Analyse i Politiken: Hvornår får 16-årige lov til at stemme?

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med mine kollegaer Klaus Levinsen og Ulrik Kjær. Analysen omhandler valgretsalderen og udsigterne til at den bliver sænket til 16 år. Mere specifikt fokuserer vi på danskernes holdninger til spørgsmålet. Overordnet er der ikke den store folkelige support for en sænkelse af valgretsalderen, men der er også store forskelle i, hvilke borgere der støtter en sænkelse.

Det er især højreorienterede vælgere, der er imod en sænkelse af valgretsalderen. Som vi skriver i analysen: “Der [er] betydelige forskelle i, hvilke danskere der er imod en sænkelse af valgretsalderen. Her er det især de højreorienterede vælgere, der er imod at inkludere de unge borgere. Disse ideologiske forskelle er interessante i en international sammenhæng, idet resultater fra engelske undersøgelser viser, at vælgernes holdninger til valgretsalderen ikke i samme omfang er et ideologisk spørgsmål. I figuren ses det, at sandsynligheden for, at en borger er modstander af en sænkelse af valgretsalderen, er over 50 procent for både venstre- og højreorienterede.”

Analyse i Politiken: Reformer skal vælges med omhu

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Christian Elmelund-Præstekær og Michael Baggesen Klitgaard. Analysen beskæftiger sig med, hvordan vælgerne reagerer på regeringens reformtiltag. Fra analysen (ikke online):

Den klassiske forestilling er, at vælgerne generelt har et stærkt ønske om at bevare det eksisterende. Vælgernes tilfredshed med regeringen forventes derfor at falde, når der gennemføres reformer med direkte og iøjnefaldende velfærdstab for vælgerne til følge – også selvom regeringen forsvarer reformerne med henvisning til f.eks. økonomisk krise. Vælgerne vægter nemlig konkrete velfærdsgoder højere end abstrakte økonomiske nøgletal. I det omfang regeringer alligevel har et ønske om at gennemføre nedskæringer, kan de med fordel koncentrere reformkræfterne om politiske områder, hvor den brede vælgerbefolkning ikke er overbevist om, at modtagerne har et legitimt behov for offentlig hjælp.

Konkret vil det sige områder, hvor den generelle opfattelse – rigtig eller forkert – er, at modtagernes problemer er delvis selvforskyldte, og at modtagerne selv kan afhjælpe deres problemer. Ved at sætte ind på sådanne områder kan regeringen afgrænse reformens negative effekt på vælgeropbakningen og dermed forfølge sine politiske mål uden at spille hasard med vælgeropbakningen.

Et godt eksempel på en aktuel nedskæringsreform, som i vælgermæssig henseende kun har påført regeringen begrænsede skader, er den såkaldte studiefremdriftsreform, som for nylig har fået landets universitetsstuderende på barrikaderne. De protesterer over en reform, som mindsker deres mulighed for at planlægge – og ikke mindst forlænge – deres studieforløb. Studentermodstanden er et klassisk eksempel på, at velfærdsreformer er upopulære. Men både minister og regering ser ikke ud til at lade sig påvirke af kritikken – hvilket kan skyldes det enkle forhold, at den kommer fra en lille og klart afgrænset gruppe, der ikke formår at vinde opbakning til deres sag fra den brede vælgerbefolkning.

Partierne på facebook: Hvis tilkendegivelser var stemmer

Hvor mange stemmer ville de enkelte partier få, hvis deres opbakning på facebook var stemmer? Det er spørgsmålet at dette indlæg vil fokusere på. Datagrundlaget stammer fra mit sidste indlæg om partierne på facebook, og den grundlæggende idé bag at undersøge dette stammer ligeledes stadig fra en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S.

I det sidste indlæg tog jeg udgangspunkt i tre forskellige typer af tilkendegivelser på facebook som indikatorer for en tilkendegivelse af opbakning til et politisk parti: 1) Partisider, 2) facebook spørgsmål og 3) partiledersider. Det enkelte partis andel af tilkendegivelser er angivet i nedenstående tabel. Tallene er angivet i procent, så de angiver den relative opbakning til partierne ved de forskellige tilkendegivelsesformer i forhold til de andre partiers ditto.

Parti Partisider Spørgsmål Partileder Meningsmåling
A: Socialdemokraterne 16,7% 25,2% 34,8% 28,4%
B: Det Radikale Venstre 8,1% 5,5% 4,6% 6,4%
C: Det Konservative Folkeparti 6,7% 6,0% 0,7% 6,3%
F: Socialistisk Folkeparti 20,4% 18,5% 29,6% 13,8%
O: Dansk Folkeparti 1,7% 10,0% 4,9% 13,7%
V: Venstre 10,9% 11,5% 17,8% 22,8%
I: Liberal Alliance 14,8% 10,8% 0,9% 4,3%
Ø: Enhedslisten 20,7% 12,6% 6,8% 3,6%
I alt 100% 100,1% 100,1% 99,3%

Tabel 1: Partiernes opbakning i meningsmålingerne og ved forskellige tilkendegivelsesformer.

Der er i tabellen ligeledes angivet hvor stor en andel af stemmerne partierne forventes at få jf. meningsmålingerne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er de eneste to partier der ved alle tilkendegivelsesformerne har større opbakning end i meningsmålingerne. Dansk Folkeparti og Venstre er de eneste to partier derved alle tilkendegivelsesformer har mindre opbakning end i meningsmålingerne.

Det første vi kan kigge på, er partisiderne. Her er de tre største partier socialistiske: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det største borgerlige parti er Liberal Alliance – efterfulgt af Venstre.


Figur 1: Partiernes opbakning på baggrund af partisider

Den største overraskelse i denne sammenhæng må uden tvivl være Enhedslistens store mængde af tilhængere. En potentiel forklaring kan være, at Enhedslisten har et højt aktivitetsniveau på facebook, hvilket alt andet lige øger incitamentet for politisk engagerede at »synes godt om« deres side – og ikke mindst at vedholde opbakningen. Ligeledes er der tale om et fløjparti, hvilket også kan være en forklarende faktor, ligesom tilfældet kan være ved Liberal Alliance. Den næststørste overraskelse er Dansk Folkeparti, der ikke engang ville nå over spærregrænsen. Forklaringen er her nok udelukkende, at partiet ikke driver en officiel side med opdateringer og lignende.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelserne gennem Facebook Spørgsmål, ser vi da også, at opbakningen til Dansk Folkeparti stiger til et meget mere realistisk niveau. Dette harmonerer også fint med, at denne tilkendegivelsesform nok er den, der ligger tættest op af hvad vi vil se i forhold til vælgerne som population – sammenlignet med de to andre tilkendegivelsesformer.


Figur 2: Partiernes opbakning på baggrund af Facebook Spørgsmål

Igen er det Enhedslisten og Liberal Alliance der relativt får en meget stor opbakning her. Et kvalificeret bud kan være, at folk der sympatiserer med disse partier, matcher gruppen af aktive internetbrugere bedre, der bruger tid på at besvare spørgsmål af denne type m.v.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelser til partiledersiderne, finder vi den største opbakning til de socialistiske partier. Her får Socialistiske Folkeparti og Socialdemokraterne den største opbakning både i forhold til de andre tilkendegivelsesformer og de andre partier.


Figur 3: Partiernes opbakning på baggrund af partiledersider

Her er Anders Samuelsen og Lars Barfoed de helt store tabere. Dette kan være et resultat af mere fokus på de politiske aspekter, frem for et fokus på politikernes personlighed, som man kan finde i andre partier. Ligeledes skal man have for øje, at Lars Barfoed er den nyeste partileder. Lars Løkke Rasmussen opbakning er ganske tilfredsstillende hvis man tager højde for, at han for alvor først begyndte at etablere hjemmeside, facebook, YouTube, twitter m.v., da han blev statsminister.

Der har været meget snak om, at der er gået præsidentvalg i dansk politik. I den sammenhæng er det et væsentligt aspekt at fremhæve, at hvis dette var tilfældet, burde man se en meget stor opbakning til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, alt efter distributionen af vælgere på hhv. højre- og venstre fløj, og ligeledes en lav opbakning til de andre partiledere qua det store fokus på de to førnævnte. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Tværtimod ser vi f.eks. at Villy Søvndal har større opbakning end Lars Løkke Rasmussen.

Kigger vi mere overordnet på hvordan det samlede valgresultat ville falde ud, kan vi – til trods for at nogle taler om at blokpolitikken er fortid – kategorisere partierne i en hhv. rød og blå blok. Den røde blok består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Den blå blok består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.


Figur 4: Forholdet mellem stemmer til rød og blå blok ved de forskellige tilkendegivelsesformer

Fælles for de tre tilkendegivelsesformer er, at den røde blok ville vinde stort. Ved de enkelte tilkendegivelsesformer er der dog faktorer der hver især ville kunne gøre, at de to blokke ville ligge tættere på hinanden, f.eks. hvis at Dansk Folkeparti havde en officiel partiside.

Den absolut største valgsejr til rød blok ser vi når det drejer sig om partiledersiderne. Her får rød blok sammenlagt over 75% af stemmerne. Ligeledes er partiledersiderne det eneste sted at Socialdemokraterne får større opbakning end i meningsmålingerne. En lidt kontroversiel tolkning af venstrefløjens store opbakning når det kommer til partiledere kan være, at man historisk set skal huske på, at kollektivistiske tankesæt har sat deres lid til en karismatisk leder med en stor opbakning ;-)

Som borgerlig vælger må konklusionen være, at man skal være glad for, at tilkendegivelserne på facebook ikke er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerskare.