Mennesket bør ikke have frihed til at vælge…

… for Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti er liderlig efter at vælge for os.

Regler og love har et adfærdsregulerende formål. Havde vi ingen regler og love hængende over hovedet på os fra i morgen af, ville denne dag højst sandsynlig forløbe radikalt anderledes end i dag. Ofte har vi klare incitamenter til at bakke op om en række love. Dette fordi at de sikrer en helt fundamental sikkerhed og tryghed. Jeg har en klar interesse i, at bilisterne skal holde sig inden for hastighedsbegrænsningerne, da det giver mig en tryghed i forhold til for eksempel en ganske almindelig cykeltur ud til universitetet.

Her til aften var der i Go’ Aften Danmark en debat omkring tatoveringer og nødvendigheden af en lov og omkring hvorvidt det bør være tilladt eller ej at blive tatoveret i ansigtet, nakken og på hænderne. Noget der på nuværende tidspunkt er ulovligt, men alligevel praktiseres. Debatten stod mellem skønhederne Anne Lindfjeld og Charlotte Nielsen på den ene side, og på den anden side negationen Marlene Harpsøe, fra Danske Folkeparti.

Anne Lindfjeld argumenterede ganske liberalt og fornuftigt for hendes egen ret til at bestemme over hvordan hun vil se ud, hvilke udtryksformer hun vil bruge, og ja – retten til at være herre over egen krops udseende og tage konsekvenserne deraf. Marlene Harpsøe, der aldrig vil blive flot med tatoveringer (eller uden for den sags skyld!), argumenterede for at tatoveringer ikke bør være tilladte på meget synlige steder, fordi at nogen der bliver tatoveret fortryder dette. Jeg finder hendes argumentation latterlig, respektløs og ret normal for en politiker.

Det synes efterhånden at være reglen nærmere end undtagelsen når politikere er i medierne, at mennesker er størrelser der for alt i verden ikke kan tage vare over sit eget liv og legeme. Vi skal reguleres. Vi skal ikke kunne vælge mellem forskellige valg, men blot trave ud ad velfærdsstaten landevej – tegnet, italesat og asfalteret af magtliderlige politikere. Nuvel, der vil altid være nogen der fortryder de valg de træffer her i livet, af den ene eller anden grund. Dette er et livsvilkår. Hvorfor skal alle være underlagt et forbud om at blive tatoveret hvor de vil, bare fordi at det viser sig, at nogen fortryder deres tatovering(er) senere i livet?

Der er også mange der fortryder at have drukket alkohol, taget stoffer, været piercet, været gift og så videre. Der er ganske enkelt ikke noget at gøre ved det. Hvis ikke folk tager sig friheden til at opsøge information om konsekvenserne af det valg de træffer, ja, så er der ikke andet for end at tage konsekvensen. Lad os for absurditetens skyld tage et ekstremt teoretisk eksempel. Fordi at en ikke nærmere defineret gruppe mennesker fortryder at have fået børn, forbydes jeg politisk at indgå i nogen form for seksuel omgang med andre med henblik på befrugtning, fordi jeg kan risikere på et senere tidspunkt at fortryde mit valg i nuet. Der er forskel på at få et barn og en tatovering, men ikke en forskel der gør Marlene Harpsøes argumentation mere logisk og loven mere legitim.

Vi bør ikke kunne vælge, for tænk nu hvis vi fortryder det. Marlene Harpsøe vil gerne vælge for os, og ved at overlade vores frihed til hende, kan hun jo vælge, og så kan vi jo ikke fortryde. Man kan så selvfølgelig kun angre, at man har levet et liv, hvor at de valg vi skal træffe, bliver truffet af andre.

Velfærdsstaten og om at vælge det gode

Jeg har det svært med begreber som det gode og det onde. Hvad der opfattes som godt for nogen opfattes som ondt for andre. Jeg er sikker på at en minoritet i Tyskland under nazistpartiets ledelse ikke var helt tilfredse med magthaverens definition af det gode, og ligeledes var der nok en majoritet i apartheidstyret i Sydafrika, der ikke var helt tilfredse med magthavernes definition af det gode. Det er samtidigt heller ikke noget nyt at diskutere det gode og det onde. Spørgsmålet om det gode og det onde har været en del af den politiske tænkning i årtusinder. Helt tilbage til antikkens politiske filosofi finder vi overvejelserne omkring polis, med henblik på at skabe det gode liv for borgerne. Religionen er også et typisk eksempel på noget der forholder sig til det gode og det onde, og guider autoritetsrygklapperen til det gode liv på dydens smalle sti.

Overordnet set er det ikke bare en evig kamp om hvad der skal defineres som det gode og det onde. Der rejser sig også en række andre problemer. Er det f.eks. acceptabelt at gøre noget ondt, hvis dette på sigt vil føre til mere af det gode (jf. utilitarismen)? Er det OK i det godes navn at krænke ejendomsretten? Eller er der en sindelagsetik der vejer tungest, og dermed ser bort fra en hvilken som helst mulighed for bevidst at gøre noget ondt? Hvad jeg i dette blogindlæg vil bruger et par bogstaver på, er velfærdsstaten og hvordan jeg ser forholdet mellem denne og ideen om det gode.

I en velfærdsstat er der en klar sammenhæng mellem det gode og det økonomisk bedste. Det godes kunst er reduceret til at finde det rette beskatningsgrundlag, altså et simpelt forhold mellem skatteprocenter og skatteindtægter jf. Laffer-kurven, og på denne baggrund lave en så lige fordeling som overhovedet muligt. Det onde, og dem der praktiserer det onde, er det/dem der ser bort fra det økonomiske lighedstyranni og ønsket om ikke at give de økonomiske strukturer en så overordentlig vigtig position i forhold til samfundslivet og statens Big Brother-søgende karakter i forholdet mellem stat og klient.

Sat på spidsen bygger en velfærdsstat på en basis-overbygnings inspireret antagelse om, at det er økonomien der determinerer de etiske vilkår, kulturelle, filosofiske, samfundet som helhed osv. Bare vi kan give bistandsklienten og de andre fattige en net sum penge, bliver deres position bedre. Dette er jeg langt fra enig i. Tværtimod risikerer vi, at når velfærdsstaten reducerer samfundets opgave til at foretage en autoritativ fordeling af økonomiske ressourcer, mister vi de etiske såvel som moralske forpligtelser for hverandre, ideen om samfundet som mere end et sted hvor finansloven skrives. Det er med andre ord ikke velfærdsstatens fortjeneste, når vi er i stand til at diskutere de værdimæssige spørgsmål og træffe moralske valg der for det enkelte individ bygger på overvejelser mellem det gode og det onde.

Hvad er så det gode i en velfærdsstat? Er det at betale skat pr. definition at gøre noget godt? Nej. Det er ikke at gøre noget godt, før man står med i en valgsituation, hvor man kan fravælge et potentielt onde. Velfærdsstaten reducerer dermed de valgmuligheder det enkelte individ stilles over for, mellem at træffe det gode eller det onde, jf. de definitioner det enkelte individ nu engang opererer med. Er det at donere 100,- til Haitis ofre noget godt? Ja, eller hvis man ser dette som noget godt er det, for man står med et personligt valg, hvor man kan gøre det eller undlade. Det er her vores moralske overvejelser spiller ind.

Når en mand falder ned fra et højhus, gør han ikke det onde ved at følge tyngdekraften. Han står ikke over for et potentielt valg. Hvis han kunne vælge at flyve eller falde, ville der ligge et valg, og dermed kunne han gøre det gode eller onde. Når en mand går på arbejde, gør han ikke det gode ved at lade staten trække den lovpligtige procentsats af hans indkomst.

Problemet bliver dermed ikke at definere det gode og det onde (hvilket i disse postmoderne tider nok bliver svært), men derimod at tvinge den enkelte borger til at tage et ansvar og træffe nogle valg. Velfærdsstaten reducerer antallet af valg vi som borgere skal træffe, og fjerner dermed også en del af det individuelle ansvar, og dermed retten til eget liv.

Overordnet er det også et problem i forhold til det positive frihedsbegreb. Et statsligt organ filtrerer de ”onde” valgmuligheder fra (bemærk: det onde ud fra en pro velfærdsstatsterminologi), og sørger for en økonomisk omfordeling. Ideen om at det gode står tilbage når man fjerner det onde, er naiv. Vi står tilbage med et teknokratisk system blottet for moralske overvejelser, og individet er neutralt i forholdet til moral – om det er forpligtet til at tage et medansvar over for sine medmennesker eller ej, da det jo netop ikke har muligheden for at fravælge det onde.

Det principielle spørgsmål jeg på baggrund af ovenstående (ja, undskyld) lidt rodede tanker er: Hvor går grænsen for hvilke valg fællesskabet skal træffe i forhold til det enkelte individ, og dermed fjerne dennes ansvar og valgsituationer hvor potentialet for at træffe moralske valg ligger?

Som fængselspræsten så korrekt protesterer i A Clockwork Orange, vil jeg ligeledes afslutte dette blogindlæg: Goodness is something to be chosen. When a man cannot choose he ceases to be a man.

I hvilket omfang handler politik om associationer?

Der skal næppe herske nogen tvivl om, at mennesket ikke er et fuldkomment rationelt kalkulerende individ. Vi er, om vi vil det eller ej, ikke maskiner udelukkende med profit for øje. Vi er også, med mindre vi lider af bestemte psykiske lidelser, bundet til moral, følelser, normer og meget andet der på overfladen kan virke irrationelt, hvis pengepungen bruges som rationalitetskriterium. Dette kan også være følelser vi ikke er os selv bevidste, f.eks. psykoanalysens ubevidste.

Betyder dette at vi som individer i et fællesskab, ikke besidder nogen form for rationalitet og evne til at føre en kritisk debat omkring samfundets værdier og den politiske praksis med oplysningstidens ideer som forbillede? Åbenbart. 

Jeg læste ved et tilfælde en analyse under titlen ”Vælgernes følelser styrer partivalg”, der synes at hævde, at det er de associationer vi får i forbindelse med de pågældende partier, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Det forekommer mig dog direkte idiotisk at reducere de teoretiske antagelser omkring vælgeren til at være en associationsstyret aktør. Et individ der dermed ikke kan tænke ud over sin egen eksistens i en større sammenhæng og reflektere rationelt over hvilket parti der vil være bedst at stemme på. Et eller andet sted fristes jeg til at kalde det en falliterklæring i et civilisationsperspektiv.

Nuvel, jeg har måske bare ikke den faglige ballast og fornødne viden til at have en tiltro til sådanne antagelser. Hvorom alting er fristes jeg dog så til at kritisere undersøgelsen som analysen refererer til. Først og fremmest skal der siges, at jeg udelukkende bygger min kritik på baggrund af analysen på politiken.dk, og derfor ikke kan sige om nedenstående behandles yderligere andetsteds. Dette er dog også lidt svært, for umiddelbart gør analysen brug af en forkert figur der viser “Forsidehistorier i uge 46, 2008”, som ingen relevans har for den pågældende undersøgelse. 

Som Sigge Winther Nielsen selv nævner, er undersøgelsen ikke direkte repræsentativ, så der er vist ingen yderligere grund til at gå mere i dybden med dette. Uanset hvad ens stikprøve viser, synes jeg det er lidt sløvt at prøve at argumentere for, at det fortæller noget om populationen, til trods for den manglende repræsentativitet. Så må man sgu lave en repræsentativ undersøgelse hvis man ønsker at sige noget om populationen (vælgerne). Er de 176 respondenter så fra forskellige uddannelser eller ej? Jeg vil i hvert fald vove den påstand, at der er en fundamental forskel på om man spørger folk på filosofiuddannelsen, eller dem der læser økonomi. Og om et n=176 er stort nok i forhold til den valgte population, er også diskutabelt.

Undersøgelsen synes desuden at bygge på den præmis, at ”midterpartiernes klumpspil” fører til, at følelserne afgør hvor vælgerne sætter deres kryds. Dette ændrer dog ikke på, at Danmark ikke har et topartisystem, og at der er flere partier, hvoraf et par af dem i hvert fald ikke er midterpartier. Hvorfor er der ikke grund til at antage, at hvis vælgeren ikke kan se nogen rationel grund til at stemme på et parti, vil man blot stemme på et parti der er mere vestre- eller højreorienteret, afhængigt af ens politiske observans, hvor policy differensen er rationelt til stede i forhold til midterpartierne. 

”Flere analyser har vist, at vælgerne klandrer regeringen på vigtige områder som bandekriminalitet, klima og økonomisk krise. Alligevel straffer vælgerne ikke V og K. Og dette rodede talbillede af den danske opinion gør os ikke klogere på vælgernes dom. Man må altså grave et lag dybere.”

Er dette netop ikke udtryk for, at associationer ikke forklarer alt? Hvis de associationer vælgerne har af partiet Venstre, altså som et parti uden styr på bandekriminaliteten, klimaet og den økonomiske krise, burde dette så netop ikke komme til udtryk i en associationsundersøgelse? Hvis vælgerne ikke straffer V og K, er det vel netop udtryk for den rationelle vælger, der til trods for de aktuelle emner i samfundsdebatten, stadigvæk finder det (økonomisk?) rationelt at sætte sit kryds ved et af de nævnte partier – i forhold til f.eks. et oppositionsparti. 

Selvfølgelig er vælgeren ikke udelukkende hundrede procent rationel i sit partivalg, men pas nu på ikke at grave så dybt efter forklaringer, at virkelighedens muld til sidst er ude af syne.

Hvad kan vi tage med fra prøvevalget?

I forbindelse med kommunalvalget 2009 blev der i 31 ud af landets 98 kommuner afholdt et prøvevalg for de 16- og 17-årige. Ud af de 50.629 unge der fik muligheden for at afgive deres stemme til prøvevalget, var det 10.249 der tog sig den frihed at stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 20,2%. En stemmeprocent så lav at end ikke valg til EU-parlamentet kommer i nærheden. Det store spørgsmål der står tilbage er, hvad vi overhovedet kan bruge resultaterne fra prøvevalget til. Jeg vil i det følgende argumentere for at der er to ting vi kan konkludere på baggrund af prøvevalget 2009: 1) Vi kan ikke sige noget om unges forhold til politik på baggrund af prøvevalget, og 2) der er en overensstemmelse mellem folketingspartiernes holdning til en sænkelse af valgretsalderen og hvorvidt de profiterer på det. 

En nærliggende konklusion at drage på baggrund af prøvevalget er den, at prøvevalget viser et billede af en ungdom der ikke er engageret i politik. En argumentation der i sandhed bygger på falske præmisser. Der er en verden til forskel på kommunalpolitik og f.eks. landspolitik. De politiske issues der normalt interesserer unge er de mere idealistiske, hvor kommunens indflydelse er noget nær marginal. For mange unge, herunder mig, betyder kommunalvalget absolut intet. Stemmeprocenten vil derfor med al sandsynlighed være højere ved et folketingsvalg blandt unge, end ved et kommunalvalg. Akkurat som man ser det ved valgene nu, hvor stemmeprocenten er højere til folketingsvalg end kommunalvalg.

Et andet argument er, at unge ikke skal have stemmeret fordi der ikke er nok der stemmer. Et emne jeg tidligere har behandlet her på bloggen. Dog bør man stille sig det relevante spørgsmål, om prøvevalget giver et sigende billede af hvor mange unge der i det hele taget ville stemme til kommunalvalget. Prøvevalget var og vedbliver at være et fiktivt valg. Hvor mange over 18 år ville stemme til et fiktivt valg? Der er med andre ord god grund til at antage, at stemmeprocenten ville være betydeligt højere hvis at stemmerne havde haft en reel værdi.

Hvorvidt at stemmerne ville være faldet anderledes såfremt at valget havde haft en reel betydning, er der ikke umiddelbart noget der taler for. Hvad der derimod er sjovt at tage et kig på, er hvorvidt at det ville være profitabelt i et stemmemaksimeringsperspektiv for partierne at gå ind for en sænkelse af valgretsalderen eller ej. Hvis vi kigger på hvor mange procent af stemmerne folketingspartierne fik på landsplan, og sammenligner dette med hvor mange procent af stemmerne de fik af de unge til prøvevalgene, falder det hurtigt i øjnene, at de partier der går ind for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil øge deres procentmæssige vælgertilslutning, jf. tabel 1.

Jeg har gennem ft.dk fundet folketingspartiernes officielle holdning til spørgsmålet ”Hvornår skal man kunne stemme”, og fundet frem til om partierne er hhv. for eller imod en sænkelse af valgretsalderen. Ved langt de fleste af partierne stod det helt eksplicit hvad de mente. Der var dog et par undtagelser hvor holdningen ikke var entydig. Ved Socialdemokraterne mener de f.eks. at valgretsalderen skal forblive 18 år, men samtidigt anbefaler de ”[…] at der skal nedsættes en kommission, der skal se på mulighederne for, at unge på 16 år får stemmeret i Danmark.”. Dette har jeg tolket således, at de er imod en sænkelse af valgretsalderen, til trods for at dette kun er den halve sandhed. 

Det Radikale Venstre konkluderer også, at valgretsalderen er passende, men at ”[…] kommuner skal have lov til som forsøg at sætte valgretsalderen ned til 16 år ved det kommende kommunalvalg.”. Her har jeg også tolket det sådan, at partiet er imod en sænkelse af valgretsalderen. Enhedslisten mener at valgretsalderen skal ned til 15 år i stedet for 16.

Ved alle partier er der en sammenhæng, med undtagelse af Det Radikale Venstre. Ud fra en rationel optik kan det tænkes, at Det Radikale Venstre i valgsituationen gerne vil have sænket valgretsalderen ved dette valg, men ikke ser fordele i fremtidige valg.

Prøvevalget viser dog at der i det store hele er en overensstemmelse mellem om det er profitabelt, altså om det giver flere stemmer til det enkelte parti hvis valgretsalderen sænkes, og så holdningen til dette, altså partiets officielle holdning til at sænke valgretsalderen. Prøvevalget underbygger m.a.o. antagelsen om det downsianske parti, den homogene koalition af politikere, der vælger at forfølge den policy der maksimerer antallet af stemmer.

Dog kan man først og fremmest kritisere ideen om at parti er én aktør. Dertil kommer, at der inden for Rational Choice teorien er flere ideer om, hvad det er partier kan maksimere, hvor at der udover votes er tale om policy og office. Til sidst kan man også kritisere ideen om at partier er rationelle, herunder også ideen om hvorvidt partier rationelt kan kalkulere forskellige pay-offs ved at forfølge forskellige policies.

For Dansk Ungdoms Fællesråd var ønsket selvfølgelig at vise, at unge godt kunne engagere sig i kommunalpolitik. En dagsorden der fejlede fælt, bl.a. fordi man gjorde stemmeprocenten til et succeskriterium.

Links
Stemmer til prøvevalget
Stemmer til kommunalvalget

Valgretsalderen bør afskaffes

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen – uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgange og disses implikationer

1. Indledning

Den klassiske sociologis tre store teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim, har bidraget med hvert deres bud på hvordan man videnskabeligt kan forholde sig til det moderne samfund. Jeg vil i denne besvarelse argumentere for, at de respektive teoretikeres videnskabelige tilgang til samfundet har implikationer for, hvilken forklaringskraft de tillægger hhv. strukturer og aktører og relationen mellem nævnte.

Dette vil jeg gøre ved at 1) redegøre for de nævnte sociologers ontologi og epistemologi, 2) sammenligne de enkelte teoretikeres syn på samfundet og mennesket med deres begrebsmæssige og metodiske forudsætninger og til sidst 3) sammenligne teoretikerne.

Der vil blive konkluderet, at Marx’ basis-overbygningstese er af væsentlig betydning hvis man vil forstå de konflikter Marx mener at kunne se i samfundet, og som dermed skaber de økonomiske strukturer som er determinerende for samfundets strukturer. Hvad angår Durkheim fokuserer han på konfliktens negation, harmoni, og hvordan funktionelle forklaringer udspringer af hans videnskabsteoretiske overvejelser. Durkheim og Weber adskiller sig meget fra hinanden hvad angår deres metode, da Durkheim tager udgangspunkt i helheden, hvor at Weber tager udgangspunkt i individet.

2. Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgang

Marx bygger sin teori om samfundet op med udgangspunkt i økonomien som bestemmende for samfundets strukturer. Det er relationen til produktionsmidlerne der konstituerer samfundets basis, de økonomiske strukturer i samfundet, som så ligger til grund for overbygningen og dermed den sociale bevidsthed (Marx 2001 [1859]: 7). Denne overbygning er f.eks. ideologi, kunst, filosofi m.v., der alle blot er determineret af de økonomiske strukturer.

Ifølge Marx er der en verden der eksisterer uafhængigt af vores tolkning af denne, men den opfattelse vi har af samfundet er skabt af produktionsforholdene (Marsh & Stoker 2002: 154). Dette vil sige, at selvom der eksisterer en objektiv verden, ser vi ikke nødvendigvis dennes beskaffenhed (arbejderklassen kan f.eks. have en falsk klassebevidsthed opnået gennem social kontrol). Der er med andre ord tale om en positivistisk ontologi og en realistisk epistemologi (ibid.).

Max Weber tager i sin videnskabelige tilgang udgangspunkt i den subjektive mening individer tilskriver sociale handlinger (Gilje & Grimen 1997: 146). Vi kan ingenlunde forklare sociale fænomener uden at tage udgangspunkt i den mening som individer tillægger fænomener, og fortolkningen skal derfor ses som metoden til erkendelse. Epistemologien er dermed hermeneutisk.

Weber er ikke positivistisk. Naturvidenskaben skal ikke være forbillede for samfundsvidenskaben med fokus på at kunne forklare. Humanvidenskaben har i flere henseender mere tilfælles med samfundsvidenskaben hvor at fortolkningen (Verstehen) er det væsentlige (Fulcher & Scott 2007: 41). Det videnskabelige ideal bliver dermed at fastlægge regler for fortolkning med henblik på at afdække en bestemt mening. Metodisk opererer Weber med ideen om idealtyper. Idealtyper er teoretiske konstruktioner som er bygget op omkring de faktorer fra realiteterne vi gerne vil undersøge (Fulcher & Scott 2007: 41).

Durkheim har et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt end Weber. Sociale forhold, sociale facts, skal ifølge Durkheim opfattes som ting (Durkheim 1972: 7). Sociale fænomener har dermed en eksistens uafhængigt af den mening det enkelte individ tillægger fænomenet. Dette gør Durkheim til en metodisk kollektivist, hvor at grupper er mere end summen af individerne. Grupper har m.a.o. sin egen eksistens og fungerer efter egne love (Durkheim 1972: 12).

I det moderne samfund skal man se på helheden for at kunne forstå delene. Dette gør man ved at kigge på den funktion et fænomen har i forhold til opretholdelsen af helheden, og på den effekt et socialt fænomen dermed har (Fulcher & Scott 2007: 36).

3. Tilgangens betydning i forhold til struktur-aktør kontinuet

Jeg har nu redegjort for de enkelte teoretikeres videnskabelige tilgang. Disse tilgange har dog implikationer for hvilken forklaringskraft der tillægges strukturer og aktører, som jeg i dette afsnit vil belyse.

For Marx er det økonomien der er samfundets basis og dermed skaber overbygningen i form af filosofi, kunst osv. Det er dermed produktionsforholdene der er relevante, hvis man vil forklare samfundets strukturer. Ligeledes er det ejerskabet, ejendomsretten, der er med til at skabe forskellige klasser i samfundet, hvor der på den ene side er dem der ejer produktionsmidlerne, og dem der ikke gør. Disse sociale klasser kan dog ikke leve i harmoni, men vil til hver en tid og altid være i konflikt grundet divergerende interesser. Marx mener direkte, at borgerskabets interesseforfølgelse og akkumulation af kapital fører til en tilsvarende akkumulation, bare af elendighed, i arbejderklassen (Engels 1976 [1892], 140). Dette fører til en meget strukturalistisk forklaring af menneskelig adfærd. Det er de økonomiske strukturer der determinerer den sociale bevidsthed og dermed også den adfærd denne medfører (Marsh & Stoker 2002: 155).

Arbejderklassen er udsat for det Marx betegner som en falsk klassebevidsthed, hvor de ikke er bevidste om den udnyttelse der finder sted på alle niveauer i samfundet og som er de drivende kræfter. Dette betyder dog ikke, at proletariatet blot stiltiende må acceptere de økonomiske strukturers determinisme. Såfremt arbejderklassen bliver gjort bekendt med samfundets drivende kræfter kan arbejderklassen som en kollektiv aktør ændre samfundets basis, ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne. Dette vil altså sige, at det er samfundets basis der determinerer overbygningen, men: ”Har vi imidlertid først erkendt dem [samfundets drivende kræfter], lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem.” (Engels 1976 [1892], 145).

Durkheim er som nævnt i forrige sektion positivistisk i hans ontologi, og opererer derfor med eksternaliserede normer, der eksisterer uafhængigt af individernes fortolkning af disse. Dette gør så, at Durkheim ser på samfundet som en helhed, hvor at sociale forhold kan bruges til at forklare hvorfor individer agerer som de gør. Individers adfærd skal dermed ses på baggrund af den effekt handlingen har, den funktion handlingen tjener, for samfundet.

Disse sociale forhold udmærker sig ved at have en ydre tvangsindvirkning, der kommer til udtryk hvis det forsøges krænket eller via et givet samtykke (Durkheim 1972: 27). Aktøren har ikke meget at skulle have sagt. Sociale forhold påvirker med en sådan kraft, at de påtvinger sig individet, uafhængigt af dettes præferencer (Durkheim 1972: 22). Sociale forhold der eksisterer eksternt i en positivistisk forstand uafhængigt af individets subjektive mening. Der er altså, om overhovedet noget, et meget ringe aktør-fokus i funktionelle forklaringstyper. Aktøren handler blot på baggrund af hvad der opretholder samfundet og tjener dets fortsatte eksistens.

Weber mener, at for at forstå samfundet, må man kigge på den subjektive mening individerne tillægger sociale fænomener. Dette gør han bl.a. ved at konstruere idealtyper, der alle er udtryk for, om ikke andet så i hvert fald metodisk, for en stor fokus på aktør-delen (Mortensen 2004: 51). Weber tror på, at aktøren og aktørens værdier, og dermed subjektive mening, har en væsentlig betydning i forhold til hvordan samfundet udvikler sig. Vi kan ikke sige noget om den subjektive mening der ligger til grund for en given adfærd ved blot at kigge på et socialt forhold som en helhed, og man har derfor et metodisk problem, ifølge Weber, ved ikke at tage udgangspunkt i en metodologisk individualisme.

4. Sammenligning af Marx, Durkheim og Weber

Hvis vi kort ønsker at sætte de tre teoretikere op imod hinanden, giver det bedst mening at se på deres tilgang og deres udgangspunkt, som ligger til grund for deres videre arbejde. Marx’ udgangspunkt er den kollektive produktive aktivitet, Durkheims udgangspunkt er samfundet som en moralsk kendsgerning, og Webers udgangspunkt er den subjektive mening individer tillægger deres handlinger (Mortensen 2004: 50).

I modsætning til Weber er den betydning individer tillægger sociale fænomener ifølge Durkheim uden relevans (Gilje & Grimen 1997: 146). Deres metodiske udgangspunkt er derfor forskelligt, hvor at Weber er metodisk individualist, og Durkheim metodisk kollektivist. Dette er en afgørende betydning, da det metodiske udgangspunkt fortæller om hvad man tillægger mest forklaringskraft, strukturer eller aktører.

Durkheim og Marx distancerer sig fra hinanden i forhold til hvad der er samfundets drivkraft. Marx var optaget af klassekonflikter og denne dialektik, hvor at Durkheim fokuserede på harmoni. Harmonien, eller solidariteten, er dermed en afgørende faktor for samfundets integration som helhed (Fulcher & Scott 2007: 36). Durkheim og Marx er dog også fælles og distancerer sig til Weber i forhold til ideen om det objektive, eller realisme kontra socialkonstruktivisme. Durkheim og Marx er objektive i den forstand, at de mener det er muligt at konstruere viden om samfundet der eksisterer uden for subjektet (Mortensen 2004: 72).

Hvis vi ser på et fænomen som arbejde, vil Marx, Durkheim og Weber give forskellige forklaringer på fænomenet. Marx vil mene, at den kapitalistiske samfundsstruktur skaber en social bevidsthed, der får arbejderen til at gå på arbejde og skabe merværdi til fordel for kapitalens fortsatte udnyttelse af arbejderen og dermed profitforøgelse1. Durkheim vil mene, at arbejde er en væsentlig aktivitet i forhold til samfundets opretholdelse, og derfor tjener en vigtig funktion, hvor at det ikke at arbejde vil blive anset som amoralsk, og dem der ikke arbejder vil derfor blive udsat for en ydre tvang. Weber vil derimod forklare arbejde ved at se på den subjektive mening som individer tilskriver fænomenet, og hvordan det påvirker ens identitet og livsførelse.

Marx, Durkheim og Weber har, for at opsummere, forskellige videnskabsteoretiske opfattelser af samfundet. Dette har forskellige implikationer for deres metodiske og begrebsmæssige tilgang til samfundet og hvordan de forholder sig til strukturer og aktører.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse taget udgangspunkt i de tre sociologiske teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim. Med baggrund i deres videnskabelige tilgange har jeg forsøgt at redegøre for deres forskellige forhold til strukturer og aktører.

Marx mener at de økonomiske strukturer determinerer den sociale bevidsthed der ligger til grund for aktørers adfærd. Durkheim mener at aktøren agerer på baggrund af hvad strukturen tvinger denne til, altså de sociale facts/forhold. Weber mener, at aktøren tillægger fænomener en subjektiv mening som ligger til grund for enhver adfærd, der på den måde bidrager til det fælles. For Weber er der med andre ord lige så mange sociale facts som der er aktører.

6. Litteraturliste

Durkheim, Émile (1972). Den sociologiske metode. København: Fremad.
Engels, Friedrich (1976) [1892]. ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, s. 112-152 i Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bind II. København: Forlaget Tiden.
Fulcher, James & John Scott (2007). Sociology. New York: Oxford University Press
Gilje, Nils & Harald Grimen (1997). Samfunnsvitenskapenes forutsetninger. Oslo: Universitetsforlaget
Marsh, David & Gerry Stoker (2002). Theory and Methods in Political Science. New York: Palgrave Macmillan
Marx, Karl (2001) [1859]. Preface to a Critique of a Political Economy. London: Electric Book Co.
Mortensen, Nils (2004). ”Dualismer i sociologien”, s. 41-76 i Det paradoksale samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

  1. Denne forklaring af fænomenet arbejde udspringer af produktionsforholdene i samfundet, og enhver forståelse af hvad det vil sige at arbejde vil være determineret af de gældende produktionsforhold. Ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne og fjerne ejendomsretten, vil man opnå et samfund hvor det at arbejde bliver en måde hvorigennem at mennesket kan realisere sig selv. []

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.

Overgangen fra skole til arbejdsmarked: Social kapital, medier og etnicitet

1. Indledning

En af de politiske målsætninger med den nordiske velfærdsstat er, at skabe lige muligheder for alle, så at det ikke er pengepungens størrelse, forældrenes baggrund eller ens adresse der betinger ens muligheder for at få en uddannelse, lægehjælp m.v. Når man kigger på unges overgang fra uddannelsessystemet til arbejdsmarkedet, er det dog af betydning om man er etnisk dansker eller er andengenerationsindvandrer fra et mindre udviklet land (Skyt Nielsen et al. 2003: 783). En af forklaringerne på dette er aldersmæssige faktorer, men også forældrekapital og negative nabolagseffekter influerer overgangen, konkluderes der af Skyt Nielsen et al. (2003).

Denne besvarelse har til hensigt at redegøre for, analysere og diskutere indholdet af teksten af Skyt Nielsen et al. (2003). Jeg vil argumentere for, at teksten bidrager med væsentlig sociologisk viden, men at der er flere variable der kan tænkes at kunne bruges til at forklare unges overgang fra skole til arbejde. Jeg vil fokusere på vigtigheden af mængden af social kapital i forhold til uddannelse og arbejde. Dette vil jeg gøre med henblik på at gå til et makroniveau og diskutere om medierne påvirker den sociale kapital. Jeg vil i besvarelsen primært fokusere på det at få en uddannelse, da forældrekapital og nabolagseffekter er af stor relevans her. Hvad angår social kapital vil jeg se på henholdsvis bridging og bonding social kapital. Artiklen fokuserer en del på kønsforskelle, hvilket jeg ikke bruger mange ressourcer på. Dette ændrer dog ikke på, at mange af de argumenter der fremføres i diskussionen, vil kunne bruges til at analysere de relevante kønsrelaterede forskelle.

Besvarelsen vil være bygget op således, at jeg i nævnte rækkefølge vil 1) redegøre for de fire variable i overgangen fra skole til arbejde, 2) analysere de forklaringsvariable de bruges til at forklare overgangen, 3) introducere begrebet omkring social kapital og dets betydning for uddannelse, 4) diskutere forholdet mellem etniske grupper, social kapital og uddannelse, 5) argumentere for mediernes rolle i forhold til social kapital og uddannelse og til sidst 6) overordnet diskutere hvad der kan forklare unges succes i forhold til overgangen fra skole til arbejde.

2. De fire variable i overgangen fra skole til arbejde

Når at vi skal se nærmere på overgangen fra skole til arbejde, er det relevant at se på de fire variable; uddannelse, beskæftigelse (hvor lang tid der går fra at man er uddannet til at man får et arbejde), ikke-beskæftigelse (hvor lang tid man har sit første job) og løn (Skyt Nielsen et al. 2003: 762). Den uddannelsesrelaterede succes og arbejdsmarkedsintegration af andengenerationsindvandrerne kan forklares ud fra forældrenes erfaring (ibid.: 757). Ligeledes kan nabolagseffekter forklare succes ifm. med uddannelse og arbejde, dog er indvandrerkvinder ikke påvirket negativt af ghettoeffekterne i samme omfang som mænd (ibid.).

Hvad angår det at tage selve uddannelsen er sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse der tager minimum 18 måneder 20% lavere for andengenerationsindvandrere end unge etniske danskere (ibid.: 772). Dette skyldes blandt andet at danske andengenerationsindvandrere har forældre med lavere human kapital og har tilbøjelighed til at være bosat i kommuner med en høj etnisk koncentration (ibid.). Relevant er det også, at etniske danskere der er vokset op i et område med en høj andel af indvandrere, har en signifikant lavere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. Dette taler m.a.o. for en negativ nabolagseffekt (ibid.: 773). Desuden er det at være gift med en etnisk dansker forbundet med en højere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse (ibid.).

Når man har fået en uddannelse er forældre- og etnisk kapital af betydning i forhold til hvor lang tid man skal gå arbejdsløs før man får sit første arbejde efter endt uddannelse (ibid.). Forældrenes integration på arbejdsmarkedet er ligeledes af højere betydning end deres økonomiske position (ibid.). Hvis man er mandlig andengenerationsindvandrer er koncentrationen af indvandrere med til at bidrage til en negativ nabolagseffekt i forhold til hvor lang tid der går før man er i arbejde. (ibid.: 774).

Når først at mandlige andengenerationsindvandrere har fået et job, synes effekterne af forældre- og etnisk kapital at forsvinde (ibid.). For etnisk danske mænd og andengenerationsindvandrermænd er risikoen for at blive arbejdsløs større hvis man bor i et område med en høj etnisk koncentration. Ved kvinderne er det modsatte dog tilfældet (ibid.: 775).

Til sidst kan vi se på løn, hvor at forældre- og etnisk kapital ikke har nogen effekt på lønniveauet for andengenerationsindvandrermænd, men hvor at der dog ved kvinderne er en signifikant positiv effekt i forhold til forældrenes uddannelse (ibid.).

3. Forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter

Som forklaret, kigges der på en række variable der til sammen skal sige noget om forældrenes kapital, den etniske kapital og så nabolagseffekter. Den information der er brugt omkring forældrene er år siden indvandringen, oprindelsesland kommune, amt, uddannelse og årlige indkomst (Skyt Nielsen et al. 2003: 762). Den etniske kapital er så givet ud fra gennemsnittet ved forældrekapitalen for førstegenerationsindvandrerne (ibid.: 763). Nabolagseffekterne er givet ud fra informationer omkring ’etnisk koncentration’, defineret som den procentmæssige del af første- og andengenerationsindvandrer i kommunen, samt et exposure index der ligeledes bygger på informationer om antallet af indvandrere og så deres etniske tilhørsforhold.

Fælles for de tre nævnte variable der bruges til at forklare overgangen fra skole til arbejde er, at der er tale om noget der er eksternt for det enkelte individ. Det der bruges til at forklare overgangen fra skole til arbejde for den enkelte unge er forhold ved enten ens forældre eller geografiske omgivelser. Dette bruges blandt andet til at kunne forklare, at hvis andengenerationsindvandrere havde boet i nabolag som danskere, ville der være kortere tid mellem uddannelsens færdiggørelse og det første arbejde (ibid.: 781). Ved at kigge på forældrenes rolle, er uddannelse og anden human kapital vigtig, som artiklen også nævner. Som artiklen også selv nævner, er en ulempe dog, at der ikke tages højde for forældrenes danske sproglige færdigheder, der også spiller en væsentlig rolle i forhold til forældrekapital. Der kan antages at være flere vigtige parametre der er vigtige når man vil sige noget om forældrekapitalen, herunder hvor engagerede forældrene er i foreningsarbejde, hvordan de ser på det danske samfund m.v., som kan præge den unge i en både positiv og negativ forstand. Samtidigt kan der være en række forhold i familien der også påvirker forældrekapitalen, f.eks. om der er en eller to forældre og andet der påvirker den sociale arv.

Den etniske kapital bygger som nævnt ovenfor på gennemsnit af førstegenerationsindvandrerne. De finder i teksten ingen signifikant effekt af etnisk kapital. Det kan dog i den henseende være relevant at bringe anden forskning ind der viser, at der for både første- og andengenerationsindvandrer er en sammenhæng mellem, at jo større en etnisk gruppe man tilhører, desto mindre er sandsynligheden for at gennemføre en universitetsuddannelse (Grönqvist 2006: 377).

Hvad angår nabolagseffekter er der meget mere i ens omgivelserne end forskellige etniciteter. Dette kan være sociale tilbud til de unge, lektiehjælp, m.v. Nabolagseffekter kan forklare unges succes i forbindelse med uddannelse og arbejde, dog er indvandrerkvinder ikke påvirket negativt af ghettoeffekterne i samme omfang som mænd (Skyt Nielsen et al. 2003: 757). Noget taler for, at det dermed også er nogle forhold i relation til det enkelte individ i relation til nabolaget der har en given forklaringskraft.

Overordnet kan man sige, at det er relevante faktorer der kigges på når man vil forklare hvad der ligger til grund for succesen i overgangen fra skole til arbejde. Det ænder dog ikke på, at der er mange andre faktorer som kan have indflydelse på hvordan man klarer sig. Dette kan tænkes at være ens tillid til andre, ens netværk m.v. Jeg vil derfor nu introducere teorien omkring social kapital og redegøre for hvordan dette kan forklare succes i forbindelse med primært gennemførelsen af en uddannelse.

4. Social kapitals betydning for uddannelse

Der findes flere forskellige definitioner af social kapital. Social kapital skal i denne forbindelse forstås ud fra Putnams definition, hvor at social kapital er netværk, normer og tillid og refererer til sociale forbindelser (Putnam 1995: 665 ff).

Social kapital opstår dermed i relationen mellem mennesker, og jo mere man indgår i sociale relationer, desto mere social kapital. Det bliver her relevant at foretage en nuancering ved at operere med henholdsvis bonding social kapital og bridging social kapital. Bonding social kapital er når de sociale forbindelser styrkes internt i en gruppe, hvor at bridging social kapital går på tværs af sociale skillelinjer i samfundet og dermed skaber en større social kapital i samfundet som helhed (Helliwell & Putnam 2004: 1437). Der er dermed tale om en stærk bonding, hvis der i en gruppe er så tæt samhørighed, at man kan være i opposition til det bestående samfund, hvor at bridging social kapital er med til at skabe samhørighed mellem forskellige grupper i samfundet.

Hvad angår overgangen fra skole til arbejde, kan social kapital eller manglen på samme have betydning for om man får en uddannelse. Det viser sig, at der er en stærk korrelation mellem social tillid og uddannelse, og uddannelse har en stor effekt på social tillid (Putnam 1995: 667). Hvis den enkelte borger har en stor tillid til de offentlige og politiske institutioner, er sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse alt andet lige større. Hvad angår danskerne i almindelighed, ved man fra internationale værdiundersøgelser, at danskerne har en stor grad af tillid til forskellige typer af offentlige og politiske institutioner (Levinsen 2007: 73).

Når vi opererer med social kapital i forhold til etnisk diversitet i samfundet, er det derfor af stor betydning, hvilken form for social kapital der er at gøre med. Bridging social kapital på tværs af etniske skillelinjer kan være et gode der vil øge den sociale kapital i samfundet og dermed resultere i at flere gennemfører en uddannelse, og omvendt kan øget bonding social kapital i etniske grupper føre til en større samhørighed internt i grupper der rummer en mistro over for samfundets institutioner. Samme bonding social kapital kan der også være i majoriteten af samfundet, der kan gøre tilliden til minoriteter mindre (’de andre’).

I Danmark kan man argumentere for, at der er en øget bonding social kapital med konsekvens for bridging social kapital. På den ene side ser man at Danmark ligger højt, sammen med andre nordiske velfærdsstater, når det gælder den sociale tillid målt som folks oplevelse af at have ’tillid til andre’ og at kunne ’stole på andre personer’ (Levinsen 2007: 73). Samtidigt er der dog en sammenhæng mellem den etniske skillelinje og den sociale kapital, hvor at der er en stærk korrelation mellem frygten for et multietnisk samfund og den sociale tillid. Blandt dem der ser indvandring som en alvorlig trussel mod den nationale karakter, tror 44% på andre, hvor at der er tale om 82% blandt dem der ikke ser indvandring som en alvorlig trussel mod den nationale karakter (Torpe 2003: 39). På den ene side kan der m.a.o. være en stor mængde bonding social kapital majoriteten af den danske befolkning, men være en mindre mængde bridging social kapital i forhold til etniske minoriteter og samhørigheden til disse.

Når vi ser på førstegenerationsindvandreres uddannelses betydning for deres børns uddannelse, ser vi, at dette påvirker sandsynligheden for at børnene får en uddannelse, positivt (Skyt Nielsen 2003: 772). Her kan det diskuteres hvilken kausalitet der ligger til grund for korrelationen. En antagelse kan tænkes at være, at forældrenes formodede store mængde sociale kapital vil have en positiv effekt på deres børn. Det at nabolagseffekter har en effekt på uddannelsen, kan også have noget at gøre med den sociale kapital. Jo større koncentrationen er af ikke-etniske danskere, og jo mindre de sociale relationer er til etniske danskere, desto mindre bridging social kapital vil der være til stede, og dette kan influere sandsynligheden for at få en uddannelse negativt.

I relation til artiklen kan man sige, at forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter kan forklare en del af overgangen fra skole til arbejde. Der kan dog argumenteres for, at ved at se på den sociale kapital og tilliden til forskellige offentlige og politiske institutioner, nærmer man sig noget, hvor der er en stor korrelation mellem om man får en uddannelse, og om man har tillid til andre (Putnam 1995: 667). Dette vil jeg se nærmere på i det følgende afsnit.

5. Forholdet mellem etniske grupper og uddannelse

Ifølge en national undersøgelse fra 1995 havde 85% af etniske danskere ingen sociale interaktioner med individer fra etniske minoriteter (Hussain 2000: 95). Den sociale kapital opstår jf. Putnam, som tidligere redegjort for, i relationen mellem mennesker. I det sekund at der er en svag relation mellem mennesker fra to forskellige etniske grupper, vil der være en svag mængde af bridging social kapital. Dette forhold mellem etniske grupper kan dermed svække den sociale tillid til uddannelsessystemet blandt minoriteter.

Forholdet mellem de etniske grupper og den sociale kapital kan også bruges til at diskutere nabolagseffekterne. Der må være en grund til, at der er forskel på hvor man bor og hvor stor en procentdel indvandrere der bor der. I etniske grupper hvor at der er få sociale relationer med etniske danskere, vil der være en meget lav bridging social kapital mellem de etniske grupper, som på den måde bevirker, at sandsynligheden for at få en uddannelse bliver mindre. Denne lave bridging social kapital kan dermed føre til en negativ nabolagseffekt (’ghettoeffekt’) og på den måde skabe grundlaget for øget bonding social kapital i de etniske grupper og på den måde større mistillid til de offentlige og politiske institutioner.

Jo mere bridging social kapital der skabes i sociale relationer mellem etniske grupper, desto større samhørighed og tillid vil der være til hverandre, og dermed vil sandsynligheden for at unge andengenerationsindvandrere får en uddannelse, stige. Omvendt vil en øget bonding kapital blandt etniske danskere frastøde etniske minoriteter og mindske tilliden til uddannelsessystemet.

Det har vist sig, at 37 procent af danskerne ikke vil have en muslim som nabo, og 64 procent vil ikke have at et tæt familiemedlem gifter sig med en muslim (Hussain 2000: 95). Denne manglende tillid til mennesker fra andre etniske grupper er udtryk for manglende bridging social kapital, eller om man vil i dette tilfælde: en stor mængde bonding social kapital. Manglende sociale relationer etniske grupper imellem vil derfor kun kunne øge mængden af bonding social kapital, og mindske mængden af bridging social kapital. Eller sagt med andre ord: Tryk avler modtryk.

Når vi ser på nabolagseffekter, er det derfor diskutabelt om disse kan ses uafhængigt af den tillid der er mellem borgerne på tværs af etnisk oprindelse. Vi kan se, at en høj koncentration af etniske minoriteter har en række konsekvenser for gennemførelsen af en uddannelse, men dette er ikke forklaring nok i sig selv. Konsekvenserne af en høj koncentration af første- og andengenerationsindvandrere skal derfor ses relativt i forhold til det samfund det er en del af, og hvordan den sociale kapital er i forhold til de etniske grupper der udgør den højre koncentration.

For at opsummere, er både forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter relevante variable at se nærmere på når man vil forklare andengenerationsindvandreres succes i uddannelsessystemet (og den videre overgang til arbejdsmarkedet), og den korrelation der påvises ved at kigge på de variable siger noget om sandsynligheden for at bo i områder med en høj etnisk koncentration og gennemføre en uddannelse og klare sig godt på arbejdsmarkedet. Hvorom alting er, er der andre yderst relevante variable der ikke måles på, som blandt andet kan sige noget om social kapital, der også kan give en del af forklaringen på differensen på uddannelsesområdet blandt etniske danskere og andengenerationsindvandrere.

Den sociale kapital opstår i relationen mellem mennesker, som en bonding social kapital hvis to fra samme gruppe har en social relation, og som en bridging social kapital hvis to fra forskellige grupper har en social relation. Hvorvidt denne dannelse af bridging social kapital opstår, er der mange faktorer der spiller ind. En de faktorer der må antages at være meget relevant, er den måde som etniske grupper fremstilles på i medierne. Jeg vil derfor nu se på mediernes rolle i forhold til social kapital.

6. Mediernes rolle i relation til social kapital

Når vi skal se på mediernes rolle i forhold til dannelsen af social kapital, er det først og fremmest nødvendigt at se på om medierne påvirker holdningsdannelsen hos mediebrugere.

Hvis man kigger på massemedierne viser det sig, at disse spiller en stor rolle i den politiske socialisering og i norm- og regeldannelsen (Graber 2002: 225). Dette vil sige, at mediernes dækning og eksponering af politiske emner har en politisk effekt. Den måde som massemedier, bevidst eller ubevidst, framer issues på, kan fremme bestemte opfattelser, fortolkninger og holdninger.

De holdninger og opfattelser man har som borger i forhold til at skabe mere bridging social kapital, er dermed også afhængig af den måde som medierne fremstiller etniske minoriteter, altså som et samfundsmæssigt gode eller onde; som nogen der er værd at stole på eller ej.

Når danske medier dækker etniske spørgsmål, har det vist sig, at hovedfokus har været på negative episoder og historier der udelukkende har været omkring ikke-europæiske minoriteter (Hussain 2000: 103). Negative historier eksponerer negative tolkninger og perspektiver der først og fremmest skaber mere samhørighed (bonding social kapital) blandt dem der identificerer sig som tilhørende den danske majoritet, og en mindre tiltro til at kunne skabe bridging social kapital med de berørte etniske minoriteter. Mediernes fremstilling af etniske minoriteter kan derfor have en effekt på briding og bonding social kapital, som korrelerer med sandsynligheden for at tage en uddannelse.

I en stor del af nyhedshistorierne hvor der er religiøse karakteristika involveret, frames nyheder i et konfliktperspektiv, f.eks. konflikter med det danske samfund, kultur, institutioner osv. (Hussain 2000: 106). Dette gør, at nyheder får en karakter af noget der truer ”danskheden”, og dermed skaber grundlaget for dannelsen af mere bonding social kapital blandt majoriteten af danskerne. Omvendt vil en sådan bonding kunne føre til en mistillid til etniske minoriteter som samtidigt gør, at vi kan se nabolagseffekter der skaber en bonding social kapital i relationen mellem første- og andengenerationsindvandrere i etniske minoritetsgrupper, som ikke bidrager positivt til sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse. Tværtimod er der her tale om en potentiel ghettoeffekt.

Minoriteter i det danske samfund fremføres ofte i medierne i en kontekst hvor de ses som et problem for ”os” danskere i det danske samfund (Hussain 2000: 107). En sådan cleavagedannelse har den konsekvens, at det vil føre til mindre bridging kapital blandt etniske grupper i samfundet, og vil skabe en mindre tillid til offentlige institutioner, herunder uddannelsessystemet, blandt etniske minoriteter.

7. Den komplekse overgang fra skole til arbejde

Når vi kigger på overgangen fra skole til arbejde, må vi først være bevidste om, at velfærdsstatsmodellen har umådeligt meget at sige. I et samfund hvor at staten ikke finansierer uddannelse gennem skatten, må det alt andet lige forventes, at den økonomiske kapital spiller en væsentlig rolle.

Overgangen fra skole til arbejde er dog meget kompleks, og der er mange variable der kan forklare denne overgang. I Skyt Nielsen et al. (2003) er der en korrelation mellem en række variable, men den teoretisk funderede kausalitet kan kritiseres. Ganske vel konkluderes der, at hvis andengenerationsindvandrere havde boet i nabolag som danskere, ville der være kortere tid mellem uddannelsens færdiggørelse og det første arbejde (Skyt Nielsen et al. 2003: 781). En policy-anbefaling vil dog næppe kunne være, blot at flytte de andengenerationsindvandrere der klarer sig dårligt over i en kommune med flere etniske danskere. Ligeledes argumenteres der blandt andet for, at det at være gift med en etnisk dansker er forbundet med en højere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse (ibid.: 773). En realistisk policy-anbefaling her vil næppe her være at få flere andengenerationsindvandere til at gifte sig med en etnisk dansker før de tager sig en uddannelse.

Fundamentalt set kan der argumenteres for, at det handler om hvordan mennesker integreres i samfundet, og hvordan dette skaber den fornødne tillid mellem samfundets borgere og samfundets institutioner. Jo mere social kapital og tillid til det danske samfund som helhed og uddannelsessystemet i særdeleshed, desto mere vil det føre til at flere vil bestræbe sig på at fuldføre en uddannelse. Dette har som udgangspunkt intet med etnicitet at gøre, men kan også være blandt socialt udstødte etniske danskere. Det integrationspolitiske problem bliver aktuelt, når at den sociale kapital i relationen mellem samfundets etniske borgere falder, og dermed tilliden til hverandre ditto.

Når tilfældet er, at andengenerationsindvandrere har fået en uddannelse og er blevet en integreret del af arbejdsmarkedet, vil der, hvis der arbejdes med mennesker fra andre etniske grupper, dannes bridging social kapital. For at hæve sandsynligheden for succes i overgangen, vil en anbefaling derfor være at arbejde på at skabe det bedste fundament for skabelsen af bridging social kapital.

Skyt Nielsen et al. (2003) undersøger en relevant problemstilling, og databehandlingen giver relevant sociologisk viden om hvilke variable der kan forklare andengenerationsindvandreres succes i overgangen fra skole til arbejde. Der er med andre ord ingen tvivl om, at undersøgelsen indikerer betydningen af forældrekapital og nabolagseffekter. Det er dog diskutabelt om de valgte variable er tilstrækkelige i forhold til fænomenet. Det er vigtigt at se på forældrenes og de nære omgivelses betydning i forhold til at få en uddannelse og et arbejde, men det kan også være relevant at træde et skridt tilbage og se det i et større perspektiv og hvordan betingelserne er for dannelsen af social kapital, og herunder blandt andet hvordan framingen i medierne kan påvirke dette.

8. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse fokuseret på overgangen fra skole til arbejde for hhv. andengenerationsindvandrere og etniske danskere. Det er sværere for andengenerationsindvandrere at komme igennem denne overgang, og jeg har fokuseret på denne problemstilling og de faktorer der kan forklare dette.

Først har jeg redegjort for de variable der bruges til at se på overgangen, hvorefter jeg har analyseret de forklaringsvariable der bruges, og argumenteret for blandt andet også at se på social kapital som et teoretisk koncept der kan bruges til at forklare succesen eller manglen på samme i overgangen fra skole til arbejde. Social kapital bruger jeg derefter til at se på etnicitet og medier, for at betone vigtigheden af at se på hvordan disse også kan influere overgangen, og for at understrege vigtigheden af at se på forklaringer, ikke alene på mikroniveau, men også på makroniveau.

Der kan være nok så mange etniske danskere i et boligkvarter, og man kan have nok så veluddannede forældre, men hvis den sociale kapital er lav, vil dette højst sandsynligt forværre sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse og blive en velintegreret del af arbejdsmarkedet.

9. Litteraturliste

Graber, Doris A. (2002). ”Media Impact on Attitudes and Behaviour”, i Mass Media & American Politics. CQ Press: 195-233.

Grönqvist, Hans (2006). “Ethnic Enclaves and the Attainments of Immigrant Children”, European Sociological Review 22(4): 369-382.

Helliwell, John F. & Robert D. Putnam (2004). “The Social Context of Well-Being”, Philosophical Transactions: Biological Sciences 359(1449): 1435-1446.

Hussain, Mustafa (2000). “Islam, Media and Minorities in Denmark”, Current Sociology 48(4): 95-119.

Levinsen, Klaus (2007). “Social tillid og velfærdsstaten”, i Petersen, Jørgen Henrik et al. (red), 13 værdier bag den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag: 69-78

Putnam, Robert D. (1995). “Tuning In, Tuning Out: The Strange Disappearance of Social Capital in America”, PS: Political Science & Politics: 664-683.

Skyt Nielsen, Helena, Michael Rosholm, Nina Smith & Leif Husted (2003). “The School-to-Work Transition of 2nd Generation Immigrants in Denmark”, Journal of Population Economics 16(4): 755-786.

Torpe, Lars (2003). “Social Capital in Denmark: A Deviant Case?”, Scandinavian Political Studies 26(1): 27-48.

Opgave i politisk teori: Sammenlignende analyse af Aquinas og Machiavelli

1. Foretag en sammenlignende analyse af Thomas Aquinas’ og Machiavelli’s politiske teorier.

Jeg vil i denne opgave lave en sammenlignende analyse af de politiske tænkere Aquinas og Machiavelli (i nævnte rækkefølge). Dette vil jeg gøre ved henholdsvis at beskrive de to tænkere og sammenligne dem. Dette skal så kunne danne grundlaget for en perspektivering og eventuelle paralleller til nutiden. Det hele afsluttes med en opsummerende konklusion.

Thomas Aquinas (1224/5-1274) var en af højmiddelalderens filosoffer, der dog anses for at være mere teolog end politisk tænker. Han er mest kendt for at forene Aristoteles ideer med kristendommen (Boucher & Kelly 2003, 108).

Aquinas levede i højmiddelalderen, hvor der, grundet en økonomisk fremgang og en selvstændig borgerstand, kom en mere udadvendt livsholdning, som filosofisk kom til udtryk i interessen for at udforske naturen og ikke mindst menneskets liv i samfundet, og herunder også nogle, der ikke var enige i alt hvad kirken sagde. Dertil kommer så også, at Aristoteles værker blev oversat til latin fra de arabiske oversættelser. Dette gjorde at Aristoteles syn på naturvidenskab, metafysik m.v. igen blev aktuelt, og hvor Augustin nok havde hvad man med rette kan kalde en verdensforagt, havde Aquinas en lyst og vilje til at ville udforske naturen vha. Aristoteles metode. Han ville med andre ord prøve på at erkende Gud mere naturvidenskabeligt ved at studere naturen og dets årsager. Nogle af Aristoteles tanker var dog ikke just velkomne hos kirken, men det lykkedes Aquinas at fremstille en syntese som kirken accepterede.

Hos Aquinas er der ingen skarpe skillelinjer mellem tro og fornuft, men tværtimod en glidende overgang, og ligeledes har han den opfattelse, at der er en hierarkisk ordnet struktur i universet. Han mente at der fandtes kristne sandheder, som fornuften aldrig kunne opnå indsigt i. Tilsvarende mente Aquinas, som Aristoteles, at mennesket er et socialt og politisk væsen der er i besiddelse af et potentiale som kan aktualiseres i det gode samfund. Det gode samfund er altså et samfund hvor mennesket kan aktualisere sit potentiale – i henhold til naturretten (som ikke må krænkes, og dermed skal man aktualisere sig selv i overensstemmelse med Guds forsyn). Naturretten er en fornuftsindretning der er hierarkisk opdelt:

1. Den evige lov
2. Den naturlige lov
3. Den guddommelige lov
4. Den menneskelige lov

Den evige lov er fornuftsforudsætningen som er hævet over al anden lov, og er skabt med henblik på hele skabelsen ud fra Guds forsyn. Den guddommelige lov er fornuftsskabningens andel i den evige lov og dermed den del af den evige lov som fornuften kan opfatte, hvor at den guddommelige lov kun er kendt af de kristne gennem åbenbaringen med henblik på frelse. Til sidst har vi den menneskelige lov som er den lov hvorigennem at fornuften formidles, og altså, som navnet antyder, er skabt af menneskene.

Niccolò Machiavelli (1469-1527) var en italiensk diplomat og politiker, og er nok mest kendt for at være den der opstillede et politisk alternativ til kristendom og kristen moral. Machiavelli levede i en tid hvor Italien var splittet og der herskede interne borgerkrige små bystater. Man var langt væk fra det romerske imperium, men han refererede ofte til det, som dengang hvor Italien var samlet og bragte stabilitet, civilisation, ro og orden. Romerriget var m.a.o. hans store forbillede, og hans samtid var langt væk fra dette ideal, som var en tid hvor det politiske liv var præget af korruption, krig, vold og andre moralsk forkastelige handlinger, som medførte, at Machiavelli fokuserede meget på stabilitet og orden i hans forfatterskab, og lagde grundlaget for hans politiske filosofi. Machiavelli var som sådan ikke forud for hans tid, og allerede omkring et århundrede før, at Fyrsten blev skrevet, havde en tradition for realisme udviklet sig inden for italiensk politisk tænkning (Boucher & Kelly 2003, 147).

Machiavelli var humanist i den forstand, at han havde en antropocentrisk verdensopfattelse, som hans opfattelse af politik også tog sit udgangspunkt i, nemlig at mennesker altid er årsagen til forskellige politiske og historiske begivenheder, og f.eks. ikke er determineret ud fra religion. Machiavelli er desuden eksponent for en cyklisk historieskrivning, forstået ved, at han er af den opfattelse, at historien gentager sig, grundet menneskets til hver en tid og evige tendens til egoisme og lyst til at fremme egne interesser1 , hvilket af gode grunde resulterer i at civilisationer opstår, eksisterer og dør. Forklaringen på dette er, at dyd (eller virtu om man vil) avler fred, fred avler dovenskab, dovenskab mytteri, mytteri undergang, undergang love, love dyd (Boucher & Kelly 2003, 154).

Denne egoisme der hersker i mennesket må den politiske leder være opmærksom på og tage i betragtning, hvis magten skal opretholdes og dermed den sociale stabilitet, ro og orden.

Machiavellis realisme og empirisk induktive metode kan ses som en klar kontrast til det metafysiske og teleologiske. Derfor bør vi ikke gøre os nogle forhåbninger om, at finde et decideret værenshierarki hos Machiavelli, som hos Aquinas, hvor vi finder naturretten. Hvor at Aquinas mente, at Guds forsyn i sjældne tilfælde kunne komme til syne for os, var Machiavelli sikker på, at det aldrig var eller blev tilfældet, og om det så nogensinde gjorde, måtte en fyrste ikke lade kristendom komme i vejen.

For Machiavelli tager den politiske autoritetsudøvelse udgangspunkt i ønsket om og forsøget på stabilitet, ro og orden, hvor Aquinas politiske autoritetsudøvelse tager udgangspunkt i et sæt moralske (kristne) normer. Dette bygger på, at Aquinas vidste, at mennesket var en synder, men gennem den menneskelige fornuft kan man indse denne synd og korrigere efter at leve moralsk. Og denne naturretsantagelse er fundamentalt anderledes for Machiavellis opfattelse af naturretten, der ser den som værende ikke-eksisterende.

Når Machiavelli så ikke mener at der er nogle kristne moralske normer der kan bruges som vejviser inden for den politiske og sociale sfære, og at mennesket er egoistisk og nyttemaksimerende, er det derfor nødvendigt at anse politik som et spørgsmål om magtteknik – og ikke moral. Hvor at loven hos Aquinas forenede det religiøse med mennesket og fandt sin legitimitet der, finder magthaveren hos Machiavelli udelukkende legitimitet i den første politik i ønsket om at bevare samfundsstrukturernes status quo. Styreformen if. Aquinas kunne i princippet være styret af en (monarki), få (aristokrati) eller mange (rule by the people) der besad magten (Boucher & Kelly 2003, 116). Han foretrak dog monarkiet af flere forskellige grunde, men i tilfælde af, at han ikke udøvede autoritet i overensstemmelse med naturretten eller var tyrannisk, kunne han afsættes (Boucher & Kelly 2003, 117).

Hvor at vi hos Machiavelli udøver politisk autoritet ud fra mantraet om, at målet helliger midlet, er der ingen idealstat. Machiavelli advokerer i Fyrsten for, at fyrstedømmet er den bedste styreform, og i Discourses for, at en republik er den bedste styreform. Det er her relevant at gå ind og se på, i hvilken kontekst værkerne er skrevet, men overordnet set kan man udlede den konklusion, at der hos Machiavelli er flere forskellige styreformer der kan være ideelle, afhængigt af flere forskellige forhold som gør sig gældende på vejen til at opnå stabilitet. For som han skriver, er der altid flere veje til at nå et mål, og en vej kan sagtens føre til forskellige mål. Det er altså ingen sikkerhed og garanti for, at fordi at man har et fyrstedømme, vil der vil være stabilitet og orden. Hvor at staten hos Aquinas var et sted hvor ens potentiale kunne aktualiseres i overensstemmelse med den kristne moral, og har til mål at være retfærdig og forebygge ondskab, mener Machiavelli at staten skal vægte stabiliteten højere end retfærdighed, og hvad der ud fra kristne normer kan anses som værende ondskab, er acceptabelt inden for rammerne af forsøget på orden. Magtudøvelsen må m.a.o. tage sit afsæt i de naturlige love og under ingen omstændigheder overtræde disse, da det er statens raison d’être. Det nytter derfor ikke noget, hvis de strukturer for hvor inden at det daglige liv skal finde sted inden for kristne normer, ikke selv er underlagt en kristen etik. Hvor at jeg vil mene, at samfundsstrukturerne og autoritetsudøvelsen hos Aquinas tager udgangspunkt i noget guddommeligt oppefra, tager Machiavellis magtudøvelse udgangspunkt i noget nærmest verdsligt og positivistisk, og uden nogle normer med metafysisk afsæt, og dermed på baggrund af det daglige liv, og hvad der skal til for at opretholde en statsmagt. Med andre ord er mennesket uden et politisk regime (strukturer) ingenting, og derfor består det hele for Machiavelli i at kunne håndtere, styre og holde magten. Det er fordi, at den politiske magt ikke er styret af Guds forsyn eller historisk materialisme. Politisk magt er noget man gør som menneske (noget konkret nu og her). Magten bliver dermed også udtryk for noget der kan manipuleres.

Der er dog også flere forskellige lighedspunkter mellem Aquinas og Machiavelli, bl.a. deres fælles udgangspunkt fra Aristoteles, at politik er en forlængelse af det etiske, at det hænger sammen, men når vi taler politisk moral, er den adskilt fra den individuelle moral. Det gælder altså for Machiavelli, at han ikke er amoralsk, men han kan godt dispensere for rettigheder i så fald at det opretholder den sociale orden.

Hvor at Aquinas opfatter frihed som muligheden for at aktualisere sin potentiale i overensstemmelse med den kristne moral, går Machiavellis frihedsbegreb ud på fraværet af dominans, som ikke ligger under for andres præferencer for lov. Det er altså ikke kun at ligge under for tvang, men også at have muligheden for at udøve politisk indflydelse. For at dette er muligt, må magten gøres medgørlig, hvilket sker ved at den kanaliseres gennem samfundsinstitutioner (retsvæsen, forsvar etc.), da det er der at vi kan inddæmme stridigheder.

Det er min antagelse, at Machiavelli står for, at hvorvidt man skal forholde sig til religion som noget godt eller ondt, afhænger af hvordan magthaveren forholder sig til samme. Lader den politiske magt en kristen moral stå i vejen for udførelsen af magt, der skal sikre den sociale orden, hersker der ingen tvivl om, at magthaveren har et forkert og destruktivt forhold til religion. Hvis den politiske magt derimod bruger religionen som et middel til at nå det moralske mål, har man et fornuftigt forhold til den.

Der hersker ingen tvivl om, at Aquinas og Machiavelli på hver deres måde har påvirket den politiske filosofi. Aquinas ved først og fremmest at forene Aristoteles tanker med kristendommen. Aquinas har inspireret flere tænkere og filosoffer, herunder bl.a. John Locke. Han har desuden bidraget med en tro på, at mennesket via fornuften og erkendelsen kan opnå en indsigt i hvad der er meningen med livet.

Machiavelli kan ses som værende en god påmindelse om, at nutidens institutioner ikke er meget anderledes end datidens, da historien – ifølge ham – gentager sig. Machiavelli mener der er noget genkendeligt ved mennesket uafhængigt af tid: At det er ondt. Og det bygger jo selvfølgelig på selvsamme præmis, netop at mennesket er egoistisk. Hvis man i opbyggelsen og konstruktionen af samfundsinstitutioner og strukturer bygger på, at mennesket er egoistisk og det ikke handler ud fra nogen egentlig moral, vil dette system så netop ikke fostre egoistiske individer der til hver en tid vil udnytte strukturerne til fulde? En tese kunne være, at hvis sådanne strukturer efterfølgende sættes (midlertidigt) ud af kraft, ville sådanne strukturer have påvirket individernes forhold til hinanden i en negativ retning med manglende gensidig tillid til et andet socialt forhold til mennesker, som værende lysten til tilfredsstillelsen af egoistiske behov. Hvis vi rent hypotetisk prøver at gå ned på et mikroniveau, og f.eks. antager at en familie bestående af far, mor og 2 børn, ledes af familiens overhoved faderen, der vælger at bygge sin opdragelse på den præmis, at børnene er onde og egoistiske. Hvad ville resultatet være i sidste instans?

Machiavelli og Aquinas er ikke diametrale modsætninger, men på nogle områder uforenelige størrelser. Det er deres menneskesyn og verdensbillede der ligger til grund for deres politiske filosofi, og ikke mindst deres tanker om hvad det gode samfund er. Hos Aquinas er det gode samfund et samfund som opretholdes ved hjælp af kristne idealer, hvor det hos Machiavelli er afhængigt af hvorvidt det kan skabe social ro og orden.

  1. Er der enkelte mennesker der ikke er egoister, og altså desinteresserede og naive, vil de blot blive offer for andres egoistiske handlinger. []

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.