Boganmeldelse: Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag

Har for Kommunikationsforum anmeldt den nye bog ‘Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag: Sådan bruger du adfærdsdesign til at skabe forandringer i den virkelige verden’. Bogen er udgivet på Gyldendal Business og skrevet af Morten Münster. Anmeldelsen kan findes her.

’Nordkraft’ af Jakob Ejersbo

Jeg kunne godt skrive fint og meget om romanen Nordkraft. Der er dog ingen grund til at sige noget for blot at lade det stå som en gentagelse af allerede gode formuleringer. Hvis du har lyst til at læse en fyldestgørende og tilnærmelsesvis perfekt anbefaling af bogen, skal du blot klikke her.

Denne lille anmeldelse bliver som de fleste andre korte anmeldelser jeg har skrevet på siden, blot et uddrag af nogle af de tanker jeg har gjort mig omkring dette kulturprodukt.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Nordkraft-universet, var det ikke i bogen men i filmatiseringen af samme. Nordkraft blev i 2005 filmatiseret med bl.a. Thure Lindhardt, Signe Egholm Olsen og Claus Riis Østergaard på rollelisten. De to førstnævnte har du måske set i Into the Wild (da. Ind i vildmarken) hvor de er med et par minutter som danske turister.

Bogen er fantastisk, og specielt anden del med et stort fokus på Allan er noget der er svært at stoppe midt i, men når dette er sagt, skuffede bogen mig også lidt – specielt i den sidste del. Dette ikke fordi at romanen er dårlig, tværtimod, men fordi at filmen og Thure Lindhardt formår at skildre Steso så godt, at man helt savner ham mere centralt i bogen. Til trods for at bogen er spændende og så velskrevet at det er smukt, savner man at Steso kommer frem som sig selv, og ikke blot som de andre personers minder om ham.

Efter at have læst Marias tanker er det mig en gåde hvordan at Jakob Ejersbo kan sætte sig ind i en kvindes tankegang som tilfældet er. Når dette er sagt, ved jeg selvfølgelig heller intet om, hvordan en kvindes tankegang er (og heldigvis for det – tror jeg!). I Marias tanker I bogen kommer jeg dog til at tænke lidt på kvinderne i novellesamlingen Superego. I don’t know why.

Nordkraft er en rigtig god bog, og i de samme sekunder som jeg skriver dette, tænker jeg over, at jeg glæder mig til at få anskaffet mig Afrika-trilogien og komme igennem denne. Den skulle i hvert fald være anbefalelsesværdig, har jeg hørt!

Vurdering:

’Professor Caritats forunderlige opdagelser’ af Steven Lukes

I Professor Caritats forunderlige opdagelser, der er oversat fra den engelske The Curious Enlightenment of Professor Caritat, bliver professor Nicholas Caritat sendt på en opgave: Han skal finde den bedste af alle verdener.

Historien tager sit udgangspunkt i fængslingen af professor Nicholas Caritat, der med hans oplysningsfilosofiske tanker har givet håb, i den verden han befinder sig i, Militaria. Han bliver dog befriet af oprørsbevægelsen Hånden og sendt på ovennævnte mission.

Denne skønlitterære bog er skrevet af Steven Lukes, der er professor i politik og sociologi ved New York University. Fremgangsmåden for tilblivelsen af denne bog er at tage nogle filosofiske retninger og ideologier, og deducere verdener hvor disse eksisterer til fulde uden modifikationer. Disse teoretiske universer konfronteres professor Caritat så med i hans rejse, og skildrer gennem breve hvad der er godt og skidt.

Hans første stop er i Calcula i Utilitaria, der som navnene indikerer, bygger på nyttefilosofien/utilitarismen. Derefter går rejsen bl.a. til Kommunitaria og Libertaria, og hvilke retninger der ligger til grund for disse verdener, burde ikke være nogen gåde. I det hele taget er det nok også lidt det, der irriterer mig ved bogen. Symbolikken er lidt for primitiv, og om end at bogen da er meget spændende, er man næsten hele tiden en side eller to foran rent narrativt, i ens forventninger til, hvad der nu skal ske. Der mangler ganske enkelt overraskelser og twists.

Jeg tager mig nu den frihed at komme med en spoiler. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at følgende formulering kommer på en af bogens sidste sider (den eneste overraskelse er måske, at den kommer fra en ugle, som han konverserer med):

”Tænk på alle de lande, som du har besøgt og lagt bag dig. Hver især var de helliget en stræben efter et værdigt mål: ét ville sikre orden og sikkerhed, ét ville maksimere mere velfærd og lykke, ét ville sikre stabile identiteter, så folk kunne føle sig hjemme sammen med andre af deres slags, ét hengav sig til en tåget, fantaserende vision om virkelig, individuel frihed i harmoni med alle andre, og ét helligede sig beskyttelsen af individer og deres ejendom fra indblanding. Alligevel forfulgte de alle deres foretrukne mål ved at udelukke alle de andre og ofrede i processen utallige mennesker på deres abstrakte idealers alter. Hvor mange menneskeliv er ikke blevet gjort ulykkelige og ødelagt i disse idealers navn? Hvilken menneskelig dårskab!”

Uglen er, som ugler er kendt for at være, klog. Vi ved dog også fra Twin Peaks, at ”the owls are not what they seem”! For dem der gerne vil vide hvad Caritat kommer frem til vil være det bedste, røbes det i Wikipedia-artiklen for bogen.

Bogen er intet skønlitterært mesterværk. Karaktererne virker for overfladiske og deres tilstedeværelse synes kun at være båret af fremstillingen af de forskellige verdener. Dette er også bogens fokus, men det gør, at det aldrig rigtigt formår at blive en rigtig god fortælling, og ligeledes ikke rummer den samme viden man kunne have i et faglitterært værk af den samme længde. Bogen ender derfor på dette punkt med at sætte sig imellem to stole.

Når alt kommer til alt, kan jeg dog faktisk godt anbefale denne bog. Ikke til mine medstuderende, der for længst har haft politisk teori og er godt inde i filosofi, idéhistorie m.v., men til de mennesker der gerne vil have en ikke-abstrakt introduktion til forskellige ideologier og politiske retninger.

Vurdering:

‘The Bro Code’ af Barney Stinson

I TV-serien How I Met Your Mother (som jeg bl.a. anbefaler her) er der en karakter ved navn Barney Stinson, spillet af Neil Patrick Harris. Han har en stor fanskare og sin egen blog – sidstnævnte en side som han af og til refererer til i TV-serien. Dertil kommer, at han også har skrevet en bog (læs: en ghostwriter ved navn Matt Kuhn har skrevet en bog), der skal udbrede filosofien omkring The Bro Code.

The Bro Code er et værk alle bros tilsyneladende skal kende. Det er regler, normer, standarder og procedurer for, hvordan brors skal befærde sig i forhold til hinanden og konkrete situationer. Hvad der er OK – og hvad der ikke er OK. The Bro Code er i den forbindelse bygget op i paragraf-form, hvilket gør, at der mildest talt ikke er synderligt meget indhold på mange af siderne. De fleste paragraffer er dog direkte latterlige og humorforladte, og der kan derfor gå mange sider mellem grinene.

I TV-serien har Barney Stinson altid, eller i hvert fald oftest, en kvik kommentar eller bemærkning om hvad der er god skik jf. The Bro Code. Det ændrer desværre ikke på, at bogen er en omgang letfordøjelig, ligegyldig merchandise-underholdning, hvis eneste overraskelse er, at den ikke engang formår at komme op på et niveau der er foreneligt, med den kvalitet der leveres i TV-serien.

Bogen appellerer til unge mænd der kan identificere sig med Barney (eller ville ønske at de kunne), men for dælen da hvor er denne bog kedelig! Vil man have en god omfang litterær drengerøvshumor, kan jeg meget bedre anbefale Maddox’ (selvironiske) take på mandehumor i The Alphabet of Manliness.

The Bro Code lader sig uden problemer læse på få timer, afhængigt af hvor mange (tænke)pauser der stopper en – og det bør næppe være mange. Dette er dog stadigvæk noget der er værd at betegne som tid, så hvis din tid har selv bare den mindste værdi, kan jeg kun fraråde enhver kontakt med denne bog. Denne bog er blot ligegyldig og latterlig, og vil på ingen måde indfri de forventninger, at serien med rette har givet en. Eller bogen indfriede i hvert fald ikke mine forventninger.

Vurdering: