Erik Gahner Larsen

Lidt om statistik… og får iPhone-ejere mere sex?

Det er sommerferie – og det er dejligt! Sommerferien er lig med en masse tid man skal bruge og prioritere efter ens egne ønsker og præferencer. I mit tilfælde har jeg, foruden arbejde, film, læsning, solskin m.v., valgt at bruge tid på statistik. Hvorfor? Fordi at statistik i bund og grund er noget så fantastisk.

Jeg har før siddet i en diskussion og refereret til diverse statistikker i min argumentation, for blot at få modsvaret, at det jo ”bare” er statistik. Jeg ved ikke hvor udbredt denne opfattelse er, men jeg bliver mildest talt målløs, når jeg møder nogen der har den indstilling til statistik. Jeg må nok tilstå, at jeg er af den opfattelse, at har man intet statistik til at underbygge ens påstande, står man meget svagt.

Benjamin Disraeli, der var engelsk premierminister, sagde, at der findes tre typer af løgne: almindelig løgn, forbandet løgn – og statistik. Dette kan der være noget om, da man kan tolke statistik efter forgodtbefindende, få de værste tal til at se pæne ud og ændre proportioner på fænomener, alt afhængigt af hvordan man ønsker at noget skal fremstå. Dette er dog blot et argument for, at der ikke er brug for at væmmes ved statistik, men tværtimod at specialisere sig yderligere i statistikkens værktøjskasse.

Da Darrell Huff i 1954 skrev bogen How to Lie With Statistics, var det jo netop ikke for at få flere til bevidst at sløre fakta med statistisk manipulation. Nej, hensigten med bogen var at informere om nogle af de faldegruber der eksisterer. Man kan bruge statistik, og man kan også misbruge det, men uanset hvad, så ændrer det ikke på, at man bare må sætte sig ind i, hvad det er statistik kan bruges til og hvordan. Samtidigt er det dog også vigtigt at vide, hvad statistik ikke fortæller. Et eksempel på dette kan være kausalitet.

Fordi at vi opererer med statistisk korrelation, har vi ikke nødvendigvis en kausal sammenhæng. Som statskundskabsstuderende hører man dette igen og igen, og med god grund. Man støder desværre alt for ofte i det daglige på, at folk fejlagtigt forveksler korrelation med kausalitet. Vi ser det desuden også ofte i den journalistiske praksis, hvor at en statistisk korrelation giver en fantastisk anledning til at lave en artikel, hvor at overskriften eksplicit eller implicit antager, at der er en kausalmekanisme.

Et eksempel på dette er nyheden om, at iPhone-ejere får mere sex. En sådan nyhed sælger selvfølgelig blot på overskriften og ideen om, at det er selve ens iPhone der kan forklare, at man får mere sex. Kigger man nærmere, er der i bund og grund blot tale om en meget kedelig statistik, der viser, at det forbrugersegment der køber iPhones, har en fortid præget af flere seksuelle partnere, end ejere af Android-telefoner og BlackBerrys. Det har, whatsoever, ingen direkte relation til ens iPhone (formoder jeg).

Nuvel, der er altså en korrelation mellem smartphones og antallet af seksuelle partnere, men der er næppe en kausalitet, da det tvivlsomt giver nogen mening, at 40-åriges øgede antal af seksuelle partnere, delvist kan forklares ud fra deres køb af en iPhone. Smartphones har trods alt ikke været på markedet længe nok til, overhovedet at kunne tænkes til at være en forklarende variabel.

Ved at måle på antallet af sexpartnere, måler man desuden ikke på, om iPhone ejere får mere sex, end ejere af andre smartphones. Dette fordi, at man med én sexpartner sagtens kan have fået mere sex, end andre kan have fået med tyve sexpartnere. Det er derfor vigtigt med statistik, at man er bevidst om hvad det er man måler, og hvad man kan tillade sig at udlede på den baggrund.

Det er selvfølgelig en sjov information (for iPhone-ejere), at de får mere sex, men ja – de kan allerhøjest klappe sig selv på skulderen over, at de tilhører det forbrugssegment, der generelt bare har flere seksuelle partnere.

Det var vist alt hvad jeg havde på sinde for dette lille hyldestindlæg til statistik. Men som jeg sidder og skriver dette indlæg, mindes jeg følgende quote fra Double Indemnity (1944), som viser meget godt, hvad det er statistikken kan, og som passende bør afslutte dette indlæg:

[Norton, Keyes’s boss, has just tried, unsuccessfully, to convince a client that her husband’s death was a suicide]

Barton Keyes: You know, you, uh, oughta take a look at the statistics on suicide some time. You might learn a little something about the insurance business.
Edward S. Norton: Mister Keyes, I was RAISED in the insurance business.
Barton Keyes: Yeah, in the front office. Come now, you’ve never read an actuarial table in your life, have you? Why they’ve got ten volumes on suicide alone. Suicide by race, by color, by occupation, by sex, by seasons of the year, by time of day. Suicide, how committed: by poison, by firearms, by drowning, by leaps. Suicide by poison, subdivided by *types* of poison, such as corrosive, irritant, systemic, gaseous, narcotic, alkaloid, protein, and so forth; suicide by leaps, subdivided by leaps from high places, under the wheels of trains, under the wheels of trucks, under the feet of horses, from *steamboats*. But, Mr. Norton, of all the cases on record, there’s not one single case of suicide by leap from the rear end of a moving train. And you know how fast that train was going at the point where the body was found? Fifteen miles an hour. Now how can anybody jump off a slow-moving train like that with any kind of expectation that he would kill himself? No. No soap, Mr. Norton. We’re sunk, and we’ll have to pay through the nose, and you know it.

Barton Keyes er klar over, at der er noget galt. Hvorfor? Fordi det ikke stemmer overens med hans statistik. Sandsynligheden for, at der er tale om selvmord, er ganske enkelt forsvindende lille. Det er stadigvæk muligt, at der er tale om selvmord, men sandsynligheden er lille. Meget lille.

Statistik er fantastisk.

Gode serier

I forlængelse af mit “Gode film”-indlæg kommer her et indlæg, hvor at jeg forsøger at give mit bud på de bedste serier jeg kender til. I modsætning til indlægget med filmene, vil jeg ikke anbefale 50 serier, men skære antallet ned til 15, alene på grund af seriernes karakter, der kræver, at man sætter mange flere timer af til dem, end en film gør.

Der er på listen blevet plads til 2 miniserier (Band of Brothers og Riget). Jeg var i tvivl om disse skulle inkluderes, men kom frem til, at det virkede meget passende. Jeg kan i hvert fald ikke tænke på nogen anden sammenhæng, hvor de ville passe bedre ind.

Her er listen – enjoy:

1. Alias (2001)
Alias er en sci-fi spændingsserie som holder en fanget fra første til sidste sekund. Jeg har aldrig set en serie der rummer så meget action, kombineret med en gennemført handling og fornyelse hele serien igennem. Når dette er sagt er serien dog på et punkt som serier er flest, nemlig bedre i de tidlige sæsoner end i de senere. Desuden overraskede det mig lidt, at sæson 5 sluttede efter blot 17 afsnit, men hvad pokker – serien er underholdende og fængende! Og kan man ikke lide universet eller handlingen, er serien værd at se alene på baggrund af de utallige outfits at Jennifer Garner render rundt i. Weltklasse.

2. Band of Brothers (2001)
Den højest vurderede miniserie på IMDb. I serien følger man Easy Company i faldskærmsinfanteriregimentet 101st Airborne Division under 2. verdenskrig. Den strækker sig over 10 afsnit hvoraf der selvfølgelig er forskel på kvaliteten de forskellige afsnit imellem, men i det store hele formår den at holde en høj standard, og man keder sig på intet tidspunkt. Vi har desuden at gøre med en smuk serie der er velkonstrueret og med en fantastisk lydside. En must-see for alle med interesse i krigsfilm og/eller 2. verdenskrig.

3. Californication (2007)
Californication handler om sex, stoffer, sprut og selvfølgelig familieliv. Første sæson er uden sammenligning den bedste af de tre der på nuværende tidspunkt har været sendt. Fjerde sæson er dog på vej, og jeg glæder mig til denne! Serien tager sit udgangspunkt i Hank Moody og hans liv efter at være flyttet til Californien, og hans problemer med kvinderne, skriveblokaden, stofferne, arbejdet, samt selvfølgelig vennernes problemer og liv. En god blanding af drama og comedy.

4. Columbo (1971)
»Just one more thing!«. Columbo, spillet af Peter Falk, er altid dejlig at være i selskab med. Han er som skabt til rollen, og man ved, at det altid ender godt. Spørgsmålet er ikke som i andre krimier rettet mod hvem der er skurken, men udelukkende hvordan at Columbo får fanget skurken, der som regel er en overklasse-person, der arrogant lever i troen på, at han har begået det perfekte mord. En tro at Columbo langsomt men sikkert får krakeleret.

5. Dexter (2006)
I en tid hvor vi har svært ved at dyrke helte-idealet, er det godt, at vi har antihelte. Dexter er den perfekte antihelt. Han slår ihjel, har tonsvis af (psykiske) problemer og svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Til trods for dette arbejder han på at bekæmpe kriminalitet, og rense samfundet for de mordere som at samfundet ikke selv kan fjerne. Første og fjerde sæson er de allerbedste, hvor at sæson to og tre er seværdige, men på ingen måde når det niveau, at serien befinder sig på i førstnævnte sæsoner. Femte sæson er på vej, og jeg skal helt klart se denne. Uden at røbe for meget, efterlader sæson fire mig i hvert fald med en spænding i forhold til spørgsmålet om, hvad der nu skal ske.

6. Frasier (1993)
»I’m listening«. Psykologen Dr. Frasier Crane flytter tilbage til Seattle. I hans nye lejlighed flytter foruden ham selv, også hans far, en gammel lænestol og hunden Eddie ind, som skaber en god kontrast til Frasier, der er arrogant og tilnærmelsesvist snobbet. Han får arbejde på den lokale TV-station, hvor at folk kan ringe ind og få hjælp. I de 11. sæsoner at serien forløber sig over, følger vi Frasier og hans familie (foruden de nævnte er bl.a. hans bror Niles) og hans kollegaer på radiostationen. Denne serie er min yndlingsserie og burde sendes på TV2 eller DR1 i den bedste sendetid. Mindre kan ikke gøre det.

7. Friends (1994)
Friends er en sit-com for både piger og drenge. Jeg har set alle afsnit flere gange, og ser da også stadigvæk serien af og til på TV2, der er ret gode til at vise denne sidst på eftermiddagen, når sendefladen ikke er præget af sport. Der er mange aspekter af serien der gør den god, hvoraf jeg i en anden sammenhæng tidligere er kommet ind på nogle af disse i et andet indlæg, som kan læses her. Desuden har jeg også anbefalet serien på Kulturkanonen, som kan læses her.

8. Langt fra Las Vegas (2001)
Den eneste danske sit-com der er værd at se! Jeg var aldrig den store fan af hverken Klovn eller Mandrilaftalen, men med Langt fra Las Vegas rammer de plet. Ligeledes er første sæson af serien ikke ret fed, men efterhånden som de forskellige skuespillere får fundet deres roller og afsnittene bliver bedre sat sammen, bliver serien rigtig god. Uden sammenligning den serie hvor jeg har set hvert afsnit flest gange.

9. Penn & Teller: Bullshit! (2003)
Der findes meget lort i verden. Lad os kalde dette for bullshit! Det er i hvert fald hvad Penn & Teller gør, når de tager alt fra cheerleading og skattesystemet til ufoer og konspirationsteorier under kærlig behandling. Tonen og stilen er grov, og der er oceaner af bare bryster og beskidte ord, men er man til den slags, går man ikke helt galt i byen, hvis man ønsker lidt provokerende TV. Kører i skrivende stund på ottende sæson, og en del af afsnittene burde stå på diverse pensumlister.

10. Riget (1994)
Først og fremmest skal det siges, at jeg her lige så godt kunne anbefale “Riget II”, der i min optik ikke afgiver meget fra “Riget”. Riget er det bedste bevis på, at Lars von Trier har humor. Man følger den daglige gang på rigshospitalet, hvor at det bogstaveligt talt spøger. Ikke nok med det har mere eller mindre alle ansatte på hospitalet deres egne problemer at se til – nogle problemer større end andre, alle med det eneste til fælles, at det er spændende og sjovt at følge. Ligeledes er de to udviklingshæmmede opvaskeres monologprægede dialoger yderst komiske og mærkværdige!

11. Six Feet Under (2001)
Der findes ikke én problematik mellem mennesker, som at Six Feet Under ikke tager op. Alverdens psykiske lidelser, dødsfald, liv, seksualitet, stoffer, alkohol, midtvejskriser etc. Vi følger familien Fischer der driver og ejer et kapel. Hvert afsnit starter karakteristisk med, at man ser et dødsfald, der i løbet af serien bliver mere og mere bizarre. I første afsnit dør faderen af familien i en bilulykke, og dette ændrer på familieforetagendets struktur og rusker op i det hele. Er man til god drama, er Six Feet Under en serie der om noget ikke må gå ens opmærksomhed forbi.

12. South Park (1997)
South Park er provokerende, komisk, grænseløst og djævelsk udfordrende. Stilen er primitiv, men unik, og det er umuligt at sammenligne South Park med noget. Det er der simpelthen intet der er værdigt nok til i denne boldgade. Det er pudsigt hvordan at jeg i mine teenageår er vokset op med denne serie, og hvor er jeg dog glad for dette! Det er med andre ord svært at forestille sig en verden uden South Park til at krydse grænserne og udfordre ideer, idealer og normer.

13. The Simpsons (1989)
The Simpsons er mere end bare en tv-serie. The Simpsons er et univers man forsvinder ind i i omkring 22 minutters tid af gangen, og underholdes af på grund af dialogerne, de kulturelle referencer, kaosset og kreativiteten. Serien er så detaljerig, og det er beundringsværdigt, at den formår at ramme så bredt et publikum, lige fra de helt unge til de ældre generationer. Ligeledes er det fascinerende, at den har rundet de 20. sæsoner. Denne serie fortjener forhåbentlig ingen yderligere beskrivelse, da jeg formoder, at alle læserne af denne blog, for længst er bekendt med hele The Simpsons-universet.

14. Twin Peaks (1990)
Et mord bliver begået i Twin Peaks. Den kaffeglade FBI-agent Dale Cooper bliver som følge af dette sendt til byen for at opklare mordet. Alting er dog ikke så idyllisk som det fremstår på den pæne overflade. Efterhånden som serien skrider frem, introduceres flere af karakterernes skyggesider samt en masse drømme og gåder, der alt sammen skal hjælpe i opklaringen af mordet på den unge dame, Laura Palmer. Twin Peaks er en noget alternativ serie uden sidestykke som kun David Lynch kan gøre det.

15. Two and a Half Men (2003)
Two and a Half Men er Charlie, Allan og Jake (den halve). Charlie, den succesfulde jingle-producent, Alan, tøffelhelten og fiaskoen og bror til Charlie, og så Jake, søn af Alan og til tider ikke helt så kvik som jævnaldrende børn ville være. I første afsnit bliver Alan smidt ud af konen og ringer på hos hans bror Charlie for at søge husly for et par dage. Syvende sæson er netop overstået, og han bor der stadig. Vi har her at gøre med den bedste amerikanske sit-com der stadigvæk er on air. Jeg venter spændt på ottende sæson, og så er det sjovt at følge Jakes udvikling serien igennem.

Ja, det var så de 15 serier, men hov – jeg giver gerne lige en ekstra her på falderebet. Lad os kalde det for en runner up:

16. How I Met Your Mother (2005)
HIMYM bliver af mange betragtet som arvtageren til Friends. Der er også flere ligheder mellem HIMYM og Friends, og serien er uden tvivl værd at se. Når dette er sagt, er der ikke blevet plads til den på listen, da serien i en del afsnit simpelthen har en alt for lav kvalitet. Nogle afsnit rammer ganske enkelt bunden, og er noget af det værste jeg har set fra en amerikansk sit-com. Når dette er sagt, er de fleste afsnit fantastiske, og jeg finder den derfor nævneværdig i dette indlæg, men kun som en serie jeg ville ønske, kunne have filtreret nogle elendige afsnit fra.

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.

Hvilken rolle spiller internettet under valgkampe?

Det hænder at vi i Danmark skal til stemmeurnerne. Valgkampe associerer jeg normalt med valgplakater, politikere på gågaden, intensiveret politisk dækning i medierne etc. Hvad der i de senere år er kommet fokus på er, at valgkampene ikke blot foregår ude i den virkelige verden men også på internettet. Hvor meget har internettet så at skulle have sagt i en valgkamp?

Personligt er jeg af den opfattelse, at det er marginaler der kan flyttes på nettet under den korte periode som valgkampene forløber sig over i Danmark. Her tror jeg på, at det handler om at frame de politiske emner der passer en bedst i medierne. En ny rapport viser dog, at internettet har en effekt i valgkampe, og rent faktisk kan flytte stemmer. Undersøgelsen bygger på kommunalvalget 2009, hvor at flere tusinde kandidater har besvaret en e-survey.

I rapporten distanceres der mellem hhv. traditionelle (gadearrangementer, læserbreve, valgplakater etc.) og elektroniske (blog, facebook, nyhedsbreve, sms, twitter etc.) redskaber. Der er en sammenhæng mellem brugen af redskaber i den forstand, at jo flere traditionelle redskaber der bruges, desto flere elektroniske redskaber bruges der også. Det der overordnet set irriterer mig er hele ideen om, at man tager elektroniske redskaber og prøver at gøre dem til noget der bruges i valgkampen i en bestemt periode.

Jeg køber gerne argumentet om, at elektroniske redskaber har en effekt, men hvorfor skulle det være lige i valgkampen, at størstedelen af denne effekt kommer fra? Langt de fleste af de politikere der har en facebook-profil, har vel i de fleste tilfælde oprettet denne før en valgkamp, og slet ikke med nævnte i tankerne. Det kan og vil derfor være svært at klarlægge den effekt at en facebook-profil har, da den ikke kun er at finde i en valgkamp.

Man kan undersøge, som de gør i rapporten, hvor meget forklaringskraft at enkelte elektroniske redskaber har i forhold til ens succes i en valgkamp, men det ændrer ikke på, at når man taler om elektroniske redskaber og valgkampe generelt den dag i dag, forekommer det mig besynderligt, at man behandler valgkampen som noget autonomt. Nuvel, det er fornuftigt af metodiske grunde (og mange forskningsprojekter tager da også udgangspunkt i valgkampe), men virkeligheden er en anden, end dengang hvor at meningsmålinger var en sjældenhed og folk tog til vælgermøder i det lokale forsamlingshus.

Den virkelighed at politikere må forholde sig til i dag, er valgkamp 365 dage om året – 24/7. Også på internettet. Meningsmålinger er ingen sjældenhed længere, tværtimod. Efter et hvilket som helst politisk udspil skal der straks komme en meningsmåling, så man kan isolere effekten af det, og høre de ansvarlige og kommentatorer hvordan de tolker det. Partierne tænker derfor også evigt og konstant strategisk i forhold til næste valg, med alt fra fokusgrupper til spindoktorer. Når at Lene Espersen rejser på ferie til Mallorca og sidenhen undskylder, skal der derfor også straks foretages en meningsmåling, så vi kan se, hvad vælgerkorpset synes om dette (og hvad sker der for idealismen i dansk politik, når at folk straffer partiet for sådan noget?).

I denne virkelighed spiller internettet en stor rolle – ikke kun i valgkampen. Som rapporten også kommer ind på, har de elektroniske redskaber den fordel, at de ikke kræver store kampagnebudgetter. Politikere kan på nettet derfor mindske transaktionsomkostningerne og levere budskabet direkte ud til potentielle vælgere udenom (kritiske) kanaler. Ikke kun i en valgkampsperiode men året rundt, og skabe en relation til den enkelte vælger.

Der er derfor mange fordele i, at de politiske partier tænker på de muligheder der er på internettet. Det er selvfølgelig også derfor tragisk at læse denne rapport, der viser, at partiernes hjemmesider i et meget ringe omfang besøges af danskerne.

Det er meget få der besøger partiernes hjemmesider, og ingen af de politiske partiers hjemmesider er i top1000 over de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Det undrer mig, at partierne ikke har fokuseret mere på søgemaskineoptimering (SEO) og større integration af social medier end tilfældet er. Valgkampen foregår 24/7 – også på internettet, og partierne kunne snildt arbejde mere aktivt på at få mere velbesøgte hjemmesider.

Vender vi tilbage til kommunalvalget i november, ser vi da også, at antallet af brugere på partiernes hjemmeside stiger i denne periode. Dette skyldes nok primært 1) øget interesse for partiernes politik blandt vælgerne og 2) partiernes øgede fokus på at komme ud med deres politik.

Partierne kan ikke ændre på, at vælgernes interesse stiger når valgkampen står på, men der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at partiernes arbejde i forhold til generelt at have velbesøgte hjemmesider, er alt for mangelfuld. Når dette er sagt, er der selvfølgelig også et mønstereksempel på nogle der rent faktisk gør noget. Her er der tale om radikale.net, der rent faktisk formår at udnytte en del af de muligheder som at internettet giver. Jeg skal dog ikke kunne sige noget om, hvorvidt at førnævnte side, er optimeret ift. søgemaskiner og den generelle vælgerskare, eller om det er forbeholdt til en lille gruppe af politisk interesserede.

For at opsummere: Det er min opfattelse, at internettet er et godt og nyttigt redskab i forhold til kommunikation med vælgerne, men at behandle dette som noget der er mest relevant under valgkampe, virker som gammeldags vanetænkning. Internettet er derimod med til at sikre muligheden for kontinuerlig kontakt med vælgeren, noget som de politiske partier burde prioritere bare lidt højere.

Gode film

Der er intet som gode film. Film der får en til at tænke, grine eller græde eller generelt bare fremkalder en reaktion. I dette indlæg giver jeg mit bud på 50 film der absolut er værd at se. Kald det mine yndlingsfilm, top50 film, fantastiske film, whatever.  Når dette er sagt, vil den følgende liste hverken være komplet, udtømmende eller absolut.

Det kan sagtens være, at jeg om et år ser på denne liste igen, og vælger at lave et nyt indlæg med en revideret liste. Dette indlæg er blot tiltænkt som værende en liste, som jeg kan vende tilbage til, for at se, hvilke film jeg allerbedst kunne lide dengang.

Listen indeholder ingen dokumentarer, tegnefilm (i så fald havde jeg tilføjet South Park: Bigger Longer & Uncut (1999) og Tonari no Totoro (1988)), kortfilm, miniserier, tv-film osv. Jeg forsøgte mig på at rangordne de enkelte film internt på listen efter hvor højt jeg mener de burde ligge. Dette viste sig dog at være nemmere sagt end gjort, så jeg endte med blot at lave den alfabetisk.

Here we go:

1. (500) Days of Summer (2009)
Den nyeste film på listen. Jeg genså denne forleden i Zulu Sommerbio. Filmen minder mig på en eller anden måde om Annie Hall (1977), og er en nyere romantisk komedie der rent faktisk er værd at se – også for mænd!

2. 2001: A Space Odyssey (1968)
En fantastisk science fiction-film fra 1968 instrueret af Stanley Kubrick. Et æstetisk mesterværk og djævelsk interessant i dets opbygning og behandling af filosofiske temaer. Se den mindst to gange.

3. A Clockwork Orange (1971)
Endnu en Kubrick-film, og denne er min absolutte yndlings fra hans side! Man følger hovedpersonen Alex’ liv i et ordens-samfund, hvor at han bliver behandlet efter Ludovico-metoden, som gør ham ude at stand til at kunne foretage onde gerninger. En intelligent, smuk, provokerende, voldelig og perfekt film. Intet mindre.

4. Adaptation. (2002)
Denne film overraskede mig positivt! Nicolas Cage spiller hovedrollen Charlie Kaufman, der har problemer med at skrive screenplayet til en bog der skal filmatiseres. Filmen er alternativ, spændende og helt klart et must see. Den er desuden fyldt med selvrefererende jokes og kommentarer, der gør den værd at gense.

5. American Beauty (1999)
Jeg er en stor fan af Six Feet Under (2001), og hvis du ikke allerede har set denne film, kan det kun gå for langsomt!

6. American Psycho (2000)
An undisputed masterpiece! Christian Bale alene gør denne film værd at se. Læs desuden min anbefaling af bogen her.

7. Amores Perros (2000)
Flere forskellige skæbner mikses sammen i denne film – for de fleste for det værre. På den ene side livsbekræftende og fantastisk, på den anden side tangerende til det deprimerende.

8. Breaking the Waves (1996)
Hvis ikke Lars von Triers bedste, så i hvert fald en af dem. Jeg er ikke sikker på, om jeg har fået det ud af den, som von Trier måske gerne ville have, men det ændrer dog ikke på, at jeg finder den utrolig god.

9. Chinatown (1974)
Roman Polanski, tjek! Jack Nicholson, tjek! Chinatown handler om vand og mord. En dyster film der er helt seværdig.

10. Commando (1985)
Et brag af en action-film, hvor at Arnold Schwarzenegger spiller hovedrollen John Matrix. Hans datter bliver kidnappet, og det finder vores one man-army sig på ingen måde i. I love this movie!

11. Das Leben der Anderen (2006)
Tyskerne kan faktisk godt lave film. De andres liv er en fangende og interessant film. Plottet er gennemført, og man keder sig ikke på noget tidspunkt.

12. Double Indemnity (1944)
En forsikringsmand med et stort kendskab til forsikringssvindel og de tilhørende faldgruber, falder selv for fristelsen til at begå forsikringssvindel. Formidabel film noir.

13. Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying … (1964)
Det er næsten helt ubegribeligt at tænke på, at denne film er fra 1964! Midt under den Kolde Krig skabte Kubrick denne komedie, der om noget er en sand klassiker. Filmen er spækket med perler og citater i verdensklassen. »Gentlemen, you can’t fight in here! This is a war room!«.

14. Duck Soup (1933)
Den ældste film på listen. Marx brødrene brillerer i denne humoristiske og tidløse komedie. Nuvel, dele af dialogerne kan være lidt slidte efterhånden og Pinky-karakteren kan irritere mig lidt, men det ændrer ikke på, at denne film er en sikker vinder!

15. Dumb & Dumber (1994)
Denne film kan ses igen & igen, og den bliver aldrig kedelig. Hvis man ikke finder denne film sjov, har man pr. definition ingen humor. Dialogerne, skuespillet, karaktererne, handlingen, ja – alt er sjovt!

16. Fight Club (1999)
Fight Club er uden sammenligning min yndlingsfilm. End of story. Læs desuden min anbefaling af filmen her.

17. Forrest Gump (1994)
Livsbekræftende feel good film. Har set denne et utal af gange, og Tom Hanks spiller intet mindre end formidabelt. Historien er sjov og bekræftende. Det er altid dejligt at se, at vores underdog, der er født til ikke at kunne komme ret langt i tilværelsen, opnår så mange bedrifter, og lever et smukt og indholdsrigt liv, til trods for sit åbenlyse handicap.

18. Funny Games (1997)
Fuck, fuck, fuck! Intet under at nogle karakteriserer denne film som værende psykisk terror. Jeg køber filmens pointe. Sjældent har en film formået at rumme så lidt visuel vold, og alligevel formå at være så voldelig. Perfekt!

19. Good Bye Lenin! (2003)
Et tysk mesterværk om kommunisme, kærlighed, kapitalisme, manipulation, svigt, Coca Cola, sammenhold, Lenin etc. En af mine yndlingsfilm.

20. Groundhog Day (1993)
Tænk at vågne op til den samme dag hver dag. Det kan der komme en god film ud af. En meget god film. Det er ikke alene en (romantisk) komedie, men også en film der rejser en hel del filosofiske spørgsmål.

21. Kontroll (2003)
Da jeg var i Budapest var jeg ikke synderligt imponeret over deres undergrundsbaner. De virkede ret triste og grå. Dette er kun blevet forværret efter jeg har set denne ungarske film. Hele filmen foregår under jorden, og den er tilsvarende dyster.

22. La vita è bella (1997)
Denne film består af to radikalt forskellige dele. Den første del af filmen er ”humoristisk” og viser en hovedperson med en naiv distance i forhold til livets alvor. Jeg var lige ved at give op og blot undlade at se filmen færdig, da den anden del starter, og vores hovedperson og kone og barn kommer i koncentrationslejr. Filmen som helhed fungerer godt, og så er den sgu bare ret sørgelig!

23. Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001)
En spændende fransk film. I modsætning til de andre film som at Jean-Pierre Jeunet har instrueret, er denne film god. Farverig, skæv, skæg og overordnet bare værd at se.

24. Le scaphandre et le papillon (2007)
Da jeg havde set denne film, begyndte jeg at værdsætte de muligheder jeg har, lidt mere. Evnen til frit at kunne gå, løbe, tale og ja – bare bevæge mig. Filmen starter med, at vi ser det hele fra hovedpersonens øjne. Han er blevet lam og kan ikke kommunikere med de andre på hospitalsstuen. Se den.

25. Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998)
En rigtig fed film! En af Guy Ritchies bedste. Fantastisk sjov med en masse twists.

26. Lola rennt (1998)
Vi overværer Lolas 20 minutter til at skaffe 100.000 mark til hendes kæreste, før at han begår et røveri. Disse 20 minutter overværer vi flere gange. Altså forskellige valg og disse valgs konsekvenser. Yderst interessant film.

27. Lucky Number Slevin (2006)
Det er aldrig sikkert at spille på heste. Også selvom at den hest man spiller på, er en sikker vinder. Bruce Willis spiller fremragende i denne film.

28. Memento (2000)
… mens vi venter på Inception. Memento er i min optik Nolans allerbedste film! Også en af mine yndlingsfilm, der til trods for at den efterhånden er ret kendt, til evig tid vil forblive undervurderet. Denne film kan ikke ses og elskes af for få mennesker.

29. Mr. Smith Goes to Washington (1939)
En sød film. Den lille mand mod systemet – hvem elsker ikke det? Vi følger Mr. Smith, idealisten, der kommer ind i politik og kæmper imod korruption. En sand klassiker.

30. No Country for Old Men (2007)
Coen-brødrenes bedste film til dato. Katten efter musen-thriller. Som i deres andre film, handler det om penge. Jeg så denne film første gang for et lille års tid siden, alene om natten, og ærligt talt så var den lidt uhyggelig!

31. Ondskan (2003)
Den eneste nordiske film på listen. Andreas Wilson spiller godt i rollen som Erik Ponti, der starter på en ny skole, da han blev smidt ud af den gamle pga. vold. På den nye skole er det de ældre elever der styrer og bestemmer over de yngre. En virkelighed Erik Ponti har svært ved at forholde sig til.

32. Point Break (1991)
En rigtig fed action-film. Det er mærkeligt at tænke på, at det er en kvinde (Kathryn Bigelow) der har instrueret denne! Keanu Reeves spiller utroligt godt, og filmen fungerer perfekt.

33. Pulp Fiction (1994)
Tarantinos mesterværk. Ingen scene i denne film passer ikke ind. Der er ikke én finger at sætte på denne film. Handlingen er perfekt, dialogerne er perfekt – og instruktionen og skuespilspræstationerne er til UG.

34. Scarface (1983)
Al Pacino er normalt ikke min kop the, men i denne film må jeg give ham, at han gør det godt!

35. Sin City (2005)
Vidunderlig film! Smukt lavet og brugen af effekter er beundringsværdig. Der er overraskende mange fede scener i denne film, og stilen er intet mindre end smuk! Der er vistnok også en 2’er på vej. Hvis denne bare bliver halvt så god, er jeg tilfreds.

36. Snatch. (2000)
Minder meget om Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998), men er værd at se alene på grund af Brad Pitt. G-E-N-I-A-L-T.

37. Spoorloos (1988)
Et ungt kærestepar er på ferie, men kvinden forsvinder sporløst. Manden bruger de næste tre år af sit liv på at finde ud af, hvad der dog er sket. Jeg synes filmen fungerer utroligt godt på grund af dets fokus. Dette overvejer jeg at skrive lidt mere om i et kommende indlæg.

38. Strangers on a Train (1951)
En mand støder på en fremmed på toget. Den fremmede tilbyder at dræbe mandens kone, mod at vores mand, der er kendt tennisspiller, skal dræbe en for den fremmede. På den måde vil der ingen forbindelse være mellem morderen og den myrdede. En god Hitchcock-film!

39. Taxi Driver (1976)
»You talking to me? Well I’m the only one here.«. Ensomhed og søvnløshed og andre problemer plager vores hovedperson Travis (spillet af Robert De Niro). Det er meget mørke omgivelser i store dele af filmen, og det foregår i et tempo der er til at forstå, der sammenlagt skaber en utrolig god film.

40. Team America: World Police (2004)
Team America – FUCK YEAH! Er du vild med humoren i South Park: Bigger Longer & Uncut (1999), vil du også elske denne. Der er ingen grænser for hvem der udstilles og provokeres i dette stykke kunst.

41. The Apartment (1960)
En skøn komedie! En mand kommer til tops på hans arbejdsplads, ved at låne hans lejlighed ud til hans overordnede, der bruger den til at være deres koner utro. Selv har han også lidt problemer med kærligheden.

42. The Beach (2000)
En smuk og spændende film. Den har ikke en fandens høj gennemsnitsrating på IMDb, men ikke desto mindre er det en fantastisk film, der fortjener mere credit. Helt klart en god film!

43. The Godfather (1972)
Fantastisk film. Der er ubeskriveligt mange aspekter af denne film, der gør den værd at se. Har man ikke set denne, har man et stort hul i ens kulturelle referenceramme. Bogen er desuden også at anbefale.

44. The Naked Gun: From the Files of Police Squad! (1988)
På dansk hedder denne “Høj Pistolføring” og som original titlen fortæller, bygger den på serien Police Squad! (1982). Af film der ligger i samme boldgade kan nævnes bl.a. Airplane! (1980). Humoren er fantastisk og kulsort.

45. The Ninth Gate (1999)
En spændende film der er centreret om bøger (eller rettere sagt én bestemt bog). Det lyder jo næsten direkte usandsynligt, men det er lige akkurat hvad filmen handler om. Den er spændende!

46. The Pianist (2002)
Denne film er og forbliver en af mine yndlings af de film som foregår under 2. verdenskrig. Man får virkelig sympati med hovedpersonen der er pianist og jøde, og føler for hans situation hele filmen igennem.

47. The Prestige (2006)
En rigtig fed film der kan være ret svær at beskrive. Jeg tror ikke der er så meget andet at gøre, end rent faktisk at se den (et par gange som minimum).

48. The Shawshank Redemption (1994)
Den ligger #1 på IMDbs top250, og jeg er selv en af dem, der har vurderet denne film til at få 10 ud af 10. Første gang jeg så den, sad jeg tilbage med en fantastisk følelse af, at retfærdigheden skete fyldest. Har du ikke set den, SKAL du se den!

49. The Usual Suspects (1995)
Dette er en af de film, hvor at man efter at have set den, ved, at man har set en fed film. Den er gennemført fed, og holder fra start til slut.

50. V for Vendetta (2005)
Filmen, der er en filmatisering af en tegneserie, er en rigtig 1984-fortælling tilsat flotte effekter og gode fights. Action, handling og spænding – this movie got it all.

Der er MANGE film som ville kunne gøre sig godt på denne liste. Hvor er Citizen Kane (1941)? Hvor er The Dark Knight (2008)? Ja, altså – de burde måske også være der. I don’t know. Det er svært at lave en liste, og måske er det også bare for at provokere, at disse film (og mange andre!) ikke er med. Hvorom alting er, føler jeg dog, at jeg har valgt 50 fantastiske film.

Paradise Hotel er alment dannende

I visse kredse er det ikke synderligt velanset at være én af de mange, der zapper over på TV3 når det er tid til Paradise Hotel. I skrivende stund søges der deltagere til den syvende sæson, og i mellemtiden kunne det måske være relevant at dvale lidt ved, om det er fordummende fjernsyn – eller om det rent faktisk er tilfældet, at det bidrager med noget godt.

Der er i den offentlige debat en udbredt opfattelse omkring programmet, at det er intetsigende og intrigepræget drama for et teenagersegment der ikke tænker på ret meget andet end pik, fest og patter. Nuvel, der er da helt sikkert også mange der udelukkende ser programmet på grund af det seksuelle indhold og/eller de overfladiske konflikter der udspiller sig, eller på grund af den eventyrinspirerede form. Når dette er sagt, står vi dog tilbage med et program, der rent faktisk lærer os en vigtig lektie, og som gør, at programmet har en alment dannende kvalitet.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm med det samme: Det er ikke de intellektuelle guldkorn eller manglen på samme, som gør programmet værd at se. Dét er efter min opfattelse i hvert fald ikke alment dannende. Næ, det der gør Paradise Hotel alment dannende, er selve spillet. Det er de situationer vi ser nogle mennesker i, hvor de skal reflektere over deres valg, ikke mindst under hensyn til hvad de andre spillere gør. Der er med andre ord en strategisk interdependens, som også tvinger seeren til at tænke over spørgsmål som rationalitet i forhold til tillid, loyalitet og moral[1].

Paradise Hotel har dermed en masse spilteoretiske aspekter[2], som rent faktisk kan fortælle os, at det ikke kun er kyniske og egennyttemaksimerende unge mænd og kvinder, vi har med at gøre. Paradise Hotel er et eksempel på, at mennesket faktisk er i stand til at stole på andre mennesker, selv når det er i så iscenesat og strategisk virkelighed som Paradise Hotel repræsenterer. Ikke bare for at komme længst i spillet, men også når spillet reelt set er overstået.

Som et eksempel kan vi se på troskabstesten, som hver sæson afsluttes med. En test hvor at de to tilbageværende finalister skal testes i, om de rent faktisk stoler på hinanden, og er klar til at afskrive sig det rationelle valg. Hvis de to finalister stoler på hinanden længe nok, ender de i en situation, hvor at valget står mellem a) at få 500.000 kroner selv og efterlade sin partner med 0 kroner eller b) at dele de 500.000 mellem sig selv og sin partner. Dette alt imens at ens partner står med samme valgmuligheder. Ud fra et rationelt egennyttemaksimerende perspektiv, ville man selvfølgelig vælge valgmulighed a. Ikke desto mindre er tilfældet dog, at sæson 6 sluttede med at de 500.000 blev delt mellem de to finalister, Peter og Cecilie. Samme scenarie så man i forrige sæson, hvor at Frederik og Line-Sofie delte de 500.000 kroner.

Det ville være rationelt at tage alle pengene selv, men alligevel er der en tillid/moral der spiller ind og gør, at man ikke bare stikker en kniv i ryggen på sin partner. Selv når tilfældet er, at det ville være yderst profitabelt. Derfor er det alment dannende at se Paradise Hotel. Det lærer seeren, at det ikke altid er klogt at stole på andre mennesker, men at det er et minimum for at kunne begå sig i denne verden. Kan vi ikke stole på hinanden, kommer vi ikke videre.

Som seer sidder man ofte tilbage med spørgsmål som ”Hvad ville jeg gøre hvis jeg stod i den situation?”, ”Ville jeg handle moralsk eller umoralsk?” etc. Programmet rejser nogle spørgsmål, som kan sætte nogle hjerneceller i gang, som intet quiz-program kan, for slet ikke at nævne programmer som Top Gear, America’s Next Top Model, X-Factor, Vild med dans eller fodbold-VM.  Dét er en kvalitet der gør Paradise Hotel værd at se for alle – og sjovt at se for alle.

——

[1] Forholdet mellem det rationelle og det moralske valg, introduceres i Kurrild-Klitgaard, Peter (1998). “Politik, rationalitet og det Moralske Dilemma”, Politica 30(4): 423-439.

[2] Vincent Hendricks, der er aktuel som vært på programmet Kontrovers på DR2, har skrevet en artikel, der introducerer spilteori-disciplinen.

Hvad er frihed?

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy

Mutz’ forsøger med bogen at undersøge dilemmaet mellem på den ene side at ”høre den anden side”, altså være deliberativ, og så at deltage i demokratiet (”participation”). Dette dilemma beskrives på side 125:

Political diversity poses a disturbing dilemma for images of the ideal citizen. There is a tendency to see the model citizen as a neat package of characteristics that all fit comfortable together into a single composit portrait. The problem is that for some very logical reasons these characteristics do not cohere. We want the democratic citizen to be enthusiastically politically active and strongly partisan, yet not to be surrounded by like-minded others.

Analytisk undersøger hun gennem en række datasæt ”the extent of cross-cutting exposure”, som værende indikator for deliberation.

Hvad undersøgelsen viser (side 3):

But based on my findings, it is doubtful that an extremely activist political culture can also be a heavily deliberative one. The best social environment for cultivating political activism is one in which people are surrounded by those who agree with them, people who will reinforce the sense that their own political views are the only right and proper way to proceed. Like-minded people can spur one another on to collective action and promote the kind of passion and enthusiasm that are central to motivating political participation.

Den ideale samtalesituation (side 7):

Habermas’s “ideal speech situation” incorporates the assumption that exposure to dissimilar views will benefit the inhabitants of a public sphere by encouraging greater deliberation and reflection.

Den politiske uenighed reduceres, når at intimiteten i relationerne stiger (side 26):

When one examines the individual respondent-discussant relationship involved in political talk, one can see that the extent of political disagreement in a relationship steadily decreases as the intimacy of the relationship increases. As shown in the line marked by diamonds in Figure 2.1, it is those relationships characterized as “mere acquaintances”, rather than as friends, that are most likely to involve political disagreement.

Arbejdspladsen og cross-cutting political conversations (side 29):

Of the various social contexts identified, the workplace appears most promising as a site for cross-cutting political conversations.

Jo mere viden om politik og interesse man har i samme, desto mere dominerer ligesindede holdninger over divergerende holdninger (side 32):

those most knowledgeable about and interested in politics are not the people most exposed to oppositional political viewpoints. The dominance of like-minded over oppositional voices increases as political knowledge increases.

Side 33:

Those who are highly politically involved are not as likely to expose themselves to cross-cutting political perspectives.

Those who consider themselves liberals or conservative and those who self-identify as partisans on either end of the spectrum are less likely to be exposed to cruss-cutting political communication.

Muligheden for selv at vælge og styrke sin identitet (side 44):

Selective exposure is likely to account for the fact that the networks of highly partisan and politically active people are more dominated by like-minded discussants. Politics is important to their lives and identifies, thus their friends are likely to be chosen at least in part on basis of this dimension of similarity. People who deem politics a relatively minor aspects of their lives and identities are less likely to take this dimension of similarity into account.

Om udsættelsen for andre politiske holdninger og at stemme (side 112):

Having friends and associates of opposing political views makes it less likely that a person will vote. This relationship is particularly pronounced for nonvoting in congressional elections, although it also applies to nonvoting in the presidential context. The greater the cross-cutting exposure in the person’s network, the more likely he or she is to abstain from voting.

Reference:
Mutz, Diana C. (2006). Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy. New York: Cambridge University Press.

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

—————-
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Liberal Alliances succes ved næste valg

Det plejer at være en god tommelfingerregel når man diskuterer sagligt, at man går efter bolden og ikke spilleren. Hvis man er uenig med nogen, kan man påpege, at der er en divergens mellem vedkommendes og ens egen holdning, og derefter argumentere for, hvorfor dette er tilfældet, og hvorfor ens argument(er) bør veje tungest.

Jeg skriver dette på baggrund af dette indlæg på Khvilsteds blog, der handler om, at Liberal Alliance står stærkere i en meningsmåling, og at dette er udtryk for manglende dømmekraft hos en fælles bekendt. De er uenige om hvorvidt at Liberal Alliance kommer ind ved næste folketingsvalg eller ej. Den sociale virkeligheds fremtid lader sig ikke sætte på formel, og jeg vil undlade at give mit svar med to streger under, da det ene gæt i princippet kan være lige så plausibelt som det andet[1]. Givet de placeringer Liberal Alliance har i meningsmålingerne, er det givet alle de faktorer der spiller ind, så godt som umuligt at give noget bud på spørgsmålet om, hvorvidt de kommer ind ved næste valg. Nuvel, der kan være nogle tendenser, men det er langt fra ensbetydende med, at sandsynligheden for et udfald frem for et andet er signifikant.

Hvis der var valg i dag viser én meningsmåling, at Liberal Alliance ville nå over spærregrænsen, og dermed forblive i Folketinget. Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed[2].

Vi ved ikke hvornår at der er valg. Vi ved ikke hvordan Liberal Alliance klarer sig op til et valg. Vi ved ikke hvilke emner der vil blive taget op under valgkampen. Vi ved ikke hvordan verden ser ud til den tid. Husk på hvor mange mandater at Ny Alliance stod til at få under valgkampen 2007, og hvor kort tid der skulle gå før at størstedelen af disse var væk.

Det er dejligt at diskutere og drøfte muligheden for et givet partis sandsynlighed for succes ved et valg. Det ville i hvert fald være ærgerligt hvis vi ikke kunne. En sådan deliberation bør dog ske med udgangspunkt i en fælles forståelse for den usikkerhed der er forbundet med at diskutere fremtidige hændelser. Fordi at en meningsmåling viser noget bestemt, er det ikke ensbetydende med at man kan konkludere noget drastisk på denne baggrund.

Afslutningsvist skal der blot lyde en opfordring til, at man møder meningsmålinger med en fornuftig skepsis, og er yderst påpasselig med at konkludere noget fordi at én meningsmåling viser noget. Og så skal man selvfølgelig ikke bruge én meningsmåling til at udtale sig om andres analytiske tæft.

—————-
[1] For dem der alligevel mener at det er muligt at forudsige historiens gang, vil jeg anbefale Karl Poppers Historicismens Elendighed.
[2] Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann har i ”Teflon og Bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe” et godt afsnit omkring meningsmålinger og usikkerhed, og mediernes brug af samme.