Den blokpolitiske debat

Da Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre overtog regeringsmagten, var det til en ny parlamentarisk situation. Regeringen er som den forrige (og de fleste nyere regeringer i Danmark) en mindretalsregering, men nu ligger der intet stabilt støtteparti. Med andre ord: Blokpolitikken er død.

Med blokpolitikken døde også kontraktpolitikken, og der har været skrevet ufatteligt meget om regeringens løftebrud. Hvorfor genfinder vi ikke kontraktpolitikken, som har været en succes de sidste ti år? Selv konkluderede jeg i kølvandet på regeringsgrundlaget:

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

Det er derfor en spændende situation vi har med at gøre. Det er en økonomisk krisetid og regeringen må arbejde på at få realiseret mest muligt af dens politik, sammen med de politikere der gider forhandle. Hvad gør denne situation endnu mere spændende? Det faktum at mange vælgere stadig tænker »blokpolitisk«.

Selvom blok- og kontraktpolitik hører forrige årti til, tyder noget på, at en del vælgere ser sort/hvidt på den gennemførte politik, og dermed ikke ser nuancerne. Der er rød bloks politik – og der er blå bloks politik. Man kan vælge den røde eller blå pille, der hver især repræsenterer fundamentalt forskellige livsanskuelser og under ingen tænkelige omstændigheder kan forenes.

Dette kommer blandt andet til udtryk i skatteaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative. Her blev hele Enhedslisten og baglandet i S og SF utilfredse over det de kaldte en blå aftale. Dette til trods for, at der er minimale forskelle på det der kunne have været blevet en rød aftale, som også ville have givet de velstillede mest.

Nuvel, der er da forskelle på den aftale regeringen (måske) havde med Enhedslisten og så den der blev vedtaget med Venstre og Konservative, men ikke forskelle der er så store, at det burde føre til så markant en utilfredshed over, at det ikke blev regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der skulle med i aftalen.

Udfordringen for regeringen er dermed at få overbevist baglandet i Socialdemokraterne og SF om, at der ikke er tale om en situation hvor der opereres med simple binære kategoriseringer, men omvendt indgås politiske aftaler med alle de partier, der kan hjælpe med at realisere regeringens politik.

Dette er ikke nemt, for Socialdemokraterne og SF har selv bidraget flittigt til at fremme en diskurs, hvor der er den røde og den blå blok (hvilket selvfølgelig kan skyldes at tryk avler modtryk). Dette toppede ved folketingsvalget i 2007, hvor Socialdemokraterne gik til valg på parolen »Velfærd eller skattelettelser«. Ville man den røde velfærdsvej eller den blå skattelettelsesvej. Valget var simpelt. Ville man have et opgør med VKOs velfærdsmassakre i form af skattelettelser, eller ville man have offentlige, solidariske investeringer. Selvfølgelig er verdenen mere kompliceret, men den politiske debat blev reduceret til falske dikotomier og ideen om rød og blå og intet imellem.

Derfor er det ekstra besværligt for regeringen at overbevise baglandet i Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om, at en aftale med de blå kan være andet end en vej med skattelettelser i stedet for velfærd. Med blå dårlige aftaler i stedet for røde gode aftaler. Noget tyder derfor på, at vælgerne går mere op i om det er en rød eller blå afsender, snarere end at vurdere det politiske indhold.

Blokpolitikken er måske død på Christiansborg, men den spøger stadig i den offentlige debat.

Hvem synes eksperterne klarede sig bedst?

Der var politisk debat her til aften om sygehusområdet med særligt fokus på privathospitalerne og frit valg-ordningen. Debatten stod mellem partiformændene for hhv. Socialistisk Folkeparti og Venstre, Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen.

Der har været megen palaver i medierne de sidste par dage omkring debatten, specielt i forhold til hvor den skulle afholdes. Det blev, som den kvikke læser nok har bemærket, TV2 News der stod for debatten og sendte samme. For et overblik, læs mere om dette her.

Jeg så ikke debatten (men har dog set et sammendrag), og de to diskuterende parter nåede ikke frem til nogen dybere forståelse af hinandens argumenter (surprise, surprise!). Det er dog også ligegyldigt, for politiske debatter handler ikke om hvem der har de bedste argumenter – det handler om hvem ”eksperterne” kårer som vinder.

For at være ærlig, så må jeg nok tilstå, at jeg har et meget kritisk syn på eksperter i politisk kommunikation, når det kommer til deres opgave at kåre en vinder af en politisk debat. Jeg har ganske enkelt en idé om, at deres fordomme, intentioner og forventninger i forhold til debatten i for høj grad vil påvirke deres vurderinger.

Vi vil dog hjertens gerne have fundet en vinder. Hvad ville en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby være, hvis ikke vi kunne finde ud af, hvordan kampen endte? Hvad angår danske politiske nyheder abonnerer jeg på to RSS feeds. Disse er Politiken (politiken.dk) og Berlingske Tidende (berlingske.dk). Her viste min RSS-reader, Snarfer, mig følgende:

Snarfer: RSS feeds fra berlingske og politiken

Samme debat, men ja – to vidt forskellige vindere jf. eksperterne. Lad os blot konkludere én ting allerede nu: Der er ingen objektive kriterier vi kan bruge til at afgøre hvem der vandt debatten. Hvor meget det end piner mig at skrive det, så kan den ene eksperts mening sgu være lige så god som den andens! Lad os slutte med et par ”ekspert”vurderinger fra aftenens debat.

Fra berlingske.dk, ”Ekspert kårer Lars Løkke som lille vinder”:

” – Facit er en mindre sejr til Lars Løkke. Jeg synes godt, man kan kalde det et mindre comeback til statsministeren, siger Bo Bredsgaard Lund.”

Facit? Det ord burde efterhånden være forbudt når eksperter skal vurdere udfaldet af politiske debatter!

Fra politiken.dk, ”Eksperter: Søvndal sejrer klart i tv-duel”:

”SF’s formand kan gå glad i seng.

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) har troet, at han kunne give SF’s Villy Søvndal politiske håndmadder, må han ærgre sig, vurderer kommunikationseksperter, som politiken.dk har talt med efter aftenens tv-duel.”

Hvad er facit så? Måske skulle eksperter i politisk kommunikation i bund og grund bare holde sig fra et ideal om at se på politiske debatter som en kamp med vindere og tabere.

Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.