Erik Gahner Larsen

Kan politikerne regne og stave?

Danmarks dårlige Pisa-resultat har skabt megen debat de seneste dage. Medierne har i den forbindelse i nogle nyheder fokuseret på politikernes fejl. Nu hvor at der formodentlig skal foretages en række ændringer på folkeskoleområdet, er det jo vigtigt at vi har nogle politikere, der kan være fejlfrie og gå foran som et godt eksempel. Men hov! Selv vores undervisningsminister kan fejle. Ups.

Eksempel: ”I går kom undervisningsministeren til at sige, at 15 + 16 er 33.

Fuck! Tina Nedergaard kom til at sige at 15 + 16 = 33. Godt er det dog, at journalisten lige informerer om, at svaret på regnestykket ikke er 33: ”15 + 16 er som bekendt 31 og ikke 33”. Kanon, Politiken.

Det er dog ikke kun undervisningsministeren, men også Undervisningsministeriet der kan stilles til ansvar for fejl!

Eksempel: Undervisningsministeriet klokkede i stavningen på vigtigt pressemøde

Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor at der skal skrives om politikernes faglighed. Det er måske bare symptomatisk for mange vælgeres forhold til politikere. Politikere som perfekte mennesker der ikke må begå fejl og bliver straffet derefter. Ak ja… Der var engang hvor at politik handlede om holdninger.

Jeg er ligeglad med om en undervisningsminister tror at 4+4 er 10, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at regne. Jeg er ligeglad med om kulturministeren aldrig har set andet end Amalies verden, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at fortælle mig hvilken kultur jeg skal stifte bekendtskab med.

Det er med andre ord fuldstændig og komplet ligegyldigt om politikere kan stave eller regne. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Folk der går op i den slags, burde sætte lidt mere tid af til bare at fokusere på hvad de respektive politikere står for.

DSU Odense og billige øl

Socialdemokraterne er glade for at tage ansvar. Ikke alene at tage ansvar for andre, men også fra andre. Vi skal leve sundere, længere og bedre. Den bedste måde at opnå dette politisk bestemte mål på, er ved at adfærdsregulere vha. afgifter, så at det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt.

Danskerne lever for usundt og der er brug for flere penge til at sikre alle et sundere liv. Som Socialdemokraterne i deres udspil ”Fair Forandring” selv beskriver løsningen på problemet:

”Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand og chokolade. […] Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring.”

Der skal derfor investeres i forebyggelse og mere effektiv kræftbehandling etc. Dette skal jf. Socialdemokraterne bl.a. finansieres ved højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Disse afgifter skulle gerne kunne give 3,9 mia. kroner mere i statskassen.

Det der så er lidt komisk er, at dette tal nok kunne være symbolsk højere, hvis alle bare valgte at betale de afgifter.

Jeg var til en julefrokost i lørdags, hvor at vi endte med at tage et smut forbi DSU Odenses lokaler, der også holdte julefrokost. Flinke mennesker og hyggeligt selskab, ingen tvivl om det. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begyndte at grine meget, da mine venner pointerede for mig, at der var tale om tyskimporterede øl.

Det kan godt være, at der kan sælges øl billigt og man kan lave en god privatfest med masser af drikkelse, når man tager et smut forbi Tyskland, men det ændrer ikke på, at jeg finder det direkte hyklerisk og dobbeltmoralsk, når man udadtil går ind for, at alle skal betale lidt mere til fællesskabet, hvis de lever usundt, mens at man selv vælger at holde fest med varer der er billigere bl.a. pga. de manglende danske afgifter.

Noget kunne tyde på, at der ikke kun er brug for nytænkning, men også principper.

Filmanmeldelse: Le scaphandre et le papillon (2007)

Livet er en underlig størrelse. En størrelse vi som mennesker ofte selv må forholde os til med spørgsmål omhandlende hvem vi er, hvad vi er og hvad vi gerne vil. Det er meget få film der får en til at tænke over sådanne spørgsmål, men Le scaphandre et le papillon, eller Dykkerklokken og sommerfuglen som den hedder på dansk, er en af dem.

Vi har at gøre med en alternativ film, men på den fede måde. Filmen begynder med at Jean-Do, hovedpersonen, åbner øjnene. Han vågner på en stue på sygehuset hvor vi følger det hele fra hans øjne. Hvad gør så dette specielt? Først og fremmest at han er helt lam på grund af en hjerneblødning. På samme måde som Jean-Do er fanget i sin krop er vi som seere fanget i hans perspektiv. Det er en ret spændende oplevelse, hvor man langsomt begynder at reflektere over, hvad det er for en situation at Jean-Do bogstaveligt talt er fanget i.

Langsomt som filmen skrider fremad lærer Jean-Do at kommunikere med omgivelserne vha. hans ene øje som han kan blinke med. En kommunikationsform han op igennem den første del af filmen har meget svært ved at forholde sig til. Ved siden af hans lærings- og erkendelsesproces, følger man skiftevis hans kig tilbage på gamle tider, hans sociale relationer m.v. Til sidst bliver hans kommunikation med øjet så god, at han begynder at skrive en bog om hans liv. True story.

Man skal dog tage det med et gran salt nu til dags når en film er autentisk og bygger på virkelige hændelser, men anyway – denne film skulle eftersigende være autentisk, og under alle omstændigheder er der intet der taler for, at netop fortællingen i denne film, ikke på en eller anden måde skulle kunne passe godt til virkeligheden.

Jeg beundrer også filmen på et rent teknisk plan. Et er at få ideen, men noget andet er at kunne realisere den som tilfældet er i filmen. Det er godt lavet, og man lader sig hurtigt rive med på filmens præmis. Jeg kan dog måske godt savne lidt, at filmen ikke holder sig til perspektivet hele filmen igennem, men måske ville det også have været i overkanten. Jeg er lidt i tvivl.

Når jeg er forkølet tænker jeg på alle de dage hvor jeg ikke er forkølet, og hvor heldig at jeg normalt er at være helt rask. Det samme er nok lidt tilfældet med Le scaphandre et le papillon, hvor man kommer til at tænke lidt over, at det er ret så fantastisk, at man har en velfungerende krop og har en eller anden grad af frihed til at bevæge sig og gøre hvad man vil.

Vi har at gøre med en ganske livsbekræftende film. Ikke en gennemført ”feel good”-film, men alligevel en film der får en til at tænke over, at man skal nyde de muligheder man nu engang har, og som man så sjældent stopper op og sætter tid af til at værdsætte.

Filmanmeldelse: Jackass 3D (2010)

It’s 3D!

Jeg vil vædde med, at du har hørt om Jackass før. Du har måske set serien eller stiftet bekendtskab med filmene. Konceptet kan ikke beskrives meget bedre end Johnny Knoxville gør det i Jackass 3D efter et stunt udført af Bam Margera: “That’s the story of Jackass right there; just pissing in the wind.”. I kan selv gætte hvilket stunt det er at Bam Margera udfører.

Ovenstående citat fanger essensen af hvad Jackass handler om og alle dage har handlet om: at gøre dumme ting. Vi ser en flok drengerøve, der skriger awesomeness, gøre ting som ’normale’ mennesker aldrig nogensinde så meget som kunne overveje at gøre. Er det sjovt? Ja.

Jeg har altid været en stor fan af selve Jackass, specielt den første sæson, hvor der også blev lånt klip fra CKY og aktiviteterne generelt var nede et på ikke-kommercielt niveau. Jo længere frem man kommer i serien og jo mere populære at Jackass-holdet bliver, desto mere falder lidt af charmen også ud, og man fornemmer en højere grad af iscenesættelse af de ting der er gang i. Dette ser man specielt også i Viva La Bam, som at en del af holdet gik i gang med efter Jackass.

Når dette er sagt så er Jackass dog ganske originalt. De var de første, og selvom mange sidenhen har efterstræbt samme popularitet (bl.a. The Dudesons der også er med i en scene i Jackass 3D), har ingen opnået den samme status som Jackass. Den samme frontløberstatus kan man også godt unde Jackass med deres nyeste film på specielt 3D-området. De bruger 3D-teknologien på måder der endnu ikke er set. Eller sagt m.a.o.: Hvis du brænder efter at se en pik, lort eller bræk i 3D, må du ikke gå glip af Jackass 3D i biografen.

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt 3D-effekterne overhovedet var nødvendige. Der er et par scener hvor at det giver god mening og er ganske underholdende – specielt i de scener hvor et arsenal af farver får frit løb. I det store hele er det dog blot gammel vin på nye flasker. Der er intet revolutionerende nyt ved de stunts der udføres, der ikke er set i en eller anden afskygning i de tidligere film eller serien.

Man er dog som altid med Jackass ganske godt underholdt og der skal ingen tvivl herske omkring det faktum, at er man en fan af Jackass, vil man også føle sig i godt selskab. Har man dog set nogle afsnit af serien eller en af de andre film og føler, at det var mere end rigeligt, er der ingen nævneværdig grund til at tage i biografen og se den, endvidere at leje den på DVD når den tid kommer.

2010. Det er nogle år siden at Jackass for alvor blev populært og drengene er da også blevet dét ældre, derfor er det måske også lettere symbolsk, når filmen afsluttes med barndomsbilleder af Jackass-holdet. Til trods for at de er blevet ældre, er de et eller andet sted bare drenge der lever af at have det sjovt. Kan man lide at se nogle drenge more sig ved at komme til skade og tage pis på hinanden og pisse på hinanden, så skal man tage ind og se Jackass 3D.

Hvad siger vælgerne til soldater i Afrika?

Tal taler ikke for sig selv. De skal som altid tolkes og sættes ind i en kontekst. Lene Espersen har snakket om at sende danske soldater til Afrika på et tidspunkt. I en meningsmåling fra Megafon, som er gennemført for Politiken og TV 2, bliver vælgerne så spurgt om deres holdning til dette.

Berlingske.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Fire ud af ti vil sende militær til Afrika: ”Udenrigsministerens tanke om at sende danske soldater til Afrika bakkes op af et stort mindretal af vælgerne.”

Politiken.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Vælgerne siger nej til at sende soldater til Afrika: ”Ekspert: Den usædvanligt lave opbakning er en bombe under dansk udenrigspolitik.”

Ja, som altid handler journalistik om at vinkle en historie. Lidt komisk er det i hvert fald, at der gøres så vidt forskellige konklusioner på baggrund af den samme meningsmåling.

Filmanmeldelse: Julefrokosten (2009)

Dette er ikke kun en anmeldelse. Dette er også en advarsel. En advarsel mod at se Julefrokosten. Jeg håber at denne anmeldelse kan bidrage til, at færre mennesker i fremtiden vil vælge at se denne film. Uanset hvor meget man normalt er til genren eller danske film eller Blå mænd (2008) eller hvad man kan sammenligne denne film med, så vil denne skuffe dig. Tro mig.

Julefrokosten ramte biograferne ved juletid sidste år. Normalt når en film har været i biograferne for nogen tid, udkommer filmen på DVD. Det ville dog næppe give de store salgstal, hvis folk kunne købe Julefrokosten samtidig med at de byttede Converse Chuck Taylor All Star Slim Ox sko og diverse compilation musik-CD’er under januarudsalget, så derfor har man gjort klogt i, at vente lidt med DVD-udgivelsen. Nu er den her så, klar til at ligge under utallige danske juletræer som julegave den 24. december 2010.

Filmen tager sit afsæt i, at hovedpersonen Anders Bo (Thomas Voss*) får arbejde hos bilgiganten Mastodont (kan du fange symbolikken?). Her får han den opgave at han skal infiltrere konkurrenten, Holgers Auto, og stjæle deres kundekartotek, med henblik på at værkstedet så vil gå nedenom og hjem. Dette ramler sammen med Holgers Autos årlige julefrokost, hvorfor at Anders Bo selvfølgelig skal deltage i denne. Som en god dansk julefrokost normalt skal foregå, sker der en masse gak og løjer og ballade, som man som tilskuer skal grine af.

Mit største problem med filmen er at den prøver for meget. Humoren er for påtaget og flere af scenerne har karakter af amatørsketches lavet af jeg-ved-ikke-hvem. Der hersker ingen tvivl om, at filmen prøver og prøver og prøver på at være sjov, men det lykkedes sgu aldrig. Tværtimod. Ikke engang Mick Øgendahl, der lever af at være sjov, formår at sige eller gøre noget sjovt i løbet af filmen.

Filmen er instrueret af Rasmus Heide der også stod bag Blå mænd (2008). Højst sandsynligt grundet dennes store kommercielle succes, har han været i stand til at samle cremen af den danske skuespillerstab, til min store ærgrelse. Desuden skulle filmen angiveligt være en remake af Julefrokosten (1976), som jeg ikke har set, og på ingen måde har lyst til at se efter at jeg har set denne umådeligt dårlige lortefilm.

Oprindeligt var meningen, at jeg ville vurdere film på en skala fra 1 til 4. Dette er med Julefrokosten ændret til fra 0 til 4, hvor at Julefrokosten rammer bunden. Jeg kan ikke nævne så meget som én ting der gør denne film værd at se. Seriøst, intet!

* Bare rolig, jeg kender ham heller ikke. Han er dog den eneste relativt ukendte skuespiller der medvirker i filmen.

Filmanmeldelse: How to Train Your Dragon (2010)

Eller som den hedder på dansk: Sådan træner du din drage.

Denne film er dog ikke en manual til hvordan du skal træne din drage (hvis du da ellers overhovedet har sådan en). Denne film er en animationsfilm om forventninger. Forventninger der kan bunde i fordomme. Med andre ord en film om at den verden man møder, nødvendigvis ikke er fyldt med ondsindede fjender, med mindre det er ens (fordomsfulde) tilgang.

How to Train Your Dragon tager udgangspunkt i et vikingeby, der har én ydre fjende: drager. Sammenholdet i vikingesamfundet er da også bygget op omkring den ydre fjende og en idé om, at mændene bliver dragejægere. Hiccup, filmens hovedperson, går da også med en forventning om, at han skal blive en dragejæger ligesom hans maskuline og muskuløse far.

Dette går dog ikke helt efter planen. For det første fordi at Hiccup ikke lige frem har fysikken med sig og er lidt af en svækling. For det andet fordi at han finder og udvikler en ret alternativ strategi i forhold til mødet med drager, nemlig at lære at forstå dem. Hele vikingesamfundet må overbevises om, at det perspektiv de har haft på drager gennem generationer måske er forskruet og bygger på destruktive fordomme. En opgave der dog er lettere sagt end gjort.

Denne film er blot én blandt utallige animationsfilm der udgives i disse år. Jeg er en stor fan af mange af dem, da de fleste ofte har noget på hjerte og er af en virkelig høj standard. Dette gør da også, at mange af de film, at jeg sammenligner How to Train Your Dragon med, bare er bedre, men det gør ikke nødvendigvis denne film dårlig.

Historien i filmen er god, men er set bedre. Jeg så den ikke i 3-D, men det forekom mig åbenlyst, at filmoplevelsen ville have været kvalitativt bedre, hvis jeg havde haft et par 3D-briller på (og at filmen selvfølgelig var i 3D). I flere scener fornemmer man mere eller mindre, at det er 3D-oplevelsen der trækker plottet videre, og når man ser den i 2D, gør det bare, at oplevelsen ikke bliver helt den samme. Men det er stadig en rigtig god film!

Overordnet er det dog en fin fortælling og en ganske underholdende film, hvor jeg dog sad tilbage med en følelse af at føle mig lidt snydt for ikke at have set den i 3D. Lidt ligesom dem der så Avatar i 2D. Jeg kan desuden anbefale min gode kammerat Peters anmeldelse af denne film. Jeg kan som Peter også sagtens anbefale denne film, specielt til dem der har mulighed for at se den i 3D eller generelt er fan af animationsfilm for hele familien.

Filmanmeldelse: American Psycho (2000)

”I have to return some videotapes.”

American Psycho er en vidunderlig film. Først og fremmest skal jeg måske lige sige, at jeg har anbefalet bogen, som filmen er en filmatisering af, her. Min anbefaling af bogen giver en introduktion til hvad American Psycho handler om og Patrick Batemans livsstil, altså Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York etc.

Denne livsstil skildres fantastisk i filmen af Christian Bale. Patrick Bateman er veltrænet og går meget op i sit udseende. Netop alene dette gør da også film som The Machinist (2004) og Batman Begins (2005) værd at se, hvor at Christian Bale hhv. taber en masse kilo og efterfølgende kommer back on track. Dét er hvad man med rette kan kalde for en dedikeret skuespiller.

Der er dog flere aspekter udover Christian Bales eminente præstation, der gør American Psycho til en vidunderlig film. Humoren er unik og man sidder flere gange og griner højlydt til mange af scenerne, hvor der i flæng kan nævnes bl.a. scenen hvor at der fremvises visitkort samt break-up scenen mellem Patrick og Evelyn.

Selvom langt de fleste scener fungerer fantastisk hver for sig og kan ses igen og igen, stjæler de ikke fokus fra filmens helhed. Historien om Patrick Bateman der bliver mere og mere vulgær, psykopatisk og sadomasochistisk i hans tankegang som manifesterer sig i forholdet til omverdenen i almindelighed, og i forhold til de kvinder der er en del af hans liv i særdeleshed.

De pågældende sange der inddrages og bruges i filmen klæder lydsporet godt. Lige fra New Order i natklubben og Phil Collins og sexscenerne til Huey Lewis & The News og øksemordet. Ligeledes er det visuelle udtryk raffineret i en sådan forstand, at lyd, billeder og handling går op i en højere enhed.

Til trods for at det er en kvinde (Mary Harron) der har instrueret denne film, har jeg mine fordomme omkring, at det nok primært er en film at mænd vil synes om. Lidt ligesom med Point Break (1991), der også er instrueret af en kvinde (Kathryn Bigelow).

Liberalist

Jeg er liberalist. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at folk ofte forveksler dette med, at man er egoist. Jeg tror dog på, at man godt kan være liberalist uden at være egoist og vice versa.

Jeg er liberalist fordi jeg har svært ved at finde mig i, at andre vil definere meningen med mit liv. Jeg tror ikke på, at der findes én sandhed for det gode liv. Og da slet ikke på at denne i så fald ville kunne defineres af andre. Jeg er m.a.o. liberalist fordi jeg tror på, at jeg har en eller anden grad af fri vilje og personlig autonomi, der giver mig et legitimt grundlag til, at kunne fundere over meningen med mit liv. Jeg tror en af de ting der giver livet mening, er muligheden for at reflektere over samme.

Jeg er liberalist fordi jeg har en ringe tiltro til velfærdsstaten. Jeg tror ikke på en velfærdsstat kan fungere med succes uden at der må ekspliciteres nogle helt grundlæggende adfærdsstandarder, der hviler på nogle utilitaristiske ideer, hvor man som borger skal være i stand til at kunne levere mere end man får. Nogen skal i hvert fald, hvis regnestykket skal gå op. For at velfærdsstaten kan være en politisk succes, skal borgeren manipuleres, kontrolleres, reguleres, registreres, korrigeres, kommanderes, estimeres, inspiceres, overvåges, tvinges, vejes, måles, mønstres og indoktrineres.

Jeg er liberalist i den forstand, at på samme måde som jeg helst frabeder mig at andre skal belære mig om at jeg bør spise 6 stykker frugt om dagen og ikke drikke og ryge, vil jeg lade dig ryge, drikke og spise som det passer dig, så længe at du selv tager konsekvenserne deraf. Forstå mig ret – jeg er en kæmpe fan af videnskaben og går ind for, at vi på en eller anden måde bliver klogere på den verden vi befinder os i, men at gå fra at æbler og baner og pærer er sunde, til at vi bør spise dem dagligt, er udtryk for en inkonsistent logik.

Jeg er liberalist, men jeg er ikke imod fællesskaber. De allerbedste fællesskaber bygger dog på et fundament af frivillighed. Civilsamfundet, foreningsarbejde, læseklubber, markedet, sex, socialt arbejde osv. Fællesskaber der udelukkende eksisterer fordi en autoritet kan tvinge aktører til at være en del af dette fællesskab, er ikke et fællesskab der er værd at kæmpe for at opretholde. Tværtimod.

Jeg er liberalist fordi jeg finder Nozick, Smith, Hayek, Friedman, Rothbard, Mill, Rand, Locke, Orwell og et utal af andre tænkere for inspirerende.

Jeg er liberalist af samme grund som jeg ikke er religiøs. Dette fordi jeg tror på, at moralske handlinger fordrer tilstedeværelsen af moralske valg. Religiøse mennesker er i min optik de mest amoralske mennesker der findes, og jeg væmmes ved tanken om at man gør noget, fordi det står i én bog.

Jeg er liberalist fordi jeg tror på mere end retten til ikke at udtale sig. Jeg er liberalist fordi jeg påtager mig retten til at sige og tegne hvad jeg vil. Også selvom andre ikke kan se en mening med det og måske ligefrem finder det moralsk forkasteligt. Nogen vil kalde dette respektløst. Jeg kalder det frihed i sin fineste form. Fri mig desuden også gerne for politikernes ambitioner om at forbyde alverdens ting og sager, hvad enten dette måtte være animeret børneporno, tatoveringer specielle steder på kroppen eller noget helt tredje!

Jeg er liberalist fordi jeg har læst i utallige bøger om konsekvenserne af fraværet af liberale rettigheder. Nuvel, jeg er bevidst omkring at nogen siger, at de negative frihedsrettigheder fordrer en eller anden form for fravær af regulær fattigdom og sult og nød. Jeg har dog med det nuværende skattetryk i Danmark anno 2010 og tilstedeværelsen af flere former for sociale ydelser end liberale politikere, svært ved at forholde mig til en situation, hvor der findes en stat der kun bygger på negative frihedsrettigheder.

Jeg er liberalist fordi jeg vil kæmpe for retten til at kaste lorteprodukter i min indkøbskurv. Jeg er liberalist fordi jeg tror dette skaber de bedste vilkår for mig selv … og mine medmennesker.

Filmanmeldelse: The Shining (1980)

“Here’s Johnny!”

The Shining, eller Ondskabens Hotel som den hedder på dansk, er en gyserfilm fra 1980. Det er en gyser – men jeg finder den ikke uhyggelig. Er det fordi at den er fra 1980? Måske. Gør det filmen dårlig? Nej, tværtimod. For filmen har større ambitioner end at give seeren gentagne chok og en dårlig nattesøvn. Og heldigvis for det.

I det hele taget er jeg ikke så meget til gyserfilm. Jeg hader de gyserfilm der vil skræmme bare for at skræmme, hvor at der ofte ikke er nogen overordnet mening med filmen eller en narrativ struktur. Her synes jeg at The Shining er et godt eksempel på en film, der ikke blot vil skræmme med hurtige klip, men vil meget mere end det.

Lad os starte med handlingen. Far, mor og barn flytter ind på Panorama-hotellet på grund af faderens arbejde vinteren over. En vinter der gør at hotellet mere eller mindre er afskåret al civilisation. Barnet, den lille dreng Danny, ser dog noget at ingen andre ser. Ikke nok med dette bliver faderen Jack (Jack Nicholson) mere og mere psykotisk og manisk. Hans sidegesjæft som forfatter går ej heller godt, hvilket manifesterer sig i et mindre raserianfald på hans lettere naive kone.

Danny ser som nævnt diverse ting og sager – primært af den onde slags. To unge tvillingepiger der blev dræbt på hotellet vil gerne have Danny med i deres leg, og værelse 237 er på ingen måde et uskyldigt sted på hotellet for en dreng som Danny. Ondskaben ulmer på hotellet og kulminerer da Jack går grassat med hans økse. Lige efter kunstens regler.

Hvad der gør The Shining helt unik er for det første skuespillet, og for det andet det visuelle udtryk. For at tage førstnævnte først, har vi i The Shining med eminente skuespilspræstationer at gøre. Jack Nicholson spiller intet mindre end fantastisk, og han kan se vanvittig ud på en måde, som ingen andre kan. Ligeledes skal Danny Lloyds præstation nævnes, da jeg næppe tror, at jeg har set nogen så god barneskuespiller før.

Der hvor at filmen scorer allerflest point i min bog er dog på billedsiden. Æstetisk er filmen et sandt mesterværk, og det er nok den primære grund til at jeg ser filmen igen. Jeg nyder at se de flotte omgivelser, hotellets gange og labyrintens buske… for ikke at nævne alt hvad der sker i de omgivelser! Dannys tur rundt i gangene fulgt med steadicam er klassisk og en sand fornøjelse at se på.

The Shining er en klassiker, og om end at det ikke er den bedste film at Stanley Kubrick har lavet, så siger det mere om den tårnhøje standard at Stanley Kubrick havde, end at The Shining skulle være en dårlig film. For det er det på ingen tænkelig måde. Den er unik på sin egen måde.