Hvordan klarer Alternativet sig i meningsmålingerne? #2

For fem år siden blev Alternativet opstillingsberettiget. I den forbindelse begyndte diverse analyseinstitutter også at give bud på, hvor mange vælgere, der ville stemme på partiet. Partiet blev annonceret allerede i 2013, men det var først i 2015, da partiet blev opstillingsberettiget, at meningsmålingerne begyndte at inkludere dem.

Som jeg viste da de første meningsmålinger havde set dagens lys, lå partiet omkring spærregrænsen. Mange meningsmålinger viste således, at partiet lå til at få omkring 2% af stemmerne, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning. Der var dog også meningsmålinger, der viste, at de lå under spærregrænsen.

Ganske overraskende blev partiet en succes. Ved valget i 2015 fik partiet 4,8% af stemmerne og i løbet af den pågældende valgperiode kom partiet op på omkring 7,5% af stemmerne. Det var med andre ord et af de største partier blandt nichepartierne.

Siden da er det dog gået én vej. Faktisk er historien om Alternativet i meningsmålingerne siden 2015 en historie om nedgang. Ovenstående figur viser samtlige meningsmålinger med Alternativet, hvor dets storhed og fald let kan ses. Partiet er således så småt tilbage til udgangspunktet, hvor de ligger omkring spærregrænsen.

Opgaven for Alternativet nu bliver at vende denne tendens. Det er let at se på partiets nye problemer – både som organisation og som politisk projekt – men sandheden er, at partiet har haft svært ved at holde opbakningen ved lige i meningsmålingerne i løbet af de seneste år.

Hvordan klarer Alternativet sig i meningsmålingerne?

Da personificeringen af Alternativet, Uffe Elbæk, den 23. februar kunne meddele, at partiet havde fået de fornødne 20.260 vælgererklæringer, som er påkrævet for at blive opstillingsberettiget til Folketinget, var det kun et spørgsmål om dage, før meningsmålingerne ville begynde at tegne et billede af, hvor stor en opbakning der var til partiet.

Disse målinger kom da også i løbet af de efterfølgende uger, og det var langt hen ad vejen en fornøjelig affære at følge dækningen af Alternativet i meningsmålingerne. Kigger man eksempelvis på de første artikler, der rapporterede tal fra Alternativets vælgeropbakning, bliver den statistiske usikkerhed i de fleste tilfælde formidlet og diskuteret (se eksempelvis artikler fra Børsen og Jyllands-Posten). Overskrifterne på disse artikler kunne være langt bedre formuleret end tilfældet er, men de formår at formidle meningsmålingerne nøgternt og redeligt.

Problemet med meningsmålinger er dog, at de ofte er forbundet med en stor usikkerhed, hvorfor det er svært at drage konklusioner omkring partiernes udvikling i meningsmålingerne. Til trods for at Alternativet har en lille vælgertilslutning og dermed en mindre statistisk usikkerhed end de større partier, er det svært at konkludere noget, når de er i nærheden af to procent. Nedenstående figur viser de 26 meningsmålinger, der har inkluderet tal fra Alternativet, lige fra Greens Analyseinstitut for Børsen den 26. februar til Voxmeter for Ritzau den 3. maj.

Der er især to forhold, der er værd at bemærke. For det første er der ingen meningsmåling, der kan give statistisk belæg for den påstand, at Alternativet ligger på den gode side af spærregrænsen. I alle meningsmålingerne er det en mulighed, at Alternativet får under 2 procent. Alligevel kan man i de tilfælde hvor gennemsnitstilslutningen er over 2 procent finde overskrifter som “Ny måling: Alternativet er over spærregrænsen!“. For det andet er der meget få meningsmålinger, der ikke har et overlap, hvorfor det kun er enkelte målinger, der adskiller sig fra hinanden.

De to forhold bliver problematiske, når medierne ikke tager højde for dem. Dette kan bedst illustreres med den seneste måling fra Megafon og TV2s dækning af samme. Der er tale om den næstsidste måling vist i ovenstående figur, hvor man kan se, at Alternativet får lige akkurat 2 procent af stemmerne. Denne måling resulterede blandt andet i denne artikel, hvor det konkluderes, at for “første gang viser en Megafon-meningsmåling nu, at det nye parti Alternativet vil komme i Folketinget”.

For det første – og for at slå det fast med syvtommersøm: Der er ikke belæg for at sige, at meningsmålingen sender dem i Folketinget. Det betyder ikke, at det ikke er en mulighed, hvilket også kan være relevant at skrive en historie om, men fordi en meningsmåling rammer det runde tal 2, betyder det ikke, at den statistiske usikkerhed forsvinder. Den forrige måling fra Megafon gav Alternativet 1,8 procent. Der er ikke sket noget som helst siden sidst, men det indtryk kunne man nemt få, hvis man læser journalistens tolkning af målingen. En forskel på 0,2 procentpoint gør åbenbart en verden til forskel i en meningsmåling.

For det andet, og noget der også er relevant for den generelle dækning af meningsmålingerne, er det underfundigt, hvordan alle andre meningsmålinger fra andre medier systematisk ignoreres, når den meningsmåling ens medie selv har finansieret, skal formidles. De andre meningsmålinger er totalt fraværende i dækningen, hvorfor det gøres til en endnu større nyhed, at det er den første Megafon-måling, der viser to procent til Alternativet. Det ville være befriende, hvis journalisterne accepterede det faktum, at forskellige meningsmålinger ikke er foretaget i hvert deres univers uden nogen relation til og relevans for hverandre.

Der er ikke statistisk belæg for at sige, at Alternativet har været over spærregrænsen i meningsmålingerne. Det ville være intet mindre end fantastisk, hvis dette faktum kunne afspejle sig i dækningen af partiet i meningsmålingerne, ligesom man så det i begyndelsen af dækningen af partiet, også selvom Alternativet i nogle målinger kommer op og rammer de magiske to procent.