Erik Gahner Larsen

Paradise Hotel er alment dannende

I visse kredse er det ikke synderligt velanset at være én af de mange, der zapper over på TV3 når det er tid til Paradise Hotel. I skrivende stund søges der deltagere til den syvende sæson, og i mellemtiden kunne det måske være relevant at dvale lidt ved, om det er fordummende fjernsyn – eller om det rent faktisk er tilfældet, at det bidrager med noget godt.

Der er i den offentlige debat en udbredt opfattelse omkring programmet, at det er intetsigende og intrigepræget drama for et teenagersegment der ikke tænker på ret meget andet end pik, fest og patter. Nuvel, der er da helt sikkert også mange der udelukkende ser programmet på grund af det seksuelle indhold og/eller de overfladiske konflikter der udspiller sig, eller på grund af den eventyrinspirerede form. Når dette er sagt, står vi dog tilbage med et program, der rent faktisk lærer os en vigtig lektie, og som gør, at programmet har en alment dannende kvalitet.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm med det samme: Det er ikke de intellektuelle guldkorn eller manglen på samme, som gør programmet værd at se. Dét er efter min opfattelse i hvert fald ikke alment dannende. Næ, det der gør Paradise Hotel alment dannende, er selve spillet. Det er de situationer vi ser nogle mennesker i, hvor de skal reflektere over deres valg, ikke mindst under hensyn til hvad de andre spillere gør. Der er med andre ord en strategisk interdependens, som også tvinger seeren til at tænke over spørgsmål som rationalitet i forhold til tillid, loyalitet og moral[1].

Paradise Hotel har dermed en masse spilteoretiske aspekter[2], som rent faktisk kan fortælle os, at det ikke kun er kyniske og egennyttemaksimerende unge mænd og kvinder, vi har med at gøre. Paradise Hotel er et eksempel på, at mennesket faktisk er i stand til at stole på andre mennesker, selv når det er i så iscenesat og strategisk virkelighed som Paradise Hotel repræsenterer. Ikke bare for at komme længst i spillet, men også når spillet reelt set er overstået.

Som et eksempel kan vi se på troskabstesten, som hver sæson afsluttes med. En test hvor at de to tilbageværende finalister skal testes i, om de rent faktisk stoler på hinanden, og er klar til at afskrive sig det rationelle valg. Hvis de to finalister stoler på hinanden længe nok, ender de i en situation, hvor at valget står mellem a) at få 500.000 kroner selv og efterlade sin partner med 0 kroner eller b) at dele de 500.000 mellem sig selv og sin partner. Dette alt imens at ens partner står med samme valgmuligheder. Ud fra et rationelt egennyttemaksimerende perspektiv, ville man selvfølgelig vælge valgmulighed a. Ikke desto mindre er tilfældet dog, at sæson 6 sluttede med at de 500.000 blev delt mellem de to finalister, Peter og Cecilie. Samme scenarie så man i forrige sæson, hvor at Frederik og Line-Sofie delte de 500.000 kroner.

Det ville være rationelt at tage alle pengene selv, men alligevel er der en tillid/moral der spiller ind og gør, at man ikke bare stikker en kniv i ryggen på sin partner. Selv når tilfældet er, at det ville være yderst profitabelt. Derfor er det alment dannende at se Paradise Hotel. Det lærer seeren, at det ikke altid er klogt at stole på andre mennesker, men at det er et minimum for at kunne begå sig i denne verden. Kan vi ikke stole på hinanden, kommer vi ikke videre.

Som seer sidder man ofte tilbage med spørgsmål som ”Hvad ville jeg gøre hvis jeg stod i den situation?”, ”Ville jeg handle moralsk eller umoralsk?” etc. Programmet rejser nogle spørgsmål, som kan sætte nogle hjerneceller i gang, som intet quiz-program kan, for slet ikke at nævne programmer som Top Gear, America’s Next Top Model, X-Factor, Vild med dans eller fodbold-VM.  Dét er en kvalitet der gør Paradise Hotel værd at se for alle – og sjovt at se for alle.

——

[1] Forholdet mellem det rationelle og det moralske valg, introduceres i Kurrild-Klitgaard, Peter (1998). “Politik, rationalitet og det Moralske Dilemma”, Politica 30(4): 423-439.

[2] Vincent Hendricks, der er aktuel som vært på programmet Kontrovers på DR2, har skrevet en artikel, der introducerer spilteori-disciplinen.

Hvad er frihed?

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy

Mutz’ forsøger med bogen at undersøge dilemmaet mellem på den ene side at ”høre den anden side”, altså være deliberativ, og så at deltage i demokratiet (”participation”). Dette dilemma beskrives på side 125:

Political diversity poses a disturbing dilemma for images of the ideal citizen. There is a tendency to see the model citizen as a neat package of characteristics that all fit comfortable together into a single composit portrait. The problem is that for some very logical reasons these characteristics do not cohere. We want the democratic citizen to be enthusiastically politically active and strongly partisan, yet not to be surrounded by like-minded others.

Analytisk undersøger hun gennem en række datasæt ”the extent of cross-cutting exposure”, som værende indikator for deliberation.

Hvad undersøgelsen viser (side 3):

But based on my findings, it is doubtful that an extremely activist political culture can also be a heavily deliberative one. The best social environment for cultivating political activism is one in which people are surrounded by those who agree with them, people who will reinforce the sense that their own political views are the only right and proper way to proceed. Like-minded people can spur one another on to collective action and promote the kind of passion and enthusiasm that are central to motivating political participation.

Den ideale samtalesituation (side 7):

Habermas’s “ideal speech situation” incorporates the assumption that exposure to dissimilar views will benefit the inhabitants of a public sphere by encouraging greater deliberation and reflection.

Den politiske uenighed reduceres, når at intimiteten i relationerne stiger (side 26):

When one examines the individual respondent-discussant relationship involved in political talk, one can see that the extent of political disagreement in a relationship steadily decreases as the intimacy of the relationship increases. As shown in the line marked by diamonds in Figure 2.1, it is those relationships characterized as “mere acquaintances”, rather than as friends, that are most likely to involve political disagreement.

Arbejdspladsen og cross-cutting political conversations (side 29):

Of the various social contexts identified, the workplace appears most promising as a site for cross-cutting political conversations.

Jo mere viden om politik og interesse man har i samme, desto mere dominerer ligesindede holdninger over divergerende holdninger (side 32):

those most knowledgeable about and interested in politics are not the people most exposed to oppositional political viewpoints. The dominance of like-minded over oppositional voices increases as political knowledge increases.

Side 33:

Those who are highly politically involved are not as likely to expose themselves to cross-cutting political perspectives.

Those who consider themselves liberals or conservative and those who self-identify as partisans on either end of the spectrum are less likely to be exposed to cruss-cutting political communication.

Muligheden for selv at vælge og styrke sin identitet (side 44):

Selective exposure is likely to account for the fact that the networks of highly partisan and politically active people are more dominated by like-minded discussants. Politics is important to their lives and identifies, thus their friends are likely to be chosen at least in part on basis of this dimension of similarity. People who deem politics a relatively minor aspects of their lives and identities are less likely to take this dimension of similarity into account.

Om udsættelsen for andre politiske holdninger og at stemme (side 112):

Having friends and associates of opposing political views makes it less likely that a person will vote. This relationship is particularly pronounced for nonvoting in congressional elections, although it also applies to nonvoting in the presidential context. The greater the cross-cutting exposure in the person’s network, the more likely he or she is to abstain from voting.

Reference:
Mutz, Diana C. (2006). Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy. New York: Cambridge University Press.

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

—————-
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Liberal Alliances succes ved næste valg

Det plejer at være en god tommelfingerregel når man diskuterer sagligt, at man går efter bolden og ikke spilleren. Hvis man er uenig med nogen, kan man påpege, at der er en divergens mellem vedkommendes og ens egen holdning, og derefter argumentere for, hvorfor dette er tilfældet, og hvorfor ens argument(er) bør veje tungest.

Jeg skriver dette på baggrund af dette indlæg på Khvilsteds blog, der handler om, at Liberal Alliance står stærkere i en meningsmåling, og at dette er udtryk for manglende dømmekraft hos en fælles bekendt. De er uenige om hvorvidt at Liberal Alliance kommer ind ved næste folketingsvalg eller ej. Den sociale virkeligheds fremtid lader sig ikke sætte på formel, og jeg vil undlade at give mit svar med to streger under, da det ene gæt i princippet kan være lige så plausibelt som det andet[1]. Givet de placeringer Liberal Alliance har i meningsmålingerne, er det givet alle de faktorer der spiller ind, så godt som umuligt at give noget bud på spørgsmålet om, hvorvidt de kommer ind ved næste valg. Nuvel, der kan være nogle tendenser, men det er langt fra ensbetydende med, at sandsynligheden for et udfald frem for et andet er signifikant.

Hvis der var valg i dag viser én meningsmåling, at Liberal Alliance ville nå over spærregrænsen, og dermed forblive i Folketinget. Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed[2].

Vi ved ikke hvornår at der er valg. Vi ved ikke hvordan Liberal Alliance klarer sig op til et valg. Vi ved ikke hvilke emner der vil blive taget op under valgkampen. Vi ved ikke hvordan verden ser ud til den tid. Husk på hvor mange mandater at Ny Alliance stod til at få under valgkampen 2007, og hvor kort tid der skulle gå før at størstedelen af disse var væk.

Det er dejligt at diskutere og drøfte muligheden for et givet partis sandsynlighed for succes ved et valg. Det ville i hvert fald være ærgerligt hvis vi ikke kunne. En sådan deliberation bør dog ske med udgangspunkt i en fælles forståelse for den usikkerhed der er forbundet med at diskutere fremtidige hændelser. Fordi at en meningsmåling viser noget bestemt, er det ikke ensbetydende med at man kan konkludere noget drastisk på denne baggrund.

Afslutningsvist skal der blot lyde en opfordring til, at man møder meningsmålinger med en fornuftig skepsis, og er yderst påpasselig med at konkludere noget fordi at én meningsmåling viser noget. Og så skal man selvfølgelig ikke bruge én meningsmåling til at udtale sig om andres analytiske tæft.

—————-
[1] For dem der alligevel mener at det er muligt at forudsige historiens gang, vil jeg anbefale Karl Poppers Historicismens Elendighed.
[2] Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann har i ”Teflon og Bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe” et godt afsnit omkring meningsmålinger og usikkerhed, og mediernes brug af samme.

Det skrevet står, ergo…

Jeg får af og til besøg af Jehovas Vidner. Det er som skrevet tidligere ganske flinke mennesker, men jeg står meget uforstående overfor den måde de forholder sig til spørgsmålet om hvad viden i det hele taget er for en størrelse. Det er som om at de kører på den præmis, at fordi det står skrevet i biblen, er det Guds ord og derfor definitorisk viden vi har med at gøre. Vi lever altså i det 21. århundrede, og det burde derfor ikke være for meget forlangt, at vi i fællesskab kunne gøre os følgende antagelse: Fordi at noget står i en bog, er det ikke nødvendigvis viden.

Det er dermed en fundamental tvivl og skepsis i forhold til det skrevne ord, der er nødvendig, hvis vi skal have en forståelse af hvad viden er – og ikke er. For at tale om viden må vi derfor have en idé om hvad der er viden, og lige så vigtigt, hvad der ikke er viden. Dette demarkationskriterium er blandt andet noget Karl Popper gik meget op i[1], og jeg mener ikke at det er et unfair videnskriterium at operere med, så længe man ønsker at tale om viden. Muligheden for at komme tættere på en sand viden ligger i falsifikationen. Det handler derfor om at fejle.

Vi mennesker er komplekse eksistenser i en mindst lige så kompleks verden, som vi nok aldrig rigtigt kommer til at forstå til fulde. Og heldigvis for det. Hvis der er én ting vi har lært, så er det, at mennesket kan tage fejl. Det stiller os dog ikke i en position, hvor at vi bør give op i forhold til at prøve at forstå verden og forklare hvorfor tingene er som de er og hvad der sker omkring os. Den position mennesket er i, som ikke-komplette skabninger, stiller bare nogle specielle krav til hvilken viden der er opnåelig for os som videnskabsmænd (altså skabere af viden).

Det er for nemt at være relativist og sige, at den ene påstand er lige så god som den anden, bare fordi at der ikke findes nogen overmenneskelig epistemologisk domstol der kan give os right and wrong. Lektien er sådan set bare, og den pointe jeg gerne vil bringe, at hvis man vil tale om viden i mit påhør, må man have gjort sig nogle eksplicitte eller implicitte antagelser om, hvilke videnskriterier og metoder der er brugt til at skabe den pågældende viden. Og ikke mindst – hvornår har vi ikke længere med viden at gøre? Når det ikke står i biblen?

Når at Jehovas Vidner står i min dør og moralprædiker og taler smukt og helligt om alt mellem himmel og jord og udover dette, er det de sådan set siger bare, at vores kriterium for at vide noget er, at det står i en bog vi er blevet fortalt gennem traditioner, indeholder sandheden. På baggrund af dette kan jeg så med udgangspunkt i min vurdering af deres demarkationskriterium (eller mangel på samme), forholde mig til deres viden.

Om man så havde læst 1.000.000.000 bøger, var man ikke nødvendigvis tættere på nogen form for sandhed. Bøger er derfor ikke pr. definition lig med mere viden, og dermed heller ikke nødvendigvis klogere mennesker. Det er ærgerligt, når bøger bliver et alternativ til at tænke, da bøger ikke bør blokere, men supplere den kritiske tankegang.

—————-
[1] Jeg vil i denne forbindelse anbefale Karl Poppers “The Problem of Demarcation”, der er at finde i David Millers (red.) Poppers Selection

SPIL: Grand Theft Auto: Vice City (2002)

Welcome to Vice City. Welcome to the 80s.

Hvis du er til spil med et formidabelt gameplay, en fangende historie og et inspirerende miljø, er Grand Theft Auto: Vice City et spil for dig. Spillets handling inkluderer utålelige mængder af kokain, våben, penge, kvinder og andre materielle goder i et omfang der udvikler sig stødt og hurtigt som man får tilegnet sig prestige og rigdom i Vice City, der er løst baseret på 80ernes Miami. Samtidigt indeholder det talrige referencer til Scarface (1983), der kun gør spiloplevelsen bedre.

GTA: Vice City er fyldt med vold, attitude, coolness og ikke mindst fantastisk humor, som f.eks. sniksnakken på diverse radiokanaler, eller kommentarer som ”Just think of this as socialism in action”, når man stjæler en bil. Det er gennemført og perfekt ned til mindste detalje, der gør hver en mission og køretur igennem spillet til en oplevelse.

Jeg har gennemført spillet både på PC og PlayStation 2. Historien er fælles for begge spil, hvor at man er den kriminelle Tommy Vercetti, der vender hjem efter et årelangt fængselsophold. Personligt er jeg mest til computerudgaven, da jeg finder det nemmere at kontrollere karakter, biler og våben, med undtagelse af en lille legetøjshelikopter.

GTA-serien er en spilserie der har holdt gennem tiden og forskellige spilkonsoller. Jeg anbefaler GTA: Vice City fordi, at det er det absolut bedste spil i serien. GTA3, der kom før GTA:VC, var mere nyskabende, men det indeholder ikke den samme kærlighed for historien og miljøet, som man finder i GTA:VC. GTA:VC har dertil en række ekstra funktioner, såsom motorcykler m.v., der ikke at finde i GTA3. Efterfølgeren til GTA:VC, GTA: San Andreas, er også et godt spil, men det har alt for mange detaljer og ligegyldigheder, såsom muligheden for at styrketræne. Noget der blot er en monoton og kedelig aktivitet i spillet.

Det anbefalede spil er små 8 år gammelt, men det ændrer ikke på, at det den dag i dag stadigvæk er et spil der fortjener en grad af opmærksomhed. Denne er hermed givet af undertegnede.

Links:
GTAVice.com
Rockstar Games: Grand Theft Auto Vice City

Dette indlæg blev først publiceret på Kulturkanonen.

Staten har brug for dig

På forsiden af det nyeste nummer af studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet, kaldet Staten, ser man et billede af den velkendte Uncle Sam. Forsidebilledet er akkompagneret af teksten “STATEN sætter DIG i centrum”, hvor at der er et altoverskyggende kvantitativt fokus på ordet DIG. Jeg vil i nærværende blogindlæg ytre et par linjer om mit ambivalente forhold til studiebladet og tolke den kontekst hvori at billedet af Uncle Sam indgår på forsiden af nævnte blad.

Studiebladet er som sådan set fint nok, men det er ikke noget der begejstrer mig synderligt. Det er fint for de få på studiet med journalistiske aspirationer. Jeg tør dog kun gisne om hvor mange ressourcer der bruges på bladet, i forhold til hvad der kommer ud af det. Det har en række studierelaterede artikler, men jeg står tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?

Jeg ville være mere end tilfreds med et nyhedsbrev på internettet eller lignende, der kunne give mig den selvsamme information der bringes i fysisk form i et studieblad. Sådan noget hører præ-internet tiden til, og jeg ser ingen logik i at printe sådan noget. Internettet giver et hav af muligheder og reducerer omkostningerne forbundet med at publicere et studieblad. Dette er muligheder som at studiebladet Staten burde udnytte, men det er måske her at begrebsrelationen kommer til udtryk, da staten i dets væsen er konservativ.

Vender vi tilbage til selve forsiden, ser vi Uncle Sam og teksten omkring staten, dig og centrum. Plakaten med Uncle Sam og det dertilhørende slogan “I want you!”, er bedst kendt for at skulle rekruttere soldater til the U.S. Army. Det er m.a.o. en opfordring til at den der peges på melder sig til en større sag. Sætter Uncle Sam og den amerikanske hær dermed individet i centrum? Nej, tværtimod. Individet indlejres i en institution, hvor at dette skal underkaste sig magten og stole på autoriteten uden at tvivle, diskutere eller sætte spørgsmålstegn ved samme.

Det er derfor relevant at prøve at tolke sætningen ”STATEN sætter DIG i centrum” i denne helhed med billedet. Staters eksistens hviler nemlig på den samme logik som Staten (studiebladet) bruger på forsiden. Symbolsk opretholdes den ved at sige at den sætter borgeren i centrum. Staten peger dermed på det enkelte individ. Staten, og i særdeleshed de dele af den der kan kategoriseres som en velfærdsstat, udgiver sig også for at være til for individet, sætte dette i centrum og skabe det gode liv. ´

Man bør dog tvivle på, om det virkelig er borgeren der har brug for staten, eller staten der har brug for borgeren. Jeg vil mene, at statens eksistensgrundlag hviler på at en gruppe mennesker ser en interesse i at opretholde staten. Staten kan derfor godt udadtil pege på individet og være selverklæret eksponent for den enkelte borgers ve og vel, men når alt kommer til alt, vil den være en ineffektiv, kollektivistisk slyngel, der blot skriger langt væk af ikke alene ”I want you!” – men også ”I NEED YOU!”.

Sociale mediers implikationer for journalisters arbejde

Der er i løbet af de senere år sket ubegribeligt meget rent teknologisk, der har påvirket det journalistiske fag og arbejdsmåderne for nævnte. Der er kommet nye medier, nye præferencer hos læserne/lytterne/seerne, nye muligheder og ikke mindst nye krav til det journalistiske fag og den enkelte journalists kompetencer og færdigheder.

Blandt de mere relevante og aktuelle områder er internettet og den journalistik der praktiseres dér. Denne er ikke alene relevant for den måde at læserne bruger nettet på til at læse nyheder, men også i forhold til specielt morgenaviserne. Tendenserne viser, at flere og flere bruger internettet som deres primære nyhedsopdateringskilde. Dette medfører bl.a., at folk ikke køber Politiken eller Jyllands-Posten for at få et nyhedsoverblik, tværtimod.

Når at aviserne ikke bruges til at få det brede overblik, men derimod til baggrund, analyse, kommentarer etc., distancerer medierne sig mere og mere fra hinanden for at skabe en profil. Troels Mylenberg forholder sig i Det store scoop til den virkelighed at medierne konfronteres med, hvor at individer ikke alene bosætter sig i områder med folk der ligner dem mest, men også læser de medier der konvergerer bedst med ens socioøkonomiske situation.

På samme måde åbner internettet for en større fleksibilitet i medieforbruget, og muligheden for at man i højere grad kan mindske den potentielle diversitet mellem ens præferencer og det man læser. Er man meget højreorienteret, kan man holde sig langt væk fra modkraft.dk og læse lidt mere 180grader.dk, og få et holdningsmæssigt skulderklap. Dette arbejder Cass Sunstein bl.a. med i Republic.com 2.0, hvor at han specielt ser på blogsfæren og hvordan at blogs i højere grad vil polarisere politiske fløje end styrke et deliberativt demokrati. Noget der bl.a. er undersøgt i en amerikansk kontekst, som at jeg i fællesskab med Simon, er i gang med at undersøge i en dansk kontekst.

Det store spørgsmål der melder sig i forhold til journalistikken er selvfølgelig: Hvad skal vi overhovedet bruge journalister til? Hvis vi kigger på denne analyse i Dagbladet Information, ligger svaret i, at journalisterne erkender den nye medievirkelighed med social medier, og lærer at manøvre sig rundt i et fragmenteret medielandskab på forbrugernes præmisser, og diskuterer, konverserer og fortolker de aktuelle sager.

Den bagvedliggende antagelse er i, at det nyhedsprodukt der leveres, er tilfredsstillende. Det er blot den måde det bruges på, der bør arbejdes på. Analysen tager derfor også udgangspunkt i, Danmarks Radio ønsker at ansætte en facebook-journalist. DRs facebook-journalist vil primært beskæftige sig med tre arbejdsområder: 1) sørge for at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, 2) søge efter relevante nyheder i de sociale medier og 3) lære de resterende DR journalister at bruge facebook.

Hvis vi kigger på pkt. 1, altså at facebook-journalisten skal sørge for, at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, har vi at gøre med en noget nær umulig mission. Én DR-journalist kan ikke gøre fandens meget ved nyhedsstrømmen på facebook, og dette er i sig selv kun positivt! Om DR så ansatte 1.000 journalister udelukkende for at gøre dette 37 timer om ugen, vil jeg vove at påstå, at effekten af dette alligevel ville være minimal. Min pointe er, at jeg opfatter det som et fuldstændigt tåbeligt sted at sætte ind i forhold til at få læsere. Det er ikke her ressourcerne skal bruges, men derimod på selve det journalistiske produkt. Mere om dette følger.

Hvad angår pkt. 2, tænker jeg ikke just positive tanker. Jeg er mere eller mindre ved at være godt træt af nyheder der har sin baggrund i facebook-grupper, kendissers statusopdateringer og hvad der ellers skaber et overskriftspotentiale. Jeg vil overordnet mene, at dansk journalistik ikke har brug for flere, men netop færre, af denne slags nyheder, og jeg står derfor uforstående i forhold til, at DR nu vil ansætte en til at beskæftige sig med dette. Facebook kan bruges eksplorativt, og til at finde et specielt emne der måske er relevant at skrive om, men at lave en nyhed udelukkende med udgangspunkt i noget der sker på facebook; det har sjældent ret stor relevans for noget overhovedet.

Sidst, og mindst, er der pkt. 3, der blot fortæller, at facebook-journalisten udover sit journalistiske virke, også skal kunne lære andre DR journalister at bruge facebook. Det undrer mig lidt, at DR ikke allerede har IT-eksperter eller andet ansat, der kan hjælpe med sådan noget, hvis der virkelig sidder nogle journalister og ikke kan finde ud af at bruge facebook.

Nævnte analyse, bragt i Information, omhandler hvordan nyheder i fremtiden i højere grad vil blive manipuleret og brugt til bestemte agendaer i de sociale medier, samt hvilke implikationer dette har for journalisterne. Det er ingenlunde en dårlig analyse, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke helt er enig med analysen, når der skrives, at kompetencerne hos nye journalisttyper bl.a. skal være at kunne udvise en autentisk vedholdenhed og have evnen til at samtale.

Journalisterne skal derimod erkende de muligheder der ligger i og på internettet og bruge flere ressourcer på det journalistiske produkt, der minimerer manipulationsmulighederne for den enkelte mediebruger. I stedet for at have våde drømme og ambitioner om at få en kommentar fra CEPOS først og så publicere en nyhed prompte, skal der komme en kommentar fra AE eller i hvert fald bare en divergerende opfattelse, der skaber en grad af mangfoldighed i de perspektiver der fremsættes.

Det må være journalisters opgave at skabe et overblik, og i den henseende ikke mindst gøre mere ud af at eksplicitere de metodiske overvejelser og betragtninger. Hvor at der i den skrevne presse er begrænset spalteplads, er der på internettet masser af plads til ekstra information for de interesserede omkring til produktionen af det journalistiske produkt.

Jeg er sikker på, at journalister har en masse noter i forbindelse med deres journalistiske arbejde. Informationer der er relevante for læserne og f.eks. kan besvare spørgsmål som: Hvilke personer er blevet kontaktet i forbindelse med artiklen? Hvor er informationer og statistikker fundet? Hvor kan man læse mere om sagen? Hvilken skepsis kan man med god grund have i forhold til sagen og det journalistiske produkt?

For at opsummere, mener jeg, at ressourcerne ikke skal bruges på at journalister kan sidde på sociale medier og diskutere dit og dat og forskellige udlægninger i forskellige grupper i forskellige medier, men derimod på at forbedre selve det journalistiske produkt, og gøre mere for, at det ikke blot er små nyheder der af brugerne kan bøjes og formes så de passer ind i den enkelte medieforbrugers verdensbillede.

Carl Schmitt: Det politiskes begreb

– Kriteriet for det politiske er distinktionen mellem ven og fjende.
– Det politiske udgør ikke et særligt sagområde, men blot intensitetsgraden af en bestemt konflikt
– Alle konflikter kan blive politiske. Det kommer alene an på den reelt eksisterende mulighed for kamp, altså i sidste instans på retten og pligten til at råde over andres fysiske eksistens.

Statslig = politisk, er logisk umuligt (side 51ff). Ikke alt statsligt er politisk, og ikke alt politisk er statsligt. Om statens nødvendighed af det politiske (side 51):

Statens begreb forudsætter det politiskes begreb.

Om sondringen mellem ven og fjende som kriterium for det politiske (side 60):

Den specifikt politiske sondring, som de politiske handlinger og motiver kan føres tilbage til, er sondringen mellem ven og fjende. Den giver en begrebsbestemmelse forstået som et kriterium, ikke som en udtømmende definition eller indholdsangivelse.

Om meningen med sondringen (side 61):

Meningen med sondringen mellem ven og fjende er at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation.

Om den politiskes fjendes relation til andre sagområder (side 61):

Den politiske fjende behøver ikke være moralsk ond eller æstetisk hæslig; han skal ikke nødvendigvis optræde som økonomisk konkurrent, og det kan måske endda forekomme økonomisk fordelagtigt at gøre forretninger med ham. Fjenden er netop den anden, den fremmede, og det er tilstrækkeligt, at han i en særlig intensiv forstand er noget eksistentielt andet, og fremmed, således at det i ekstreme tilfælde er muligt at have konflikter med ham.

Fjenden som den offentlige modstander, før det er politik (side 63):

Fjenden er heller ikke den private modstander, som man hader ud fra en følelse af antipati. Fjenden er blot en i det mindste eventuel, dvs. i forhold til en reel mulighed, kæmpende samling af mennesker, der står over for en tilsvarende samling af mennesker. Fjenden er kun den offentlige fjende, fordi alt hvad der knytter sig til en sådan samling af mennesker, og især til et helt folk, herved bliver offentligt.

Om muligheden for fysisk eliminations forudsætning for begreberne ven og fjende i politisk henseende (side 63):

Begreberne ven, fjende og kamp får deres reelle mening i og med, at de har og altid vil have en særlig tilknytning til den reelle mulighed for fysisk at dræbe. Krigen følger af fjendskabet, for der er en værensmæssig negering af en anden væren. Krigen er kun den endegyldige realisering af fjendskabet. Den behøver ikke være noget hverdagsagtigt, noget normalt, og ej heller at opfattes som noget idealt eller ønskværdigt, men den må dog nødvendigvis foreligge som en reel mulighed, så længe fjendebegrebet giver mening.

Andre sagområder bliver politiske når intensitetsgraden i konflikten bliver stor nok til at distancere mellem ven og fjende (side 73):

Enhver religiøs, moralsk, økonomisk, etnisk eller anden modsætning forvandler sig til en politisk modsætning, når den er stærk nok til effektivt at gruppere mennesker efter ven og fjende.

Og side 75:

Det politiske kan hente sin kraft fra de mest forskelligartede områder af det menneskelige liv, fra religiøse, økonomiske, moralske og andre modsætninger. Det betegner ikke noget selvstændigt sagområde, men blot intensitetsgraden af en mellemmenneskelig association eller dissociation.

Om gruppers politiske eksistens (side 89):

Så længe et folk eksisterer i det politiske sfære, må det, om end det så kun er i det ekstreme tilfælde – om hvis tilstedeværelse det dog selv træffer beslutning – selv bestemme sondringen mellem ven og fjende. heri ligger essensen af dets politiske eksistens.

Om muligheden for at have en verdensstat (side 93):

Den politiske enhed forudsætter fjendens reelle mulighed og dermed også en anden, sameksisterende politisk enhed. Der vil derfor altid findes flere stater i verden, så længe der blot eksisterer én stat, og der vil aldrig kunne eksistere en verdens-”stat”, der omfatter hele kloden og hele menneskeheden. Den politiske verden er et plurivers, ikke et univers.

Om at føre krig i menneskehedens navn (side 95):

Menneskeheden som sådan kan ikke føre krig, for den har ingen fjender, i det mindste ikke på denne planet. Menneskehedens begreb udelukker fjendens begreb, fordi fjenden også vedbliver at være menneske, og der ligger ikke nogen specifik sondring heri.
[…] Når en stat bekæmper sin fjende i menneskehedens navn, så er det ikke en menneskehedens krig, men en krig, i hvilken en bestemt stat forsøger at okkupere et universelt begreb for at identificere sig med det på modstanderen bekostning – på samme måde som man kan misbruge fred, retfærdighed, fremskridt og civilisation ved at gøre krav på dem og dermed frakende fjenden dem.

Om at demoralisere modstanden (side 112):

Den værste forvirring opstår, når begreber som ret og fred benyttes politisk for at forhindre klar politisk tænkning, legitimere egne politiske bestræbelser og diskvalificere eller demoralisere modstanderen.

[Kritik af liberalismen på side 118]

Om liberalismens projekt (liberalismen: åndelige = diskussion, økonomiske = konkurrence) (side 125):

Man kan ikke udrydde stat og politik eller afpolitisere verden ved hjælp af sådanne definitioner og konstruktioner, der i sidste ende alle kredser om polariteten mellem etik og økonomi. At de økonomiske modsætninger er blevet politiske og at begrebet om ”økonomisk magt” har kunnet opstå, viser blot, at punktet for det politiske kan nås såvel fra økonomien som fra ethvert andet sagområde.

Reference:
Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).