Anmeldelse: Fup, fejl og fordrejninger

Det meste af det der skrives i medierne er sandfærdigt og ædrueligt, men der formidles også en væsentlig mængde bullshit. Dette stiller store krav til læserne, der skal skelne mellem skidt og kanel. En af konsekvenserne heraf er, at vi over de senere år har set, at der er et kommet en øget efterspørgsel efter et ganske basalt journalistisk produkt: Faktatjek.

For nogle år siden nedfældede jeg et par overvejelser omkring selve faktatjek-formatet, og med enkelte undtagelser indfanger de rammende det perspektiv, jeg stadig har på formatet. Overordnet har faktatjek en forebyggende og korrigerende opgave. Førstnævnte ved at de der udtaler sig i medierne, tænker sig om en ekstra gang, før de skyder udokumenterede påstande ud i æteren. Sidstnævnte ved at stille de mennesker til ansvar, der – bevidst eller ubevidst – taler usandt.

I Danmark associeres faktatjek i overvejende grad med DRs Detektor, der begyndte som en radioudsendelse på DR1 i 2011 og senere samme år fik sin TV-debut på DR2. Programmet er personificeret ved journalisten Thomas Buch Andersen, der interviewer fagfolk såvel som de personer, der i de bedste tilfælde har haft et lemfældigt forhold til sandheden – og i de værste tilfælde et løgnagtigt forhold. Dette er der også kommet en bog ud af, der bærer titlen Fup, fejl og fordrejninger: Bliv din egen detektor, og er skrevet af nævnte Thomas Buch Andersen samt Mads Bøgh Johansen. Sidstnævnte er tidligere redaktør på Detektor på P1.

Bogen er, som undertitlen indikerer, skrevet med det formål, at gøre læseren mere kritisk i forhold til de fakta, man præsenteres for i medierne. Der beskrives i bogens indledning tre grunde til, at der nu – mere end nogensinde før – er brug for faktatjek, og derfor også en (praktisk) bog om emnet. For det første er debatterne i medierne (herunder også de sociale medier) blevet skarpere, hvor forskellige parter refererer til forskellige fakta. For det andet er der kommet flere nyheder på flere platforme i et øget tempo – og altså flere fakta, man som medieforbruger skal forholde sig til. For det tredje er der i dag lige så mange folk, der arbejder med presse og kommunikation, som der er journalister, og som der skrives i bogen: “Der er altså lige så mange, der er ansat til at få os til at acceptere et særligt billede af virkeligheden, som der er til ideelt at nuancere og tjekke den.” (side 18)

Udgangspunktet for bogen er godt: Det handler ikke om at pege fingre. Der er en klar erkendelse af, at “de eneste, der ikke laver fejl, er dem, der ikke laver noget” (side 15). Det er menneskeligt at fejle, og faktatjek tjener et dybere formål end at udstille folk, der har lavet en fejl. Det handler om faktuelle påstande, ikke personer. Dette illustreres rammende med et eksempel, hvor Detektor selv tog fejl i en sag, og pointerer, at man vitterligt skal forholde sig kritisk til alt.

Bogen er bygget op omkring en række kapitler, der hver især introducerer nogle nøglebegreber. Strukturen i bogens respektive kapitler er identisk, hvor der gives en lang række af eksempler på påstande, der af forskellige grunde var forkerte, og en beskrivelse af, hvad der overordnet går galt i disse eksempler. Kapitlerne indeholder så forskellige spørgsmål i punktform, man som læser kan applicere på nyheder og analyser, når man skal være “sin egen detektor”. Disse fremstår dog i de fleste tilfælde mere som en gentagelse af det man lige har læst, og i nogle tilfælde gentagelser fra andre kapitler, som når der eksempelvis spørges “Hvad er det egentlig, der er talt op?” (side 34) og “Hvordan er tallet opgjort?” (side 48).

Disse spørgsmål, der skal sætte ord på de kritiske refleksioner, man som læser bør gøre sig, fungerer dog bedre i teorien end i praksis. I de bedste tilfælde formår de at opsummere og gentage en vigtig pointe, men ellers er der blot tale om overflødigt indhold. I de værste tilfælde er spørgsmålene så generelle og vage, at de i bund og grund spørger “Er der noget galt her?”. Dette ser man eksempelvis i relation til cherry-picking, hvor et af spørgsmålene er “Er det det fulde billede, der her er tegnet?” (side 76). Well, det er jo gerne det, nogle guidelines bør kunne hjælpe læseren med at besvare.

Det er dog ikke kun de anbefalede spørgsmål, der ikke tjener andet formål end at fylde siderne ud. Mellem hvert kapitel er der et par sider med ligegyldige overvejelser fra politikere og andre aktører, der tager del i den offentlige debat. Her kommer de med deres tanker, overvejelser, frustrationer, ros og så videre i relation til Detektor og journalistisk faktatjek. Dette bidrager absolut ikke med noget og kan ignoreres uden noget indholdstab.

Dette betyder dog ikke, at bogen ikke lykkedes med sin ambition om at hjælpe læseren med at blive “sin egen detektor”. Dette sker dog på trods af – snarere end på grund af – de anbefalede spørgsmål. Dette bringer os til styrken ved bogen: Det enorme materiale af historier, der er at trække på. Programmet har kørt i flere år, og der er talrige eksempler i bogen, der ingenlunde er tilfældigt udvalgt, men blandt de gode eksempler, der for de fleste læsere vil være ikke alene lærerig men også sjov læsning. Implikationen og ulempen er omvendt, at hvis man har været en stor tilhænger af både Detektor på radio og i TV, er der ikke meget nyt under solen her, der gør bogen værd at bruge tid på, hvis man ser bort fra genkendelsens glæde og en mere systematisk kategorisering af mange af eksemplerne.

Til trods for at langt størstedelen af eksemplerne er velvalgte, er især de eksempler, der formår at beskrive processen fra vidensproduktion til mediernes dagsorden, blandt de bedste. Dette er ofte historier om, hvordan en fjer bliver til fem høns. Hvordan et tal tages ud af en kontekst, får fjernet alle forbehold, bliver mistolket og ellers brugt efter forgodtbefindende, af de aktører, der har en klar interesse heri. Disse eksempler illustrerer rammende, hvor mange forskellige steder i en proces, at viden kan blive misforstået, mistolket og misbrugt.

Omvendt formår “Fup, fejl og fordrejninger” ikke rigtigt at hæve sig over eksemplernes individuelle styrker. Det er med andre ord de enkelte historier og eksempler, der giver læseren et indblik i, hvorfor man skal være kritisk (ligesom Detektor-udsendelserne), snarere end de generelle overvejelser omkring den journalistiske praksis. Et eksempel på dette er at finde på side 45, hvor følgende lovmæssighed overvejes: “Der synes nærmest at være den sammenhæng, at jo større det journalistiske behov for at forenkle er – nogle gange ned til et enkelt tal – jo mere kompleks og nuanceret er sagen.” (side 45). Dette er korrekt, og vel nærmest en selvfølge, hvorfor det også bliver en letkøbt kritik af den måde, journalister arbejder på, der ikke formår at anerkende – og derved tage udgangspunkt i – de journalistiske valg, der til hver en tid og altid skal træffes. Journalister skal altid forsimple virkeligheden (og nogle gange formidle den med blot enkle tal). Dette kan man gøre på måder, der er bedre end andre, og her ville det være at foretrække, hvis bogen – såfremt den vitterlig ønsker at berøre disse generelle aspekter – var mere eksplicit i sin diskussion, end blot at koge den ned til, at journalister forsimpler en kompliceret virkelighed (og at det sker i højere grad, når virkeligheden er særdeles kompliceret).

Nuvel, der er ikke tale om et videnskabeligt værk, men en bog der er skrevet med henblik på, at blive læst af andre/nogen. Dette ændrer dog ikke på, at det ville styrke bogen, havde den haft langt flere referencer. Der er noget ironisk ved at en bog, der skal vække læserens lyst til at dykke ned i rapporter, undersøge tal og så videre, ikke har så meget som én henvisning, til de udsendelser eller undersøgelser (herunder videnskabelige tidsskriftsartikler), der refereres til. Igen: der er ikke tale om et videnskabeligt stykke arbejde med dertilhørende krav om referencer, men når man eksempelvis fortæller om et videnskabeligt studie af Oscar-vinderes levetid, der ikke tog højde for en immortal time bias, ville det være perfekt, hvis de forskere, der oprindeligt formulerede denne kritik af studiet, blev krediteret.

Overordnet ændrer de kritiske indvendinger dog ikke på, at bogen varmt kan anbefales til de læsere, der går op i journalistik, medier og faktatjek. Dette være sig lige fra universitetsstuderende til journalister, hvor den især blandt sidstnævnte gruppe bør være pligtlæsning, så sandsynligheden for, at der er materiale nok til en toer af nærværende bog, formindskes.

Om mediernes faktatjek

Efter folketingsvalget i november sidste år blev faktatjek vurderet som værende det nye sort i medierne. Det har dog ikke været uden kritik. Redaktøren på Ugebrevet A4, Jan Birkemose, har blandt andet pointeret, at et faktatjek kan være »overfladisk og i værste fald [en] skadelig begivenhed, når nogle generalister, det vil sige journalister, får magten til at udlægge sager, som selv videnskaben er uenige om«.

For måneder tilbage kom Clement Kjersgaard i Debatten på DR2 med en kritisk indvending, da professor Christian Kock roste medierne for deres faktatjek-initiativ. Clements pointe var, at hvis der er noget der er faktatjek, er der også noget der er ikke-faktatjek. Der kan derfor argumenteres for, at faktatjek blot er symptomatisk for, at alt for mange politiske udmeldinger går ukritisk gennem medierne.

Ligeledes har SF’s pressechef, Claus Perregaard, kaldt et faktatjek af Villy Søvndal under valgkampen ’11 for »noget semantisk flueknepperi«. Konsekvensen af mediernes faktatjek kan dermed være, at man får en mere klinisk og kedelig debat, når politikerne skal frygte, at selv helt banale og ligegyldige fejl bliver taget op af mediernes faktatjek-enheder.

Det øgede fokus der er kommet på mediernes faktatjek samt ovenstående udmeldinger, får forhåbentlig én til at tænke over hvad faktatjek grundlæggende er for en størrelse. Selv har jeg et noget ambivalent forhold til mediernes faktatjek-format. Først og fremmest fordi jeg ikke finder det særligt nyskabende.

Der skal ingen tvivl herske omkring, at når folk siger noget der ikke passer, skal det korrigeres. Det er umuligt at føre en rationel politisk diskussion på et grundlag, hvor der ingen forskel er på sandhed og løgn. Det betyder dog ikke, at alle politiske udmeldinger bør eller kan tages op. Journalisterne skal være selektive og vælge de udmeldinger der 1) har en væsentlig grad af relevans at blive korrigeret samt 2) kan nuanceres ved hjælp af et faktatjek.

Det er, som Jan Birkemose pointerer, ikke alle udmeldinger der er godt tjent med et faktatjek. Det afgørende må derfor være, at et faktatjek, bedre end en længere, nuanceret baggrundsartikel eller lignende, bidrager til at kvalificere den politiske debat. Jeg har i den forbindelse undret mig en del over, hvorfor faktatjek-formatet har vundet så meget indpas, i stedet for blot at lade journalisterne interviewe fagfolk og researche, og skrive ganske almindelige artikler.

Det er værd at huske på, at faktatjek er ikke en ny opfindelse. Ved tidligere folketingsvalg har der ligeledes været fokus på, at gå politikernes udmeldinger efter i sømmene, og skrive kritiske artikler om politikerenes påstande. Som eksempel kan der nævnes Jyllands-Posten, der under valgkampen i 2007 gjorde en del ud af systematisk at faktatjekke1:

Det kan med andre ord betvivles hvor revolutionerende det nye faktatjek-format er. Det er nok næppe blevet hverken mere eller mindre populært, at sige noget der er lodret forkert under en valgkamp.

Man kan så godt argumentere for, at når der er noget der er faktatjek, er der også noget der ikke er faktatjek. Dette er dog ikke ensbetydende med, at medierne er for ukritiske. For det første havde nogle medier (BT, Berlingske, Politiken), kun faktatjek-konceptet under valgkampen, hvor der sker en intensivering i antallet af politiske debatter og udmeldinger, der ikke alle kan kontrolleres, som var det uden for en valgkampsperiode. For det andet går ikke alle politiske udmeldinger gennem mediernes kritiske filtre. Eksempler herpå er sociale medier og politiske debatter, hvor faktatjek alt andet lige må ske som en reaktion på de udmeldinger der er sendt ud til borgerne.

Vi ser primært faktatjek to steder i det danske medielandskab nu. Hos Jyllands-Posten og i Detektor på P1 og DR2. Ved sidstnævnte er der ikke kun tale om faktatjek (i det seneste afsnit blev en stor del af programmet brugt på en ligegyldig introduktion til politikernes kropssprog), og ved førstnævnte er kvaliteten meget varierende.

Jyllands-Posten har ved flere lejligheder lavet hvad man med rette kan kalde faktatjek af en ret ringe kvalitet. Eksempler herpå kan ses her, her og her, hvor man i førstnævnte stempler Alex Ahrendtsen udmelding om, at lærernes politiske overbevisning afspejler sig i deres valg af undervisningsmateriale, som sand, uden at have noget belæg for det, og i sidstnævnte ikke har styr på den statistiske usikkerhed forbundet med den relevante undersøgelse!

Jeg er principiel tilhænger af, at medierne bedriver faktatjek (i såvel som udenfor valgkampe), men så skal der også være styr på det. Det skal ikke blive en undskyldning for at tage ligegyldige udmeldinger op eller bedrive decideret tendentiøse faktatjek, hvilket risikoen alt andet lige bliver større for, når man laver et selvstændigt faktatjek-format, der skal kunne levere usandheder på ugentlig basis.

Faktatjek blev ganske vel kaldt det nye sort i valgkampen 2011, men der er ikke så meget nyt i at tjekke fakta under valgkampe.

  1. Udklippet er fra Duellens påstande i Jyllands-Posten s. 4, tirsdag d. 6. november 2007 []