Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Buried (2010)

Buried starter som en af mine yndlingsfilm slutter. Vi har at gøre med en mand der langsomt finder ud af – vha. en lighter – at han er blevet levende begravet. Den kvikke læser der kender lidt til min filmsmag og europæiske film fra 80erne, vil vide hvilken film jeg taler om.

Og hvor ville jeg dog ønske, at Buried var lige så dyb og meningsfuld. Buried er omkring halvanden times kedsomhed med én mand i én kiste med én lighter og én mobiltelefon og ét knæklys og én lommelygte og lidt ekstra. Og det er der ikke kommet en ret god film ud af.

Vi finder hurtigt ud af gennem et par telefonsamtaler, at den begravede og knap så begavede unge mand hedder Paul Conroy, er lastbilchauffør og har familie i USA – men er så begravet i Irak efter at hans konvoj blev angrebet af børn og terrorister.

Tiden er knap. Der er ikke uanede mængder af ilt i sådan en kiste, så Paul bliver selvfølgelig frustreret, hvilket påvirker hans telefonsamtaler, der ikke giver det store udbytte. Det store udbytte giver det heller ikke for tilskueren, da de virker lettere irriterende. I mellem de samtaler at han selv laver til sit firma, familie og officielle myndigheder, kommer der selvfølgelig også opkald fra de terrorister der har begravet ham.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om plottet. Det virker bare lettere plat og kedsommeligt. Filmen er ikke klaustrofobisk og da slet ikke spændende. Da der langsomt i filmen begynder at løbe sand ind i kisten følte jeg et lettelsens suk over, at filmen var på vej mod sin slutning.

Det er ikke fordi, at jeg vil have at en film skal have flere dialoger og mere bevægelse. Tværtimod. 127 Hours (2010) er et godt eksempel på en nyere film, hvor at der er endnu mindre dialog og bevægelse, og som alligevel formår at røre en på en helt anden måde, som Buried ikke kommer i nærheden af.

Skal jeg dog alligevel fremhæve én god ting ved filmen, er det slutningen. En god slutning kan i nogle tilfælde rede en ellers overordnet dårlig film, men i dette tilfælde er den gode slutning ikke nok til at hive en nogenlunde god respons hjem.

Filmanmeldelse: The Apartment (1960)

That’s the way it crumbles… cookie-wise.

I julen genså jeg dette mesterværk af en komedie og kom frem til, at jeg bliver nødt til at anbefale denne film vha. en anmeldelse. The Apartment (Nøglen under måtten, da.), er en af de film der let lader sig se igen og igen, da alt i netop denne film går op i en højere enhed – humoren, skuespillet, karaktererne, miljøet, plottet, dialogerne etc. Vi har derfor at gøre med en film der er umulig at hade.

C.C. Baxter er en flink og vellidt mand. Han arbejder for et stort forsikringsselskab i New York hvor han specielt blandt lederne i firmaet er yderst populær. Dette er godt for C.C. Baxter, da han selv har ambitioner om at rykke op i graderne.

Grunden til at vores hovedperson er så populær, er dog desværre ikke på grund af hans faglige færdigheder på arbejdet, men én enkelt nøgle (som den danske titel på filmen refererer til). Nøglen er til hans lejlighed, som højtstående mænd i forsikringsselskabet på skift bruger, når de skal være konen utro.

Det hele fungerer da også meget godt, men det viser sig at være ret problematisk på sigt – bl.a. i forhold til nattesøvnen der er fraværende, og naboerne der undrer sig noget over C.C. Baxters kvindelige bekendtskab og sexliv. Selv er C.C. Baxter dog meget tilbageholdende og forelsket i én pige – elevatorføreren i forsikringsselskabet. Hun bliver også involveret i lejlighedseskapaderne, men ikke på den bedste måde.

Hvordan det hele forløber vil jeg ikke afsløre, men jeg kan sige så meget som, at slutningen ender med drama. Selvfølgelig med en humoristisk drejning. Den samme underfundige humor der præger størstedelen af filmen og gør, at hvis man kan lide komedier af lidt ældre dato, er denne film et must.

Som skrevet i indledningen til denne anmeldelse kan jeg ikke forestille mig, at man kan hade denne film. I modsætning til for eksempel Some Like It Hot, en anden komedie af Billy Wilder. Kan man lide Billy Wilders film kan jeg desuden anbefale, hvis du ikke allerede har set den, Double Indemnity (1944) , der er min yndlings film noir.

Så lad dig ikke skræmme af at filmen er i sort/hvid. Tværtimod. Giv den en chance og slap af i selskab med en hjertevarmende romantisk komedie, der har charme som kun film fra en for længst svunden tid kunne have det. God fornøjelse.

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.

Filmanmeldelse: Klovn: The Movie (2010)

Som skrevet ved en tidligere lejlighed, glædede jeg mig til at se Klovn: The Movie. Dette har jeg nu til min store skuffelse gjort, og jeg vil i denne anmeldelse redegøre for, hvorfor at jeg finder denne film alt for overvurderet.

Det er nok meget få danskere, om overhovedet nogen, der endnu ikke er bekendte med Klovn-universet i en eller anden forstand. De seks sæsoner der er lavet af serien er blevet sendt og genudsendt, og en stabil fanskare har købt alle sæsonerne på DVD. En yderligere introduktion til miljøet, konceptet, karaktererne m.v. synes derfor at være overflødig.

Klovn har vist sig at være en god pengemaskine, og som enhver der godt vil tjene lidt ekstra til dagen og vejen, skal man jo smede mens jernet er vamt, så vupti – Klovn: The Movie. Seriens succes krydret med en intensiv markedsføring, har da også gjort, at filmen er blevet den største danske filmsucces i 10 år.

Jeg har også, forinden at jeg så filmen, læst i blogindlæg, statusopdateringer på facebook, tweets på twitter, anmeldelser etc., at filmen er fantastisk og en must see-oplevelse. Dette synes jeg på ingen måde at filmen gør sig fortjent til at blive betegnet som.

Filmens grundidé er, at Casper gerne vil have fisse. Og Frank vil gerne bevise over for hans kæreste Mia, at han har de kvalifikationer det kræver, at være far. Casper arrangerer en kanotur der kan sikre ham, at hans lyster bliver tilfredsstillet. Dette harmonerer dog ikke så godt med Franks idé om, at tage hans nevø med. Nevøen kommer dog med, og fundamentet er lagt til en tur, der skal vise sig at være fuld af pinligheder.

Er Klovn: The Movie så en sjov og god film? Nææ. Der er tale om en tragikomedie for jubelidioter. Folk der sidder og krummer tæer til denne film og griner med, har ikke fattet noget som helst af, hvad der er god humor. Klovn: The Movie er for langt væk fra noget man på nogen måde kan relatere til. Så nej, jeg blev ikke forarget da jeg så filmen, fordi det var så åbenlyst latterligt, at man får associationer til nyere amerikanske ungdomskomedier, der heller ikke er sjove.

I Klovn er Frank Hvam og Casper Christensen kendisser. De er en del af den kreative klasse og mænger sig med andre kendte. Dette gør de da også i Klovn: The Movie, hvor at man bl.a. møder Jørgen Leth og Bent Fabricius-Bjerre. Lige så kendte at de er, lige så ukendte er Casper og Frank dog tilsyneladende i Klovn: The Movie. Og det fungerer sgu bare ikke. Måske er det road movie-konceptets skyld?

Da Frank og Casper blev interviewet omkring den sidste sæson af Klovn, udtalte de, at de havde taget alle deres ideer og proppet dem ind i den sidste sæson. Dette kan jeg godt bekræfte har været tilfældet, efter at have set Klovn: The Movie. Og de snakker sågar om at lave en 2’er!

Hvis du er ubegavet og har en forkærlighed for danske komedier i øjenhøjde, så skal du tage ind og se Klovn: The Movie. Hvis ikke, vil jeg hellere anbefale at du køber et par sæsoner af Larry Davids Curb Your Enthusiasm.

Kristian Jensen, valgfrihed og meningsmålinger

Dagen i dag har budt på tre forskellige meningsmålinger med forskellige resultater. To der giver et rødt flertal (Gallup og Green) og en der giver et blåt (Megafon). Billedteksten til den henviste artikel fra Ekstra Bladet er: Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt kan selv vælge, hvilke meningsmålinger, de tror på. Og grine eller græde.

Lidt den samme logik luftede gruppeformanden for Venstre, Kristian Jensen for TV2 Nyhederne, som også er at finde i et tweet på hans Twitter-profil:

som liberal går jeg ind for valgfrihed – også valgfrihed til at tro på den meningsmåling, som passer mig bedst :-)

Jeg er efterhånden træt af Venstre-folk der kalder sig liberale, men lad det ligge for nu. Det relevante i denne sammenhæng er hans syn på valgfrihed som liberal. Liberalismen bygger på en lang idehistorisk tradition for, at mennesket skal træffe valg på baggrund af et oplyst grundlag. Den liberale valgfrihed bygger på at man som menneske er i en position hvor man selv må træffe sine valg og tage konsekvenserne deraf.

Her kan det være godt at skelne mellem normative og deskriptive udsagn. Jeg vil mene, at valgfriheden kun er knyttet til normative udsagn, altså holdningsspørgsmål. Om jeg har lyst til at blive sundere eller ej, må blive mit valg – ingen skal bestemme om jeg skal leve sundere eller ej. Det er sgu et normativt spørgsmål. Og jeg har min egen holdning. Dette betyder dog ikke, at jeg har valgfriheden til at vælge og definere hvad der er sundt. Jeg kan ikke bare sige, at det at konsumere tre æbler om dagen er usundt. Hvis jeg skulle kunne det, ville det kræve et belæg, for at kunne blive et deskriptivt udsagn.

Og det er her at Kristian Jensen går galt i byen. Pointen kan bedst beskrives med følgende ordsprog: Everyone is entitled to his own opinions, but not his own facts.

Nogle meningsmålinger er bedre end andre! Bedre som i mere præcise i forhold til hvad vælgerne rent faktisk vil stemme på – altså hvilke meninger at vælgerne har, som vi måler på – en meningsmåling. Da en meningsmåling ikke spørger alle vælgere, men kun et (repræsentativt) udsnit af populationen (i dette tilfælde har de to meningsmålinger der taler for et rødt flertal 30-40% flere respondenter), vil der til disse være knyttet en eller anden form for usikkerhed.

Det at tre meningsmålinger ikke siger det samme, er dermed ikke ensbetydende med, at de alle tre er lige gode (eller lige dårlige om man vil). Søren Risbjerg Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitet og Altinget.dks valgekspert, har suppleret de tre målinger med en gennemsnitsberegning, som viser, at det er rød blok der ville vinde, hvis der var valg i dag.

Fordi at tre meningsmålinger ikke er ens, betyder det ikke, at man er i en position hvor man selv kan vælge mellem hvilken man vil tro på. En passende formulering af et tweet til lejligheden ville nok være, at det er godt at se bare én meningsmåling der viser et blåt flertal. Der er langt mellem snapsene.

Kapitalisme, kærlighed … og flaskepant

Jeg handler af og til i Fakta. Fakta har, som mange andre supermarkeder med flaskeautomater, en mulighed for, at man i stedet for at få udbetalt sin pant, kan vælge at donere værdien af sin pant til et godgørende formål. Alt sammen ved bare at trykke på én knap! Velgørenhedsknappen kan findes i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma og Fakta.

I stedet for velgørenhed kan man selvfølgelig også vælge at få udbetalt sin pant, hvilket jeg de gange jeg har afleveret pant i Fakta, har valgt. Jeg er dog en stor fan af denne valgmulighed. Jeg ser det som en fantastisk funktion ved det frie marked: evnen til at man som menneske kan vælge. Jeg er på ingen måde tvunget til at give mine penge til Red Barnet eller Verdensnaturfonden eller lignende, hvis jeg ikke føler for det. Dette bygger på et fundament af respekt og næstekærlighed. En tanke om, at jeg som menneske selv skal tvinges til at træffe nogle valg, og ikke bare bliver dikteret fra politisk side af, hvad mine penge skal bruges på.

Derfor irriterer det mig også lidt, at hver gang at jeg gerne vil have udbetalt min pant, konstrueres en symbolsk opfattelse af en dikotomi med på den ene side kapitalisme og på den anden side kærlighed, hvor at jeg så vælger kapitalismen og fravælger kærligheden. Denne dikotomi finder jeg meget symptomatisk for den måde at liberalismen normalt anskues.

Den symbolske konstruktion af det valg at jeg skal træffe er fandens kløgtig – en idé om, at jeg skal træffe mellem at være en pengefikseret umoralsk kapitalist eller en næstekærlig moralsk filantrop. Kapitalismen er grådig, svinsk, egoistisk, væmmelig, fjendsk og måske ligefrem selvudslettende. Som kapitalismens modsætning har vi alt det gode – altruisme, socialisme, Red Barnet, næstekærligheden, medmenneskeligheden og så højhelligt videre!

På et marked hvor der er valgmuligheder er der allerede et fundament af næstekærlighed. Jeg forstår godt, at man for at få flere til at vælge at donere sine penge til et godt formål, vælger at associere valget med kærlighed, men hvis det stod til mig, burde den pågældende valgmulighed være indhegnet i ét stort hjerte med en lille tekst ved siden af der lyder: Kapitalismen er fantastisk!

Danmarks Radio, markedsfeedback og deres partisaner

Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).

For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?

Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.

Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.

Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.

Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:

”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”

Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.

DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.

Min Top 50 – Dansk rap

Med al den eksamenslæsning er det godt med et lille break, og her er det altid godt at lytte til lidt eminent dansk rap.

Følgende liste er min top 50 over de danske rap numre jeg i skrivende stund synes bedst om. Den spænder vidt, og der er klassikere som mange nok gerne så på listen, men som bare ikke rigtigt tiltaler mig (RBC-Engel for eksempel). Listen er i alfabetisk rækkefølge efter kunstner/gruppe.

  1. Ataf Khawaja – Sommerfugl
  2. Bikstok Røgsystem – Fabrik feat. Erik Clausen
  3. Bogstaveligt Talt – Træt
  4. Bumsestilen – Det Så’n Det R feat. MD
  5. Cab – Devisen
  6. Clemens – Den Anden Verden
  7. Clemens – Kun Få
  8. Clemens – Skaden
  9. Clemens – Den lyriske 9mm
  10. Clemens – Flakker Rundt & Snakker Ondt
  11. Clemens – En Blåtonet Gråzone
  12. Clemens – Fanget af fortiden
  13. Gramsespektrum – Bademestrene
  14. Ham Den Lange – B-menneske
  15. Hvid Sjokolade – Kronisk Fastelavn
  16. Jokeren – Det Ku’ Ha’ Været Dig
  17. Jyder Mæ Attityder – Både til gården og til gaden
  18. Jyder Mæ Attityder – Historien bag
  19. Jøden – Hamrer Løs
  20. Kasper Spez – Derfor Kontra
  21. Kasper Spez – Det’ så vigtigt
  22. L Ron Harald – Harald Te Enkebal
  23. L.O.C. – Snakker Ikk’ Med Nogen
  24. Lex L – Husk!
  25. Malk De Koijn – Kosmisk Kaos
  26. Malk De Koijn – P.I.G.E.
  27. Marwan – Min blok
  28. Organiseret Riminalitet – Holder døren
  29. Pede B – Jeg har en ven
  30. Pede B – Pis og papir feat. Es
  31. Pede B – Spisetid feat. Petter & Skurken
  32. Pede B – Tværtimod
  33. Per Vers – Black Power
  34. Per Vers – City Of Dreams
  35. Per Vers – Fyldosof
  36. Per Vers – Trøstesløs Café feat. Povl Dissing & Rune T. Kidde
  37. Rent Mel – Hold Dig Væk
  38. Revoltage – 24 timer
  39. Sund Fornuft – Hvorfor?
  40. Sund Fornuft – Syndebuk
  41. Sund Fornuft – Zen Midt I Centrum
  42. Suspekt – Dagen efter
  43. Suspekt – En vej
  44. Street Mass – Vores verden
  45. Strøm – Dét
  46. Torrpedorr – Lommen Fuld Af Guld
  47. Troo.L.S. & Orgi-E – Rolig-Rolig feat. Tue Track & Jooks
  48. UFO Yepha – Hvis jeg sad oppe på månen feat. Alex
  49. Vakili – Når Alt Kommer Til Alt
  50. Østkyst Hustlers – Hvordan Går Det?

Word.

Filmanmeldelse: Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998)

Der er ingen tvivl. Vi har at gøre med en typisk Guy Ritchie-film, og dét er smukt! Guy Ritchies film er formidable eksempler på, at genreprædikatet actionfilm ikke er ensbetydende med klicheprægede dialoger og meningsløs action, men kan være bundet op på gennemtænkte og yderst humoristiske plots.

Plottet er netop helt fantastisk, og en eventuel beskrivelse når på ingen tænkelig måde det unikke niveau at filmen bevæger sig på. Inspireret af den danske oversættelse af filmens titel kan man dog med rette blot sige, at filmen handler om forskellige fraktioner der kæmper om rub og stub og to rygende geværer.

I Lock, Stock and Two Smoking Barrels stifter du bekendtskab med en lang række skuespillere som du med sikkerhed har set i nyere film end nærværende. I flæng kan blandt andet nævnes Jason Statham, Jason Flemyng og Dexter Fletcher i unge udgaver. Førstnævnte har du nok kendskab til, hvis du har set en action-film af nyere dato.

Hvad der i høj grad trækker denne film op er humoren. Som ung mand identificerer man sig lynhurtigt med den småflabede og fandenivoldske humor. I modsætning til alverdens andre action-film, så har denne film dialoger i verdensklasse, der om noget gør filmen unik – og ufattelig sjov. Et eksempel:

Harry: You must be Eddie, J.D.’s son.
Eddie: Yeah. You must be Harry. Sorry, didn’t know your father.
Harry: Never mind son, you just might meet him if you carry on like that.

Lock, Stock and Two Smoking Barrels er en film der er detaljerig nok til at kunne nydes op til flere gange, hvorfor at filmen uden tvivl er et gensyn værdig. Soundtracket er desuden gennemført nævneværdigt, og bidrager blot til at filmen hænger fantastisk sammen og gør, at filmen har sin egen unikke charme.

Anmeldelsen bør derfor slutte med en opfordring til, at du tager og ser filmen og får et par timers kriminelt miljø med gangsters, idioter, coolness og våben krydret med Guy Ritchies intet mindre end geniale instruktion.

PS. For dem der kan lide denne film, er Snatch. (2000) – af samme instruktør og med flere af de samme skuespillere og med visse plotligheder – også værd at stifte bekendtskab med.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.