Erik Gahner Larsen

Meningsmålinger og demokratisk indflydelse

Det er relativt begrænset hvor stor indflydelse din stemme har ved et folketingsvalg. Det er af samme grund teorier omkring rationel vælgeradfærd konkluderer, at det – i langt de fleste tilfælde – ikke er rationelt at stemme.

Heldigvis er der mange måder at øge sin politiske indflydelse i Danmark anno 2021. Foruden det at stemme ved forskellige valg kan man skrive læserbreve, deltage i vælgermøder, melde sig ind i et politisk parti, donere penge til partier og andre organisationer, kontakte politikere, deltage i underskriftsindsamlinger, like og kommentere på sociale medier og så videre.

Hvis man som ordinær borger – uden mange penge på lommen – vil øge sin indflydelse, vil jeg argumentere for, at den bedste strategi er at deltage i meningsmålinger. Grunden til dette er, at de politiske partier i dag får foretaget meningsmålinger for at finde ud af, hvilke politiske tiltag der er opbakning til i befolkningen. Især når det vedrører større politiske tiltag og reformer, der kan være kontroversielle.

Det er især regeringspartier, eller partier med ønsket om at få regeringsmagten på et tidspunkt, der laver denne slags meningsmålinger. Og det er især med henblik på at vide, hvad vælgere omkring midten synes. Det vil ikke være nogen overraskelse, at folk der stemmer på Enhedslisten er modstandere af en lavere dagpengesats, eller at folk der stemmer på Dansk Folkeparti er tilhængere af yderligere asylstramninger. Stemmer du omvendt på eksempelvis Socialdemokratiet eller Venstre, kan du have relativt stor indflydelse i en meningsmåling, der kan være med til at forme de politiske partiers politik. Især hvis du ikke er loyal partisoldat.

Ligeledes vil du have større indflydelse i en meningsmåling, hvis du repræsenterer en sociodemografisk gruppe, der normalt ikke deltager i meningsmålinger. Jo mere atypisk det er, at din sociodemografiske gruppe vil deltage i en meningsmålinger, desto større vægt vil der blive givet til dit svar (under forudsætning af, at den er repræsentativ for, hvad andre fra din sociodemografiske gruppe, vil mene).

Min pointe er således den simple, at din “stemme” i en meningsmåling vil betyde relativt meget, især hvis man sammenligner det med andre typer af demokratisk deltagelse. Så hvis du vil øge din politiske indflydelse, bør du deltage i meningsmålinger.

Det postfaktuelle demokrati

I løbet af de seneste par dage har man kunne læse flere bidrag i medierne om, at vi nu lever i en postfaktuel tid. I dagens Politiken kan man således læse, at vi “lever i en postfaktuel verden, hvor hver side har sine egne argumenter og sine egne urokkelige fakta. Vi har ikke længere bare forskellige meninger. Vi har forskellige kendsgerninger.” I RÆSON kan man læse en kronik, der argumenterer for, at vi ser konturerne til et postfaktuelt demokrati. I Information kan man læse, i kølvandet på Brexit, at vi ser “postfaktuel politik i en nøddeskal: Friheden til at udtrykke sin egen mening er blevet afløst af friheden til at udvælge sine egne kendsgerninger.” Hos Altinget skriver Lisbeth Knudsen, ligeledes i kølvandet på Brexit, at vi ser “en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, [der] ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati.”

Der er en lang række af fællestræk ved ovennævnte indlæg. For det første er de fyldt med de samme banaliteter. Pointerne i disse bidrag er, som det meste andet stof i de danske medier, et ekko af hvad man kan læse i de internationale (især amerikanske) medier, hvorfor der også primært er henvisninger til de eksempler, man kan finde i de internationale medier, især Brexit og Trump. For det andet er der tale om anekdotisk evidens. Der gives nogle ekstreme eksempler på, at mange vælgere nu i højere grad kan være selektive i forhold til deres valg af informationskilder, på hvilken baggrund der drages generelle konklusioner. For det tredje henvises der til nogle af de samme forklaringer, herunder især nyhedsmediernes indhold, den teknologiske udvikling og de sociale medier. For det fjerde henvises der til, at dette er et nyt vilkår ved den demokratiske samtale.

Ovenstående forhold gør det nemt at finde et par kritiske indvendinger til påstanden om, at vi nu skulle leve i et postfaktuelt demokrati. Overordnet er der tale om en klassisk forfaldshistorie, altså det der med, at alt var bedre i gamle dage. Der er intet nyt i denne kritik, og den er ikke nødvendigvis mere aktuel i dag. Som Alexios Mantzarlis har pointeret, har vi angiveligt haft postfaktuelle tilstande i flere årtier. Det interessante er dog også den betydning, der ligger i begrebet postfaktuel. Termen postfaktuel indikerer i denne sammenhæng, at vi tidligere har været i et faktuelt demokrati, hvor alt var fryd og gammen og politik blev ført med udgangspunkt i fakta. Som Brendan Nyhan korrekt har bemærket: “I don’t think that time ever existed”.

I kronikken hos RÆSON tilføjes der desuden et par ekstra bemærkninger til, hvad der menes med et postfaktuelt demokrati: “Et demokrati er i en postfaktuel tilstand i det tilfælde, at sandhed, fakta og saglig konsekvensberegning erstattes af robuste narrativer, opportune politiske dagsordener og urealiserbare løfter, således at den demokratiske debat og mobilisering mister forbindelsen til realistiske politiske løsninger og ren vælgermaksimering bliver målet i sig selv.”

Her blandes forskellige fænomener sammen, men der er især to relevante forhold. For det første virker det søgt at betegne urealiserbare løfter fra politikerne som et nyt vilkår. I en parentes bemærket kan det sågar tilføjes, at det som regel altid vil være de politikere, der leverer de mest realistiske urealiserbare løfter, der bliver valgt. Det er med andre ord politikernes jobbeskrivelse. Ikke et nyt vilkår. For det andet reduceres det hele til ren motivspekulation, når politikernes ambitioner ligeledes reduceres til at være ren vælgermaksimering (altså at appellere til flest mulige vælgere). Det er jo bare et mindre fint ord for demokrati, desuagtet motiverne.

Det er muligt, at der kan være noget om de pointer, de forskellige indlæg rejser. Der er bare et ironisk, tilnærmelsesvist komisk, fravær af fakta, til at bakke de pågældende påstande op. Jeg kunne sagtens have skrevet et indlæg om, at vi nu lever i et faktabaseret demokrati, hvor der er mere fokus end nogensinde før på at lave faktatjek, bedrive evidensbaseret politik og korrigere misinformation, men det er ikke min pointe. Min pointe er den simple, at hvis man gerne vil foretage den demokratiske diagnosticering, at vi nu lever i en postfaktuel tidsalder, så tag lidt fakta med til at bakke det hele op. Dette vil sikre, at det eneste bevis for at vi lever i en postfaktuel tidsalder, ikke blot bliver selvsamme analyses anekdotiske karakter.

Er vi på vej mod et kendis-demokrati?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

  • De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
  • Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans”

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.