviger fra rationelle adfærdsantagelser, når de træffer beslutninger. Denne disciplin betegnes ofte som adfærdsøkonomi (behavioral economics) og har tråde tilbage til i hvert fald Amos Tversky og Daniel Kahnemans arbejde fra 70erne. Det er altså misvisende når programbeskrivelsen såvel som udsendelsen taler om en “helt ny videnskabelig metode”. Desuden er der ikke tale om en metode, men snarere nogle teoretiske antagelser om, hvordan mennesker reagerer på en bestemt type af ændringer i deres omgivelser (der i overvejende grad underbygges empirisk af studier der metodisk bygger på eksperimentelle designs).

Dette er dog ikke så vigtigt. Der er tale om en programserie og ikke et videnskabeligt stykke arbejde – og noget må selvfølgelig blive lost in translation, når gennemsnitsdanskeren skal have underholdning til aftenkaffen. Vi kan dog forholde os kritisk til programmet på dets egne præmisser, og altså vurdere programmet med udgangspunkt i de principper de selv opstiller og de konklusioner, de selv drager. Når de taler om eksperimentel metode, dataindsamling, statistiske forskelle m.v., må vi se nærmere på, hvor godt et arbejde de udfører, og som flere hundrede tusinde danskere nok har set. Hvem er det så, der skal belære os om nudging? Det er Sille Krukow og Anne Glad. Sille Krukow er tilsyneladende en af Danmarks førerende nudgingeksperter. Hun har ikke så meget som én videnskabelig publikation, så det står mig uklart, hvordan man er kommet frem til, at hun er blandt de førende (eller måske er andelen af folk der beskæftiger sig med nudging i Danmark så lille, at så snart man beskæftiger sig med nudging [og ikke er specialestuderende på RUC], er man blandt de førende?). Anne Glad arbejder på et reklamebureau og laver fjernsyn.

I det første program, som jeg vil fokusere på i dette indlæg, er vi på Københavns Hovedbanegård. Københavns Hovedbanegård har (åbenbart) tre konkrete udfordringer. Den ene udfordring omhandler cigaretskod ved indgangen til Københavns Hovedbanegården. De to andre udfordringer indeholder urin, hhv. urin udendørs og i elevatorerne, men begge handler kort fortalt om, at folk urinerer, hvor de ikke skal. Programmet er så bygget op omkring, at Sille Krukow skal være kreativ og foreslå nudges, der kan løse problemerne. I den resterende del af dette indlæg ser jeg nærmere på hver af de tre udfordringer.

Den første udfordring: Cigaretskod. Ude foran hovedbanegården bliver der smidt mange cigaretskod. Sille får den idé at sætte askebægre op og afgrænse et område, hvor man kan ryge. Hvis man ser bort fra det faktum, at det ikke er Silles idé, har jeg personligt svært ved at se det overraskende i, at folk anvender den slags, når de er der. I programmet teoretiseres, at ved at gøre det nemt, altså “make it easy” (alting lyder mere friskt, når man bruger engelske termer), som med eksempelvis synlige skraldespande, kan man påvirke folks adfærd. Wow. Det er muligt at folk vil kalde dette for et nudge, men for mig at se kan det – i dette tilfælde vel at mærke – lige så godt ses som en omkostningsreduktion, som folk reagerer på.

Det væsentligste problem for “eksperimentet” er dog kontrol- og treatmentgruppen. Der er ikke tale om et traditionelt eksperiment med en egentlig randomisering, men en før og efter måling. Vi observerer med andre ord adfærd på Københavns Hovedbanegård, lader disse observationer udgøre kontrolgruppen, laver en ændring i omgivelserne, observerer igen og kalder disse observationer for treatmentgruppen. Det åbenlyse problem er her, at vi ikke kan være sikre på, at forskelle mellem disse to grupper nødvendigvis skyldes interventionen. Antallet af gæster på banegården (som den afhængige variabel i dette såvel som de andre tilfælde alt andet lige må være en funktion af) kan variere fra uge til uge i forbindelse med bestemte arrangementer med videre, og den slags tager man ikke højde for, når man ikke randomiserer udsættelsen for nudges.

Det der især forekommer problematisk er, at den afhængige variabel er antallet af cigaretskod, men perioden varierer for henholdsvis kontrolgruppen og treatmentgruppen. Kontrolgruppen er angiveligt to uger, og treatmentgruppen er en uge, eller som speakeren siger i programmet: “I ugerne før Silles løsning sættes op, samles og tælles samtlige skod på hele pladsen. Og når nudge-løsningen er sat op, skal der igen indsamles data og tælles skod i mindst en uge”. Dette virker amatøragtigt. Senere indikerer Sille dog så, at der er tale om en uge før og en uge efter, men får ikke formidlet de præcise tal eller de nærmere omstændigheder for, hvor ofte cigaretskod er blevet indsamlet i perioden med videre. Det er selvfølgelig yderst begrænset, hvor meget man kan formidle af den slags, men jeg vil gerne høre mere om, hvilke forskelle der egentlig er på tværs af grupperne. I hvert fald mere end bare tallet for, hvor mange cigaretskod der er endt i deres skraldespand (er der eventuelt flere cigaretskod i treatmentgruppen samlet set, som et resultat af, at man signalerer, at der er et rygeområde?).

Senere i programmet siger speakeren: “Et nudging-eksperiment kræver normalt flere måneders observation og målinger, så det er spændende at se om Silles tre løsninger kan skabe forandringer allerede efter en uge.”. WHAT!? Hvorfor? Det er ingen tommelfingerregel, at der skal observeres i flere måneder. Der fortælles ikke med ét ord, hvorfor effekterne af en skraldespand eventuelt først skulle begynde at virke efter flere måneder. Det er ikke utænkeligt, men man kan sågar forvente, at effekter af ændringer kan være størst i begyndelsen af dataindsamlingsperioden.

Den anden udfordring som nudge-teamet ser på, er urin i elevatoren. Dette er underholdende TV alene af den grund, at de finder ud af, at der ikke er et problem i første instans. Der er ganske enkelt ikke nok der har pisset i elevatoren til, at der kan laves analyser på materialet. Et af de første klip i udsendelsen viser ellers ved et tilfælde, at der er pisset i elevatoren. Anne Glad når at udtrykke at “det er spændende” at se, om der er tis i elevatoren. Når de åbner en tilfældig elevatordør for at tjekke, står der selvfølgelig allerede en kameramand inde i elevatoren og optager åbningen af elevatoren og mængden af urin. Det viser meget godt, hvordan den slags TV laves. (Er der nogen garanti for, at det ikke er kameramanden, der selv har skabt de gode billeder?)

Sille foreslår følgende løsning (før de ved, at der ikke er et problem): Et billede af en mand og et barn i elevatoren, så man føler sig overvåget. Ideen er, at når øjne stirrer på én, vil man føle sig overvåget og derfor ikke begive sig ud i en adfærd, man ved er forkert. Jeg har det svært med den slags studier, især fordi der er eksempler på, at stirrende øjne ikke altid vil føre til mere pro-social adfærd i realistiske omgivelser. I denne forbindelse kan man især også diskutere, såfremt der havde været et problem, om en sådan løsning ville fungere på længere sigt. Nuvel, første gang man ser øjnene, vil man måske reagere, men vil man reagere lige så kraftigt anden, tredje og fjerde gang? (De vælger desuden en mand, da vi angiveligt reagerer kraftigere på mandlige øjne frem for kvindelige øjne. En der har en reference til dette studie?)

Jeg anser det som gode nyheder (i hvert fald for DSB), at der ikke var noget problem. Jeg kan dog undre mig over valget af estimationsmetode her, altså en simpel før og efter-måling. Er der ikke flere elevatorer på banegården? I så fald kunne man randomisere elevatorerne, lave før og efter-målinger og have et difference-in-difference design, som vil stå meget stærkere.

Den tredje udfordring: Urin udendørs. Den tredje udfordring er, at folk urinerer udendørs og mere præcist i et par hjørner. Her foreslår Sille to løsninger. Alene det at gennemføre to interventioner på én gang, kan være problematisk. Dette fordi vi ikke kan estimere, hvilken effekt de respektive interventioner har, men kun summen af dem. Hvis den ene intervention har en positiv effekt og den anden intervention har en negativ effekt, og effekterne gennemsnitligt set er lige stærke, kan vi sågar ende med at konkludere, at ingen af de to interventioner virkede. Ligeledes kan det tænkes, at to interventioner har ikke-additive effekter, hvorved effekten af den ene intervention vil være betinget af tilstedeværelsen af den anden intervention.

Den første intervention Sille foreslår er strategisk placerede anvisninger til, hvor toiletterne er. Dette vises med klistermærker på jorden, der fortæller tissetrængende personer, hvor nærmeste toilet er. Den anden intervention er ”materiel understøttelse” (og her må jeg nævne, at jeg grinede!). Materiel understøttelse er mit nye yndlingsnudge (næst efter frugt i både). Hvad er dette nudge? Hold fast: Et pissoir. Jeg lyver ikke. Se det selv.

Hvad viser resultaterne her? Ingen samlet effekt. Der blev målt henholdsvis 500 personer både før og efter interventionen, der urinerede udendørs. Hvordan tolkes dette? Som en succes. Det tolkes som en succes fordi mange mænd har brugt pissoiret. Det nævnes ikke med ét ord, at de strategisk placerede anvisninger ikke havde nogen effekt. Faktisk nævnes de strategisk placerede anvisninger ikke med ét ord i evalueringen af eksperimentet. Det forekommer så manipulerende, at det er den eneste indikation på, at der har været en nudging-ekspert inde over udsendelsen. Det korte af det lange er, at der ikke er sket en forandring her. Betyder det, at de strategisk placerede anvisninger ikke har en effekt? Pas. Man kunne eventuelt begynde med at fjerne alle materielle understøttelser, der legitimerer den adfærd, man ønsker at reducere – og gentage eksperimentet. (Personligt tror jeg, at den intervention der i dette tilfælde ville virke bedst, var en pil der pegede op. Eftersom der var et synligt kamera øverst oppe på bygningen, ville det nok få et par mænd til at genoverveje, om de ville urinere netop der.)

Hvad kan vi konkludere? Hvis du sætter et toilet eller et askebæger op, vil folk anvende dette. I programmet pointeres det, “hvor lidt der skal til, for at ændre rigtig meget”. Well, I var ikke i stand til at få folk til at urinere mindre, der hvor I gerne ville. Jeg har svært ved at se dokumentationen for, at små ændringer ændrede rigtig meget. Ikke at jeg betvivler, at små nudges kan have store effekter, men det burde man kunne formidle på en måde, hvor man beholder sin faglige stolthed.

Der er i programmet intet sjovt ved at frame resultaterne således, at folk angiveligt bruger toiletter og askebægre, når man sætter dem op, men ellers er der ingen synlige resultater af små nudges. Hele programmet beror selvfølgelig på, at de finder effekter (jvf. ovenstående programbeskrivelse og brugen af nudge-eksperter). Sille forsøger at bygge en karriere op på at kunne nudge (og det er alt andet lige sjovere, hvis nudging virker). Anne vil gerne lave godt TV, der alt andet lige er bedre og mere interessant, hvis det ikke bare er negative resultater (spørg selv de fleste tidsskriftsredaktører).

Det er fedt, at der sættes fokus på nudging i den bedste sendetid. Det er ikke fedt, at det gennemføres af folk uden styr på basal metode, som taler om “troværdig statistisk effekt”, “dataindsamling” m.v., uden at kunne gribe det hele systematisk an og behandle resultaterne med en vis faglig integritet (og hvad angår sidstnævnte, se desuden dette opslag).

Jeg glæder mig allerede til næste onsdag.

Hvor god en serie er Borgen?

TV-serien Borgen har fået en del ros. Den anbefales eksempelvis i bogen 50 tv-serier du skal se, og er blandt andet kaldt den bedste TV-serie omhandlende politik nogensinde. Personligt vil jeg argumentere for, at der findes mindst 50 serier, der er bedre, samt et par britiske og en håndfuld amerikanske serier omhandlende politik der skal ses, før man kaster sig over Borgen (begynd eventuelt med The Wire). Normalt ser jeg ikke danske serier, men grundet al den omtale serien har fået nationalt såvel som internationalt, satte jeg mig for at set den. Jeg er ikke imponeret.

I Borgen følger vi partiformanden Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, der efter et folketingsvalg kan placere sit parti De Moderate på midten af det politiske spektrum med de afgørende mandater. Efter diverse forhandlinger med ledere fra de andre partier, vælger Birgitte Nyborg at tage statsministerposten selv. Dette bringer et hav af udfordringer med sig, både politisk og privat, og i løbet af de tre sæsoner serien forløber, får så godt som alle karakterer med en eller anden relation til Birgitte Nyborg oplevet et hav af op- og nedture.

Borgen er fiktion, men den er kraftigt inspireret af virkeligheden. Vi har den statsejede public service kanal TV1 (DR1), der bare gerne vil lave god journalistik og ikke fokusere på seertal. Vi har politiske partier, der giver en en-til-en afbildning af det partipolitiske landskab, som vi kender det. Vi har politikere, spindoktorer og andet godtfolk i mediebranchen, der vækker talrige associationer til diverse real life-karakterer. For danske seere tager det derfor ikke mere end et par minutter at identificere sig med miljøet omkring det fiktive parlament.

Der er væsentlige problemer med Borgen, men skal jeg udpege især ét aspekt, der ikke fungerer, er det seriens udgangspunkt. Birgitte Nyborg tager som beskrevet posten som statsminister, og skal nu balancere privatliv og karriere i en politisk (herunder hektisk) hverdag. Det kan være spændende, men når det tager udgangspunkt i en politiker, der angiveligt har taget magten uden at gå på kompromis med sine idealer (hvilket i sig selv må være dybt urealistisk) – og nu vil forvalte den med god, gammeldags, bedrevidende, politisk korrekthed, er det intet mindre end ualmindelig kedeligt. Det er i hvert fald påfaldende, hvor lidt politisk drama vi har med at gøre. Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at der mangler power. Med andre ord: Der mangler i den grad en drivkraft.

Borgen er politisk drama med tryk på drama (cirka 90 procent drama og 10 procent politik) – og det fungerer ikke, da det mest af alt virker som om, at manuskriptforfatterne har plukket en alt for stor mængde af lavthængende frugter. Eller som Christian Monggaard har formuleret det: »Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.«

Den diametrale modsætning til Birgitte Nyborg er Francis Underwood i House of Cards. I House of Cards er der en drivkraft. Udgangspunktet holder og man fornemmer, at det er mere end blåøjet naivitet-slash-idioti, der motiverer karaktererne. I Borgen er der ingen drivkraft men mestendels ydre omstændigheder, der placerer Birgitte Nyborg & Co i en ny politisk og/eller familiemæssig situation. Der er til syvende og sidst derfor intet, der får os til hverken at hade eller elske endimensionelle, politisk korrekte Birgitte Nyborg. En skilsmisse her og lidt depression der. Who cares? Man er simpelthen ligeglad med, hvordan det går hende.

Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at selvom alle sæsoner er lettere forudsigelige, præget af ligegyldige sidehistorier og generelt stråler langt væk af middelmådighed, er der stor forskel på dem. Her er især tredje sæson den dårligste, og det er mig en gåde, hvorfor man valgte at lave denne. Eller som man kan læse på Politiken: »Men i sin tredje sæson er ‘Borgen’ blevet en soap, dramatikkens banale lillesøster, der altid tager den oplagte vej gennem en firkantet spændingsopbygning af cliffhangere og klassiske konflikter. Det er en hermetisk lukket verden, hvor alt, hvad der sker i handlingen, er brændstof for hovedplottet.« Det samme kan man sige om de to første sæsoner, men det bliver væsentligt værre i den sidste sæson.

Borgen kan nok bedst beskrives som en politisk Anna Pihl. Borgen har da også en del ligheder med denne serie. Begge har en på overfladen principfast kvinde i hovedrollen. Begge er tre sæsoner med i alt 30 afsnit. Begge hovedroller har et job, man normalt har associeret med mænd. Begge hovedroller har problemer med familielivet (herunder får begge oplevet at være singlemor). Begge hovedroller står i et trade-off mellem karriere og arbejde. Begge serier er skabt af Adam Price. Begge er letfordøjelig underholdning til aftenkaffen – og ikke meget mere end det.

Når dette er sagt, har serien selvfølgelig også visse kvaliteter. Serien er flere steder ganske behagelig og oser af dansk design, stearinbelyst hygge, minimalistiske kulisser med videre. Nævnes bør det også, at skuespillerne med succes gør alt hvad de kan for, at få en middelmådig, fejlfyldt og urealistisk fortælling til at virke troværdig. Tilføj dertil at måske ikke alle serier bør have et ambitionsniveau a la det man finder i talrige amerikanske og britiske serier i disse år, og at der rent faktisk er en efterspørgsel efter pseudopolitisk drama fra et konsensusdemokratisk eventyrland, hvor ingen overraskende veje befærdes, når forudsigeligheden er chauffør. Er man til den slags, er Borgen vel egentlig en fin serie, men ellers må konklusionen være, at der er en del andre serier, man bør se før Borgen.

Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.

Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde?

Kigger man på Danmarks Radios historie, fra Statsradiofonien over Danmarks Radio til DR, finder man en ekspansionsfortælling af dimensioner, hvor at teknologi og medier er brugt som gidsler i forsøget på at sikre en aktørs overlevelse.

Det sørgelige ved denne fortælling er, at DR uden de store betænkeligheder har fået frit spil til at ekspandere deres tvangsgesjæft, uden nogen direkte stillingtagen til, om der i det hele taget var brug for et DR. Mantraet har derimod været, at der altid vil være en eksistensberettigelse for DR, uafhængigt af hvad markedet kan levere. Markedet fokuserer jo kun på hvad brugerne vil have, og ikke hvad en elitær, politisk defineret gruppe føler er bedst for andre mennesker.

Ideen er dermed med andre ord, at public service-begrebet (den bedste definition af det begreb kommer Mie Harder med her) kan og skal appliceres på ny teknologi, for at sikre, at DR følger med tiden og sikrer en varig produktion af »public service«-indhold.

Det kan i diskuteres, om der nogensinde har været et egentlig behov for at etablere Danmarks Radio. Denne diskussion er taget i utallige andre sammenhænge, hvorfor at jeg i dette indlæg vil fokusere på et meget mere konkret spørgsmål: Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde anno 2011? Hvilke teknologiske sfærer skal være underlagt et krav om public service? Eller spurgt på en anden måde: Hvilken teknologi skal tages som gidsel, fordi at DR føler, at de skal levere indhold til netop denne platform?

Internettet er et godt eksempel på en teknologi som er blevet underlagt public service-begrebet, uden at der på noget tidspunkt har været brug for det. Hvor at nogen vil argumentere for, at DR er med til at sikre kvalitet og udvikling, vil jeg påstå, at DR er blevet en hæmsko for samme. Internettet har sikret og sikrer i et rigt omfang mennesker adgang til nuanceret billede af informationer, debat, diskussioner, perspektiver og holdninger, på dagblade og andre mediers hjemmesider, for ikke at tale om alverdens hjemmesider der findes derude i det store cyberspace. Alligevel er jeg underlagt et krav om at betale licens, alene fordi at pøblen skal have mulighed for at spille Fodbold-Managerspillet eller se sæsonfinalen i X-Factor når det passer dem.

Jeg vil derfor argumentere for, at der er bagstræberisk, at man skal betale licens fordi at man har en internetforbindelse. Dermed siger jeg ikke, at DR skal holde sig langt væk fra internettet, blot at de brugere der lovpriser DRs tilstedeværelse, må betale gildet. Markedet har skabt et indholdsrigt, dynamisk og funktionelt univers på internettet med alverdens muligheder, som DR aldrig – om de så fik et 1.000 gange så stort budget – ikke kunne producere en brøkdel af. Derfor er det decideret trist, at man for at få adgang til en hel verden af muligheder, er forpligtet til at betale for at kunne besøge dr.dk, hvis man gerne vil besøge Wikipedia. Det svarer til, at man skal en tur forbi biografen og betale for at se en dårlig film, for at kunne få lov til at tage på museum. Logikken er i mine øjne ikke-eksisterende.

Det er ønskværdigt, at DR for fremtiden stopper med at følge med den udvikling markedet skaber. Der er ganske enkelt ikke brug for det. Der er ikke brug for at DR producerer apps til smartphones eller alt muligt andet, som markedet utallige gange har bevist sig langt overlegne i forhold til DRs vilkår. Da Medier Mod Medielicens engang var at finde på mmm.mitego.dk (projektet er desværre ikke online mere), var der et meget godt eksempel på det problematiske i at udvide public service-begrebet, nemlig aviseksemplet:

En måde at vise det urimelige i den kollektive tvangsbetaling for DR er at skabe en fiktiv licens på postkasser. Et scenario kunne lyde som følgende: Fra i morgen skal alle danskere betale licens, hvis de har en postkasse eller brevsprække. Det skal vi, da staten har nationaliseret avis X, da de mener at kunne drive en avis bedre end markedet (!!). Du kan fravælge at have en postkasse (og dermed ikke få andre aviser eller breve leveret), og dermed ikke betale den nye postkasselicens. Dette er præcis sådan DR fungerer: Du får et valg, der reelt ikke er et valg, for som de selv siger i deres sortseer-kampagner, så bliver lidt kedeligt uden TV, internet, mobiltelefon eller radio. Vil du finde dig i et valg mellem alt eller intet?

Dette eksempel rammer hovedet på sømmet i forhold til det problematiske i DRs konstante ekspansion. Det kan ikke være rigtigt, at jeg som almindelig internetbruger, er forpligtet til at betale en generel medielicens, som skal dække et milliardstort budget der skal bruges til at udvide DRs områder, blot for at jeg kan se frem til, at skulle betale licens i fremtiden for de nye muligheder markedet alt andet lige helt sikkert vil udvikle.

Til slut vil jeg gerne komme med et konkret forslag til, hvad jeg ser at Danmarks Radio for fremtiden skal være begrænset til at levere: OBS. Hverken mere eller mindre. Det kan forhåbentlig ske med væsentlige budgetnedskæringer til følge og en naturlig afskaffelse af licensbetalingen.

Danmarks Radio, markedsfeedback og deres partisaner

Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).

For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?

Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.

Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.

Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.

Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:

”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”

Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.

DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.