Erik Gahner Larsen

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.

Det er jo ens egen skyld, ikk?

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Jeg prøver lige een gang til

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine “latterligt langt-ude billige” indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

“I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene”

Velkommen.

DR må finde sig selv

Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.

Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.

I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.

Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.

Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.

DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.

Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.

Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter

Det hænder, at jeg tager en kop med op på mit værelse når jeg skal have noget at drikke. Det er f.eks. når jeg har en appelsin- eller æblejuice, hvor jeg på ingen måde gider drikke af kartonen.
Jeg sidder lige nu i min grønne lænestol og ser fjernsyn og skriver dette indlæg, men når jeg kigger over på mit sofabord kan jeg se teksten ”Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter” på en efterhånden gammel kop.

Koppen er fra firmaet LK (Lauritz Knudsen) og er en min far har fået fra en forretningsrejsende for år tilbage. Teksten på koppen er selvfølgelig tvetydig.
I den ene betydning skal kontakter ses som det materielle, altså en kontakt du har monteret på væggen.
I den anden betydning, som er den interessante, skal kontakter ses som de forbindelser du har til andre mennesker, netværk m.v. (f.eks. forretningsforbindelser som LK også pointerer når de giver kopper med sådanne budskaber til deres kunder).

Man hører tit, at uden venner, familie osv. er man ingenting. Dette er rigtigt, men du er heller ikke ”noget” bare fordi du har. Det nytter ikke noget, at du har et hav af venner og familiemedlemmer, hvis de ikke kan hjælpe dig med en skid eller være dig en god støtte og gøre dig til et bedre menneske. Det gælder altså ikke bare om at have kontakter, det gælder om at have de rigtige kontakter – og dét er en kunst i sig selv. Jeg tænker selv meget over hvem jeg bruger tid med og på… der er f.eks. visse personer i min familie jeg gi’r en fuck for og visse personer jeg har muligheden for at bruge tid sammen med, men ene og alene ikke gider, fordi jeg ikke kan bruge deres venskab til en skid.

Jeg vil ikke lyde arrogant. Jeg har ikke så mange venner at jeg bare kan vælge og vrage, men jeg har ikke et socialt behov for at have kontakt til mange mennesker, jeg har derimod et behov for ikke at spilde min tid på folk der ikke kan sætte pris på et venskab.

Hvad med dig? Har du de rigtige kontakter?

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.

Jeg kan læse – hvem skal jeg takke?

På tirsdag starter en retssag hvor en tidligere folkeskolelev sagsøger sin kommune for 250k, fordi han aldrig nåede at lære at læse eller stave.

Denne retssag bygger på principper, og som med mange andre retssager er denne faktisk lige så lovgivende som den er dømmende. Hvis kommunen bliver kendt skyldig i… ja… jeg ved ikke lige hvad det hedder… så kan mange andre kommuner nok se frem til lignende sager i fremtiden. Men hvem er det egentlig man skal beskylde? Forældrene der ikke var strikse nok til at sige til deres børn, at lektierne skulle laves? de børn der mobbede en så man ikke kunne holde fokus i undervisningen? Inkompetente lærere? Hvis jeg skal gætte på noget, vil jeg tro, at det er forskelligt fra barn til barn. Nogle er måske bare født med indlæringsvanskeligheder, men hvad fanden, så kan man vel sagsøge kommunen for at de ikke har gjort noget ved det.

Jeg mener personligt ikke, at man skal give lærerne skylden, eller, der er selvfølgelig tilfælde hvor lærere ikke har gjort dere job ordentligt, men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man må give lærerne et så stort ansvar, at hvis ikke deres opgave med at lære børn at stave, læse, regne etc. fuldføres, skal kommunen betale enorme summer.

Da jeg hørte om denne retssag kom jeg straks til at tænke på det afsnit af South Park ved navn ”Sexual Harassment Panda” hvor det lykkedes Cartman at sagsøge skolen og vinde retssagen hvilket resulterede i, at alle de andre børn gjorde det samme, og det hele endte med, at skolen ikke længere havde råd til at kunne levere en ordentlig undervisning til eleverne.

Men hvem skal jeg egentlig takke for, at jeg kan læse, skrive og regne bare nogenlunde? Min mor der ej læser så godt? De snæversynede lærere jeg havde op igennem folkeskolen? Hah, jeg ved det sgu ikke.