How not to measure conspiracy beliefs #3

Here is a brief update to my two previous posts on the flawed study published in Psychological Medicine. To recap, the study found that almost half of the respondents in a UK sample agree that the “[c]oronavirus is a bioweapon developed by China to destroy the West”.

In a new study, John Garry, Rob Ford and Rob Johns find that this number is most likely closer to 30% than 50% of the UK population (in a representative sample from Deltapoll). The authors address the criticisms raised in the previous posts and find that the belief in COVID-19 conspiracy theories is indeed lower when we take some of these methodological limitations into account.

It is great to see additional studies tackle these survey design issues and provide estimates on the “true” proportions. I highly recommend that you read the study.

I do not have a lot to add here except for two points. First, I am surprised by the numbers in Garry et al., i.e. that even when we use a “best practice” approach, the numbers are very high. The authors argue that the “prevalence of support for coronavirus conspiracies is only around five-eighths (62.3 percent) of that indicated by the Freeman et al. approach”, but I am not sure I would use “only” here. This is still a lot. In other words, if anything, I am surprised that the flaws in the original study did not matter more, especially when comparing the results to that of Douglas and Sutton (though they rely on a convenience sample).

Second, while the study also aims to provide more valid estimates on the causal effect on beliefs in conspiracy theories in compliance, I am not convinced the authors can say anything meaningful about this. Take this argument in the paper: “Of course, estimates of any causal effect of conspiratorial beliefs on compliance requires not just good measurement but also a move beyond bivariate correlations. By taking a step in that direction with controls for trust in various actors, we have provided a more restrained estimate of the potential effect of conspiracy beliefs on adherence.” Specifically, I am not convinced that simply controlling for trust in various actors will provide better estimates (there are multiple potential pathways between trust in actors, conspiratorial beliefs and compliance that cannot easily be addressed by adding covariates to a multiple linear regression model).

Again, it is great to see additional empirical attention to the question of how many people actually hold conspiratorial beliefs. The numbers in the original study were extreme, but maybe not as extreme as I would have initially thought.

Observationer relateret til COVID-19 #2

Dette er en forlængelse af mit forrige indlæg med observationer relateret til COVID-19.

Gensyn. Færre film bliver lavet og udgivet i løbet af pandemien. Flere film, der skulle have været ude nu, er blevet udskudt til 2021, og mange projekter er blevet sat på pause. Dette betyder også, at der ganske enkelt er mere tid til at få set andre film (forudsat at den tid man bruger på at se film, er konstant). Jeg har i løbet af de seneste måneder haft mulighed for at gense blandt andet Citizen Kane, Pulp Fiction, No Country for Old Men, The Truman Show, Goodfellas, Do the Right Thing, The Usual Suspects, Mad Max: Fury Road og Chinatown. Nævnte film kan alle anbefales.

Musik. Musikken er en af de få undtagelser i forhold til ny kultur, da det som bekendt er en helt anden (fysisk) proces end at skulle lave en film eller TV-serie. Der er kommet en del gode albums i 2020 og jeg har svært ved at forestille mig, at året ville have set fundamentalt anderledes ud rent musikalsk, havde der ikke været en pandemi. Jeg så en overskrift på et studie forleden, der påstår, at folk har lyttet til ældre musik i løbet af pandemien (idéen er at folk er blevet mere nostalgiske i deres musikforbrug). Jeg har ikke læst studiet og skal af samme grund ikke kunne udtale mig om, hvorvidt jeg tror på resultaterne. Jeg kan blot notere, at jeg ikke selv har bemærket at lytte til mere ældre musik end normalt (eller i hvert fald ikke musik, der kan betegnes som a trip down memory lane). Tværtimod har jeg været travlt beskæftiget med at holde mig opdateret på nye albums, der er kommet ud. Min foreløbige top 10 for i år består af Jay Electronicas A Written Testimony, Killah Priests Rocket to Nebula, Nine Inch Nails Ghosts V: Together, Roger Eno og Brian Enos Mixing Colours, R.A.P. Ferreiras (aka Milo) Purple Moonlight Pages, Curren$y og Harry Frauds The Outrunners, Parkers Suite for Max Brown, Romares Home, Blu & Exiles Miles og MIKEs Weight of the World.

Udgifter. Det er blevet nemmere at lave et budget for, hvilke faste udgifter, man har. Selvom der er nogle bestemte udgifter forbundet med at arbejde hjemmefra, bruger jeg generelt meget få penge, når jeg holder mig hjemme og kun går til Tesco i ny og næ. Ligeledes har HM Revenue and Customs givet et lille skattefradag til dem, der nu er tvunget til at arbejde hjemmefra. På den måde har pandemien været god for min økonomi. Igen er min bekymring ikke min egen privatøkonomi, men samfundsøkonomien generelt betragtet og især dem, der arbejder i brancher der på kort sigt er hårdt påvirket af pandemien.

Klima. Det er ingen overraskelse, at klimaforandringer ikke har stået øverst på dagsordenen i løbet af 2020. Det virker sågar til, at der er en konsensus om, at der først skal være styr på COVID-19 før vi igen beskæftiger os med klimaet. Dette er en klar fejl, som jeg nok skal skrive et længere indlæg om ved en senere lejlighed. Det er ingen hemmelighed, at klimaforandringerne allerede er her (atmosfæren er varmere, gletsjerne smelter og vandstanden er steget). Derfor virker det underligt at der ikke politisk bliver fokuseret mere på klimaforandringerne, end tilfældet er. Dertil skal det tilføjes, at COVID-19 på mange måder har øget min skepsis i forhold til, hvordan vi kan løse mange af de globale udfordringer, vi har med at gøre i disse år. Vi kan ikke selvisolere os ud af klimakrisen. Vi kan ikke blot øge afstanden til hinanden, arbejde hjemmefra og satse på en vaccine. Jeg frygter at vi først for alvor vil se en offentlig (og dermed politisk) interesse, når det er for sent (altså på et tidspunkt hvor prisen vil være betydeligt større, end hvis der blev vist langt større handling nu).

Pendling. De færreste har brug for at pendle meget i 2020, og noget tyder på, at vi kommer til at pendle en del mindre i fremtiden. Jeg har aldrig brudt mig om at pendle, hvorfor jeg forsøger at bo relativt tæt på, hvor jeg arbejder (gerne et sted mellem 15-30 minutter på gåben eller cykel). Forskning har da også vist, at folk der pendler meget er mindre tilbøjelige til at indgå i sociale aktiviteter og har et dårligere helbred (se evt. også denne video). Putnam beskriver blandt andet i Bowling Alone, hvordan ti ekstra minutter i pendlingtid reducerer tilbøjeligheden til at tage del i lokale aktiviter med 10 procent. Dette er dog ikke det samme som, at der ikke kan være fordele ved at pendle. Jeg læste dette studie, der viser, at det at pendle også kan fungere som en rolleovergang, eksempelvis fra forælder til kollega, så pendlingtiden fungerer som en buffer mellem forskellige roller. Jeg havde for år tilbage en idé om at kigge nærmere på de politiske implikationer af at pendle. Konkret var min idé at koble registerdata sammen med surveydata og bruge Google Maps API til at udregne daglig transporttid mellem arbejde og hjem og undersøge de politiske implikationer af at pendle (jeg fik lavet et script, der nemt kunne udregne transporttid mellem hjem og arbejde, men jeg kom aldrig videre med projektet). Dette er dog et af de emner jeg ser frem til, at der kommer mere forskning omkring i relation til COVID-19.

Kontor. En lang periode uden adgang til kontoret har fået mine øjne op for nogle af de aspekter, jeg har savnet ved kontoret. Her tænker jeg ikke det sociale aspekt ved at ses med mine kollegaer, som jeg var klar over fra dag 1, at jeg ville savne. Jeg tænker konkret på de mere trivielle aspekter, herunder at cykle til kontoret i godt vejr (apropos at pendle). Eller det faktum at det føles mere naturligt at gå ned og hente en kaffe hos Starbucks, end hvis man blot sidder og arbejder hjemme (apropos udgifter). Med andre ord har pandemien gjort det nemmere for mig at værdsætte de trivielle aspekter af at arbejde, der alt andet end værdsættes under normale omstændigheder.

Podcasts. På samme måde som med musik har pandemien ikke gjort den store forskel for podcasts – og hvis den har, har den nok kun ført til endnu flere podcasts (til trods for at folk pendler mindre og derfor måske forbruger podcasts i mindre omfang). De podcasts jeg primært lytter til kan deles op i de følgende kategorier: kultur (e.g. Han Duo, Filmnørdens Hjørne, Pop Culture Happy Hour, Sardonicast, Stream and chill, Soundvenue Streamer), politik og økonomi (Conversations with Tyler, The Ezra Klein Show, EconTalk), narrativt orienterede podcasts (e.g. Hardcore History, WeCrashed: The Rise and Fall of WeWork, The Dropout og Revisionist History), psykologi (e.g. Two Psychologists Four Beers, Very Bad Wizards, The Black Goat og Everything Hertz) og diverse andre danske (e.g. DataSnak, Her Går Det Godt, Programmet om Ingenting og Kortsluttet).

Biografen. Det var en fornøjelse at være i biografen igen (bare rolig – masser af distance, mundbind, Test and Trace osv.). De respektive trailers, der blev vist før filmen, var ikke opdateret med premieredatoer. Derfor viste datoerne stadig april og maj. Det fik mig til at fundere over hvor anderledes 2020 havde set ud, havde vi ikke fået COVID-19. Dette var nogle andre kontrafaktiske overvejelser end i begyndelsen af pandemien, nu hvor tiden i 2020 var gået. Som med mange andre semi-sociale aktiviteter er det svært ikke at være blot lidt begejstret for, hvor civiliseret sociale interaktioner er nu. Dette gælder ikke kun for social distance, men også noget så basalt som ikke at tale midt under en film (nuvel, blot en anekdotisk observation, men jeg håber det er et generelt fænomen).

Tidshorisont. COVID-19 er en permanent virus i samfundet. Selv hvis vi ganske usandsynligt skulle lykkedes med at opnå en situation, hvor intet menneske på jordens overflade længere havde COVID-19, ville den stadig være at finde blandt dyr. Spørgsmålet er ikke hvornår COVID-19 er datid, men hvornår vi ganske naturligt vil være i en kontekst, vi igen kan kalde ‘normal’, hvor virussen ikke sætter rammerne og restriktionerne. Jeg ser ingen grund til at være optimist omkring, hvornår vi kan vende tilbage til en ‘normal’ verden. Hvis det er snart, tager jeg lykkeligt fejl.

Lufthavne. Mit førstehåndsindtryk af lufthavne under COVID-19 er, at der er mere plads, bedre wi-fi og færre børn (igen en anekdotisk observation). Alt i alt virker lufthavne mere behagelige. Når det er sagt har jeg ikke helt samme motivation til at være der tidligt, da jeg ikke finder samme ro i at sidde og arbejde i lufthavnen flere timer, før jeg boarder. Lufthavne som et socialt rum, hvor jeg kan få lavet en masse arbejde, synes med anre ord at være fortid.

Rejser. Jeg savner ikke at rejse, men jeg savner at have rejst.

Evidens. Det siges, at jo mere sikker nogen er i forhold til COVID-19, desto mere kritisk skal du være. I begyndelsen af pandemien var der meget lidt enighed om, hvad der var den bedste strategi til at reducere smittespredningen. Der blev blandt andet talt om, at det var bedre at forsøge at opnå flokimmunitet end at lukke samfundet ned. Under alle omstændigheder var der brug for politisk stillingtagen til, hvilke tiltag, der (ikke) skulle indføres. Et godt eksempel har været de forskellige tilgange i Sverige og Danmark. Vi har nu relativt klar evidens for, at Trump klarede det elendigt (ikke den store overraskelse) – og det samme har den britiske regering (ej heller den store overraskelse). Vi har nu også evidens for, at COVID-19 især er luftbåren (se også denne fine artikel). Det interessante er her at se, hvordan forskellige lande begynder at have (relativt) identiske tiltag i forhold til COVID-19, jo mere vi ved om, hvad der virker og ikke virker. Eller mere specifikt: det er blevet lidt lettere at se, hvad der er rene politiske beslutninger. Det er i den sammenhæng også interessant at se, hvordan folk forsøger at politisere tiltag i Danmark, der burde være bred enighed omkring, og hvordan folk oplever Danmark set fra udlandet (eksempelvis Christian Bennike i Bruxelles og Kristian Leth i New York).

USA. Pandemien har på mange måder ramt USA hårdt. Det har været spændende at følge amerikansk politik i 2020. Det har ligeledes været et år, der har vist, at der ikke er noget exceptionelt ved USA (hvis nogen stadig skulle være i tvivl). Da jeg flyttede til USA i 2014 fik jeg ét råd i forhold til sundhedsvæsenet: Forsøg for alt i verden at sørge for, at det ikke bliver aktuelt at bruge det. Dette var ikke et råd ment i spøg. Det er ingen overraskelse at et samfund som USA ikke er godt gearet til en virus a la COVID-19, og jeg savner ikke at bo der. Trump har ikke gjort noget godt for USA, men som med mange andre problemer i USA er han symptomatisk for disse problemer, hvorfor det er svært at forestille sig, at USA havde klaret sig fint under alle omstændigheder.

Hygiejne. Mange af de hygiejnetiltag vi ser er primært til for at skabe en (falsk) tryghed. Ikke desto mindre er det fantastisk at se folk tage noget så simpelt som at vaske hænder mere seriøst. På mange måder nyder jeg stadig den ekstra opmærksomhed, der er på hygiejne – og især social distance. Normalt plejer jeg at have en årlig mindre forkølelse, men dette har ikke været tilfældet i løbet af det seneste års tid (syv-ni-tretten). Jeg håber for alt i verden at folk vil tage hygiejnen seriøst på længere sigt.

Restauranter. Det har været fantastisk at have mulighed for at spise ude igen (efter at restauranterne var lukket i en lang periode). Den britiske regerings “Eat Out to Help Out” var interessant og min fornemmelse er, at det rent faktisk fik flere til at spise ude (nej, jeg tror ikke at det har medført en anden bølge – og ja, jeg har læst et pivringe arbejdspapir, der påstår andet). Hvad jeg omvendt savner rent forskningsmæssigt er en artikel eller et studie der kan sige noget fornuftigt om El Farol Bar-problemet i relation til dette.

Spil. Kultur er eskapisme og spil er den form for kultur, der hurtigst får mig til at glemme tid og sted. Det er derfor ingen overraskelse, at jeg også har fundet mere tid til at fordybe mig i forskellige spil. Her skal blandt andet nævnes Mini Metro, Euro Truck Simulator 2 (som jeg har brugt lidt tid på on and off siden 2014) og Firewatch. Nogle af de spil der har været populære på det seneste har været spil, hvor gentagelser og arbejde udgør et vigtigt element, og der er nok noget ekstra tilfredsstillende ved at optimere arbejde i en tid med meget usikkerhed (se også dette video essay). Det har også været interessant at se hvordan forskellige sportsmiljøer har forholdt sig til COVID-19. Eksempelvis har det har været relativt let for skakmiljøet at fortsætte deres turneringer (især grundet specifikke initiativer fra Magnus Carlsen), mens det har været mærkeligt at se sport uden tilskuere. Selv i en sport som tennis, hvor der normalt er (relativt) stille, virker det mærkeligt, når man ser Rolex Paris Masters (der forløber i disse dage) og der ikke er nogle reaktioner fra tilskuertribunerne.

Hukommelse. Mange vil have svært ved at huske, hvad de egentlig brugte tiden på i løbet af 2020. Dette er der gode grunde til. Dette er også en af grundene til, at jeg er skriver indlæg som disse. Jeg værdsætter ligeledes andres forsøg på at skrive blogs om livet under COVID-19, eksempelvis Brady Harans Quarantine Diary Index.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne?

Da coronavirussen brød ud, oplevede Socialdemokratiet en voldsom fremgang i meningsmålingerne. Forleden kunne en Megafon-måling vise, at Socialdemokratiet “fastholder [en] kæmpe vælgeropbakning”. Det tyder altså på, at der stadig er stor opbakning til Socialdemokratiet i meningsmålingerne.

I et nyt vægtet snit hos Altinget formidles det dog, at de “seneste måneders medvind for Socialdemokratiet [er] begyndt at stilne af”. Konkret rapporteres det, at partiets opbakning nu er på 31,5 pct.

Er opbakningen så begyndt at stilne af? 31,5 pct. lyder meget plausibelt – og min seneste prognose giver Socialdemokratiet 32 pct. af stemmerne. Jeg vil dog argumentere for, at vi stadig skal se et større fald, før vi kan konkludere, at der er evidens for en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet.

For at forstå dette kan vi kigge på de seneste målinger for Socialdemokratiet:

Her kan vi se, at der var en stor stigning i opbakningen til Socialdemokratiet i løbet af marts. Siden da har opbakningen ligget stabilt på omkring 33 pct., med nogle meningsmålinger højere og andre målinger lavere. Vi har fået to meningsmålinger i denne uge, hvor Socialdemokratiet ligger på hhv. 33,4 pct. (Voxmeter) og 33,2 pct. (Epinion). Tager vi den statistiske usikkerhed i betragtning, er det svært at se et mønster, der viser nogen forandring, siden Socialdemokratiets opbakning steg.

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Does being tall raise the risk of getting COVID-19?

Take a look at these articles from various media outlets:

People over 6ft have double the risk of coronavirus, study suggests
Does being tall raise the risk of getting Covid-19? Men over 6ft are TWICE as likely to get infected, study claims
How your HEIGHT could double your risk of catching coronavirus, scientists discover
People who are over 6ft tall are twice as likely to catch coronavirus, study claims
Being over six foot tall doubles Covid-19 risk
Studie: Flere høje mennesker fik coronavirus (for my Danish readers)

Well, a new study claims that people (or men?) over 6ft (183 cm) tall are more likely to catch coronavirus. That’s interesting, I guess. I can see how tall people (or tall men?) face different environments that might make them more likely to catch the virus. Maybe. I am over 6ft tall and maybe I am twice as likely to get infected than my counterfactual shorter me. However, as I noticed in a previous post, there are profound reason to be skeptical towards a lot of social science research conducted in relation to COVID-19.

Accordingly, I decided to look at the working paper that found the specific relationship between height and COVID-19 risk. It is available here. Alas, it didn’t take me many minutes to see that there are significant problems with the manuscript in question.

Take a look at the first paragraph in the abstract: “The paper provides new evidence from a survey of 2000 individuals in the US and UK related to predictors of Covid-19 transmission.” That’s impressive, yes? No. Among the 2000 individuals, only a small proportion had the virus in both countries (and all the data is self-reported!). For example, only 43 men in the UK and 26 men in the US reported having had the virus. Those are rookie numbers in this racket. There is simple no to little data to actually explore variation in whether men had the virus or not.

For the actual results, take a look at this paragraph (also from the abstract): “Thirdly and finally, there is some, often weaker, evidence that income, car-owership [sic.], use of a shared kitchen, university degree type, risk-aversion, extraversion and height are predictors of transmission.” (my emphasis). Height is listed as a predictor among a series of other explanatory variables (and presented as ‘some, often weaker’ evidence). The problem here is the good old kitchen sink approach to social science. Throw in a series of variables in your model and see what shows up significant. It goes without saying that this is not good science.

And now take a look at this paragraph (also from the abstract): “The evidence about height is discussed in the context of the aerosol transmission debate.” Of course it is. This can explain why the height finding is receiving so much media coverage. We can think about a sexy theoretical mechanism explaining why tall people are more likely to get COVID-19. Here is the “mechanism” as outlined in the paper: “The fact that height is a significant predictor for men suggests that downward droplet transmission may be less important than aerosol transmission (particularly prior to lockdown) in which case the use of specifically designed air purifiers should be further explored.”

Noteworthy, the problem here is not that the work is not peer-reviewed. A lot of good research is not peer-reviewed and a lot of bad research is peer-reviewed. Also, I don’t blame the media for not picking up on any of the significant issues with the paper. The researchers doing the work are affiliated with institutions such as LSE, Oxford, Columbia and UCL, and I totally understand why journalists find it newsworthy when such “experts” conduct interesting “research”.

With that being said, let’s dig a little deeper into the paper. The first thing to keep track of is that the study is only making a point about the risk of being tall as a man. The problem here is potential p-hacking, i.e. that the researchers tested the relationship for the full sample – and then for men and women and decided that it was most interesting to go with the findings for men (the research was – from what I can see – not pre-registered). However, the choice is sensible if you take the measure of height into account. Normally, surveys interested in the height of the respondent asks for a precise height (e.g. in cm). That’s not the case here. The researchers use a weird binary measure of height and simply ask “Are you TALLER than 6 ft (1.83 m) in height?”. This is not the best way to explore how height relates to anything (including the risk of COVID-19 transmission).

We can begin to see how severe the problems are. Here is a simple cross-tabulation between height and transmission of COVID-19 (medical diagnosis/positive test for) among men in the US. We only have 11 men in the US sample that are tall (i.e. above 183 cm) and had the virus (again, according to the self-reported data). I don’t see any possible way the researchers can use this data to make any robust conclusions about how height matter for COVID-19 transmission.

Short Tall
No transmission 339 135
Transmission 15 11

The small cell sizes show that it is limited how much we can actually learn from any statistical analysis of the data, especially if we do multiple regressions. For the record, if we run a simple bivariate OLS regression, there is a significant effect of being tall on COVID-19 transmission in the UK (p = .04) but not in the US (p = .13). Again, these are results from bivariate regressions and we do not have sufficient data to do anything more advanced. Unsurprisingly, these results do not get any better if we begin to control for obvious confounders such as age (UK: p = .09; US: p = .15). In other words, the results are not convincing.

So, does being tall raise the risk of getting COVID-19? Maybe, but there is no evidence for this in the working paper. A working paper that, alas, led to news articles that are now shared thousands of times.

How not to measure conspiracy beliefs #2

This is a brief update to a previous post on how to measure conspiracy beliefs. My point in the previous post was that a study published in Psychological Medicine used weird measures to capture conspiracy beliefs.

In a letter to the editor, Sally McManus, Joanna D’Ardenne and Simon Wessely note that the response options provided in the paper are problematic: “When framing response options in attitudinal research, a balance of agree and disagree response options is standard practice, e.g. strongly and slightly disagree options, one in the middle, and two in agreement. Some respondents avoid the ‘extreme’ responses either end of a scale. But here, there was just one option for ‘do not agree’, and four for agreement (agree a little, agree moderately, agree a lot, agree completely).”

The authors of the study replied to the letter and, in brief, they double down on their conclusions: “Just because the results are surprising to some – but certainly not to many others – does not make them inaccurate. We need further work on the topic and there is clearly enough from the survey estimates to warrant that.”

Interestingly, we now have further work on the topic. In a new study, Agreeing to disagree: Reports of the popularity of Covid-19 conspiracy theories are greatly exaggerated, Robbie M. Sutton and Karen M. Douglas (both from the University of Kent) show that the measures in the study mentioned above (and in my previous post) are indeed problematic.

The figure below shows the key result, i.e. the sum agreement with specific conspiracy beliefs using the different scales.

The shaded areas are the ‘agree’ options in the scale (with more agree options provided in the original study). What we can see is that the sum agreement is substantially greater when using the problematic scale. For a conspiracy belief such as ‘Coronavirus is a bioweapon developed by China to destroy the West’, the ‘Strongly disagree-Strongly agree’ scale results in a sum agreement of 8.8%, whereas the scale used by the authors of the original study resulted in a sum agreement of 31.9%.

In sum, this is an interesting case of how (not) to measure conspiracy beliefs and how researchers from the University of Oxford themselves can contribute to the spread of such conspiracy beliefs. Or, as Robbie M. Sutton and Karen M. Douglas conclude: “As happens often (Lee, Sutton, & Hartley, 2016), the striking descriptive statistics of Freeman et al.’s (2020a) study were highlighted in a press release that stripped them of nuance and caveats, and led to some sensational and misleading media reporting that may have complicated the very problems that we all, as researchers, are trying to help solve.”

Observationer relateret til COVID-19

Her følger et par personlige observationer, primært skrevet til mig selv, så jeg på et tidspunkt i fremtiden kan minde mig selv om, hvad der blandt andet optog min opmærksomhed i (hvad der føles som) en historisk tid.

Politik. Jeg kan se det ironiske i, at politikerne for år tilbage talte om 2020-planer. Reformer blev præsenteret og, når man ser tilbage på det med den aktuelle situation in mente, er det svært at tage den politiske (langtids)planlægning seriøst. Dermed ikke sagt, at langtidsplanlægning ikke giver mening, men at man om noget skal være bevidst om, at vi opererer med en del usikkerhed og potentielle eksogene faktorer, der skal tages højde for.

Data. Det har som datainteresseret været en fornøjelse at følge, hvor meget ny data, der er kommet ud på kort tid. En masse af disse data har dog været af en yderst ringe kvalitet. Mest interessant har det været ift. data på, hvordan de politiske reaktioner har været på pandemien. Jeg talte med en journalist forleden omkring udfordringer forbundet med at måle komparative forskelle i, hvordan forskellige lande har reageret på krisen, og min pointe var her, at dette er langt mere besværligt, end vi umiddelbart går og tror. Hvis du ønsker et godt overblik over de forskellige datasæt relateret til dette, kan jeg kraftigt anbefale A tracker of trackers: COVID-19 policy responses and data.

Alder. Jo yngre du er, desto større en periode (og vigtigere del) af livet vil blive påvirket af pandemien. Hvis du er 14, er et år ~7% af dit liv. Hvis du er 31 er det ~3% af dit liv. Endnu vigtigere er det, at der er oplevelser for unge, der er svære at genskabe eller opleve senere i livet. Når man er 31 er det relativt begrænset, hvad der skal ske netop lige nu, som ikke blot kan udskydes et år. På samme måde føler jeg for de ældre mennesker, der i højere grad skal frygte konsekvenserne af at blive smittet. Derfor har jeg også en følelse af, at jeg har en perfekt alder til at opleve dette. Jeg er ung nok til ikke at skulle frygte for mit liv, og gammel nok til ikke at være alt for bekymret, hvis der går et år uden de store begivenheder. Dagene flyver afsted, livet går, men mange af mine dage i denne tid ligner til forveksling min tid før coronaen.

Personlighed. Det er min opfattelse at folk har reageret vidt forskelligt på udsigten til at skulle leve et mindre (fysisk) socialt liv, arbejde hjemmefra m.v. Jeg har en relativt klar idé om, hvilke Big Five-kombinationer, der er godt klædt på til en pandemi. Alle personlighedstræk kan være relevante at kigge på, men især høj Conscientiousness og lav Extraversion er en fantastisk kombination i disse måneder. Jeg har læst et par forskellige studier ifm. pandemien (konkret har jeg fundet et tocifret antal studier) og der er – såvidt jeg kan se – intet der taler for, at personlighedstræk forklarer store forskelle i livstilfredshed ifm. pandemien (relativt til før pandemien).

Helbred. Der har også været mere fokus på fysisk helbred. Jeg har uden tvivl fået motioneret mindre over de seneste måneder og er nok i dårligere form nu end for seks måneder siden. Omvendt har jeg indrettet min kost derefter. Jeg drak i forvejen så godt som ingen alkohol, spiser så godt som intet sukker og er gået over til koffeinfri kaffe. En pandemi handler på mange måder om at indrette tilværelsen på en sådan måde, at det ikke at gøre bestemte ting, er en succes. Dette er jeg i overvejende grad lykkedes med.

Kultur. Kultur er om noget det der binder os sammen. Især i disse tider. Jeg får set mange flere film og serier end normalt – og fået spillet betydeligt mere Pandemic. Jeg fik set Contagion for første gang og der er ingen tvivl omkring, at den var en bedre oplevelse end hvis jeg havde set den for eksempelvis et år siden. Ligeledes er jeg også overbevist om, at flere har haft en positiv oplevelse med Tiger King, end tilfældet ville have været, hvis den var blevet lanceret i en “normal” tid. Caspar Erics Dagbog fra dage med COVID-19 er et andet eksempel på noget, der viser hvordan kulturen sætter ord på det, der kollektivt opleves individuelt. Hvad angår TV-serier har jeg blandt andet fået set en del (mini)serier, der bygger på bøger (kan i flæng nævne Sharp Objects, I Know This Much Is True, Normal People, Little Fires Everywhere og I’ll Be Gone in the Dark).

Bøger. Det er en god tid at få kastet sig over forskellige typer af litteratur. I forhold til klassikere har jeg fået læst både faglitteratur (eksempelvis Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Community og Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis) og skønlitteratur (er så småt igennem Krig og fred, der har været på min læseliste i flere år). I forhold til nyere litteratur er det primært faglitteratur, den har stået på – eksempelvis bøger som Slowdown: The End of the Great Acceleration—and Why It’s Good for the Planet, the Economy, and Our Lives og Dark Data: Why What You Don’t Know Matters.

Figurer. Siden COVID-19 for alvor slog igennem, har der været talrige forskellige figurer, der skulle hjælpe os med at forstå pandemien (især “Flatten the Curve“-figurer og figurer med komparative trends, der viser hvor slemt det står til i forskellige lande). Et af de spørgsmål jeg er interesseret i, er hvordan borgerne rent faktisk reagerer og forstår disse figurer. Vi ved fra forskningen, at folk har svært ved at forstå hældninger i figurer (se evt. dette studie fra 1984). Et studie fra Canada har vist, at det ikke ændrer opbakningen til forskellige tiltag ifm. COVID-19, om man anvender en logaritmisk eller lineær skala til præsentationen af data. Anden forskning (eksempelvis her, her og her) har vist, at folks opfattelser kan påvirkes af, hvordan COVID-19 data præsenteres, hvor lineære figurer er nemmere at forstå ift. de absolutte tal. Noget af denne forskning misforstår dog hvad der er hele pointen i at anvende en logaritmisk skala (at vi ofte er mere interesseret i at formidle ændringsraten end de absolutte tal).

Geografi. Det har været interessant at følge hvor vidt forskellige tilgange der har været til COVID-19 i England og Danmark. Jeg har kort fortalt levet efter danske anbefalinger og arbejdet hjemmefra i flere måneder nu. London er en (relativt) død by og har dermed fungeret som en fantastisk cykelby. Man kan også kun håbe, at dette vil fremme færre biler (denne artikel i Nature Sustainability giver et fint indblik i, hvordan det går med at forbyde biler). Paradoksalt nok har jeg fået set mere af London i den seneste tid, end jeg ville have gjort, hvis alt var som normalt. Man kan kun håbe, at dette vil blive en anledning til, at London fremadrettet bliver mere københavnsk. Ligeledes er der også noget interessant ved at se storbyer være mennesketomme (eksempelvis København).

Møder. De fleste møder kunne let erstattes af en mail eller to, forlyder det. Jeg har i løbet af seneste månder haft møder på Teams, Zoom, BlueJeans og Skype, og jeg synes at Zoom har det bedste produkt. Jeg er dog ikke nødvendigvis overbevist om, at disse onlinemøder er bedre end fysiske møder (eller dårligere end mails). Fysiske møder er alt andet lige bedre, såfremt de tjener et formål og forløber effektivt. Der har været rig anledning til at reflektere over og diskutere skiftet fra fysiske møder til Zoom-møder, og i den forbindelse (gen)læste jeg denne artikel, der giver gode råd med på vejen om hvorfor, hvordan og hvornår møder bør afholdes.

Tid. Tid er subjektivt.

Historie. I forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016 havde jeg en følelse af, at have oplevet noget historisk. Eller som jeg beskrev det dengang, var det følelsen af at falde i søvn i én virkelighed og vågne op i en anden. Til trods for at der nok var tale om en historisk begivenhed, var det begrænset, hvor meget det påvirkede min dagligdag og mine daglige interaktioner. På den måde vil denne tid nok stå betydeligt skarpere i min hukommelse.

Ulighed. Jeg har allerede skrevet om dette i et tidligere indlæg, men det er og bliver det vigtigste emne i forbindelse med pandemien. Jeg er stadig bekymret for de borgere, der ikke er lige så privilegeret med muligheden for at arbejde hjemme (eller overhovedet have et arbejde). Til trods for at der er fordele forbundet med COVID-19, tror jeg desværre, at ulemperne ift. ulighed på en lang række parametre vil overstige alle potentielle fordele. Når man kigger på universitetsverdenen er der også noget tragisk over, at ph.d.-studerende lider mens kan man se millionbevillinger blive delt ud til etablerede forskere, der udelukkende kommer middelmådig forskning ud af (tænk hvor mange spændende postdoc-projekter, der kunne finansieres for de penge!).

Social science research during COVID-19

What a time to be alive. The coronavirus pandemic is a global problem and social scientists use this unique opportunity to write novel papers with the novel COVID-19 as the case (or the context of the study). There is not a single day without a new study saying something about either social distancing or the social behaviour of mass publics in relation to COVID-19.

I have already seen a lot of good papers with direct relevance for the COVID-19 crisis. However, interestingly, some of the best research you will see these days rely on data collected prior to the outbreak of COVID-19. The best example of this is this working paper on the potential implications of vote-by-mail programs (using data from 1996 to 2018).

Similarly, I am convinced that we will see a lot of interesting research coming out over the next years by political scientists on the different policy responses across the world (Denmark and Sweden will serve as a great most similar system design) and the social and political behaviour of citizens during the crisis. In other words, we do and will see great social science research coming out of this crisis.

That being said, we are in the midst of a global crisis with a lot of uncertainty and bad incentives for researchers. This is not to say that social scientists shouldn’t consider studying COVID-19 or in other ways contribute to our understanding of the crisis. However, the bad incentives researchers face combined with the uncertainty and rapid development of the crisis makes me critical towards how social scientists can contribute with to the crisis (at least in the short term).

To illustrate, let us take a look at a paper interested in how people estimate the spread of the virus. The first version, version 1 of the paper, was online on March 8. The study talked about “widespread misperceptions” and that people overestimated the severity of the virus. I made it clear when the study came out that I was not convinced by the study. This was before there was a lot of daily deaths in the US, but I found it weird that the researchers talked about the importance of not overestimating the spread of the virus at this stage (especially when taking the uncertainty about the spread of the virus into account).

Interestingly, version 2 of the paper came out on March 19. Now the paper did not talk about the problem of overestimating the virus at all. Instead, the paper had changed the framing substantially. However, this version has so far received less attention (compared to the first version). It is interesting that the paper changes its focus from ‘overestimating the severity of the crisis’ (version 1) to ‘successful containment’ (version 2) once the researchers themselves (economists, of course) acknowledged the severity of the crisis.

The paper in question got several limitations but my criticism is not related to the findings or specific methodological choices. Instead, I am critical towards the extent to which social scientists can (and should) bring important research into the world these days (taking the high level of uncertainty into account). Again, I am not saying that we will not see good social science research coming out of the COVID-19 pandemic. However, for consumers of social science research I suggest that you remain skeptical towards all of the papers coming out these days (independent of whether they are peer-reviewed or not).

Another important aspect to keep in mind is data quality. Data is not cheap and a lot of the research we see coming out these days will rely on data that we know is less than ideal. We will see a lot of small samples (most of them collected on mTurk) and surveys of a questionable quality. However, the challenge is not only with self-reported data in surveys.

I have already seen multiple papers using Google search data to study topics such as racial prejudice, economic anxiety and religiosity in relation to the COVID-19 pandemic. We might learn a lot from this body of research but we should be aware of a lot of the limitations with such data (see this blog post for more info). My concern is that there are very specific limitations to what kind of inferences we can make using such time-series data in the time of COVID-19.

More generally, the COVID-19 pandemic is not a good case for a lot of social science questions. This article describes the challenge: “The best natural experiments usually look at similar groups of people where one group experiences a very specific change”. The problem with the COVID-19 pandemic is that everybody is affected (“treated”) by the pandemic and we cannot make sensible counterfactual claims on the impact of specific initiatives these days. For example, if we are interested in the impact of lockdowns, such lockdowns will not be exogenous to the crisis and other relevant factors.

I am not the only one to be concerned about the quality of the research coming out these days and the potential implications. Anne Scheel describes it best here: “My point is not that all of this research is pointless or harmful — some of it may have a genuine positive impact. But I do feel that our concern about the extremely unusual and serious situation we’re in leads us to overlook the potential costs of conducting and consuming research in emergency mode.” Also, I agree 100% with the points made by Stuart Ritchie here.

Social science will contribute with a lot of interesting research related to the COVID-19 global pandemic. However, we should remain skeptical towards a lot of the work coming out these days.

COVID-19 og ulighed

I begyndelsen af 2020 havde de færeste nok forestillet sig, at det største emne på den offentlige dagsorden – og i vores daglige liv – ville blive coronavirussen (COVID-19).

Min forventning er, at coronavirussen vil øge uligheden i samfundet — økonomisk, socialt, kulturelt og politisk. Dette ikke ved at der bliver gennemført radikale ændringer i samfundet, men ved at der ikke bliver gennemført radikale ændringer. Dette vil ske ved at krisen på mange måder vil sætte eksisterende politikker ud af kraft og alle politiske tiltag vil forsøge at ikke alene opretholde men også konsolidere status quo.

Jeg har set flere argumentere for, at coronakrisen er en anledning til at iværksætte nye økonomiske og politiske tiltag. Slavoj Žižek har eksempelvis argumenteret for, hvor “nødvendigt det er at reorganisere den globale økonomi”. Jeg vil undlade at tage stilling til, hvad man bør gøre i forbindelse med en krise som denne, men i dette indlæg blot bringe et par observationer og reflektere kort over, hvad jeg finder sandsynligt vil ske.

De fleste politologer, jeg har set udtale sig omkring krisen, har i meget lidet omfang forholdt sig til de politiske aspekter af krisen – og dermed konsekvenserne for økonomisk, social og politisk ulighed. Dette skal ingenlunde forstås som en kritik. Der er trods alt ikke brug for at politisere myndighedernes anbefalinger og på andre måder bidrage til, at folk ikke tager krisen alvorligt. Jeg har med andre ord fuld forståelse for, at de fleste politologer (og andre forskere) bidrager til at gøre hvad man kan for, at danskerne følger magthavernes anbefalinger til punkt og prikke. Derfor er det helt fint, at vi ser et hav af politologisk forskning i, hvordan man kan sørge for, at folk vasker hænder og generelt følger myndighedernes anbefalinger om social distance m.v.

Hvad der er mindst lige så interessant er, hvilke politiske effekter krisen vil have. Vi har i løbet af de seneste uger set offentlige politikker og bureaukratiske procedurer blive sat på pause (eller flytte online). Institutioner, der tjener et bestemt formål, fungerer ikke længere optimalt – og dette vil i de fleste tilfælde øge uligheden i samfundet. Hvad vi har set rundt om i verden er talrige økonomiske tiltag og hjælpepakker, der alle skal forsøge at opretholde status quo og dermed sørge for, at alle kommer godt ud af krisen.

Dette er heldigvis noget, andre har udtalt sig om. Theda Skocpol har formuleret det bedst i relation til økonomisk ulighed: “The wealthiest fifth of Americans have made greater income gains than those below them in the income hierarchy in recent decades. They are more often members of married, highly educated couples. As high-salary professionals or managers, they live in Internet-ready homes that will accommodate telecommuting—and where children have their own bedrooms and aren’t as disruptive to a work-from-home schedule. In this crisis, most will earn steady incomes while having necessities delivered to their front doors. The other 80 percent of Americans lack that financial cushion.”

Når vi ser de høje arbejdsløshedstal i disse uger, er det bestemte grupper, der rammes hårdest, herunder især lavindkomstgrupper. Dem der har sværest ved at arbejde hjemmefra, for eksempel, er ikke overraskende også dem med de laveste lønninger. Det er for dem der arbejder hjemme nemt at få leveret mad – mens dem der leverer maden skal frygte for deres helbred. Dertil skal det også tilføjes, at især sektorer hvor kvinder er overrepræsenteret, er hårdt ramt – og lukkede skoler og pasningsmuligheder rammer også kvinder hårdere end mænd (se dette studie for mere info).

Det handler i høj grad om økonomisk ulighed, men ikke udelukkende. Det må forventes, at de børn der går i skole hjemme i disse dage får en betydeligt bedre oplevelse, hvis de har højtuddannede forældre. Forleden læste jeg eksempelvis, at højt uddannede forældre lånte omkring 2,5 gange flere børnebøger end lavtuddannede forældre, og dette er en stigning i uligheden sammenlignet med før krisens udbrud. Uligheden vil således stige — ikke alene økonomisk, men også socialt og kulturelt.

Det interessante er, at i krisesituationer som den vi befinder os midt i nu, vil dem der allerede har magt have langt flere muligheder end de normalt har. Mit yndlingseksempel på dette er virksomheder, der nægter at betale husleje (se eksempelvis her og her). Forestil dig en ganske almindelig borger kontakte sin udlejer og informere om, at vedkommende har besluttet at springe næste måneds husleje over.

Hvad vi også ser i disse dage er, at magthaverne indfører en række tiltag, der går ind og reducerer grundlæggende frihedsrettigheder. Igen skal jeg ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt dette er fornuftigt eller ej. Hvad der blot er vigtigt at huske på er, at sådanne tiltag ikke påvirker alle borgere ens, men på kort og på længere sigt kan øge uligheden i de økonomiske, sociale og politiske ressourcer, folk har til rådighed. Det er med andre ord vigtigt at forhodle sig kritisk til sådanne tiltag (og dette burde være muligt samtidigt med, at man følger myndighedernes anbefalinger).

Kigger vi på magthaverne kan vi da også se, at deres popularitet er steget i krisens første stadie. Ledere som Mette Frederiksen i Danmark, Stefan Löfven i Sverige, Boris Johnson i England, Viktor Orbán i Ungarn og Erdoğan i Tyrkiet, har alle nydt en øget opbakning i befolkningen. Jeg ser primært dette som en øget politisk ulighed, der ikke nødvendigvis skal gøre én bekymret, men i hvert fald om muligt endnu mere kritisk i forhold til, hvordan den politiske magt forvaltes i den kommende tid.

Der er intet overraskende i noget af dette. Når krisen melder sig og gængse procedurer og institutioner bliver problematiske, ineffektive eller overflødige, vil dem med magt stå bedre stillet. Et sidste godt eksempel på dette finder vi i forskningsverdenen. Mange universiteter introducerer midler til deres bedste forskere (ofte på institut- eller fakultetsniveau), og disse midler gives primært til de forskere, der allerede er inde i varmen (med andre ord har magt). Man skal heller ikke være kønsforsker for at bemærke, at der bliver udgivet meget få forskningsartikler i disse dage omkring COVID-19 (i hvert fald samfundsfaglig forskning), hvor der er en kvinde som førsteforfatter. Carlsbergfondet har også sat penge af til forskning i COVID-19, og her gives midlerne selvfølgelig også til dem, der allerede er venner af huset.

Krisen vil højst sandsynligt ikke føre til et opgør med eksisterende uligheder i samfundet, men en konsolidering af magten (og dermed mere ulighed).

Potpourri: Statistics #63 (COVID-19)

Why outbreaks like coronavirus spread exponentially, and how to “flatten the curve”
Top 15 R resources on Novel COVID-19 Coronavirus
Collection of analyses, packages, visualisations of COVID19 data in R
Coronavirus (Covid-19) Data in the United States
How to Flatten the Curve, a Social Distancing Simulation and Tutorial
Forecasting COVID-19
Flatten the COVID-19 curve
Tidying the Johns Hopkins Covid-19 data
Our World in Data: Coronavirus Source Data
A COVID Small Multiple
– Some R-scripts available on GitHub: andrewheiss/flatten_the_curve.R acoppock/covid, troelst/covid.Rmd