Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.

Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde?

Kigger man på Danmarks Radios historie, fra Statsradiofonien over Danmarks Radio til DR, finder man en ekspansionsfortælling af dimensioner, hvor at teknologi og medier er brugt som gidsler i forsøget på at sikre en aktørs overlevelse.

Det sørgelige ved denne fortælling er, at DR uden de store betænkeligheder har fået frit spil til at ekspandere deres tvangsgesjæft, uden nogen direkte stillingtagen til, om der i det hele taget var brug for et DR. Mantraet har derimod været, at der altid vil være en eksistensberettigelse for DR, uafhængigt af hvad markedet kan levere. Markedet fokuserer jo kun på hvad brugerne vil have, og ikke hvad en elitær, politisk defineret gruppe føler er bedst for andre mennesker.

Ideen er dermed med andre ord, at public service-begrebet (den bedste definition af det begreb kommer Mie Harder med her) kan og skal appliceres på ny teknologi, for at sikre, at DR følger med tiden og sikrer en varig produktion af »public service«-indhold.

Det kan i diskuteres, om der nogensinde har været et egentlig behov for at etablere Danmarks Radio. Denne diskussion er taget i utallige andre sammenhænge, hvorfor at jeg i dette indlæg vil fokusere på et meget mere konkret spørgsmål: Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde anno 2011? Hvilke teknologiske sfærer skal være underlagt et krav om public service? Eller spurgt på en anden måde: Hvilken teknologi skal tages som gidsel, fordi at DR føler, at de skal levere indhold til netop denne platform?

Internettet er et godt eksempel på en teknologi som er blevet underlagt public service-begrebet, uden at der på noget tidspunkt har været brug for det. Hvor at nogen vil argumentere for, at DR er med til at sikre kvalitet og udvikling, vil jeg påstå, at DR er blevet en hæmsko for samme. Internettet har sikret og sikrer i et rigt omfang mennesker adgang til nuanceret billede af informationer, debat, diskussioner, perspektiver og holdninger, på dagblade og andre mediers hjemmesider, for ikke at tale om alverdens hjemmesider der findes derude i det store cyberspace. Alligevel er jeg underlagt et krav om at betale licens, alene fordi at pøblen skal have mulighed for at spille Fodbold-Managerspillet eller se sæsonfinalen i X-Factor når det passer dem.

Jeg vil derfor argumentere for, at der er bagstræberisk, at man skal betale licens fordi at man har en internetforbindelse. Dermed siger jeg ikke, at DR skal holde sig langt væk fra internettet, blot at de brugere der lovpriser DRs tilstedeværelse, må betale gildet. Markedet har skabt et indholdsrigt, dynamisk og funktionelt univers på internettet med alverdens muligheder, som DR aldrig – om de så fik et 1.000 gange så stort budget – ikke kunne producere en brøkdel af. Derfor er det decideret trist, at man for at få adgang til en hel verden af muligheder, er forpligtet til at betale for at kunne besøge dr.dk, hvis man gerne vil besøge Wikipedia. Det svarer til, at man skal en tur forbi biografen og betale for at se en dårlig film, for at kunne få lov til at tage på museum. Logikken er i mine øjne ikke-eksisterende.

Det er ønskværdigt, at DR for fremtiden stopper med at følge med den udvikling markedet skaber. Der er ganske enkelt ikke brug for det. Der er ikke brug for at DR producerer apps til smartphones eller alt muligt andet, som markedet utallige gange har bevist sig langt overlegne i forhold til DRs vilkår. Da Medier Mod Medielicens engang var at finde på mmm.mitego.dk (projektet er desværre ikke online mere), var der et meget godt eksempel på det problematiske i at udvide public service-begrebet, nemlig aviseksemplet:

En måde at vise det urimelige i den kollektive tvangsbetaling for DR er at skabe en fiktiv licens på postkasser. Et scenario kunne lyde som følgende: Fra i morgen skal alle danskere betale licens, hvis de har en postkasse eller brevsprække. Det skal vi, da staten har nationaliseret avis X, da de mener at kunne drive en avis bedre end markedet (!!). Du kan fravælge at have en postkasse (og dermed ikke få andre aviser eller breve leveret), og dermed ikke betale den nye postkasselicens. Dette er præcis sådan DR fungerer: Du får et valg, der reelt ikke er et valg, for som de selv siger i deres sortseer-kampagner, så bliver lidt kedeligt uden TV, internet, mobiltelefon eller radio. Vil du finde dig i et valg mellem alt eller intet?

Dette eksempel rammer hovedet på sømmet i forhold til det problematiske i DRs konstante ekspansion. Det kan ikke være rigtigt, at jeg som almindelig internetbruger, er forpligtet til at betale en generel medielicens, som skal dække et milliardstort budget der skal bruges til at udvide DRs områder, blot for at jeg kan se frem til, at skulle betale licens i fremtiden for de nye muligheder markedet alt andet lige helt sikkert vil udvikle.

Til slut vil jeg gerne komme med et konkret forslag til, hvad jeg ser at Danmarks Radio for fremtiden skal være begrænset til at levere: OBS. Hverken mere eller mindre. Det kan forhåbentlig ske med væsentlige budgetnedskæringer til følge og en naturlig afskaffelse af licensbetalingen.

Danmarks Radio, markedsfeedback og deres partisaner

Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).

For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?

Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.

Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.

Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.

Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:

”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”

Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.

DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.

DR er en tvungen buffet

Hvis DR var en middag, ville det uden tvivl være en tvungen buffet. Tvungen i den forstand, at man skulle betale for den hver dag, uafhængigt af om man kunne lide det eller ej. Uanset hvor mange restauranter, cafeer, fastfoodkæder og andre spisesteder der blomstrede op som resultatet af frie menneskers skabertrang, skulle vi betale for en temmelig gammeldags buffet på en i forvejen alt for dyr restaurant.

Dem der godt kunne lide at spise på DR-restauranten og synes at det var godt at andre blev tvunget til at betale for ens kost, ville næppe være imod konceptet. Samtidigt ville mange måske frygte, at hvis man ikke betalte for den pågældende buffet, ville pøblen måske forfalde til at spise alle deres måltider på McDonalds. Sidstnævnte er næppe et realistisk scenarie, men det er ikke desto mindre en frygt der eksisterer, nemlig at hvis DR lukkede, ville vi kun se Vild med dans og ikke have noget kvalitet tilbage.

Hvis DR var en buffet ville dem der ikke spiste den, hurtigt mobilisere en modstand mod denne – uanset hvor ernærende, økologisk, sund og rig på kostfibre at den end var. Hvis den var så sund at den var værd at betale for, skulle markedet sgu nok kunne levere det! Her man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er en fair præmis, da DR ikke arbejder på markedsvilkår, men jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke køber dette argument. Dette af den ene grund, at DR om de vil det eller ej, ikke kan afskrive sig det publikum de skal levere indhold til og som velvilligt skal betale – på et marked eller gennem politisk tilslutning. Dette har jeg skrevet mere om her.

Vores buffet som vi skal betale til om vi vil det eller ej, er for længst blevet kedelig og er udkonkurreret af kvalitativt bedre leverandører, med undtagelse af en række nicheområder, hvor at DR tilstedeværelse dræber ethvert reelt forsøg på konkurrence. Jeg er tvunget til at blive i bageriet, selvom jeg ikke kan lide lugten.

Man kunne så selvfølgelig håbe på, at vi med tiden vil se, at teknologien udvikler sig så meget, at DR bliver helt overflødigt, men dette kommer næppe til at ske, for som alle andre organisationer, skal DR nok finde et eksistensgrundlag. Dette indebærer bl.a., at DR udvider til så mange platforme som overhovedet muligt og leverer indhold til disse. Nyeste eksempel er ”gratis apps”. Selvfølgelig er noget DR leverer ikke gratis. There ain’t no such thing as a free lunch.

DR er en samling af kokke, tjenere og opvaskere der er bange for, at deres mad ikke ville blive spist, hvis folk selv fik lov til at bestemme. Derfor skal vi stopfodres med deres ligegyldige lort på daglig basis og blot nyde det, fordi at en gruppe af mennesker betaler deres licens. Dét er hvad jeg kalder et køkkenmareridt.

Rekordmange sættes på gaden – hvem har ansvaret?

Det hænder at DRs TV-Avisen laver indslag, jeg ikke helt kan se logikken i. Dertil kommer, at jeg i det hele taget ikke kan se logikken i at have DR. I aftenens udgave af 18.30-nyhederne var der så endnu et indslag, som jeg desværre heller ikke helt kunne se logikken i. Det handlede om folk der bliver smidt på gaden, fordi at de ganske enkelt ikke har råd til at betale deres regninger.

Indslaget, som kan ses her (50 sekunder inde, første indslag), giver regeringen ansvaret for det stigende antal af mennesker der smides på gaden, qua at førstnævnte ved en tidligere lejlighed har sagt, at kurven skal vendes. I den anledning, og i forlængelse af indslaget, interviewes socialminister Benedikte Kjær, hvor at værten, Klaus Bundgård Povlsen, taler direkte om ”jeres ansvar”, med henvisning til regeringens manglende indgriben.

I interviewet kommer Benedikte Kjær ind på noget der er så sandt som det er sagt, og kun fortjener gentagelse. Hun taler om det væsentlige i at se på, hvem det er der bliver smidt på gaden – og hvorfor. Her refererer hun til en undersøgelse der viser, at mange af dem der bliver smidt på gaden, ingen uddannelse har, 40% er lønmodtagere, men har svært ved at få økonomien til at hænge sammen – og halvdelen af dem der bliver smidt på gaden, har sågar ikke engang taget sig den frihed at søge boligstøtte!

Problemet er i bund og grund derfor ikke, at det er umuligt at finde et sted at bo. Problemet er, at man har en levestandard der ikke harmonerer med ens udgifter til lejlighed/bolig. Det er simpel økonomi. Man har et budget, en budgetrestriktion, som sætter rammerne for, hvor meget og hvad man kan forbruge af goder. Det kan og bør vel af gode grunde ikke være statens (eller regeringens) ansvar, at opretholde en levestandard der giver råd til den lejlighed man ønsker at bo i.

Der er ingen tvivl om, at vinklingen på indslaget er problemer med økonomien som primærforklaring på boligproblemet. Problemet kan i bund og grund derfor kortes ned til (hvis regeringen har ansvaret), at staten ikke har givet penge nok til dem der bliver smidt på gaden. Indslaget tager udgangspunkt i Kecia Heidemann, der endelig har fået tag over hovedet igen, efter at have været boligløs. Hendes problemer er helt klart økonomiske, for som hun siger: Jeg er bare bange for, at når der kommer en varmeregning – at jeg ikke kan betale den.

Kecia, der er kontanthjælpsmodtager, giver kameramanden en rundvisning i hendes nye lejlighed, og viser de “små gange og små toiletter”, som hun nu må leve med. Som hun ligeledes fortæller, er det nødvendigt at være småkreativ, for at få det hele til at hænge sammen. Ved at dvale lidt ved hendes situation har jeg dog svært ved at tro på, at Kecia Heidermann er ret kreativ. For i indslaget ser vi ligeledes at fladskærms-TV’et er på plads, katten ligger lunt og godt på gulvtæppet, og lur mig ikke, om hun i det hele taget lever ret godt. Kigger man på hendes facebook-profil kan man ligeledes se, at hun er ryger, er medlem af FitnessWorld m.v. Alt sammen noget man snildt kunne være lidt kreativ omkring, og vælge at prioritere varmeregningen frem for endnu en pakke smøger. Nuvel, jeg skal ikke gøre mig til dommer over andres liv og hvordan de lever dette, men det er og bliver ingen menneskeret at have nævnte.

Hvorfor stiller journalisten ikke så meget som ét kritisk spørgsmål omkring dette? Har hun ikke et ansvar for at tage vare på sig selv og sørge for at have et sted at bo? Hvis så mange andre danskere kan være på kontanthjælp og blive boende i deres hjem, hvorfor kan hun så ikke? Er det overhovedet statens opgave at opretholde hendes levestandard? Skal regeringen stå til ansvar?

Noget kunne tyde på, at vi bare ser en ny trend i medierne. Vi har blot at gøre med det nemme indslag der let lader sig producere vha. såkaldte professionelle fattige som Heidi Astrup og Bettina Larsen (hvornår mon vi ser den første mand?), hvor at journalisten bevidst eller ubevidst udelader de kritiske spørgsmål. Måske i frygt for at det vil få indslaget til at falde til jorden.

Til Kecia Heidemann skal der blot lyde et lille råd: Hvis ingen tager ansvaret for dig og dit liv, er det måske et vink med en vognstang om, at du skal tage lidt ansvar selv.

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

—————-
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

DR må finde sig selv

Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.

Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.

I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.

Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.

Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.

DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.

Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.