Erik Gahner Larsen

Vågn op, Jehovas Vidner!

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud – og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er. 

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere). 

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare – mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet – både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer. 

Fortsat god dag :-) – hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.

Det er jo ens egen skyld, ikk?

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Budapest, Ungarn februar 2008

Bragt i skolebladet på HTX, foråret 2008.

Nestlé, McDonalds, Burger King, Coca Cola, Pepsi og så frem(d)ragende videre – de pryder alle gadebilledet på de store reklamesøjler i Budapest, og her har jeg kun nævnt et fåtal af de multinationale levnedsmiddelproducenter der har fundet vej til det før-sovjetiske marked i centraleuropa. Foruden at Budapest er rammerne for pseudobehovsskabende posters og monumentale og historiske bygninger, skulle Ungarns hovedstad også være rammerne for vores studietur fra en tilfældig onsdag til en lige så tilfældig mandag i foråret 2008.

Det starter onsdag. Det er meget tidlig morgen og os tredjeårselever der har samfundsfag på B-niveau samles så småt på Nyborg banegård. Snakken går hvidt omkring, lige fra søvn og mangel på samme overvurderede behov til den amerikanske valgkamp og Super Tuesday. Vi får vundet vej til nattoget hvor folk ser sit snit til enten at sove eller blive underholdt (kortkast, det holder!) – hele vejen til Kastrup. Turen gik mod destinationsstedet Star Hotel, hvilket vi var ved omkring middagstid, og efter at have stemplet ind på det forholdsvist ekstravagante hotel og nuppet en bid mad på et spisested i en radius af et stenkasts længde, gik turen mod den danske ambassade. Vind og vejr, politiske forhold, økonomi & historie var nogle af de emner der blev berørt der, og efter endt powerpoint-show og obligatoriske spørgsmål, var vi fritstillede, så efter lidt hurtig hurtigmad gik turen lige ret hjem og på hovedet i hotelsengen til 13 timers søvn. Kvarteret hotellet ligger i virker dystert, gadebelysningen er svag og ikke just LUX’uriøs, og det ligner en gade fra en Roman Polanski-film, der mest af alt giver en lyst til at finde nærmeste træ og prøve løkken.

Torsdag. Tretten timers søvn trætter i situationen, men efter et hurtigt bad og et dejligt måltid mad i morgenmadsbuffeten var man klar til at komme ud og besøge et gymnasium i Budapest. En guide guidede os vej igennem de budapestiske gader. Det er fedt at gå blandt mennesker der ikke har samme historiske baggrund som en selv, og kun delvist samme kulturelle referenceramme, og det giver en rige muligheder for at observere, analysere og reflektere over andre såvel som ens selv og identitet.

På gymnasiet blev vi opdelt i tre hold, hhv. drama, sport og engelsk, der så skulle ud i de respektive klasser og snakke lidt om forskellene ved at være gymnasieelev i Danmark og Ungarn. En meget udadvendt gymnasieelev med ekspertviden inden for MGP, var talerør for de andre unges ord som de delte med ham med latter og på ungarsk. Efter gymnasiebesøget og en hurtig tilbagevenden til hotellet, gik turen til en af Grundfos fabrikker cirka 60 km væk fra Budapest. Det var ganske overvældende, og reklamefilmen der skulle ses iført 3D-briller på hovedet på hovedet, var rigtig def og fed. Vi var nede og følge produktionen af forskellige pumper, og dette med mega smart radiostyr. Da rundvisningen var veloverstået, gik busturen hjemad.

Fredag. I Ungarn er der demokrati, og med demokrati følger folkevalgte, og disse folkevalgte skal selvfølgelig have en arbejdsplads. Denne arbejdsplads, parlamentet, skulle have et visit. En rundvisning i den semisymmetriske bygning efterfulgt af en snak med en chef for informationskontoret. Han kom vidt omkring, lige fra miljøspørgsmål til fokus på forfatningen. Da parlamentsbesøget var et overstået kapitel, skulle vi via metroen på avisbesøg. Vi havde dog en times tid i overskud, så endnu et Burger King-besøg var muligt. I de pågældende dage var der så mange burgerkædebesøg, at titlen king of Burger King burde være realistisk og inden for rækkevidde, hvis man ser bort fra amerikanske burgerforbrugere.

Avisen vi skulle besøge hed Népszava (på engelsk ”voice of the people”, ”folkets stemme”). Vi kommer op til avisen via elevatoren der løfter os de ni etager op til avisens lokaler. Avisens onlineredaktør, Bialkó, viser os vej til et mødelokale hvor avisens chefredaktør (en person der sætter sin hat som han vil, og nok bedst kan sammenlignes med Tøger Seidenfaden) og deres kvindelige USA-ekspert er til stede. De kom blandt andet relevant ind på avisens forhold under kommunismen, at de gerne så at regeringen tabte næste valg, men at det samtidigt kunne betyde dårligere forhold for deres journalistik samt mange andre informative emner. Efter avisbesøget gik turen hjem. Det hænder når man kommer hjem på hotellet, at toilettet må tages i brug. Toiletterne på hotellet var disse østtyske, hvor ens efterladenskaber hviler på en afsats, hvor det kan inspiceres og analyseres før det skylles ud.

Lørdag. På vores udleverede skema står der ’FRI’, dette er dog ikke helt tilfældet. Dagen står på bytur med Jess, sir! Det var spændende. Turen endte på et marked hvor vi fik fri for resten af dagen. Turen skulle selvfølgelig ikke udelukkende bestå af burgermad, så vi fandt da også vej til Pizza Hut. Dette var en skuffelse, og Burger King måtte da også have et obligatorisk visit senere på dagen. Jeg blev stoppet af et hav af hjemløse på vejen hjem. ”I’m a honest guy…”, jaja, men *jeg* har travlt og er i forvejen lavt budgeteret. Jeg forklarede situationen på mit bedste engelsk og måtte se et skuffet, men smilende ansigt i hjemløse måske-alkoholiserede mennesker. Det går dog nok alt sammen, for han overlever jo nok… mine få Forint eller ej. Det er nemt at være kynisk i en verden der er hamrende relativ.

Søndag. Søndagen starter med at jeg i fællesskab med mine (overvægtige?) venner får gjort elevatoren til ’Elevator of Terror’ da den desværre kun kunne rumme 500 kg menneskefylde. Nå, men altså, anyway – whatevah (udtalt på bedste HTX-reklame manér) – turen gik til House of Loyality/Terror hvilket var yderst interessant. Til lyden af dyster, hård musik var der filmklip fra det nazistiske styre og kommunismen i Ungarn. Der var propagandaplakater fra det kommunistiske styre. Der var en kælder hvor man kunne se de celler der blev brugt til politiske fangere og andre afvigere. En stående celle, en lydisoleret celle og de andre direkte skræmmende celler i kælderen, var tankestartende. Ikke bare omkring de historiske handlinger, men lige så meget Guantanamo, eller en tanke til de tusindvis af mennsker der jf. Amnesty International hvert år henrettes af politiske og religiøse årsager i Kina i såkaldte Laogai-lejre. Og her skal vi til OL senere i år… verden er relativ. Bagefter var der mulighed for at komme i tyrkisk bad. Om aftenen havde et fåtal besluttet hvor vi skulle spise, og det var på en smuk restaurant med en generøs tjener der gav os valget mellem en a menu eller en b menu, så vi kunne få maden hurtigere (et bedre flow var dermed muligt for dem). Begge menuer indeholdte den ungarske specialitet, gullaschkød. Med mit syn på gullasch var det mildest talt et valg mellem Budapest og kolera.

Mandag. Hjemrejse. Vi var tidligt oppe fordi bussen skulle komme tidligt. Med bus og fly og tog og bus gik turen hjemad, og nu sidder jeg i dejlige Danmkark, på mit værelse, med alle mine bøger, dvd-film, alkoholiske drikke, computer, stort fjernsyn – I’m lovin’ it, men jeg savnede det ikke da jeg var væk. Winamp spiller C.V. Jørgensen med Dannebrog over et kaffebord fyldt med likør og tørre kager. Nogen vil måske kalde det for den daglige trummerum.

Jeg prøver lige een gang til

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine “latterligt langt-ude billige” indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

“I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene”

Velkommen.

DR må finde sig selv

Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.

Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.

I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.

Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.

Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.

DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.

Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.

Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter

Det hænder, at jeg tager en kop med op på mit værelse når jeg skal have noget at drikke. Det er f.eks. når jeg har en appelsin- eller æblejuice, hvor jeg på ingen måde gider drikke af kartonen.
Jeg sidder lige nu i min grønne lænestol og ser fjernsyn og skriver dette indlæg, men når jeg kigger over på mit sofabord kan jeg se teksten ”Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter” på en efterhånden gammel kop.

Koppen er fra firmaet LK (Lauritz Knudsen) og er en min far har fået fra en forretningsrejsende for år tilbage. Teksten på koppen er selvfølgelig tvetydig.
I den ene betydning skal kontakter ses som det materielle, altså en kontakt du har monteret på væggen.
I den anden betydning, som er den interessante, skal kontakter ses som de forbindelser du har til andre mennesker, netværk m.v. (f.eks. forretningsforbindelser som LK også pointerer når de giver kopper med sådanne budskaber til deres kunder).

Man hører tit, at uden venner, familie osv. er man ingenting. Dette er rigtigt, men du er heller ikke ”noget” bare fordi du har. Det nytter ikke noget, at du har et hav af venner og familiemedlemmer, hvis de ikke kan hjælpe dig med en skid eller være dig en god støtte og gøre dig til et bedre menneske. Det gælder altså ikke bare om at have kontakter, det gælder om at have de rigtige kontakter – og dét er en kunst i sig selv. Jeg tænker selv meget over hvem jeg bruger tid med og på… der er f.eks. visse personer i min familie jeg gi’r en fuck for og visse personer jeg har muligheden for at bruge tid sammen med, men ene og alene ikke gider, fordi jeg ikke kan bruge deres venskab til en skid.

Jeg vil ikke lyde arrogant. Jeg har ikke så mange venner at jeg bare kan vælge og vrage, men jeg har ikke et socialt behov for at have kontakt til mange mennesker, jeg har derimod et behov for ikke at spilde min tid på folk der ikke kan sætte pris på et venskab.

Hvad med dig? Har du de rigtige kontakter?

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.