Folketingsvalget 2011 var et valg der stod i krisens tegn. Det store spørgsmål under valgkampen, som uofficielt varede over et år, var, hvordan Danmark kom bedst ud af krisen. Der var forskellige løsningsforslag på bordet under valgkampen, men én ting var sikkert: Danmark stod midt i den største økonomiske krise i nyere tid.

Valget endte som bekendt med en på ingen måde overbevisende sejr til den røde blok, og tager man simple økonomiske teorier i betragtning, der tilsiger, at vælgere straffer siddende regeringer i dårlige økonomiske tider og belønner dem i gode, er sejren endnu mindre overbevisende. Forklaringen herpå kan findes i, at mange vælgere ikke tilskrev regeringen og den indenlandske politik ansvaret for den økonomiske krise. Hvilke forhold kunne så forklare at vælgerne stemte som de gjorde? Og hvilken rolle spillede den økonomiske krise for folketingsvalget i 2011?

Hvis man har interesse for disse spørgsmål, bliver det en udfordring ikke at få læst den nye bog, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011, der tager folketingsvalget 2011 under kærlig behandling. Bogen tager afsæt i Valgundersøgelsen 2011 og dermed surveydata fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning indsamlet i månederne efter valget. Der inddrages også anden data (blandt andet til at dokumentere den økonomiske udvikling og i et tilfælde for at undersøge betalingsringens betydning for partivalg), men det er uomtvisteligt data fra Valgundersøgelsen, der er interessante og i fokus.

Bogen er velskrevet og meget pædagogisk. Det er tydeligvis en bog der kan favne et bredt publikum, og det kræver ingen andre forudsætninger end en interesse for folketingsvalg, at fange bogens pointer. Den kan dog blive en tand for pædagogisk når den i regressionstabeller gør det klart, at reference-kategorien til en dummy-variabel ved navn Kvinder er, ja, du gættede rigtigt – Mænd.

Bogen indledes med en beskrivelse af optakten til valget, mediernes dagsorden m.v. Titlen på dette kapitel er »It’s the Economy, Stupid« (er der ikke snart gået inflation i den formulering!?) og pointerer, at økonomien var på dagsordenen. Interessant er det dog, at socialpolitik tilsyneladende fyldte lige så meget på mediernes dagsorden. Forklaringen herpå er, at økonomiske emner ofte fik en social- eller velfærdsvinkling, mens det ikke nødvendigvis var tilfældet den anden vej rundt. Min umiddelbare tanke er, at mange vælgere ser aktuelle emner gennem en »velfærdslinse«, og når der diskuteres økonomiske spørgsmål, kobles det op på velfærd. Denne logik kan evt. også appliceres på emner der har fyldt dagsordenen ved tidligere valg, herunder indvandring. Min tese vil være at meget af debatten omkring indvandring, og de argumenter der har været brugt, har været med direkte henvisning til velfærdsstaten (dette må være undersøgt før?).

I det efterfølgende kapitel beskrives den danske økonomi op til valget samt danskernes utryghed ift. at blive arbejdsløs m.v. De efterfølgende kapitler går så for alvor i krig med at undersøge korrelationen mellem en række forskellige variable og partivalg. Her foretages først en række bivariate analyser, der i min optik ikke bidrager med noget videre substantielt. Endvidere er det lidt komisk at man beskriver denne del under overskriften »direkte sammenhænge«, før man vælger at foretage en analyse, hvor alle forklarende variable er inkluderet. Misforstå mig ikke: Det kan være djævelsk interessant med bivariate analyser, men når man i denne sammenhæng efterfølgende argumenterer for, at det er nødvendigt at lave en multivariat analyse for at undgå åbenlyse fejlkilder, forekommer de bivariate analyser og fortolkningen af samme overflødig.

Der bliver igennem kapitlerne taget forskellige teorier op, og deres respektive forklaringskraft bliver undersøgt. Her gives ligeledes en pædagogisk introduktion til argumenterne bag hvordan forskellige teorier kan forklare partivalg. Det er fint, men jeg finder nogle af beskrivelserne af socialiseringseffekter, »klasseforskelle« (målt som ansættelsesforhold) og lignende lettere irrelevante (måske grundet manglende personlig interesse). Ligeledes er jeg ikke overbevist omkring, at alle teorierne får en fair chance for at vise deres værd. Et eksempel der kan illustrere dette er yder/nyder-ideen, der introduceres således: »Ideen er her den, at yderne stiller sig mere skeptiske end nyderne over for økonomisk omfordeling og lighed, idet de har mest at tabe, mens nyderne omvendt vil ønske sig mere af begge dele for at kunne sikre en fortsat strøm af velfærdstilbud« (s. 96).

Det er en plausibel teori der dog ikke findes belæg for, men omvendt kasseres. I bogen appliceres denne teori udelukkende som forklaring på hvorfor alder er interessant, da der argumenteres for at yder/nyder-ideen er relevant ift. generationsforskelle, hvor unge og ældre nyder mere end 68’er-generationen. Det er for mig svært at se hvordan en bivariat analyse (og en efterfølgende multivariat analyse) af forskellige generationers holdninger til økonomisk omfordeling og ulighed, skal kunne sige noget retmæssigt om yder/nyder-ideen. Der må alt andet lige findes bedre variable der gør det muligt at teste sådan en påstand, og andre teorier der kan sige noget fornuftigt om, hvordan alder påvirker vælgernes holdninger til godernes omfordeling i samfundet.

Det interessante ved et krisevalg er dog selvfølgelig hvilken rolle økonomien spiller. I kapitel 5 tages dette spørgsmål op, hvor man fokuserer på økonomisk stemmeadfærd. Det er dog ikke uden metodiske vanskeligheder at undersøge effekten af økonomisk vurdering på partivalg. En lang række studier har vist hvordan der er endogenitetsproblemer forbundet med denne slags spørgsmål, da ens opfattelse af økonomien alt andet lige også afhænger af, hvilket parti man stemmer på (for et lækkert studie, se evt. Gerber & Huber (2010)).

Da valgundersøgelsen er foretaget efter valget, giver det lidet mening at undersøge effekten af vælgernes sociotropiske prospektive vurdering af økonomien på partivalg. Dette bemærkes da også i kapitlet, men det kunne godt være udgangspunktet for en diskussion af prospektive vurderinger i stedet for en sidebemærkning i en analyse der undersøger effekten af denne slags vurderinger på partivalg. Det er i hvert fald meget lidt interessant, at vælgere der stemte på det parti der vandt valget, er mere optimistiske på samfundsøkonomiens vegne end de tabende vælgere, der er mere pessimistiske. (i tabel 5.6 på side 128 giver det desuden ikke mening for mig, at man i den logistiske regression angiver en stemme på Enhedslisten som referencegruppe!?)

Det interessante i denne analyse er nok mere hvordan faktuel viden omkring økonomien påvirker ens partivalg. Her viser det sig, at dem der kunne svare rigtigt på at BNP’en faldt fra 2008 til 2010, i højere grad stemte på blå blok. Blå bloks vælgere var med andre ord klogere.

I kapitel 6 fokuseres der på vælgernes krisebevidsthed. Her undersøges det blandt andet hvilke partier der opleves at lægge mest vægt på økonomiske emner. Blå blok blev vurderet til at lægge mere vægt på emner som Danmarks økonomiske situation, balance på statsbudgettet og skattepolitik end den røde blok (tabel 6.6, side 149). Der var dog et økonomisk emne den røde blok blev vurderet til at lægge mere vægt på end den blå blok: Bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det kan godt være at blå blok blev vurderet til at lægge vægt på at skabe balance på statsbudgettet, men hvad hjælper det, hvis man ikke fokuserer på at få folk i arbejde?

Gennem de forskellige kapitler fokuseres der også på tidsaspektet, blandt andet med svar fra tidligere valgundersøgelser, og det fungerer godt til at sætte 2011-valget i perspektiv. Det mindre interessante for mit vedkommende er snakken om effekter, kausalitetstragten m.v. Jeg har fuld forståelse for at man anlægger sådan et perspektiv, men hvis man er interesseret i kausale effekter, er der mange bedre steder at starte – og slutte.

I det afsluttende kapitel forsøger man at lave en samlet model for partivalg, men her inkluderes der så mange forklarende variable, at jeg har absolut ingen idé om hvad der sker. Nuvel, gennemgangen er pædagogisk og sammenhængende, men jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at være blevet klogere på vælgernes partivalg, efter at have læst sådan et kapitel. I det sidste kapitel begynder man ligeledes at regne de forudsagte sandsynligheder på en anden måde end den resterende del af bogen (hvor andre variable har været sat til deres gennemsnit i de forudgående kapitler, regner man i sidste kapitel ud fra faktiske værdier i data for hver respondent).

Der er ellers overordnet et godt flow i bogen (selvom nogle afsnit virker tilstedeværende for deres egen skyld uden at bidrage med det store), og forfatterne er gode til at referere til de forskellige kapitler, og der er kun enkelte svipsere på tværs af kapitlerne (f.eks. når man får forklaringen på oprindelsen af »It’s the economy, stupid!« et par gange) og i samme kapitel (f.eks. når en p-værdi det ene sted er signifikant da den er under 0,1 og et andet sted i samme kapitel er insignifikant da den er under 0,058). Man skal desuden holde tungen lige i munden når det vedrører rød og blå blok, da Radikale er med i begge i løbet af bogen alt efter om det afhænger af efterlønsspørgsmålet eller ej.

Det er desuden et fint valg ikke at rapportere standardfejl og lignende, som vil være af interesse for de færreste læsere af bogen, men man kunne evt. have overvejet et onlineappendiks med al den slags ekstra info. Der står desuden i bogen at data kan erhverves gennem Dansk Data Arkiv, men det har jeg ikke haft held med. Jeg har en idé om at der vil være interessante ting at undersøge i datasættet, specielt ift. ting der skete efter valget, altså i den periode hvor respondenterne er blevet spurgt.

Alt i alt er der tale om en velskrevet bog, og er man interesseret i danske folketingsvalg, vil det være svært at komme udenom denne. 2011-valget var en spændende størrelse, og det samme kan man sige om nærværende bog.