Forurener meningsmålingerne den politiske debat?

Michael Kristiansen, der flittigt kommenterer på meningsmålinger i medierne, har skrevet et indlæg i Berlingske, hvor han kritiserer meningsmålinger. Der er dog desværre ingen sammenhængende kritik af meningsmålinger i indlægget.

Det er trættende, at meningsmålinger igen skal stå på mål for kritiske bemærkninger uden skyggen af belæg for, at der er væsentlige problemer. Som altid er jeg stor tilhænger af, at vi forholder os kritisk til meningsmålinger, men hvornår blev det tilstrækkeligt, at gøre det uden skyggen af empirisk belæg for, at der er problemer?

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der er træt af denne slags påstande, og jeg vil således opfordre alle til at frekventere denne tråd af Hans Redder. Kort fortalt har meningsmålingerne ikke så store problemer, som kritikerne fremhæver, og det er ingenlunde klart, hvad der skulle være et fornuftigt alternativ.

Når dette er sagt forstår jeg godt Michael Kristiansens frustration, der indleder indlægget. Han fremhæver et opslag fra Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, der deler den seneste Gallup-måling, som giver partiet 4,8% af stemmerne. Som det kan ses i nedenstående figur, er den seneste Gallup-måling én meningsmåling, og denne måling ligger betydeligt over hvad især Voxmeter viser.

Der er dog intet nyt i, at politikerne gerne deler de meningsmålinger, der giver dem en større opbakning – og ignorerer de mindre gode. I 2015 viste jeg, at daværende partileder for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, i højere grad delte meningsmålinger, der gav Liberal Alliance en stor opbakning.

Udfordringen her er dog ikke meningsmålingerne, men den måde meningsmålinger bliver brugt på. Når journalister og politikere har det med at fokusere på bestemte målinger – på bekostning af andre målinger – kan det give et skævt billede af virkeligheden.

Michael Kristiansen nævner ligeledes, at det er et problem, at meningsmålingerne i perioden fra oktober 2018 til valget i juni 2019 viste en stor udvikling i opbakningen til Dansk Folkeparti. Dette er der dog absolut intet mærkeligt ved. Tværtimod giver det god mening, når man, som Hans Redder også pointerer, tager de mange negative episoder, der ramte Dansk Folkeparti, i betragtning.

Her er opbakningen til Dansk Folkeparti i den pågældende periode (med 95% konfidensintervaller):

Der er som sagt intet mærkeligt ved dette, og det giver ingen mening at bruge denne udvikling i og for sig selv til at rette en kritik mod meningsmålingerne. Det er helt fint at være kritisk i forhold til meningsmålingerne, men det ville være at foretrække, hvis denne kritik var saglig og konstruktiv.

Vi kan i dette tilfælde konkludere, at Michael Kristiansens debatindlæg forurener den politiske debat langt mere end meningsmålingerne gør.

Hvorfor styrtdykkede Dansk Folkeparti i meningsmålingerne?

Hos TV 2 er man i fuld sving med at perfektionere kunsten at skabe noget ud af intet. Dette er smukt at studere, som et andet kunstværk, eksempelvis Guernica, men det har intet med god journalistik at gøre. På det seneste har man således set TV 2 finde store politiske historier i tilfældig støj, eksempelvis i forbindelse med opbakningen til de Konservative og Socialdemokraterne. Nu er det så Dansk Folkepartis tur.

I løbet af sommerferien kunne TV2 rapportere, at Dansk Folkeparti stod til at få 13,3% af stemmerne. Samme måling dannede udgangspunkt for en artikel hos Politiken om Dansk Folkepartis nedtur i målingerne. Hvorfor tabte Dansk Folkeparti så mange stemmer? Anders Langballe udtalte til TV 2: “Det er svært at sige, hvad der giver den mekanisme, men noget kan tyde på, at DF taber på de meldinger, de kommer med sammen med S”. Forkert. Der er tale om enkeltstående målinger.

Da målingen kom forudsagde jeg, at den næste måling ville vise, at Dansk Folkeparti ville have en større opbakning (regression toward the mean). Nu har vi så fået den næste måling fra Megafon, og her går Dansk Folkeparti selvfølgelig frem. Dette får lige så selvfølgeligt ikke ét ords omtale hos TV 2. Figur 1 viser Dansk Folkepartis opbakning i meningsmålingerne over de seneste 5 måneder. Bemærk at Megafon skyder langt under hvad andre respekterede institutter giver Dansk Folkeparti af opbakning.

Figur 1: Dansk Folkepartis opbakning over 5 måneder

I et interview til TV 2 i forbindelse med den første Megafon-måling sagde Peter Skaarup: “Den her måling virker godt nok skæv, for hvis vi kigger på det gennemsnit der er af de her målinger, der løbende kommer, så ligger Dansk Folkeparti på et bedre niveau. På en 18-19 procent. Og det viser de andre målinger, der også er lavet over de seneste uger. Så jeg kan ikke rigtigt finde nogen forklaring på, hvorfor den her ligger så forholdsvist anderledes.”

Til dette burde en kompetent journalist kunne svare, at det nok skyldes den statistiske usikkerhed. På TV 2 spørger journalisten i stedet: “Er det ikke bare fordi du ikke kan lide budskabet, måske, Peter Skaarup?”. Hvortil han korrekt svarer: “Nej, det er det faktisk ikke. Og jeg tror også man skal passe på med at lægge for meget i én måling eller to for så vidt. Og det gælder både pressen og os politikere.” Spot on.

Der er statistisk støj og systematiske forskelle mellem institutterne, der gør, at man skal være varsom med at konkludere for meget på baggrund af én meningsmåling. Denne pointe har jeg formuleret i et tocifret antal indlæg (de fleste her på siden), hvorfor man som tilskuer til mediernes formidling af meningsmålingerne nemt kan føle sig som deltager i en nyfortolkning af Groundhog Day.

Derfor kan det også være interessant at dvæle lidt ved, hvad der gør det svært at ramme især Dansk Folkeparti korrekt i disse måneder. En del af udfordringen er her, at det generelt er svært at sige, hvor stor opbakningen er til de respektive partier på den yderste højrefløj. Jeg har flere gange fremhævet dette i forbindelse med opbakningen til Nye Borgerlige (se her, her, her, her og her).

Her kan vi kigge nærmere på meningsmålingerne fra 2017. I denne periode har Nye Borgerlige været en del af mediernes dækning længe nok til at vi kan konstatere, at der ikke længere er tale om et helt nyt parti, men hvor institutterne stadig har svært ved at ramme Nye Borgerliges opbakning blandt vælgerne. Her ser vi da også, at denne opbakning relaterer til sig opbakningen til Dansk Folkeparti. Figur 2 viser opbakningen til Dansk Folkeparti på x-aksen og opbakningen til Nye Borgerlige på y-aksen.

Figur 2: Relationen mellem Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges opbakning

Korrelationen mellem opbakningen til henholdsvis Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er -0,7. Dette vil sige, gennemsnitligt betragtet, at når Nye Borgerlige står godt i en meningsmåling, står Dansk Folkeparti dårligt. Når vi ved hvor svært institutterne har ved at komme med et reelt bud på, hvor stor opbakningen er til Nye Borgerlige (den seneste Voxmeter giver partiet 0,6% af stemmerne, den seneste Megafon 3,5%), vil dette også give nogle udsving i Dansk Folkepartis opbakning, der ikke kan tilskrives reelle vælgervandringer.

Dette er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at vi ikke skal kunne komme med kvalificerede bud på, hvor stor opbakningen er til Dansk Folkeparti, ej heller Nye Borgerlige, men at vi – når der er bestemte udfordringer forbundet hermed – skal være endnu mere påpasselige med blindt at tro på enkeltmålinger.

Hvorfor styrtdykkede Dansk Folkeparti så i meningsmålingerne? Det korte svar: fordi TV 2 siger det. Det gør det dog ikke til en korrekt påstand. Der er ingen evidens for, at Dansk Folkeparti har ligget på omkring 13% af stemmerne, og det bør være journalisternes opgave at korrigere den opfattelse, snarere end at underbygge den med Megafon-målinger, politiske kommentatorer, halvstuderede analyser m.v.

Vi ved ikke hvad der gik galt med analyseinstitutternes vurdering af Dansk Folkepartis vælgeropbakning

Et af de store spørgsmål i forlængelse af det seneste folketingsvalg har været, hvad der gik galt med analyseinstitutternes vurdering af Dansk Folkepartis opbakning blandt vælgerne (se eksempelvis her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her og her). Det korte af det lange er, at vi ikke er blevet klogere på, hvad der er sket, og det er desværre tvivlsomt, at vi bliver klogere på dette spørgsmål.

Hvad er historien bag Dansk Folkepartis vælgeropbakning i valgperioden 2011 til 2015? Historien om Dansk Folkeparti kan koges ned til følgende: Noget nær ren fremgang frem til perioden før valget, hvor vi ser et fald i kølvandet på terrorangrebet den 14. februar i år. Tilbagegangen blev blandt andet udlagt af de politiske kommentatorer således, at vælgerne havde fået nok af den hårde terror-retorik, og der var ganske enkelt ikke flere stemmer at vinde på den dagsorden. Nedenstående figur viser opbakningen til Dansk Folkeparti i den nu afsluttede valgperiode.

Den stiplede linje viser Dansk Folkepartis opbakning ved folketingsvalget 2015. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at der ikke er noget der taler for, at Dansk Folkeparti fik den opbakning på nogen anden dag end valgdagen, hvorfor den blot skal vise, hvor meningsmålingerne gerne burde ligge på valgdagen (+/- den statistiske usikkerhed). Det er tydeligt, at langt de fleste meningsmålinger ikke ramte Dansk Folkepartis valgresultat i den periode, hvor de gerne burde have gjort det.

Der kan være to forklaringer herpå: Tilfældige fejl og systematiske fejl. Førstnævnte er meget usandsynligt og kan ikke forklare, at langt de fleste meningsmålinger systematisk undervurderede Dansk Folkeparti. Hvad angår systematiske fejl har analyseinstitutterne især fremhævet det aspekt, at respondenterne kan have løjet om deres partivalg. Dette er muligt, men det er også sandsynligt, at analyseinstitutterne selv kan have truffet fejlagtige beslutninger. Det er vigtigt at huske på, at vi ikke har nogen idé om, hvad analyseinstitutterne kan finde på at gøre med deres data, før de bliver offentliggjort. Vi ved eksempelvis at Megafon vejer respondenternes svar i meningsmålingerne efter dagsordenen i medierne. Vi kan også sandsynliggøre, at analyseinstitutterne er bevidste omkring, hvordan andre analyseinstitutter vurderer vælgeropbakningen for de respektive partier. Dette er forhold der meget nemt kan resultere i skævheder.

Der er grund til bekymring, når analyseinstitutterne ikke er mere åbne omkring den slags procedurer. Især når der ikke er noget, der taler for, at de vil informere om, hvad og hvor det med al sandsynlighed gik galt. Flere analyseinstitutter meldte ud, at de nu skulle kigge nærmere på, hvad der var gået galt. Siden da har vi intet hørt, og intet tyder på, at der kommer noget som helst fra institutterne. Dette er især mærkværdigt, når vi ser de første meningsmålinger foretaget efter valget, hvor Dansk Folkeparti – som forventet – ligger meget tæt på valgresultatet. Hvordan er institutterne kommet frem til de tal? Har de taget valgresultatet og vejet det efter hvordan nogle respondenter har svaret i en meningsmåling? Hvis analyseinstitutterne havde en oprigtig interesse i at gøre os klogere på, hvad der var gået galt, ville de formidle, hvordan de nu kommer frem til en opbakning til Dansk Folkeparti, der til forveksling ligner valgresultatet.

Ovenstående figur viser meningsmålingerne fra i år. Det er især Gallup og Voxmeter, der er interessante, da de begge har gennemført en meningsmåling efter valget. I begge tilfælde ser vi en betydelig forandring i opbakningen til Dansk Folkeparti. I Gallups tilfælde ser det sågar ud til at være en tilbagevenden til den opbakning, man gav partiet før valgkampen. Hvordan, Gallup? Hvad har I gjort?

Det triste ved alt dette er, at tilliden til meningsmålingernes validitet falder, når institutterne ikke er mere transparente omkring deres metoder. I værste fald ender vi i en situation, hvor politiske kommentatorer sidder i Deadline og konkluderer, at hvis de havde opholdt sig mere i Jylland under valgkampen, ville de kunne have forudset Dansk Folkepartis reelle opbakning bedre end meningsmålingerne (læs: David Trads). Vi ved ikke, hvad der gik galt, og det ville klæde analyseinstitutterne at spille med åbne kort omkring, hvad de har gjort og hvad de vil gøre.

Alex Ahrendtsen i Vollsmose-ghettoen

Jeg har tidligere skrevet om en valgvideo udsendt af Alex Ahrendtsen. Sidst kritiserede jeg Alex Ahrendtsen for ikke at have statistisk belæg for hans påstande, samt at have et fravær af logisk sammenhæng i hans argumentation, og det samme er desværre tilfældet i hans nye valgvideo: En dag i Vollsmose-ghettoen.

 

I valgvideoen diskuterer Alex Ahrendtsen med en indvandrer i Vollsmose omkring kriminalitet, sociale problemer m.v. Medens dette finder sted overværer man i baggrunden en ældre borger, der bliver udsat for et overfald. Videoens pointe er, at dette er en almindelig dag i Vollsmose-ghettoen. Et problem der kan ryddes op i, ved at stemme på Alex.

Til TV2/Fyn udtaler politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi, at der intet statistik belæg er for, at der sker flere overfald i Vollsmose-bydelen end andre steder på Fyn. Så meget for filmens overordnede pointe om, at overfald er hverdagskost på et ekstremt plan i Vollsmose.

Alex Ahrendtsen udtaler dog så til TV2/Fyn, at der for ikke mere end et par dage siden var stenkast mod politiet i Odense-bydelen. Og hvad så? Hvad har det med noget at gøre? Det er trods alt ikke hverdagskost i Vollsmose, at der er stenkast mod politiet (jeg har i hvert fald ikke set noget belæg for den påstand). Suk.

Partierne på facebook: Opbakning på facebook i forhold til meningsmålingerne

Der er forskellige værktøjer på facebook der kan tages i brug, hvis man ønsker at ytre sin politiske observans. Man kan give udtryk for den i en statusopdatering, angive den under ’Politiske holdninger’, melde sig ind i grupper for alverdens politiske statements osv. Der er dog også måder at tilkendegive sin politiske observans, så man mere eller mindre systematisk kan sammenligne opbakningen til forskellige partier.

Inspireret af en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S, der viser, hvordan at »Folketinget ville være sammensat«, hvis det byggede på ”Synes godt om”-tilkendegivelser til de politiske partier, har jeg identificeret to andre tilkendegivelsesformer, der kan bruges til at sammenligne og vurdere partiers vælgermæssige tilslutning på facebook i forhold til meningsmålingerne.

Hensigten med dette indlæg er dermed at undersøge hvordan de forskellige tilkendegivelser harmonerer med meningsmålingernes population (altså alle vælgere). Dette vil ske ved at identificere de enkelte partiers opbakning relativt i forhold til andre partiers opbakning, for at kunne finde differensen mellem dette og et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger fra den seneste måned. Hvad angår sidstnævnte bruges tal fra Berlingske Barometer.

Foruden at kigge på partisider, som Kristian også kigger på, vil jeg inddrage hhv. den nye funktion Facebook Spørgsmål og partiledernes sider. Formålet med dette er at kunne vurdere hvilken tilkendegivelsesform der bedst matcher den opbakning partierne har i meningsmålingerne. Alle data der bruges i dette indlæg er indsamlet 13. maj 2011.

Partisiderne har overordnet ikke mange ”Synes godt om”-tilkendegivelser sammenlignet med partilederne (se nedenunder). I denne sammenhæng har jeg fundet partiernes officielle facebook-sider gennem deres hjemmesider. Dansk Folkeparti har ingen officiel facebook-side, hvilket kan være medvirkende til, at differensen er stor her.

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 8.169 16,7% 28,4% -11,7
B: Det Radikale Venstre 3.984 8,1% 6,4% 1,7
C: Det Konservative Folkeparti 3.268 6,7% 6,3% 0,4
F: Socialistisk Folkeparti 10.016 20,4% 13,8% 6,6
O: Dansk Folkeparti 847 1,7% 13,7% -12
V: Venstre 5.342 10,9% 22,8% -11,9
I: Liberal Alliance 7.238 14,8% 4,3% 10,5
Ø: Enhedslisten 10.155 20,7% 3,6% 17,1
I alt 49.019 100% 99,3%[1] 0,7

Tabel 1: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partisider i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkepartis side er den side der harmonerer mest med meningsmålingerne. Da differensen er positiv på baggrund af meningsmålingsopbakningen subtraheret fra partiers tilslutning på facebook, er Det Konservative Folkepartis tilslutning på partisiden større end i forhold til meningsmålingerne. Omvendt betyder en negativ værdi for Venstre, at deres opbakning i meningsmålingerne, er større end til deres facebook-side. Hvis differensen er 0, er der ingen forskel på partiernes tilslutning på deres facebook-side relativt til andre partiers tilslutning i forhold til meningsmålingerne.

For at kunne undersøge om partisiderne giver et mere retmæssigt billede af den reelle tilslutning end de andre tilkendegivelsesformer, tager jeg udgangspunkt i differensen for de forskellige partier, og finder standardafvigelsen. Jo mere standardafvigelsen afviger fra 0, desto mindre harmonerer partiernes opbakning jf. den pågældende tilkendegivelsesform i forhold til meningsmålingerne.

Gennemsnittet vil være lidt over 0, da jeg ikke har medtaget Kristendemokraterne i denne undersøgelse, til trods for at de har 0,7% tilslutning i meningsmålingerne. Standardafvigelsen for partisiderne i forhold til meningsmålingerne er 11,2.

Kigger vi nærmere på Facebook Spørgsmål, har vi at gøre med en forholdsvis ny funktion, hvor at brugerne kan give deres holdning til kende i forhold til forskellige spørgsmål. Jeg har været i stand til at finde to spørgsmål[2] på Facebook Spørgsmål som vil have brugerens holdning til, hvem man vil stemme på. Jeg har taget disse data og lagt dem sammen i den tro, at det er de færreste der vælger at give udtryk for den samme holdning to gange til det samme spørgsmål. Ved at lægge disse sammen får vi i alt 18.073 respondenter.

Parti Stemmeafgivning Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 4.561 25,2% 28,4% -3,2
B: Det Radikale Venstre 996 5,5% 6,4% -0,9
C: Det Konservative Folkeparti 1.086 6,0% 6,3% -0,3
F: Socialistisk Folkeparti 3.340 18,5% 13,8% 4,7
O: Dansk Folkeparti 1.799 10,0% 13,7% -3,7
V: Venstre 2.070 11,5% 22,8% -11,3
I: Liberal Alliance 1.951 10,8% 4,3% 6,5
Ø: Enhedslisten 2.270 12,6% 3,6% 9
I alt 18.073 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 2: Facebook Spørgsmål tilkendegivelser omkring hvilket parti man vil stemme på i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er tilfældet (igen), at Det Konservative Folkeparti ligger tættest på virkeligheden, dog med en større opbakning i meningsmålingerne end på Facebook Spørgsmål. I denne sammenhæng er standardafvigelsen 6,5, og dermed tættere på 0 end ved. partisiderne.

Den sidste tilkendegivelsesform er partilederne. Alle partiers ledere har deres egen side som man kan »synes godt om«. Der er i forhold til denne tilkendegivelsesform meget stor spændevidde i forhold fra den partileder med færrest tilhængere (Lars Barfoed, 2.160) til den med flest (Helle Thorning-Schmidt, 105.243).

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Helle Thorning-Schmidt 105.243 34,8% 28,4% 6,4
B: Margrethe Vestager 14.005 4,6% 6,4% -1,8
C: Lars Barfoed 2.160 0,7% 6,3% -5,6
F: Villy Søvndal 89.493 29,6% 13,8% 15,8
O: Pia Kjærsgaard 14.944 4,9% 13,7% -8,8
V: Lars Løkke Rasmussen 53.762 17,8% 22,8% -5
I: Anders Samuelsen 2.714 0,9% 4,3% -3,4
Ø: Johanne Schmidt-Nielsen
20.526 6,8% 3,6% 3,2
I alt 302.847 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 3: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partiledere i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er det for en gangs skyld ikke Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti der har den mindste differens, men derimod Margrethe Vestager og De Radikale. Standardafvigelsen er ved differensen mellem opbakningen til partilederne og partiernes tilknytning i meningsmålingerne på 8,0.

Overordnet viser mine data, at det er de besvarede spørgsmål på Facebook Spørgsmål der harmonerer mest med meningsmålingerne, dernæst partileder-tilkendegivelser og så til sidst partisider-tilkendegivelser. En standardafvigelse på 6,5 er på mange måder alt for højt til, at facebook er repræsentativt i forhold til den population meningsmålingerne opererer med. En øget repræsentativitet vil dog kunne forekomme ved øget stratifikation.

Der er et hav af problematikker der melder sig, når man undersøger partiernes opbakning i forhold til meningsmålingerne. For det første en grad af usikkerhed forbundet med forskellen mellem dem forårsaget af variationer i begge. For det andet er det, og det må blive den note der er vigtig at fremhæve er, ikke en repræsentativ andel af den danske vælgerbefolkning, der synes godt om politikere og partier på facebook – eller angiver hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag/morgen.

Den mindre analyse jeg refererer til øverst i indlægget indledes med: »Internettet herunder netaviser, Youtube, Twitter og ikke mindst Facebook vil utvivlsomt have en hidtil uset stor rolle i valget år 2011.«. Jeg har tidligere udtrykt min tvivl omkring dette, men ikke desto mindre bliver det utroligt spændende at se nærmere på, hvilken betydning af sådanne medier og platforme, vil få i fremtiden.

For at opsummere, er der ingen tilkendegivelsesform på facebook hvor resultatet tilfredsstillende matcher meningsmålingerne. Højreorienterede vælgere har derfor ingen grund til at være direkte bekymrede for det store flertal, at den mindre analyse giver, til de røde partier. Specielt vil et parti som Dansk Folkeparti alt andet lige have større politisk opbakning ved valg, end på facebook. Uanset hvilken tilkendegivelsesform man kigger på, har Dansk Folkeparti en lavere opbakning der, end i meningsmålingerne, hvilket næppe kan være den store overraskelse.

——————-
[1] Kristendemokraterne er ikke medtaget her, hvorfor at den procentvise kumulerede andel ikke giver 100%.
[2] De to spørgsmål der er medtaget er: Hvilket parti ville du stemme på hvis der valg i dag? & Hvilket parti ville du stemme på hvis der var valg i morgen?

Hjemmerøverier og grænsekontrol

Hjemmerøverier er slemme, specielt fordi at de i de fleste tilfælde rammer tilfældige mennesker. Derfor er det også et perfekt fænomen at bruge politisk, når man skal sprede frygt. Alex Ahrendtsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti, bruger i hans valgvideo hjemmerøverier som et argument for at genindføre grænsekontrollen. Og hvis man gerne vil have genindført grænsekontrollen, skal man stemme på Alex.

Videoen indledes med at referere til Schengen-samarbejdet der medførte, at grænsekontrollen ophørte i 2001. Vi ser dernæst et iscenesat røveri ved højlys dag (udført af en polak) tilsat en gyserfilmslignende lydside. Videoen afsluttes med teksten ”Genindfør grænsekontrollen. Stem Personligt på Fyn på Alex Ahrendtsen.” akkompagneret af et DF-logo og et hjemmesidelink. Du kan selv se filmen her:

Der fremføres to relevante påstande i videoen, som er værd at kigge nærmere på. Den ene påstand er at grænsekontrollen kan forhindre antallet af hjemmerøverier. Den anden er at hjemmerøverier bliver udført af ikke-danskere.

Kan grænsekontrollen forhindre antallet af hjemmerøverier?
Hvis vi antager, at grænsekontrollen har en betydning for antallet af hjemmerøverier (hvor at grænsekontrollen forhindrer hjemmerøverier), må den logiske implikation være, at antallet af hjemmerøverier steg da man afskaffede grænsekontrollen i 2001. Her løber vi dog ind i det problem, at hjemmerøverier først i 2007 fik en selvstændig gerningskode. Alex Ahrendtsen vil derfor have svært ved at dokumentere, at grænsekontrollen gør nogen væsentlig forskel.

Der findes dog tal på det samlede antal af anmeldte røverier i Danmark for tidsperioden (kilde, side 30), som man kan se nærmere på. Hvis grænsekontrollens afskaffelse resulterede i en forøgelse af røverier (hjemmerøverier såvel som andre slags), må vi kunne se en stigning fra 2001 og frem.

Dette ser vi dog ikke. Tværtimod ser man en stabilisering og nedgang i antallet af anmeldte røverier fra årtusindeskiftet til 2007. Den største procentvise stigning sker i slut-90’erne – mens der stadig var grænsekontrol. Der er dog selvfølgelig den mulighed, at antallet af hjemmerøverier er steget relativt efter grænsekontrollens afskaffelse i forhold til andre typer af røverier. Jeg ser dog bare ingen logisk forklaring på hvorfor dette skulle være tilfældet.

Jeg vil nok tillade mig at være lidt kritisk i forhold til at postulere, at grænsekontrollen kan forhindre antallet af (hjemme)røverier.

Bliver hjemmerøverier udført af ikke-danskere?
Den anden påstand er at hjemmerøverier bliver udført af ikke-danskere, altså folk der ville blive stoppet af en grænsekontrol. Der er dog (desværre?) intet der taler for, at antallet af hjemmerøverier vil falde hvis man skærper grænsekontrollen. I hvert fald ikke hvis man skal tro denne nyhed fra sidste år, der bygger på en analyse foretaget af Jyllands-Posten.

På baggrund af analysen konkluderes der, at i et tidsrum på 16 måneder, var der blandt 50 dømte i 30 sager om hjemmerøverier én fra et af de tidligere østlande. Kim Kliver, leder afRigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, bliver i artiklen citeret for: “Billedet af horder af østeuropæiske, organiserede kriminelle, der kommer til Danmark og laver hjemmerøverier, er primært skabt af medierne, og eksponeringen giver befolkningen indtryk af, at problemet er langt mere udbredt, end der er statistisk belæg for“.

Da TV2/Fyn konfronterer Alex Ahrendtsen med at det primært er unge danske mænd der begår hjemmerøverier, siger han: “Det er jo egentlig ligegyldigt om det er unge danske mænd eller om det er kriminelle fra Østeuropa. Det er jo lige slemt for ofrene.”. Sjældent hører man idiotisk et svar. Det er på ingen måde ligegyldigt hvem der begår hjemmerøverier, hvis man siger at det kan løses med grænsekontrol.

Alex Ahrendtsen forsøger at associere kriminaliteten med noget ikke-dansk, og altså en grund til at stemme på ham. En irrationel frygt. Vi skal frygte hjemmerøverierne begået af ikke-danskere … for der er stemmer i frygt. Men som Samuel Taylor Coleridge er citeret for at have sagt: In politics, what begins in fear usually ends in folly.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.