Erik Gahner Larsen

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.

Når jeg engang får børn…

Delvist inspireret af gårsdagens indlæg om Aladdin og frihed og en efterfølgende samtale på MSN med Khvilsted, tænkte jeg nærmere over, hvilken kultur at mine børn (hvis jeg får nogen på et tidspunkt), gerne måtte stifte bekendtskab med, hvis det stod til mig.

Da der på nuværende tidspunkt ikke findes en CEPOS Kindergarten, må det jo være et forældreansvar selv at lære sine børn at tage ansvar for deres liv og have en fundamental respekt for andre menneskers liv og deres ret til at leve deres liv som de vil. Spøg til side – og det er måske begrænset hvor meget kultur forældre nu til dags kan proppe ned i deres unger, når man ser på hektiske hverdage og børnenes færden i institutioner og Hannah Montana og Justin Biebers opdragende karakter i hhv. fjernsynet og på iPod’en.

Inderst inde er det man ønsker at ens børn skal nyde godt af under opvæksten, nok blot det at man selv synes har fungeret meget godt for en selv. Det er da helt sikkert også derfor, at jeg uden tvivl kan sige, at hvis (og jeg må igen pointere at der kun står hvis!) jeg får et barn eller børn, skal bl.a. legoklodserne være en del af børneværelset.

Når det kommer til læsning, skal Anders And & Co. tegneserierne selvfølgelig være der, og eventyr fra H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og når alderen er til det, så bøger som Tanker fra en kannibal og Sofies verden. Ellers er der selvfølgelig så meget litteratur derude, og man må efterhånden sande, at vi lever i en tid, hvor bare det at unge mennesker læser, er en sjældenhed.

Hvad angår TV bliver det nok lidt anderledes. Jeg har svært ved at forestille mig, at mine børn skal have lov til at se bl.a. DR. Et totalforbud må være løsningen, samt et pornofilter hvor at DR.dk også er blokeret på computeren. Dermed ikke sagt, at det DR leverer, er kvalitativt værre end alt det der ellers sendes, men for dælen da – man kan umuligt være en stolt forælder.

Selvfølgelig skal der også være underholdning som har været sendt på DR, f.eks. filmatiseringerne af Astrid Lindgrens fortællinger. Derudover skal de nyde godt af japanske animefilm som Min nabo Totoro og når vi nu er ved Japan, så selvfølgelig også Pokémon-universet. Ellers har USA jo også meget godt at byde på, som f.eks. Disney-klassikere, eller generelt bare ældre film som The Adventures of Robin Hood (1938) og The Wizard of Oz (1939). Førstnævnte passer fantastisk til børn i forhold til f.eks. den nyeste Robin Hood (2010), der rummer meget mere vold, blod og kaos.

Når alt kommer til alt, er det måske begrænset hvor meget man i det hele taget kommer til at påvirke sine børn på den måde. Eller er det? Jeg burde måske drøfte mine overvejelser med nogen der rent faktisk har børn.

Har Aladdin eller Jasmin frihed?

Disney-tegnefilmen Aladdin fra 1992 er i bund og grund en ret fantastisk tegnefilm. Det er en film om magt og frihed og begæret for begge på godt og ondt. De enkelte karakterers higen efter frihed er beskrevet rammende i følgende citat:

”The overall theme of Aladdin is freedom. In one or another sense, almost everyone in the film is seeking freedom. Aladdin feels trapped by his poverty, and seeks a freedom he feels will be given with wealth. Jasmine feels trapped by her position and seeks a freedom outside of the palace. The Genie is trapped in a life of an “eternity of servitude” that he would wish to escape, to be his own genie. Jafar feels trapped by his position of continually being “second-best” and seeks freedom through a rise in power and status.”[1]

Der er flere steder i filmen hvor at der eksplicit snakkes om frihed, specielt lampeånden Genie taler med en stor passion for hans brændende ønske om at blive fri. Min yndlingssekvens er dog uden tvivl den, hvor at Aladdin og Jasmin reflekterer over deres egen mangel på frihed. Aladdin har reddet Jasmin, der er stukket af fra paladset, og hvis ikke det havde været for Aladdin, havde fået hugget en hånd af. Aladdin tager den smukke Jasmin med hjem til hans usle og primitive hjem. Aladdin kigger over på paladset og siger, at det ser ”pretty amazing” ud – eller vent, I får sgu lige hele dialogen:

Aladdin: Wow. The palace looks pretty amazing, huh?

Princess Jasmine: [disappointed] Oh, it’s wonderful.

Aladdin: I wonder what it’d be like to live there, and have servants and valets.

Princess Jasmine: Oh, sure. People who tell you where to go and how to dress.

Aladdin: That’s better than here. You’re always scraping for food and ducking the guards.

Princess Jasmine: You’re not free to make your own choices.

Aladdin: Sometimes you feel so…

Princess Jasmine: You’re just…

Aladdin, Princess Jasmine: …trapped.

Det starter som en regulær samtale, men går fra at være en dialog til hver deres monolog, hvor at de kommer frem til, at de ikke er frie – men er trapped. M.a.o. søger Aladdin den frihed at Jasmin har og vice versa.

Aladdin har, jf. Isaiah Berlins begrebsapparat, komplet negativ frihed, hvor at Jasmin nyder komplet positiv frihed og er underlagt en bestemt livsførelse. De begge er underlagt ekstremerne af to forskellige forståelser af frihed, der begge får dem til at føle sig ufrie.

Hvem har så egentlig frihed? Jasmin eller Aladdin? Det er den evindelige diskussion om positiv og negativ frihed. Når jeg engang får et barn eller børn, vil de i hvert fald få spørgsmålet når vi ser filmen: Hvem er fri – Aladdin og/eller Jasmin?

Personligt ville jeg selvfølgelig allerhelst nyde Aladdins frihed. Dette indlæg skal slutte med et meget lille udpluk fra Hayeks The Road to Serfdom: ”In every real sense a badly paid unskilled workman in this country (England, red.) has more freedom to shape his life than many an employer in Germany or a much better paid engineer or manager in Russia.”

——

[1] Citatet er taget fra denne artikel, der er fra en hjemmeside der indeholder feministisk kritik af alverdens tegnefilm. Latterligt – men anyway – jeg er helt enig med skribenten i at filmens overordnede tema er frihed.

Lars Løkkes monster under sengen

Som barn kunne man i ny og næ forfalde til den opfattelse, at der under ens seng befandt sig et splittergalt og farligt monster, der gjorde, at man var tvunget til at kigge under sengen, før at man igen kunne finde ro i sindet og sove. Som altid var monsteret dog bare fuldkomment illusorisk. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er bange for, at han har skabt et monster. Et monster der, hvis han gad tage sig den frihed at kigge de rigtige steder, dog er lige så illusorisk som et barns fantasimonstre.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i dag på Copenhagen Business School, at den politiske debat præges af proces frem for substans. Ordene der lød er som skrevet:

”Der har været en tendens til, at den måde politik blev dækket på og den måde politik blev italesat på, har handlet om personer og processer. Måske er det et monster, vi selv har skabt. Når man tænker på, hvad der er ansat af medierådgivere og spindoktorer, ikke bare i regeringen men også i oppositionen og på kommunekontorerne, så har vi selv opfostret en helt ny branche. Jeg vil meget gerne have, at politik kommer til at handle om substans, fordi det har Danmark brug for.”

Her har vi m.a.o. en statsminister der som den voksne står frem og tager ansvar. ”Måske er det et monster vi selv har skabt”! Værd at bide mærke i er det dog, at oppositionen også lige bliver gjort til medskyldig i forsvarstalen. Lidt a la den uartige knægt der skal forsvare sit æblerov med ”Jamen det var ikke kun mig!”. Når at Lars Løkke taler om et ”vi” i forhold til at have skabt en negativ udvikling, er det altså ikke ”vi” som i ham og hans rådgivere, men hele den samlede stab af medierådgivere og spindoktorer i alle tænkelige organisationer. Er det ikke Piet Hein der har sagt ”Når to deler et ansvar bliver det kun 1 procent til hver.”?

Er der så kommet en nøgtern kritik af statsministeren som ligger til grund for denne ”selvkritiske” erkendelse? Umiddelbart ikke, og måske snarere tværtimod. Svaret kom på et spørgsmål fra en studerende, og ikke fra tre forskere på Syddansk Universitet. Men hov, hvorfor nævner jeg nu tre forskere fra SDU? Jo, dette fordi at tre forskere fra Center for Journalistik på Institut for Statskundskab, har lavet en undersøgelse, hvor konklusionen bliver givet i en analyse på politiken.dk:

”Samlet set er vi altså ikke vidner til en mediedækning, der klart bevæger sig hen imod mere procesjournalistik. På nogle områder ser vi en stigning fra valgkamp til valgkamp, på andre områder et fald.

Det bør endvidere påpeges, at såfremt en stigning kan findes, er der også positive aspekter ved, at medierne bruger en del af deres spalteplads og sendeflade på at forklare borgerne om det politiske spil. For ikke al politik handler jo om indhold. Mediedækningen er altså bedre end sit rygte.”

For at opsummere kan man derfor sige det sådan at der ikke er skabt et monster. Og hvis der var skabt noget, kunne det måske have mere karakter af en vagthund end et monster. Når at Lars Løkke på denne måde proklamerer, at der er skabt et monster, er det selvfølgelig ikke for at sige at han er problemet, men derimod løsningen jf. det første citat.

I stedet for at bidrage til den opfattelse, at det hele bare handler om proces og lort og lagkage, ville det måske hjælpe at kigge de rigtige steder, for at se, om der virkelig er et monster, eller om det bare er ens opfattelse.

’Professor Caritats forunderlige opdagelser’ af Steven Lukes

I Professor Caritats forunderlige opdagelser, der er oversat fra den engelske The Curious Enlightenment of Professor Caritat, bliver professor Nicholas Caritat sendt på en opgave: Han skal finde den bedste af alle verdener.

Historien tager sit udgangspunkt i fængslingen af professor Nicholas Caritat, der med hans oplysningsfilosofiske tanker har givet håb, i den verden han befinder sig i, Militaria. Han bliver dog befriet af oprørsbevægelsen Hånden og sendt på ovennævnte mission.

Denne skønlitterære bog er skrevet af Steven Lukes, der er professor i politik og sociologi ved New York University. Fremgangsmåden for tilblivelsen af denne bog er at tage nogle filosofiske retninger og ideologier, og deducere verdener hvor disse eksisterer til fulde uden modifikationer. Disse teoretiske universer konfronteres professor Caritat så med i hans rejse, og skildrer gennem breve hvad der er godt og skidt.

Hans første stop er i Calcula i Utilitaria, der som navnene indikerer, bygger på nyttefilosofien/utilitarismen. Derefter går rejsen bl.a. til Kommunitaria og Libertaria, og hvilke retninger der ligger til grund for disse verdener, burde ikke være nogen gåde. I det hele taget er det nok også lidt det, der irriterer mig ved bogen. Symbolikken er lidt for primitiv, og om end at bogen da er meget spændende, er man næsten hele tiden en side eller to foran rent narrativt, i ens forventninger til, hvad der nu skal ske. Der mangler ganske enkelt overraskelser og twists.

Jeg tager mig nu den frihed at komme med en spoiler. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at følgende formulering kommer på en af bogens sidste sider (den eneste overraskelse er måske, at den kommer fra en ugle, som han konverserer med):

”Tænk på alle de lande, som du har besøgt og lagt bag dig. Hver især var de helliget en stræben efter et værdigt mål: ét ville sikre orden og sikkerhed, ét ville maksimere mere velfærd og lykke, ét ville sikre stabile identiteter, så folk kunne føle sig hjemme sammen med andre af deres slags, ét hengav sig til en tåget, fantaserende vision om virkelig, individuel frihed i harmoni med alle andre, og ét helligede sig beskyttelsen af individer og deres ejendom fra indblanding. Alligevel forfulgte de alle deres foretrukne mål ved at udelukke alle de andre og ofrede i processen utallige mennesker på deres abstrakte idealers alter. Hvor mange menneskeliv er ikke blevet gjort ulykkelige og ødelagt i disse idealers navn? Hvilken menneskelig dårskab!”

Uglen er, som ugler er kendt for at være, klog. Vi ved dog også fra Twin Peaks, at ”the owls are not what they seem”! For dem der gerne vil vide hvad Caritat kommer frem til vil være det bedste, røbes det i Wikipedia-artiklen for bogen.

Bogen er intet skønlitterært mesterværk. Karaktererne virker for overfladiske og deres tilstedeværelse synes kun at være båret af fremstillingen af de forskellige verdener. Dette er også bogens fokus, men det gør, at det aldrig rigtigt formår at blive en rigtig god fortælling, og ligeledes ikke rummer den samme viden man kunne have i et faglitterært værk af den samme længde. Bogen ender derfor på dette punkt med at sætte sig imellem to stole.

Når alt kommer til alt, kan jeg dog faktisk godt anbefale denne bog. Ikke til mine medstuderende, der for længst har haft politisk teori og er godt inde i filosofi, idéhistorie m.v., men til de mennesker der gerne vil have en ikke-abstrakt introduktion til forskellige ideologier og politiske retninger.

Vurdering:

Børneporno og lolicon … og nå jo – ytringsfriheden

En ny udstilling på Brandts, der kan ses fra d. 21. august til 24. oktober 2010, har til hensigt at skabe debat om såkaldt ’animeret børneporno’. Og debat skal jeg love for, at der er kommet.

Hvad er så dette ’animeret børneporno’ for noget? Med denne betegnelse refereres der til lolicon, som er en genre inden for manga, hvor ’barnagtige kvindelige figurer er afbildet på en erotisk måde’ (kilde). I medierne har der desværre været en fejlagtig opfattelse af hvad manga og anime er, så flere folk nu tror, at dette er synonymt med lolicon og/eller børneporno.

Vores allestedsnærværende pseudoforældre i Socialdemokraterne har fremsat et forslag om et forbud mod animeret børneporno. Dette fordi, at nogle forskere er kommet frem til, at lolicon kan have den samme effekt som børneporno. Jeg er ikke ekspert på dette område, men jeg er dog bevidst omkring, at der også er forskere der er kommet frem til at det ingen effekt har, eller sågar kan have modsatte effekt. Skal vi ikke lade tvivlen komme ytringsfriheden til gode?

Jeg har to spørgsmål i denne sag: 1) Hvordan vil et forbud overhovedet kunne realiseres og opretholdes i praksis? og 2) Skal man indskrænke ytringsfriheden i denne sag? Lad os for morskabens skyld forholde os til sidstnævnte spørgsmål først.

Ytringsfriheden har ikke haft det nemt på det seneste. Specielt ikke når det gælder ting der er tegnet. Jeg forstår dog ganske enkelt ikke den ligegyldige jamren der finder sted, når nogen ytrer sig om noget, der træder en over tæerne. Jo, man kan blive forarget, og jo, man kan referere til noget der mener noget, men altså – hvad er problemet? Og uanset hvad der er problemet i denne sag, har vi så ikke et større problem i en indskrænket ytringsfrihed?

Ytringsfriheden bør ikke modificeres efter hvad der lige er politisk korrekt i samtiden. Tværtimod skal den netop beskytte dem, der har holdninger som ikke konvergerer med flertallets perspektiver. Med flertallet mener jeg i denne sammenhæng dem der har et politisk flertal til at indskrænke hvad folk må ytre sig omkring. En hvilken som helst politisk indskrænkning af ytringsfriheden, sker på baggrund af et flertal, og da vi aldrig kan få nogen garanti for, at flertallet ved bedst, bør vi ikke gøre visse ytringer ulovlige. Hvis der er noget vi har lært af historien, er det, at ved at mindske feltet for tilladte ytringer, skaber vi kun et vækstgrundlag for vanetænkning.

John Stuart Mill sammenligner i On Liberty den menneskelige moral med en muskel. Den skal trænes og bruges. Det er ikke sundt for et samfund, hvis der ikke tillades en pluralitet af forskellige holdninger – og det er direkte usundt, hvis visse ytringer bevidst holdes ude og kriminaliseres. Det er sundt for det enkelte menneske at blive konfronteret med perspektiver, meninger, ytringer, løgne, sandheder etc. der udfordrer ens egne.

Fra Popper ved vi, at en teori ikke nødvendigvis er stærk fordi den bekræftes igen og igen, men først når den udsættes for dristige forsøg med henblik på at prøve at afkræfte den. På samme måde må vi acceptere, at vores holdninger udfordres. Vi må acceptere, at vi udsættes for ting vi væmmes ved og provokeres af, og ligeledes acceptere, at et samfund hvor vi forsøger at gøre alt det vi finder moralsk forkasteligt for illegitimt, er og bliver et fattigt samfund.

Når alt dette er sagt, kommer spørgsmålet om, om det overhovedet er muligt at opretholde et forbud mod dette i praksis, og sørge for, at man ikke kan få adgang til det. Min påstand er, at da det er tilladt i mange andre lande, vil det blive meget svært, om ikke umuligt, at eliminere muligheden for at få adgang til alt det materiale der højst sandsynligt foreligger. Vil man finde det, kan man finde det. Ulovligt eller ej.

Hvordan skal vi overhovedet kunne afgøre, om det er animeret børnepornografi – om figuren der afbildes er fyldt 15, 17 eller 18 eller 21 år i det sekund der tegnes? Det er lidt det samme principielle spørgsmål Trey Parker og Matt Stone stiller i et afsnit af South Park, når de tegner Muhammed som en tændstikmand – er det OK?

Der findes ufatteligt meget på nettet der er forkasteligt og ikke ligefrem er hvad man vil kalde for moralsk velanset. Det der måske er usundt for mennesket at se og kan være skadeligt, findes der allerede meget af. Ideen om at forbyde alt det der ikke harmonerer med vores politisk korrekte opfattelse, er en krig der er dømt til at fejle. Vi kan kun håbe på, at alt det vi i vores daglige færden og igennem medierne udsættes for, som vi væmmes ved, kan være med til at styrke det enkelte menneskes moralske habitus.

Rekordmange sættes på gaden – hvem har ansvaret?

Det hænder at DRs TV-Avisen laver indslag, jeg ikke helt kan se logikken i. Dertil kommer, at jeg i det hele taget ikke kan se logikken i at have DR. I aftenens udgave af 18.30-nyhederne var der så endnu et indslag, som jeg desværre heller ikke helt kunne se logikken i. Det handlede om folk der bliver smidt på gaden, fordi at de ganske enkelt ikke har råd til at betale deres regninger.

Indslaget, som kan ses her (50 sekunder inde, første indslag), giver regeringen ansvaret for det stigende antal af mennesker der smides på gaden, qua at førstnævnte ved en tidligere lejlighed har sagt, at kurven skal vendes. I den anledning, og i forlængelse af indslaget, interviewes socialminister Benedikte Kjær, hvor at værten, Klaus Bundgård Povlsen, taler direkte om ”jeres ansvar”, med henvisning til regeringens manglende indgriben.

I interviewet kommer Benedikte Kjær ind på noget der er så sandt som det er sagt, og kun fortjener gentagelse. Hun taler om det væsentlige i at se på, hvem det er der bliver smidt på gaden – og hvorfor. Her refererer hun til en undersøgelse der viser, at mange af dem der bliver smidt på gaden, ingen uddannelse har, 40% er lønmodtagere, men har svært ved at få økonomien til at hænge sammen – og halvdelen af dem der bliver smidt på gaden, har sågar ikke engang taget sig den frihed at søge boligstøtte!

Problemet er i bund og grund derfor ikke, at det er umuligt at finde et sted at bo. Problemet er, at man har en levestandard der ikke harmonerer med ens udgifter til lejlighed/bolig. Det er simpel økonomi. Man har et budget, en budgetrestriktion, som sætter rammerne for, hvor meget og hvad man kan forbruge af goder. Det kan og bør vel af gode grunde ikke være statens (eller regeringens) ansvar, at opretholde en levestandard der giver råd til den lejlighed man ønsker at bo i.

Der er ingen tvivl om, at vinklingen på indslaget er problemer med økonomien som primærforklaring på boligproblemet. Problemet kan i bund og grund derfor kortes ned til (hvis regeringen har ansvaret), at staten ikke har givet penge nok til dem der bliver smidt på gaden. Indslaget tager udgangspunkt i Kecia Heidemann, der endelig har fået tag over hovedet igen, efter at have været boligløs. Hendes problemer er helt klart økonomiske, for som hun siger: Jeg er bare bange for, at når der kommer en varmeregning – at jeg ikke kan betale den.

Kecia, der er kontanthjælpsmodtager, giver kameramanden en rundvisning i hendes nye lejlighed, og viser de “små gange og små toiletter”, som hun nu må leve med. Som hun ligeledes fortæller, er det nødvendigt at være småkreativ, for at få det hele til at hænge sammen. Ved at dvale lidt ved hendes situation har jeg dog svært ved at tro på, at Kecia Heidermann er ret kreativ. For i indslaget ser vi ligeledes at fladskærms-TV’et er på plads, katten ligger lunt og godt på gulvtæppet, og lur mig ikke, om hun i det hele taget lever ret godt. Kigger man på hendes facebook-profil kan man ligeledes se, at hun er ryger, er medlem af FitnessWorld m.v. Alt sammen noget man snildt kunne være lidt kreativ omkring, og vælge at prioritere varmeregningen frem for endnu en pakke smøger. Nuvel, jeg skal ikke gøre mig til dommer over andres liv og hvordan de lever dette, men det er og bliver ingen menneskeret at have nævnte.

Hvorfor stiller journalisten ikke så meget som ét kritisk spørgsmål omkring dette? Har hun ikke et ansvar for at tage vare på sig selv og sørge for at have et sted at bo? Hvis så mange andre danskere kan være på kontanthjælp og blive boende i deres hjem, hvorfor kan hun så ikke? Er det overhovedet statens opgave at opretholde hendes levestandard? Skal regeringen stå til ansvar?

Noget kunne tyde på, at vi bare ser en ny trend i medierne. Vi har blot at gøre med det nemme indslag der let lader sig producere vha. såkaldte professionelle fattige som Heidi Astrup og Bettina Larsen (hvornår mon vi ser den første mand?), hvor at journalisten bevidst eller ubevidst udelader de kritiske spørgsmål. Måske i frygt for at det vil få indslaget til at falde til jorden.

Til Kecia Heidemann skal der blot lyde et lille råd: Hvis ingen tager ansvaret for dig og dit liv, er det måske et vink med en vognstang om, at du skal tage lidt ansvar selv.

BOG: Hærværk (1930)

Først publiceret på Kulturkanonen.

Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last

Kan vi finde en mening i tilværelsen ved at søge ind i os selv? Hvad finder vi egentlig når vi søger dybt ind i sjælen med alkohol og sprut som følgesvend? Tom Kristensen, der har skrevet denne bog af et mesterværk, lader ikke sin hovedkarakter, Ole Jastrau, finde mening i ret meget. Tværtimod.

Ole Jastrau er litteraturanmelder på Dagbladet. Han har kone og barn, er velanset og vellidt og bosat i en fin lejlighed på Istedgade. Han er dog også en person vi følger på en personlig sjælerejse. Og som bogen langsomt skrider fremad i handlingsforløbet, bliver vi introduceret for et menneske, der under overfladen rummer kaos, tvivl og angst. Det hele starter med at han får besøg af et par kammerater. Ja, kammerater.

Hærværk byder Ole Jastrau på alverdens knap så borgerlige aktiviteter, lige fra et sidespring hos en glædespige, fuldskab, besøg i detentionen til alt muligt andet selvdestruktivt, der er rigtig god læsning, og som ender i den ultimative flugt fluks mod afgrunden.

Jeg mindes hverken at have læst eller set en karakter gå mere i hundene end Ole Jastrau. Det er topmålet af kaos – altså sjælens bund. Enden af kontinuet. Et referencepunkt der næppe lader sig overgå. Af samme grund giver det super mening når Kasper Spez i Pigen på væggen rapper: ”Det er et hærværk mod mig selv – Jeg’ klar til at battle Tom Kristensen.”

Hærværk blev i 1977 filmatiseret af Ole Roos med Ole Ernst i hovedrollen som Ole Jastrau (det var mange Ole’r, ja). Jeg så filmen for år tilbage på DR2, men husker den så svagt, at jeg desværre ikke kan udtale mig om denne i relation til bogen. Jeg kan dog på det kraftigste kun anbefale, at man får læst bogen.

Læs den.

‘The Bro Code’ af Barney Stinson

I TV-serien How I Met Your Mother (som jeg bl.a. anbefaler her) er der en karakter ved navn Barney Stinson, spillet af Neil Patrick Harris. Han har en stor fanskare og sin egen blog – sidstnævnte en side som han af og til refererer til i TV-serien. Dertil kommer, at han også har skrevet en bog (læs: en ghostwriter ved navn Matt Kuhn har skrevet en bog), der skal udbrede filosofien omkring The Bro Code.

The Bro Code er et værk alle bros tilsyneladende skal kende. Det er regler, normer, standarder og procedurer for, hvordan brors skal befærde sig i forhold til hinanden og konkrete situationer. Hvad der er OK – og hvad der ikke er OK. The Bro Code er i den forbindelse bygget op i paragraf-form, hvilket gør, at der mildest talt ikke er synderligt meget indhold på mange af siderne. De fleste paragraffer er dog direkte latterlige og humorforladte, og der kan derfor gå mange sider mellem grinene.

I TV-serien har Barney Stinson altid, eller i hvert fald oftest, en kvik kommentar eller bemærkning om hvad der er god skik jf. The Bro Code. Det ændrer desværre ikke på, at bogen er en omgang letfordøjelig, ligegyldig merchandise-underholdning, hvis eneste overraskelse er, at den ikke engang formår at komme op på et niveau der er foreneligt, med den kvalitet der leveres i TV-serien.

Bogen appellerer til unge mænd der kan identificere sig med Barney (eller ville ønske at de kunne), men for dælen da hvor er denne bog kedelig! Vil man have en god omfang litterær drengerøvshumor, kan jeg meget bedre anbefale Maddox’ (selvironiske) take på mandehumor i The Alphabet of Manliness.

The Bro Code lader sig uden problemer læse på få timer, afhængigt af hvor mange (tænke)pauser der stopper en – og det bør næppe være mange. Dette er dog stadigvæk noget der er værd at betegne som tid, så hvis din tid har selv bare den mindste værdi, kan jeg kun fraråde enhver kontakt med denne bog. Denne bog er blot ligegyldig og latterlig, og vil på ingen måde indfri de forventninger, at serien med rette har givet en. Eller bogen indfriede i hvert fald ikke mine forventninger.

Vurdering:

Undervurderede film

Det er tit, når man snakker om film, at man støder ind i synspunktet, at en film er alt for undervurderet. Nuvel, om noget er under- eller overvurderet vil altid være en subjektiv vurdering der bygger på en utilfredshed i forhold til den vurdering man mener at filmen har fået. Jeg synes dog af og til, at argumentet om at en film er undervurderet bruges alt for lemfældigt, og blot for at pointere, at man virkelig godt kan lide en film.

Senest, og det der motiverede mig til at skrive dette indlæg, overhørte jeg en kammerat der mente, at Tarantinos Reservoir Dogs fra 1992 var alt for undervurderet. Det er selvfølgelig en fair holdning at have, men jeg var uenig med ham i, at den var undervurderet, alene af den grund, at den af mange anses som at være et mesterværk og en af Tarantinos allerbedste film.

Dette fik mig til at tænke på det helt konkrete spørgsmål: Kan man operere med en fælles betegnelse for, hvornår en film er undervurderet?

Er det, at en film ikke er kendt af mange eller bare hadet af mange? Jeg vil bruge den resterende plads af dette blogindlæg på at give mit bud på hvilke film jeg mener, er alt for undervurderet. Jeg har sat som kriterium, at de film jeg godt kan lide, men som jeg mener, er undervurderet, ikke må have en højere gennemsnitsranking end 7 på IMDb.

1. The Ninth Gate (1999)
En film om noget så kedeligt som bøger. Intet mindre end en fantastisk thriller med masser af mystik og spænding. Har set den et utal af gange og læst bogen, der virkelig holder en fanget hele vejen igennem. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

2. Commando (1985)
En af de allerbedste film Arnold Schwarzenegger nogensinde har været med i. Den har alt det som en god actionfilm bør have. Spænding, våben, blod, biljagt, hævnmotiver, humor – you name it! Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

3. Point Break (1991)
Også en fantastisk film. Næsten ikke til at fatte, at det er en kvinde der har instrueret den (Kathryn Bigelow, der også har instrueret The Hurt Locker). Filmen er værd at se alene på baggrund af Keanu Reeves og Patrick Swayzes skuespil, så det er ikke en film man bør undlade at se. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

4. The Beach (2000)
Da jeg for første gang så hvor latterligt lavt at denne film ligger på IMDb, fik jeg mildest talt et mindre chok. Den er fantastisk på så mange måder, har mainstream-potentiale og tager et yderst relevant emne som ’utopia’ op til behandling. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

5. Head Above Water (1996)
En komedie der nok kræver at man er til den slags humor som filmen nu leverer, men vi har her at gøre med en film der virkelig er sjov og skør på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at grine. En fremragende film hvis man er til black comedies.

Dette er mit bud på fem undervurderede film, på baggrund af min definition af hvornår at film er undervurderede. Såfremt at nogen skulle have lyst til at kritisere mit valg af film, så kom gerne med ideer til, hvordan man ellers kunne diskutere hvorvidt film er undervurderede eller ej.