Erik Gahner Larsen

Mennesket bør ikke have frihed til at vælge…

… for Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti er liderlig efter at vælge for os.

Regler og love har et adfærdsregulerende formål. Havde vi ingen regler og love hængende over hovedet på os fra i morgen af, ville denne dag højst sandsynlig forløbe radikalt anderledes end i dag. Ofte har vi klare incitamenter til at bakke op om en række love. Dette fordi at de sikrer en helt fundamental sikkerhed og tryghed. Jeg har en klar interesse i, at bilisterne skal holde sig inden for hastighedsbegrænsningerne, da det giver mig en tryghed i forhold til for eksempel en ganske almindelig cykeltur ud til universitetet.

Her til aften var der i Go’ Aften Danmark en debat omkring tatoveringer og nødvendigheden af en lov og omkring hvorvidt det bør være tilladt eller ej at blive tatoveret i ansigtet, nakken og på hænderne. Noget der på nuværende tidspunkt er ulovligt, men alligevel praktiseres. Debatten stod mellem skønhederne Anne Lindfjeld og Charlotte Nielsen på den ene side, og på den anden side negationen Marlene Harpsøe, fra Danske Folkeparti.

Anne Lindfjeld argumenterede ganske liberalt og fornuftigt for hendes egen ret til at bestemme over hvordan hun vil se ud, hvilke udtryksformer hun vil bruge, og ja – retten til at være herre over egen krops udseende og tage konsekvenserne deraf. Marlene Harpsøe, der aldrig vil blive flot med tatoveringer (eller uden for den sags skyld!), argumenterede for at tatoveringer ikke bør være tilladte på meget synlige steder, fordi at nogen der bliver tatoveret fortryder dette. Jeg finder hendes argumentation latterlig, respektløs og ret normal for en politiker.

Det synes efterhånden at være reglen nærmere end undtagelsen når politikere er i medierne, at mennesker er størrelser der for alt i verden ikke kan tage vare over sit eget liv og legeme. Vi skal reguleres. Vi skal ikke kunne vælge mellem forskellige valg, men blot trave ud ad velfærdsstaten landevej – tegnet, italesat og asfalteret af magtliderlige politikere. Nuvel, der vil altid være nogen der fortryder de valg de træffer her i livet, af den ene eller anden grund. Dette er et livsvilkår. Hvorfor skal alle være underlagt et forbud om at blive tatoveret hvor de vil, bare fordi at det viser sig, at nogen fortryder deres tatovering(er) senere i livet?

Der er også mange der fortryder at have drukket alkohol, taget stoffer, været piercet, været gift og så videre. Der er ganske enkelt ikke noget at gøre ved det. Hvis ikke folk tager sig friheden til at opsøge information om konsekvenserne af det valg de træffer, ja, så er der ikke andet for end at tage konsekvensen. Lad os for absurditetens skyld tage et ekstremt teoretisk eksempel. Fordi at en ikke nærmere defineret gruppe mennesker fortryder at have fået børn, forbydes jeg politisk at indgå i nogen form for seksuel omgang med andre med henblik på befrugtning, fordi jeg kan risikere på et senere tidspunkt at fortryde mit valg i nuet. Der er forskel på at få et barn og en tatovering, men ikke en forskel der gør Marlene Harpsøes argumentation mere logisk og loven mere legitim.

Vi bør ikke kunne vælge, for tænk nu hvis vi fortryder det. Marlene Harpsøe vil gerne vælge for os, og ved at overlade vores frihed til hende, kan hun jo vælge, og så kan vi jo ikke fortryde. Man kan så selvfølgelig kun angre, at man har levet et liv, hvor at de valg vi skal træffe, bliver truffet af andre.

BOG: American Psycho (1991)

An undisputed masterpiece.

Er du træt af skildringer der tangerer til det rørstrømske? Er du træt af en konstant brug af metaforer? I så fald er American Psycho et litterært værk der ikke vil (eller kan!) skuffe dig. I American Psycho finder du netop ingen poetiske fremstillinger, tværtimod. For hovedpersonen Patrick Bateman er der overfladen. Dette kommer primært til udtryk i hans indstilling til livet og hans livsstil. En livsstil med dyre plejeprodukter, Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York – når den selvfølgelig ikke står på meningsløs ultravold i hans eksklusive penthouselejlighed.

Bogen er skrevet af Bret Easton Ellis, der selv ser bogen som en rigtig sjov bog. Dette ændrer dog ikke på, at vi her har at gøre med et kulturprodukt, der ikke vil falde i lige god smag hos alle. Dette fordi, at vi ikke blot følger Batemans liv præget af rutinen – det narcissistiske morgenritual, The Patty Winters Show, den daglige work-out, det ikke-udfordrende arbejde, popmusikken i walkmanen og café-, restaurant- og clubbesøg. For vi følger selvfølgelig også de sadomasochistiske fantasier der i løbet af det narrative forløb bliver mere og mere vulgære og eksperimenterende. Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg kan blot sige så meget som, at hvis du ikke kan lide rotter, vil du nok heller ikke kunne lide Patrick Batemans brug af samme, der giver betegnelsen dyresex en helt ny betydning.

Bogen skildrer en tid og et miljø hvor de materielle værdier var den eneste målestok for succes. Bret Easton Ellis var selv en del af yuppiemiljøet da han flyttede til New York, og efter at have været dette i et stykke tid, var ideen til hovedpersonens personlighed klar:

“So after two exhausting weeks of hanging out with these people I understood that my narrator would be a serial killer. I don’t know where I made the connection, it just seemed logical that one of these guys would be driven so nuts by how status-obsessed everyone is that it would incite him into becoming a murderer.”
– Bret Easton Ellis

Måske har du allerede set filmatiseringen, og dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det kan være umådeligt svært at sammenligne en bog med en film og vice versa, og American Psycho er ingen undtagelse. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at bogen dog er way better end filmen i dets beskrivelser af ikke alene volden, men også af Patrick Batemans liv og tanker. Når dette er sagt, skal Christian Bales skuespillerspræstation i rollen som Patrick Bateman roses på et sådan plan, at filmen er værd at se alene på baggrund af denne.

American Psycho er en bog Gud og hver mand bør læse. På en skala fra 1 til 10, hvor at 11 er kliché, har vi at gøre med en klar 10’er!

Dette indlæg blev først publiceret på Kulturkanonen.

Velfærdsstaten og om at vælge det gode

Jeg har det svært med begreber som det gode og det onde. Hvad der opfattes som godt for nogen opfattes som ondt for andre. Jeg er sikker på at en minoritet i Tyskland under nazistpartiets ledelse ikke var helt tilfredse med magthaverens definition af det gode, og ligeledes var der nok en majoritet i apartheidstyret i Sydafrika, der ikke var helt tilfredse med magthavernes definition af det gode. Det er samtidigt heller ikke noget nyt at diskutere det gode og det onde. Spørgsmålet om det gode og det onde har været en del af den politiske tænkning i årtusinder. Helt tilbage til antikkens politiske filosofi finder vi overvejelserne omkring polis, med henblik på at skabe det gode liv for borgerne. Religionen er også et typisk eksempel på noget der forholder sig til det gode og det onde, og guider autoritetsrygklapperen til det gode liv på dydens smalle sti.

Overordnet set er det ikke bare en evig kamp om hvad der skal defineres som det gode og det onde. Der rejser sig også en række andre problemer. Er det f.eks. acceptabelt at gøre noget ondt, hvis dette på sigt vil føre til mere af det gode (jf. utilitarismen)? Er det OK i det godes navn at krænke ejendomsretten? Eller er der en sindelagsetik der vejer tungest, og dermed ser bort fra en hvilken som helst mulighed for bevidst at gøre noget ondt? Hvad jeg i dette blogindlæg vil bruger et par bogstaver på, er velfærdsstaten og hvordan jeg ser forholdet mellem denne og ideen om det gode.

I en velfærdsstat er der en klar sammenhæng mellem det gode og det økonomisk bedste. Det godes kunst er reduceret til at finde det rette beskatningsgrundlag, altså et simpelt forhold mellem skatteprocenter og skatteindtægter jf. Laffer-kurven, og på denne baggrund lave en så lige fordeling som overhovedet muligt. Det onde, og dem der praktiserer det onde, er det/dem der ser bort fra det økonomiske lighedstyranni og ønsket om ikke at give de økonomiske strukturer en så overordentlig vigtig position i forhold til samfundslivet og statens Big Brother-søgende karakter i forholdet mellem stat og klient.

Sat på spidsen bygger en velfærdsstat på en basis-overbygnings inspireret antagelse om, at det er økonomien der determinerer de etiske vilkår, kulturelle, filosofiske, samfundet som helhed osv. Bare vi kan give bistandsklienten og de andre fattige en net sum penge, bliver deres position bedre. Dette er jeg langt fra enig i. Tværtimod risikerer vi, at når velfærdsstaten reducerer samfundets opgave til at foretage en autoritativ fordeling af økonomiske ressourcer, mister vi de etiske såvel som moralske forpligtelser for hverandre, ideen om samfundet som mere end et sted hvor finansloven skrives. Det er med andre ord ikke velfærdsstatens fortjeneste, når vi er i stand til at diskutere de værdimæssige spørgsmål og træffe moralske valg der for det enkelte individ bygger på overvejelser mellem det gode og det onde.

Hvad er så det gode i en velfærdsstat? Er det at betale skat pr. definition at gøre noget godt? Nej. Det er ikke at gøre noget godt, før man står med i en valgsituation, hvor man kan fravælge et potentielt onde. Velfærdsstaten reducerer dermed de valgmuligheder det enkelte individ stilles over for, mellem at træffe det gode eller det onde, jf. de definitioner det enkelte individ nu engang opererer med. Er det at donere 100,- til Haitis ofre noget godt? Ja, eller hvis man ser dette som noget godt er det, for man står med et personligt valg, hvor man kan gøre det eller undlade. Det er her vores moralske overvejelser spiller ind.

Når en mand falder ned fra et højhus, gør han ikke det onde ved at følge tyngdekraften. Han står ikke over for et potentielt valg. Hvis han kunne vælge at flyve eller falde, ville der ligge et valg, og dermed kunne han gøre det gode eller onde. Når en mand går på arbejde, gør han ikke det gode ved at lade staten trække den lovpligtige procentsats af hans indkomst.

Problemet bliver dermed ikke at definere det gode og det onde (hvilket i disse postmoderne tider nok bliver svært), men derimod at tvinge den enkelte borger til at tage et ansvar og træffe nogle valg. Velfærdsstaten reducerer antallet af valg vi som borgere skal træffe, og fjerner dermed også en del af det individuelle ansvar, og dermed retten til eget liv.

Overordnet er det også et problem i forhold til det positive frihedsbegreb. Et statsligt organ filtrerer de ”onde” valgmuligheder fra (bemærk: det onde ud fra en pro velfærdsstatsterminologi), og sørger for en økonomisk omfordeling. Ideen om at det gode står tilbage når man fjerner det onde, er naiv. Vi står tilbage med et teknokratisk system blottet for moralske overvejelser, og individet er neutralt i forholdet til moral – om det er forpligtet til at tage et medansvar over for sine medmennesker eller ej, da det jo netop ikke har muligheden for at fravælge det onde.

Det principielle spørgsmål jeg på baggrund af ovenstående (ja, undskyld) lidt rodede tanker er: Hvor går grænsen for hvilke valg fællesskabet skal træffe i forhold til det enkelte individ, og dermed fjerne dennes ansvar og valgsituationer hvor potentialet for at træffe moralske valg ligger?

Som fængselspræsten så korrekt protesterer i A Clockwork Orange, vil jeg ligeledes afslutte dette blogindlæg: Goodness is something to be chosen. When a man cannot choose he ceases to be a man.

I hvilket omfang handler politik om associationer?

Der skal næppe herske nogen tvivl om, at mennesket ikke er et fuldkomment rationelt kalkulerende individ. Vi er, om vi vil det eller ej, ikke maskiner udelukkende med profit for øje. Vi er også, med mindre vi lider af bestemte psykiske lidelser, bundet til moral, følelser, normer og meget andet der på overfladen kan virke irrationelt, hvis pengepungen bruges som rationalitetskriterium. Dette kan også være følelser vi ikke er os selv bevidste, f.eks. psykoanalysens ubevidste.

Betyder dette at vi som individer i et fællesskab, ikke besidder nogen form for rationalitet og evne til at føre en kritisk debat omkring samfundets værdier og den politiske praksis med oplysningstidens ideer som forbillede? Åbenbart. 

Jeg læste ved et tilfælde en analyse under titlen ”Vælgernes følelser styrer partivalg”, der synes at hævde, at det er de associationer vi får i forbindelse med de pågældende partier, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Det forekommer mig dog direkte idiotisk at reducere de teoretiske antagelser omkring vælgeren til at være en associationsstyret aktør. Et individ der dermed ikke kan tænke ud over sin egen eksistens i en større sammenhæng og reflektere rationelt over hvilket parti der vil være bedst at stemme på. Et eller andet sted fristes jeg til at kalde det en falliterklæring i et civilisationsperspektiv.

Nuvel, jeg har måske bare ikke den faglige ballast og fornødne viden til at have en tiltro til sådanne antagelser. Hvorom alting er fristes jeg dog så til at kritisere undersøgelsen som analysen refererer til. Først og fremmest skal der siges, at jeg udelukkende bygger min kritik på baggrund af analysen på politiken.dk, og derfor ikke kan sige om nedenstående behandles yderligere andetsteds. Dette er dog også lidt svært, for umiddelbart gør analysen brug af en forkert figur der viser “Forsidehistorier i uge 46, 2008”, som ingen relevans har for den pågældende undersøgelse. 

Som Sigge Winther Nielsen selv nævner, er undersøgelsen ikke direkte repræsentativ, så der er vist ingen yderligere grund til at gå mere i dybden med dette. Uanset hvad ens stikprøve viser, synes jeg det er lidt sløvt at prøve at argumentere for, at det fortæller noget om populationen, til trods for den manglende repræsentativitet. Så må man sgu lave en repræsentativ undersøgelse hvis man ønsker at sige noget om populationen (vælgerne). Er de 176 respondenter så fra forskellige uddannelser eller ej? Jeg vil i hvert fald vove den påstand, at der er en fundamental forskel på om man spørger folk på filosofiuddannelsen, eller dem der læser økonomi. Og om et n=176 er stort nok i forhold til den valgte population, er også diskutabelt.

Undersøgelsen synes desuden at bygge på den præmis, at ”midterpartiernes klumpspil” fører til, at følelserne afgør hvor vælgerne sætter deres kryds. Dette ændrer dog ikke på, at Danmark ikke har et topartisystem, og at der er flere partier, hvoraf et par af dem i hvert fald ikke er midterpartier. Hvorfor er der ikke grund til at antage, at hvis vælgeren ikke kan se nogen rationel grund til at stemme på et parti, vil man blot stemme på et parti der er mere vestre- eller højreorienteret, afhængigt af ens politiske observans, hvor policy differensen er rationelt til stede i forhold til midterpartierne. 

”Flere analyser har vist, at vælgerne klandrer regeringen på vigtige områder som bandekriminalitet, klima og økonomisk krise. Alligevel straffer vælgerne ikke V og K. Og dette rodede talbillede af den danske opinion gør os ikke klogere på vælgernes dom. Man må altså grave et lag dybere.”

Er dette netop ikke udtryk for, at associationer ikke forklarer alt? Hvis de associationer vælgerne har af partiet Venstre, altså som et parti uden styr på bandekriminaliteten, klimaet og den økonomiske krise, burde dette så netop ikke komme til udtryk i en associationsundersøgelse? Hvis vælgerne ikke straffer V og K, er det vel netop udtryk for den rationelle vælger, der til trods for de aktuelle emner i samfundsdebatten, stadigvæk finder det (økonomisk?) rationelt at sætte sit kryds ved et af de nævnte partier – i forhold til f.eks. et oppositionsparti. 

Selvfølgelig er vælgeren ikke udelukkende hundrede procent rationel i sit partivalg, men pas nu på ikke at grave så dybt efter forklaringer, at virkelighedens muld til sidst er ude af syne.

Hvad kan vi tage med fra prøvevalget?

I forbindelse med kommunalvalget 2009 blev der i 31 ud af landets 98 kommuner afholdt et prøvevalg for de 16- og 17-årige. Ud af de 50.629 unge der fik muligheden for at afgive deres stemme til prøvevalget, var det 10.249 der tog sig den frihed at stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 20,2%. En stemmeprocent så lav at end ikke valg til EU-parlamentet kommer i nærheden. Det store spørgsmål der står tilbage er, hvad vi overhovedet kan bruge resultaterne fra prøvevalget til. Jeg vil i det følgende argumentere for at der er to ting vi kan konkludere på baggrund af prøvevalget 2009: 1) Vi kan ikke sige noget om unges forhold til politik på baggrund af prøvevalget, og 2) der er en overensstemmelse mellem folketingspartiernes holdning til en sænkelse af valgretsalderen og hvorvidt de profiterer på det. 

En nærliggende konklusion at drage på baggrund af prøvevalget er den, at prøvevalget viser et billede af en ungdom der ikke er engageret i politik. En argumentation der i sandhed bygger på falske præmisser. Der er en verden til forskel på kommunalpolitik og f.eks. landspolitik. De politiske issues der normalt interesserer unge er de mere idealistiske, hvor kommunens indflydelse er noget nær marginal. For mange unge, herunder mig, betyder kommunalvalget absolut intet. Stemmeprocenten vil derfor med al sandsynlighed være højere ved et folketingsvalg blandt unge, end ved et kommunalvalg. Akkurat som man ser det ved valgene nu, hvor stemmeprocenten er højere til folketingsvalg end kommunalvalg.

Et andet argument er, at unge ikke skal have stemmeret fordi der ikke er nok der stemmer. Et emne jeg tidligere har behandlet her på bloggen. Dog bør man stille sig det relevante spørgsmål, om prøvevalget giver et sigende billede af hvor mange unge der i det hele taget ville stemme til kommunalvalget. Prøvevalget var og vedbliver at være et fiktivt valg. Hvor mange over 18 år ville stemme til et fiktivt valg? Der er med andre ord god grund til at antage, at stemmeprocenten ville være betydeligt højere hvis at stemmerne havde haft en reel værdi.

Hvorvidt at stemmerne ville være faldet anderledes såfremt at valget havde haft en reel betydning, er der ikke umiddelbart noget der taler for. Hvad der derimod er sjovt at tage et kig på, er hvorvidt at det ville være profitabelt i et stemmemaksimeringsperspektiv for partierne at gå ind for en sænkelse af valgretsalderen eller ej. Hvis vi kigger på hvor mange procent af stemmerne folketingspartierne fik på landsplan, og sammenligner dette med hvor mange procent af stemmerne de fik af de unge til prøvevalgene, falder det hurtigt i øjnene, at de partier der går ind for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil øge deres procentmæssige vælgertilslutning, jf. tabel 1.

Jeg har gennem ft.dk fundet folketingspartiernes officielle holdning til spørgsmålet ”Hvornår skal man kunne stemme”, og fundet frem til om partierne er hhv. for eller imod en sænkelse af valgretsalderen. Ved langt de fleste af partierne stod det helt eksplicit hvad de mente. Der var dog et par undtagelser hvor holdningen ikke var entydig. Ved Socialdemokraterne mener de f.eks. at valgretsalderen skal forblive 18 år, men samtidigt anbefaler de ”[…] at der skal nedsættes en kommission, der skal se på mulighederne for, at unge på 16 år får stemmeret i Danmark.”. Dette har jeg tolket således, at de er imod en sænkelse af valgretsalderen, til trods for at dette kun er den halve sandhed. 

Det Radikale Venstre konkluderer også, at valgretsalderen er passende, men at ”[…] kommuner skal have lov til som forsøg at sætte valgretsalderen ned til 16 år ved det kommende kommunalvalg.”. Her har jeg også tolket det sådan, at partiet er imod en sænkelse af valgretsalderen. Enhedslisten mener at valgretsalderen skal ned til 15 år i stedet for 16.

Ved alle partier er der en sammenhæng, med undtagelse af Det Radikale Venstre. Ud fra en rationel optik kan det tænkes, at Det Radikale Venstre i valgsituationen gerne vil have sænket valgretsalderen ved dette valg, men ikke ser fordele i fremtidige valg.

Prøvevalget viser dog at der i det store hele er en overensstemmelse mellem om det er profitabelt, altså om det giver flere stemmer til det enkelte parti hvis valgretsalderen sænkes, og så holdningen til dette, altså partiets officielle holdning til at sænke valgretsalderen. Prøvevalget underbygger m.a.o. antagelsen om det downsianske parti, den homogene koalition af politikere, der vælger at forfølge den policy der maksimerer antallet af stemmer.

Dog kan man først og fremmest kritisere ideen om at parti er én aktør. Dertil kommer, at der inden for Rational Choice teorien er flere ideer om, hvad det er partier kan maksimere, hvor at der udover votes er tale om policy og office. Til sidst kan man også kritisere ideen om at partier er rationelle, herunder også ideen om hvorvidt partier rationelt kan kalkulere forskellige pay-offs ved at forfølge forskellige policies.

For Dansk Ungdoms Fællesråd var ønsket selvfølgelig at vise, at unge godt kunne engagere sig i kommunalpolitik. En dagsorden der fejlede fælt, bl.a. fordi man gjorde stemmeprocenten til et succeskriterium.

Links
Stemmer til prøvevalget
Stemmer til kommunalvalget

Venner bør ikke filmatiseres

Til trods for at det sidste afsnit af TV-serien Venner (”Friends”, 1994) blev sendt for over 5 år siden, lever serien i bedste velgående. Fanskaren er stor, og talrige TV-stationer sender stadigvæk de 10 sæsoner af Venner på repeat. Serien er skam også fantastisk, og der er intet at sige til, at markedet er hundesultent efter mere fra Venner-universet.

Ifølge denne nyhed er der en Friends: The Movie på vej. En nyhed der nok vil glæde mange fans af serien, dog undertegnede eksklusive. Lad mig forklare hvorfor.

Venner er fortællingen om 6 nære venners liv på godt og ondt, i medgang og modgang, til hverdag og til fest. For Rachel og Ross var fremtidsfrekvensen mere eller mindre indstillet. Rachel skulle giftes og Ross var i et fast forhold som han havde været i i mange år, og voksenlivet var mere eller mindre ved at banke på døren, men sådan blev det heldigvis ikke. Rachel efterlader brudgommen ved alteret og Ross’ kone er lesbisk. Rachel flytter ind ved Monica, og der er dermed lagt op til en tilværelse med konflikter, dating, arbejde, nærvær etc. Alt sammen med en sitcom humor som kun amerikanerne kan lave det.

Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.

I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.

Venner er fortællingen om en epoke. En tid i livet hvor verden ligger for ens fødder og alt kan ske. Vennerne er blevet gamle (de unge venner er nu alle fyldt 40!) og de unge dage er fortid. Jeg kan kun gisne om hvad en film dog skulle kunne handle om. Uanset hvad vil det enten være en hån mod seriens slutning eller den grundlæggende idé.

Til sidst skal der, som Lisa Kudrow også har nævnt jf. artiklen, stilles spørgsmålstegn ved hvorvidt sitcommen overhovedet er filmatiserbar. Jeg udelukker ikke at dét kan lykkedes, men min tvivl er stor. I værste fald kan det ende med blot at blive endnu en standard romantisk komedie, som der i forvejen er lavet alt for mange af.

Måske holdet bag Venner kunne lave en film ved navn Family. En Friends: The Movie har i hvert fald ikke min interesse!

Valgretsalderen bør afskaffes

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen – uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i “danmark” er modtaget af et af “danmark”s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.

Vågn op, Jehovas Vidner!

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud – og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er. 

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere). 

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare – mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet – både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer. 

Fortsat god dag :-) – hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.