Planer. Min plan var, at mit forrige indlæg med observationer direkte eller indirekte relateret til COVID-19 skulle blive mit sidste indlæg i rækken. Der er dog nok en selvstændig pointe i, at hvis COVID-19 har lært os én ting, så er det, at ideen om at lave planer i en pandemi giver meget lidt mening. Det er desuden nu over et år siden, at jeg skrev mit første indlæg med nogle observationer relateret til COVID-19. Jeg husker det som om at pandemien allerede havde stået på længe, da jeg skrev det, og det føles ingenlunde som et år. Tiden flyver. Planer rykkes, aflyses, laves og ændres. Der er noget paradoksalt i, at jo mere kaos der er, desto mere har man brug for planer. Jo mindre sandsynligt det er at en plan kan holdes, desto større er behovet for et detaljeret Gantt-skema. Det gode ved at planlægge er desuden ikke kun prospektivt, men også for at kunne holde styr på, hvornår man havde planlagt at gøre noget – og hvornår man rent faktisk gjorde noget. Jeg har på stående fod ingen idé om, hvad jeg lavede i maj og juni, og så er det godt at kunne gå tilbage i arkivet og blive mindet om, hvad der rent faktisk fandt sted.

Forskningsfrihed. Der har været megen debat omkring COVID-19 og megen debat omkring forskningsfrihed på det seneste, men ikke meget om forskningsfrihed i relation til COVID-19. Det er komisk at observere forskere på en og samme tid diskutere forskningsfrihed og være tavse ift. eksempelvis Carlsbergfondets problemer. Den ene dag kan man se forskere udtale sig omkring forskningsfrihedens udfordringer i Danmark – og den næste dag retweeter de selvsamme forskere Flemming Besenbacher. Det er således interessant at se, hvordan forskere angiveligt har det OK med direkte og indirekte forsøg på at ødelægge den fri forskning, så længe de selv har en god forbindelse til den største trussel mod selvsamme. Jeg har tidligere udtalt mig kritisk omkring Carlsbergfondet, og den seneste artikel i rækken fra Berlingske om hvorfor Carlsbergfondet ikke har noget med seriøs forskning at gøre, bekræfter desværre tidligere kritik.

Dødsfald. Jeg kender (heldigvis) personligt ingen, der er død af eller med corona. Jeg kender også meget få kendte, der er døde af eller med corona. Jeg har læst flere historier, men jeg kan på stående fod ikke nævne én eneste (hvilket måske også siger en del om min selektive hukommelse). De kendte personer, der er gået bort i løbet af pandemien, er personligheder som Poul Schlüter, der som bekendt ikke havde corona. Hvad der ville forekomme mig sørgeligt ved at dø nu (foruden det faktum, at man permanent ville ophøre med at eksistere), er, at man aldrig får enden med på historien omkring COVID-19. Hvornår kom vi ud af pandemien? Hvornår vendte vi tilbage til normalen? Hvordan så normalen ud? Det er dog nok også en af de ting der generelt gør det svært at forholde sig til, at skulle dø. At man ikke får enden på historien med. Hvis jeg kunne få et lille indblik i, hvordan historien ville udspille sig efter min død, ville det trods alt være nemmere at skulle affinde sig med samme. Det er lidt nemmere at skulle forlade biografsalen velvidende, hvad der kommer til at ske i filmen. Desuden bør vi måske retrospektivt sørge mindre over nogle af de dødsfald, der indtraf sent i 2019? Hvis man var 90+ år gammel i 2019 og potentielt ikke havde mange (gode) år tilbage, var det måske slet ikke – igen retrospektivt betragtet – så slemt at skulle tage afsked med denne verden i 2019, før der var noget, der hed COVID-19 og isolation fra de nærmeste? Det kan desuden heller ikke udelukkes, at jeg har tænkt mere på dødsfald i forbindelse med, at jeg har genset Six Feet Under (jeg skrev et kort indlæg om serien for ti år siden). Det er nu 20 år siden at serien havde premiere, hvilket også affødte et par fine artikler om serien (se eksempelvis her, her og her). Serien formår stadig at balancere det tragiske med det komiske, hvilket måske netop gør serien ekstra anbefalelsesværdig i en tid som denne.

Uvidenhed. Der er en masse ting, vi ikke ved om COVID-19. Både som individ og samfund betragtet. Hvad der har interesseret mig på det seneste er at spekulere over, hvor tæt jeg i praksis har været på at blive smittet. Har jeg allerede været smittet? Taler vi rent held? Ville jeg, hvis jeg havde brugt en anden selvbetjeningskasse i Tesco, eller besøgt Tesco fem minutter senere, end jeg gjorde, ved ét besøg i løbet af det seneste år, havet haft virussen? Jeg læste The Knowledge Illusion af Philip Fernbach og Steven Sloman, hvilket kun fik mig til at reflektere mere over, hvor lidt jeg ved (og andre) egentlig ved, om COVID-19. Jeg har ligeledes læst et par empiriske studier om COVID-19 konspirationsteorier, og jeg er ikke overbevist om, at alle de teorier der betegnes som konspirationsteorier, nødvendigvis kan betegnes som konspirationsteorier (ikke at jeg tror de er sande, men at vi ganske enkelt ikke ved det). Det skriver jeg nok et indlæg om en skønne dag.

Café. Da jeg boede i Canterbury, frekventerede jeg ofte en lille lokal café og fik en Americano mens jeg lavede lidt arbejde (blandt andet grundet en elendig wifi-forbindelse, der gjorde det nemmere at undgå overspringshandlinger). Det kan man ikke gøre uden naturligt at komme på talefod med ejeren. Der gik ikke længe fra vi gik til at jeg skulle give min ordre til at han spurgte “The usual?” – til at jeg blot kunne gå ind, få øjenkontakt, give et nik og finde et ledigt bord. Jeg havde det fint med tanken om, at have mit eget sted, hvor alt føltes let og hjemmevant (“Sometimes you wanna go/ where everybody knows your name/ and they’re always glad you came“). Jeg tror pandemien har ændret dette for mig. Nu nyder jeg anonymiteten på Costa, Pret, Starbucks og lignende steder, hvor der er minimal (øjen)kontakt, mundbind, fuld anonymitet og hygiejnestandarder, som var det et industrikøkken. Den større fleksibilitet ift. hvor og hvornår man arbejder, så længe arbejdet bliver gjort, har også åbnet op for at man nemmere kan tage et par timers arbejde på en café i nærheden. Derfor har det også gjort det attraktivt med et abonnement hos Pret (en slags ‘Netflix for kaffe’, om man vil). (Hvis du vil finde en god Pret, hvor du kan sidde og arbejde lidt, kan jeg anbefale at vælge en, der har korte åbnignstider og holder lukket i weekenden, da de som regel ikke frekventeres af turister.) Jeg læste for år tilbage at WeWork sælger kontorplads med gratis kaffe og Starbucks sælger kaffe med gratis kontorplads, og dette ræsonnerer om muligt kun mere med mig ovenpå pandemien.

Sport. Da det stod fast at Danmark skulle spille mod England i EM-semifinalen på Wembley, samt at danske fans ikke havde mulighed for at komme ind i England, blev det muligt for mig at komme ind og se kampen. Jeg havde ikke overvejet dette – og jeg havde knap nok fulgt med i EM (min interesse for fodbold er – som med det meste sport – minimal og jeg ser som regel blot målene, når kampene er forbi). Det var dog intet mindre end en fantastisk oplevelse at mærke stemningen på Wembley, også til trods for kampens udfald (eller måske på grund af kampens udfald? der ville nok ikke have været lige så meget energi og larm, hvis England havde tabt). Wembley er angiveligt den bygning i verden med flest toiletter (det er i hvert fald hvad Wikipedia fortæller mig). I løbet af det seneste halvandet år har det været mærkeligt for mig at være i et offentlig rum med mere end 10 mennesker på samme tid, hvorfor det også var en surrealistisk oplevelse at være i rum med 60.000 andre. Min største bekymring med kampen var testsystemet. Jeg kunne læse forud for kampen, at det ikke blev taget videre seriøst. Hvad endnu mere problematisk var, at jeg skulle selvrapportere mit testresultat. Jeg er relativt overbevist om, at jeg ville have holdt mig langt væk fra kampen, hvis testen var positiv, men jeg er ikke overbevist om, at alle andre ville gøre (og har gjort) det samme. Der har da også været tal, der viser, at EM førte til flere smittetilfælde (da flere unge mænd end kvinder fik COVID-19 ovenpå EM-kampene), men dette kan ikke tilskrives selve det at se kampene på stadion (men i højere grad folk der mødes indendørs og ser kampene sammen).

Esport. På mange måder finder jeg esport mere interessant end sport – også selvom jeg er med på, at man kan diskutere, om førstnævnte er en sport. Pandemien har også været en god anledning til at se mere Counter-Strike: Global Offensive. Jeg stoppede med at følge udviklingen da man begyndte at gå væk fra Counter-Strike 1.6, hvorfor jeg også finder det mere interessant at se kampe på de solskinsramte dust2 og inferno (nuke og train er selvfølgelig også gamle maps, men de forekommer mig for tunge, industrielle og kedelige). Der er ingen tvivl omkring, at der er langt mere strategi (“meta”) i spillet i dag, hvilket kun gør det sjovere at se. Det har dog ikke været uden vanskeligheder, at turneringer skulle flyttes online på grund af corona (for et af de mere ekstreme tilfælde på, hvad der kan gå galt, var der omkampen mellem NiP og Anonymo). Da det første LAN-event, IEM Cologne 2021, fandt sted siden det hele kom online, var det også nemt at se, hvordan spillestilen var hurtigere online, og det er ikke nødvendigvis de samme hold, der klarer sig godt online, der gør sig godt offline.

Mødekultur. Når møder finder sted offline, er der en anden mødekultur, end når man har møder på Zoom. Alene sådan noget som forventet påklædning er anderledes (møder der før i tiden ville kræve et slips, kan nu i de fleste tilfælde gå fint an uden). Jeg har en forkærlighed for møder, der starter til tiden – og ikke giver tid til folk, der lige er ved at lave en kop kaffe eller har ild i en ekstra lang frokostpause. Det værste er webinarer, der konsekvent venter op til 5 minutter på at komme igang, blot så alle får det hele med. Forskning kunne desuden tyde på, at møder der begynder senere irriterer mødedeltagerne og er mindre effektive (se eksempelvis dette studie). Der er også en lang række problemer, der kun kan opstå online, men hvor vi ikke har en praksis eller mødekultur for, hvordan man skal gribe det an. Når man eksempelvis bemærker at en mødedeltager fryser midt i at han eller hun taler, er der mindst fire spørgsmål, der melder sig. Det første er om andre også (non-)verbalt observerer, at en person er frosset fast. Dette kan også besvare, om det skulle være ens egen internetforbindelse, der forvolder problemer. For det andet er der spørgsmålet om, hvor længe personen vil være frosset. Vil det være længe nok til, at personen helt afbryder forbindelsen og skal finde møderummet igen? For det tredje er der spørgsmålet om, hvorvidt personen selv vil være bevidst omkring, hvad der er sket, når personen ikke længere er frosset fast. For det fjerde har vi spørgsmålet om, hvor vigtigt indholdet af det, der blev sagt, sandsynligvis er. Svarene til disse spørgsmål åbner for et hav af forskellige sociale dynamikker, der afgør, hvordan man skal forholde sig til det netop oplevede brud i kommunikationen. Det bedste scenarie er det, hvor ingen andre bemærker, at personen er frosset, og det var kun for en kort stund og personen var blot igang med at samle op på, hvad der allerede var blevet sagt af vedkommende selv og/eller andre på mødet. I denne situation er det kutyme at lade som om, at intet er hændt og om muligt blot kompensere for bruddet ved at nikke endnu mere bekræftende til, at man netop har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Et mere kompliceret scenarie er, hvis man har erkendt, at mindst en anden mødedeltager også har erkendt, at der har været et brud. Dette fører til en situation, hvor det nu er en kollektiv beslutning om den frossede mødedeltager skal gøres opmærksom på bruddet. Min erfaring tilsiger mig dog, at der i 95% af tilfældende er bred enighed om, hvornår det er nødvendigt at informere en person om, at der lige er brug for, at vedkommende gentager en pointe. Dette bliver dog mere kompliceret som en funktion af, hvor længe personen er frosset og hvor vigtigt indholdet er. For hvert sekund der går, skal man både forsøge at udlede, hvad personen kan have sagt og vurdere, hvor længe der skal gå, før det uomtvisteligt skal nævnes, at en person har været frosset. Og skal man i den tid begynde at tale med andre mødedeltagere i frygt for, at der om et sekund eller to opstår en situation, hvor flere personer taler i munden på hinanden? Der er ingen klare normer for, hvordan man skal agere i sådanne situationer, især fordi sådanne situationer aldrig vil opstå på et fysisk møde. Det er den slags, kombineret med talrige andre faktorer, der gør fysiske møder langt bedre end onlinemøder. Når det er sagt har mødekulturen online udviklet sig siden pandemien, og det er langt mere naturligt at holde møder på Zoom i 2021 end 2020, men det er og bliver aldrig det samme.

Valg. Der var lokalvalg i maj i England, og det forløb fuldkommen problemfrit. Der var ved mit valgsted en kort kø (omkring 10 minutters ventetid), men hvis man ser bort fra social distance, mundbind og håndsprit, var det svært at se, at vi var midt i en pandemi. Jeg forventede en meget anden oplevelse, især fordi valgkortet sagde: “Expect voting to be different: You must wear a face covering, expect to queue and please bring your own pen or pencil, if possible.” Måske føltes det endnu mere som at udvise samfundssind, når man ikke alene tog hensyn til andre midt i en pandemi, men også stemte ved et valg (og mon ikke der er en korrelation mellem tilbøjeligheden til at bære mundbind og at deltage i valg). Den 19. juli var det såkaldt “freedom day” i England, hvor de fleste restriktioner blev løftet. Natklubber kunne således holde åbent igen og det var ikke længere et krav at bære mundbind mange steder. Som faste læsere vil vide, er jeg en stor tilhænger af personlig frihed, og især friheden til at gøre hvad der passer en, så længe det ikke skader andre. Det er dette sidste forbehold, der gør det svært for mig at fejre en frihedsdag, og betegne dagen som selvsamme uden en ironisk distance, da friheden til nu at leve “normalt”, uden restriktioner af nogen art, sandsynligvis vil skade andre. Jeg er med på, at det ikke er en nem beslutning – og det er relevant at forholde sig til, hvor længe restriktionerne skal være på plads samt hvor stor en pris man er klar til at betale, men det kan godt gå mig på, hvordan man taler om frihed i en pandemi. En “freedom day” ville alt andet lige også give bedre mening, hvis smittetallene var på et niveau, hvor der var noget at fejre. Meningsmålingerne har generelt vist stor opbakning til restriktionerne, men også stor opbakning til den siddende regering, så det bliver spændende at se hvordan det hele udvikler sig – og hvilke implikationer det vil få ved næste valg (selvom der potentialt er flere år til).

Indien. Sidst jeg var uden for EU (hvis vi ikke tæller post-Brexit England med), var Indien i 2019. Når jeg tænker på steder som Hampi, Old Delhi og Taj Mahal, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan de tager deres forholdsregler ift. corona. Jeg mindes at jeg i begyndelsen af pandemien var overrasket over, hvor godt Indien klarede sig, hvorfor jeg også var mindre overrasket, da tallene desværre eksploderede tidligere i år. Det er intet mindre end en skandale, at der ikke blev lukket af for flytrafikken mellem England og Indien tidligere end der gjorde, hvilket desværre kan forklare den situation vi står i nu (med Delta-varianten).

Influenza. Det er imponerende, hvor meget vi ved om infektionssygdomme, som vi ikke vidste for 100 år siden. Jeg læste således forleden, at læger under den spanske syge ikke vidste, at influenza var forårsaget af en virus. Det fandt man først ud af i 1930erne. Vi kan kun være glade for, hvor meget vi ved om den slags i dag – og håbe på, at folk om 100 år vil se tilbage på 2021 og have akkurat samme tanke om, at vi vidste alt for lidt om infektionssygdomme i 2021.

Frugt. På kontoret har der udelukkende været frugt i naturlig indpakning siden pandemiens udbrud, altså appelsiner, klementiner, bananer m.v. Jeg konsumerer uden tvivl flere klementiner nu, end jeg gjorde for år tilbage, hvor det var mere sæsonbestemt. Det var derfor også et mærkeligt syn, da jeg i juni mødte på arbejde og kunne se frugtskålen fuld af æbler. Det må være et tegn på, at nogen i hvert fald mener, at pandemien er overstået.

Museum. Museumsbesøg er en af de aktiviteter, der ikke er radikalt anderledes efter en pandemi. Det er god stil at holde lidt afstand, ikke at røre ved noget, ikke at råbe osv. Faktisk er det blot blevet nemmere at være på et museum, da der nu er flere retningspile, så det ikke er en kaotisk oplevelse, hvor det kræver et kort at sikre sig, at man får det hele med. Jeg har siden genåbningen fået besøgt blandt andet Tate Modern, The British Museum, The National Gallery, Royal Academy of Arts og Whitechapel Gallery. Jeg kan kun bekræfte, at meget lidt har ændret sig.

Skak. Jeg har fået spillet en del skak i løbet af pandemien (primært bullet, 1+0), men jeg er stoppet igen. Det tager hurtigt overhånd og bliver dermed også noget, jeg alt for nemt kan få mange timer til at gå med. Mit problem er, at når jeg først bliver bidt af noget, vil jeg gennemføre det. Og skak er et svært spil at gennemføre. Det er dog et spil, der om noget kan øve én i at koncentrere sig. Problemet er, at jeg netop ikke bruger skal til at blive bedre til at koncentrere mig og sågar blive bedre til at spille skak, men blot have en nem overspringshandling, hvor man er fri for at tænke – og så er det bedre ikke at spille det. Mine bedste råd til folk der gerne vil blive bedre til skak er: 1) lær basale åbninger (og variationer heraf), evt. vha. af en service som Chessable.com, 2) løs taktiske puzzles, 3) træn dine evner til hurtigt at identificere koordinater på skakbrættet (eksempelvis ved at bruge denne service) og 4) se videoer af og med Ben Finegold og andre pædagogiske skakspillere på YouTube.

Vaccination. Jeg fik min første vaccination på en sommerdag i juni. Vejret var fantastisk og jeg fik det koordineret således, at jeg kunne ses med en tidligere kollega, der blev vaccineret et par minutter efter mig. Det var begrænset med bivirikninger, og jeg krydser fingre for at 2. stik vil forløbe lige så smertefrit. Min vaccinepræference blandt dem, der anvendes i England, var i praksis indifferent (jeg ville føle mig 100% tryg ved dem alle), men skulle jeg vælge, ville jeg gå med Pfizer > Moderna > AZ.

Biler. Jeg er ingen fan af biler, og kunne jeg fjerne dem fra jordens overflade, ville jeg gøre det. Jeg ser dem primært som et kollektivt handlingsproblem, hvor den offentlige transport ville være langt længere fremme, hvis infrastrukturen ikke tillod biler. Jeg så dette studie, der viser, at en stor del af værdien i at have en bil er muligheden for at køre hvornår og hvor det skal være – og denne værdi er øget i løbet af pandemien. Det giver god mening, især når folk også gerne vil undgå kollektiv transport, men man kan håbe, at bilerne i det mindste kan komme helt ud af byerne, når pandemien er overstået. De første tegn er her allerede, når man ser på, hvilke planer der er for Oxford Circus.

Restauranter. Jeg har i et tidligere indlæg gjort mig et par observationer omkring det at spise på restaurant i løbet af pandemien. Jeg kiggede på listen over steder, jeg havde spist ude fra 2020 til og med i dag, og det var sjovt at se, at der naturligvis kun var steder i England og Danmark. Her er listen: Notorious B.R.G (Canterbury), Fora Restaurant, Mudmee Restaurant, hohaki, Restaurant MAISON (København), The Godfather Pizza (Manchester), Gourmet Pizza Company, Busaba, Honest Burgers, Circolo Popolare, Bizzarro Restaurant, Kirvem Restaurant, Côte Brasserie, Murger Han Restaurant, Pizza Union, Dragonfly Cafe, BúnBúnBún, Laboratorio Pizza, Wicked Burgers, Hungry Donkey, Dishoom, CHIK’N, The Alchemist, Picky Wops, Eat ACTIV, Barcelona Tapas, Melrose Restaurant (Brighton), Tommi’s Burger Joint, Chamisse Restaurant, Roti King, Chopstix Noodle Bar, Hakkasan, The Kati Roll Company, The Barge House, HAZ, Byron Burgers, Under Uret (Svendborg), Burger Anarchy (Odense), Cafe Skt. Gertrud (Odense), Gaza Grill (København), Gasoline Grill (København), Chez Bruno (København), Pastaio, Mumbai Square, Bistrotheque, 3 Mien, Pizza East, 1 Lombard Street Brasserie, Restaurant & Bar, The Bike Shed, Mamuśka!, Cecconi’s Shoreditch, Rosa’s Thai Cafe, Ehla, The Hungry Buddha, Makan Malaysia, Nanny Bill’s, Kateh Restaurant, BrewDog, Albie Restaurant, Pho, Bleecker, Momoland, Burger & Beyond, Tikkarito, Katsutopia, Patty & Bun, Motu Indian Kitchen, SoBe Burger, Big Moe’s Diner, OTT Burgers, 1947 Restaurant & Bar, Mediterranean Cafe Soho, Butchies, Black Bear Burger, Meson Don Felipe, Sushi Lane, Morley’s Chicken, Bone Daddies, Cubana, Ghost Burgers og Smoking Goat. Som man også kan se, er der i de fleste tilfælde også tale om steder, hvor man kan spise ude, hvis vejret er godt. Mit håb er dog, at jeg i løbet af det kommmende år vil spise mere ude under normale omstændigheder og i andre lande end England og Danmark.

Se også: #1, #2

Traditioner. Forud for pandemien var det en naturlov, at der var større fodboldbegivenheder og OL hvert fjerde år. Som noget, intet kunne rokke ved. Jul og nytår var også noget, der altid ville finde sted traditionen tro. Traditioner er vigtige, og det kom ikke bag på mig, da en meningsmåling i december viste, at en stor andel af danskerne ikke havde i sinde at følge myndighedernes anbefalinger. Julen blev dog ikke som forventet, og pandemien har lært os, at ingen tradition er hellig. Med lidt god vilje kan vi godt ændre på den slags. Verden er langt mere foranderlig, end vi tror. Intet er helligt. Det er på mange måder befriende.

Morgenmadsrutine. Jeg er et rutinemenneske, når det kommer til morgenmad. Den står altid på havregryn. Uden sukker. Med nødder og sojamælk (jeg stoppede med at købe komælk i 2018). Og appelsinjuice og stempelkandekaffe. Det er en rutine, der blot er blevet konsolideret i løbet af pandemien. En af de nye aktiviteter jeg har fået taget op i løbet af pandemien, er hjemmelavet juice. Min favorit er appelsin med gulerod og ingefær, men æble med ingefær og bladselleri kan også gå an. Når man primært arbejder hjemmefra er det også lettere at lave en hel kande koffeinfri stempelkandekaffe om morgenen, hvilket fungerer som en perfekt overgang fra morgen til formiddag. Jeg savner omvendt også afbræk i denne rutine, herunder især kontinental hotelmorgenmadsbuffet (den eneste type buffet, jeg kan se logikken i).

Bagklogskab. Allerede i januar var mit feed fyldt af tweets og nyhedshistorier om, at det nu var ét år siden, at WHO eller andre sagde det ene eller det andet. Det er let at finde udsagn fra folk, der tog fejl. Der er ikke altid noget nævneværdigt ved at tage fejl. De fleste af os tager fejl om mange ting på noget nær daglig basis, inklusiv ting vi er eller bør være eksperter i. Problemet opstår, hvis man ikke kan erkende disse fejl – og dermed ikke tager ved lære af samme. Cass R. Sunstein bør man således holde sig fra at tage alvorligt. Der er også gode eksempler på bidrag, der tidligt og med stor præcision, forklarede hvad vi sandsynligvis ville gå i møde (se eksempelvis her).

Alkohol. Jeg drak ikke så meget som én dråbe alkohol i 2019, hvilket var et interessant forsøg. Jeg er – set i bakspejlet – glad for at jeg havde dette forsøg i 2019 og ikke i 2020. For det første fordi en af årsagerne til ikke at drikke var at undersøge de sociale aspekter ved ikke at drikke alkohol. Dette ville have været svært (eller for nemt?) i 2020. For det andet fordi alkohol trods alt er fantastisk (i moderate mængder) – især midt i en global pandemi. Som med mange andre ting har alkohol været et godt redskab til at hjælpe med at sondre mellem hverdag og weekend, hvorfor jeg afholder mig fra at drikke på hverdage. Har du interesse i at lære mere om alkoholens betydning for din krop og samfundet, kan jeg fint anbefale bogen ‘Drink? The New Science of Alcohol and Your Health‘ af David J. Nutt.

Vacciner. Det har været fantastisk at følge udviklingen af en effektiv vaccine. Det var absolut ingen selvfølge, at der ville komme en vaccine så hurtigt – især ikke hvis man tager tidligere pandemier i betragtning. I begyndelsen af pandemien var mange eksperters bud, at vi skulle vente en årrække på en effektiv vaccine. Hvor formidlingen af data i 2020 især handlede om antallet af nye smittede, handler formidlingen af data i 2021 i høj grad om antal vaccinerede. Der er således sket et skift fra “negative” til “positive” tal. Jeg ved dog absolut intet om vacciner, og det har været interessant at se, hvordan mange DJØF-uddannede, der besidder en ekspertviden i forhold til hvordan og hvornår vacciner bør godkendes. Her skal det nævnes, at jeg absolut intet har imod at folk udtaler sig om forhold, der ikke er direkte relateret til det felt, de forsker i, men at det er godt at være relativt beskeden (læs evt. dette fantastiske paper). Det eneste jeg har det kategorisk svært at affinde mig med er, hvor dårlige vi er til at forholde os rationelt til de (lave) risici, der er forbundet med at tage vacciner (især sammenlignet med de gevinster der er for samfundet generelt betragtet).

Carlsbergfondet. I 2016, da jeg havde indleveret min ph.d., søgte jeg postdoc-midler hos Carlsbergfondet, hvorfor jeg selvsagt er biased (jeg bærer dog absolut intet nag over en afvist forskningsansøgning – det er the name of the game). Det er min klare opfattelse, hvis ikke navnet allerede skulle have afsløret det, at der intet ædrueligt er ved foretagendet. Det har længe været åbenlyst, at det primært er venner af huset, der har fået forskningsmidler fra Carlsbergfondet. Det kunne aldrig falde mig ind at søge midler der igen, eller anbefale andre at gøre det. Jeg er ikke bekendt med, at nogen forsker, der offentligt har ytret kritik af forskning finansieret af Carlsbergfondet, efterfølgende har haft succes med at søge midler der. Og jeg har endnu mindre grund til at tro, at det er noget vi vil se så meget som ét eksempel på i fremtiden. På den måde er Carlsbergfondet tættere på at være et marketingsbureau end en forskningsfond (et af de definerende karakteristika ved sidstnævnte er desuden, at der gennemføres fagfællebedømmelser af ansøgningerne). For et godt eksempel på, hvad jeg blandt andet mener er problematisk, kan man se dette eksempel på, hvordan Carlsbergfondet ser på forskning. Med det kendskab vi har til fraværet af fagfællebedømmelser hos Carlsbergfondet og deres dubiøse praksis generelt betragtet, skal det heller ikke være nogen overraskelse, at jeg er yderst kritisk ift. meget af den “forskning”, de kaster penge efter.

Måltidskasser. Før pandemien havde jeg ikke så meget som overvejet at hoppe med på måltidskassevognen. Især de kendsgerninger, at det er relativt nemt at time, hvornår man er hjemme, og man har mere fleksibel tid til at lave mad, har gjort det mere attraktivt at modtage en ugentlig måltidskasse. Det kan kun anbefales, hvis man har muligheden herfor. Der er ligeledes et stokastisk element, hvor man prøver ny og varierende mad, der fungerer rigtig godt med måltidskasser (og dette videnskabelige studie kan forklare hvorfor).

Sygdom. Det hele handler om ikke at blive syg. Mange ting er derfor også vendt på hovedet. Hvor det før pandemien var atypisk at tænke på at blive syg, er det i en pandemi langt mere vigtigt at man aktivt gør hvad man kan for, at konstruere en hverdag, hvor man er rask og ikke tænker på at blive syg hele tiden, mens man tager sig sine forholdsregler. Normalt når jeg har en slem forkølelse, tænker jeg meget på, at jeg vil værdsætte at være rask mere, eller at jeg burde have værdsat det endnu mere, når jeg ikke var syg. Det er lidt samme situation nu med tiden før COVID-19.

Rejselitteratur. Parallelt med at jeg var i lockdown fik jeg læst Amor Towles’ A Gentleman in Moscow. Det er en utroligt velskrevet og interessant bog, og til trods for at jeg mangler en kontrafaktisk læseoplevelse, er det min vurdering, at det giver en bedre læseoplevelse at læse bogen mens man er i lockdown. Det er det tætteste man, når ingen rejser er mulige, kommer på den “normale” oplevelse at læse bøger, der foregår det sted, man rejser.

Brexit. Det er imponerende hvor lidt verden har ændret sig, når det kommer til Brexit. Dermed ikke sagt, at Brexit ikke har haft en stor betydning – og ikke kommer til at få det i årtier fremover. Nyhederne op til nytår talte om et “extraordinarily uncertain moment“, da et “No deal”-Brexit stadig var en mulighed. Dette kom samtidig med en ny mutation af COVID-19-virussen, der forårsagede at mange danskere var strandet i London. Jeg må blot konstatere, at pandemien har gjort det meget svært for mig at mærke Brexit på egen krop. Endnu.

Gå. Jeg har aldrig haft et problem med at gå langt (altså relativt betragtet). Tværtimod. Når det kommer til at finde nye gåture i London, har jeg forsøgt at lade mig inspirere af London Greenground map og forskellige gåruter i relation til Capital Ring og Green Chain. Det er dog begrænset, hvor mange nye ruter jeg rent faktisk har fået udforsket, da jeg åbenbart er et vanemenneske, der nyder den samme rute med mindre variationer. En af grundende hertil er nok, at det er mindre attraktivt at udforske nye områder, når infrastrukturen ikke er normal, herunder at det er begrænset hvilke muligheder der er for at købe mad eller finde noget så basalt som et offentligt toilet, der har åbent.

Instagram. Twitter har som altid været en fornøjele under pandemien, men Instagram er om noget blot blevet endnu mere ligegyldigt og overflødigt. En af grundene er nok, at det er begrænset hvor meget visuelt nyt, folk kan dele, når de blot er hjemme. En anden grund er selvfølgelig blot, at det er et Facebook-produkt (jeg kan i den forbindelse varmt anbefale bogen No Filter: The Inside Story of Instagram). Instagram bliver nok det næste sociale medie, jeg siger farvel til.

Minimalisme. Jeg har før leget med tanken om, hvor dejligt det kunne være, hvis verden gik i stå i et års tid, så man havde mulighed for at samle op på det hele og få færdiggjort en masse (“be careful what you wish for“). Jeg har forsøgt at leve mere minimalistisk i løbet af de seneste 5-10 år – ikke grænsende til spartansk, men klart på en måde hvor jeg nyder at skille mig af med ting mere end jeg nyder at erhverve mig samme. Pandemien har været en god anledning til også at få gjort mere rent digitalt. Der er projekter der, må jeg erkende, aldrig kommer til at materialisere sig. Jeg har slettet et tocifret antal mapper med idéer, analyser, tanker m.v., da de ganske enkelt ikke tiltalte mig mere og derfor ville være mere arbejde end fornøjelse. Der kunne sandsynligvis have kommet gode projekter ud af det, men værdien af at have et minimalistisk setup, med fokus på det der er vigtigt for en, er langt mere værd. Ligeledes har jeg slettet udkast til en lang række blogindlæg, der ville tage en del tid at få færdiggjort (mere tid end jeg følte, jeg var klar til at bruge på dem).

Sammenblanding. Det bliver sværere og sværere at isolere effekterne og betydningen af COVID-19. Hvilken effekt har COVID-19 på mine præferencer? Hvilken effekt har ét år på mine præferencer? Giver det overhovedet mening at se på noget længere som isoleret af COVID-19 på den ene eller anden måde? Hvordan ville livet se ud nu i fraværet af COVID-19? Det ved jeg ikke. Derfor tænker jeg også, at dette for nu må blive det sidste indlæg med forskellige observationer, der er mere eller mindre relateret til COVID-19. Vi kommer til at leve med pandemien og dens følgevirkninger de næste mange år, men det må være på sin plads at konstatere, eller konkludere, at vi nu er ude af den periode, hvor COVID-19 var ny og unik. Alt er flettet sammen med COVID-19 nu. Pandemien har ganske vel ført noget godt med sig også, men jeg er godt nok træt af den i skrivende stund. Selv det at skrive om pandemien nu gør mig træt.