Social science research during COVID-19 #2

I have been reading a few papers on conspiracy theories in relation to COVID-19 (primarily because I was asked to read a study on this topic for a journal). In parallel, I have been following the debates taking place between scientists on the origin of COVID-19. In this post, I will argue that there are some interesting discprecancies in how different researchers look at and talk about the origin of COVID-19.

More specifically, consider the lab leak theory on the origin of COVID-19. There are several social science studies that treat this as a conspiracy theory. A few examples are in place. More than a year ago, a study published in June 2020 mapped “retweets that attribute COVID-19 to a bioweapon or a lab in China” to examine the “geography behind a metonymic conspiracy theory”. Another study from September 2020, examined “a conspiracy theory that it [COVID-19] was human-engineered and leaked, deliberately or accidentally, from a research laboratory in Wuhan, China.” A third study from December 2020 looked at “popular conspiracy theories around a Chinese laboratory in Wuhan”. And a fourth study from June 2021 considered “the Wuhan laboratory and 5G theories as classic conspiracy theories”. Of course, this is not a comprehensive review but just to illustrate that there are multiple studies on conspiracy theories within the social sciences that treat the lab leak theory as a conspiracy (similar to that of the 5G conspiracy).

What is interesting about the study of the lab leak theory as a conspiracy theory? The fact that people outside the social sciences do not talk about the lab leak theory as a conspiracy theory. In May, a group of researchers wrote in Science that “We must take hypotheses about both natural and laboratory spillovers seriously until we have sufficient data.” For a good overview of the timeline and why a lot of people were quick to call the lab leak theory a conspiracy, see this feature published in BMJ. There is also a good explainer in Nature on what we know, including arguments for and against the lab leak theory. The head of the WHO has said that it was premature to rule out the lab leak theory. This is definitely not to say that the lab leak theory is the most promising theory, especially as there is more support for the theory that COVID-19 is the result of a natural spillover from humans to animals (see also this recent article).

I am not an epidemiologist. I know next to nothing about the outbreak of diseases. Well, for the sake of the argument I am about to make, let us say that I know nothing about the outbreak of diseases. The world is a complicated place, especially when we are faced with a new virus like COVID-19. I cannot say anything about what is true or false with any level of authority. I believe we know a lot about the virus (and by “we” I primarily mean the scientific community which I am by no means a part of), and there is still a lot we do not know.

However, in general, I believe it is limited what social science research conducted during the COVID-19 pandemic can say beyond what we can already infer from research into previous crises (including previous research on conspiracy theories). In other words, we do not need to begin from scratch if we are to understand human behaviour in relation to COVID-19. In fact, I believe it is deadly dangerous when social scientists prioritise speed over science when they want to act on an opportunity promptly. In my previous post on the topic, I wrote about how I found it problematic and unethical when a group of economists tried to convince Americans to worry less about COVID-19 in the beginning of 2020!

To give the researchers the benefits of the doubt, I am willing to assume that they are incompetent rather than malicious. We did not know a lot about COVID-19 in the beginning, and it is only fair to expect that we should not even consider the possibility of a lab leak as anything but a conspiracy theory promoted by Donald J. Trump and the like.

That being said, the problem is that such research is damaging. If people who are prone to believe in conspiracy theories can see that social scientists are treating theories like the lab leak theory as a conspiracy, why not expect the same for the real conspiracy theories like 5G? This is why it is paramount that researchers should be careful with how they categorise conspiracy theories, especially if they want to publish on such theories in the midst of a global pandemic.

Observationer relateret til COVID-19 #4

Planer. Min plan var, at mit forrige indlæg med observationer direkte eller indirekte relateret til COVID-19 skulle blive mit sidste indlæg i rækken. Der er dog nok en selvstændig pointe i, at hvis COVID-19 har lært os én ting, så er det, at ideen om at lave planer i en pandemi giver meget lidt mening. Det er desuden nu over et år siden, at jeg skrev mit første indlæg med nogle observationer relateret til COVID-19. Jeg husker det som om at pandemien allerede havde stået på længe, da jeg skrev det, og det føles ingenlunde som et år. Tiden flyver. Planer rykkes, aflyses, laves og ændres. Der er noget paradoksalt i, at jo mere kaos der er, desto mere har man brug for planer. Jo mindre sandsynligt det er at en plan kan holdes, desto større er behovet for et detaljeret Gantt-skema. Det gode ved at planlægge er desuden ikke kun prospektivt, men også for at kunne holde styr på, hvornår man havde planlagt at gøre noget – og hvornår man rent faktisk gjorde noget. Jeg har på stående fod ingen idé om, hvad jeg lavede i maj og juni, og så er det godt at kunne gå tilbage i arkivet og blive mindet om, hvad der rent faktisk fandt sted.

Forskningsfrihed. Der har været megen debat omkring COVID-19 og megen debat omkring forskningsfrihed på det seneste, men ikke meget om forskningsfrihed i relation til COVID-19. Det er komisk at observere forskere på en og samme tid diskutere forskningsfrihed og være tavse ift. eksempelvis Carlsbergfondets problemer. Den ene dag kan man se forskere udtale sig omkring forskningsfrihedens udfordringer i Danmark – og den næste dag retweeter de selvsamme forskere Flemming Besenbacher. Det er således interessant at se, hvordan forskere angiveligt har det OK med direkte og indirekte forsøg på at ødelægge den fri forskning, så længe de selv har en god forbindelse til den største trussel mod selvsamme. Jeg har tidligere udtalt mig kritisk omkring Carlsbergfondet, og den seneste artikel i rækken fra Berlingske om hvorfor Carlsbergfondet ikke har noget med seriøs forskning at gøre, bekræfter desværre tidligere kritik.

Dødsfald. Jeg kender (heldigvis) personligt ingen, der er død af eller med corona. Jeg kender også meget få kendte, der er døde af eller med corona. Jeg har læst flere historier, men jeg kan på stående fod ikke nævne én eneste (hvilket måske også siger en del om min selektive hukommelse). De kendte personer, der er gået bort i løbet af pandemien, er personligheder som Poul Schlüter, der som bekendt ikke havde corona. Hvad der ville forekomme mig sørgeligt ved at dø nu (foruden det faktum, at man permanent ville ophøre med at eksistere), er, at man aldrig får enden med på historien omkring COVID-19. Hvornår kom vi ud af pandemien? Hvornår vendte vi tilbage til normalen? Hvordan så normalen ud? Det er dog nok også en af de ting der generelt gør det svært at forholde sig til, at skulle dø. At man ikke får enden på historien med. Hvis jeg kunne få et lille indblik i, hvordan historien ville udspille sig efter min død, ville det trods alt være nemmere at skulle affinde sig med samme. Det er lidt nemmere at skulle forlade biografsalen velvidende, hvad der kommer til at ske i filmen. Desuden bør vi måske retrospektivt sørge mindre over nogle af de dødsfald, der indtraf sent i 2019? Hvis man var 90+ år gammel i 2019 og potentielt ikke havde mange (gode) år tilbage, var det måske slet ikke – igen retrospektivt betragtet – så slemt at skulle tage afsked med denne verden i 2019, før der var noget, der hed COVID-19 og isolation fra de nærmeste? Det kan desuden heller ikke udelukkes, at jeg har tænkt mere på dødsfald i forbindelse med, at jeg har genset Six Feet Under (jeg skrev et kort indlæg om serien for ti år siden). Det er nu 20 år siden at serien havde premiere, hvilket også affødte et par fine artikler om serien (se eksempelvis her, her og her). Serien formår stadig at balancere det tragiske med det komiske, hvilket måske netop gør serien ekstra anbefalelsesværdig i en tid som denne.

Uvidenhed. Der er en masse ting, vi ikke ved om COVID-19. Både som individ og samfund betragtet. Hvad der har interesseret mig på det seneste er at spekulere over, hvor tæt jeg i praksis har været på at blive smittet. Har jeg allerede været smittet? Taler vi rent held? Ville jeg, hvis jeg havde brugt en anden selvbetjeningskasse i Tesco, eller besøgt Tesco fem minutter senere, end jeg gjorde, ved ét besøg i løbet af det seneste år, havet haft virussen? Jeg læste The Knowledge Illusion af Philip Fernbach og Steven Sloman, hvilket kun fik mig til at reflektere mere over, hvor lidt jeg ved (og andre) egentlig ved, om COVID-19. Jeg har ligeledes læst et par empiriske studier om COVID-19 konspirationsteorier, og jeg er ikke overbevist om, at alle de teorier der betegnes som konspirationsteorier, nødvendigvis kan betegnes som konspirationsteorier (ikke at jeg tror de er sande, men at vi ganske enkelt ikke ved det). Det skriver jeg nok et indlæg om en skønne dag.

Café. Da jeg boede i Canterbury, frekventerede jeg ofte en lille lokal café og fik en Americano mens jeg lavede lidt arbejde (blandt andet grundet en elendig wifi-forbindelse, der gjorde det nemmere at undgå overspringshandlinger). Det kan man ikke gøre uden naturligt at komme på talefod med ejeren. Der gik ikke længe fra vi gik til at jeg skulle give min ordre til at han spurgte “The usual?” – til at jeg blot kunne gå ind, få øjenkontakt, give et nik og finde et ledigt bord. Jeg havde det fint med tanken om, at have mit eget sted, hvor alt føltes let og hjemmevant (“Sometimes you wanna go/ where everybody knows your name/ and they’re always glad you came“). Jeg tror pandemien har ændret dette for mig. Nu nyder jeg anonymiteten på Costa, Pret, Starbucks og lignende steder, hvor der er minimal (øjen)kontakt, mundbind, fuld anonymitet og hygiejnestandarder, som var det et industrikøkken. Den større fleksibilitet ift. hvor og hvornår man arbejder, så længe arbejdet bliver gjort, har også åbnet op for at man nemmere kan tage et par timers arbejde på en café i nærheden. Derfor har det også gjort det attraktivt med et abonnement hos Pret (en slags ‘Netflix for kaffe’, om man vil). (Hvis du vil finde en god Pret, hvor du kan sidde og arbejde lidt, kan jeg anbefale at vælge en, der har korte åbnignstider og holder lukket i weekenden, da de som regel ikke frekventeres af turister.) Jeg læste for år tilbage at WeWork sælger kontorplads med gratis kaffe og Starbucks sælger kaffe med gratis kontorplads, og dette ræsonnerer om muligt kun mere med mig ovenpå pandemien.

Sport. Da det stod fast at Danmark skulle spille mod England i EM-semifinalen på Wembley, samt at danske fans ikke havde mulighed for at komme ind i England, blev det muligt for mig at komme ind og se kampen. Jeg havde ikke overvejet dette – og jeg havde knap nok fulgt med i EM (min interesse for fodbold er – som med det meste sport – minimal og jeg ser som regel blot målene, når kampene er forbi). Det var dog intet mindre end en fantastisk oplevelse at mærke stemningen på Wembley, også til trods for kampens udfald (eller måske på grund af kampens udfald? der ville nok ikke have været lige så meget energi og larm, hvis England havde tabt). Wembley er angiveligt den bygning i verden med flest toiletter (det er i hvert fald hvad Wikipedia fortæller mig). I løbet af det seneste halvandet år har det været mærkeligt for mig at være i et offentlig rum med mere end 10 mennesker på samme tid, hvorfor det også var en surrealistisk oplevelse at være i rum med 60.000 andre. Min største bekymring med kampen var testsystemet. Jeg kunne læse forud for kampen, at det ikke blev taget videre seriøst. Hvad endnu mere problematisk var, at jeg skulle selvrapportere mit testresultat. Jeg er relativt overbevist om, at jeg ville have holdt mig langt væk fra kampen, hvis testen var positiv, men jeg er ikke overbevist om, at alle andre ville gøre (og har gjort) det samme. Der har da også været tal, der viser, at EM førte til flere smittetilfælde (da flere unge mænd end kvinder fik COVID-19 ovenpå EM-kampene), men dette kan ikke tilskrives selve det at se kampene på stadion (men i højere grad folk der mødes indendørs og ser kampene sammen).

Esport. På mange måder finder jeg esport mere interessant end sport – også selvom jeg er med på, at man kan diskutere, om førstnævnte er en sport. Pandemien har også været en god anledning til at se mere Counter-Strike: Global Offensive. Jeg stoppede med at følge udviklingen da man begyndte at gå væk fra Counter-Strike 1.6, hvorfor jeg også finder det mere interessant at se kampe på de solskinsramte dust2 og inferno (nuke og train er selvfølgelig også gamle maps, men de forekommer mig for tunge, industrielle og kedelige). Der er ingen tvivl omkring, at der er langt mere strategi (“meta”) i spillet i dag, hvilket kun gør det sjovere at se. Det har dog ikke været uden vanskeligheder, at turneringer skulle flyttes online på grund af corona (for et af de mere ekstreme tilfælde på, hvad der kan gå galt, var der omkampen mellem NiP og Anonymo). Da det første LAN-event, IEM Cologne 2021, fandt sted siden det hele kom online, var det også nemt at se, hvordan spillestilen var hurtigere online, og det er ikke nødvendigvis de samme hold, der klarer sig godt online, der gør sig godt offline.

Mødekultur. Når møder finder sted offline, er der en anden mødekultur, end når man har møder på Zoom. Alene sådan noget som forventet påklædning er anderledes (møder der før i tiden ville kræve et slips, kan nu i de fleste tilfælde gå fint an uden). Jeg har en forkærlighed for møder, der starter til tiden – og ikke giver tid til folk, der lige er ved at lave en kop kaffe eller har ild i en ekstra lang frokostpause. Det værste er webinarer, der konsekvent venter op til 5 minutter på at komme igang, blot så alle får det hele med. Forskning kunne desuden tyde på, at møder der begynder senere irriterer mødedeltagerne og er mindre effektive (se eksempelvis dette studie). Der er også en lang række problemer, der kun kan opstå online, men hvor vi ikke har en praksis eller mødekultur for, hvordan man skal gribe det an. Når man eksempelvis bemærker at en mødedeltager fryser midt i at han eller hun taler, er der mindst fire spørgsmål, der melder sig. Det første er om andre også (non-)verbalt observerer, at en person er frosset fast. Dette kan også besvare, om det skulle være ens egen internetforbindelse, der forvolder problemer. For det andet er der spørgsmålet om, hvor længe personen vil være frosset. Vil det være længe nok til, at personen helt afbryder forbindelsen og skal finde møderummet igen? For det tredje er der spørgsmålet om, hvorvidt personen selv vil være bevidst omkring, hvad der er sket, når personen ikke længere er frosset fast. For det fjerde har vi spørgsmålet om, hvor vigtigt indholdet af det, der blev sagt, sandsynligvis er. Svarene til disse spørgsmål åbner for et hav af forskellige sociale dynamikker, der afgør, hvordan man skal forholde sig til det netop oplevede brud i kommunikationen. Det bedste scenarie er det, hvor ingen andre bemærker, at personen er frosset, og det var kun for en kort stund og personen var blot igang med at samle op på, hvad der allerede var blevet sagt af vedkommende selv og/eller andre på mødet. I denne situation er det kutyme at lade som om, at intet er hændt og om muligt blot kompensere for bruddet ved at nikke endnu mere bekræftende til, at man netop har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Et mere kompliceret scenarie er, hvis man har erkendt, at mindst en anden mødedeltager også har erkendt, at der har været et brud. Dette fører til en situation, hvor det nu er en kollektiv beslutning om den frossede mødedeltager skal gøres opmærksom på bruddet. Min erfaring tilsiger mig dog, at der i 95% af tilfældende er bred enighed om, hvornår det er nødvendigt at informere en person om, at der lige er brug for, at vedkommende gentager en pointe. Dette bliver dog mere kompliceret som en funktion af, hvor længe personen er frosset og hvor vigtigt indholdet er. For hvert sekund der går, skal man både forsøge at udlede, hvad personen kan have sagt og vurdere, hvor længe der skal gå, før det uomtvisteligt skal nævnes, at en person har været frosset. Og skal man i den tid begynde at tale med andre mødedeltagere i frygt for, at der om et sekund eller to opstår en situation, hvor flere personer taler i munden på hinanden? Der er ingen klare normer for, hvordan man skal agere i sådanne situationer, især fordi sådanne situationer aldrig vil opstå på et fysisk møde. Det er den slags, kombineret med talrige andre faktorer, der gør fysiske møder langt bedre end onlinemøder. Når det er sagt har mødekulturen online udviklet sig siden pandemien, og det er langt mere naturligt at holde møder på Zoom i 2021 end 2020, men det er og bliver aldrig det samme.

Valg. Der var lokalvalg i maj i England, og det forløb fuldkommen problemfrit. Der var ved mit valgsted en kort kø (omkring 10 minutters ventetid), men hvis man ser bort fra social distance, mundbind og håndsprit, var det svært at se, at vi var midt i en pandemi. Jeg forventede en meget anden oplevelse, især fordi valgkortet sagde: “Expect voting to be different: You must wear a face covering, expect to queue and please bring your own pen or pencil, if possible.” Måske føltes det endnu mere som at udvise samfundssind, når man ikke alene tog hensyn til andre midt i en pandemi, men også stemte ved et valg (og mon ikke der er en korrelation mellem tilbøjeligheden til at bære mundbind og at deltage i valg). Den 19. juli var det såkaldt “freedom day” i England, hvor de fleste restriktioner blev løftet. Natklubber kunne således holde åbent igen og det var ikke længere et krav at bære mundbind mange steder. Som faste læsere vil vide, er jeg en stor tilhænger af personlig frihed, og især friheden til at gøre hvad der passer en, så længe det ikke skader andre. Det er dette sidste forbehold, der gør det svært for mig at fejre en frihedsdag, og betegne dagen som selvsamme uden en ironisk distance, da friheden til nu at leve “normalt”, uden restriktioner af nogen art, sandsynligvis vil skade andre. Jeg er med på, at det ikke er en nem beslutning – og det er relevant at forholde sig til, hvor længe restriktionerne skal være på plads samt hvor stor en pris man er klar til at betale, men det kan godt gå mig på, hvordan man taler om frihed i en pandemi. En “freedom day” ville alt andet lige også give bedre mening, hvis smittetallene var på et niveau, hvor der var noget at fejre. Meningsmålingerne har generelt vist stor opbakning til restriktionerne, men også stor opbakning til den siddende regering, så det bliver spændende at se hvordan det hele udvikler sig – og hvilke implikationer det vil få ved næste valg (selvom der potentialt er flere år til).

Indien. Sidst jeg var uden for EU (hvis vi ikke tæller post-Brexit England med), var Indien i 2019. Når jeg tænker på steder som Hampi, Old Delhi og Taj Mahal, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan de tager deres forholdsregler ift. corona. Jeg mindes at jeg i begyndelsen af pandemien var overrasket over, hvor godt Indien klarede sig, hvorfor jeg også var mindre overrasket, da tallene desværre eksploderede tidligere i år. Det er intet mindre end en skandale, at der ikke blev lukket af for flytrafikken mellem England og Indien tidligere end der gjorde, hvilket desværre kan forklare den situation vi står i nu (med Delta-varianten).

Influenza. Det er imponerende, hvor meget vi ved om infektionssygdomme, som vi ikke vidste for 100 år siden. Jeg læste således forleden, at læger under den spanske syge ikke vidste, at influenza var forårsaget af en virus. Det fandt man først ud af i 1930erne. Vi kan kun være glade for, hvor meget vi ved om den slags i dag – og håbe på, at folk om 100 år vil se tilbage på 2021 og have akkurat samme tanke om, at vi vidste alt for lidt om infektionssygdomme i 2021.

Frugt. På kontoret har der udelukkende været frugt i naturlig indpakning siden pandemiens udbrud, altså appelsiner, klementiner, bananer m.v. Jeg konsumerer uden tvivl flere klementiner nu, end jeg gjorde for år tilbage, hvor det var mere sæsonbestemt. Det var derfor også et mærkeligt syn, da jeg i juni mødte på arbejde og kunne se frugtskålen fuld af æbler. Det må være et tegn på, at nogen i hvert fald mener, at pandemien er overstået.

Museum. Museumsbesøg er en af de aktiviteter, der ikke er radikalt anderledes efter en pandemi. Det er god stil at holde lidt afstand, ikke at røre ved noget, ikke at råbe osv. Faktisk er det blot blevet nemmere at være på et museum, da der nu er flere retningspile, så det ikke er en kaotisk oplevelse, hvor det kræver et kort at sikre sig, at man får det hele med. Jeg har siden genåbningen fået besøgt blandt andet Tate Modern, The British Museum, The National Gallery, Royal Academy of Arts og Whitechapel Gallery. Jeg kan kun bekræfte, at meget lidt har ændret sig.

Skak. Jeg har fået spillet en del skak i løbet af pandemien (primært bullet, 1+0), men jeg er stoppet igen. Det tager hurtigt overhånd og bliver dermed også noget, jeg alt for nemt kan få mange timer til at gå med. Mit problem er, at når jeg først bliver bidt af noget, vil jeg gennemføre det. Og skak er et svært spil at gennemføre. Det er dog et spil, der om noget kan øve én i at koncentrere sig. Problemet er, at jeg netop ikke bruger skal til at blive bedre til at koncentrere mig og sågar blive bedre til at spille skak, men blot have en nem overspringshandling, hvor man er fri for at tænke – og så er det bedre ikke at spille det. Mine bedste råd til folk der gerne vil blive bedre til skak er: 1) lær basale åbninger (og variationer heraf), evt. vha. af en service som Chessable.com, 2) løs taktiske puzzles, 3) træn dine evner til hurtigt at identificere koordinater på skakbrættet (eksempelvis ved at bruge denne service) og 4) se videoer af og med Ben Finegold og andre pædagogiske skakspillere på YouTube.

Vaccination. Jeg fik min første vaccination på en sommerdag i juni. Vejret var fantastisk og jeg fik det koordineret således, at jeg kunne ses med en tidligere kollega, der blev vaccineret et par minutter efter mig. Det var begrænset med bivirikninger, og jeg krydser fingre for at 2. stik vil forløbe lige så smertefrit. Min vaccinepræference blandt dem, der anvendes i England, var i praksis indifferent (jeg ville føle mig 100% tryg ved dem alle), men skulle jeg vælge, ville jeg gå med Pfizer > Moderna > AZ.

Biler. Jeg er ingen fan af biler, og kunne jeg fjerne dem fra jordens overflade, ville jeg gøre det. Jeg ser dem primært som et kollektivt handlingsproblem, hvor den offentlige transport ville være langt længere fremme, hvis infrastrukturen ikke tillod biler. Jeg så dette studie, der viser, at en stor del af værdien i at have en bil er muligheden for at køre hvornår og hvor det skal være – og denne værdi er øget i løbet af pandemien. Det giver god mening, især når folk også gerne vil undgå kollektiv transport, men man kan håbe, at bilerne i det mindste kan komme helt ud af byerne, når pandemien er overstået. De første tegn er her allerede, når man ser på, hvilke planer der er for Oxford Circus.

Restauranter. Jeg har i et tidligere indlæg gjort mig et par observationer omkring det at spise på restaurant i løbet af pandemien. Jeg kiggede på listen over steder, jeg havde spist ude fra 2020 til og med i dag, og det var sjovt at se, at der naturligvis kun var steder i England og Danmark. Her er listen: Notorious B.R.G (Canterbury), Fora Restaurant, Mudmee Restaurant, hohaki, Restaurant MAISON (København), The Godfather Pizza (Manchester), Gourmet Pizza Company, Busaba, Honest Burgers, Circolo Popolare, Bizzarro Restaurant, Kirvem Restaurant, Côte Brasserie, Murger Han Restaurant, Pizza Union, Dragonfly Cafe, BúnBúnBún, Laboratorio Pizza, Wicked Burgers, Hungry Donkey, Dishoom, CHIK’N, The Alchemist, Picky Wops, Eat ACTIV, Barcelona Tapas, Melrose Restaurant (Brighton), Tommi’s Burger Joint, Chamisse Restaurant, Roti King, Chopstix Noodle Bar, Hakkasan, The Kati Roll Company, The Barge House, HAZ, Byron Burgers, Under Uret (Svendborg), Burger Anarchy (Odense), Cafe Skt. Gertrud (Odense), Gaza Grill (København), Gasoline Grill (København), Chez Bruno (København), Pastaio, Mumbai Square, Bistrotheque, 3 Mien, Pizza East, 1 Lombard Street Brasserie, Restaurant & Bar, The Bike Shed, Mamuśka!, Cecconi’s Shoreditch, Rosa’s Thai Cafe, Ehla, The Hungry Buddha, Makan Malaysia, Nanny Bill’s, Kateh Restaurant, BrewDog, Albie Restaurant, Pho, Bleecker, Momoland, Burger & Beyond, Tikkarito, Katsutopia, Patty & Bun, Motu Indian Kitchen, SoBe Burger, Big Moe’s Diner, OTT Burgers, 1947 Restaurant & Bar, Mediterranean Cafe Soho, Butchies, Black Bear Burger, Meson Don Felipe, Sushi Lane, Morley’s Chicken, Bone Daddies, Cubana, Ghost Burgers og Smoking Goat. Som man også kan se, er der i de fleste tilfælde også tale om steder, hvor man kan spise ude, hvis vejret er godt. Mit håb er dog, at jeg i løbet af det kommmende år vil spise mere ude under normale omstændigheder og i andre lande end England og Danmark.

Observationer relateret til COVID-19 #3

Se også: #1, #2

Traditioner. Forud for pandemien var det en naturlov, at der var større fodboldbegivenheder og OL hvert fjerde år. Som noget, intet kunne rokke ved. Jul og nytår var også noget, der altid ville finde sted traditionen tro. Traditioner er vigtige, og det kom ikke bag på mig, da en meningsmåling i december viste, at en stor andel af danskerne ikke havde i sinde at følge myndighedernes anbefalinger. Julen blev dog ikke som forventet, og pandemien har lært os, at ingen tradition er hellig. Med lidt god vilje kan vi godt ændre på den slags. Verden er langt mere foranderlig, end vi tror. Intet er helligt. Det er på mange måder befriende.

Morgenmadsrutine. Jeg er et rutinemenneske, når det kommer til morgenmad. Den står altid på havregryn. Uden sukker. Med nødder og sojamælk (jeg stoppede med at købe komælk i 2018). Og appelsinjuice og stempelkandekaffe. Det er en rutine, der blot er blevet konsolideret i løbet af pandemien. En af de nye aktiviteter jeg har fået taget op i løbet af pandemien, er hjemmelavet juice. Min favorit er appelsin med gulerod og ingefær, men æble med ingefær og bladselleri kan også gå an. Når man primært arbejder hjemmefra er det også lettere at lave en hel kande koffeinfri stempelkandekaffe om morgenen, hvilket fungerer som en perfekt overgang fra morgen til formiddag. Jeg savner omvendt også afbræk i denne rutine, herunder især kontinental hotelmorgenmadsbuffet (den eneste type buffet, jeg kan se logikken i).

Bagklogskab. Allerede i januar var mit feed fyldt af tweets og nyhedshistorier om, at det nu var ét år siden, at WHO eller andre sagde det ene eller det andet. Det er let at finde udsagn fra folk, der tog fejl. Der er ikke altid noget nævneværdigt ved at tage fejl. De fleste af os tager fejl om mange ting på noget nær daglig basis, inklusiv ting vi er eller bør være eksperter i. Problemet opstår, hvis man ikke kan erkende disse fejl – og dermed ikke tager ved lære af samme. Cass R. Sunstein bør man således holde sig fra at tage alvorligt. Der er også gode eksempler på bidrag, der tidligt og med stor præcision, forklarede hvad vi sandsynligvis ville gå i møde (se eksempelvis her).

Alkohol. Jeg drak ikke så meget som én dråbe alkohol i 2019, hvilket var et interessant forsøg. Jeg er – set i bakspejlet – glad for at jeg havde dette forsøg i 2019 og ikke i 2020. For det første fordi en af årsagerne til ikke at drikke var at undersøge de sociale aspekter ved ikke at drikke alkohol. Dette ville have været svært (eller for nemt?) i 2020. For det andet fordi alkohol trods alt er fantastisk (i moderate mængder) – især midt i en global pandemi. Som med mange andre ting har alkohol været et godt redskab til at hjælpe med at sondre mellem hverdag og weekend, hvorfor jeg afholder mig fra at drikke på hverdage. Har du interesse i at lære mere om alkoholens betydning for din krop og samfundet, kan jeg fint anbefale bogen ‘Drink? The New Science of Alcohol and Your Health‘ af David J. Nutt.

Vacciner. Det har været fantastisk at følge udviklingen af en effektiv vaccine. Det var absolut ingen selvfølge, at der ville komme en vaccine så hurtigt – især ikke hvis man tager tidligere pandemier i betragtning. I begyndelsen af pandemien var mange eksperters bud, at vi skulle vente en årrække på en effektiv vaccine. Hvor formidlingen af data i 2020 især handlede om antallet af nye smittede, handler formidlingen af data i 2021 i høj grad om antal vaccinerede. Der er således sket et skift fra “negative” til “positive” tal. Jeg ved dog absolut intet om vacciner, og det har været interessant at se, hvordan mange DJØF-uddannede, der besidder en ekspertviden i forhold til hvordan og hvornår vacciner bør godkendes. Her skal det nævnes, at jeg absolut intet har imod at folk udtaler sig om forhold, der ikke er direkte relateret til det felt, de forsker i, men at det er godt at være relativt beskeden (læs evt. dette fantastiske paper). Det eneste jeg har det kategorisk svært at affinde mig med er, hvor dårlige vi er til at forholde os rationelt til de (lave) risici, der er forbundet med at tage vacciner (især sammenlignet med de gevinster der er for samfundet generelt betragtet).

Carlsbergfondet. I 2016, da jeg havde indleveret min ph.d., søgte jeg postdoc-midler hos Carlsbergfondet, hvorfor jeg selvsagt er biased (jeg bærer dog absolut intet nag over en afvist forskningsansøgning – det er the name of the game). Det er min klare opfattelse, hvis ikke navnet allerede skulle have afsløret det, at der intet ædrueligt er ved foretagendet. Det har længe været åbenlyst, at det primært er venner af huset, der har fået forskningsmidler fra Carlsbergfondet. Det kunne aldrig falde mig ind at søge midler der igen, eller anbefale andre at gøre det. Jeg er ikke bekendt med, at nogen forsker, der offentligt har ytret kritik af forskning finansieret af Carlsbergfondet, efterfølgende har haft succes med at søge midler der. Og jeg har endnu mindre grund til at tro, at det er noget vi vil se så meget som ét eksempel på i fremtiden. På den måde er Carlsbergfondet tættere på at være et marketingsbureau end en forskningsfond (et af de definerende karakteristika ved sidstnævnte er desuden, at der gennemføres fagfællebedømmelser af ansøgningerne). For et godt eksempel på, hvad jeg blandt andet mener er problematisk, kan man se dette eksempel på, hvordan Carlsbergfondet ser på forskning. Med det kendskab vi har til fraværet af fagfællebedømmelser hos Carlsbergfondet og deres dubiøse praksis generelt betragtet, skal det heller ikke være nogen overraskelse, at jeg er yderst kritisk ift. meget af den “forskning”, de kaster penge efter.

Måltidskasser. Før pandemien havde jeg ikke så meget som overvejet at hoppe med på måltidskassevognen. Især de kendsgerninger, at det er relativt nemt at time, hvornår man er hjemme, og man har mere fleksibel tid til at lave mad, har gjort det mere attraktivt at modtage en ugentlig måltidskasse. Det kan kun anbefales, hvis man har muligheden herfor. Der er ligeledes et stokastisk element, hvor man prøver ny og varierende mad, der fungerer rigtig godt med måltidskasser (og dette videnskabelige studie kan forklare hvorfor).

Sygdom. Det hele handler om ikke at blive syg. Mange ting er derfor også vendt på hovedet. Hvor det før pandemien var atypisk at tænke på at blive syg, er det i en pandemi langt mere vigtigt at man aktivt gør hvad man kan for, at konstruere en hverdag, hvor man er rask og ikke tænker på at blive syg hele tiden, mens man tager sig sine forholdsregler. Normalt når jeg har en slem forkølelse, tænker jeg meget på, at jeg vil værdsætte at være rask mere, eller at jeg burde have værdsat det endnu mere, når jeg ikke var syg. Det er lidt samme situation nu med tiden før COVID-19.

Rejselitteratur. Parallelt med at jeg var i lockdown fik jeg læst Amor Towles’ A Gentleman in Moscow. Det er en utroligt velskrevet og interessant bog, og til trods for at jeg mangler en kontrafaktisk læseoplevelse, er det min vurdering, at det giver en bedre læseoplevelse at læse bogen mens man er i lockdown. Det er det tætteste man, når ingen rejser er mulige, kommer på den “normale” oplevelse at læse bøger, der foregår det sted, man rejser.

Brexit. Det er imponerende hvor lidt verden har ændret sig, når det kommer til Brexit. Dermed ikke sagt, at Brexit ikke har haft en stor betydning – og ikke kommer til at få det i årtier fremover. Nyhederne op til nytår talte om et “extraordinarily uncertain moment“, da et “No deal”-Brexit stadig var en mulighed. Dette kom samtidig med en ny mutation af COVID-19-virussen, der forårsagede at mange danskere var strandet i London. Jeg må blot konstatere, at pandemien har gjort det meget svært for mig at mærke Brexit på egen krop. Endnu.

. Jeg har aldrig haft et problem med at gå langt (altså relativt betragtet). Tværtimod. Når det kommer til at finde nye gåture i London, har jeg forsøgt at lade mig inspirere af London Greenground map og forskellige gåruter i relation til Capital Ring og Green Chain. Det er dog begrænset, hvor mange nye ruter jeg rent faktisk har fået udforsket, da jeg åbenbart er et vanemenneske, der nyder den samme rute med mindre variationer. En af grundende hertil er nok, at det er mindre attraktivt at udforske nye områder, når infrastrukturen ikke er normal, herunder at det er begrænset hvilke muligheder der er for at købe mad eller finde noget så basalt som et offentligt toilet, der har åbent.

Instagram. Twitter har som altid været en fornøjele under pandemien, men Instagram er om noget blot blevet endnu mere ligegyldigt og overflødigt. En af grundene er nok, at det er begrænset hvor meget visuelt nyt, folk kan dele, når de blot er hjemme. En anden grund er selvfølgelig blot, at det er et Facebook-produkt (jeg kan i den forbindelse varmt anbefale bogen No Filter: The Inside Story of Instagram). Instagram bliver nok det næste sociale medie, jeg siger farvel til.

Minimalisme. Jeg har før leget med tanken om, hvor dejligt det kunne være, hvis verden gik i stå i et års tid, så man havde mulighed for at samle op på det hele og få færdiggjort en masse (“be careful what you wish for“). Jeg har forsøgt at leve mere minimalistisk i løbet af de seneste 5-10 år – ikke grænsende til spartansk, men klart på en måde hvor jeg nyder at skille mig af med ting mere end jeg nyder at erhverve mig samme. Pandemien har været en god anledning til også at få gjort mere rent digitalt. Der er projekter der, må jeg erkende, aldrig kommer til at materialisere sig. Jeg har slettet et tocifret antal mapper med idéer, analyser, tanker m.v., da de ganske enkelt ikke tiltalte mig mere og derfor ville være mere arbejde end fornøjelse. Der kunne sandsynligvis have kommet gode projekter ud af det, men værdien af at have et minimalistisk setup, med fokus på det der er vigtigt for en, er langt mere værd. Ligeledes har jeg slettet udkast til en lang række blogindlæg, der ville tage en del tid at få færdiggjort (mere tid end jeg følte, jeg var klar til at bruge på dem).

Sammenblanding. Det bliver sværere og sværere at isolere effekterne og betydningen af COVID-19. Hvilken effekt har COVID-19 på mine præferencer? Hvilken effekt har ét år på mine præferencer? Giver det overhovedet mening at se på noget længere som isoleret af COVID-19 på den ene eller anden måde? Hvordan ville livet se ud nu i fraværet af COVID-19? Det ved jeg ikke. Derfor tænker jeg også, at dette for nu må blive det sidste indlæg med forskellige observationer, der er mere eller mindre relateret til COVID-19. Vi kommer til at leve med pandemien og dens følgevirkninger de næste mange år, men det må være på sin plads at konstatere, eller konkludere, at vi nu er ude af den periode, hvor COVID-19 var ny og unik. Alt er flettet sammen med COVID-19 nu. Pandemien har ganske vel ført noget godt med sig også, men jeg er godt nok træt af den i skrivende stund. Selv det at skrive om pandemien nu gør mig træt.

Global risks, climate change and COVID-19

On 15 January 2020, the World Economic Forum released The Global Risks Report 2020. The report was published before we talked about COVID-19 which makes it an even more interesting read. There are a lot of risks in the world. Weapons of mass destruction, food crises, natural disasters, climate change, data fraud, unemployment, asset bubbles etc. All of these risks differ in likelihood and potential impact.

Here is the global risks landscape of 2020 according to the report:

We can see a few things here. First, there is a positive correlation between likelihood and impact (with weapons of mass destruction being an outlier). Second, most of the likely risks with a high impact are related to climate change. This is in line with what the economist Dina D. Pomeranz wrote on 31 December 2019: “The key issue that can endanger much of the progress the world have achieved in so many areas is climate change.” Third, infectious diseases is not that likely, and it is even more likely that we would face a critical infrastructure failure rather than infectious diseases.

Of course, what we know now is that infectious diseases would be a severe problem in 2020. However, on the risks landscape above it is below average in terms of likelihood. This might simply reflect that we are not good at considering the tail risk of contagious diseases. The global risk report is based upon survey data on risk perceptions and will, for that reason, not reflect the actual likelihood of an event happening.

Tuesday, World Economic Forum launched their 2021 Global Risks Report. The top risks in terms of impact are now infectious diseases, climate action failure and weapons of mass destruction. Here is the new global risks landscape:

It is clear that the two risks with the biggest impact and likelihood are infectious diseases and climate action failure. But how should we think about these two risks? One possibility is to see them as unrelated. This would indicate that we should focus now on COVID-19 and then focus on climate change. However, I believe there are profound reasons for not see the risks as unrelated. On the contrary, these risks are correlated.

Noteworthy, there are important temporal differences between the two risks. While the climate crisis is happening right now, the key difference between the two crises is, in the words of Lidskog et al. (2020), the “urgency of action to counter the rapid spread of the pandemic as compared to the slow and meager action to mitigate longstanding, well-documented, and accelerating climate change”.

Risks are correlated and we cannot talk about infectious diseases as something that is completely unrelated to climate change. However, I believe that these risks will not be identical over time. Specifically, my sense is that the risks are negatively correlated in the shorter term but positively correlated in the longer term.

What we have primarily seen in the coverage of climate change in the wake of the COVID-19 pandemic are stories about less pollution. We have all seen the various pictures of nature and subsequent “nature is healing” memes. COVID-19 led to a reduction in global CO2 emissions and air pollution, demonstrating certain short-term effects of the pandemic. Of course, this is not sustainable in the future and we cannot conclude that the solution to climate change is another pandemic.

On the contrary, climate change will make pandemics worse. Pandemics are related to the destruction of nature and will get worse because of climate change. Specifically, climate change is making it more likely that we will experience similar vira in the future, as described by Colin Carlson, an ecologist at Georgetown University, to Ed Yong: “the biggest factors behind spillovers are land-use change and climate change, both of which are hard to control. Our species has relentlessly expanded into previously wild spaces. Through intensive agriculture, habitat destruction, and rising temperatures, we have uprooted the planet’s animals, forcing them into new and narrower ranges that are on our own doorsteps. Humanity has squeezed the world’s wildlife in a crushing grip—and viruses have come bursting out.”

The key point is that we should treat the risk of pandemics and climate change within the same framework. Luckily, there has already been quite some attention to how the recovery from COVID-19 has to be green. In other words, it is not about returning to the world pre-COVID-19, but make a green recovery. The pandemic is a chance to do better for the climate and transition from a ‘brown’ to a ‘green’ economy over the next ten years. There are different ways to move forward and a strong green stimulus can meet global net-zero CO2 by 2050.

What we should care about is the long-term recovery and in particular the short-term costs to ensure long-term sustainability. One of the concerns is that climate change is already happening and COVID-19 is an inequality accelerator. For example, those who already experience the huge cost of climate change do more so during the pandemic. Again, the global risks related to pandemics and climate change are interconnected.

The good news is that, even in the midst of the pandemic, the public perceives climate change as a great threat – including in the United States and in Europe. The bad news is that there are important differences between a pandemic and climate change. Specifically, as Ramez Naam notes, “coronavirus is actually a much easier challenge for people to conceptualize”. Unsurprisingly, those who are more likely to be concerned about the pandemic and wear a mask will also be more likely to be concerned about climate change. For that reason, alas, I expect many of the challenges we have seen during the pandemic to still be relevant long after COVID-19.

We cannot self-isolate from the effects of climate change, but hopefully the experience with COVID-19 will have increased our understanding of global risks and enable scientists and politicians alike to address the risks of both infectious diseases and climate change.

How not to measure conspiracy beliefs #3

Here is a brief update to my two previous posts on the flawed study published in Psychological Medicine. To recap, the study found that almost half of the respondents in a UK sample agree that the “[c]oronavirus is a bioweapon developed by China to destroy the West”.

In a new study, John Garry, Rob Ford and Rob Johns find that this number is most likely closer to 30% than 50% of the UK population (in a representative sample from Deltapoll). The authors address the criticisms raised in the previous posts and find that the belief in COVID-19 conspiracy theories is indeed lower when we take some of these methodological limitations into account.

It is great to see additional studies tackle these survey design issues and provide estimates on the “true” proportions. I highly recommend that you read the study.

I do not have a lot to add here except for two points. First, I am surprised by the numbers in Garry et al., i.e. that even when we use a “best practice” approach, the numbers are very high. The authors argue that the “prevalence of support for coronavirus conspiracies is only around five-eighths (62.3 percent) of that indicated by the Freeman et al. approach”, but I am not sure I would use “only” here. This is still a lot. In other words, if anything, I am surprised that the flaws in the original study did not matter more, especially when comparing the results to that of Douglas and Sutton (though they rely on a convenience sample).

Second, while the study also aims to provide more valid estimates on the causal effect on beliefs in conspiracy theories in compliance, I am not convinced the authors can say anything meaningful about this. Take this argument in the paper: “Of course, estimates of any causal effect of conspiratorial beliefs on compliance requires not just good measurement but also a move beyond bivariate correlations. By taking a step in that direction with controls for trust in various actors, we have provided a more restrained estimate of the potential effect of conspiracy beliefs on adherence.” Specifically, I am not convinced that simply controlling for trust in various actors will provide better estimates (there are multiple potential pathways between trust in actors, conspiratorial beliefs and compliance that cannot easily be addressed by adding covariates to a multiple linear regression model).

Again, it is great to see additional empirical attention to the question of how many people actually hold conspiratorial beliefs. The numbers in the original study were extreme, but maybe not as extreme as I would have initially thought.

Observationer relateret til COVID-19 #2

Dette er en forlængelse af mit forrige indlæg med observationer relateret til COVID-19.

Gensyn. Færre film bliver lavet og udgivet i løbet af pandemien. Flere film, der skulle have været ude nu, er blevet udskudt til 2021, og mange projekter er blevet sat på pause. Dette betyder også, at der ganske enkelt er mere tid til at få set andre film (forudsat at den tid man bruger på at se film, er konstant). Jeg har i løbet af de seneste måneder haft mulighed for at gense blandt andet Citizen Kane, Pulp Fiction, No Country for Old Men, The Truman Show, Goodfellas, Do the Right Thing, The Usual Suspects, Mad Max: Fury Road og Chinatown. Nævnte film kan alle anbefales.

Musik. Musikken er en af de få undtagelser i forhold til ny kultur, da det som bekendt er en helt anden (fysisk) proces end at skulle lave en film eller TV-serie. Der er kommet en del gode albums i 2020 og jeg har svært ved at forestille mig, at året ville have set fundamentalt anderledes ud rent musikalsk, havde der ikke været en pandemi. Jeg så en overskrift på et studie forleden, der påstår, at folk har lyttet til ældre musik i løbet af pandemien (idéen er at folk er blevet mere nostalgiske i deres musikforbrug). Jeg har ikke læst studiet og skal af samme grund ikke kunne udtale mig om, hvorvidt jeg tror på resultaterne. Jeg kan blot notere, at jeg ikke selv har bemærket at lytte til mere ældre musik end normalt (eller i hvert fald ikke musik, der kan betegnes som a trip down memory lane). Tværtimod har jeg været travlt beskæftiget med at holde mig opdateret på nye albums, der er kommet ud. Min foreløbige top 10 for i år består af Jay Electronicas A Written Testimony, Killah Priests Rocket to Nebula, Nine Inch Nails Ghosts V: Together, Roger Eno og Brian Enos Mixing Colours, R.A.P. Ferreiras (aka Milo) Purple Moonlight Pages, Curren$y og Harry Frauds The Outrunners, Parkers Suite for Max Brown, Romares Home, Blu & Exiles Miles og MIKEs Weight of the World.

Udgifter. Det er blevet nemmere at lave et budget for, hvilke faste udgifter, man har. Selvom der er nogle bestemte udgifter forbundet med at arbejde hjemmefra, bruger jeg generelt meget få penge, når jeg holder mig hjemme og kun går til Tesco i ny og næ. Ligeledes har HM Revenue and Customs givet et lille skattefradag til dem, der nu er tvunget til at arbejde hjemmefra. På den måde har pandemien været god for min økonomi. Igen er min bekymring ikke min egen privatøkonomi, men samfundsøkonomien generelt betragtet og især dem, der arbejder i brancher der på kort sigt er hårdt påvirket af pandemien.

Klima. Det er ingen overraskelse, at klimaforandringer ikke har stået øverst på dagsordenen i løbet af 2020. Det virker sågar til, at der er en konsensus om, at der først skal være styr på COVID-19 før vi igen beskæftiger os med klimaet. Dette er en klar fejl, som jeg nok skal skrive et længere indlæg om ved en senere lejlighed. Det er ingen hemmelighed, at klimaforandringerne allerede er her (atmosfæren er varmere, gletsjerne smelter og vandstanden er steget). Derfor virker det underligt at der ikke politisk bliver fokuseret mere på klimaforandringerne, end tilfældet er. Dertil skal det tilføjes, at COVID-19 på mange måder har øget min skepsis i forhold til, hvordan vi kan løse mange af de globale udfordringer, vi har med at gøre i disse år. Vi kan ikke selvisolere os ud af klimakrisen. Vi kan ikke blot øge afstanden til hinanden, arbejde hjemmefra og satse på en vaccine. Jeg frygter at vi først for alvor vil se en offentlig (og dermed politisk) interesse, når det er for sent (altså på et tidspunkt hvor prisen vil være betydeligt større, end hvis der blev vist langt større handling nu).

Pendling. De færreste har brug for at pendle meget i 2020, og noget tyder på, at vi kommer til at pendle en del mindre i fremtiden. Jeg har aldrig brudt mig om at pendle, hvorfor jeg forsøger at bo relativt tæt på, hvor jeg arbejder (gerne et sted mellem 15-30 minutter på gåben eller cykel). Forskning har da også vist, at folk der pendler meget er mindre tilbøjelige til at indgå i sociale aktiviteter og har et dårligere helbred (se evt. også denne video). Putnam beskriver blandt andet i Bowling Alone, hvordan ti ekstra minutter i pendlingtid reducerer tilbøjeligheden til at tage del i lokale aktiviter med 10 procent. Dette er dog ikke det samme som, at der ikke kan være fordele ved at pendle. Jeg læste dette studie, der viser, at det at pendle også kan fungere som en rolleovergang, eksempelvis fra forælder til kollega, så pendlingtiden fungerer som en buffer mellem forskellige roller. Jeg havde for år tilbage en idé om at kigge nærmere på de politiske implikationer af at pendle. Konkret var min idé at koble registerdata sammen med surveydata og bruge Google Maps API til at udregne daglig transporttid mellem arbejde og hjem og undersøge de politiske implikationer af at pendle (jeg fik lavet et script, der nemt kunne udregne transporttid mellem hjem og arbejde, men jeg kom aldrig videre med projektet). Dette er dog et af de emner jeg ser frem til, at der kommer mere forskning omkring i relation til COVID-19.

Kontor. En lang periode uden adgang til kontoret har fået mine øjne op for nogle af de aspekter, jeg har savnet ved kontoret. Her tænker jeg ikke det sociale aspekt ved at ses med mine kollegaer, som jeg var klar over fra dag 1, at jeg ville savne. Jeg tænker konkret på de mere trivielle aspekter, herunder at cykle til kontoret i godt vejr (apropos at pendle). Eller det faktum at det føles mere naturligt at gå ned og hente en kaffe hos Starbucks, end hvis man blot sidder og arbejder hjemme (apropos udgifter). Med andre ord har pandemien gjort det nemmere for mig at værdsætte de trivielle aspekter af at arbejde, der alt andet end værdsættes under normale omstændigheder.

Podcasts. På samme måde som med musik har pandemien ikke gjort den store forskel for podcasts – og hvis den har, har den nok kun ført til endnu flere podcasts (til trods for at folk pendler mindre og derfor måske forbruger podcasts i mindre omfang). De podcasts jeg primært lytter til kan deles op i de følgende kategorier: kultur (e.g. Han Duo, Filmnørdens Hjørne, Pop Culture Happy Hour, Sardonicast, Stream and chill, Soundvenue Streamer), politik og økonomi (Conversations with Tyler, The Ezra Klein Show, EconTalk), narrativt orienterede podcasts (e.g. Hardcore History, WeCrashed: The Rise and Fall of WeWork, The Dropout og Revisionist History), psykologi (e.g. Two Psychologists Four Beers, Very Bad Wizards, The Black Goat og Everything Hertz) og diverse andre danske (e.g. DataSnak, Her Går Det Godt, Programmet om Ingenting og Kortsluttet).

Biografen. Det var en fornøjelse at være i biografen igen (bare rolig – masser af distance, mundbind, Test and Trace osv.). De respektive trailers, der blev vist før filmen, var ikke opdateret med premieredatoer. Derfor viste datoerne stadig april og maj. Det fik mig til at fundere over hvor anderledes 2020 havde set ud, havde vi ikke fået COVID-19. Dette var nogle andre kontrafaktiske overvejelser end i begyndelsen af pandemien, nu hvor tiden i 2020 var gået. Som med mange andre semi-sociale aktiviteter er det svært ikke at være blot lidt begejstret for, hvor civiliseret sociale interaktioner er nu. Dette gælder ikke kun for social distance, men også noget så basalt som ikke at tale midt under en film (nuvel, blot en anekdotisk observation, men jeg håber det er et generelt fænomen).

Tidshorisont. COVID-19 er en permanent virus i samfundet. Selv hvis vi ganske usandsynligt skulle lykkedes med at opnå en situation, hvor intet menneske på jordens overflade længere havde COVID-19, ville den stadig være at finde blandt dyr. Spørgsmålet er ikke hvornår COVID-19 er datid, men hvornår vi ganske naturligt vil være i en kontekst, vi igen kan kalde ‘normal’, hvor virussen ikke sætter rammerne og restriktionerne. Jeg ser ingen grund til at være optimist omkring, hvornår vi kan vende tilbage til en ‘normal’ verden. Hvis det er snart, tager jeg lykkeligt fejl.

Lufthavne. Mit førstehåndsindtryk af lufthavne under COVID-19 er, at der er mere plads, bedre wi-fi og færre børn (igen en anekdotisk observation). Alt i alt virker lufthavne mere behagelige. Når det er sagt har jeg ikke helt samme motivation til at være der tidligt, da jeg ikke finder samme ro i at sidde og arbejde i lufthavnen flere timer, før jeg boarder. Lufthavne som et socialt rum, hvor jeg kan få lavet en masse arbejde, synes med anre ord at være fortid.

Rejser. Jeg savner ikke at rejse, men jeg savner at have rejst.

Evidens. Det siges, at jo mere sikker nogen er i forhold til COVID-19, desto mere kritisk skal du være. I begyndelsen af pandemien var der meget lidt enighed om, hvad der var den bedste strategi til at reducere smittespredningen. Der blev blandt andet talt om, at det var bedre at forsøge at opnå flokimmunitet end at lukke samfundet ned. Under alle omstændigheder var der brug for politisk stillingtagen til, hvilke tiltag, der (ikke) skulle indføres. Et godt eksempel har været de forskellige tilgange i Sverige og Danmark. Vi har nu relativt klar evidens for, at Trump klarede det elendigt (ikke den store overraskelse) – og det samme har den britiske regering (ej heller den store overraskelse). Vi har nu også evidens for, at COVID-19 især er luftbåren (se også denne fine artikel). Det interessante er her at se, hvordan forskellige lande begynder at have (relativt) identiske tiltag i forhold til COVID-19, jo mere vi ved om, hvad der virker og ikke virker. Eller mere specifikt: det er blevet lidt lettere at se, hvad der er rene politiske beslutninger. Det er i den sammenhæng også interessant at se, hvordan folk forsøger at politisere tiltag i Danmark, der burde være bred enighed omkring, og hvordan folk oplever Danmark set fra udlandet (eksempelvis Christian Bennike i Bruxelles og Kristian Leth i New York).

USA. Pandemien har på mange måder ramt USA hårdt. Det har været spændende at følge amerikansk politik i 2020. Det har ligeledes været et år, der har vist, at der ikke er noget exceptionelt ved USA (hvis nogen stadig skulle være i tvivl). Da jeg flyttede til USA i 2014 fik jeg ét råd i forhold til sundhedsvæsenet: Forsøg for alt i verden at sørge for, at det ikke bliver aktuelt at bruge det. Dette var ikke et råd ment i spøg. Det er ingen overraskelse at et samfund som USA ikke er godt gearet til en virus a la COVID-19, og jeg savner ikke at bo der. Trump har ikke gjort noget godt for USA, men som med mange andre problemer i USA er han symptomatisk for disse problemer, hvorfor det er svært at forestille sig, at USA havde klaret sig fint under alle omstændigheder.

Hygiejne. Mange af de hygiejnetiltag vi ser er primært til for at skabe en (falsk) tryghed. Ikke desto mindre er det fantastisk at se folk tage noget så simpelt som at vaske hænder mere seriøst. På mange måder nyder jeg stadig den ekstra opmærksomhed, der er på hygiejne – og især social distance. Normalt plejer jeg at have en årlig mindre forkølelse, men dette har ikke været tilfældet i løbet af det seneste års tid (syv-ni-tretten). Jeg håber for alt i verden at folk vil tage hygiejnen seriøst på længere sigt.

Restauranter. Det har været fantastisk at have mulighed for at spise ude igen (efter at restauranterne var lukket i en lang periode). Den britiske regerings “Eat Out to Help Out” var interessant og min fornemmelse er, at det rent faktisk fik flere til at spise ude (nej, jeg tror ikke at det har medført en anden bølge – og ja, jeg har læst et pivringe arbejdspapir, der påstår andet). Hvad jeg omvendt savner rent forskningsmæssigt er en artikel eller et studie der kan sige noget fornuftigt om El Farol Bar-problemet i relation til dette.

Spil. Kultur er eskapisme og spil er den form for kultur, der hurtigst får mig til at glemme tid og sted. Det er derfor ingen overraskelse, at jeg også har fundet mere tid til at fordybe mig i forskellige spil. Her skal blandt andet nævnes Mini Metro, Euro Truck Simulator 2 (som jeg har brugt lidt tid på on and off siden 2014) og Firewatch. Nogle af de spil der har været populære på det seneste har været spil, hvor gentagelser og arbejde udgør et vigtigt element, og der er nok noget ekstra tilfredsstillende ved at optimere arbejde i en tid med meget usikkerhed (se også dette video essay). Det har også været interessant at se hvordan forskellige sportsmiljøer har forholdt sig til COVID-19. Eksempelvis har det har været relativt let for skakmiljøet at fortsætte deres turneringer (især grundet specifikke initiativer fra Magnus Carlsen), mens det har været mærkeligt at se sport uden tilskuere. Selv i en sport som tennis, hvor der normalt er (relativt) stille, virker det mærkeligt, når man ser Rolex Paris Masters (der forløber i disse dage) og der ikke er nogle reaktioner fra tilskuertribunerne.

Hukommelse. Mange vil have svært ved at huske, hvad de egentlig brugte tiden på i løbet af 2020. Dette er der gode grunde til. Dette er også en af grundene til, at jeg er skriver indlæg som disse. Jeg værdsætter ligeledes andres forsøg på at skrive blogs om livet under COVID-19, eksempelvis Brady Harans Quarantine Diary Index.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne?

Da coronavirussen brød ud, oplevede Socialdemokratiet en voldsom fremgang i meningsmålingerne. Forleden kunne en Megafon-måling vise, at Socialdemokratiet “fastholder [en] kæmpe vælgeropbakning”. Det tyder altså på, at der stadig er stor opbakning til Socialdemokratiet i meningsmålingerne.

I et nyt vægtet snit hos Altinget formidles det dog, at de “seneste måneders medvind for Socialdemokratiet [er] begyndt at stilne af”. Konkret rapporteres det, at partiets opbakning nu er på 31,5 pct.

Er opbakningen så begyndt at stilne af? 31,5 pct. lyder meget plausibelt – og min seneste prognose giver Socialdemokratiet 32 pct. af stemmerne. Jeg vil dog argumentere for, at vi stadig skal se et større fald, før vi kan konkludere, at der er evidens for en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet.

For at forstå dette kan vi kigge på de seneste målinger for Socialdemokratiet:

Her kan vi se, at der var en stor stigning i opbakningen til Socialdemokratiet i løbet af marts. Siden da har opbakningen ligget stabilt på omkring 33 pct., med nogle meningsmålinger højere og andre målinger lavere. Vi har fået to meningsmålinger i denne uge, hvor Socialdemokratiet ligger på hhv. 33,4 pct. (Voxmeter) og 33,2 pct. (Epinion). Tager vi den statistiske usikkerhed i betragtning, er det svært at se et mønster, der viser nogen forandring, siden Socialdemokratiets opbakning steg.

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Does being tall raise the risk of getting COVID-19?

Take a look at these articles from various media outlets:

People over 6ft have double the risk of coronavirus, study suggests
Does being tall raise the risk of getting Covid-19? Men over 6ft are TWICE as likely to get infected, study claims
How your HEIGHT could double your risk of catching coronavirus, scientists discover
People who are over 6ft tall are twice as likely to catch coronavirus, study claims
Being over six foot tall doubles Covid-19 risk
Studie: Flere høje mennesker fik coronavirus (for my Danish readers)

Well, a new study claims that people (or men?) over 6ft (183 cm) tall are more likely to catch coronavirus. That’s interesting, I guess. I can see how tall people (or tall men?) face different environments that might make them more likely to catch the virus. Maybe. I am over 6ft tall and maybe I am twice as likely to get infected than my counterfactual shorter me. However, as I noticed in a previous post, there are profound reason to be skeptical towards a lot of social science research conducted in relation to COVID-19.

Accordingly, I decided to look at the working paper that found the specific relationship between height and COVID-19 risk. It is available here. Alas, it didn’t take me many minutes to see that there are significant problems with the manuscript in question.

Take a look at the first paragraph in the abstract: “The paper provides new evidence from a survey of 2000 individuals in the US and UK related to predictors of Covid-19 transmission.” That’s impressive, yes? No. Among the 2000 individuals, only a small proportion had the virus in both countries (and all the data is self-reported!). For example, only 43 men in the UK and 26 men in the US reported having had the virus. Those are rookie numbers in this racket. There is simple no to little data to actually explore variation in whether men had the virus or not.

For the actual results, take a look at this paragraph (also from the abstract): “Thirdly and finally, there is some, often weaker, evidence that income, car-owership [sic.], use of a shared kitchen, university degree type, risk-aversion, extraversion and height are predictors of transmission.” (my emphasis). Height is listed as a predictor among a series of other explanatory variables (and presented as ‘some, often weaker’ evidence). The problem here is the good old kitchen sink approach to social science. Throw in a series of variables in your model and see what shows up significant. It goes without saying that this is not good science.

And now take a look at this paragraph (also from the abstract): “The evidence about height is discussed in the context of the aerosol transmission debate.” Of course it is. This can explain why the height finding is receiving so much media coverage. We can think about a sexy theoretical mechanism explaining why tall people are more likely to get COVID-19. Here is the “mechanism” as outlined in the paper: “The fact that height is a significant predictor for men suggests that downward droplet transmission may be less important than aerosol transmission (particularly prior to lockdown) in which case the use of specifically designed air purifiers should be further explored.”

Noteworthy, the problem here is not that the work is not peer-reviewed. A lot of good research is not peer-reviewed and a lot of bad research is peer-reviewed. Also, I don’t blame the media for not picking up on any of the significant issues with the paper. The researchers doing the work are affiliated with institutions such as LSE, Oxford, Columbia and UCL, and I totally understand why journalists find it newsworthy when such “experts” conduct interesting “research”.

With that being said, let’s dig a little deeper into the paper. The first thing to keep track of is that the study is only making a point about the risk of being tall as a man. The problem here is potential p-hacking, i.e. that the researchers tested the relationship for the full sample – and then for men and women and decided that it was most interesting to go with the findings for men (the research was – from what I can see – not pre-registered). However, the choice is sensible if you take the measure of height into account. Normally, surveys interested in the height of the respondent asks for a precise height (e.g. in cm). That’s not the case here. The researchers use a weird binary measure of height and simply ask “Are you TALLER than 6 ft (1.83 m) in height?”. This is not the best way to explore how height relates to anything (including the risk of COVID-19 transmission).

We can begin to see how severe the problems are. Here is a simple cross-tabulation between height and transmission of COVID-19 (medical diagnosis/positive test for) among men in the US. We only have 11 men in the US sample that are tall (i.e. above 183 cm) and had the virus (again, according to the self-reported data). I don’t see any possible way the researchers can use this data to make any robust conclusions about how height matter for COVID-19 transmission.

Short Tall
No transmission 339 135
Transmission 15 11

The small cell sizes show that it is limited how much we can actually learn from any statistical analysis of the data, especially if we do multiple regressions. For the record, if we run a simple bivariate OLS regression, there is a significant effect of being tall on COVID-19 transmission in the UK (p = .04) but not in the US (p = .13). Again, these are results from bivariate regressions and we do not have sufficient data to do anything more advanced. Unsurprisingly, these results do not get any better if we begin to control for obvious confounders such as age (UK: p = .09; US: p = .15). In other words, the results are not convincing.

So, does being tall raise the risk of getting COVID-19? Maybe, but there is no evidence for this in the working paper. A working paper that, alas, led to news articles that are now shared thousands of times.

How not to measure conspiracy beliefs #2

This is a brief update to a previous post on how to measure conspiracy beliefs. My point in the previous post was that a study published in Psychological Medicine used weird measures to capture conspiracy beliefs.

In a letter to the editor, Sally McManus, Joanna D’Ardenne and Simon Wessely note that the response options provided in the paper are problematic: “When framing response options in attitudinal research, a balance of agree and disagree response options is standard practice, e.g. strongly and slightly disagree options, one in the middle, and two in agreement. Some respondents avoid the ‘extreme’ responses either end of a scale. But here, there was just one option for ‘do not agree’, and four for agreement (agree a little, agree moderately, agree a lot, agree completely).”

The authors of the study replied to the letter and, in brief, they double down on their conclusions: “Just because the results are surprising to some – but certainly not to many others – does not make them inaccurate. We need further work on the topic and there is clearly enough from the survey estimates to warrant that.”

Interestingly, we now have further work on the topic. In a new study, Agreeing to disagree: Reports of the popularity of Covid-19 conspiracy theories are greatly exaggerated, Robbie M. Sutton and Karen M. Douglas (both from the University of Kent) show that the measures in the study mentioned above (and in my previous post) are indeed problematic.

The figure below shows the key result, i.e. the sum agreement with specific conspiracy beliefs using the different scales.

The shaded areas are the ‘agree’ options in the scale (with more agree options provided in the original study). What we can see is that the sum agreement is substantially greater when using the problematic scale. For a conspiracy belief such as ‘Coronavirus is a bioweapon developed by China to destroy the West’, the ‘Strongly disagree-Strongly agree’ scale results in a sum agreement of 8.8%, whereas the scale used by the authors of the original study resulted in a sum agreement of 31.9%.

In sum, this is an interesting case of how (not) to measure conspiracy beliefs and how researchers from the University of Oxford themselves can contribute to the spread of such conspiracy beliefs. Or, as Robbie M. Sutton and Karen M. Douglas conclude: “As happens often (Lee, Sutton, & Hartley, 2016), the striking descriptive statistics of Freeman et al.’s (2020a) study were highlighted in a press release that stripped them of nuance and caveats, and led to some sensational and misleading media reporting that may have complicated the very problems that we all, as researchers, are trying to help solve.”

Observationer relateret til COVID-19

Her følger et par personlige observationer, primært skrevet til mig selv, så jeg på et tidspunkt i fremtiden kan minde mig selv om, hvad der blandt andet optog min opmærksomhed i (hvad der føles som) en historisk tid.

Politik. Jeg kan se det ironiske i, at politikerne for år tilbage talte om 2020-planer. Reformer blev præsenteret og, når man ser tilbage på det med den aktuelle situation in mente, er det svært at tage den politiske (langtids)planlægning seriøst. Dermed ikke sagt, at langtidsplanlægning ikke giver mening, men at man om noget skal være bevidst om, at vi opererer med en del usikkerhed og potentielle eksogene faktorer, der skal tages højde for.

Data. Det har som datainteresseret været en fornøjelse at følge, hvor meget ny data, der er kommet ud på kort tid. En masse af disse data har dog været af en yderst ringe kvalitet. Mest interessant har det været ift. data på, hvordan de politiske reaktioner har været på pandemien. Jeg talte med en journalist forleden omkring udfordringer forbundet med at måle komparative forskelle i, hvordan forskellige lande har reageret på krisen, og min pointe var her, at dette er langt mere besværligt, end vi umiddelbart går og tror. Hvis du ønsker et godt overblik over de forskellige datasæt relateret til dette, kan jeg kraftigt anbefale A tracker of trackers: COVID-19 policy responses and data.

Alder. Jo yngre du er, desto større en periode (og vigtigere del) af livet vil blive påvirket af pandemien. Hvis du er 14, er et år ~7% af dit liv. Hvis du er 31 er det ~3% af dit liv. Endnu vigtigere er det, at der er oplevelser for unge, der er svære at genskabe eller opleve senere i livet. Når man er 31 er det relativt begrænset, hvad der skal ske netop lige nu, som ikke blot kan udskydes et år. På samme måde føler jeg for de ældre mennesker, der i højere grad skal frygte konsekvenserne af at blive smittet. Derfor har jeg også en følelse af, at jeg har en perfekt alder til at opleve dette. Jeg er ung nok til ikke at skulle frygte for mit liv, og gammel nok til ikke at være alt for bekymret, hvis der går et år uden de store begivenheder. Dagene flyver afsted, livet går, men mange af mine dage i denne tid ligner til forveksling min tid før coronaen.

Personlighed. Det er min opfattelse at folk har reageret vidt forskelligt på udsigten til at skulle leve et mindre (fysisk) socialt liv, arbejde hjemmefra m.v. Jeg har en relativt klar idé om, hvilke Big Five-kombinationer, der er godt klædt på til en pandemi. Alle personlighedstræk kan være relevante at kigge på, men især høj Conscientiousness og lav Extraversion er en fantastisk kombination i disse måneder. Jeg har læst et par forskellige studier ifm. pandemien (konkret har jeg fundet et tocifret antal studier) og der er – såvidt jeg kan se – intet der taler for, at personlighedstræk forklarer store forskelle i livstilfredshed ifm. pandemien (relativt til før pandemien).

Helbred. Der har også været mere fokus på fysisk helbred. Jeg har uden tvivl fået motioneret mindre over de seneste måneder og er nok i dårligere form nu end for seks måneder siden. Omvendt har jeg indrettet min kost derefter. Jeg drak i forvejen så godt som ingen alkohol, spiser så godt som intet sukker og er gået over til koffeinfri kaffe. En pandemi handler på mange måder om at indrette tilværelsen på en sådan måde, at det ikke at gøre bestemte ting, er en succes. Dette er jeg i overvejende grad lykkedes med.

Kultur. Kultur er om noget det der binder os sammen. Især i disse tider. Jeg får set mange flere film og serier end normalt – og fået spillet betydeligt mere Pandemic. Jeg fik set Contagion for første gang og der er ingen tvivl omkring, at den var en bedre oplevelse end hvis jeg havde set den for eksempelvis et år siden. Ligeledes er jeg også overbevist om, at flere har haft en positiv oplevelse med Tiger King, end tilfældet ville have været, hvis den var blevet lanceret i en “normal” tid. Caspar Erics Dagbog fra dage med COVID-19 er et andet eksempel på noget, der viser hvordan kulturen sætter ord på det, der kollektivt opleves individuelt. Hvad angår TV-serier har jeg blandt andet fået set en del (mini)serier, der bygger på bøger (kan i flæng nævne Sharp Objects, I Know This Much Is True, Normal People, Little Fires Everywhere og I’ll Be Gone in the Dark).

Bøger. Det er en god tid at få kastet sig over forskellige typer af litteratur. I forhold til klassikere har jeg fået læst både faglitteratur (eksempelvis Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Community og Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis) og skønlitteratur (er så småt igennem Krig og fred, der har været på min læseliste i flere år). I forhold til nyere litteratur er det primært faglitteratur, den har stået på – eksempelvis bøger som Slowdown: The End of the Great Acceleration—and Why It’s Good for the Planet, the Economy, and Our Lives og Dark Data: Why What You Don’t Know Matters.

Figurer. Siden COVID-19 for alvor slog igennem, har der været talrige forskellige figurer, der skulle hjælpe os med at forstå pandemien (især “Flatten the Curve“-figurer og figurer med komparative trends, der viser hvor slemt det står til i forskellige lande). Et af de spørgsmål jeg er interesseret i, er hvordan borgerne rent faktisk reagerer og forstår disse figurer. Vi ved fra forskningen, at folk har svært ved at forstå hældninger i figurer (se evt. dette studie fra 1984). Et studie fra Canada har vist, at det ikke ændrer opbakningen til forskellige tiltag ifm. COVID-19, om man anvender en logaritmisk eller lineær skala til præsentationen af data. Anden forskning (eksempelvis her, her og her) har vist, at folks opfattelser kan påvirkes af, hvordan COVID-19 data præsenteres, hvor lineære figurer er nemmere at forstå ift. de absolutte tal. Noget af denne forskning misforstår dog hvad der er hele pointen i at anvende en logaritmisk skala (at vi ofte er mere interesseret i at formidle ændringsraten end de absolutte tal).

Geografi. Det har været interessant at følge hvor vidt forskellige tilgange der har været til COVID-19 i England og Danmark. Jeg har kort fortalt levet efter danske anbefalinger og arbejdet hjemmefra i flere måneder nu. London er en (relativt) død by og har dermed fungeret som en fantastisk cykelby. Man kan også kun håbe, at dette vil fremme færre biler (denne artikel i Nature Sustainability giver et fint indblik i, hvordan det går med at forbyde biler). Paradoksalt nok har jeg fået set mere af London i den seneste tid, end jeg ville have gjort, hvis alt var som normalt. Man kan kun håbe, at dette vil blive en anledning til, at London fremadrettet bliver mere københavnsk. Ligeledes er der også noget interessant ved at se storbyer være mennesketomme (eksempelvis København).

Møder. De fleste møder kunne let erstattes af en mail eller to, forlyder det. Jeg har i løbet af seneste månder haft møder på Teams, Zoom, BlueJeans og Skype, og jeg synes at Zoom har det bedste produkt. Jeg er dog ikke nødvendigvis overbevist om, at disse onlinemøder er bedre end fysiske møder (eller dårligere end mails). Fysiske møder er alt andet lige bedre, såfremt de tjener et formål og forløber effektivt. Der har været rig anledning til at reflektere over og diskutere skiftet fra fysiske møder til Zoom-møder, og i den forbindelse (gen)læste jeg denne artikel, der giver gode råd med på vejen om hvorfor, hvordan og hvornår møder bør afholdes.

Tid. Tid er subjektivt.

Historie. I forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016 havde jeg en følelse af, at have oplevet noget historisk. Eller som jeg beskrev det dengang, var det følelsen af at falde i søvn i én virkelighed og vågne op i en anden. Til trods for at der nok var tale om en historisk begivenhed, var det begrænset, hvor meget det påvirkede min dagligdag og mine daglige interaktioner. På den måde vil denne tid nok stå betydeligt skarpere i min hukommelse.

Ulighed. Jeg har allerede skrevet om dette i et tidligere indlæg, men det er og bliver det vigtigste emne i forbindelse med pandemien. Jeg er stadig bekymret for de borgere, der ikke er lige så privilegeret med muligheden for at arbejde hjemme (eller overhovedet have et arbejde). Til trods for at der er fordele forbundet med COVID-19, tror jeg desværre, at ulemperne ift. ulighed på en lang række parametre vil overstige alle potentielle fordele. Når man kigger på universitetsverdenen er der også noget tragisk over, at ph.d.-studerende lider mens kan man se millionbevillinger blive delt ud til etablerede forskere, der udelukkende kommer middelmådig forskning ud af (tænk hvor mange spændende postdoc-projekter, der kunne finansieres for de penge!).